Baron von Münchhausens merkværdige reiser og eventyr - 1

MÜNCHHAUSENS
MERKVERDIGE REISER OG EVENTYR

N. W. DAMM & SØNS FORLAG · KRISTIANIA


Baron von Münchhausens
merkværdige
reiser og eventyr.

Med 151 illustrationer av Gustave Doré.
3dje oplag.

Kristiania.
Forlagt av N. W. Damm & Søn.

W. C. Fabritius & Sønner A/S. 1916.


Indhold.

Side.
Forord.
I. Baron von Münchhausens reise til Rusland og eventyr 1
der
II. Jagthistorier 8
III. Anekdoter om baronens hunder og hester 23
IV. Eventyr i den tyrkiske krig 32
V. Eventyr i tyrkisk slaveri og paa hjemreisen 41
VI. Baron von Münchhausens eventyrlige sjøreiser 50
VII. Anden sjøreise 61
VIII. Tredje sjøreise 66
IX. Fjerde sjøreise 69
X. Baronen reiser til Kairo 73
XI. Fortsættelse 82
XII. Adjutantens beretning 92
XIII. Iagttagelser og eventyr under Gibraltars beleiring 95
XIV. Baronen fortæller om sine forfædre 107
XV. Baronen reiser til Ishavet 118
XVI. En sjøreise til Ostindien 125
XVII. Anden reise til maanen 128
XVIII. Reise gjennem jorden tillikemed flere andre 135
merkværdige eventyr


Forord.

Hvem der har skrevet denne merkelige bok har været omtvistet. Det er dog
nu saagodtsom bragt utenfor al tvil at boken er av tysk herkomst,
endskjønt den første gang blev utgit i England. Efter de seneste
forskninger maa man anta, at forfatteren eller maaske rettere samleren
var bibliotekar og inspektør ved museet i Kassel, Rudolf Erik Raspe, som
maatte flygte fra Kassel og ta sin tilflugt til England, hvor han
vistnok i 1765 utgav «_Baron Münchhausen narrative of his marvellous
adventures in Russia_».
Boken gjorde lykke og utkom snart i nye, bestandig forøkede oplag, baade
i England og Tyskland, hvor den første gang blev oversat av digteren
Bürger, hvorfor denne ofte med urette er blevet antat for dens
forfatter.
Bokens helt er ingen mytisk personlighet; han tilhørte den gamle
hannoveranske slegt Münchhausen. Han var i sine unge dage i russisk
krigstjeneste og bokens kjerne og da især jagt- og krigshistorierne
stammer vistnok fra ham. Forresten gjenfindes mange av historierne i
forskjellig skikkelse i vidt adskilte land, saa en hel del beror vel paa
gamle overleveringer.


