Baron von Münchhausens merkværdige reiser og eventyr - 4

Min herre, Münchhausen, som ikke kunde utholde tanken om at blive
overfløiet av en franskmand, tok kanonen paa sine skuldre, hoppet med
den i sjøen og svømmet tversover strædet. Uheldigvis satte han sig i
hodet at kaste kanonen tilbake til dens gamle plads under fæstningen.
Jeg sier uheldigvis, for hans haand glippet da han skulde kaste den, saa
den faldt ned midt i strædet hvor den endnu ligger og vel vil ligge til
dommedag. Dette var aarsaken til bruddet mellem baronen og sultanen.
Skatkammerhistorien var glemt for længe siden, for sultanen har nok av
skatskyldige undersaatter, saa det varte ikke længe før det var fuldt
paanyt, og det var efter hans majestæts egen indbydelse at baronen paa
den tid befandt sig i Tyrkiet. Han hadde sandsynligvis været der endnu,
hvis ikke tapet av denne kanon hadde opbragt sultanen slik, at han
befalte at baronens hode uten naade og barmhjertighet skulde avhugges.
En av sultaninderne, som hadde fattet stort venskap for baronen, gav ham
itide underretning om denne blodtørstige beslutning og gjemte ham saa
godt, at bøddelen ikke kunde finde ham, endskjønt han lette overalt. Den
paafølgende aften flygtet vi ombord paa et skib som skulde seile til
Venedig, og undslap saaledes vidunderlig ogsaa denne fare. Baronen
omtaler ikke gjerne selv denne hændelse, fordi hans forsøk mislykkedes
og han ovenikjøbet var nær ved at miste sit hode.
Men da der intet er i denne hændelse som kaster den ringeste skygge paa
hans ære eller karakter, nærer jeg ingen betænkeligheter ved stundom at
fortælle den i hans fravær. Nu, mine herrer, kjender De baron von
Münchhausen tilbunds og kan ikke, haaber jeg, tvile paa hans
fuldstændige sanddruhet.»


XIII.
Iagttagelser og eventyr under Gibraltars beleiring.

Man kan let tænke sig, at baronens omgivelser daglig bestormet ham med
bønner om at fortsætte sine fortællinger, som de fandt likesaa lærerike
som underholdende.
I lang tid hjalp alle forsøk dog intet, da det var en av baronens
prisværdige vaner bestandig bare at følge sit eget hode og endvidere
aldrig under nogensomhelst omstændighet at la sig forlede til at svigte
sine bestemte grundsætninger.
Tilslut kom dog den saa længselsfuldt ventede aften; med et venlig smil
hørte baronen paa sine venners paamindelser og nikket denne gang sit
bifald. Alle blev da aldeles stille og syntes at samle hele sit liv i
ørene, og Münchhausen begyndte fra sin hædersplads i sofaen som følger:
Under Gibraltars sidste beleiring medfulgte jeg en provisionsflaate
under lord Rodneys befaling for at hilse paa min gamle ven, lord Elliot,
som ved sit tapre forsvar av denne fæstning har erhvervet sig uvisnelige
laurbær.
Efter at den første glæde ved møtet mellem gamle venner og
krigskamerater hadde lagt sig noget, gik jeg sammen med generalen ut for
at undersøke fæstningens tilstand og fiendens foretagender.
Jeg hadde med mig en aldeles udmerket kikkert, som jeg hadde kjøpt hos
Dalland i London, og ved hjelp av denne fandt jeg at fienden just stod i
begrep med at avfyre en 36-pundig kanon like mot det sted hvor vi stod.
Jeg underrettet generalen herom; han tok kikkerten og fandt at jeg hadde
ret.
Jeg fik øieblikkelig med hans tilladelse bragt en 48punder fra det
nærmeste batteri og rettet den saa nøie som mulig (for med hensyn til
alt henhørende til artilleri, saa tør jeg si uten at skryte, at jeg
endnu ikke har fundet min overmand), saa jeg var sikker paa at træffe
mit maal.
