Etienne Gerards Bedrifter - 5

faaet lidt at spise i Løbet af Dagen, var jeg glad ved at kunde tage mig
en Slurk Rødvin og lidt Føde. Men Duroc vilde intet have. Han gik op og
ned i Værelset i Vrede og Spænding. "Jeg vil have fat i ham," skreg han,
"han skal ikke saa let slippe fra mig!"
Det var jo meget godt, men det forekom mig, medens jeg sad paa en stor
Ost og spiste min Aftensmad, at min unge Ven tænkte for meget paa sine
egne Familieanliggender og for lidt paa den Klemme, han havde bragt mig
i. Hans Fader havde nu været død i fjorten Aar, og i Gaar anede jeg end
ikke, at han havde eksisteret, men her løb Etienne Gerard, den mest
lovende Løjtnant i hele Storarméen, Fare for at blive et Hoved kortere.
Hvor jeg bandede den Letsindighed, der havde faaet mig til at tage Del i
denne Pokkers risikable Ekspedition, som ikke i mindste Maade berørte
Frankrig eller Kejseren. Jeg kunde ikke lade være at tænke paa, hvilken
Tosse, jeg havde været, ved at blande mig i et privat Slagsmaal, naar
jeg havde en udmærket Krig omkring mig og i Forvejen en kvart Million
Russere at kæmpe imod.
Da Duroc stadig blev ved med sine Trusler, sagde jeg endelig:
"Det er altsammen meget godt. For mig maa De gøre ved ham, hvad De
lyster, naar _De_ faar Overtaget. Men i Øjeblikket er Spørgsmaalet
desværre det, hvad _han_ vil gøre ved _os_."
"Lad ham gøre det værste!" raabte han, "jeg har en Forpligtelse til at
ofre Livet for min Fader, om det gøres nødvendigt."
"Det er det rene Vrøvl!" sagde jeg, "saafremt De skylder Deres Fader
noget, skylder jeg min Moder lige saa meget, og det er at slippe uskadt
fra denne Historie."
Min Bemærkning bragte ham til Fornuft.
"Jeg har tænkt for meget paa mig selv!" udbrød han, "tilgiv mig, Hr.
Gerard! Hvad vil De raade mig til at gøre?"
"Godt," sagde jeg, "det er sikkert ikke for vor Sundheds Skyld, at de
har lukket os inde bag Ostene. Hensigten er vel at komme os til Livs, om
de kan. De stoler sagtens paa, at ingen vil faa Nys om, at vi kom
hertil, og at ingen vil finde vort Spor, saafremt vi skulde forsvinde.
Ved Deres Husarer, hvor De tog hen i Aften?"
"Nej, jeg har ikke fortalt det til nogen!"
"Hm! Det er sikkert, at vi ikke dør af Sult her. Hvis de vil dræbe os,
maa de ulejlige sig herind for at besørge det. Bag en Barrikade af
Tønder kan vi nok staa os imod de fem Skurke, som vi har set. Det er vel
derfor, at der er sendt Stafet efter Hjælp."
"Vi maa altsaa se at komme bort, før Hjælpen kommer?"
"Netop! Hvis vi i det hele taget kan slippe bort!"
"Kunde vi ikke sætte Ild paa den Dør?" spurgte han.
"Intet vilde være lettere," svarede jeg, "der staar flere Tønder
Petroleum i Krogen. Jeg har kun den Indvendig mod Arrangementet, at vi i
saa Fald selv bliver nydeligt ristede ligesom to Østerspostejer."
"Kan De ikke finde paa noget?" spurgte han fortvivlet. "Men se, hvad er
det?"
Vi havde hørt en svag Lyd henne ved Vinduet, og en Skygge gled mellem os
og Stjernerne. En lille, hvid Haand kom til Syne i Lampelyset, og der
var noget, der glimtede imellem Fingrene.
"Hurtig! Hurtig!" raabte en Kvindestemme.
Vi fo'r begge op paa Tønden.
"De har sendt Bud efter Kosakkerne! Eders Liv hænger i en Traad.
Aa, -- jeg ulykkelige! Han kommer!"
Saa fulgte Lyden af hastige Skridt. En hæs Ed, et Slag, og derefter
skinnede Stjernerne atter ind ad vort Vindue. Vi blev tavs staaende,
hvor vi var, medens vort Blod kogte i afmægtigt Raseri. Et halvt Minut
senere hørte vi et dæmpet Skrig og Braget af en Dør, der blev smækket i.
