Etienne Gerards Bedrifter - 4

en virkelig betydningsfuld Skrivelse ud ved saadant et Sendebud som Dem
og gennem alle de Byer, Fjenden har besat? Hvorledes det er lykkedes Dem
at slippe igennem, gaar over min Forstand, men saafremt Deres Kammerat
ikke havde haft mere Omløb i Hovedet end De, vilde hele min Felttogsplan
være røget i Lyset. Kan De da ikke se, Klodrian, at dette Brev
indeholdt falske Efterretninger, og at det var beregnet paa at føre
Fjenden bag Lyset, idet jeg bragte en hel anden Plan til Udførelse?"
Da jeg hørte disse grusomme Ord og saa det fortrukne hvide Ansigt lige
foran mit, maatte jeg støtte mig til en Stol, thi enhver fornuftig Tanke
forlod mig, og mine Knæ kunde næppe bære mig. Men jeg samlede alt mit
Mod, og Harmen skød op i mig ved Tanken om, at hele mit Liv havde været
viet denne Mand og mit elskede Fædreland, og at dette var Lønnen.
"Sire!" sagde jeg, og Taarerne trillede ned ad mine Kinder, medens jeg
talte, "naar De vil benytte en Mand som jeg, vil De gøre rettest i at
spille aabent Spil. Havde jeg vidst, at det var Deres Ønske, at Brevet
skulde falde i Fjendens Hænder, vilde jeg have sørget for, at det var
sket. Men da jeg gik ud fra, at jeg skulde værge det, risikerede jeg mit
Liv for det. Jeg tror ikke, Sire, at noget Menneske i Verden har
gennemgaaet saa mange Farer og Hindringer, som jeg har gjort under
Udførelsen af, hvad jeg troede var Deres Vilje!"
Jeg viskede Taarerne af Øjnene, medens jeg talte, og gav ham med saa
megen Varme og Liv, som jeg kunde lægge ind i mine Ord, en Skildring af
det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenstød med Dragonerne,
mit Eventyr i Senlis, mit Møde med Grev Boutkine i Kælderen, min
Forklædning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg
tilsidst nær var bleven hugget ned af en af vore egne Dragoner.
Kejseren, Berthier og Macdonald hørte til med stigende Forbavselse. Da
jeg havde endt min Beretning, traadte Napoleon hen til mig og kneb mig i
Øret.
"Saa! Saa!" sagde han, "glem nu alt, hvad jeg har sagt! Jeg havde
handlet rigtigere ved at stole paa Dem. Gaa nu kun!"
Jeg vendte mig om mod Døren, og min Haand hvilede allerede paa
Haandtaget, da Kejseren kaldte mig tilbage.
"De vil sørge for," sagde han til Hertugen af Tarentum, "at Brigader
Gerard faar Æres-Medaljen, for jeg tror, at hvis han har det tykkeste
Hoved, har han ogsaa det modigste Hjerte i min Hær."


III.
Hvorledes Brigaderen kom til Mørkets Slot.

Endskønt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur
til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg
vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glæder og Farer. I vil
forstaa, at naar en Officer har mange Mænd og Heste under sig, har han
altid fuldt op at gøre med Rekrutter og Indkvartering, Foder og Seletøj,
saa selv om han ikke staar Ansigt til Ansigt med Fjenden, kan Livet være
surt nok endda. Men er han kun Løjtnant eller Kaptajn, er der intet,
der trykker ham, uden Epauletterne paa hans Skuldre, og saa kan han
klirre med Sporene og svinge sin Dolman, tømme sit Glas og kysse sin
Pige, som han vil, uden at tænke paa andet end Tilværelsens Glæder. Det
er i den Tid, han oplever sine Eventyr, og det er til den Tid, jeg vil
søge tilbage, naar jeg fortæller om mine Tildragelser. Jeg vil i Aften
fortælle Jer om mit Besøg i Mørkets Slot, om Underløjtnant Durocs
sælsomme Mission og den frygtelige Historie om den Mand, der en Gang var
kendt under Navnet Jean Carabin og sidenhen som Baron Straubenthal.