Jeg iagttok fienden helt til det øieblik, da jeg saa at kanoneren satte
lunten til fænghullet, og i samme øieblik befalte jeg ogsaa at avfyre
vor kanon. Omtrent midtveis traf begge kulerne sammen og virkningen var
isandhet forbausende. Fiendens kule sprat tilbake med slik voldsomhet,
at den ikke alene rev hodet av den artillerist, som hadde avfyret den,
men ogsaa skilte seksten andre hoder fra sine kropper, som var den
iveien paa dens løp til Afrika.
Før den naadde Berberiet rev den alle masterne av tre krigsskibe, som
laa tilankers i en række og fløi derpaa 200 mil ind i det indre av
landet, faldt ned igjennem taket paa en bondestue og efter at ha berøvet
en stakkars kone som laa paa ryggen i sengen med vidt aapen mund og
snorket, de faa tænder hun hadde tilbake, blev den sittende fast i
halsen paa hende. Hendes mand kom just hjem, og da han fandt alle forsøk
paa at faa den ut aldeles unyttige, fik han det gode indfald at drive
den ned i hendes mave ved hjelp av en klubbe, og saaledes kom den ut ad
naturlig vei. Vor egen kule gjorde ogsaa udmerket nytte, for den ikke
alene drev den anden tilbake, saaledes som jeg nu har fortalt; men i det
den fulgte sin bane som jeg hadde beregnet, traf den just den kanon som
var bleven avfyret mot os, og slynget denne med slik kraft mot et spansk
orlogsskib, at den gik igjennem alle dæk og tilbunds. Skibet sank
øieblikkelig, mens dens besætning paa over tusen mand blev reddet av
tililende smaabaater.
Dette var sikkert et høist merkværdig held. Jeg kan dog ikke tilegne mig
hele æren alene, for vistnok var det mig som utfandt idéen, men
tilfældet hjalp mig dog ikke saa litet, ti jeg opdaget siden, at kanonen
av en feiltagelse var blit ladd med dobbelt portion krudt, ellers skulde
vort held sikkert ikke være blit saa overraskende stort.
General Elliot vilde gi mig en officersbestalling for denne store
tjeneste, men jeg avslog at motta andet end hans tak, som han endnu
samme aften frembar ved officerstaflet i de mest smigrende ordelag.
Da jeg nærer stor forkjærlighet for englænderne, som trods sine store
feil dog isandhet er et dygtig folk, besluttet jeg ikke at forlate
fæstningen, før jeg hadde gjort dem en tjeneste til, og i løpet av en
tre ukers tid frembød der sig ogsaa en god leilighet hertil. Jeg
forklædte mig som katolsk prest og stjal mig ut av fæstningen ved
ettiden om natten, passerte fiendens poster og kom ind i hans leir, hvor
jeg snart støtte paa den kommanderendes telt, hvor jeg traadte ind og
fandt hertugen av Artois og den øverstkommanderende tillikemed flere
andre høie officerer holde raad.
Min forklædning beskyttet mig, og det var derfor ingen som tænkte paa at
vise mig bort, saa jeg i ro og mak kunde overvære deres forhandlinger
som gik ut paa intet mindre end næste morgen at storme fæstningen.
Raadet opløstes straks efter og enhver gik tilsengs. Jeg opdaget snart,
at hele leiren, skildvagterne iberegnet, var nedsunket i den dypeste
søvn. Saa begyndte jeg mit arbeide. Jeg løftet alle kanonerne, omtrent
300 i tallet, fra 48pundere til 24pundere av lavetterne og kastet dem
tre mil tilsjøs. Da jeg ingen hjælp hadde, saa maa jeg tilstaa at dette
var det sværeste arbeide jeg nogensinde har hat, maaske med undtagelse
av den gang, da jeg svømmet over strædet med hin kanon som Baron de
Thott omtaler i sine reiseerindringer. Derpaa samlet jeg alle kanon- og
ammunitionsvogne midt i leiren og for at undgaa støi, bar jeg dem parvis
under armen og en vakker haug blev det, næsten likesaa høi som
Gibraltar. Derpaa slog jeg ild ved at slaa en kanonbolt mot en
flintesten, som sat omtrent tyve fot fra marken i en gammel mur fra
maurernes tid. Jeg hadde nær glemt at si, at jeg hadde kastet alle
trosvognene ovenpaa, likesom jeg hadde lagt en hel del letfængelige
saker tilrette nederst, saa at det hele var i fuld fyr i et øieblik.