"Den Bandit har grebet hende. Han slaar hende sagtens ihjel!" raabte
jeg.
Duroc spang ned paa Gulvet med en uartikuleret Lyd som et Menneske, der
har mistet sin Forstand. Han bearbejdede med sine Næver Døren saa
rasende en Kraft, at der kom blodige Mærker paa den for hvert Slag.
"Her er en Nøgle!" raabte jeg og samlede den op paa Gulvet. "Hun maa
have kastet den ind til os i samme Øjeblik, som hun blev slæbt bort."
Min Kammerat snappede den fra mig med et Glædesskrig. Et Øjeblik efter
slængte han den hen ad Gulvet, thi den var alt for lille til det
kolossale Nøglehul. Duroc sank ned paa en Kasse med Hovedet imellem sine
Hænder. Han stønnede i Fortvivlelse. Jeg kunde næsten selv have stønnet,
naar jeg tænkte paa Kvinden og paa, at vi var ganske ude af Stand til at
komme hende til Hjælp.
Men jeg fattede mig hurtigt. Denne Nøgle maatte være bragt os i en eller
anden Hensigt, og den maatte passe til en Dør -- hvorfor skulde hun
ellers have bragt os den med Fare for sit eget Liv? Det vilde staa
daarligt til med vor Kløgt, om vi ikke kunde finde ud af, hvor den hørte
til.
Jeg gav mig straks i Lag med at flytte alle Kasserne ud fra Muren, og
Duroc, som mit Mod gav ny Kraft, hjalp mig efter bedste Evne. Det var
ikke noget let Arbejde, thi mange af Fustagerne var store og tunge. Men
vi arbejdede som gale og rullede Tønder, Oste og Kasser imellem
hverandre ud paa Gulvet. Bagved fandt vi saa endelig en Dør, der var
laaset af, og til den passede Nøglen.
Vi traadte ind i Slottets Krudtkammer. I den modsatte Ende af dette var
der en Dør, men den var ogsaa laaset.
"Vi er ikke bedre farne end før!" sagde Duroc, "thi vi har ingen Nøgle
her."
"Aa, vi har et helt Dusin!" svarede jeg.
"Hvor?"
Jeg pegede paa Krudttønderne.
"De vil sprænge denne Dør?"
"Netop!"
"Men samtidig sprænger De jo hele Hytten i Luften!"
"Nej, jeg sprænger kun Døren til Forraadskamret!"
Jeg løb tilbage og hentede en stor, tom Blikdaase, der kunde rumme flere
Pund Krudt. Duroc fyldte den, medens jeg skar en Stump Lys til. Jeg tror
ikke, at en Ingeniør kunde have lavet en bedre Murbrækker. Saa lagde jeg
Oste ovenpaa hinanden og stillede Minen paa dem, lige tæt op til
Nøglehullet. Derefter tændte vi Lyset og søgte Ly i Krudtmagasinet, hvis
Dør vi lukkede efter os.
Det var egentlig ikke nogen særlig lystelig Følelse at være mellem alle
disse Krudttønder, mine Venner, og at vide, at saafremt Flammerne slog
igennem den tynde Dør, vilde vore forkullede Lig flyve højere til Vejrs
end selve Slottet naaede. Hvem kunde tænke sig, at et Lys paa en halv
Tomme kunde være saa længe om at brænde ned. Jeg lyttede og lyttede for
at opfange Lyden af Kosakkerne, der skulde komme for at gøre en Ende paa
os. Jeg var næsten kommet til det Resultat, at Lyset maatte være gaaet
ud, da der lød et Brag -- Bomben var sprungen. Vor Dør fløj i Stumper og
Stykker, og halve Oste og en Regn af Gulerødder dalede ned over os. Da
vi styrtede frem, maatte vi gennem Brudstykker af Blikdaaser og
Flaskeskaar, men der var et stort Hul, hvor der tidligere havde været en
Dør. Minen havde gjort sin Virkning.
