S/S "Styggen" - 3

paa sit eget kontor. Han tabte ganske fatningen: «Uforskammet! Der er
døren! Hvad er det De vover, er det mig De skjælder ud?»
«Take it cooly, old man! Her er en regning som skal betales først før
jeg gaar. Syv døgn à 40 kroner pr. døgn er 280 kroner, tak. Ogsaa er
der en liden reparation paa et damprør som kommer paa 50 kroner. Det
er 330 alt i alt.»
«Ikke en øre betaler jeg. Gaa Deres vei. Jeg vil ikke se Dem for mine
øine.»
«Jovist betaler De. Hvis ikke er historien udover hele byen imorgen.
Og Jonas Ratje aflægger ed paa at den er sand. Save?»
Da forglemte Hinken sig til den grad, at han hug haanden i brystet
paa Ratje for egenhændig at kaste ham paa dør. Men det skulde han
ikke have gjort. I næste sekund laa den vesle tyksakken paa sin bag
og sprællet med benene borte i krogen ved pengeskabet.
Der gled et blegt smil over Hahns strenge ansigt: «Kom her med
regningen, De kaptein Ratje. Jeg skal skrive paa den, saa kan De hæve
pengene ude ved kassen. Og saa kan De hilse Trumpen fra mig, at De
skal have slæbningen for den kullasten som kommer i næste uge.
Godmorgen Ratje, tak for umagen.»
Ratje blev lidt forbauset. «Tak selv hr. grosserer, godmorgen.»
Men da han vel var ude af døren og Hinken havde faaet samlet sig lidt
sammen borte i krogen, sagde Hahn: «Ratje havde fuldstændig ret. Der
var intet andet at gjøre, og vi skal være ham taknemlig for hans
konduite. Det hele var en skidt historie, og nu taler vi ikke mere om
den.»


Nedenom og hjem.

Det var en ny og slet ikke ubehagelig fornemmelse for Jonas Ratje,
dette at føle sig som velhaver.
Nu havde han og Dick Darling slidt ondt ombord i «Styggen», den vesle
taug- og vandbaaten deres, i en lang aarrække og aldrig var det
lykkedes dem at tjene mere end netop det allernødvendigste fra dag
til dag, indtil nu da stor og uanet rigdom var dumpet ned lige i
fanget paa dem.
Eller kanske nogen vil bestride at 435 kr. netto kontant er stor og
uanet rigdom? Det var netop den sum Jonas Ratje dags dato havde sat
ind i Kreditbanken, og Dick Darling havde nøiagtig samme sum i sin
indvendige trøielomme igaaraftes da han gik iland.
Da han imidlertid ikke var tørnet til idag, skjønt klokken gik til
tolv, saa kunde det formodes at beløbet for Dicks vedkommende
allerede var reduceret, og at Dick var fuld eller ialfald ikke vilde
vise sig før han var blevet det.
-- Jo da, de to gamle pirater var pludselig blevet lykkens kjælebørn.
Først var der nu en vis ekspedition de havde foretaget for de herrer
Hahn & Hinken. Den faldt kanske ikke precis saaledes ud som disse
høie herrer havde ønsket; men alt i alt havde Jonas Ratje ikke noget
at beklage sig over; for da det kom til stykket blev han godt betalt
for tort og svie.
Derefter satte det ind med et vældig sildefiske nede paa
Haugesundskanten og alt som bare kunde flyde og havde steam tjente
penge som græs. «Styggen» havde været i traden nat og dag i ugevis.
Ratje og Darling havde ikke havt fire timers søvn i døgnet i al den
tid, mens de sled ondt som hunder og tjente penge som grosserere.
Og endelig som de var færdig med hele sildesjauen kom der en tysk
havforskningsdoktor med briller og rare instrumenter og leiet
«Styggen» for 40 kroner dagen i hele fjorten dage.
-- Ak ja, livet var ikke saa værst, og selv om Dick tog sig et par
dages gallafyld ovenpaa de gode job, saa fik det taales, naar bare
det bagbæstet havde varskuet først, saa Ratje ikke behøvet at sidde
her og vente som en anden nar.