For at undgaa mistanke var jeg en av de første til at allarmere. Hele
leiren blev, som man kan tænke sig, aldeles lamslaat av skræk; den
almindelige mening var at skildvagterne var blit bestukket, og at en
syv, otte regimenter hadde gjort et utfald fra fæstningen og ødelagt
artilleriet.
Mr. Drinkwater nævner i sin historie om Gibraltars beleiring, at fienden
led et stort tap ved en ildebrand i leiren som man aldrig har kunnet
opdage grunden til -- hvilket er rimelig nok, da jeg aldrig har
aabenbart den til et levende væsen (endskjønt Gibraltar bare blev frelst
ved denne ene nats arbeide), ikke engang til general Elliot. Greven av
Artois tillikemed hele hans følge flygtet i blind skræk og løp uten at
stanse paa fjorten dage til Paris. Ulykken hadde gjort et saa dypt
indtryk paa dem, at de erhvervet sig den eneste av kameleonens
egenskaper som savnes hos hofmænd, den nemlig at kunne leve av luft
alene, for i tre maaneder var de ute av stand til at ta næring i sig.
En morgen, et par uker efter denne hændelse, som jeg sat ved
frokostbordet sammen med general Elliot, trængte en bombe ind i det
værelse hvor vi sat og faldt midt paa bordet.
Jeg har visst glemt at fortælle, at jeg hin gang ikke fik tid til at ta
morterne med. Generalen forlot øieblikkelig bordet, som vel alle andre
ogsaa vilde ha gjort, og skyndte sig ut av døren; men jeg tok bomben før
den sprang, og skyndte mig op til toppen av klippen.
Da jeg saa ind i fiendens leir, opdaget jeg paa en haug nær kysten et
stort antal mennesker men hvad de bestilte, kunde jeg ikke skjelne. Jeg
saa da i min kikkert og opdaget at to av vore officerer, en general og
en oberst, som hadde spist hos mig den foregaaende aften og som hadde
listet sig ind i fiendens leir ved midnatstider, var blit tat tilfange
og nu holdt paa at bli klynget op i galgen som fiendtlige spioner.
Avstanden var for stor til at jeg med held kunde kaste bomben med bare
hænder; men til at lykke kom jeg til at huske paa, at jeg i min lomme
hadde den samme slynge, som David dræpte Goliath med, og i den la jeg da
bomben og kastet den saa midt imellem dem. Den sprang da den faldt og
dræpte allesammen, undtagen de engelske officerer som til al lykke netop
var blit heist op.
Et stykke av bomben fløi dog med slik voldsomhet mot galgen, at den
ramlet ned. Vore to venner følte aldrig saasnart den faste grund under
sine føtter, før de saa sig om efter aarsaken til sin frelse, og da de
fandt at bøddelen, vagten og hele tilskuermassen hadde behaget at
forlate verden før dem, befridde de sig gjensidig fra strikken som
sluttet ubehagelig tæt om halsen, og sprang ned til stranden hvor de
bemægtiget sig en baat med to matroser, som de tvang til at ro sig ut
til et av vore linjeskibe.
Nogen minutter senere, mens jeg holdt paa at fortælle general Elliot
hvad jeg hadde utført, kom de begge ind i fæstningen, og efter at de paa
det hjerteligste hadde takket mig og mottat de tilstedeværendes
lykønskninger, feiret vi denne dag ved et rigtig muntert gilde.


XIV.
Baronen fortæller om sine forfædre.