I.
Baron von Münchhausens reise til Rusland og eventyr der.

Jeg reiste til Rusland mitt paa vinteren da jeg klogelig beregnet at
kulde og sne nødvendigvis maatte ha utbedret veiene i Nordtyskland,
Polen, Kurland og Livland, hvilke alle reisende har beskrevet som endnu
besværligere end veiene til dydens tempel. Jeg reiste paa den maate som
jeg synes bedst om, nemlig tilhest. Man undgaar derved mange ærgrelser;
man er ikke nødt til at vente paa skyss saalænge det behager
skyss-skafferen, eller at bli plukket av graadige skyss-karer. Jeg var
bare let klædt og jo mere nordøstlig jeg kom, des mere følte jeg alle
kuldens ubehageligheter. Hvor maatte ikke da i dette frygtelige veir en
stakkars, gammel mand lide, som jeg traf liggende paa en øde slette i
Polen, hjælpeløs skjælvende, og næsten uten noget til at skjule sin
nøkenhet med.
Jeg kunde ikke andet end føle medlidenhet med stakkaren. Skjønt jeg selv
trængte haardt til min kappe, kastet jeg den dog over ham og kviknet ham
op med noget av min feltflaske. Knapt hadde jeg utført denne
kjærlighetsgjerning, før jeg hørte en røst fra skyen:
«Münchhausen, min søn, dette skal du ikke ha gjort for intet.»
Jeg reiste videre, indtil nat og mørke overfaldt mig. Ingensteds kunde
jeg opdage spor av menneskelige boliger da landet var aldeles nedsnedd;
heller ikke kjendte jeg veien.
Da jeg var meget træt, steg jeg av hesten og bandt den til en spids
stolpe som rak over sneen. For sikkerhets skyld la jeg mine pistoler
under hodet, strakte mig saa lang jeg var og faldt straks i dyp søvn.
Jeg vaagnet ikke før solen stod høit paa himlen.
Man kan tænke sig min overraskelse, da jeg fandt mig liggende paa en
kirkegaard midt i en landsby; men min hest kunde jeg ikke se noget til,
før jeg hørte den knægge over mit hode. Jeg saa op og fik se at den var
bundet til toppen av kirketaarnet og hang ned fra dette. Nu blev alt mig
klart; landsbyen var i nattens løp blit nedsnedd; da indtraadte et
pludseligt tøveir og jeg sank uten at merke det ned paa kirkegaarden,
eftersom sneen tinte. Det som jeg i nattens mørke hadde tat for en
stolpe og bundet hesten ved, det var taarnspiret.
Uten lang betænkning tok jeg en av mine pistoler og skjøt bidslet
tversover, saa hesten faldt ned, og saa fortsatte jeg min reise.
Uten videre nævneværdige eventyr kom jeg til Rusland, hvor det just ikke
er paa mote at færdes til hest paa vintertiden. Da jeg altid retter mig
efter skikkene, der jeg kommer, kjøpte jeg mig en smalslæde og satte
kursen like mot St. Petersburg. Jeg husker ikke om det var i
Ingermanland eller Estland; men saa meget husker jeg nøie at det var i
en usedvanlig stor skog, at en glupsk ulv av aller største slags,
hylende av sult, kom sættende efter mig i fuldt firsprang.
Det var ingen utsigt for mig til at slippe fra den, hvorfor jeg la mig
ned paa bunden av slæden og lot min forskrækkede hest løpe for livet. Da
skede det som jeg hadde ønsket, men neppe hadde turdet haabe. Ulven brød
sig ikke det mindste om min ringe person, men satte over mig og anfaldt
med raseri hesten, hvis bakdel den øieblikkelig sønderslet og slukte med
graadighet. Det arme dyr for i sin skræk og smerte avsted i frygtelig
fart. Da jeg saaledes selv var utenfor fare for øieblikket, vovet jeg at
løfte hodet og saa med skræk, at ulven næsten hadde ætt sig ind i
hestens krop. Det varte ikke længe før den var dypt inde i hestens
legeme; men da pisket jeg av alle kræfter paa den bakfra, saa den