Forresten havde han det allright her i styrehuset. Han kunde jo gaa
hjem; men siden Dina Ratje født Weidemann igaaraftes havde hørt nævne
de mange kontanter, havde der været saa mange antydninger og
hentydninger og vink om alle de ting som hun og barnene absolut
maatte have nye, at det kanske ikke var værd at holde for nær opunder
der for det første.
Jonas Ratje karvet i piben og belavet sig paa at nyde livet. Han fik
fyr i tobaken og tog frem en flunkende ny bankbog med en vis andagt.
Jonas Ratje var kapitalist. Jonas Ratje havde bankbog. -- Nu kunde de
komme og gjøre sig vigtige baade «Dræberen» paa «Liv» og «Smaafanden»
paa «Trygg» og alle de andre paverne. Han blæste dem et langt stykke.
Ja, om det saa var Jeremiassen paa «Storegut», som havde hus paa
Laksevaag og var god for sine tyvetusen mindst, saa kunde han faa lov
til at kysse ham baade her og der.
Ratje stak ikke op for nogen.
* * * * *
Vaarsolen spillet i de smaakrusede bølger. Det skinnet af blanke
reflekser fra de mange ruder over i de nye murstensgaardene paa
Tyskebryggen og hele Vaagen var fuld af yrende liv. Der blæste en
liden frisk bris fra øst og inde ved Triangelen stod de kommunale
flag ret ud fra de tre flagstænger. Enkelte B. D. S.-skibe ved
Fæstningskaien var ogsaa flagsmykket i en eller anden anledning. Men
inde i styrehuset paa «Styggen» var det ganske stille. Solen baget
saa behagelig gjennem de store vinduer og Jonas Ratje laa paa ryggen
paa sofabænken og snorket. Piben var faldt i dækket og bankbogen var
blevet liggende paa hans brede bryst.
Pludselig vaagnet han. Døren blev revet op med et kraftig tag, og i
aabningen stod Dick Darling.
Dick var ædru. Ratje gned sine øine, han kunde ikke rigtig tro dem.
Dick ædru nu middagstider, endda han havde været i land hele
formiddagen, det var jo forholdsvis utrolig.
«Naa er du der, du gamle hallunk.»
Dick svarte ikke, han kom helt ind, lukket døren bag sig og satte sig
paa bænken ved siden af Ratje. Saa spyttet han langsomt og besindig
to gange og endelig kom det: «Det bliver svinagtig dyrt.»
«Dyrt? Hvad bliver dyrt?»
«Svinagtig! Sekshundredeogfemogtredve kroner, det er det allermindste
vi kan faa det for.»
«Er du gal, eller er du bare fuld, mand?»
«Ingen af delene. Jeg har været tre forskjellige steder og spurgt;
men 635 kroner er allerlaveste pris, det er bandt sikkert det. -- Og
du ved der kommer altid et eller andet lidet til, saa siger vi 700
kroner rundt.»
«700 djævler. -- Hvad er det du sidder og vabber om mand.»
Dick trak betænkt op et papir af lommen sin. Det var krøllet og
skiddent; men de store klodsede bogstaverne var ganske læselige. «Se
her, kan du selv se. Nyt vevlager i høitrykken 47 kroner, nye
pumpeventiler 15 kroner stykket, og da bruger vi endda de gamle
sæderne. Saa maa vi have fem nye stagrør i kjedlen og -- --»
«Plager hinmanden dig? Hvad skal dette sige?»
«Skjønner du ikke det, Ratje, at hvis vi skal gaa en dag længer med
denne vidunderlige submarine baaden vor, saa maa maskinen og kjedlen
repareres. -- Og nu har vi lidt penge, altsaa maa det gjøres nu, og
vi maa heller begynde idag end imorgen.»
Der kom et forunderlig træk om Ratjes mund. Han sad endnu med
bankbogen i haanden og blev siddende og bladet i den ganske
aandsfraværende.
Dick tiet ogsaa stille, spyttet langsomt og betænkt med lange
mellemrum. Af og til skottet han bort paa sin kammerat; men fandt det
raadeligst ikke at sige noget.