Jeg kan se paa Deres miner, mine herrer, at De alle ønsker at faa vite,
hvordan jeg kom i besiddelse av en slik skat som den slynge jeg nylig
har omtalt. Jeg skal da gjerne ogsaa fortælle det. I vet maaske at jeg
er en efterkommer i like linje av Urias hustru, som vi alle vet at kong
David stod i meget fortrolig forhold til. Men da en tid var gaat, gik
det som det pleier at gjøre: hans majestæts følelser for grevinden
kjølnedes betydelig; hun var nemlig blit ophøiet i adelsstanden tre
maaneder efter at hendes mand var død. En dag trættet hun og kongen om
en sak av største vigtighet, nemlig om stedet for bygningen av Noahs ark
og hvor den hadde strandet. Hans majestæt hadde som alle store herrer
den feil ikke at kunne taale motsigelse, saa et brudd blev følgen av
denne trætte. Hun hadde ofte hørt ham omtale sin slynge som en av sine
kosteligste skatter, derfor tok hun den med sig som et minde da hun
samme nat reiste sin vei.
Kongen savnet den imidlertid før hun var ute av hans riker, og sendte
øieblikkelig de seks rappeste av sin livgarde efter hende; men hun
brukte slyngen med slik virkning, at hun rammet kapteinen som av
tjenesteiver var et stykke foran de øvrige, paa det sted hvor David traf
Goliath. Da hans folk saa dette, holdt de krigsraad og tok det kloke
parti at vende hjem igjen for at faa nærmere besked om, hvordan de hadde
at forholde sig.
Grevinden reiste imidlertid uhindret videre til Ægypten, hvor hun hadde
mægtige venner. Jeg maa tillike bemerke, at hun av de børn som hun hadde
med kongen, bare hadde medtat sin yndlingssøn, til hvem hun
testamenterte slyngen, og saaledes har den gaat fra far til søn, helt
til den er kommet i mine hænder.
En av mine forfædre -- min tip tip oldefar som levet for omtrent 150 aar
siden -- var engang paa et besøk i England, hvor han blev meget
fortrolig med en digter som ogsaa var en stor krybskytte, saavidt jeg
husker var hans navn Shakespeare.
Denne digter -- paa hvis enemerker baade engelske og tyske forfattere
driver det frækkeste krybskytteri, sandsynligvis for at gjengjælde hvad
han gjorde selv i live -- laante hyppig slyngen og nedla saameget vildt
dermed, at det bare var med nød og neppe, at han undgik den skjæbne som
nær hadde rammet mine to venner i Gibraltar. Stakkars Shakespeare blev
fængslet, men min stamfar utvirket hans frihet paa en høist besynderlig
maate. Dronning Elisabeth var da paa tronen, men hun var paa sine gamle
dage blit saa lei og kjed av livet at blot det at skulle være nødt til
at spise og drikke og klæ paa og av sig, gjorde livet til en utaalelig
byrde for hende.
Min stamfar satte hende istand til at undvære disse ting eller at kunne
gjøre det ved mellemmand, og hvad tror De vel var det eneste han var til
at formaa at utbede sig som belønning? Jo Shakespeares frihet. Saa stor
var hans kjærlighet til denne berømte digter, at han gjerne hadde git en
del av sin egen levetid for at kunne forlænge sin vens dage.
Jeg har forresten aldrig hørt at nogen av dronningens bifstekætende
undersaatter har bifaldt denne nye maate at leve paa, nemlig uten mat,
hvor slaaet de end maa være blit av dens originalitet. Hun levde heller
ikke paa denne maate mer end i syv og et halvt aar, da hun døde av sult.
Min far som eide denne slynge før mig, fortalte følgende historie som
hans venner ofte har hørt ham fortælle og hvis sandhet ingen som kjendte
den værdige gamle herre, vil betvile.
