Etienne Gerards Bedrifter - 8

mine Medfanger kendte Sammenhængen med min Flugt.
Hele Dagen laa jeg skjult under Buskene. Mine Lommer var fyldte med
Brød, som jeg havde sparet sammen af mine Rationer, og ved at gennemsøge
Kappen, fandt jeg et rødt Silketørklæde, en Skildpaddes Snustobaksdaase
og en lille Sølvflaske fuld af Whisky og Vand. Desuden fandtes der en
stor blaa Konvolut med et rødt Segl, adresseret til Direktøren for
Dartmoor Fængsel.
Dette Brev skaffede mig en Del Hovedbrud, thi Direktøren havde altid
behandlet mig med den største Hensynsfuldhed, og det krænkede min
Æresfølelse, at jeg skulde komme til at blande mig i hans
Korrespondance. Jeg havde halvvejs bestemt mig til at lægge Brevet under
en Sten i Nærheden af Fængslet, men det vilde blot lede dem paa mit
Spor. Jeg besluttede mig til at beholde Brevet og haabede paa, at der
vilde komme en Lejlighed, hvor jeg kunde sende det tilbage til
Adressaten. Foreløbig gemte jeg det i min Inderlomme.
Jeg skal ikke trætte Jer, mine Venner, med at fortælle Jer om de
Strabadser, jeg derefter maatte gennemgaa, men vil nøjes med at berette
om Slutningen paa Æventyret. Det stod mig klart, at jeg maatte se at faa
en anden Paaklædning end min forræderske Uniform, saafremt det
vedvarende skulde lykkes mig at undgaa mine Forfølgere. Da syntes det,
som om Himlen vilde sende mig Hjælp, thi jeg saa en ung Fyr komme
springende i et hvidt Flonelssæt, og med en fiks Kasket paa Hovedet. Da
han kom hen til mig, sprang jeg frem imod ham.
"De maa meget tilgive mig, min Herre," sagde jeg, "men jeg er desværre
nødsaget til at maatte affordre Dem Deres Klæder."
"Affordre mig hvad?" raabte han.
"Deres Klæder!" gentog jeg.
Han stod med Hænderne i Lommen, og der fo'r et fornøjet Smil over hans
Ansigt.
"Naa, saa De vilde sætte Pris paa at faa Fingre i mine Klæder," svarede
han endelig. "Jeg er imidlertid bange for, at De denne Gang er gaaet
galt i Byen. Jeg ved, hvem De er. De er en Franskmand, der er løbet bort
fra Fængslet dernede, hvad enhver kan se med et halvt Øje. Derimod
kender De ikke mig, thi ellers vilde De ikke have fattet saa forrykt en
Plan. Jeg er Bristol Bustler, Verdensmesteren i Boksning."
"De er sikkert en meget dygtig Mand, Sir!" svarede jeg, "men naar jeg
fortæller Dem, at De staar overfor Oberst Etienne Gerard af Conflans
Husarer, vil De sikkert hurtigt indse Nødvendigheden af at trække af
Deres Klæder uden yderligere Snak."
I Stedet for at svare, eller gøre, som jeg sagde, stillede han sig i
Positur. Et Øjeblik efter havde han mine Støvler i Maven. Men i samme Nu
fløj mine Ben i Vejret, tusinde Stjerner straalede for mine Øjne, mit
Hoved blev slynget mod en stor Sten, og jeg tabte Bevidstheden.
Da jeg atter kom til mig selv, laa jeg paa en Rulleseng i et tarveligt
Værelse. Det snurrede fælt i mit Hoved, og da jeg følte med Haanden til
det, var der en Knude saa stor som en Valnød over mit ene Øje. En skarp
Lugt skar i min Næse, og jeg opdagede hurtigt, at en Klud, dyppet i
Eddike, var bundet om min Pande. I den modsatte Ende af Værelset sad den
frygtelige lille Mand og badede sit nøgne Knæ med en lind Salve. Saa
hørte jeg Lyden af Hestehove udenfor, og et Øjeblik efter traadte
Direktøren for Dartmoor Fængsel ind i Værelset, fulgt af seks
Fængselsbetjente.
"De ser, Oberst," sagde han med et bittert Smil, "vi fandt Dem dog
tilsidst!"
Naar en tapper Mand har gjort sit yderste, og det alligevel er slaaet
Fejl for ham, viser han sit Mod ved den Maade, hvorpaa han bærer sit
Nederlag.