Men Minen havde gjort mere for os, end vi havde turdet haabe. Det var
gaaet ud over Fangevogterne saavel som over Fængslet. Det første, vi
saa, da vi kom ud i Hallen, var en Mand med en stor Slagterøkse i
Haanden. Han laa paa Ryggen med et gabende Saar over Panden. Dernæst fik
vi Øje paa en af de store Blodhunde, der vred sig ved Siden af ham med
brækkede Forben. Da den forsøgte at rejse sig, saa jeg, hvorledes
Benpiberne stak ud gennem Huden.
I det samme hørte jeg et Skrig. Det var Duroc, der blev kastet over imod
Muren med den anden Blodhunds Tænder i sin Strube. Han stødte den fra
sig med den venstre Haand, medens han Gang paa Gang jog sin Sabel gennem
dens Krop, men det var først efter, at jeg havde pustet dens Hjerne ud
med min Pistol, at dens Jernkæber slappedes og dens frygtelige,
blodskudte Øjne slukkedes i Døden.
Der var ingen Tid at spilde. En Kvindes Skrig forude -- et Skrig i dødelig
Angst -- sagde os, at selv om vi skyndte os, kunde vi endda komme for
sent. Der var endnu to Mænd i Hallen, men de flygtede ved Synet af vore
dragne Sværd og ophidsede Ansigter.
Blodet strømmede ned fra Durocs Hals og farvede den graa Skindbesætning
paa hans Pels. Saa rasende var han imidlertid, at han stormede foran mig
ind i det næste Værelse, det samme, hvor vi første Gang havde truffet
Herren til "Mørkets Slot", og det var over hans Skuldre, at jeg
opfattede den Scene, der nu paafulgte.
Baronen stod midt i Værelset med sin uplejede Manke strittende som en
vred Løves. Som jeg tidligere har fortalt, var det en kæmpemæssig
Skikkelse med vældige Skuldre, og som han stod der, med Ansigtet
fortrukket i Raseri og sit Sværd hævet, kunde jeg, trods hans
Skurkagtighed, ikke lade være at tænke paa, hvilken prægtig Grenader der
kunde være bleven ud af ham. Den unge Dame laa hensunken i en Stol bag
ham. Et blaat Mærke tværs over hendes hvide Arme og en Hundepisk, slængt
hen ad Gulvet, fortalte os, at vi ikke var kommen tidsnok til at
beskytte hende mod hans Brutalitet.
Han gav et Hyl fra sig som en Ulv, da vi brød ind, og var øjeblikkelig
inde paa Livet af os, huggende og stødende under en Strøm af Eder.
Jeg har allerede tidligere nævnt, at der var daarlig Plads i Værelset
til at fægte. Min Kammerat var foran mig i den snævre Passage mellem
Bordet og Væggen, saa at jeg kun kunde se til og ikke var i Stand til at
hjælpe ham. Fyren vidste, hvorledes han skulde haandtere sine Vaaben og
var ilter og paagaaende som en Vildkat, men paa den snævre Plads gav
Baronens Størrelse og Kræfter denne en betydelig Fordel. Ved Siden af
var han en glimrende Fægter. Hans Parader og Riposter var hurtige som
Lynet. To Gange saarede han Duroc i Skulderen, og da min Ven gled under
et Angreb, hævede han sit Sværd for at give ham det dræbende Stød. Jeg
var imidlertid hurtigere end han og optog Hugget i min Parerplade.
"Undskyld!" sagde jeg, "men De har endnu Etienne Gerard tilbage!"
Han trak sig tilbage, lænede sig imod Væggen og snappede efter Vejret i
korte, hæse Gisp. Hans tøjlesløse Levned hævnede sig i dette Øjeblik.
"Pust bare ud!" sagde jeg; "jeg skal vente til det passer Dem."
"De har ingen Grund til at slaas med mig," sagde han.
"Jo, jeg skylder Dem en lille Opmærksomhed," svarede jeg, "fordi De
lukkede mig inde i Deres Oplagsrum. Men selv om denne Grund ikke havde
været til Stede, kan jeg læse en anden paa denne Dames Arm."
"Saa skal De faa Deres Vilje!" svarede han og gik løs paa mig som en
Rasende. I et Minut saa jeg kun de skinnende smaa Øjne og de røde Lyn
fra hans blodige Klinge, som dansede op og ned, til højre og venstre,
snart for min Strube og snart for mit Bryst. Jeg havde aldrig tænkt mig,
at der kunde findes saa dygtig en Fægter i Paris i Revolutionens Dage.