forvirret skyndte sig at æte sig forover, indtil tilslut hestens kadaver
faldt ned paa jorden. I stedet hadde jeg nu faat ulven i sælen, og da
jeg brukte pisken saa flittig som jeg kunde, ankom jeg snart mot begges
forventning og til tilskuernes høieste forbauselse til St. Petersburg.
Jeg skal ikke trætte Dem, mine herrer, ved at utbrede mig om denne
prægtige russiske hovedstads kunstsamlinger, videnskabelige indretninger
og lignende lærde saker, ei heller uleilige Dem med at fortælle om de
mange fornøielige eventyr, som jeg hadde i dette lands høiere kredser,
hvor husfruen altid mottar gjæsten med et kys og en dram. Jeg skal
heller indskrænke mig til værdigere gjenstande for Deres opmerksomhet
som hester og hunder, mine yndlinger i dyreverdenen, og fremdeles ræver,
ulver og bjørner, som Rusland har en større overflod av end noget andet
land, som overhodet av alt vildt. Ei heller skal jeg undlate at omtale
slike ridderlige bedrifter og idrætter, som bedre klær en mand av byrd
end alt det, som nutidens unge herrer blir oplært i, som skimlet græsk
eller latin, franske fraser eller dansemesterkrumspring og deslige. Da
det varte en stund før jeg kunde faa ansættelse i hæren, hadde jeg i
flere maaneder fuld frihet til at anvende min tid paa den værdigste
maate. Jeg tilbragte mere end en nat med spil og drik, da veirlagets
strenghet og folkets vaner gjør dette til meget vigtigere ting end i
vort ædruelige fædreland, og jeg har ogsaa i Rusland truffet paa
adskillige folk, endog i de aller høieste stillinger, som var rene
mestre i den ædle drikkekunst. Men alle var de dog stympere mot en
gammel graaskjægget, mørkebrun general, som spiste sammen med mig ved
hotellets bord. Denne hædersmand hadde mistet det øverste av sin
hjerneskalle i et slag mot tyrkerne, hvorfor han hver gang en fremmed
blev forestillet for ham, med den mest utsøkte høflighet undskyldte sig,
fordi han var nødt til at beholde hatten paa. Han pleide hver middag at
sætte tillivs adskillige flasker fint brændevin, og for at sætte kronen
paa værket, lot han en flaske eller to av arakpunsch gaa samme vei.
Allikevel kunde man ikke merke det ringeste til, at han var omtaaket av
hvad han hadde drukket. Dette var gaadefuldt, men jeg gav mig ikke, før
jeg hadde faat opløsning paa gaaden.
Jeg hadde ofte lagt merke til, at generalen hadde den vane fra tid til
anden at løfte paa hatten; men jeg hadde ikke lagt nogen videre vegt
herpaa, da det bare var aldeles rimelig, at han maatte være varm i
toppen og kunde trænge til at kjøle sig. Endelig opdaget jeg, at hver
gang han lettet paa hatten medfulgte den sølvplate, som tjente ham som
hjerneskalle istedetfor det bortskutte stykke, og alle de flytende varer
som han hadde indtat i aftenens løp, gik da ut i form av lette damper.
Saaledes var hemmeligheten opklaret. Jeg fortalte et par av mine venner
min opdagelse og vi besluttet at gjøre en prøve paa rigtigheten av den.
Jeg stillet mig med min pipe bak generalen og tændte en fidibus i samme
øieblik som han lettet paa hatten. Vi blev da vidner til et høist
overraskende skuespil. Den røksøile, som opsteg fra generalens hode, var
nu forvandlet til en ildsøile; de dunster som var nærmest hodet, blev i
den klareste blaa lue til en glorie, pragtfuldere end nogen, som har
omstraalt en helgens hode. Generalen blev først litt vred over den
frihet, som jeg tok mig paa hans bekostning; men da det jo gav ham et
saa høist ærværdig og hellig utseende, tillot han mig snart at gjenta
det saa ofte, jeg vilde.


