Etienne Gerards Bedrifter - 2

Farten, og jeg kunde høre hans korte, stønnende Aandedræt. Karréens
store Grav kom pludselig til Syne lige foran ham, og da han tilkastede
mig et Blik over Skulderen, gav han et Skrig af Fortvivlelse fra sig. I
næste Sekund var han forsvunden for mit Blik.
Aldeles forsvunden, forstaar I. Jeg styrtede hen til Stedet og stirrede
ned i det sorte Dyb. Havde han kastet sig derned? Jeg var ved at slaa
mig til Taals med denne Forklaring, da en svag, snart stigende, snart
aftagende Lyd naaede mit Øre fra Mørket neden under mig. Det var hans
Aandedræt, og det viste mig hvor han var.
Ved Randen af Graven og lige under Muren er der en lille Platform,
hvorpaa der staar en Træhytte, der benyttes af Arbejderne som
Værktøjsskur. Det var der, han holdt sig skjult. Maaske havde han tænkt
den Tosse, at jeg ikke vilde vove at forfølge ham ned i Mørket. Men med
et Spring var jeg paa Platformen, med et andet gennem Døren, og da jeg
hørte ham fra Hjørnet, stod jeg snart overfor ham.
Han kæmpede som en Vildkat, men med sit korte Vaaben kunde han intet
udrette. Jeg antager, at jeg har saaret ham dødeligt ved det første
vanvittige Hug, thi skøndt han stødte og stødte, havde hans Arm ingen
Kraft, og kort efter faldt hans Dolk klirrende ned paa Gulvet. Da jeg
havde overbevist mig om, at han var død, stod jeg op og gik ud i
Maaneskinnet. Jeg klatrede atter op paa Sletten og vandrede over den,
saa meget fra Sans og Samling, som et Menneske vel kan være.
Med Blodet susende for mine Øren og det blodige Sværd i min Haand
travede jeg hensigtsløst af Sted, indtil jeg ved at se mig om opdagede,
at jeg befandt mig paa Pladsen ved Abbedens Bænk og i nogen Afstand saa
den knortede Stub, der for altid vil være knyttet til den frygteligste
Erindring i mit Liv. Jeg satte mig ned paa en væltet Træstamme med
Sablen over mine Knæ og Hovedet i mine Hænder, og saa forsøgte jeg at
gennemtænke, hvad der var sket, og hvad der vilde ske i den
allernærmeste Fremtid.
Kejseren havde betroet sig til min Omsorg. Kejseren var død. Det var
disse to Tanker, der hamrede i min Hjerne, saa der ikke var Plads for
andre. Han var kommet hertil i mit Følgeskab, og nu var han død. Jeg
havde fulgt hans Befalinger og hævnet hans Død. Men hvad betød det?
Verden vilde betragte mig som en Forræder, ja, maaske som en Morder.
Hvad kunde jeg bevise? Hvilke Vidner kunde jeg fremstille? Kunde jeg
ikke have været disse Skurkes Hjælper? Ja, jo! Jeg var uhjælpelig
vanæret -- den laveste, mest fordømmelige Skabning i hele Frankrig.
Dette skulde altsaa blive Enden paa min smukke, militære Løbebane, paa
min Moders Forhaabninger. Jeg lo bittert ved Tanken. Og hvad skulde jeg
nu tage mig for? Burde jeg gaa tilbage til Fontainebleau, vække Slottet
og fortælle, at den store Kejser var bleven myrdet, næppe et Skridt fra
mig? -- Nej, det kunde jeg ikke, -- jeg kunde det ikke! Der var kun en
Udvej for en ærekær Soldat, hvem Skæbnen havde bragt i en saa fortvivlet
Stilling. Jeg vilde styrte mig i mit Sværd og saaledes dele Kejserens
Skæbne, siden jeg ikke havde kunnet afvende den. Jeg rejste mig op med
hver en Nerve spændt for at udføre mine Beslutninger, men i samme
Øjeblik steg frem for mine Øjne en Aabenbaring, et Syn, der standsede
mit Aandedræt. Kejseren stod foran mig!
Han var ikke mere end femten Alen borte, og Maanen skinnede lige ind i
hans kolde, blege Ansigt. Han var iført sin graa Kappe, men den var
aaben for til, saa at jeg kunde se hans grønne Frakke og hvide
Benklæder. Hænderne havde han bag paa Ryggen, og hans Hage var bøjet ned
mod hans Bryst, som han ofte havde for Skik.
