Etienne Gerards Bedrifter - 6

smertende Øje og Frygten for, at dette Saar skulde ødelægge mit Ydre,
bevirkede, at jeg aldrig havde foretaget nogen Rejse med mindre
Fornøjelse end denne. Jeg roser mig ikke af at være nogen særlig god
Bjergbestiger, men det er forbavsende, hvad man kan udrette, selv med en
stiv Ankel, naar man har en kobberfarvet Røver under hver Arm og en ni
Tommers Kniv for Brystet.
Vi kom endelig til et Sted, hvor Stien gik over Bjergryggen, og steg saa
ned paa den anden Side gennem en tæt Granskov ind i en Dal, der vendte
imod Syd.
Jeg var ikke i Tvivl om, at Banditterne i Fredstid var Smuglere, og at
dette var en af de hemmelige Stier, som førte over den portugisiske
Grænse. Der var mange Spor af Muldyr, og en Gang blev jeg overrasket ved
at se Sporene af en stor Hest paa et Sted, hvor Vejen var opblødt ved
en lille Bæk. Dette fik jeg snart en Forklaring paa, thi kort efter,
ved en Lysning i Granskoven, saa jeg Dyret staa bundet til et Træ. Jeg
havde næppe faaet Øje paa den, før jeg genkendte dens store, sorte Krop
og dens hvide, venstre Forben. Det var den samme Hest, som jeg uden Held
havde ønsket mig om Morgenen. Men hvad mon der var bleven af Vidal? Var
det muligt, at endnu en Franskmand befandt sig i en lige saa farlig
Stilling som jeg? Tanken var næppe falden mig ind, før mine Venner
standsede og en af dem udstødte et besynderligt Skrig. Det blev besvaret
inde fra Brombærbuskene, som voksede ved Foden af Klippen, og et Øjeblik
efter kom der en halv Snes andre Banditter kravlende ud fra Buskadset,
hvorefter Røverne gensidigt hilste paa hinanden. De nyankomne omringede
Ridderen af Sylen og brød ud i harmfulde Sympatitilkendegivelser,
hvorefter de vendte sig om imod mig, svang deres Knive og hylede som den
Bande af Mordere, de var. Deres Optræden var saa truende, at jeg var
overbevist om, at min sidste Time var kommen, og jeg bestemte mig netop
til at møde min Skæbne paa en Maade, der skulde blive min tidligere
Løbebane værdig, da en af dem gav en Ordre, hvorefter jeg blev puffet
hen til den Aabning i Brombærkrattet, som den nye Bande var kommen ud
af. Herfra førte en smal Fodsti atter til en dyb Klippehule. Solen var
allerede ved at gaa ned udenfor, og Hulen vilde have været fuldstændig
mørk, om ikke to brændende Fakler havde været anbragte paa Stager
derinde. Mellem dem sad ved et tarveligt Bord en meget mærkelig Person,
som jeg straks, efter den Ærbødighed, der blev ham vist af de andre
Røvere, indsaa ikke kunde være nogen anden end deres Høvding, som paa
Grund af sin Grusomhed havde faaet Øgenavnet El Cuchillo[1].
[1] Paa Dansk: Kniven.
Manden, jeg havde slaaet fordærvet, var bleven baaret ind og anbragt
ovenpaa en Tønde. Hans hjælpeløse Ben hang dinglende ned, og hans
Katteøjne sendte mig stadig hadefulde Lyn. Det gik hurtigt op for mig
gennem de Brudstykker, som jeg kunde forstaa af den mellem hans Chef og
ham førte Samtale, at han var Løjtnant i Banden, og at hans Opgave var,
ved sin smidige Tunge og sit fredelige Ydre at lokke forbifarende i
Fælden. Naar jeg tænker paa, hvor mangen tapper Officer, der sikkert var
falden i Baghold og havde fundet Døden ved denne skinhellige Skurks
Hjælp, følte jeg mig helt tilfreds ved Tanken om, at jeg i alt Fald
foreløbig havde gjort en Ende paa hans Meriter, skønt jeg frygtede for,
at det var gjort paa Bekostning af et Liv, som hverken Kejseren eller
Hæren godt kunde undvære.