«Paa en av mine besøk i England,» sa han, «gik jeg ned paa stranden ikke
langt fra Harwich, da en stor sjøhest kom op av havet og gallopperte saa
hurtig den kunde, henimot mig. Jeg hadde ikke andre vaaben end min
slynge. Med denne kastet jeg dog saa behændig et par stener, at jeg slog
ut begge dens øine. I et øieblik var jeg derpaa oppe paa dens ryg og red
ut i havet, for i samme øieblik som den mistet synet, var dens vildhet
forsvundet, og den blev saa spak som et lam. Jeg brukte slyngen som
bidsel og saaledes red jeg med største lethet gjennem havet.
I mindre end tre timer naadde vi den motsatte kyst og hadde saaledes
gjennemredet 30 sjømil. I Helwoetsluys solgte jeg min ganger til verten
i «Tre pokaler» for 700 dukater. Han utstillet det underlige dyr til en
viss pris pr. hode og tjente sig derved en smuk formue.»
De kan se den avtegnet og beskrevet i Buffons naturhistorie.
«Men hvor usædvanlig end denne reisemaate var,» pleide min far at si,
«saa var dog de opdagelser og iagttagelser jeg gjorde underveis, endnu
mere overraskende og vidunderlige.»
«Det dyr som bar mig, svømmet ikke; det travet med utrolig hurtighet
langs havbunden, idet det drev foran sig millioner av fisk, som var
aldeles forskjellige fra hvad vi faar at se. Nogen hadde hodet paa
midten av kroppen, andre paa enden av halen; endel som stod opstillet i
en rundkreds, sang korsanger av ubeskrivelig skjønhet; atter andre var
ifærd med at bygge gjennemsigtige vandpaladser, omgit av rummelige
søileganger, gjennem hvilke strømmet en skinnende væske som lignet den
sterkest glødende ild. Det indre av disse bygninger var forsynt med alle
de bekvemmeligheter, som fornemme fisker kunde ønske sig, saaledes var
der store saler bestemt til at opbevare rognen; en lang række pragtsaler
var anvist til opdragelse for yngelen. Deres undervisningsmaate --
saavidt jeg kunde skjønne av hvad jeg saa, ti hvad jeg hørte var likesaa
uforstaaelig for mig som fuglekvidder eller græshoppesang -- forekom mig
at være saa slaaende lik, hvad man anvender i milde stiftelser paa
jorden, at jeg er overbevist om at den som har æren av at ha indført
den, maa ha foretat en lignende reise som jeg, og saaledes snarere
grepet sin lære ut av vandet end av luften.
Av hvad jeg nu har fortalt kan De skjønne, at der endnu findes en vid
opdagelsesmark som vel fortjener at bli undersøkt og studert. Men jeg
faar vel fortsætte min fortælling.
Paa min vei overskred jeg ogsaa en uhyre bergkjede mindst likesaa høi
som Alperne. I klippekløftene vokste skoger av allehaande store trær,
til hvis grener var fæstet hummere, krabber, østers, muslinger og
sjøsnegler av saa uhyre størrelse at en enkelt vilde være nok til at
utgjøre en hel vognladning.
Alle de eksemplarer som blir kastet op paa vore kyster og solgt paa
markederne er bare usle elendige skabninger, som vandet river væk av
grenene, aldeles som vinden paa jorden. De trær som hummerne levde paa,
forekom mig at bære mest frugt, men de som der sat krabber og østers paa
syntes at være de største. Smaasnegler vokser paa en slags busk, som
næsten altid spirer ved foten av de store krabbetrær og slynger sig op
om dem som vedbend om en ek.
Da jeg var kommet omtrent halvveis befandt jeg mig i en dal mindst 500
favner under havets overflate. Jeg begyndte nu at lide av mangel paa
luft. Desuten var min stilling slet ikke behagelig av flere grunder. Jeg
møtte fra tid til anden uhyre fisker, som saa vidt jeg kunde skjønne av
den skrækkelige maate de aapnet gapet paa, nok ikke var uvillige til at
sluke os begge to. Min stakkars Rosinante kunde jo ikke se, saa jeg
maatte selv se til at undgaa disse sultne herrers fiendtlige hensigter.
Jeg travet derfor videre uten at stanse, for at naa det tørre land saa
snart som mulig.»