"Naa," sagde han i sin haarde, kommanderende Tone, "hvad har De at
melde?"
Jeg tror, at saafremt han var bleven staaende tavs endnu et Minut, vilde
jeg være bleven gal. Men netop denne korte militære Ordre var
tilstrækkelig til at bringe mig til mig selv. Død eller levende -- nu
stod Kejseren foran mig og forlangte min Rapport.
Jeg gjorde øjeblikkelig Honnør.
"De har dræbt den Ene, ser jeg?" sagde han og gjorde et Kast med Hovedet
hen imod Skuepladsen for Kampen.
"Ja vel, Sire!"
"Og den anden undslap?"
"Nej, Sire! Jeg har ogsaa dræbt ham!"
"Hvorledes!" raabte han; "De fortæller, at De har dræbt dem begge?" Han
traadte nærmere og talte med et Smil, der lod hans hvide Tænder skinne i
Maanelyset.
"Det ene Lig ligger dér, Deres Majestæt!" svarede jeg, "det andet findes
i Redskabsskuret ved Karréen."
"Saa er de korsikanske Brødre ikke mere," udbrød han, efter en Pavse,
som om han talte med sig selv. "Skyggen har for stedse forladt mig."
Derefter bøjede han sig frem og lagde sin Haand paa min Skulder.
"De har handlet meget flinkt, min unge Ven!" sagde han, "og udført Deres
Ordre til min fuldkomne Tilfredshed."
Saa var han altsaa Kød og Blod, denne Kejser. Jeg kunde føle hans lille,
tykke Haand paa min Skulder. Men da jeg kom til at tænke paa, hvad jeg
havde set med mine egne Øjne, stirrede jeg saa forvildet paa ham, at han
gav sig til at smile.
"Nej, nej, Gerard," sagde han, "jeg er intet Spøgelse, og De har ikke
set mig blive dræbt. Kom med herhen, og De vil forstaa det hele."
Ligene laa endnu paa Jorden, og to Mænd stod ved Siden af dem. Da vi
nærmede os, saa jeg, at det var Roustem og Mustafa, Kejserens to
Mamelukker. Kejseren standsede, da han naaede hen til den graa
Skikkelse, som laa i Græsset, og da han fjernede Hatten, som laa i
Græsset, saa jeg, at Trækkene var meget forskellige fra hans egne.
"Her ligger en trofast Tjener, der har ofret sit Liv for sin Herre,"
sagde han; "Hr. de Goudin ligner mig i Figur og Bevægelser, hvad De maa
indrømme."
Hvilken vanvittig Glæde overvældede der mig ikke ved disse faa Ord, der
paa en Gang gjorde alt klart for mig. Han smilede atter, da han saa min
Henrykkelse. Jeg følte en uimodstaaelig Lyst til at omfavne ham, men han
traadte et Skridt tilbage som om han havde gættet min Hensigt.
"De er vel ikke saaret!" spurgte han.
"Nej, Sire, men i min Fortvivlelse skulde jeg netop til --"
"Saa, saa!" afbrød han. "De har opført Dem flinkt. Han burde have været
paa sin Post. Jeg har set alt, hvad der er sket."
"De saa det, Sire?"
"De har altsaa ikke lagt Mærke til, at jeg har fulgt Dem gennem Skoven?
Jeg har ikke tabt Dem af Syne fra det Øjeblik, da De forlod Deres
Kvarter, indtil den stakkels de Goudin faldt. Den falske Kejser var
foran Dem, den ægte bag ved Dem. Behag at ledsage mig tilbage til
Slottet."
Han gav hviskende en Ordre til sine Mamelukker, der hilste i Tavshed og
blev, hvor de var, medens jeg fulgte Kejseren. Jeg har paa Ære altid
ført mig, som en Husar skal og bør, men selv Lasalle har aldrig struttet
saadan af Stolthed eller svunget sin Dolman som jeg gjorde hin Nat. Hvem
skulde vel rasle med Sporer og Sabel, om ikke jeg -- jeg, Etienne Gerard,
Kejserens Fortrolige og Forsvarer, den, der dræbte Napoleons Dødsfjender
i Tvekamp. Men han lagde Mærke til min Opførsel og vendte sig lynsnart
om imod mig.