"Paa en Maade er jeg glad ved atter at hilse paa Dem, min Herre,"
svarede jeg roligt og værdigt, "thi jeg har været saa uheldig at maatte
tilbageholde et Brev til Dem."
Han saa forbavset paa mig. Med lidt Besvær fik jeg fat i Brevet, som han
aabnede. Jeg saa et ejendommeligt Smil brede sig over hans Ansigt,
medens han læste det.
"Dette maa være det Brev, som Sir Charles Meredith mistede," sagde han.
"Det laa i hans Frakkelomme."
"De har været i Besiddelse af det i to Dage."
"Ja, siden i Forgaars Nat!"
"Og ved ikke, hvad det indeholder?"
Jeg sendte ham et fortørnet Blik, thi hans Spørgsmaal forundrede mig.
Til min Forbavselse brød han ud i en støjende Latter.
"Oberst," sagde han og viskede Taarerne af Øjnene, "De har sandelig
skaffet ikke alene os, men ogsaa Dem selv en hel Del unødigt Bryderi.
Tillad mig at læse dette Brev, som De har ført med paa Deres Flugt, op
for Dem."
Nu skal I høre, hvad det indeholdt:
"Efter Modtagelse af denne Skrivelse anmodes De om at løslade Oberst
Etienne Gerard af tredje Husarregiment, der er bleven udvekslet med
Oberst Mason af Hesteartilleriet, nu i Verdun."
Og medens han læste, lo han atter, Vogterne lo, og Fyren med det ømme
Knæ lo. Da jeg hørte den almindelige Munterhed og tænkte tilbage paa
alle de Farer og Anstrengelser, som jeg til ingen Nytte havde
gennemgaaet, kunde jeg da andet end le med? Og var det ikke alligevel
mig, der havde mest Grund til at le? Thi foran mig havde jeg mit kære
Frankrig, min Moder, Kejseren og mine Husarer, medens der bag mig laa
det mørke Fængsel og den engelske Konges tunge Haand.


VI.
Hvorledes Brigaderen spillede om et Kongerige.

I ved alle, mine Venner, at efter det russiske Felttog blev Resterne af
vor stakkels Hær indkvarteret langs Elbens vestlige Bred, hvor
Mandskabet skulde forsøge at faa det frosne Blod i Aarerne tøet op, og
ved godt tysk Øl atter faa lidt Kød paa Knoglerne. Imidlertid blev der
altid et eller andet tilbage i Rusland, og jeg tør nok paastaa, at tre
store Furagevogne ikke vilde have afgivet tilstrækkelig Plads til alle
de Fingre og Tæer, der var frosne af under Tilbagetoget. Alligevel
maatte vi takke Skaberen for vort Held, naar vi tænkte paa vore stakkels
Kammerater, som vi havde maattet lade blive tilbage paa
Snemarkerne, -- disse frygtelige Snemarker! Den Dag i Dag holder jeg ikke
af at se rødt og hvidt sammen, mine Venner. Blot et rødt Lommetørklæde
paa mit hvide Sengetæppe kan hensætte mig i de frygteligste Drømmerier.
I vil aldrig faa mig til at fortælle Jer om det russiske Felttog, thi
Tanken alene er nok til at gøre min Vin sur og forvandle min Tobak til
Halm.
Af den halve Million Soldater, der gik over Elben i 1812, vendte kun
omtrent fyrretyve Tusind Infanterister tilbage i Foraaret 1813. Men det
var frygtelige Mænd, disse fyrretyve Tusinde. Mænd af Staal, vante til
at indtage deres Maaltider paa Hesteryggen, at sove i Sneen og opfyldte
af Raseri og Had til Russerne. De skulde holde Stillingen ved Elben,
indtil den store Hær af udskrevne, som Kejseren kaldte under Fanerne i
Frankrig, var rede til at hjælpe dem med at gaa over Floden endnu en
Gang.
Kavalleriet var i en jammerlig Forfatning. Mine Husarer laa i Borna, og
da jeg første Gang inspicerede dem, brast jeg i Taarer ved Synet af dem.
Mine prægtige Fyre og mine dejlige Heste -- mit Hjerte krympede sig ved at
se, i hvilken Forfatning, de var kommen. "Fat Mod," tænkte jeg.