II.
Jagthistorier.

Det var naturlig, at jeg tilbragte meget av min tid utenfor hovedstaden
i selskap med kjække kamerater, som forstod at sætte pris paa et
udmerket jagtfelt. Bare jeg tænker paa hine svundne dage, løper mit blod
hurtigere, og jeg ønsker inderlig at kunne delta i slike idrætter endnu
en gang. En morgen saa jeg gjennem et av mine sovekammervinduer, at en
stor dam ikke langt borte bokstavelig talt var dækket med vildænder.
Øieblikkelig tok jeg riflen fra væggen, løp ned av trapperne og ut av
døren i slik fart, at jeg ikke saa mig for, men støtte med panden mot
dørstolpen. Det gnistret og sortnet for mine øine, men det kunde ikke
stanse mig; jeg kom snart paa skudhold og la an, da jeg til min store
sorg opdaget, at flintestenen var faldt av ved det voldsomme støt, jeg
netop hadde faat.
Det var ingen tid at spilde. Jeg hadde aandsnærværelse nok til at huske
paa det gode fyrtøi, jeg hadde i mine øine, hvorfor jeg aapnet panden,
sigtet paa fuglene og slog saa av alle kræfter med knyttet næve til mit
ene øie. (Baronens øine har bestandig været usedvanlig ildfulde og de
tindrer især, naar han fortæller denne historie). Gnister i mængdevis
for ut, fængkruttet tændtes, skuddet gik av, og jeg skjøt med et skud 50
vildænder, 25 stokænder og 3 krikænder.
Aandsnærværelse er sjælen i alle mandige idrætter. Naar sjømænd og
soldater alene skylder den, at de slipper helskindet ut av faren, saa
har ogsaa jægeren ofte den at takke for sin lykke.
Saaledes husker jeg at jeg engang kom til et vand, hvor jeg opdaget
flere dusin ænder, som dog laa altfor spredt til at jeg kunde haabe at
nedlægge noget nævneværdig antal med mit gevær, især da jeg til alt
uheld bare hadde et eneste skud igjen.
Jeg husket da, at jeg endnu hadde igjen av nisten et stykke skinke, som
laa i jagttasken. Denne fete bit fæstet jeg til et grovt snøre, som jeg
viklet op og knyttet sammen efter enderne, saa det blev meget længere
end før. Saa gjemte jeg mig i sivet ved bredden, kastet lokkematen ut og
fik snart til min store glæde se en av ænderne nærme sig og graadig
sluke fleskestykket.
De andre skyndte sig efter og da flesket var meget fedt, kom det likesaa
fort ut den anden vei, og da slukte nok en and det og saa en tredje og
saaledes allesammen den ene efter den anden. Paa nogen faa minutter
hadde saaledes flesket gaat igjennem alle ænderne uten at snøret var
gaat stykker, og nu sat de der som perler paa en snor. Jeg trak hele
bundten med megen glæde ind til stranden, slynget snøret nogen ganger om
livet og vendte saa næsen hjemover. Da jeg hadde gaat et stykke,
begyndte dette store jagtbytte at føles tungt, og jeg angret halvveis
paa at jeg ikke hadde nøiet mig med nogen færre, da en underlig hændelse
kom mig tilhjælp -- skjøndt jeg ikke kan si andet, end at jeg i første
øieblik blev endel forvirret ved det.
Ænderne begyndte igjen at bli levende efter den første bedøvelse og slog
med sine vinger; tilslut steg allesammen tilveirs og drog mig med sig.
Mange andre vilde i mit sted ha mistet aandsnærværelsen, men jeg drog
fordel av omstændighetene saa godt jeg kunde og styrte med mine
frakkeskjøter kursen hjem.
Da jeg var like over mit hus, blev spørsmaalet hvordan jeg skulde komme