Saaledes pleide min far at fortælle sin oplevelser. Jeg kom til at huske
paa denne historie ved at berette om hvordan jeg benyttet slyngen i
Gibraltar. Denne slynge har som før omtalt været i vor familjes eie i
umindelige tider; foruten sine andre merkelige egenskaper har den ogsaa
den, at den kan sætte en istand til at utføre næsten alt hvad man vil.
Dengang jeg brugte den i Gibraltar, blev den benyttet for sidste gang,
da et stort stykke blev bortrevet av bomben, men den lille rest gjemmes
endnu i vort familjearkiv som en skat sammen med andre familjestykker av
likesaa stor værdi.
Jeg gjorde engang en ballon av saa uhyre størrelse, at hvis jeg nævnte
den silke som jeg brugte til den, vilde man ikke tro det; ethvert
kjøbmandslager og alt hvad væverne hadde i hele London og Westminster,
strøk med. Med denne ballon og med min slynge utførte jeg mange lystige
indfald, saasom at løfte et hus fra dets grundmur og istedet sætte et
andet uten at forstyrre beboerne, som almindeligvis sov eller var altfor
optat til at bry sig om sin boligs vandringer.
Da skildvagten paa Windsor slot hørte klokken paa St. Paul slaa tretten,
var det min behændighet som var skyld deri. Jeg bragte nemlig
bygningerne klods ind til hverandre ved at flytte slottet til St. George
Fields og tilbake igjen før daggry uten at vække en sjæl. Trods alt
dette vilde sandsynligvis min ballon være forblit en hemmelighet, hvis
ikke Montgolfier hadde gjort luftskipperkunsten saa almen bekjendt.
Den 30te september, som er den dag, da lægeforeningen avholder sit
aarlige møte, hvor de vælger foreningens embedsmænd og bakefter styrker
sig ved et overdaadig festmaaltid, fyldte jeg min ballon, og fik den til
at svæve ret over deres bygning. Saa fæstet jeg den ene av slyngen til
bygningens spir og den anden til ballonen og steg saa op med hele
foreningen til en uhyre høide, hvor jeg forblev i tre maaneder. Man vil
kanske undre sig over, hvad de levde av i denne tid, dertil jeg kan
svare, at selv om de hadde opholdt sig dobbelt saa lang tid i disse høie
regioner, saa vilde de allikevel ikke ha litt nogen nød, saa rikelig
besat var deres bord.
Endskjønt min mening kun var at drive nogen uskyldige løier, saa
foraarsaket dog denne strek megen skade for presteskapet, klokkerne og
graverne, hvilke virkelig ikke led liten avbræk i sin næring derved; for
det er vel kjendt at i de tre maaneder foreningen var paa luftreise og
følgelig ute av stand til at tilse sine patienter, forekom næsten intet
dødsfald med undtagelse af de faa, som tidens le nedslog. Hvis ikke
apotekene hadde fortsat sin gjerning, vilde høist sandsynlig mindst
halvdelen av alle bedemænd være gaat fallit.
Kort tid derefter tildrog en av mit livs merkeligste oplevelser sig.
Jeg hadde en dag maattet gaa ned til Wapping for at overvære
indskibningen av endel varer, som jeg skulde sende til nogen gode venner
i Hamburg, og la hjemveien om Towerdokken. Klokken var 11 om
formiddagen, varmen var saa sterk og jeg var saa træt at jeg fik det
indfald at krype ind i en av Towers kanoner, hvor jeg snart slumrede
sødelig ind. Nu var det tilfældigvis kong Georg den tredjes fødselsdag,
hvorfor alle kanonerne blev avfyrt kl. 1, ham til ære. De var allesammen
blit ladd om morgenen, og da man jo ikke kunde ane at jeg laa inde i en
av dem, blev jeg skutt over hustakene og over paa den motsatte side av
elven nær Deptford og ind paa en rik bondes gaard. Der faldt jeg ned paa
en umaatelig stor høistak, som bonden hadde samlet isammen i haap om
dyre tider, og blev liggende der uten at vaagne, hvilket var en naturlig
følge av skuddet.