Saa dette var altsaa meningen.
Ikke før var der et par øre tilovers, saa straks var de ude for at
plyndre, baade den ene og den anden. Først madamen med jeremiader om
klær og sko og guderne maatte vide, hvad andet. -- Og saa Dick med
denne fillemaskinen sin. Nu havde den alligevel skranglet afgaarde i
ti samfulde aar trods der altid havde været den samme klagesang at
høre bestandig. Men til dato havde nu «Styggen» hostet sig frem fra
job til job -- og det klarte sig vel endnu en stund.
Jonas Ratje smeldte bankbogen sammen med et klask. «Nei saa pinedø,»
kom det resolut. Det skulde ikke ske hvordan pokker det saa gik. Han
puttet iltert bogen ned i den indvendige frakkelommen og knappet tæt
til, som om nogen vilde røve den fra ham.
Dick Darling blev siddende som før. Atter blev der en lang og pinlig
pause. Saa sagde han langt om længe: «Jamen vi maa. Der er ingen bøn
for det.»
«Maa, maa -- nei siger jeg,» buste det ud af Ratje.
«Tag det med ro mand. Det vi maa, det maa vi. Vi kommer ikke udenom
det. Vi kan ikke holde det gaaende et halvt aar til, og da bliver det
endda dyrere. Desuden, nu har vi penge; men om et halvt aar, saa har
vi ingen. Ialfald ikke jeg; for da har samlaget faaet dem. Jeg
kjender gamle Dick, den fyldehunden, fra før.»
«Ja du om det. Det er dine penge; men før jeg gaar med paa dette, før
skal vi sælge hele skrabejernshaugen efter vægt.»
«Sælge «Styggen». Det mener du ikke.»
Nu var Jonas Ratjes taalmodighed slut. Han røg op i et gnistrende
sinne, slog i væggen saa det skranglet i hytten og svor og bandte
baade paa det ene og det andet. Det var et stort ordforraad Jonas
Ratje havde til raadighed, naar han var i det hjørne.
Dick var heller ikke renonce for trumfer, og i de næste ti minutter
skjældte de to mangeaarige kammerater hinanden ud i et sprog, som
kunde sat skottene i brand, saa glohede var de gjensidige
velsignelser.
Endelig orket de ikke mere. De sank tilbage hver i sit hjørne af
sofabænken helt udmattede og kobberrøde i ansigterne. De var begge
anpustne som efter det tyngste arbeide, og de var fremdeles olme i
øinene. Det var ikke første gang disse to røg i totterne paa
hinanden. Tvertimod, gjennemsnitlig havde de et sammenstød en eller
to gange pr. uge; men saa voldsomt som denne gang var det yderst
sjeldent.
Der sad de nu og skjeglet surt til hverandre en lang stund. Men de
havde sagt, hvad der kunde siges. Kort og godt situationen havde
naaet det psykologiske moment, hvor den i næste fase maatte slaa om i
det tragiske eller i det komiske.
Det var en flue paa Ratjes næse som egentlig afgjorde det hele. Dick
Darling saa den og fandt den snodig og følgelig smilte han. -- Saa
smilte Ratje og Dick lo. -- Og da lo Ratje med.
«Naa endelig. Det var forfriskende; men gudbevaremigvel saa sint du
blev, Dick.»
«Ja da, og du var ikke det mindste sint, du. Bare sød og elskværdig,
ikke sandt?»
«Naa ja ja. Se her har du min haand, grinebider!»
«Tak. -- Men skal vi saa beslutte os til at reparere?»
«Nei.» Ratjes mund smækket i som en rævesaks.
«Naa saa, naa!» Dick blev atter stødt og der opstod en fem minutters
evighedspause. -- -- -- -- --!
«Du Dick. Skal vi sælge hele kassen?»
«Hvem vil kjøbe?»
«Hahn &. Hinken, ved du.»
«Ja for halvandet tusen. Det har vi jo snakket om saa mange gange
før.»
«Ja, men om vi sælger saa beholder vi jo jobben for dagløn.»
«Og bliver andenmands slaver for resten af vort liv. Tak, men det
bliver der ikke noget af.»