"Regimentets Tab har været stort, men Eders Oberst har I dog endnu." Jeg
gik straks i Lag med at rekonstruere Korpset, og havde faaet to gode
Eskadroner samlet sammen, da der udgik Ordrer til alle Oberster i
Kavalleriet om øjeblikkelig at begive sig til Regiments-Depoterne i
Frankrig for at organisere Rekrutterne til det kommende Felttog.
I tror sagtens, mine Venner, at mit Hjerte svulmede af Glæde ved
Udsigten til at gense Frankrig. Jeg vil ikke skjule for Jer, at jeg blev
lykkelig over at skulle gense min Moder og en og anden lille Kæreste,
men der var andre i Hæren, der havde flere Berøringspunkter hjemme. Jeg
vilde gerne have byttet med enhver, der havde Kone og Børn, og som dog
maatte blive, hvor de var. Imidlertid nytter det ikke at klage, naar det
blaa Papir med den lille røde Seddel ankommer, og paa mindre end en Time
var jeg paa Vej fra Elben til Vogeserne. Alligevel -- der vilde nu komme
en roligere Tid for mig. Krigen laa bagved mig og Freden forude.
Saaledes omtrent var mine Tanker, da Trommernes Lyd efterhaanden døde
bort, og medens den lange, hvide Vej snoede sig foran mig gennem
Sletter, Skove og Bjerge, med Frankrig et Sted hinsides den blaa Dis,
der laa ude i Horisonten.
Det er interessant, men ikke altid heldigt, at ride gennem en Hærs
Arrièregarde. I Høstens Tid behøver Soldaterne liden eller ingen
Ekstraforplejning. De forsyner sig med Korn fra Markerne, naar de
passerer forbi, og maler det i deres Lejr. Alt gaar i en Haandevending.
Det var altid paa denne Tid af Aaret, at hine hurtige Marscher fandt
Sted, der opfyldte Evropa med Frygt og Forbavselse. Nu var det
imidlertid udsultede Soldater, der skulde fedes, og jeg maatte hvert
Øjeblik holde ned i Grøften, naar Faarene fra Coburg eller Okserne fra
Bayern blev drevne forbi mig, efterfulgt af Vogne, fyldte med Øl fra
Berlin eller god fransk Cognak.
I forstaar, at jeg blev snart led og ked af disse ufrivillige Ophold.
Jeg kom ligefrem i godt Humør, da jeg naaede Altenburg og opdagede, at
Vejen delte sig i to, og at jeg kunde tage den sydlige hurtigere Vej.
Der var kun faa Vejfarende herfra indtil Greiz, og Stien snoede sig
gennem Skove af Eg og Bøg. I vil sagtens finde det mærkeligt, at en
Oberst ved Husarerne atter og atter holdt sin Hest an for at beundre
Udsigten, men saafremt I havde tilbragt seks Maaneder paa de russiske
Snemarker, vilde I have forstaaet mig bedre.
Der var dog noget, der optog mig mere end Skovenes Skønhed, og det var
den Befolkning, jeg kom i Berøring med. Vi havde altid staaet paa en god
Fod med Tyskerne, og i de sidste seks Aar havde vi ikke mærket til, at
de bar Nag til os, fordi vi havde lavet lidt om paa deres Landkort. Vi
havde vist Mændene smaa Elskværdigheder og havde til Gengæld modtaget
saadanne af Kvinderne. Det gode, hyggelige Tyskland var blevet et andet
Hjem for os alle. Men nu var der i dette Folks Opførsel kommet noget,
som jeg ikke kunde forklare mig. Paa Landevejen besvarede man ikke min
Hilsen, i Skovegnene vendte man Hovedet bort for at undgaa at se mig, og
i Landsbyerne kunde Folk samle sig i Klynger og skule til mig, naar jeg
red forbi.
Det var i en lille Landsby ved Schmolin, en halv Mils Vej fra Altenburg,
at Forholdene blev mig endnu mere brogede. Jeg gjorde Ophold i en Kro
for at væde mit Overskæg og give Violette et Foder. Det var min Agt at
sige Pigen, der opvartede mig, en Artighed og om muligt faa anbragt et
Kys, men hun syntes ikke modtagelig for nogen af Delene og sendte mig et
vredt Blik. Da jeg hævede mit Glas for at hilse paa Folkene, som sad og
drak deres Øl lige udenfor Døren, vendte de mig alle Ryggen med
Undtagelse af en spinkel Fyr, der udbrød: "Dette er vor Skaal, Drenge!