"Er det Maaden, hvorpaa man fører sig, naar det gælder en hemmelig
Mission?" hvæsede han med et koldt Glimt i Øjnene. "Er det saaledes, De
forebygger, at Deres Kammerater faar en Anelse om, at der er hændet
noget usædvanligt? Hold op med de Narrestreger, min Herre, ellers
frygter jeg for, at De bliver forflyttet til Sapørerne, hvor De vil faa
haardere Arbejde og ingen Dolman at svinge."
Saaledes var Kejseren. Ikke saa snart fik han Færten af at nogen mente
at have Krav paa ham, før han benyttede den første Lejlighed til at
vise, hvilket Svælg der var imellem dem. Jeg hilste og var tavs, men jeg
maa tilstaa, at jeg følte mig saaret efter alt, hvad der var passeret
imellem os. Han førte mig op til Slottet, hvor vi gennem en Bagdør slap
ind i hans Privatkabinet. Og nu stod jeg ved Døren, som jeg havde gjort
det om Eftermiddagen. Kejseren slængte sig ned i en Lænestol og hensank
i tavs Grublen. Tilsidst vovede jeg at minde ham om min Nærværelse ved
en svag Hosten.
"Naa, min gode Gerard," sagde han, "De er aabenbart meget nysgerrig
efter at faa at vide, hvad alt dette skal betyde?"
"Jeg er fuldtud tilfreds, Sire, selv om det maatte behage Dem ikke at
fortælle mig noget som helst!" svarede jeg.
"Passiar!" sagde han utaalmodig. "Det, De der siger, er ikke andet end
Ord. I samme Øjeblik, De er paa den anden Side af Døren, vil De begynde
at anstille Efterforskninger. Om to Dage vil Deres Kammerater vide
Besked og om tre Dage hele Fontainebleau, om fire Dage vil Historien
være ude over Paris. Saafremt jeg derimod fortæller Dem tilstrækkeligt
til at stille Deres Nysgerrighed, er der sagtens et svagt Haab om, at De
vil være i Stand til at beholde det for Dem selv."
Han forstod mig ikke, Kejseren, men jeg kunde blot bukke i Tavshed.
"Kun faa Ord er nødvendige for at forklare Sagen," sagde han. Han talte
meget hurtigt og gik med hastige Skridt frem og tilbage i Værelset. "Det
var Korsikanere, disse to Mænd, og jeg havde kendt dem i min Ungdom. Vi
har tilhørt det samme Broderskab -- de korsikanske Brødre, som vi kaldte
os. Det blev dannet i den gamle Paolis Dage, forstaar De, og det havde
visse strenge Love, som ingen ustraffet kan bryde."
Ved disse Ord syntes jeg, at alt, hvad der var Fransk, havde forladt
ham, og at det var en Korsikaner, der stod foran mig. Manden med de
stærke Lidenskaber og den desperate Hævnlyst. Hans Tanker var vendt
tilbage til hans tidligere Dage, og i fem Minutter gik han op og ned i
Værelset med hastige smaa Skridt. Men med en utaalmodig Haandbevægelse
førte han sig atter tilbage til Frankrig og til mig.
"Saadan et Selskabs Love," vedblev han, "er meget gode for en almindelig
Dødelig. I de gamle Dage var der ingen mere trofast Borger end jeg. Men
Tiderne skifter, og det vilde hverken fremme Frankrigs eller mit
Velfærd, om jeg længere fulgte disse Bestemmelser. De vilde tvinge mig
til det, og saa kom Skæbnen over deres egne Hoveder. Disse to var
Broderskabets Ledere, og de var komne hertil fra Korsika for at formaa
mig til at møde dem paa det opgivne Sted. Jeg vidste alt for vel, hvad
dette Møde betød, thi endnu er ingen vendt tilbage fra et saadant. Paa
den anden Side, hvis jeg ikke kom, vilde det betyde endeløs Forfølgelse
af min Person. Jeg kender deres Metode."
Der kom igen et haardt Træk om hans Mund og et koldt Glimt i hans Øjne.
"De forstaar den Forlegenhed, jeg var i, Hr. Gerard!" fortsatte han.
"Hvad vilde De for Resten have gjort i mit Sted!"