I maa vide, at i Februar 1807, straks efter Danzigs Indtagelse, blev det
overdraget Major Legendre og mig at føre firehundrede Remonter fra
Prøjsen til Polen. Det haarde Vejr og særlig det frygtelige Slag ved
Eulau havde dræbt en Mængde Heste, saa det saa næsten ud, som om vort
prægtige tiende Husarregiment skulde blive forvandlet til en ny Afdeling
Let-Infanteri. Baade Majoren og jeg vidste derfor, at vi vilde være
velkomne i Fronten. Imidlertid gik Transporterne ikke særlig hurtigt
fremad, thi Sneen laa favnehøjt, Vejene var frygtelige, og vi havde kun
tyve Invalider til at hjælpe os.
Vi kom over Vistula lige overfor Marienwerder og var naaet saa langt som
til Risenberg, da Major Legendre traadte ind i mit Værelse paa Posthuset
med et aabent Brev i Haanden.
"De skal forlade mig!" sagde han mismodig.
Egentlig gjorde det mig ikke ondt. Jeg hilste i Tavshed.
"Dette er en Ordre fra General Lasalle," fortsatte han. "De skal
øjeblikkelig tage til Rossel og melde Dem i Regimentets Hovedkvarter."
Intet Budskab kunde have fornøjet mig mere end dette. Jeg var vel
anskreven hos mine Overordnede, og det stod mig klart, at Lasalle ved at
afgive denne Ordre, vilde give til Kende, hvor ukomplet min Eskadron var
uden mig. Paa den anden Side kom Ordren imidlertid i et ubelejligt
Øjeblik, thi Postmesteren havde en Datter, -- et af disse elfenbenshvide,
sorthaarede polske Pigebørn, -- som jeg godt kunde lide at stifte nærmere
Bekendtskab med. Imidlertid er det ikke tilladt Bonden at tænke, naar
Skakspillerens Fingre flytter ham frem paa Brædtet. Jeg gik derfor
øjeblikkelig ned og sadlede min store Hest, Rataplan, hvorefter jeg
begyndte min ensomme Rejse.
Det var en blandet Fornøjelse at ride gennem det fattigste og styggeste
Land i Evropa, men jeg havde foroven en skyfri Himmel med en straalende
Sol, der kastede sit Lys hen over endeløse Snemarker. Min Aande
fortættede sig i den kolde Luft, og Rataplan udsendte to Dampstraaler
fra sine Næsebor, medens en lille Istap nu og da faldt til Jorden fra
dens Bidsel. Jeg lod den trave lystigt af Sted, for at den kunde holde
Varmen. For mit eget Vedkommende havde jeg for meget at tænke paa til
at lægge Mærke til Kulden.
Imod Nord og Syd strakte sig de store Sletter, hvor der nu og da saas
enlige Klynger af Fyrre- og Lærketræer. Hist og her laa der nogle
Smaa-hytter, men det var kun tre Maaneder siden, at Storarméen var
kommen denne Vej, og I ved, hvad det betyder for et Land. Det er sandt,
at Polakkerne var vore Venner, men af Hærens hundrede tusind Mand havde
kun Garden Vogne, mens Resten maate klare sig, som de bedst kunde. Det
forbavsede mig derfor ikke, at jeg ikke fik Øje paa Liv noget Sted, ej
heller, at der ingen Røg steg op fra Skorstenene paa de tavse Hytter.
Landet, hvorigennem den store Hær var draget, var mærket, og det blev
almindelig sagt, at selv Rotterne døde af Sult, hvor Kejseren havde ført
sine Mænd.
Ved Middagstid var jeg naaet til Landsbyen Saalfeldt, men da jeg befandt
mig paa Hovedvejen til Osterode, hvor Kejseren overvintrede, og hvor syv
Divisioner laa i Lejr, var Vejen overfyldt med Vogne og Kærrer,
Artilleritransporter og Kurerer og af den bestandige Strøm af Rekrutter
og Marodører, saa at jeg blev opholdt i Uendelighed. Det var derfor med
oprigtig Glæde, at jeg fandt en lille Sti, der førte igennem en
Granskov. Ved Korsvejen laa der et lille Herberge og en Patrulje af
Conflans' Husarer -- det samme Regiment, for hvilket jeg senere blev
Oberst -- var i Færd med at stige til Hest. Paa Trappen stod dens
Officer, en bleg ung Mand, der mere lignede en grøn Teolog end Chefen
for de Fanden-i-Voldske Karle omkring ham.