Det er Skaalen for Bogstavet T." Saa tømte de alle deres Krus under en
Lattersalve, der klang ildevarslende i mine Øren.
Jeg brød mit Hoved med, hvad denne studeagtige Optræden skulde betyde,
da jeg, medens jeg red ud af Landsbyen, fik Øje paa et stort T., der
nylig var skaaret ind i Barken paa et stort Træ. Under mit Ridt om
Morgenen, havde jeg set adskillige T'er, men havde ikke skænket dem
nogen Tanke, før Knøsens Ord i Landsbykroen havde henledt min
Opmærksomhed paa dem. Da en velklædt Rytter i samme Øjeblik passerede
forbi mig, vendte jeg mig om imod ham for at faa Gaaden løst.
"Kan De sige mig, min Herre, hvad Bogstavet T. betyder?"
Han saa først paa det og betragtede mig derefter paa den besynderligste
Maade. "Unge Mand," svarede han, "det betyder ikke det samme som
Bogstavet N."
Før jeg kunde udspørge ham yderligere, satte han Sporene i Hestens Side
og var borte.
Til en Begyndelse skænkede jeg ikke hans Ord synderlig Opmærksomhed, men
da jeg travede videre, drejede Violette et Øjeblik sit kønne Hoved, og
mit Øje fangede Glimtet af det gyldne "N" i Bidslet. Det var Kejserens
Tegn. Og disse Tegn betød altsaa noget, der var modsat det. Der maatte
være sket vigtige Ting i Tyskland, medens vi havde været borte; maaske
den sovende Jætte var ved at vaagne. Jeg tænkte paa de modvillige
Ansigter, som jeg overalt havde mødt, og det forekom mig, at saafremt
jeg havde kunnet se ind i disse Folks Hjerter, kunde jeg have bragt
mærkelige Nyheder med mig til Frankrig. Men dette gjorde mig blot endnu
ivrigere efter at naa frem til mine Rekrutter og endnu en Gang at se
stærke Eskadroner bag Kedeltrommerne.
Medens disse Tanker fo'r gennem min Hjerne, var jeg kommen til en aaben
Plads i Skoven, og ved Siden af Vejen laa der en stor Stak af
Risbrænde. Idet jeg passerede forbi, lød der en skarp Lyd ud fra
Grenene, og da jeg saa mig om, fik jeg Øje paa en Mand, der stirrede paa
mig -- et varmt, rødt Ansigt som en Mands, der er ude af sig selv af
Spænding og Ophidselse.
Jeg saa straks, at det var den samme Herre, som jeg havde stillet
Spørgsmaalet en Time tidligere i Landsbyen.
"Kom nærmere," hviskede han, "men roligt og forsigtigt! Maaske har vi i
dette Øjeblik Spioner om os, og jeg er dødsens, saafremt man ser mig
tale med Dem."
"Dødsens!" hviskede jeg; "hvem skulde bringe Dem i Døden?"
"Tugendbund! Lützows natlige Jægere! I Franskmænd lever paa en
Krudttønde, og Lunten er allerede tændt!"
"Dette kommer mig lidt overraskende!" svarede jeg og lænede mig ud over
Hesten; "men hvad er dette Tugendbund?"
"En hemmelig Sammenslutning, der har planlagt en stor Folkerejsning,
hvis Formaal er at jage Jer bort fra Tyskland, som I nylig blev jagne ud
af Rusland."
"Og det er derfor, at disse T'er er anbragt rundt omkring?"
"Ja, det er Signalet. Jeg kunde have fortalt Dem dette i Landsbyen, men
jeg turde ikke vise mig i længere Samtale med Dem. Jeg galopperede
imidlertid igennem Skoven for at træffe Dem her og holdt saa vidt muligt
mig og min Hest skjult."
"Jeg er Dem virkelig forbunden!" svarede jeg, "saa meget mere, som De er
den eneste Tysker, jeg har mødt i Dag, der har vist almindelig
Velopdragenhed."
"Alt, hvad jeg ejer, har jeg tjent ved Kontrakter med den franske Hær!"
vedblev han. "Deres Kejser har været min Velgører. Jeg beder Dem nu ride
videre; vi har allerede talt for længe sammen. Men tag Dem i Agt for
Lützows natlige Jægere!"