Omtrent tre maaneder efter blev høiet saa dyrt at bonden syntes det
kunde være paa tide at sende det tiltorvs. Jeg vaagnet da ved den støi
som folkene gjorde, da de kløv op paa stakken, og endnu halvt isøvne og
uten at vite hvor jeg var gjorde jeg mit bedste for at komme væk,
hvorved jeg kom til at falde like ned paa bondens hode. Mig gjorde det
ikke det mindste, men bonden blev stygt medfart, for han blev dræbt paa
stedet ved at jeg aldeles uskyldig kom til at knække halsen paa ham.
Min samvittighet blev dog aldeles beroliget, da jeg senere fik høre at
fyren var en elendig gnier og aagerkarl, som gjemte paa sit korn og høi
indtil det blev dyrtid, saa han kunde sælge det til blodige priser.
Hans voldsomme død var derfor en retfærdig gjengjældelse for ham og en
velgjerning for menneskeheten.
Man kan tænke sig hvor forbauset jeg blev da jeg kom til fuld sans og
samling og forsøkte paa at erindre mig hvor jeg hadde lagt mig til at
sove tre maaneder i forveien. Man kan ogsaa forestille sig mine
londonske venners overraskelse da de saa mig komme tilbake sund og
frisk, skjønt de hadde lett overalt efter mig uten at kunne finde mig.


XV.
Baronen reiser til Ishavet.

Den har vel alle hørt tale om, den opdagelsesreise i Nordishavet som
gjordes av kaptein Phipps, nu lord Mulgrave. Jeg ledsaget kapteinen,
ikke som officer, men blot som hans ven og passager. Da vi kom op i de
høie breddegrader, tok jeg min kikkert, hvis gode egenskaper dere
kjender fra Gibraltars beleiring, og undersøkte synskredsen med den. Jeg
har altid fundet det meget nyttig av og til at se mig om og da især paa
reiser.
Omtrent en halv mil borte var et uhyre isberg, mindst saa høit som vor
stormast, og paa dette opdaget jeg to isbjørner, som saavidt jeg kunde
skjønne var i en ivrig tvekamp. Jeg tok øieblikkelig min rifle og begav
mig paa vei til isberget, men jeg fandt veien ditop overmaade besværlig
og farlig; snart maatte jeg over bundløse avgrunder og snart var isen
saa glat at jeg faldt omkuld ret som det var. Endelig kom jeg like hen
til bjørnene; jeg saa nu, at de ikke slos, men bare lekte.
Jeg beregnet straks værdien av deres huder, for enhver av dem var saa
stor som en velnæret okse; men ulykkeligvis gled min høire fot, idet jeg
hævet min bøsse, og jeg faldt paa ryggen med en slik voldsomhet, at jeg
mistet bevisstheten.
Da jeg kom til mig selv igjen, saa jeg til min forfærdelse at et av
uhyrene hadde vendt mig om paa maven og just tat fast i linningen paa
mine nye skindbukser for at slæpe mig bort. Det er ikke godt at si hvor
bæstet vilde ha drat mig hen, hvis jeg hadde mistet min andsnærværelse,
men jeg drog ut min kniv -- det er denne som I her ser -- og kuttet av
tre av dens fortær, saa den øieblikkelig lot mig falde, idet den brølte
frygtelig. Jeg avfyrte straks min bøsse, saa den faldt stendød ned uten
gi en lyd fra sig. Dette var jo godt og vel, men uheldigvis hadde dens
brøl opvækket tusender av dens fæller, som laa og sov rundt om paa isen
i en halv mils omkreds, og som nu kom farende imot mig i fuld fart, saa
jeg hadde ingen tid at spilde.