"God Dag, min Herre!" sagde han, da jeg standsede min Hest.
"God Dag!" svarede jeg. "Jeg er Løjtnant Gerard af tiende Regiment."
Jeg kunde læse i hans Ansigt, at han havde hørt mit Navn tidligere. Gud
og hver Mand kendte mig efter min Duel med de seks Fægtemestre.
"Jeg er Underløjtnant Duroc af tredje Regiment," præsenterede han.
"Nylig udnævnt?" spurgte jeg.
"Sidste Uge!"
Jeg havde nok tænkt mig det, at dømme efter hans blege Ansigt og den
Maade, hvorpaa han tillod sine Folk at føre sig. Imidlertid var det ikke
saa længe siden, jeg selv havde lært, hvad det vil sige, naar en
Skoledreng skal kommandere hærdede Veteraner, der har deltaget i lige
saa mange Slag som han selv tæller Aar. Jeg bebrejdede derfor ikke
Knøsen det mindste, da jeg saa, at hans Folk tog den med stor Ro, men
sendte dem blot et Blik, der fik dem til at rette sig i Sadlen.
"Maa jeg spørge, om De skal ad Vejen mod Nord?" spurgte jeg.
"Min Ordre lyder paa, at jeg skal patruljere saa langt som til
Ahrensdorf," svarede han.
"Saa vil jeg med Deres Tilladelse gøre Dem Følgeskab saa langt,"
bemærkede jeg, "thi den længste Vej bliver i dette Tilfælde den
hurtigste."
Og dette viste sig ogsaa at være Tilfældet, thi denne Vej førte bort fra
Hæren ind i et Land, der var besat af Kosakkerne, og den var lige saa
øde, som den anden var befærdet. Duroc og jeg red i Spidsen med vore
seks Husarer klaprende efter os. Han var en skikkelig Fyr, denne Duroc,
med Hovedet fuldt af alt det Sludder, man lærer paa Militærskolen i St.
Cyr. Han vidste bedre Besked om Alexander og Pompeji end om at blande en
Hests Foder eller pleje dens Ben. Men en prægtig Dreng var han som sagt,
og det morede mig at høre ham snakke løs om sin Søster Marie og sin
gamle Moder i Amiens. Kort efter befandt vi os i Landsbyen Hayenau.
Duroc red op foran Posthuset og spurgte efter Postmesteren.
"Kan De sige mig," sagde han, "om der her i Nabolaget bor en Mand, der
kalder sig Baron Straubenthal?"
Postmesteren rystede benægtende paa Hovedet, og vi fortsatte vor Vej. Da
min Kammerat imidlertid i den næste Landsby gentog det samme Spørgsmaal
med det samme Resultat, kunde jeg ikke lade være at spørge ham om, hvem
denne Baron Straubenthal var.
"Han er en Mand," sagde Duroc, medens en pludselig Rødme fløj over hans
ungdommelige Ansigt, "med hvem jeg har et vigtigt Mellemværende at
ordne."
Denne Oplysning var ikke meget fyldestgørende, men der var noget i min
Kammerats Maade at tale paa, der fortalte mig, at ethvert yderligere
Spørgsmaal vilde være ham ubehageligt. Altsaa tav jeg, medens Duroc
fremdeles udspurgte dem, som vi mødte, om Baron Straubenthal. Ethvert
Skridt førte os længere bort fra Lejren. Imod Syd viste nogle graa
Røgsøjler vore Forposters Stilling, imod Nord var der intet mellem os og
det russiske Hovedkvarter.
Solen var ved at gaa ned, da vi red over en Bakke og saa en lille
Landsby til højre for os og til venstre et højt, skummelt Slot, der
ragede op midt i en lille Fyrretræsskov.
"Hvad er det for en Landsby?" spurgte Duroc en Bonde, der kom forbi.
"Det er Arensdorf," svarede denne i sin barbariske tyske Dialekt.
"Her bliver jeg i Nat," sagde min unge Ledsager. Og idet han vendte sig
om mod Bonden, gentog han sit stadige Spørgsmaal:
"Kan De sige mig, hvor Baron Straubenthal bor?"