"Banditter?" spurgte jeg.
"Det er Tysklands bedste Mænd," svarede han; "men fortsæt for Guds Skyld
Deres Ridt; thi jeg har sat mit Liv og mit gode Navn paa Spil ved at
bringe Dem denne Advarsel."
I kan tænke Jer, at saafremt jeg tidligere havde tænkt lidt over
Tingene, blev jeg ikke lettere om Hjertet efter denne mærkelige Samtale
bag Riskvistene. Hvad der imidlertid havde større Indvirkning paa mig
end hans Ord, var hans bævende Stemme, hans Ansigt og hans Øjne, der
skævede til højre og venstre, og i hvilke der kom et forskrækket Glimt,
blot en Gren knagede. Han var aabenbart hensat i en Tilstand af sanseløs
Rædsel, og maaske med god Grund, thi kort efter, at jeg havde forladt
ham, hørte jeg et Bøsseskud og et Raab bag ved mig. Det kan jo have
været en eller anden Jæger, der har kaldt paa sine Hunde, men i hvert
Fald hverken saa eller hørte jeg senere noget til denne Mand.
Efter denne Episode holdt jeg selvfølgelig skarpt Udkig og red til, hvor
Landskabet var aabent, men forsigtigt, hvor der kunde ligge Baghold. Det
var nødvendigt for mig at opstille denne Regel og følge den, thi
halvandet hundrede Mil skilte mig fra den franske Grænse. Alligevel
kunde jeg ikke lade være at smile af min egen Forsigtighed, thi Tyskerne
havde altid forekommet mig at være blide og elskværdige Folk, hvis
Fingre passede bedre om en Pibespids end om Sværdhæftet. Jeg skulde
hurtigt erfare, hvor grundigt jeg havde taget fejl.
Jeg var kommen til et Sted, hvor Vejen løb gennem en vild Bjergtragt og
forsvandt ind i en Egeskov. Jeg kan omtrent have været halvvejs oppe ad
Bakken, da jeg saa noget glimte under Træernes Skygge og en Mand komme
til Syne, iklædt en Frakke, der var saa overbroderet med Guld, at han
lyste som et Fyrtaarn midt i Solskinnet. Han syntes at være beruset, thi
han vaklede fra den ene Side af Vejen til den anden, da han kom imod
mig. Han holdt en af sine Hænder op til Hovedet, og om Halsen havde han
et rødt Lommetørklæde.
Jeg holdt min Hoppe an og betragtede ham med Væmmelse, thi jeg fandt
det mærkeligt, at en Mand, der bar saa straalende en Uniform, vilde vise
sig i en saadan Tilstand i det klare Dagslys. For sit Vedkommende
stirrede han uafbrudt paa mig og kom langsomt ned imod mig, idet han
hvert Øjeblik standsede og søgte Støtte op ad en Træstamme. Da jeg atter
red fremad, hørte jeg ham udstøde et Glædesraab, saa ludede han forover
og faldt med et Brag hen ad den støvede Vej. Han strakte Hænderne fremad
under Faldet, og jeg saa nu, at hvad jeg havde antaget for et rødt
Tørklæde, i Virkeligheden var et frygteligt Saar i hans Hals, ud af
hvilket der hang en stor Klump af størknet Blod.
"Min Gud!" raabte jeg og sprang ham til Hjælp. "Og jeg, der troede, at
De var beruset!"
"Ikke beruset, men døende!" svarede han; "men jeg takker Himlen for, at
jeg har mødt en fransk Officer, medens jeg endnu er i Stand til at
tale."
Jeg bar ham hen i Lyngen og hældte noget Cognac i Halsen paa ham.
"Hvem har gjort dette?" spurgte jeg, "og hvem er De? De er Franskmand,
og dog er Deres Uniform ganske fremmed for mig."
"Saaledes er Uniformen i Kejserens nye Æresgarde. Jeg er Markien af
Château St. Arnaud og er den niende af min Slægt, som dør for Frankrig.
Jeg er bleven forfulgt og saaret af Lützows Jægere, men fandt et
Skjulested i Buskadset derhenne og ventede der i Haabet om, at en
Franskmand skulde komme forbi. Jeg kunde ikke straks se, om De var Ven
eller Fjende, men jeg følte, at Døden nærmede sig, og at jeg derfor
maatte løbe Risikoen."