Det vilde nu sandsynligvis ha været ute med mig hvis jeg ikke hadde faat
et glimrende indfald. Paa omtrent halvdelen av den tid som en øvet jæger
bruker til at flaa en hare, drog jeg skindet av den døde bjørn, krøp ind
i det og stak hodet der, som den hadde hat sit. Neppe var jeg færdig
hermed før hele flokken var omkring mig. Jeg maa tilstaa at jeg trods
min varme pels baade svedte og frøs paa samme tid.
Imidlertid lykkedes mit krigspuds aldeles fortræffelig. Den ene efter
den anden kom hen til mig, lugtet og antok mig øiensynlig for at høre
til familien; det eneste jeg manglet for at være aldeles lik dem var
tykkelsen, endskjønt jeg saa adskillige av de unge som ikke var større
end jeg. Da alle hadde lugtet tilstrækkelig paa mig og paa levningerne
av deres døde kamerat, blev vi snart meget gode venner. Jeg kunde ogsaa
eftergjøre alt hvad de gjorde; det eneste som jeg ikke var deres like i,
var med hensyn til at brøle og brumme. Men skjønt jeg saa ut som en
bjørn, var jeg dog allikevel et menneske, jeg begyndte derfor at
overveie, hvordan jeg bedst skulde dra fordel av det gode forhold som
var opstaat mellem mig og mine firbente venner.
Jeg hadde hørt av en engelsk kirurg at døden øieblikkelig indtraf ved et
stik gjennem rygraden. Jeg besluttet nu at prøve rigtigheten herav. Jeg
trak min kniv, og støtte den ind i rygraden mellem skuldrene paa den
største bjørn, som jeg kunde se.
Det var et dristig forsøk, som jeg nok kunde ha grund til at være litt
ræd for, ti hvis dyret skulde overleve sit saar, saa var det ute med
mig, jeg vilde sikkert bli revet i hundrede stykker.
Heldigvis lykkedes mit forsøk; bjørnen faldt stendød ned ved mine føtter
uten at gi en lyd fra sig. Jeg hadde nu ingen vanskelighet ved at gjøre
det av med de andre paa samme maate, for endskjønt de saa sine kamerater
falde rundt omkring sig, hadde de dog aldeles ingen mistanke til mig;
denne godtroenhet var min frelse.
Dette er aldeles som i Tyrkiet, tænkte jeg, den skjæbnesvangre silkesnor
ekspederer den ene efter den anden, og folket lever like ubekymret for
det, vistnok til gavn baade for sig selv og sultanen, da de ellers av
frygt ikke skulde kunne nyde livet.
Da de allesammen laa døde omkring mig, vendte jeg tilbake til skibet, og
fik tilladelse av kapteinen til at ta med mig trefjerdedele av skibets
besætning for at bringe alle huderne og skinkerne med ombord. Dette var
gjort paa nogen faa timer, og det utgjorde mere end fuld last for
skibet. Det tiloversblevne blev kastet i havet, uagtet jeg ikke betviler
at det behørig saltet vilde ha smakt likesaa godt som skinkerne.
Da vi var kommet tilbake til England, sendte jeg nogen skinker
i kapteinens navn til admiralitetslorderne, et parti til
skatkammerlorderne og en hel del til lordmayoren, oldermændene og
citylaugene. Resten utdelte jeg blandt mine venner.
Fra alle kanter mottok jeg den varmeste tak, og Londons City viste mig
den opmerksomhet til gjengjæld at indbyde mig til hvert aar at overvære
det festmaaltid som avholdes til ære for den nyvalgte lordmayor.
Skindene sendte jeg til keiserinden av Rusland til vinterpelser for
hendes egen høie person og for hendes hofstat. Hun takket for gaven i et
egenhændig brev, som blev overrakt av et overordentlig sendebud, og i
hvilket hun bad mig dele tronen med sig. Men da jeg aldrig har brutt mig
om høie æresposter, avslog jeg i al underdanighet hendes majestæts
naadige tilbud. Sendebudet, som overrakte mig det keiserlige brev, hadde
befaling til ogsaa at bringe mit svar tilbake. Ikke længe efter hadde
jeg den ære at motta et lignende brev fra samme høie haand, hvilket brev