"Givet 10de Regiment Ordre til at gennemsøge Skoven og bringe Slynglerne
for Deres Fødder, Sire!" svarede jeg.
Han rystede smilende paa Hovedet.
"Jeg har meget vægtige Grunde, hvorfor jeg ikke ønskede dem fanget
levende," sagde han, "De vil forstaa, at en Morders Tunge undertiden kan
være et lige saa farligt Vaaben som hans Dolk. Jeg vil ikke skjule for
Dem, at jeg for enhver Pris ønskede at undgaa Vrøvl og Skandale. Det var
derfor, jeg befalede Dem ikke at tage Pistoler med. Nu vil mine
Mamelukker udslette ethvert Spor, og ingen vil faa noget at vide om
Affæren. Jeg har overtænkt alle mulige Planer. Havde jeg sendt mere end
en Forsvarer med de Goudin ind i Skoven, vilde Brødrene ikke have vist
sig. Men for en enkelt Mands Skyld vilde de ikke forandre deres Plan
eller lade Lejligheden slippe fra sig. Det var Oberst Lasalles
tilfældige Nærværelse her i det Øjeblik, da jeg modtog Tilsigelsen, der
bevirkede, at jeg valgte en af hans Husarer. De blev den udvalgte, Hr.
Gerard, fordi jeg havde Brug for en Mand, der kunde føre en Sabel, og
som ikke vilde trænge længere ind i den Historie, end jeg ønskede. Jeg
haaber, at De vil retfærdiggøre mit Valg i denne Henseende, som De har
gjort det, hvad Deres Dygtighed og Mod angaar!"
"Jeg beder Dem at være forvisset herom, Sire!" svarede jeg.
"Saa længe som jeg lever," fortsatte han, "maa der altsaa ikke over
Deres Læber komme et Ord om denne Sag."
"Jeg vil udslette den af min Hukommelse, Sire! Jeg lover at forlade
dette Værelse ganske som jeg var, da jeg traadte herind Kl. fire i
Eftermiddag."
"Det kan De ikke," svarede Kejseren smilende. "Den Gang var De Løjtnant.
Tillad mig at sige Dem Godnat -- _Kaptajn_ Gerard!"


II.
Hvorledes Brigaderen fik Æresmedaljen.

Hertugen af Tarentum eller Macdonald, som hans gamle Kammerater foretrak
at kalde ham, var aabenbart i et skrækkeligt Humør. Hans barske,
engelske Ansigt lignede i Øjeblikket en af disse groteske Masker, der
smykker Facaderne i Faubourg St. Germain. Major Charpentier og jeg kunde
ikke undgaa at se, at han indvendig var rasende.
"Brigader Gerard af Husarerne," sagde han med en Mine som en Korporal
overfor en Rekrut.
Jeg gjorde Honnør.
"Major Charpentier af Hest-Grenadererne!"
Min Kammerat slog Hælene sammen.
"Kejseren har en Sendelse for Dem."
Uden yderligere Forklaring aabnede han Døren og meldte os.
Jeg har set Napoleon ti Gange til Hest for hver en Gang til Fods, og jeg
har altid fundet, at han gjorde klogt i at vise sig for Tropperne
saaledes, thi i Sadlen gjorde han en meget god Figur. Derimod finder
jeg, at han til Fods var for lille og med sine krumme Skuldre mere
lignede en Professor ved Sorbonnen end Frankrigs første Soldat.
Imidlertid havde han en fast Mund, og hans Øjne var mærkværdige. Han har
en Gang vendt dem imod mig i Vrede, og jeg vil hellere ride gennem en
fjendtlig Afdeling paa en daarlig Hest end se dem saaledes igen. Og
alligevel er jeg ikke en Mand, man nemt jager en Forskrækkelse i Livet.
Kejseren stod henne i det ene Hjørne af Værelset med Ryggen mod Vinduet
og stirrede paa et stort Kort, der hang paa Væggen. Berthier stod ved
Siden af ham og forsøgte at se kløgtig ud. Netop da vi traadte ind,
snappede Napoleon Kaarden fra ham og pegede paa Kortet med den. Han
talte hurtigt og lavmælt, men jeg hørte ham dog sige: "Meuse-Dalen" og
to Gange gentage Ordet "Berlin". Da vi traadte ind, kom Berthier os i
Møde, men Kejseren standsede ham og befalede os at komme nærmere.