ned uten at komme tilskade. Jeg vred da halsen om paa ænderne, den ene
efter den anden, sank derved sagte ned og kom til min koks store
bestyrtelse gjennem skorstenspipen og ned i kjøkkenet, hvor der
heldigvis ikke var tændt nogen ild.
Noget lignende hændte mig en anden gang med et kuld raphøns. Jeg var
gaat ut for at prøve en ny rifle og hadde brukt op alt mit hagel, da et
kuld raphøns pludselig fløi op like for næsen paa mig. Ønsket om at ha
nogen af dem paa mit aftensbord indga mig en god idé. Jeg naadde det
sted, hvor flokken hadde slaat sig ned, ladet geværet hurtig med krudt,
tilspisset ladestokken og stak den ind i løpet istedetfor hagel. Saa gik
jeg mot raphønsene og i det øieblik de fløi op, fyrte jeg og ladestokken
gik gjennem syv stykker som saaledes blev sat paa spid.
Det kan ikke ofte nok gjentas, mine herrer, at med snarraadighet hjælper
man sig frem under alle forhold i livet.
En anden gang hændte det, at jeg dypt inde i en skog i Rusland traf paa
en prægtig sort ræv, hvis skind er saa værdifuldt, at det vilde ha været
synd og skam at ødelægge det ved et skud.
Ræven stod tæt ind til et stort træ. Jeg tok hurtig kulen ut av geværet
og ladet det istedet med en stor spiker, trykket av og traf dyret saa
godt, at halen blev spikret fast til træet. Saa gik jeg bort til den med
kniven i haanden, skar et dypt tversnit i panden og brukte saa min pisk
med slik kraft paa den, at den tilslut bokstavelig talt løp ut av sit
gode skind.
Ofte ser man, at lykken og tilfældet bøter paa vore feiltagelser. Dette
fik jeg kort efter ovennævnte hændelse et merkelig bevis paa. Midt inde
i skogen traf jeg paa et vildsvin med sin unge, som travet like bak
hinanden. Min kule bommet men allikevel flygtet ungen som var den
første, mens soen blev staaende uten at røre sig av flekken. Da jeg
nøiere undersøkte saken, fandt jeg at soen var blind, at hun holdt sin
unges hale mellem tænderne, og at ungen av barnlig kjærlighet til sin
gamle mor paa denne maate ledet hendes skridt. Min kule hadde gaat
imellem begge og truffet halen som var revet tversover, og mens ungen
hadde rendt sin vei, var soen blit staaende endnu tyggende paa halen.
Jeg tok derfor blot fat i halestumpen og ledet den gamle hjem uten den
mindste møie, og uten at det gamle hjælpeløse dyr viste den ringeste
gjenstridighet eller frygt.
Vildsvin ansees med rette for at være blandt de farligste og vildeste
dyr, man kan træffe paa, hvilket jeg nok fik føle, engang jeg traf et
slikt bæst midt inde i skogen. Jeg var ulykkeligvis ikke belaget paa et
saadant møte, hvorfor jeg ikke kunde gjøre andet end at skynde mig bak
et stort eketræ, netop som dyret rettet et støt mot mig med en saadan
kraft, at dens hugtænder trængte igjennem træet, og den kunde hverken
gjenta støtet eller trække tænderne tilbake. «Aahaa,» tænkte jeg, «nu
har jeg dig,» og jeg fik fat paa en sten, med hvilken jeg bøide og
hamret tænderne slik, at det blev aldeles umulig for den at komme løs og
den pent maatte vente, til jeg kom tilbake fra nærmeste landsby, hvor
jeg hentet rep og kjærre for at faa den levende hjem, hvilket ogsaa
fuldstændig lykkedes mig.
I har sikkert, mine herrer, hørt tale om alle jægeres skyts-helgen,