Og jeg tror ikke, at jeg i det hele taget har truffet seks Mænd i min
Tid, som havde et bedre Kendskab til at haandtere deres Vaaben. Men han
vidste, at jeg var hans Overmand. Han læste sin Dødsdom i mine Øjne, og
jeg kunde se, at han forstod, hvad han læste. Rødmen døde bort i hans
Ansigt, og hans Aandedræt blev mere og mere stakaandet. Men alligevel
slog han fra sig, selv efter at det dræbende Hug havde ramt ham. Endelig
segnede han baglænds over imod Bordet, døende med en Forbandelse paa
Læberne og Blodet væltende ud over det rødgule Skæg.
Jeg, der fortæller dette, har deltaget i saa mange Slag, at min stakkels
Hukommelse daarligt nok kan huske Navnene paa dem alle, men af alle de
rædselsfulde Billeder, som mine Øjne har opfanget, er der intet, jeg
nødigere tænker paa end det rødgule Skæg om den blodrøde Mund, ud af
hvilken jeg havde draget min Klinge.
Men det var først siden efter, at jeg fik Tid til at tænke paa alt
dette. Hans kæmpemæssige Legeme var næppe falden om paa Gulvet med et
Brag, før Kvinden i Stolen sprang op og klappede i Hænderne med et
Glædesskrig. Jeg følte mig ilde berørt over den unge Dames Henrykkelse
ved den blodige Daad og glemte i Øjeblikket helt at tænke paa den
frygtelige Uret, der maatte være overgaaet hende, før hun saa ganske
kunde glemme sit Køns Ærefrygt for Døden. Jeg skulde netop til i en
skarp Tone at bede hende forholde sig rolig, da en gennemtrængende Røg
trængte ind i Værelset og et gult Skær oplyste Figurerne paa Gardinet.
"Duroc! Duroc!" skreg jeg og greb ham i Skulderen. "Slottet brænder!"
Knøsen laa besvimet paa Gulvet, udmattet af sine Saar. Jeg fo'r ud i
Hallen for at se, hvorfra Faren kom. Det var vor Eksplosion, der havde
tændt Ild i Dørens Karm. Inde i Oplagsrummet brændte allerede flere af
Kasserne. Jeg saa derind, og Blodet stivnede i mine Aarer ved Synet af
Krudttønderne og det spildte Krudt, der var strøet over Gulvet. Maaske
om nogle Sekunder, men højst om et Minut vilde Flammerne have naaet det.
Disse Øjne vil lukke sig i Døden, mine Venner, før de ophører at se for
sig de snigende Flammer og de mørke Krudttønder bagved.
Jeg erindrer kun dunkelt, hvad der mere skete. Jeg kan dog erindre, at
jeg stormede ind i Dødens Værelse, hvor jeg greb Duroc i den ene Arm,
medens Kvinden greb ham i den anden, og sammen slæbte vi ham gennem
Hallen. Vi styrtede ud gennem Hovedporten og ned ad den snedækkede Sti,
indtil vi naaede Udkanten af Skoven. I samme Øjeblik hørte vi et vældigt
Brag bag os, og da jeg vendte mig om, saa jeg en stor Ildsøjle skyde op
imod Vinterhimlen. Der kom endnu et Knald, meget højere end det første.
Jeg saa Fyrretræerne og Stjernerne hvirvle rundt for mine Øjne, og
bevidstløs faldt jeg tværsover min Kammerats Legeme.
Først efter flere Ugers Forløb kom jeg til mig selv i Posthuset i
Arensdorf, og endnu længere gik hen, før jeg fik at vide alt hvad der
var forefaldet. Det var Duroc, som atter havde optaget sin
Soldatertjeneste, der sad ved Siden af min Seng og afgav Beretning. Han
fortalte, at et Stykke Tømmer havde ramt mig i Hovedet og strakt mig til
Jorden, mere død end levende. Den polske Kvinde var derefter løbet til
Arensdorf og havde hentet vore Husarer. De var netop kommen tidsnok til
at frelse os fra Kosakkernes Lanser. Om den tapre Kvinde, der havde
frelst os begge, fortalte Duroc ikke den Gang mere, men da jeg
tilfældigvis traf ham to Aar senere efter Slaget ved Wagram, blev jeg
ikke særlig overrasket ved at finde, at jeg ikke behøvede at forestilles
for hans Brud. Saaledes var han, ved Lykkens underlige Spil, nu
berettiget til, om han havde villet, at antage Baron Straubenthals Navn
og Titel. Og samtidig var han bleven Ejer af de sorte Ruiner af "Mørkets
Slot".