Medens den forslaaede Mand, der stadig sad paa Tønden, understøttet af
to Kammerater, paa Spansk fortalte alt, hvad der var hændet ham, blev
jeg af nogle af Røverne ført frem foran Bordet, ved hvilket Anføreren
sad, og havde derfor en udmærket Lejlighed til at tage ham nøjere i
Øjesyn. Jeg har sjælden set en Mand, der mindre svarede til den Ide, jeg
havde dannet mig om en Bandit, og navnlig om en Bandit med et Rygte, der
endog i dette Grusomhedens Land havde skaffet ham saa frygteligt et
Tilnavn. Hans Ansigt var stort, tykt og mildt med røde Kinder og smaa
gemytlige Bakkenbarter, hvad der gav ham et Udseende som en velnæret
Spækhøker i Rue St. Antoine. Han havde intet af disse spraglede Bælter
eller skinnende Vaaben, der udmærkede hans Underordnede, tværtimod bar
han en adstadig Frakke ligesom en hæderlig Familiefader, og naar
undtages hans brune Gamascher, var der intet, der røbede Bjergbeboeren.
Hans Omgivelser faldt ganske i Traad hermed, og ved Siden af hans
Snustobaksdaase, der laa paa Bordet, stod der en stor, brun Bog, der
mindede om en Regnskabsbog. Paa et Brædt mellem to Krudttønder stod der
flere andre Bøger, og desuden laa der en Bunke Papirer, af hvilke nogle
indeholdt Vers. Dette bemærkede jeg, medens han magelig lænede sig
tilbage i sin Stol og lyttede til sin Løjtnants Beretning. Da denne var
afgiven, beordrede han den lemlæstede baaret ud, og jeg blev staaende
med tre Vogtere, ventende paa at høre min Skæbne. Han greb sin Pen og
bankede sig med dens Skaft paa Panden. Saa skød han Læberne frem og
skævede op mod Hulens Loft.
"Jeg gaar ud fra," kom det endelig paa meget godt Fransk, "at De kan
nævne mig et Rim paa Ordet Covilha."
Jeg svarede ham, at mit Kendskab til det spanske Sprog var saa
ufuldkomment, at jeg ikke var i Stand til at tjene ham.
"Det er et rigt Sprog," fortsatte han, "men vanskeligere at forme til
Vers end Tysk og Engelsk. Derfor er vore bedste Værker skrevne paa
urimede Vers, en Form for Digtning, der kan naa en høj Rang. Men jeg er
bange for, at dette Emne overstiger en Husars Fatteevne."
Jeg skulde netop til at svare ham, at hvad en Bandit kunde forstaa, ikke
var for meget for det lette Kavalleri, da han kastede Pennen fra sig med
et Udtryk af Tilfredshed og fremsagde nogle Linjer, der fremkaldte
Beundringsudbrud fra de tre Fyre, som holdt mig. Hans brede Ansigt
straalede som en ung Piges, der har modtaget sit første Kærlighedsbrev.
"Kritiken synes at være mig gunstig," bemærkede han, "De forstaar, at vi
i de lange Aftener morer os med at synge vore egne Sange. Jeg har lidt
Talent i den Retning. En Dag med det første haaber jeg at se mine Forsøg
paa Tryk og med "Madrid" paa Titelbladet. Men vi maa tilbage til vore
Forretninger. Tør jeg spørge om Deres Navn?"
"Etienne Gerard."
"Rang?"
"Oberst."
"Korps?"
"Det tredie af Conflans Husarer."
"De er en ung Oberst."
"Jeg har gjort en glimrende Karriere."
"Saa meget desto værre," sagde han med sit venlige Smil.
Jeg svarede ham ikke, men ved min Optræden søgte jeg at vise ham, at jeg
var forberedt paa alt.
"Det forekommer mig for Resten, at vi tidligere har haft Besøg af et
Medlem af Deres Regiment," sagde han og bladede i sin Regnskabsbog. "Vi
bestræber os altid for at holde Orden i Regnskabet. Her staar der under
den fireogtyvende Juni en Officer ved Navn Soubiron, en høj, slank, ung
Mand med lyst Haar. Har De kendt ham?"