"Det kan jeg rigtignok! Det er ham, der ejer "Mørkets Slot"!" sagde
Bonden og pegede hen paa de mørke Mure i den nære Fyrretræsskov.
Duroc gav et Raab fra sig som en Jæger, der ser Vildtet springe op lige
foran sig. Fyren syntes ganske at have mistet Besindelsen. Hans Øjne
lynede, og hans Ansigt blev dødblegt og fik saa haardt et Træk om
Munden, at Bonden forskrækket veg tilbage. Jeg kan se ham endnu, som han
bøjede sig over sin brune Hest og stirrede vildt paa de store, sorte
Taarne.
"Hvorfor kalder De det "Mørkets Slot"?" spurgte jeg.
"Det er nu en Gang det Navn, det har faaet her paa Egnen," sagde Bonden,
"der skal være begaaet slemme Mørkets Gerninger der oppe paa Slottet.
Ikke for intet har den mest ryggesløse Person i hele Polen levet der de
sidste fjorten Aar!"
"En polsk Adelsmand?" spurgte jeg.
"Næ, der fødes ingen af den Slags Folk her i Polen," svarede han.
"Er det da en Franskmand?" spurgte Duroc.
"Ja, der fortælles, at han er kommen hertil fra Frankrig."
"Har han rødt Haar?"
"Han er saa rød som en Ræv."
"Godt, godt! Det er _min_ Mand," raabte min Kammerat, skælvende af
Ophidselse. "Det er Forsynet, der har ført mig hertil. Hvem tør paastaa,
at der ikke findes en gengældende Retfærdighed i denne Verden! Kom Hr.
Gerard, jeg maa sørge for at faa mine Folk indkvarterede, før jeg kan
tage mig af dine private Affære!"
Han sporede sin Hest, og ti Minutter efter var vi ved Kroen i Arensdorf,
hvor hans Folk fik anvist Nattekvarter.
Nu vedkom denne Sag selvfølgelig ikke mig, og jeg havde intet Begreb om,
hvad det Hele betød. Rossel var endnu langt borte, men jeg bestemte mig
til endnu et Par Timers Tid at ride videre og derefter søge Husly i en
eller anden Kro ved Vejen. Efter at have drukket et Glas Vin, steg jeg
derfor til Hest, da den unge Duroc kom løbende ud til mig og lagde sin
Haand paa mit Knæ.
"Hr. Gerard," stammede han, "jeg beder Dem om ikke at forlade mig paa
denne Maade!"
"Min gode Mand," svarede jeg, "hvis De vil fortælle mig, hvad der er i
Vejen, og hvad De ønsker af mig, vilde jeg bedre være i Stand til at
bedømme, om jeg kan være Dem til nogen Nytte."
"De kan være mig til den allerstørste Nytte," raabte han. "Efter alt,
hvad jeg har hørt fortælle om Dem, Løjtnant Gerard, er De mest af alt
den Mand, som jeg kunde ønske at have ved min Side i Nat!"
"De glemmer ganske, at jeg har Ordre til uopholdelig at slutte mig til
mit Regiment!"
"Det er jo alligevel umuligt for Dem at naa det i Aften. De vil vise mig
en stor Tjeneste ved at blive hos mig og staa mig bi i en Sag, der
vedkommer mig og min Families Ære. Imidlertid maa jeg betro Dem, at der
muligvis vil være nogen Fare forbunden med vort Forehavende."
Det var meget forslagent af ham at bemærke dette, thi det bestemte mig.
Jeg sprang af Hesten og beordrede Staldkarlen til at lede den ind i
Stalden.
"Kom ind i Kroen," sagde jeg, "og fortæl mig nøje, hvad det er, De
ønsker af mig."
Han førte mig ind og laasede Døren efter sig, for at vi ikke skulde
blive forstyrrede. Han var en velvoksen Knøs, og som han stod der i
Lampelyset med det matte Skær over sit alvorlige Ansigt og sin sølvgraa
Uniform, følte jeg hans Hjerte banke mit i Møde. Uden at gaa saa vidt
som til at sige, at han førte sig, som jeg vilde have gjort i hans
Alder, var der dog Lighedspunkter nok imellem os, til at jeg følte, at
jeg nærede stor Sympati for ham.