Sankt Hubert, og om det ædle kronvildt som viste sig for ham i skogen
med det hellige kors mellem sine horn.[1] Jeg har ydet denne helgen min
tribut hvert aar ved at følge hans eksempel og jeg har set hans hjort
vel tusen ganger avbildet enten i kirker eller paa broderier, saa at jeg
paa ære og samvittighet som god jæger ikke kan si enten der i fordums
tider virkelig har været eller kanske endnu findes slike dyr med kors.
Jeg skal heller fortælle, hvad jeg har set med mine egne øine. En dag
som jeg alt hadde opbrukt baade kuler og hagel, mødte jeg en prægtig
kronhjort, som saa aldeles ubekymret paa mig, som om den kjendte til min
tomme hagelpung. Jeg ladet da bøssen øieblikkelig med stenene av nogen
kirsebær, som jeg hadde gaat og suget paa. Saa fyrte jeg og traf dyret
midt i panden mellem hornene. Det vaklet, men hadde allikevel kraft nok
til at undfly.
[Footnote 1: St. Hubert var hertug i det frankiske rike og blev omvendt
til kristendommen, da han en langfredag var paa jagt og da traf en
hjort, som hadde et straalende kors mellem sine horn. Han blev aar 723
biskop i Lüttich og hans minde blev sidenefter feiret hver 3dje november
med store jagtfester.
_O. a._ ]
Et aar eller to senere var jeg paa jagt i samme skog, da fik jeg se et
prægtig dyr med et fuldt utvokset kirsebærtræ omtrent ti fot høit mellem
sine horn. Jeg gjenkjendte øieblikkelig fyren og betragtet den
naturligvis som min retmæssige eiendom, idet jeg fældte den med et
velrettet skud, som paa engang gav mig baade stek og kirsebærsauce, for
træet var fuldt av den saftigste frugt, som jeg nogensinde har smakt.
Hvem vet, om ikke en eller anden høihellig jæger eller kanske en jagende
biskop eller abbed kan ha skutt og plantet korset paa en lignende maate
mellem taggerne paa St. Huberts dyr?
Disse hellige mænd (av den katolske kirke naturligvis) har altid været
kjendt for sin nidkjærhet til at plante kors og horn, og i et vanskelig
tilfælde er man tilbøielig til at gripe til ethvert middel for at hjælpe
sig ut av nøden, heller end at la en gunstig leilighet undslippe. Jeg
har selv ofte befundet mig i slike vanskelige tilfælde og har da altid
handlet efter øieblikkets indskydelse. Hvad sier De for eksempel til
følgende hændelse.
Jeg var en dag paa jagt i en av Polens uhyre skoger, og efter at ha
opbrukt alt mit krudt vendte jeg hjemover da mørket faldt paa. Da møtte
jeg pludselig en vældig bjørn, som med opspærret gap lot til at ville
gjøre mit nærmere bekjendtskap. Jeg rotet i en fart gjennem alle mine
lommer i haab om at finde noget krutt og en kule, men forgjæves.
Jeg fandt bare to reserveflintesten, og den ene slynget jeg da av alle
kræfter ned i gjennem uhyrets digre gap. Den likte nok ikke dette for
den gjorde helt om, og idetsamme slynget jeg den anden sten ind den
motsatte vei, og det frembragte i sandhet en uanet virkning. Begge
stenene støtte mot hinanden inde i maven og slog øieblikkelig ild, saa
bjørnen fløi i luften med et frygtelig brak.
Skjønt jeg saaledes kom helskindet fra det denne gang vilde jeg dog
nødig igjen vaage mig mot en bjørn uten andre forsvarsmidler.
Der synes at hvile en vanskjæbne over mig i den henseende, at de mest
glubske og farligste dyr i almindelighet møter mig naar jeg er værgeløs,