"Ja vist!"
"Jeg kan se, at vi begravede ham under samme Dato!"
"Stakkels Fyr!" udbrød jeg, "og hvorledes døde han?"
"Vi begravede ham!"
"Men før De begravede ham?"
"De misforstaar mig aldeles, Oberst! Han var ikke død, da vi begravede
ham!"
"De begravede ham levende!"
Jeg var i samme Øjeblik altfor forfærdet til at handle. Men lidt efter
kastede jeg mig over Manden, som han sad der med det veltilfredse Smil
paa sine Læber, og jeg havde drejet Halsen om paa ham, hvis ikke de tre
Slyngler havde trukket mig bort fra ham. Men atter og atter fo'r jeg ind
paa ham, idet jeg rystede snart den ene, snart den anden af mine
Bevogtere af mig bandende og skældende, men dog aldrig helt fri.
Tilsidst, da mit Tøj næsten var flaaet af Kroppen paa mig og Blodet
dryppede fra mine Haandled, blev jeg kastet omkuld, medens et Reb blev
surret om mine Ankler og mine Arme.
"De usle Hund!" skreg jeg, "saafremt jeg nogensinde faar Dem foran min
Sværdspids, skal jeg lære Dem at mishandle en af mine unge Officerer. De
vil snart erfare, De blodtørstige Rovdyr, at Kejserens Arm rækker langt,
og selv om De gemmer Dem her som en Rotte i sit Hul, vil den Tid komme,
da han skal jage Dem ud af det og tilintetgøre Dem sammen med alt Deres
Kryb."
Jeg havde min Tro en skarp Tunge, og der var ikke et Skældsord, som jeg
havde lært i mine fjorten Felttog, som jeg ikke lod strømme ud over ham.
Men han sad ganske rolig og bankede sig med sit Penneskaft paa Panden og
skævede op i Loftet, som om han havde faaet Ideen til en ny Strofe.
Dette fortalte mig, hvorledes jeg lettest kunde saare ham.
"De, Idiot!" sagde jeg, "De mener, at her er der sikkert, men Deres Liv
vil blive lige saa kortvarigt som Deres meningsløse Vers, og Gud skal
vide, at kortere kan det umuligt blive."
I skulde have set ham fare op fra sin Stol ved disse Ord. Dette nedrige
Uhyre, som handlede med Liv og Tortur, som en Købmand handler med
Figner, havde et ømt Punkt, hvor jeg kunde ramme ham efter Behag. Han
blev ligbleg, og de smaa bevægelige Bakkenbarter rystede lidenskabeligt.
"Meget vel, Oberst! De har sagt tilstrækkeligt!" sagde han med dirrende
Stemme, "De har fortalt, at De har gjort en enestaaende Karriere. Jeg
lover Dem en enestaaende Død. Oberst Etienne Gerard af tredje
Husarregiment skal faa en Død som ingen anden!"
"Jeg beder Dem blot om," fortsatte jeg drillende, "at De ikke sætter den
paa Vers!" Jeg havde endnu et Par spydige Bemærkninger paa Tungen, men
han afbrød mig med en rasende Haandbevægelse, der fik mine tre Bevogtere
til at trække mig ud af Hulen.
Denne Samtale, som jeg har fortalt saa nøjagtigt, som jeg kan huske den,
maa have varet nogen Tid, thi det var helt mørkt, da vi kom udenfor, og
det var dejligt Maaneskin. Røverne havde antændt et stort Baal, ikke for
Varmens Skyld, da Natten var kvælende hed, men til at koge deres
Aftensmad ved. En stor Kobberkedel hang over Ilden, og Banditterne laa
rundt omkring i det gullige Skær, saa at Scenen lignede et af de
Malerier, som Junot bragte med hjem fra Madrid. Der er Soldater, der
intet Begreb har om Kunsten, men jeg har altid følt mig tiltrukket af
den, hvilket viser min gode Smag og Opdragelse. For Eksempel erindrer
jeg, at da Lefebvre solgte Plyndringsgods efter Danzigs Fald, købte jeg
et meget fint Maleri, kaldet "Nymfer, der bliver overrasket i Skoven",
og gennem to Felttog førte jeg det med mig, indtil min Hest ved et
Ulykkestilfælde stak sin Hov gennem det. Jeg nævner i Forbigaaende
dette, for at vise, at jeg ikke udelukkende var Soldat som Rapp eller
Ney. Men medens jeg laa i Røverlejren, havde jeg hverken Tid eller Lyst
til at tænke paa saadanne Emner.