"Jeg kan forklare det hele med faa Ord," sagde han. "Grunden til, at jeg
ikke allerede har tilfredsstillet Deres meget naturlige Nysgerrighed, er
udelukkende den, at det er meget pinligt for mig at berette denne
Historie. Men selvfølgelig kan jeg ikke bede om Deres Hjælp uden at
sætte Dem helt ind i Forholdene."
De maa altsaa vide, at min Fader var en velstaaende Bankier, Christopher
Duroc, som blev myrdet af Folket under September-Blodbadet. Som De
sagtens erindrer, stormede Pøbelen Fængslerne og valgte tre saakaldte
Dommere til at dømme de ulykkelige Aristokrater, der bogstavelig talt
blev revne i Stykker, naar de blev udleverede til Hoben udenfor. Min
Fader havde hele sit Liv været de Fattiges Velgører, og der var mange,
der talte hans Sag. Han var desuden syg og blev halvdød baaret ind paa
en Madras. To af Dommerne stemte for at løslade ham, den tredje, en ung
Jakobiner, der ved sin Kæmpeskikkelse og sin Brutalitet var bleven Fører
for disse Banditter, løftede ham op fra Bærestolen, sparkede ham Gang
efter Gang med sine tunge Støvler og kastede ham derefter udenfor Døren,
hvor han et Øjeblik efter blev revet itu Lem for Lem under
Omstændigheder, som det er frygteligt for mig at berette om. Som De vil
se, var dette et Mord, endog efter deres egne, hjemmehørende Love, thi
to af Dommerne havde voteret i min Faders Favør.
Da ordnede Forhold atter vendte tilbage, begyndte min ældste Broder at
anstille Eftersøgninger efter denne Mand. Jeg var kun et Barn den Gang,
men det var en Familiesag, og den blev mange Gange omtalt i min
Nærværelse. Fyrens Navn var Carabin. Han var en af Santerres Garde og en
bekendt Duellant. Senere tvang han en nederlandsk Dame ved Navn
Baronesse Straubenthal, som han havde faaet trukket for Tribunalet, til
at gifte sig med ham og skænke ham sine Godser, mod at han skaffede
hende Friheden. Han giftede sig med hende, antog hendes Navn og Titel og
slap ud af Frankrig i Tiden omkring Robespierres Fald. Hvad der senere
blev af ham, kunde vi ikke den Gang faa oplyst.
De vil maaske mene, at det vilde være meget let for os at finde ham,
siden vi havde baade hans Navn og hans Titel. Men samtidig maa De
erindre, at vi ved Revolutionen mistede alt, hvad vi ejede, og uden
Penge lader saadanne Efterforskninger sig vanskeligt anstille. Saa kom
Kejserdømmet, og Forholdet blev endnu vanskeligere, thi som De ved,
bestemte Kejseren, at den 18de Brumaire skulde danne Grænsen mellem
Fortid og Fremtid. Ikke destomindre havde vi vore egne Familieplaner.
"Min Broder fulgte Armeen og drog med den gennem hele Sydevropa, hvor
han overalt søgte Efterretninger om Baron Straubenthal. Han faldt ved
Jena i Oktober, og nu hører Hævnen mig til. Jeg havde det Held, at høre,
at Slynglen befandt sig her i Polen; jeg spurgte mig for, og nu staar
jeg ved Maalet. Og for at gøre Sagen endnu bedre, har jeg samtidig faaet
en Ledsager, hvis Navn man aldrig nævner indenfor Armeen uden at sætte
det i Forbindelse med en eller anden modig eller ædel Daad."
Dette var jo altsammen meget godt, og jeg havde lyttet til hans Ord med
den største Interesse. Men jeg var ikke bleven Spor af klogere paa, hvad
den unge Duroc ønskede af mig.
"Hvorledes kan jeg saa tjene Dem?" spurgte jeg.
"Ved at tage med mig."
"Til Slottet?"
"Netop."
"Hvornaar?"
"Med det samme!"
"Men hvad har De i Sinde at foretage Dem?"
"Jeg ved, hvad jeg vil gøre. Men alligevel vil jeg gerne have, at De
tager med mig!"
Nu har det aldrig ligget for mig at sige Nej til et Eventyr, og ved
Siden af havde jeg den største Sympati for den unge Mands Følelser. Det
er meget godt, dette at tilgive sine Fjender, men man skulde dog ogsaa
gerne give dem noget at tilgive. Jeg rakte ham derfor Haanden og slog
til.