«Hvorlænge kan du holde det gaaende? Et halvt aars tid?»
«Ja til nød.»
Atter pause.
-- -- -- «Om vi assureret «Styggen», Dick. -- Ja mod totalforlis
selvfølgelig.»
Dick sendte sin kompagnon et blik. Hvad pokker var det nu som stak
ham?
«Assurere? Hm, hvorfor det?»
«Joooo! Der hænder saa mangt, sagde kobben. Det kan da være godt for
noget at assurere.»
«Hm!»
Atter en lang pause. -- Det var karakteristisk for situationen, at de
ikke kunde se hverandre i øinene. Deres blik mødtes uvilkaarlig
engang; men straks saa de til hver sin side. Netop dette gjorde, at
de forstod saa inderlig godt begge to.
«Tager vi takst paa hende, faar vi hende altids op i tre, halvfjerde
tusen kroner, og kanske lidt mere.»
«Ja ha, jo det faar vi nok. -- Men, puh saa kvalmt her er Jonas.»
Dick slog døren op paa vid væg og den kjølige friske vaarluft fyldte
hele styrehuset i en gufs.
De aandet begge to ud og suget et par dybe drag, nydelsesfuldt og
velbehagelig. -- Det var som en opvaagnen.
«Kom med op paa almendingen og faa et glas øl, Jonas. Jeg er saa
tørst, at det er ligesom struben skulde snøre sig sammen paa mig nys,
du.»
«Allright, gaa an. Jeg skal bare se efter fortøiningerne først, saa
kommer jeg efter.»
* * * * *
Naar en dampkjedel angribes af tæring, gaar det ofte for sig paa den
maade, at det begynder som et mikroskopisk lidet knappenaalsstik i
en plade; men lidt efter hvert griber tæringen om sig i det sunde
jern og der bliver som et saar i det. Man kan gjøre hvad man vil, man
kan ikke stoppe det. I slike tilfælde forsøger maskinisten med soda
og lignende kemikalier at koge sygen ud; men oftest uden held.
Det var slig tæring som havde angrebet Dick den dag da Jonas Ratje
havde talt om at assurere «Styggen». Det hele var jo ingenting og
selve bemærkningen var jo uskyldig nok; men den tanke som ikke blev
udtalt og som laa bagom, den var giftig. Den aad sig ind i Dicks hele
tilværelse og blev som et aabent saar, som laa der og værket og tæret
sig dybere og dybere ind i hans bevidsthed. Han var ingen
forbrydernatur; men han kunde forsøge hvad han vilde, den giftige
tanke havde faaet fæste, og det hjalp ikke at han slog brændevin og
andre destilata i sig for at stanse den. Sygen var der og lod sig
ikke drive bort igjen.
Anderledes med Jonas Ratje. Han var vistnok den som først havde
fostret tanken; men hos ham var den forlængst glemt da Dick en dag en
maanedstid senere pludselig spurgte: «Skal vi saa tage og assurere
vraget, Ratje?»
Det kom saa uventet, saa absolut apropos slet ingenting, at Ratje
uvilkaarlig brast i latter. «Ja hvorfor ikke?»
Mere blev der ikke sagt om tingen netop da; men allerede samme aften,
da de laa vel fortøiet inde ved Triangelen og skulde gaa hjem,
tog Dick temaet op paany: «Du gaar altsaa op og snakker med
assurancefolkene imorgen du, Jonas.»
«Det er alvoret dit det da, Dick?»
«Der er ingen anden udvei?»
De saa paa hverandre. Det var som de endnu engang vilde veksle tanker
om dette pinlige punkt. Men ingen af dem turde tale ud. De stod slig
næsten et halvt minut, saa trak de øinene til sig. «Allright!» sagde
Ratje og vendte sig helt rundt paa hælen og gik.
Den næste dag blev «Styggen» assureret for 3800 kroner og Dick
Darling gik i en rus de følgende otte dage. Ratje derimod smagte ikke
spirituosa; men paa hver side af munden hans grov der sig ind to dybe
furer, og det skjælmske gode udtryk i øinene veg plads for et
staalgraat kvast blik, som gav ansigtet et barskt og lidet tiltalende
præg. Dick lagde ogsaa mærke til at Ratje, som ellers alle dage havde
været pratsom nok, nu var blevet en taus og indesluttet mand.