De havde kastet mig hen under et Træ, og de tre Skurke drev omkring og
røg deres Cigaretter lige tæt ved mig. Hvad jeg skulde gribe til, vidste
jeg ikke. Hele mit Soldaterliv igennem har jeg ikke ti Gange været i saa
fortvivlet en Situation. "Fat Mod!" tænkte jeg, "Mod, min tapre Dreng!
Du blev ikke Oberst ved Husarerne i otte og tyve Aars Alderen, fordi du
kunde danse en Cotillon. Du er en fiffig Mand, Etienne, en Mand, der er
sluppen levende gennem to hundrede Affærer, og denne bliver sikkert ikke
den sidste!" Jeg begyndte at spejde ivrigt om efter en Lejlighed til
Flugt, og saa da noget, som fyldte mig med den største Forbavselse.
Jeg har allerede fortalt Jer, at der brændte et stort Baal midt paa
Pladsen. Ved dets Skær og ved Maanelyset traadte alt ganske tydeligt
frem. Paa den anden Side af Pladsen var der et enkelt højt Fyrretræ,
som tiltrak sig min Opmærksomhed, fordi dets Bark og nedhængende Grene
var forkullede, som om der havde været tændt en stor Ild under det. Der
voksede nogle Buske foran det, som skjulte dets nederste Del. Men da jeg
kiggede gennem dem, blev jeg overrasket ved at se et Par Ridestøvler
stikke frem mellem dem. De var aabenbart fastgjorte til Træet med
Skafterne nedad. Min første Tanke var, at de var bundne fast til Træet,
men ved at se nærmere til, opdagede jeg, at de var sømmede til Træet.
Saa blev jeg pludselig slagen af Rædsel, da jeg forstod, at Støvlerne
ikke var tomme, og da det lykkedes mig at flytte mit Hoved lidt til
højre, opdagede jeg, hvem det var, der var bleven naglet til Træet, og
hvorfor der var bleven tændt Ild under det. Det er ikke morsomt at tale
om eller tænke paa Rædsler, mine Venner, og jeg ønsker ikke at skaffe
Jer onde Drømme i Nat -- men jeg kan ikke fortælle Jer om de spanske
Guerillaer uden samtidig at vise Jer, hvad Slags Mennesker, de var, og
hvilken Krigsførelse de benyttede. Jeg vil kun sige, at jeg forstod,
hvorfor Hr. Vidals Hest ventede herreløs i Buskadset, og at jeg haabede,
at han var gaaet sin grufulde Skæbne i Møde med Frejdighed og Mod, som
det sømmede sig en god Franskmand.
Det var ikke noget opløftende Syn for mig, kan I forstaa. Da jeg var
sammen med deres Anfører i Hulen, havde jeg været saa rasende over unge
Soubirons grufulde Død, at jeg slet ikke havde tænkt paa min egen
Skæbne. Maaske havde det været klogere, om jeg havde talt høfligt til
Skurken. Men nu var det i hvert Fald for sent. Proppen var trukken op,
og jeg maatte drikke Vinen. Men hvad Haab havde der alligevel været for
mig, der havde skamferet deres Løjtnant, naar det var gaaet den
godmodige Intendant saaledes? Nej, jeg havde alligevel været fortabt, og
nu havde jeg dog faaet Lejlighed til at sige min Mening rent ud. Dette
Dyr skulde komme til at sande, at Etienne Gerard var død, som han havde
levet, og at i det mindste én Fange ikke havde bøjet sig for ham. Jeg
laa og tænkte paa de forskellige Kvinder, som vilde sørge over mig, paa
min kære, gamle Moder og paa det beklagelige Tab, som min altfor tidlige
Bortgang vilde blive for mit Regiment og for Kejseren, og jeg tilstaar,
at jeg fik Taarer i Øjnene derved.