"I Morgen tidlig maa jeg af Sted til Rossel, men i Nat er jeg Deres!"
sagde jeg.
Vi efterlod vore Soldater i deres lune Kvarterer, og da der kun var en
Fjerdingvej til Slottet, lod vi ogsaa vore Heste hvile ud. Det plejer
ikke at være noget underdejligt Syn at se en Kavallerist til Fods, men
Duroc og jeg var i den rigtige Alder, og jeg gad se den Kvinde, der ikke
vilde have syntes om de to unge Husarer, den ene blaa, den anden graa,
som den Nat spadserede ud fra Posthuset i Arensdorf. Vi havde begge vore
Sabler paa, og desuden havde jeg stukket en Pistol i min Vams, thi jeg
havde en Anelse om, at det var et desperat Eventyr, vi indlod os paa.
Stien, som førte op til Slottet, snoede sig gennem en bælgmørk
Fyrreskov, hvor vi ikke kunde se andet end Stjernerne over vore Hoveder.
Men pludselig aabnede Skoven sig, og der laa Slottet foran os i omtrent
et Bøsseskuds Afstand. Det var en gammel, meget forfalden Bygning med
Taarne i alle Hjørner og en Udbygning i den Side, der vendte imod os.
Kun et enligt Lys skinnede frem fra den uhyre Facade, og ikke en Lyd
hørtes fra det. Det forekom mig, at denne Kolos over sig havde noget
gaadefuldt, der passede godt til dens Navn.
Da vi naaede Porten, fandt vi ingen Klokke eller Dørhammer paa den
store, jernbeslaaede Dør, og det var først, da vi bankede løs med vore
Sabelhæfter, at vi tiltrak os Opmærksomheden. En lille Mand med Høgenæse
og Skæg op til Tindingerne aabnede langt om længe Porten. Han havde en
Lygte i den ene Haand, i den anden holdt han i en Kæde en stor, sort
Hund. Hans Opførsel var til en Begyndelse truende, men da han saa vor
Uniform og vore Ansigter, slog den over i Fortrædelighed.
"Baron Straubenthal modtager ikke Gæster paa denne Tid af Døgnet," sagde
han paa udmærket Fransk.
"Vær saa venlig at meddele Deres Herre, at jeg har rejst firehundrede
Mil for at hilse paa ham, og at jeg ikke gaar min Vej, før dette er
sket!" udbrød min Ledsager. Jeg selv kunde ikke have sagt dette bedre.
Fyren skottede undersøgende til os og tyggede raadvildt paa sit sorte
Skæg.
"For at sige Sandheden, mine Herrer!" sagde han, "er Baronen ikke helt
ædru iaften, og De vil finde ham i langt bedre Humør, dersom De vil
komme igen i Morgen."
Han aabnede Døren lidt mere, medens han talte, og jeg kunde ved Skinnet
af Lampen i Hallen se endnu tre andre raa Kammerater, hvoraf den ene
holdt endnu en af de frygtelige Blodhunde. Duroc maa have set det samme,
men det forandrede ikke hans Beslutning.
"Det er det samme!" svarede han; "det er Deres Herre, jeg vil tale med!"
Fyrene inde i Hallen gjorde Plads for ham, da han gik ind imellem dem,
saa stor er den ene Mands Magt, der ved, hvad han vil, over de mange,
der ikke kan beslutte sig. Min Ledsager klappede en af dem paa Skuldrene
med samme Overlegenhed, som om denne havde været hans Tjener.
"Før mig til Baronen!" sagde han.
Manden trak paa Skuldrene og sagde noget paa Polsk. Den skæggede Fyr,
der nu havde laaset og stængt Porten, syntes altsaa at være den eneste,
der kunde Fransk.
"Godt, De skal faa Deres Vilje!" sagde han med et ubehageligt Smil. "Jeg
skal føre Dem til Baronen. Men før Enden vil De maaske ønske, at De
havde fulgt mit Raad!"
Vi fulgte ham over den flisebelagte Hal, der var tilrøget og meget
smudsig. Derefter aabnede han en Dør og viste os ind.