"Hold Modet oppe, Kammerat!" sagde jeg, "jeg har set Folk med værre
Saar, der endda er komne over det."
"Nej! Nej!" hviskede han, "det er snart forbi."
Han lagde sin Haand paa min, da han talte, og jeg saa, at hans
Tungespids allerede var blaa.
"Jeg har vigtige Papirer her i min Frakke, som De hurtigst maa bringe
til Prinsen af Sachsen-Feldstein paa hans Slot ved Hof. Han er os stadig
tro, men Prinsessen er vor dødelige Fjende, og arbejder ihærdigt paa at
faa ham til at erklære sig imod os. Dersom dette Anslag lykkes, og han
gør det, vil det sikkert virke bestemmende paa alle dem, der endnu staar
vaklende, thi Kongen af Preussen er hans Onkel og Kongen af Bayern hans
Fætter. Disse Papirer vil bevare ham for os, dersom de blot kan naa ham,
før han har gjort det afgørende Skridt. Læg Papirerne i hans egne Hænder
endnu i Nat og maaske har du bevaret hele Tyskland for Kejseren. Var min
Hest ikke bleven skudt under mig, vilde jeg, saaret, som jeg er -- --"
En Rysten for gennem ham og hans kolde Haand greb saa fast om min, at
den blev ligesaa blodløs som hans egen. Saa faldt hans Hoved med et Suk
bagover, og han var død.
Dette var jo en køn Begyndelse paa min Rejse hjemad. Jeg fik her
overdraget en Sendelse, som jeg kendte meget lidt til, som vilde bringe
mig til at bryde min Ordre og som dog alligevel var af en saadan
Betydning, at jeg ikke kunde lade den overhørig. Jeg aabnede Markiens
Frakke, hvis Glimmer med velberaad Hu var valgt af Kejseren for at virke
tiltrækkende paa disse unge Aristokrater, der skulde skaffe hans Garde
nye Regimenter. Jeg trak en lille Pakke Papirer frem, ombundet med Silke
og adresseret til Prinsen af Sachsen-Feldstein. I det ene Hjørne stod
der skrevet med en springende, skødesløs Haandskrift: "Haster og meget
vigtigt." Dette var en Ordre til mig, disse fire Ord, -- en Ordre saa
klar og bestemt, som var den kommen lige fra de faste Læber, og med de
kolde, graa Øjne stirrende ind i mine. Mine Rekrutter maatte vente paa
mig, den døde Markis fik ligge, hvor han laa, mellem Lyngtoppene, -- disse
Papirer _skulde_ komme Prinsen i Hænde samme Nat, saafremt det blot paa
nogen Maade vilde lykkes mig og Violette at slippe igennem.
Jeg var egentlig ikke bange for at lægge Vejen igennem Skoven, thi jeg
havde erfaret i Spanien, at det er mest farefrit at passere igennem et
Land i Oprør, lige efter et Overfald, og at omvendt de farefulde
Øjeblikke er inde, naar alt aander Fred. Men da jeg raadspurgte mit
Kort, saa jeg, at Hof laa mere i Retningen Syd og at jeg kunde naa den
nærmere ved at holde over Heden. Jeg sprang derfor op paa Hesten og var
næppe naaet et halvt hundrede Alen bort, før to Karabinskud lød ud fra
Buskadset og en Kugle for summende som en Bi forbi mig. Disse natlige
Jægere var aabenbart dristigere i deres Angreb end Banditterne i
Spanien, og det stod mig klart, at min Sendelse vilde være endt, hvor
den var begyndt, saafremt jeg havde holdt mig paa Vejen.
Det var et vildt Ridt, -- et Ridt for slappe Tøjler over Hede og Marker,
gennem Hegn og over Vandløb. Men Violette løb, løb som aldrig før og som
hun følte, at hendes Rytter bar Tysklands Skæbne under Knapperne paa sin
Pelisse. De vilde Duer, der fløj over vore Hoveder, kom ikke hurtigere
frem end Violette og jeg. Jeg tænkte ikke mere paa mit Liv end paa de
Jordklumper, der blev kastet op i Luften fra min Hests Hove.