"De har endnu ikke modtaget Æres-Medaljen, Brigader Gerard?" sagde han.
Jeg besvarede Spørgsmaalet benægtende og skulde netop tilføje, at det
var ikke, fordi jeg ikke havde fortjent den, da han afbrød mig paa sin
sædvanlige korte Maade.
"Og De, Major?"
"Nej, Sire!"
"Saa skal De begge faa Lejlighed hertil --!"
Han førte os begge hen til det store Kort. Med Spidsen af Berthiers
Kaarde pegede han paa Rheims.
"Jeg vil være aabenhjertig overfor Dem, mine Herrer, som overfor to
Kammerater. De har jo begge været hos mig siden Marengo, husker jeg,"
Han havde et mærkværdig behageligt Smil, der plejede at lyse op paa hans
blege Ansigt som en mat Solstraale. "Her ved Rheims er i Øjeblikket vort
Hovedkvarter, og det i Dag den fjortende Marts. Meget vel. Der er Paris,
godt og vel tolv Mil herfra. Blücher ligger i Nord, Schwarzenberg i
Syd." Han prikkede i Kortet med Kaarden, medens han talte.
"Nuvel!" sagde han, "jo længere ind i Landet disse Folk marscherer, des
mere afgørende skal jeg knuse dem. De er i Færd med at rykke mod Paris.
Meget vel. Lad dem komme. Min Broder, Kongen af Spanien, vil snart være
her med hundrede tusinde Mand. Det er til ham, at jeg vil sende Dem. De
skal overbringe ham et Brev, af hvilket De hver faar et Eksemplar. Det
er for at meddele ham, at jeg kommer ham til Hjælp om to Dage med hver
Mand, hver Hest og hver Kanon. Jeg maa give Dem en Hvil paa otte og
fyrretyve Timer. Saa lige mod Paris! De forstaar mig, mine Herrer!"
Aa, blot jeg kunde have beskrevet Jer min Stolthed og min Lykke ved
saaledes at blive den store Mands Fortrolige. Da han rakte os vore
Breve, klirrede jeg med Sporene, skød Brystet frem og smilede og nikkede
for at lade ham forstaa, at jeg havde fattet hans geniale Plan. Han
smilede ogsaa og lagde et Øjeblik sin Haand paa min Skulder. Jeg vilde
gerne have betalt det halve af min Lønning, hvis min Moder kunde have
set mig i det Øjeblik.
"Jeg skal vise Dem Deres Rute," sagde han og vendte sig atter mod
Kortet. "De maa følges ad saa langt som til Bazoches. De maa da skilles.
Den ene tager Vejen mod Paris over Oulchy og Neuilly, medens den anden
rider Nord paa gennem Braine, Soissons og Senlis. Har De noget at
bemærke, Brigader Gerard?"
Jeg er kun Soldat, men mangler dog ikke Talegaver og Ideer. Jeg begyndte
at tale om Frankrigs Hæder og Storhed, men Kejseren afbrød mig brat.
"Og De, Major Charpentier?"
"Saafremt vi maatte finde, at den opgivne Rute er usikker, er det da
tilladt at vælge en anden?"
"Soldater vælger ikke, de adlyder!" svarede Napoleon. Han bøjede Hovedet
for at vise, at vi kunde gaa og vendte sig atter mod Berthier. Jeg ved
ikke, hvad han sagde til denne, men jeg hørte dem begge le.
Som I sagtens kan tænke Jer, begav vi os skyndsomst paa Vej. Efter en
halv Times Forløb red vi ned gennem Rheims og Klokken slog netop tolv,
da vi passerede Domkirken. Jeg havde min lille graa Hoppe, Violette,
under mig, og det var den hurtigste Hest i hele sjette Brigade.
Charpentier red derimod en af den Slags Gyngeheste, disse Hestgrenaderer
holdt saa meget af, en Ryg som et Sengested og Ben som en Vandpost. Han
var selv en klodset Fyr, saa det var et kønt Par.
Da vi kom ud af Byen, red vi igennem den franske Lejr og derefter over
Slagmarken fra i Gaar. Denne var besaaet med Ligene af Russerne og af
vore egne stakkels Kammerater. Men alligevel frembød Lejren det
bedrøveligste Syn. Vor Hær var ved at smelte hen. Med Garden fik det
endda gaa, skønt den unge Garde kun bestod af Rekrutter. Artilleriet og
det svære Kavalleri kunde have været udmærket, saafremt der blot havde
været noget mere af det; men Infanteristerne med deres Underofficerer
lignede næsten Skoledrenge med deres Lærere. Og vi havde ingen Reserver.