Det var et lille, sparsomt møbleret Værelse med de samme Tegn paa
Forsømmelse og Forfald, der havde mødt os overalt. Væggene var behængte
med falmede Tapeter, og henne i det ene Hjørne var de gaaede løs, saa
at den nøgne Mur kom til Syne. Lige overfor var der endnu en Dør,
behængt med et Tæppe. Midt i Værelset stod et stort, firkantet Bord med
nogle smudsige Tallerkener og de sparsomme Rester af et Maaltid. Rundt
omkring flød det med tomme Flasker. Ved Bordenden sad en kæmpestor Mand
med et Løvehoved og en stor Manke af rødgult Haar. Hans Skæg var af den
samme rødgule Farve og ganske uplejet. Jeg har set mange mærkelige
Ansigter i min Tid, men intet mere brutalt og vildt end dette med de
smaa stikkende Øjne, de fremstaaende Kæber og den tykke, hængende
Underlæbe, der stak frem i det vildt voksende Skæg. Hans Hoved dinglede,
og han saa paa os med en Drukkens usikre, sløvede Blik. Imidlertid var
han ikke mere beruset, end at vore Uniformer gjorde et vist Indtryk paa
ham.
"Naa, mine tapre Fyre!" brummede han, "fortæl mig saa de sidste Nyheder
fra Paris. Jeg hører, at I er komne for at genrejse Polen og er i
Mellemtiden selv blevne Slaver -- Slaver af en lille Aristokrat med graa
Overfrakke og trekantet Hat. Og ikke mere frie "Borgere", men "Herr" og
"Frue". Der maa Fanden tage mig rulle nogle flere Hoveder i Kurven, før
det atter bliver -- --"
Duroc nærmede sig i Stilhed og stod nu ved Siden af Skurken.
"Jean Carabin!" sagde han.
Baronen studsede, og Drukkenskabens Slør syntes at glide fra hans Øjne.
"Jean Carabin!" gentog Duroc.
Han sprang op og greb om Stolens Arm.
"Hvad er Deres Hensigt med at gentage det Navn, min unge Mand?" spurgte
han.
"Jean Carabin, De er en Mand, som jeg længe har ønsket at møde!"
"Selv om jeg maaske en Gang har baaret det Navn, hvad vedkommer det saa
Dem! De maa have været et Barn, da jeg bar det!"
"Mit Navn er Duroc!"
"Vel dog ikke en Søn af --?"
"En Søn af den Mand, De myrdede!"
Baronen prøvede paa at le, men der var Rædsel i hans Blik.
"Gjort Gerning staar ikke til at ændre, unge Mand!" raabte han. "Det
gjaldt deres Liv eller vore i de Dage: Aristokraternes eller Folkets.
Den Gang var det ham, der faldt, senere faldt de fleste af mine
Kammerater. Det er Krigens Gang. Men lad os glemme Fortiden og lære
hinanden bedre at kende, De og jeg."
Han strakte en rød, rystende Haand ud, imedens han talte.
"Det er nok!" sagde Duroc. "Dersom jeg jog min Sabel igennem Dem, som De
sidder i den Stol, gjorde jeg Dem Deres Ret. Jeg vanærer min Klinge ved
at krydse den med Deres. Men De er dog Franskmand! Rejs Dem op og
forsvar Dem!"
"Naa, naa I er saa hidsige, I unge Fyre!" raabte Baronen.
Men Durocs Taalmodighed var nu forbi. Han slyngede sin aabne Haand ind i
det store, rødgule Skæg. Jeg saa en Læbe, tilsølet med Blod, og to
lynende blaa Øjne.
"De skal dø for det Slag!"
"Det var rart, at De endelig kunde bestemme Dem," svarede Duroc.
"Min Sabel!" skreg den anden. "Jeg lover Dem, at De ikke skal komme til
at vente paa mig," fortsatte han og styrtede ud af Værelset.
Som jeg har fortalt, havde Værelset en Dør i Baggrunden, dækket af et
Tæppe. Næppe var Baronen styrtet bort, før der kom en Kvinde til Syne,
ung og smuk. Saa hurtig og lydløst bevægede hun sig, at hun stod imellem
os paa et Øjeblik, og det var kun den svage Rysten i Portieren, der
fortalte os, hvor hun var kommen fra.