som om de instinktmæssig ante det. Saaledes hændte det engang, just som
jeg hadde tat av flintestenen for at paasætte en ny, at en uhyre bjørn
kom brummende mot mig. Jeg var aldeles hjælpeløs og hadde netop tid nok
til at klatre op i et træ for at redde mig. Ulykkeligvis faldt min
jagtkniv under opklatringen ned, saa jeg ikke hadde andet til at
paaskrue flinten med end mine fingre, som var aldeles utilstrækkelige,
da laasen var meget træg. Bjørnen la sig paa vagt under træet, og jeg
ventet hvert øieblik, at den skulde komme efter mig. Som jeg før har
fortalt hadde jeg engang med held avfyrt mit gevær ved hjælp av mine
øines ild; men det middel synes jeg litet om, da jeg hadde faat en
heftig betændelse i øiet av det, som endnu ikke var helbredet. Jeg
betragtet med begjærlige blik mit vaaben som laa paa sneen, men det
hjalp jo ingenting; men saa fik jeg pludselig et heldig indfald.
Mine herrer vet, at jægeren likesom filosofen bestandig har noget paa
rede haand. For mig har min jagttaske stedse været det arsenal, som
forsyner mig med ethvert hjælpemiddel. Jeg rotet efter og fandt noget
hyssing, en kroket spiker og litt voks. Vokset var stivnet i kulden, saa
jeg maatte først lægge det ind paa brystet for at bløte det op. Spikeren
strøk jeg saa over med voks, fæstet den til hyssingen og firte den
øieblikkelig ned paa knivens haandtak.
Den sterke kulde gjorde, at spikeren øieblikkelig frøs fast. Nu drog jeg
sagte og varsomt det noksaa tunge vaaben op med hyssingen. Med dettes
hjælp hadde jeg knapt gjort min rifle istand, før bamsen begyndte at
klatre opover træet; men jeg mottok den nu med en saadan salve, at
lysten til at klatre forgik den for bestandig.
En anden gang kom en uhyre ulv saa uforvarende over mig, at jeg ingen
anden utvei kunde finde paa end rent instinktmæssig at kjøre min arm ned
igjennem dens svælg. For at den ikke skulde bite armen over, stak jeg
den helt ind til skulderen, men hvad skulde jeg saa gjøre? Min stilling
var just ikke særdeles behagelig. Man tænke sig bare: ansigt til ansigt
med en ulv. Vi betragtet hinanden just ikke med de venligste blik, det
kan jeg forsikre. Hvis jeg trak min arm tilbake, vilde bæstet fare endnu
mere rasende ind paa mig, det kunde jeg tydelig læse i dets gnistrende
øine.
Jeg tok derfor et godt tak i dens indvolder, vendte ut og ind paa dem
som paa en hanske, kastet den saa til jorden og lot den ligge, sig selv
til straf og andre til advarsel.
Samme middel vilde jeg nødig ha forsøkt overfor en gal hund, som kom
sættende efter mig i en av St. Petersburgs trangeste gater.
Redde sig hvo kan, tænkte jeg, kastet min pelsværksfrakke og var inden
døre i et øieblik.
Jeg sendte min tjener ut for at hente frakken, og han hængte den ind i
garderoben til mine andre klær. Morgenen derefter da jeg sat og spiste
frokost, blev jeg høilig forbauset ved at høre min kammertjener Josef
rope:
«For guds skyld, baronens frakke er blit gal.»
Jeg sprang op, ilte ind i garderoben og fandt alle mine klær hulter til
bulter og nogen aldeles iturevet. Fyren hadde fuldstændig ret, frakken
var blit gal. Jeg kom netop tidsnok til at se den overfalde min fineste
selskapsdragt, som den rystet og tumlet med paa den ubarmhjertigste
maate.