Dagene gik og lykken var fremdeles med. Næsten hver uge kunde Jonas
Ratje forøge sin bankbeholdning. Sommetider bare med en femkrone,
andre gange med mere. Langsomt men sikkert naaede han de 500 og
videre helt op til 600 og forbi, saa han var paa god vei opimod de
700 kroner. Men der foregik samtidig en forandring med manden selv.
Han var blevet pengegridsk. Han drev sig selv og Dick og baaden til
det yderste, undte sig ikke ro hverken dag eller nat, men var
paafærde baade tidlig og sent og pirket op selv den mindste job, paa
hvilken der kunde tjenes en krone. Ja han forsmaaede ikke engang at
ligge til langt ud paa kvældene og samle op lystseilere, som laa i
vindstille bortunder Askølandet og drev. -- Det var forresten
en specialitet som ikke betalte sig saa daarlig. De unge
kjøbmandssønnerne var ikke knebne, især naar der var damer ombord.
Men denslags business gik ud over nattesøvnen, og Dick stod mangen en
god gang i maskinkappen og gjæspet og smaabandte for sig selv. Men
han tiet klogelig stille. Han havde faaet sin vilje med assurancen,
og han var klog nok til at indse at til gjengjæld vilde Ratje have
sin vilje i alt andet.
* * * * *
Det var en dag ud i august maaned. Der blæste en frisk bris fra nord,
og sjøen gik hvidtoppet indover Byfjorden. Ret ud for Dekkeværftet
laa en kolosal Hamburg-Amerikabaad og tog ind kul. Passagererne var
sendt iland som en anden saueflok for at kjøre til Fløien eller
Fantoft. Imidlertid gjaldt det at blive færdig med kulsjauen før
passagererne kom tilbage. Oppe paa promenadedækket gik en
snorebeslaaet næstkommanderende og var ubehagelig mod sine
underordnede og andre, som kom i nærheden af ham. Det forbedret ikke
mandens humør da han opdaget «Styggen» som kom hostende med en
kulskude paa slæb. Han sendte en hagelskur af mindre smigrende
hilsener imod den, og Ratje kvitterte promte ved at manøvrere slig,
at den skidne kulskuden gnuret sig et langt stykke bortover langs
pakketbaadens hvidmalte side.
Tyskeren fræste skjældsord over Ratje, som til gjengjæld paa
klingende «hamburgerplatt» lod ham vide, at det ingenlunde passet
sig for en stakkars næstkommanderende at tiltale en skipper og
selveier saa uhøvisk, og hvis han gjorde mere vrøvl skulde det være
Ratje en fornøielse at tage lægteren med sig igjen, saa kunde
Hamburg-Amerikalinjens aktionærer spendere en ekstra kjøretur paa
sine passagerer mens man ventet paa komplettering af bunkerkullene.
Tyskeren fandt ud, at han havde fundet sin overmand i kunsten at
bruge mund, hvorfor han vendte sig og drev agterover.
Ratje fortøiet lægteren og fik to tomme paa slæb tilbage til
Laksevaag.
Det var paa denne slæbeturen tilbage over fjorden at det hændte og
det gik saa fort for sig, at det var rent forunderligt. Slæberen var
kort og det blaaste en frisk liden kuling fra nord. Omtrent
midtfjords tog lægterne et forkjert skjær og drev ind paa «Styggen».
Den ene med stevnen midtskibs og den anden paa laaringen. «Styggen»
krænget saa voldsomt over, at Dick ganske enkelt gjorde en kolbøtte
udenbords. Ratje selv fik krabbet sig ud af styrehuset og fik saavidt
huke sig fast i stevnen paa den ene lægteren i samme nu som «Styggen»
sank som en sten. Den gik ret tilbunds, hang et sekund eller to efter
slæberen; men saa smaldt tauget af og Ratje saa bare, hvor sjøen
ligesom kogte under ham idet baaden for tilbunds.