IV.
Hvorledes Brigaderen holdt paa Kongen.

Her i mit Knaphul kan I se mit Ordensbaand, men Medaljen gemmer jeg
hjemme i mit Læderetui og bærer den aldrig, undtagen naar en af de
nymodens Fredsgeneraler eller en eller anden bekendt Fremmed, som
passerer gennem vor lille By, benytter Lejligheden til at bevidne den
bekendte Brigadeofficer Etienne Gerard sin Respekt. Saa anbringer jeg
den paa mit Bryst og giver mit Overskæg det rette Marengosving, som
bringer Glans i Øjnene. Og alligevel frygter jeg for, at hverken I, mine
Venner, eller nogen anden rigtig vil forstaa, hvilken Mand jeg den Gang
var. I kender mig kun som Civilist -- med Mine og Holdning, forstaar
sig! -- men dog kun som Civilist. Men havde I set mig, som jeg stod der
i Krodøren i Alamo den 1ste Juli 1810, vilde I have forstaaet, hvor højt
en Husar kan naa.
Jeg havde maattet opholde mig i den forbandede Landsby en hel Maaned,
blot som Følge af en Lansespids i min ene Ankel, hvad der gjorde det
umuligt for mig at sætte Foden til Jorden. I Begyndelsen var der tre
foruden mig: Gamle Bouvet af Berchenys Husarer, Jacques Regnier af
Kyrassererne og en morsom lille vims Kaptajn, hvis Navn jeg har glemt,
men de var alle bleven raske og havde skyndt sig til Fronten, medens jeg
sad og bed mig i Neglene og rev mig i Haaret og -- jeg tilstaar det -- nu
og da fældede en Taare ved Tanken om Conflans' Husarer og den beklagelige
Stilling, de maatte befinde dem i, nu, de var berøvede deres Oberst. I
forstaar, at jeg endnu ikke var bleven Brigadechef, men jeg var den
yngste Oberst i hele Hæren, og jeg omfattede mit Regiment med en
Interesse, som var det min egen Familie. Jeg var bedrøvet over, at det
skulde undvære mig. Ganske sandt, Villaret, den ældste Major, var en
udmærket Soldat, men selv mellem de bedste er der forskellige Grader paa
Dygtighed.
Hvilken lykkelig Julidag var det ikke, da jeg første Gang hinkede hen
til Døren og stod i det gyldne spanske Solskin! Aftenen før havde jeg
hørt fra Regimentet, der befandt sig i Pastores paa den anden Side
Bjergene, Ansigt til Ansigt med Englænderne og ikke ti Mil fra mig. Men
hvorledes skulde jeg komme derhen? Den samme Lansespids, som havde
saaret min Ankel, havde dræbt min Hest. Jeg spurgte baade Gomez, Værten
og en gammel Præst, der samme Nat havde overnattet i Kroen, men begge
forsikrede mig, at der ikke var saa meget som et Føl tilbage i hele
Egnen.
Værten vilde ikke høre Tale om min Plan at drage over Bjergene uden
Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef,
var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ensbetydende med Døden
under Tortur at falde i hans Hænder. Den gamle Præst mente derimod, at
en fransk Husar ikke lod sig skræmme heraf, og denne Bemærkning gjorde
det ganske af med mine Betænkeligheder.
Men hvor skulde jeg faa en Hest fra? Jeg stod netop i Døren og
spekulerede herpaa, da jeg hørte Hestetrampen, og da jeg saa op, saa jeg
en graaskægget Mand med en blaa Kappe kastet over sig paa militær Vis.
Han red paa en stor sort Hest med en hvid Sok paa venstre Forben.
"Hallo, Kammerat!" sagde jeg, da han naaede hen til mig.
"Hallo!" svarede han.
"Jeg er Oberst Gerard af Husarerne," sagde jeg. "Som Saaret har jeg
maattet opholde mig her i en Maaned, men er nu parat til at støde til
mit Regiment i Pastores."