III.
Anekdoter om baronens hunder og hester.

Alle disse merkelige oplevelser, mine herrer, som jeg nu har fortalt
Dem, faldt kun lykkelig ut ved hjælp av min aandsnærværelse og mine
kraftige anstrengelser, hvilke egenskaper, som enhver vet, er aldeles
uundværlige for den egte jæger, soldat og sjømand. Det vilde i sandhet
være en meget letsindig jæger, admiral eller general, som altid vilde
stole paa et lykkelig tilfælde eller sin gode lykke uten at bryde sig om
de forsigtighetsregler, som netop forebygger tilfældet, og uten i
forveien ved de bedste forholdsregler at sikre sig et heldig utfald. Jeg
har aldrig været skjødesløs hverken i den ene eller den anden henseende,
for jeg har altid ikke alene været kjendt for mine udmerkede hester,
hunder og geværer, men ogsaa for min dygtighet i at bruke dem, saa jeg
nok kan si uten at smigre mig selv, at jeg har skapt mig et
uforgjængelig navn i skog og mark.
Jeg skal ikke trætte Dem med lange beskrivelser av mine stalder, mit
hundehus eller min vaabensamling, men to av mine hunder var dog saa
udmerkede, at jeg aldrig kan glemme dem eller forbigaa dem i taushet.
Den ene var en fuglehund, som dag og nat var like nyttig, forstandig og
utrættelig. Om natten hængte jeg en lygte paa dens hale og jaget
saaledes godt, ja næsten bedre end paa lyse dagen.
En dag ikke længe efter at jeg var blit gift, fik min hustru det indfald
at bli med paa jagt. Jeg red i forveien for at opspore noget vildt, og
det varte heller ikke længe, før min gode hund stod foran nogen hundrede
raphøns. Jeg ventet imidlertid paa min hustru som skulde komme bakefter,
ledsaget av min forvalter og en tjener. Jeg ventet og ventet, men ingen
kom. Tilslut blev jeg ganske ængstelig og vendte om; men jeg var ikke
kommet halvveis, før jeg hørte stønnen og nødrop, som syntes at komme
fra et sted i nærheten, og allikevel kunde jeg ikke opdage et levende
væsen. Jeg steg da av hesten, la øret til jorden og opdaget at lyden kom
nedenifra jorden. Jeg kjendte paa stemmerne min hustru, forvalteren og
tjeneren. Saa husket jeg ogsaa at det ikke langt borte var en kulgrube,
som jeg ganske nylig hadde latt aapne, og det kunde nu desværre ikke
være nogen tvil om den skjæbne, som hadde rammet min hustru og hendes
ledsagere.
Fra nærmeste landsby fik jeg da i største hast hentet alle
minearbeiderne, og med de største anstrengelser lykkedes det os ogsaa
tilslut at faa draget dem op av gruben, som var over 100 fot dyp. Først
blev tjeneren og hans hest bragt for dagens lys, saa forvalteren og
tilslut min hustru og hendes lille kleppert. Det merkeligste ved hele
saken var, at trods det frygtelige fald kom ingen -- hverken mennesker
eller dyr -- til nogen skade, med undtagelse av nogen ubetydelige
skrammer; men saa var de saa meget mere forskrækkede og rædde.
Det blev ikke noget mere av jagten den dag, som man nok kan forstaa, og
i forskrækkelsen glemte jeg aldeles hunden, og det maa ogsaa være min
undskyldning for at jeg heller ikke husket paa den næste morgen, da jeg
maatte reise bort i vigtige forretninger som vilde komme til at holde
mig væk i fjorten dage. Jeg var neppe kommet hjem før jeg savnet min
hund, Diana. Ingen av mine tjenere visste nogen besked om den, skjønt de
hadde søkt overalt efter den. Tilslut fik jeg en god idé. «Du skal se,»
tænkte jeg, «at den endnu staar for raphønsene.»
Jeg gav mig straks paa vei, fuld av haab, og ganske rigtig, da jeg kom
dit hvad saa jeg da? Min tispe paa samme sted hvor jeg hadde forlatt den
for fjorten dage siden.
Avance! ropte jeg.
Diana for frem og jeg fik fem og tyve i et skud. Men det stakkars dyr
var saa magert og utsultet, at det knapt hadde styrke til at komme bort
til mig. Jeg skulde heller ikke ha faat hunden hjem, hvis jeg ikke hadde
tat den foran paa sadelknappen, hvilket man nok kan forstaa at jeg
gjorde med den største glæde. Nogen dages hvile og god forpleining
bragte den i likesaa godt hold som før, og nogen uker efter hjalp den
mig til at løse en gaade, som ellers sandsynligvis vilde være forblit
uopklart for bestandig.
I to dage jaget jeg den samme hare; Diana opsporet den bestandig for mig
men det kunde aldrig lykkes mig at komme den paa skud. Jeg har set for
mange underlige ting til at tro paa hekseri; men jeg tilstaar at min
forstand stod stille overfor denne avskyelige hare. Tilsidst kom jeg dog
saa nær den, at jeg næsten kunde berøre den med geværmundingen, da den
gjorde en kolbøtte og hvad sker da? Jo min hare hadde to par ben under
buken og to par paa ryggen. Naar derfor de underste var trætte, vendte
den helt rundt som en dygtig svømmer, som avvekslende svømmer paa maven
og ryggen, og løp saa videre paa de andre med friske kræfter. Jeg har