Naar jeg saa fortæller, at der stod 80,000 Prøjsere i Nord og 150,000
Russere og Østrigere i Syd, vil I forstaa, mine Venner, at dette kunde
stemme selv den tapreste Mand alvorlig.
For mit eget Vedkommende maa jeg tilstaa, at jeg fældede en Taare,
indtil jeg kom i Tanker om, at Kejseren stadig var iblandt os, og at han
samme Morgen havde lagt sin Haand paa min Skulder og havde lovet mig
Æres-Medaljen. Dette fik mig til at se lysere paa Tingene, og jeg jog
Sporene i Violettes Sider, indtil Charpentier bad mig om at have
Medlidenhed med hans store, prustende Kamel. Vejen var elendig, og
Artilleriet havde skaaret to Fod dybe Furer i den, saa i og for sig
havde han Ret i, at det ikke var Stedet for en Galop.
Jeg har aldrig staaet paa en særlig venskabelig Fod med denne
Charpentier, og de næste fem Mil kunde jeg ikke trække et Ord ud af ham.
Han red med sammentrukne Bryn og Hagen ned paa Brystet som et Menneske,
der er hensunken i sine egne Tanker. Jeg spurgte mere end én Gang, hvad
der optog ham, idet jeg gik ud fra, at jeg med min hurtigere Intelligens
muligvis kunde klare Begreberne for ham. Han svarede altid, at det var
hans Sendelse, han tænkte paa, hvilket overraskede mig, thi skønt jeg
aldrig havde haft store Tanker om hans Forstand, forekom det mig
umuligt, at nogen kunde misforstaa en saa simpel og soldatermæssig
Opgave.
Da vi kom til Bazoches, red han imod Syd og jeg imod Nord. Før han
forlod mig, vendte han sig imidlertid om i Sadlen og saa paa mig med et
besynderligt spørgende Blik.
"Hvad har De faaet ud af det, Brigader?" spurgte han.
"Af hvad?"
"Af vor Sendelse."
"Den er dog lige til!"
"Ja, det tror De! Hvorfor betroede Kejseren os sine Planer?"
"For at prøve vor Forstand!"
Min Ledsager lo paa en Maade, som jeg fandt generende.
"Maa jeg spørge, hvad De har i Sinde at gøre, saafremt De finder alle
disse Landsbyer fulde af Prøjsere?" spurgte han.
"Jeg følger min Ordre."
"Saa bliver De blot slaaet ihjel."
"Meget muligt."
Han lo igen, denne Gang saa udfordrende, at jeg greb til mit Sværdhæfte.
Men før jeg kunde fortælle ham, hvad jeg mente om hans Dumhed og
Uopdragenhed, havde han vendt sin Hest og humpede ned ad Vejen. Jeg saa
hans svære, laadne Kappe forsvinde bag Brynet af Højen og red saa
videre, medens jeg undrede mig over hans Opførsel. Fra Tid til anden
stak jeg Haanden ind paa Brystet for at overbevise mig om, at jeg endnu
sad inde med det værdifulde Dokument. Dette prægtige Papir, der skulde
skaffe mig Æresmedaljen, om hvilken jeg saa længe havde drømt. Hele
Vejen fra Braine til Sermoise tænkte jeg paa, hvad min Moder vilde sige,
naar hun hørte det.
Jeg standsede hen paa Formiddagen for at give Violette et Foder i en
Kro, der laa ved Landevejen ikke langt fra Soissons. Kromanden meddelte
mig da, at Marmont havde trukket sig tilbage herover for to Dage siden,
og at Prøjserne var gaaede over Aisne. En Time senere saa jeg i det
svindende Dagskær to af deres Vedetter paa en Høj til højre, og da
Mørket brød frem, skinnede deres Bivuak-Ild mod den nordlige Himmel.