"Mit Navn er Vidal ved Forplejningskorpset," svarede han, "og jeg er
netop paa Vej til Pastores. Jeg vilde være glad ved at faa Deres
Følgeskab, Oberst, thi efter hvad jeg har hørt, er Bjærgene langtfra
sikre."
"Aa!" sagde jeg, "jeg har ingen Hest. Men saafremt De vil sælge mig
Deres, lover jeg Dem, at en Eskorte skal blive sendt hertil og hente
Dem."
Det vilde han ikke høre noget om. Det var forgæves, at Værten fortalte
ham de frygteligste Historier om El Cuchillos Bedrifter, og at jeg
fortalte ham, hvad han skyldte Hæren og Frankrig. Han vilde ikke en Gang
drøfte Sagen med os, men forlangte blot et Bæger Vin. Jeg anmodede ham
indstændigt om at stige af og drikke et Glas med mig, men mit Ansigt maa
have forraadt min Hensigt, thi han rystede paa Hovedet, og da jeg
nærmede mig ham for at trække ham ned af Hesten, jog han sine Sporer i
dens Sider og forsvandt i en Støvsky.
Min Tro, det var næsten at gøre en Mand gal at se ham ride saa muntert
bort til sine Kødgryder og Brændevinsankre og saa at tænke paa mine
femhundrede prægtige Husarer, der var uden Fører. Jeg stod og stirrede
bittert efter ham, men hvem andre rørte da ved min Albue end den lille
Præst, jeg tidligere har omtalt.
"Jeg tror, at jeg kan hjælpe Dem," sagde han, "thi jeg skal netop Syd
paa!"
Jeg slog Armene om ham af Henrykkelse, men da min Ankel svigtede mig i
samme Øjeblik, var vi begge nærved at trille om paa Gulvet.
"Hjælp mig til Pastores!" raabte jeg, "og De skal faa en Rosenkrans af
Guldperler!" Jeg havde taget en saadan fra Klostret i Spiritu Santo,
hvilket viser, at det er nødvendigt at tage, hvad man kan faa, naar man
er i Felten, thi man ved ikke, naar de utroligste Ting kan komme En til
Nytte.
"Jeg tager Dem med," svarede han paa godt Fransk, "ikke for Beløningens
Skyld, men fordi jeg altid hjælper mine Medmennesker, hvor jeg kan.
Derfor er jeg saa afholdt, hvor jeg kommer."
Han førte mig derefter gennem Landsbyen hen til en gammel Kostald, i
hvilken vi fandt en forfalden Rumlekasse af en Dilligence, af den Slags,
der i gammel Tid plejede at køre mellem de fjerntliggende af vore
Landsbyer. Desuden fandtes der tre gamle Muldyr, af hvilke intet var
stærkt nok til at bære en Mand, men sammen kunde de nok trække Vognen.
Synet af deres magre Ribben og spatlamme Ben frydede mig mere end
Kejserens to hundrede og tyve arabiske Heste, som jeg havde set i
Stalden ved Fontainebleau. Efter ti Minutters Forløb havde Ejeren spændt
dem for Vognen, om end ikke med særlig Begejstring, thi han var i
dødelig Angst for denne skrækkelige Cuchillo. Det var først efter at jeg
havde lovet ham Rigdom i denne Verden, og Præsten havde truet ham med
evig Fortabelse i den anden, at vi endelig fik ham op paa Bukken med
Tømmen i Haanden. Men saa fik han et saadant Hastværk med at komme af
Sted, af Frygt for at det skulde blive mørkt, før vi kom igennem
Bjergpasserne, at han næsten ikke gav mig Tid til at tage Afsked med
Værtens Datter. Jeg erindrer ikke i Øjeblikket hendes Navn, men vi græd
begge, da vi tog Afsked med hinanden, og jeg kan huske, at hun var en
meget smuk Kvinde. I vil forstaa, mine Herrer, at naar en Mand som jeg,
der har fægtet med Mændene og kysset Kvinderne i fjorten forskellige
Kongeriger, berømmer den ene eller den anden, saa betyder det noget.
Den lille Præst var bleven lidt alvorlig, da vi kyssedes til Afsked, men
i Vognen viste han sig snart som den behageligste Rejsefælle. Han morede
mig med Fortællinger fra sit Sogn oppe i Bjergene, og til Gengæld
fortalte jeg ham Historier fra Livet i Felten, men jeg maatte min Tro
holde lidt igen, thi fortalte jeg altfor flot, flyttede han sig uroligt
i Sædet, og hans Ansigt udtrykte da den Smerte, jeg havde forvoldt ham.