Men under alt dette havde jeg min Opmærksomhed henvendt paa enhver
Bagatel, der kunde hjælpe mig til Flugt. Jeg er ikke en Mand, der ligger
som en syg Hest og venter paa Slagterøksen. Først søgte jeg at løsne
Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled.
En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest,
og jeg saa min anden Halvdel græsse et halvt hundrede Alen fra mig.
Derefter blev jeg opmærksom paa noget andet. Stien, ad hvilken vi var
komne over Bjergene, var saa stejl, at en Hest kun med stort Besvær
kunde føres op ad den, men til den anden Side syntes Vejen mere
fremkommelig og førte jævnt skraanende ned i en Dal. Havde jeg blot mine
Fødder i Stigbøjlen og mit Sværd i Haanden, skulde et eneste dristigt
Hug nok bringe mig udenfor dette Paks Rækkevidde.
Jeg tænkte herpaa, medens jeg laa og vrikkede med mine Haandled og
Ankler, da Anføreren kom ud af Hulen, og efter at have vekslet nogle Ord
med sin Løjtnant, der stønnende laa henne ved Ilden, nikkede de begge og
saa hen paa mig. Herefter gav han Banden en Ordre, ved hvilken de
klappede i Hænderne og skoggerlo. Stillingen var ingenlunde lystelig,
men jeg var glad ved at føle, at mine Hænder for saa vidt var fri, som
jeg kunde trække dem ud gennem Løkken, naar jeg vilde. Men med mine
Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte
Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i
mit Overskæg for ikke at skrige af Smerte. Jeg kunde blot ligge ganske
stille, halvt fri og halvt bunden, og se, hvad Tiden vilde bringe.
Straks kunde jeg ikke regne ud, hvad de havde for. En af Skurkene
klatrede op i et velvoksent Fyrretræ paa den ene Side af Pladsen og
bandt et Reb fast om Toppen paa det. Derefter fastgjorde han paa
lignende Maade et andet Reb i et Træ paa den anden Side. De to løse
Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med nogen
Nysgerrighed og en Smule Frygt paa, hvad der videre skulde ske. Hele
Banden greb nu fat i det ene Reb, bøjede Træet ned i en Bue og
fastgjorde det til en Træstub. Da de havde bøjet det andet Træ ned paa
lignende Maade, var de to Trætoppe kun nogle Fod fra hinanden, men I
forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage i deres naturlige
Stilling i samme Øjeblik, som Rebene blev løsnede. Nu forstod jeg den
djævelske Plan, som disse Uslinger havde udklækket.
"Jeg formoder, at De er en stærk Mand, Oberst," sagde Anføreren
smilende, da han kom hen til mig.
"Dersom De vil være saa venlig at løsne disse Reb," svarede jeg, "skal
jeg vise Dem, hvor stærk jeg er."
"Vi er interesserede i at se, om De er lige saa stærk som disse unge
Træer," fortsatte han. "De vil let indse, at det er vor Hensigt at binde
den ene Ende af Rebene om hver af Deres Ankler og saa lade Træerne
svippe tilbage. Dersom De er stærkere end disse Træer, vil De forstaa,
at der ingen Skade sker, er Træerne derimod stærkere end Dem, Oberst,
vil vi faa en Erindring om Dem, hængende paa hver Side af vor lille
Plads."
Han lo, medens han talte, og ved Synet heraf lo hele Banden. Jeg ser
endnu for mig, naar jeg er i mit daarlige Lune, eller naar jeg har et
Anfald af min gamle lithauiske Koldfeber, Kresen af deres vilde, mørke
Ansigter og Baalet lysende paa deres stærke, hvide Tænder.