"Jeg har set det hele," hviskede hun. "Hvor De har baaret Dem udmærket
ad, min Herre!"
Hun greb min Ledsagers Haand og kyssede den atter og atter, før han
kunde frigøre den.
"Men, Frue, hvilken Grund har De dog til at kysse min Haand?"
"Fordi det var den Haand, der slog ham paa hans løgnagtige Mund. Fordi
det maa være den Haand, der vil hævne min Moder. Jeg er hans Steddatter.
Han plagede min Moder til Døde. Jeg hader ham! Gud, nu kommer han!" Saa
forsvandt hun lige saa hurtigt, som hun var kommen. Et Øjeblik efter
traadte Baronen ind med et Sværd i Haanden og med den skæggede Portner i
Hælene.
"Dette er min Sekretær," sagde han, "han skal være min Sekundant. Vi maa
imidlertid have lidt mere Albuerum end vi kan faa her. Vil De være saa
god at følge mig til et mere rummeligt Værelse."
Det var i Virkeligheden urimeligt at slaas i et Værelse, der var spærret
af et stort Bord. Vi fulgte ham derfor gennem den daarligt oplyste Hal,
i hvis modsatte Ende et Lys skinnede ud fra en aaben Dør.
"Her findes al den Plads, som vi behøver," sagde den skæggede. Duroc
trak sin Sabel og sprang derind. Baronen anmodede mig bukkende om at gaa
først. Men næppe var jeg kommen over Dørtærskelen, før den tunge Dør
faldt i med et Brag, og Nøglen blev drejet om. Vi var gaaet i en Fælde.
I første Øjeblik stod det os ikke klart. En saadan Nederdrægtighed laa
ganske udenfor vore Erfaringer. Men da vi endelig forstod, hvor dumt vi
havde baaret os ad ved at stole paa en Mand med en saadan Fortid, blev
vi grebne af Raseri over hans Skurkagtighed -- og vor egen Dumhed. Vi
kastede os mod Døren, bearbejdede den med vore tunge Støvler. Men Døren
var grumme solid, lavet af solide Træplanker og beslaaet med Jern, som
man finder dem i Slotte fra Middelalderen. Den var lige saa vanskelig at
bryde igennem som en Eskadron af den gamle Garde. De Forbandelser vi
udstødte mod Skurken, havde samme Virkning som vor Banken. De bragte os
intet andet Svar end det haanende Ekko fra det store Rum. Men naar man
er Soldat, lærer man snart at finde sig i, hvad der ikke kan være
anderledes. Jeg genvandt først min Koldblodighed og anmodede Duroc om at
bistaa mig med at undersøge det Værelse, der var blevet vort Fængsel.
Det havde kun et Vindue, uden Glas, og saa snævert, at man ikke en Gang
kunde stikke Hovedet igennem det. Det sad saa højt oppe, at Duroc maatte
staa op paa en Tønde for at kunne se ud af det.
"Hvad ser De?" spurgte jeg.
"Grantræer og en Sti, der snor sig mellem dem!" svarede han. "Og nu --!"
Han kom med et Udraab af Forbavselse.
Jeg sprang op paa Tønden ved Siden af ham. Da saa jeg paa Stien en Mand
der, piskende paa Hesten, galopperede af Sted som en Forrykt. Medens vi
iagttog ham, blev han mindre og mindre, indtil han ganske opslugtes af
Skovens sorte Skygge.
"Hvad mon det betyder?" spurgte Duroc.
"Ikke noget godt for os!" svarede jeg, "han er maaske ude efter nogle
Røvere, som skal kværke os. Vi maa se at slippe ud af denne Musefælde,
før Katten indfinder sig."
Det var et Held, at Værelset var oplyst af en Lampe, der næsten var
fuld af Olie, saa at den kunde holde ud til den lyse Morgen. I Mørke
vilde vor Stilling have været ulige vanskeligere. Vi begyndte nu at
undersøge de Pakkasser og Tønder, der var stillede op imod Væggen. Vi
befandt os aabenbart i Slottets Forraadskammer, for der laa Masser af
Ost, Grøntsager af forskellig Slags, Kasser, fyldte med tørret Frugt, og
en Række Vintønder. I en af disse sad Tappen i, og da jeg kun havde