Naturligvis falder det ikke en Gentleman ind at opføre sig upassende
overfor en Gejstlig, men selv om man tager sig i Agt, kan Ens Tunge dog
let komme til at løbe løbsk.
Han kom fra Nord-Spanien, fortalte han, og var taget af Sted for at
hilse paa sin Moder i en Landsby i Estremadura, og da han talte om
hendes lille hyggelige Hjem og hendes Glæde ved igen at faa ham at se,
traadte min egen Moders Billede saa levende frem i mine Tanker, at
Taarerne kom mig i Øjnene. I sin Enfoldighed viste han mig de smaa
Gaver, han havde med til hende, og hele hans Væsen var saa hjerteligt,
at jeg godt forstod, det var sandt, naar han sagde, at han var afholdt,
hvor han kom. Han undersøgte min Uniform med et Barns Nysgerrighed,
beundrede Fjerbusken i min Chako og lod sine Fingre glide langs
Zobelkanten, med hvilken min Dolman var prydet. Han trak min Sabel
frem, og da jeg derefter fortalte ham, hvor mange Mænd jeg havde dræbt
med den, og satte min Finger paa det Skaar i Klingen, som Skulderbenet
af den russiske Kejsers Adjutant havde frembragt i den, gyste han og
lagde Vaabnet under Vognhynden, idet han erklærede, at han blev syg af
at betragte det.
Naa, vi rumlede af Sted hen ad Vejen, medens Passiaren gik livligt, og
da vi naaede Foden af Bjergene, kunde vi høre Kanontorden til højre for
os. Det var Massena, som jeg vidste belejrede Ciudad Rodrigo. Jeg vilde
intet hellere end straks at have begivet mig til ham, for dersom han
havde jødisk Blod i sine Aarer, hvad der blev paastaaet, saa var han i
hvert Fald den bedste Jøde, jeg havde hørt om siden Josvas Dage.
Imidlertid er en Belejring altid en kedelig Ting, og der var bedre
Udsigter for mine Husarer lige overfor Englænderne. For hver Mil, vi kom
frem, blev mit Hjerte lettere, indtil jeg greb mig i at synge som en ung
Fændrik, der lige er sluppen ud fra St. Cyr, ved Tanken om, at jeg
skulde gense mine smukke Heste og flotte Husarer.
Da vi trængte ind gennem Bjergene blev Vejen daarligere og Omgivelserne
mere storslaaede. I Begyndelsen havde vi mødt enkelte Muldrivere, men nu
syntes hele Egnen at være som uddød, hvad der ikke kan overraske, naar I
betænker, at Franskmændene, Englænderne og Guerillaerne skiftevis havde
været Herrer der. Hvor her var mørkt og vildt. Den ene store, kantede
Klippe afløste den anden, og Vejen blev snævrere og snævrere. Jeg opgav
at se ud og sad i Tavshed og lod Tankerne flakke viden om til Kvinder,
jeg havde elsket, til Heste, jeg havde redet. Jeg blev imidlertid reven
ud af mine Drømme ved at se de Vanskeligheder, min Ledsager øjensynligt
havde ved med en Sylespids at bore et Hul i Læderremmen paa sin
Vandflaske. Da han arbejdede med rystende Fingre, undslap Remmen hans
Greb, og Trepægleflasken faldt ned for hans Fødder. Jeg bøjede mig ned
for at tage den op, og da jeg gjorde dette, kastede Præsten sig over mig
og stak Sylen ind i mit ene Øje.
Som I ved, mine Venner, er jeg en Mand, der er vant til at se Faren lige
i Øjnene. Naar man har gjort Tjeneste lige siden Affæren i Zürich,
indtil den sidste skæbnesvangre Dag ved Waterloo og har faaet den
sjældne Medalje, som jeg gemmer hjemme i Læderetuiet, saa kan man godt
være bekendt at tilstaa, naar man en enkelt Gang er bleven bange. Men
foruden Skrækken ved dette frygtelige Angreb og den vanvittige Smerte
fra mit Saar, havde jeg en Følelse af Modbydelighed, som naar et eller
andet væmmeligt Kryb angriber En.