Det er forbavsende -- og jeg har hørt mange gøre den samme
Bemærkning -- hvor skærpede ens Sanser bliver i en saadan Situation. Jeg
er overbevist om, at de ikke noget Øjeblik er saa klare, som naar man
trues med en voldsom Død. Jeg kunde lugte Træernes Harpiks. Jeg kunde se
enhver Kvist paa Jorden og kunde høre den svageste Raslen i Grenene saa
tydeligt, som jeg aldrig senere har lugtet, set eller hørt, undtagen
netop i lignende frygtelige Øjeblikke. Saaledes gik det til, at jeg,
længe forinden, ja, endog før Anføreren havde tiltalt mig, hørte en lav,
ensformig Lyd, endnu langt borte, men dog stadig kommende nærmere. I
Begyndelsen lød den kun som en Rumlen, men lidt efter, da Anføreren
havde endt sin Tale, og medens Banditterne var ved at frigøre mine
Ankler for at føre mig til Retterstedet, hørte jeg den saa tydeligt som
jeg nogensinde i mit Liv har hørt noget, Klapren af Hestehove, Raslen af
Bidsler og Klirren af Sabler imod Stigbøjlen. Det var umuligt, at jeg,
der havde levet med det lette Kavalleri, lige fra det første Haar
skyggede over mine Læber, skulde kunne tage fejl af denne Lyd fra
fremrykkende Rytteri.
"Til Hjælp, Kammerater, til Hjælp!" skreg jeg, og skønt de slog mig paa
Munden og søgte at trække mig hen til Træerne, blev jeg ved med at
raabe: "Til Hjælp, mine tapre Gutter, man myrder Eders Oberst!"
I det Øjeblik havde mine Saar og mine Trængsler bragt mig fra Sans og
Samling, og jeg saa foran mig fem Hundrede Husarer. Kedeltrommerne og
hele Tilbehøret viser sig ved Indgangen til den aabne Plads. Men det,
der kom til Syne, var meget forskellig fra, hvad jeg havde ventet. En
smuk ung Mand paa en flot Hest galopperede ind paa Pladsen. Han saa glad
og fornøjet ud, den muntreste Mine af Verden og førte sig paa den
eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde
været rød, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent
Egeløv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende
Metalhjælm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet. Bagefter ham kom
fire Ryttere i den samme Dragt, glatragede, med runde, venlige Ansigter
og i mine Øjne mere lignede Munke end Dragoner. Ved en kort, bestemt
Ordre standsede de under Vaabenklirren, og deres Fører galopperede
fremad, medens Baalet lyste paa hans muntre Ansigt og hans Hests smukke
Hoved. Af deres mærkelige Uniformer kunde jeg se, at det var Englændere.
Det var første Gang, jeg var truffen sammen med saadanne, men at dømme
efter deres stolte Holdning og den udmærkede Maade, de førte sig paa,
forstod jeg, at Rygtet talte sandt, naar det sagde, at det var ypperlige
Folk at kæmpe imod.
"Nuvel!" raabte den unge Officer paa elendigt Fransk, "hvad for Løjer
har I for her? Hvem var det, der raabte om Hjælp, og hvad har I i Sinde
at gøre ved ham?"
I det Øjeblik velsignede jeg de Maaneder, som O'Brian, Descendenten
efter Irlands Konger, havde anvendt paa at lære mig Engelsk. Mine Ankler
var fri, saa jeg havde kun at trække mine Hænder ud af Løkken, med et
eneste Spring fare op, snappe min Sabel, der laa ved Lejrilden, og kaste
mig op paa Ryggen af den stakkels Vidals Hest. Paa Grund af min saarede
Ankel kunde jeg ikke sætte Foden i Stigbøjlen, men sprang lige op paa
Ryggen af Dyret, løste det fra Træet, og før Banditterne kunde affyre en
Pistol, var jeg ved Siden af den engelske Officer.
"Jeg overgiver mig til Dem, Sir!" raabte jeg, men jeg maa indrømme, at
mit Engelske ikke var bedre end hans Franske, "dersom De vil kaste et
Blik paa Træet derhenne, vil De se, hvorledes disse Skurke behandler de
hæderlige Soldater, der falder i deres Klør."
Ilden flammede i samme Øjeblik op og præsenterede stakkels Vidal for
dem, et saa rædselsfuldt Syn, som nogensinde er set under et natligt
Mareridt. "Godam!" skreg Officeren, og "Godam!" skreg hver af de fire
Soldater, hvilket betyder det samme som naar vi siger "Mon Dieu!" Ud røg
fire Sabler, og Soldaterne rykkede frem. En af dem, en Sergent, lo og
klappede mig paa Skulderen.