Da jeg hørte, at Blücher allerede havde besat Egnen for to Dage siden,
forbavsede det mig, at Kejseren ikke allerede vidste, at Egnen,
hvorigennem han havde befalet mig at ride med det vigtige Brev, var
besat af Fjenden. Men saa tænkte jeg paa, at han havde sagt til
Charpentier, at en Soldat har at adlyde, ikke at vælge. Jeg skulde følge
den Vej, han havde opgivet mig, saalænge Violette kunde røre et Lem og
jeg holde en Tømme. Paa hele Turen fra Sermoise til Soissons, hvor Vejen
gaar op og ned og snor sig gennem Fyrreskove, holdt jeg min Pistol og
min Sabel parat, idet jeg red hurtigt til, naar Vejen gik lige ud, og
naar jeg skulde dreje om Hjørnene, sagtnede jeg Farten, saaledes som jeg
havde lært i Spanien.
Da jeg kom til den Bondegaard, som ligger til højre for Vejen, naar man
har passeret Træbroen, der fører over Crise, i Nærheden af den store
Statue af "den hellige Jomfru", raabte en Kone til mig fra Marken, at
Prøjserne var i Soissons. En lille Afdeling Landsenerer var kommen samme
Eftermiddag, og man ventede en hel Division inden Midnat. Jeg gav mig
ikke Tid til at høre Slutningen af hendes Beretning, men jog Sporerne i
Violettes Sider, og fem Minutter efter galopperede jeg ind i Byen.
For Enden af Hovedgaden stod tre Uhlaner og sludrede ved Siden af deres
Heste, medens de røg paa Piber saa lange som min Sabel. Jeg fik Øje paa
dem i Lyset fra en aaben Dør, men af mig kan de kun have set Skinnet af
Violettes graa Sider og den sorte Skygge af min flagrende Dolman. Et
Øjeblik efter for jeg gennem en Klynge af dem, der kom ud fra en aaben
Port. Violette løb en af dem over Ende, og jeg sparkede efter en anden
uden dog at træffe ham. To Karabinskud knaldede, men jeg var allerede
kommen om det nærmeste Hjørne og hørte ikke en Gang Kuglernes Hvislen.
Aa, hvor vi var storartede, Violette og jeg! Hun løb som en opskræmmet
Hare, og der fløj Ild fra Hovene. Jeg stod op i Stigbøjlen og svingede
mit Sværd. Der var nogen, der sprang til for at gribe Tøjlerne. Jeg
huggede Armen over paa Vedkommende og hørte ham hyle af Smerte bag mig.
To Ryttere red ind paa mig. Jeg stødte den ene ned og satte fra den
anden. Et Minut efter var jeg ude af Byen og fløj hen ad en bred, hvid
Landevej med sorte Popler langs Siderne. Endnu en Tid hørte jeg Lyden af
Hovslag bag ved mig, men de døde lidt efter lidt hen. Tilsidst kunde jeg
ikke skelne dem fra mit eget Hjertes Banken. Snart blev alt stille. De
havde opgivet Jagten.
Jeg maatte nu være midt inde i Fjendens Linjer, thi ud fra et Hus ved
Vejsiden lød en Drikkevise, sunget af flere Stemmer. Kort efter dukkede
to Mænd frem i Maaneskinnet -- Himlen var nu ganske uden en Sky -- og
tilraabte mig noget paa Tysk, men jeg galopperede videre uden at svare
dem. De var aabenbart bange for at give Ild, thi deres egne Husarer er
klædt netop som jeg var.
Det var prægtigt Maaneskin, og Træerne kastede deres mørke Skygger hen
over Vejen. Jeg kunde se ud over Landet lige saa tydeligt, som om det
var om Dagen, og meget fredeligt saa det ud, naar undtages, at der
flammede en stor Ildebrand et Steds oppe i Nord. I denne stille
Nattetime og med Bevidstheden om, at jeg havde Faren baade for og bag,
var der noget gribende og uheldsvangert ved denne store, fjerne Ild. Men
jeg er ikke saa let paavirkelig, dertil har jeg oplevet for mange
mærkelige Ting. Jeg gav mig til at nynne en rask Melodi og tænkte paa
den lille Lisette, som jeg maaske skulde faa at se i Paris. Jeg var helt
optaget ved Tanken herom, da jeg ved at dreje om et Hjørne kom lige ind
paa et halvt Dusin tyske Dragoner, som sad omkring en Brændeild ved
Vejsiden.