Han var en kraftig kar Ratje; men jamen havde han job med at faa
halet sig ombord i kulskuden. Men op kom han.
-- Men Dick! Var Dick gaaet tilbunds? Han speidet ivrig ret ned i
sjøen, som om han ventet at Dick skulde komme op der «Styggen» gik
ned, og han blev ganske perpleks, da han pludselig hørte fra en
ganske anden kant:
«Hiv mig en ende ud, du din trefoldige bavian, eller kanske du vil,
at jeg skal gaa samme veien som «Styggen.»»
Saa blev Dick bjerget naturligvis; men han var ikke blid, da han
endelig blev halet indenbords. Han havde den opfatning at Ratje
idetmindste kunde varskuet før han sendte «Styggen» nedenom og hjem.
Han sagde sin kompagnon endel smigrende ord, hvoraf saapekoger og
idiot var nogen af de mildeste.
Besynderlig nok svarte ikke Ratje et muk. Han satte sig ret ned paa
polleren med hænderne for ansigtet.
Dick satte sig vis à vis. Han blev saa forbauset over, at Ratje tiet,
at han uvilkaarlig blev taus selv ogsaa. Men han var vaad efter badet
og han frøs i kulingen. Han saa sig om efter hjælp.
Borte paa Hamburg-Amerikabaaden havde den guldbeslaaede
næstkommanderende seet, hvad der gik for sig, og da han unægtelig var
sjømand selv om han var ubehagelig, saa var han ikke længe om at give
sine ordrer, og mindre end tre minutter efter katastrofen pilte en
dampchalup udover med næstkommanderende selv i agterskotten.
Da den kom inden praiehold blev Ratje nødt til at tage hænderne fra
ansigtet og svare, og Dick saa da til sin usigelige forbauselse at
taarerne formelig silte nedover kinderne paa Ratje.
Dick blev saa tankefuld. Han glemte baade at han var vaad og at han
frøs.
* * * * *
Der havde været sjøforklaring; men nu var den over og Ratje og
Darling stod ude paa gaden igjen. Det var saa forbistret underlig. De
følte sig saa hjælpeløse og hjemløse. Hvor skulde de gaa hen, hvor
skulde de gjøre af sig? Gaa hjem? nu midt paa blanke arbeidsdagen?
Gaa ombord? Der var jo ikke noget at gaa ombord i.
De drev bortover gaden, og helt ubevidst gik de mod havnen.
«Den klarte vi godt,» sagde Dick langt om længe.
Ratje svaret ikke.
Om lidt sagde Dick: «Men du kunde jo gjerne varskuet mig først. Det
var ikke din skyld, at jeg slap fra det med livet.»
«Tosk,» sagde Ratje.
«Det kan du selv være.» Dick var stødt. «Farvel,» sagde han og drev
en anden vei.
Ratje blev staaende og se efter ham. «Han tror pinedød, at jeg gjorde
det med vilje.» Et øieblik spekulerte han paa at løbe efter Dick
Darling og forklare ham, at det hele var et virkelig uforfalsket
uheld; men saa opgav han det. «Han tror mig saa alligevel ikke, det
nautet. Og desuden, naar sandheden skal siges, saa var det bare et
tilfælde at det blev et virkelig uheld; for -- -- --»
Han var stoppet op ret for Holbergstøtten. Han stod rent
aandsfraværende og saa paa den og talte med sig selv. En konstabel
over paa fortoget fikserte ham skarpt: Var manden fuld? Ordenens
haandhæver drev nærmere; men Ratje tog sig sammen og ruslet afgaarde.
Fader Holberg stod tilbage med sit broncesmil. Endnu spilledes der en
og anden komedie udi den berømmelige handelsstad Bergen.


Jesabel.

Jonas Ratje, føreren af slæbebaaden «Styggen II», laa og strakte sig
saa lang han var midt oppe i en taugkveil.
Han var inderlig forarget, og røgen fra den korte, smaa snadden kom i
korte hidsige smaa stød, som ekshausten fra en totakts motor.