Vi passerede endnu en Gang Vejen i Skumringen og galopperede ind i den
lille Landsby Lobenstein. Men vi var neppe komne ind paa Stenbroen, før
en af min Hoppes Sko sprang af, saa at jeg maatte føre hende hen til
Landsbysmeden. Da denne imidlertid havde slukket sin Ild og endt sit
Dagværk, vilde det i det mindste vare en Time, før jeg kunde fortsætte
til Hof. Jeg haabede i hvert Fald at kunne aflevere Brevene til Prinsen
samme Nat og Morgenen efter være paa Vej til Frankrig med Depeschen til
Kejseren i min Lomme. Jeg skal nu fortælle, hvad der hændte mig i
Lobenstein.
Rasende over mit Uheld gik jeg hen i Kroen og forlangte en kold Kylling
og en Flaske Vin. Jeg var ved at lade begge Dele vederfares
Retfærdighed, da jeg hørte et Spektakkel af den anden Verden i
Korridoren udenfor min Dør. Først tænkte jeg, at det var nogle
Krogæster, der var komne i Totterne paa hverandre, og lod dem derfor
ordne deres egne Affærer, som de bedst kunde. Men pludselig hørte jeg en
Lyd, der kunde have faaet Etienne Gerard til at springe op fra sit
Dødsleje. Det var en Kvindes skingrende Nødsskrig. Min Kniv og Gaffel
faldt klirrende ned paa Tallerkenen, og et Øjeblik efter stod jeg midt i
Klyngen, som havde samlet sig udenfor min Dør.
Min pluskæbede Vært og hørlokkede Værtinde, to Staldkarle og en
Kammerpige stod der sammen med et Par Landboere. De brugte Mund efter
bedste Evne, og Genstanden for deres Vrede viste sig at være den
skønneste Kvinde, en Mand kan have set for sine Øjne. Hun stod midt
imellem dem med blege Kinder og Angst i sine smukke Øjne. Jeg var næppe
kommen ud af Døren, før hun sprang mig i Møde og lagde sin Haand paa
min Skulder, medens et Udtryk af Glæde og Triumf lyste op i hendes blaa
Øjne.
"En fransk Soldat og en Gentleman!" skreg hun, "nu er jeg endelig
sikker."
"Ja, Frue, De er sikker!" svarede jeg og trykkede hendes Haand. "De har
kun at befale over mig," tilføjede jeg og kyssede hendes lille Haand som
Tegn paa, at jeg mente, hvad jeg sagde.
"Jeg er Polakinde," sagde hun, "og mit Navn er Grevinde Palotta, disse
Mennesker forhaaner mig, fordi jeg elsker Frankrig. Jeg ved ikke,
hvorledes de vilde have handlet med mig, havde Himlen ikke sendt mig Dem
til Hjælp!"
Jeg kyssede endnu en Gang hendes Haand og gentog mine Forsikringer. Saa
vendte jeg mig rasende om imod Skaren, og et Øjeblik efter var
Korridoren tom.
"Grevinde," sagde jeg, "nu er De under min Beskyttelse. De er bleg og et
Glas Vin vil sikkert gøre Dem godt."
Jeg bød hende Armen og ledsagede hende ind i mit Værelse, hvor jeg bad
hende tage Plads ved Siden af mig. Hvor hun udfoldede sig i min
Nærværelse, denne Kvinde, som en Blomst i Solen! Hun lyste op i Stuen
ved sin Skønhed. Hun maa have læst Beundring i mine Øjne, og det forekom
mig, at jeg læste en lignende Følelse i hendes. Hendes Konversation var
lige saa tiltalende som hendes Ansigt. Hun fortalte mig, at hun var paa
Rejse til Polen og at hendes Broder var bleven syg under Vejs. Hun var
derefter mere end en Gang bleven behandlet daarlig af Folk, fordi hun
ikke kunde skjule sin Forkærlighed for Frankrig. Hun vendte sig derefter
bort fra sine egne Sager og spurgte mig ud om Hæren, om mig selv og om
mine Bedrifter. Disse var ikke helt ukendte for hende, bemærkede hun,
thi hun kendte adskillige af Poniatowskis Officerer, og disse havde
fortalt hende om mig. Nu vilde hun være glad ved at høre mig fortælle.
Aldrig har jeg ført saa behagelig en Konversation. Timerne fløj af Sted,
og det var næsten med Rædsel, jeg hørte, at Landsbykirkens Ur slog
elleve. Kejserens Budskab var bleven forsinket fire Timer.