Jeg klemte Slyngelen med begge mine Hænder, og idet jeg slyngede ham ned
i Bunden paa Vognen, trampede jeg paa ham med mine tunge Støvler. Han
havde trukket en Pistol frem fra sin Præstekjole, men jeg rev den ud af
hans Haand og faldt atter over ham med mine Knæ paa hans Bryst. Da jeg,
halvt blindet, søgte efter mit Sværd, som han saa listigt havde skjult,
gav han sig for første Gang til at skrige frygteligt op. Min Haand havde
netop rørt ved det, og jeg var i Færd med at tørre Blodet af mit Ansigt
for at se, hvor han laa, da Vognen væltede over i den ene Side, og
Vaabnet blev slynget ud af min Haand ved det stærke Stød.
Før jeg kunde fatte mig, blev Vogndøren revet op, og jeg blev ved
Fødderne trukken ud paa Vejen. Men netop da jeg blev trukken ud paa
denne og opdagede, at tredive Banditter stod rundt omkring mig, svulmede
mit Hjerte af Glæde, thi min Dolman var i Kampen gledet over mit Hoved
og dækkede for det ene af mine Øjne, men det var med det saarede Øje, at
jeg saa denne Røverbande. I vil se af dette Ar, hvorledes den tynde
Spids er trængt ind mellem Øjehulen og Øjestenen, men det var først i
det Øjeblik, jeg blev trukken frem fra Vognen, at jeg forstod, at jeg
ikke havde mistet mit Syn for bestandig. Det havde uden Tvivl været
Udyrets Hensigt at støde Sylen ind i min Hjerne, og han havde i
Virkeligheden løsnet nogle Smaaben inden i mit Hoved, saa at jeg har
haft flere Smerter af det ene Saar end af de andre sytten, jeg har
faaet.
De slæbte mig ud, disse Hundetampe, under en Regn af Eder og
Forbandelser, slog mig med deres Næver og sparkede mig, medens jeg laa
paa Jorden. Jeg har ofte lagt Mærke til, at Bjergbeboeren bruger at
svøbe Tøj om Benene, men jeg havde aldrig tænkt mig, at jeg skulde faa
saa megen Grund til at være taknemlig derfor. Da de saa mit blodige
Hoved, og at jeg laa ganske rolig, troede de, at jeg var bevidstløs,
medens jeg var optaget af at indprente mig hvert eneste af disse grimme
Fjæs i min Hukommelse for at jeg kunde faa dem hængt, saafremt de senere
kom indenfor min Rækkevidde. Fyrene var brune med gule Tørklæder om
Hovedet og store røde Bælter, spækkede med Vaaben. De havde rullet
Klippestykker ned over Stien, hvor denne svingede, og dette havde
bevirket, at det ene Hjul var gaaet af Vognen, saa at den væltede. Det
Kryb, der saa udmærket havde ageret Præst og saa rørende havde fortalt
mig om sit Sogn og sin Moder, havde selvfølgelig vidst, hvor Bagholdet
laa, og havde forsøgt at gøre mig uskikket til Modstand i samme Øjeblik,
som vi naaede det.
Jeg kan ikke beskrive Jer deres Raseri, da de trak ham ud af Vognen og
saa den Tilstand, han befandt sig i. Havde han end ikke faaet alt, hvad
han fortjente, saa havde han i hvert Fald faaet en saadan Erindring om
sit Møde med Etienne Gerard, thi hans Overkrop rystede krampagtigt af
Raseri og Smerte, og Benene svigtede ham, da de forsøgte at rejse ham
op. Men hele Tiden straalede hans smaa, mørke Øjne, der havde straalet
saa venligt og uskyldigt i Vognen, paa mig som en saaret Kats, medens
han uafladelig spyttede efter mig. Da Skurkene derefter rejste mig op og
trak mig op ad en Bjergsti, forstod jeg, at den Time var inde, hvor jeg
vilde faa Brug for hele mit Mod og al min Aandsnærværelse. To Mænd bar
min Fjende paa Skuldrene bag ved mig, og jeg kunde høre hans Hvæsen og
Skælden snart i det ene, snart i det andet Øre, medens jeg blev trukken
op ad den bugtede Sti.
Jeg antager, at vi steg opad i en Timestid, og min daarlige Ankel, mit