"Kæmp for Deres Liv, min Ven," sagde han.
Hvor var det dejligt atter at have en Hest under sig og et Vaaben i
Haanden. Jeg svingede det over mit Hoved og brød ud i Begejstringsraab.
Anføreren kom hen imod os med sit forhadte, smilende Fjæs.
"Deres Ekscellence vil lægge Mærke til, at denne Franskmand er min
Fange!" sagde han.
"De er en nedrig Røver!" svarede Englænderen og svingede sin Sabel mod
ham, "det er vanærende for os at have saadanne Allierede. Dersom Lord
Wellington var af min Mening, skulde vi, min Tro, klynge Dem op i det
nærmeste Træ."
"Men min Fange?" spurgte Røveren med sin sledske Stemme.
"Han følger med os til den britiske Lejr!"
"Tillad mig at hviske Dem et Ord i Øret, før end at De trækker af med
ham."
Han nærmede sig den unge Officer, men vendte sig derefter hurtig som
Lynet om mod mig og fyrede sin Pistol af mod mit Ansigt. Kuglen fo'r
gennem mit Haar og lavede et Hul i min Chako. Da han saa, at han havde
fejlet, hævede han endnu en Pistol og skulde atter til at fyre paa mig,
da den engelske Sergent ved et eneste Hug næsten skilte hans Hoved fra
Kroppen. Hans Legeme havde næppe berørt Jorden, før hele Banden faldt
over os, men med en halv Snes Spring og lige saa mange Hug var vi
hurtigt ude af Pladsen og galopperede ned ad den bugtede Sti, som førte
ned i Dalen.
Det var først, da vi havde passeret Hulvejen, og var ude paa de aabne
Marker, at vi vovede at standse og undersøge, hvad Skade vi havde
taget. Skønt jeg var baade træt og saaret, slog mit Hjerte dog af
Stolthed og mit Bryst var ved at sprænge Uniformen ved Tanken om, at
disse Røvere sikkert sent vilde glemme mig. De vilde, min Tro, nok
betænke dem to Gange, før de atter lagde Haand paa en Husar af tredje
Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til
disse brave Englændere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet.
Jeg vilde ogsaa have talt om Ære og om tapre Mænds Sympati, men
Officeren afbrød mig kort:
"Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"
"Dragonen Jones' Hest er ramt af en Pistolkugle tæt ved Hoven!"
"Dragonen Jones kan ride med os. Sergent Hallyday har sammen med
Dragonerne Harvey og Smith at holde til højre, indtil de naar de tyske
Husarers Forposter."
Saa raslede de tre af Sted, medens Officeren og jeg red lige i Retning
af den engelske Lejr, fulgt i nogen Afstand af Dragonen, hvis Hest var
saaret. Vi aabnede snart vore Hjerter for hinanden, thi vi følte lige
fra Begyndelsen gensidig Sympati. Han var Adelsmand, en prægtig Fyr og
var sendt ud af Lord Wellington for at udspejde, om der var Tegn paa vor
Fremrykning gennem Bjergene. Et omflakkende Liv som mit har den Fordel,
at man efterhaanden lærer at tilegne sig smaa Finesser, der kendetegner
den sande Verdensmand. Jeg har f. Eks. næppe mødt en Franskmand, der
betjente sig rigtigt af engelske Titler. Dersom jeg ikke havde gjort
mine Erfaringer, havde jeg ikke været i Stand til med Sikkerhed at sige,
at den unge Mand skulde betitles Milor the Hon. Sir Russell, Bart,
særlig det sidste Ord er en meget fornem Titel, omtrent lige saa fornem
som det spanske "Don", hvorfor jeg sædvanligvis betjente mig af dette
Ord, naar jeg henvendte mig til ham.
Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske
Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde været Brødre. Vi
var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri -- han hørte til
det sekstende lette Dragonregiment -- og havde begge de samme
Forhaabninger og den samme Ærgerrighed. Jeg har aldrig lært en Mand saa
hurtigt at kende som Bart. Han opgav mig Navnet paa en Pige, som han
havde lært at kende i en Have, der hedder Vauxhall, og jeg for min Del
fortalte ham om lille Coralie ved Operaen. Han tog en Haarlok frem fra
Brystet, og jeg et Strømpebaand. Saa kom vi næsten op at skændes om
Husarer og Dragoner, thi han var latterlig stolt af sit Regiment, og I
skulde have set ham kruse sine Læber og slaa paa sit Sværdhæfte, da jeg
sagde, at jeg haabede, at han aldrig med sine Ryttere skulde være saa
uheldig at komme i Vejen for tredje Husarregiment. Tilsidst begyndte han
at tale om, hvad Englænderne kalder Sport, og han fortalte mig
Historier om, hvor mange Penge han havde tabt i Væddemaal om, hvilken af
to Haner, der kunde dræbe den anden, eller hvilken af to Mænd, der slog
den bedste Næve, saa jeg blev ganske opfyldt af Forbavselse. Han var
øjeblikkelig parat til at vædde om de mærkeligste Ting. Saa jeg et
Stjerneskud, vilde han straks vædde om, at han saa flere end jeg. Det
skulde gælde femogtyve Francs pr. Stjerne, og det var først, da jeg
fortalte ham, at min Pung desværre var falden i Røvernes Hænder, at han
opgav den Ide.
Naa, vi snakkede videre paa samme venskabelige Maade, indtil Dagen brød
frem, og vi pludselig hørte en heftig Musketild et Sted forude. Det var
i et klippefuldt og ujævnt Terræn, og jeg tænkte straks, at der var
begyndt en større Træfning. Bart smilede ved denne Tanke og fortalte
mig, at Lyden kom fra den engelske Lejr, hvor hver Mand om Morgenen
tømte sin Bøsse for altid at være sikker paa at have tørt Krudt i den.
"Endnu en Fjerdingvej, og vi er ved Forposterne!" sagde han.
Jeg saa mig omkring og opdagede, at vi under alt dette var kommen saa
langt forud for Dragonen paa den halte Hest, at denne ikke var til at
øjne. Jeg saa mig om til alle Sider, men i den klippefulde Dal var der
ingen andre at se end os to -- begge bevæbnede og paa gode Heste. Jeg
begyndte at spørge mig selv, om det nu ogsaa var nødvendigt at
tilbagelægge den Fjerdingvej, der skulde bringe mig til de britiske
Forposter.
Jeg ønsker paa dette Punkt at tale aabent til Jer, mine Venner, thi jeg
vil ikke have, at I skal tænke, jeg handlede uhæderligt mod den Mand,
der havde frelst mig fra Røvernes Kløer. I maa erindre, at af alle
Forpligtelser er den den første, en kommanderende Officer har over for
sine egne Folk. I maa ogsaa huske paa, at Krig er et Spil, der spilles
efter ganske bestemte Regler, og naar disse Regler brydes, maa man bøde
for Overtrædelsen. Hvis jeg havde givet Bart mit Æresord, vilde jeg have
været en infam Skurk, om jeg havde tænkt paa at undfly. Men mit Æresord
var ikke blevet mig afkrævet. Uheldet med den lamme Hest, der befandt
sig et Sted bagude, havde bragt os paa lige Fod. Havde det været mig,
der havde taget ham til Fange, vilde jeg have behandlet ham lige saa
ridderligt, men paa samme Tid vilde jeg have affordret ham hans Sværd og
i det mindste haft en Mand ved min Side. Jeg holdt min Hest an og
spurgte ham, om han saa noget Brud paa disse Love, saafremt jeg forlod
ham.
"Man kan jo være to i den Leg, min kære Bart," sagde jeg.
"Saa vil vi se, hvem der leger bedst!" raabte han og greb sit Sværd.
Jeg havde ogsaa trukket mit, men jeg var fast bestemt paa ikke at saare
den brilliante unge Mand, der havde været min Velgører.
Han betænkte sig lidt og gentog saa flere Gange det engelske Ord for
"Mon Dieu".
"De vil altsaa rømme, vil De!" sagde han.
"Ja, hvis De ikke har noget at indvende derimod?"
"Den eneste Undskyldning, jeg kunde tænke mig," sagde Bart, "skulde være
den, at jeg gør Dem et Hoved kortere, saafremt De forsøger derpaa."