"Tilgiv mig, min kære Dame!" udbrød jeg og sprang op fra Stolen, "jeg
maa øjeblikkelig til Hof!"
Hun rejste sig op og saa paa mig med et blegt, bebrejdende Ansigt. "Og
jeg?" spurgte hun, "hvad skal der blive af mig?"
"Det gælder et Budskab fra Kejseren. Jeg har allerede tøvet her alt for
længe. Min Pligt byder mig øjeblikkelig at tage af Sted."
"De maa bort? Og jeg er atter prisgivet disse Slyngler! Hvorfor skulde
jeg overhovedet træffe Dem? Hvorfor forsikrede De mig om Deres
Beskyttelse?" Taarerne brød frem i hendes Øjne og hun sank ned paa
Gulvet i Hulken.
Jeg strøg hende om hendes rige, brune Haar og hviskede hende ømme Ord i
Øret. Saa vendte hun pludselig Ansigtet op imod mit.
"Vand!" hviskede hun, "for Guds Skyld Vand!"
Jeg kunde se, at hun i næste Øjeblik vilde være bevidstløs. Jeg lagde
hendes trætte Hoved paa Sofaen og fo'r som en rasende fra det ene
Værelse til det andet paa Jagt efter en Karaffe. Det varede nogle
Minutter, før jeg endelig fandt én, og jeg skyndte mig tilbage med den.
Hvem beskriver min Forbavselse, da jeg fandt Værelset tomt og Damen
forsvunden!
Ikke alene hun selv, men hendes sølvknappede Ridepisk, der havde ligget
paa Bordet, var borte. Jeg fo'r ud og kaldte paa Værten. Han kendte
intet til Sagen; han havde aldrig set Damen før og var lige glad, om han
nogen Sinde saa hende for sine Øjne mere. Heller ikke Bønderne ved Døren
havde set hende. Jeg gennemstøvede hele Huset, men uden Resultat. Jeg
befandt mig pludselig overfor et Spejl, og det forekom mig, at mit
Ansigt var længere, end det plejede at være.
Fire Knapper i min Pelisse var aabnede, og jeg behøvede kun at stikke
Haanden ned i Lommen for at forvisse mig om, at mine Papirer var borte!
O, kvindelige Falskhed! Hun havde plyndret mig, dette Væsen, plyndret
mig for mine vigtige Papirer, da hun havde lænet sig op til mit Bryst.
Imedens jeg havde strøget min Haand gennem hendes Haar og tilhvisket
hende søde Forsikringer, havde hun tilegnet sig Kejserens Skrivelse. Og
her stod jeg, saa nær ved Maalet, uden at kunne fuldende min Mission.
Hvad vilde Kejseren sige, hvad vilde Hæren tænke om Etienne Gerard? Naar
det gik op for mine Kammerater, hvorledes jeg var bleven overlistet af
en Kvinde, hvorledes vilde da ikke Latteren runge rundt om Lejrilden?
Jeg kunde have kastet mig ned paa Gulvet og grædt af Raseri.
En Ting var imidlertid sikkert. Hele denne Komedie med Fyrene i
Korridoren og Forfølgelsen af den saakaldte Grevinde var gennemtænkt
Spil. Kroværten maatte være indviet i Komplottet. Han kunde fortælle
mig, hvem hun var, og hvor jeg kunde finde mine Papirer. Jeg greb min
Sabel fra Bordet og fo'r ud for at søge efter ham. Men Skurkene havde
gættet min Hensigt og taget deres Forholdsregler. Jeg fandt ham i et
Hjørne af Gaarden med en Muskedonner i Haanden. Hans Søn holdt en
Bulbider i en Snor. To Staldkarle, bevæbnede med Høtyve, stod paa hver
Side af ham, medens hans Kone stod bag ved hele Selskabet med en stor
Lygte.
"Rid Deres Vej, min Herre, rid Deres Vej!" raabte han med skælvende
Stemme. "Deres Hest holder for Døren, og ingen vil gøre Dem nogen
Fortræd, dersom De rider bort. Men dersom De angriber os, vil De staa
alene overfor tre tapre Mænd."
Jeg havde kun Hunden at frygte, thi de to Høtyve og Muskedonneren gik op
og ned som Grene i en Brandstorm. Men jeg forestillede mig, at selv om
jeg fremtvang et Svar ved at sætte mit Sværd for Struben af denne