Jeg saa straks, at hvad jeg end gjorde, vilde jeg nu blive jaget, og paa
en Hest, der allerede havde tilbagelagt seks lange Mil. Men det var
bedre at blive jaget fremad end at blive jaget tilbage. Risikoen blev
den samme i den maaneklare Nat med Forfølgernes friske Heste bag mig,
men saafremt det skulde lykkes mig at ryste dem af mig, vilde jeg
foretrække, at det skete i Nærheden af Senlis fremfor ved Soissons.
Dette stod mig klart i samme Øjeblik. Mine Øjne havde næppe hvilet paa
de skæggede Ansigter under Metalhjælmene, før mine Sporer havde rørt
Violette, og hun for af Sted som en Stormvind.
Hvilken Raaben og Klirren og Stampen bag os! Tre af dem fyrede, og tre
svang sig paa deres Heste. En Kugle traf Bagremmen paa min Sadel med en
Lyd som en Stok mod en Dør. Violette sprang vildt forover, og jeg
troede, hun var bleven saaret. Men det var kun et Strejfskud, tæt op
imod en af Forhovene. Aa, det kære lille Dyr, hvor jeg dog elskede det,
da jeg mærkede, at det atter slog over i sin lange, lette Galop, medens
Hovene gik som en spansk Piges Kastagnetter. Jeg kunde ikke beherske
mig. Jeg vendte mig i Sadlen, vinkede og raabte: "Leve Kejseren!" og
hylede af Latter over den Strøm af Eder, der fulgte paa.
Men Enden var ikke endda. Havde min Hest været frisk, havde vi nok redet
dem agterud. Der var en af dem, en ung Knøs af en Officer, som var bedre
ridende end de andre. Han kom mere og mere ind paa Livet af mig. De to
andre Forfølgere red allerede trehundrede Alen bag ham, og hver Gang jeg
vendte mig om, saa jeg, at Afstanden stadig blev større.
Jeg ventede, indtil Knøsen var kommen et langt Stykke foran sine
Kammerater, og saa holdt jeg lidt igen paa min Hoppe, ganske lidt, saa
at han maatte tro, at han nok skulde indhente mig. Da han kom indenfor
Skudvidde, trak jeg min Pistol frem og lagde min Hage paa Skuldren for
at se, hvad han vilde tage sig for.
Han gjorde ikke Mine til at fyre, og jeg opdagede hurtigt Grunden. Den
dumme Dreng havde taget Pistolerne ud af Saddelhylsterne, da han skulde
kampere for Natten. Nu svang han Sablen imod mig og udstødte en eller
anden Trusel. Han syntes ikke at forstaa, at han var ganske overgivet
til min Naade og Barmhjertighed. Jeg holdt Violette tilbage, indtil der
ikke var stort mere end en Landselængde imellem Hestene.
"Rendez-vous!" brølede han.
"Maa jeg komplimentere Monsieur for hans Fransk," sagde jeg og lagde
Pistolen paa min venstre Arm, hvad jeg altid har fundet var den bedste
Maade at skyde paa fra Sadel. Jeg sigtede paa hans Ansigt og kunde i
Maanelyset se, hvor bleg han blev, da han forstod, at det var ude med
ham. Men netop da jeg lagde Fingeren paa Aftrækkeren, kom jeg til at
tænke paa hans Moder, og jeg jog min Kugle gennem Bringen paa hans Hest.
Jeg er bange for, at han slog sig slemt i Faldet, for det var et
frygteligt Bums, men da jeg havde mit Brev at tænke paa, lod jeg atter
Violette strække ud.
Men de var ikke saadan at ryste af sig, disse Banditter. De to andre
Forfølgere tog sig ikke mere af deres Officer, end om han havde været en
Rekrut, der var bleven kastet af i Rideskolen, men fortsatte Jagten paa
mig. Jeg var kommen op ad en Bakkeskraaning og haabede saa smaat at have
set dem for sidste Gang; men Pokker tage mig, om de ikke var lige i
Hælene paa mig! Derfor fremad i lynende Fart! Min Hoppe rystede Hovedet
og jeg min Chako for at vise, hvad vi tænkte om to Dragoner, der søgte
at fange en Husar. Men i samme Øjeblik holdt mit Hjerte næsten op at
banke, thi for Enden af den lange, hvide Vej holdt en sort Klynge
Kavalleri rede til at modtage mig. En ung Soldat vilde have taget det