Jeg sad paa polleren og afventet, hvad der vilde komme. En slig
forargelse maatte have afløb, og det kunde være ganske lærerigt
iblandt at høre Jonas Ratje udgyde sin bitterheds skaaler.
Men der gik fem minutter og der gik ti uden at den forventede
udladning kom. Han bare dampet og dampet paa piben, iltert og
uafladelig, og piben snorket af surhed og elendighed. Mig tog han
ingen notis af. Lod som jeg var bare luft. Jeg var dog ellers en
velseet og æret gjæst ombord i «Styggen II» naar min vei faldt
saaledes.
Det hele var ganske merkværdigt.
Langt om længe vovet jeg en liden bemærkning: «Hvor er Dick Darling
henne idag?» spurgte jeg.
Det var gnisten i krudttønden. -- Ratje sprang op og formelig fræste:
«Ja kan du sige mig det, du, saa er du klogere end de ti vise fra
Østerland. -- Væk er han, væk som et telegram fra Rundemanden, den
forbandede abekatten. Først lægger han baaden op en hel dag midt i
travleste sæsonen; fordi han maa have kjedelsjau. -- Kje-del-sjau,
naar det er travelt. Har du nogensinde i dit syndige liv hørt magen.
Men lad nu det gaa; men mens vi saa ligger bommende stille og alle de
andre bavianerne tager fra os det ene jobbet efter det andet, saa
triner min godeste Dick op efter middag med snip og manschetter og
bonjour og stiv hat, som en anden udenrigsminister og meddeler mig
ganske rolig, at han skal have fri, for han skal paa byen.
Nu har jeg faret paa salt vand siden jeg blev en næve stor; men jamen
er det det stiveste nogen har budt mig til denne dag.»
Jeg smilte sympatisk og lidt uforstaaende. Dick iland midt paa dagen,
det kunde sagtens forklares; men maskinist Darling i bonjour og
manschetter en hverdagseftermiddag, det hørtes utrolig og jeg rystet
tvilende paa hovedet.
«Hvad pokker griner du efter? Din udslidte kuglespidspen! Tror du mig
kanske ikke?» fræste Ratje. --«Jo far. Det er desværre altfor sandt,
og handsker havde han ogsaa, den kænguruen! Men hvis ikke den
forbaskede nordlandsdukken er «la femme» i den historien, saa skal du
faa kalde mig gryde saalænge jeg lever.»
«Nordlandsdukken?» Sandelig dette var en dag fuld af uanede nyheder.
«Gik Dick paa frierfødder?»
«Næ, hvis han endda det gjorde, saa skulde jeg tilgive ham hans
daarskab, saa gammel han er; men vil du tænke dig, den gamle
han-idioten har lagt sig til en guddatter. Han som aldrig har havt
nogen ting at bestille hverken med gud eller døttre. Og en tilkommen
og fornuftig mand skulde man tro. Men «no fool like an old one» siger
engelskmanden og han har dyre død ret.»
Themaet begyndte at interessere mig. Ratje var nu kommet i farten,
saa nu behøvet jeg bare at pirke lidt i ham en gang imellem med et
lidet spørsmaal for at holde ham gaaende.
«Naar begyndte komedien?»
«Aa Dick har altid havt stormandsgalskab, det er min mening; men
siden vi gik i kompani med Hahn & Hinken og begyndte at tjene lidt
penge har han været uudgrundelig hoven.»
«Dere tjener penger nu da?»
«Aa jo saamen, det kunde gaa værre, men saa ved du det trænges ogsaa,
for vor halvdel i «Styggen II» fik vi ikke for ingenting, saa der er
baade renter og afdrag at skulle klare. -- Men nok om det. Dick som
jo er ungkar har et par ganger maattet klare afdragene alene. Men det
siger jeg dig, det er det dummeste jeg har indladt mig paa i mine
dage. Den gangen Dick og jeg eiet gamle «Styggen», den som forliste,
husker du, da eiet vi halvt om halvt, og da var Dick et skabeligt
menneske at arbeide sammen med; men siden han nu er kommet til at eie
to kroner og femti eller vel saa det mere end mig i denne
fillekassen, saa er der forsyne mig faret en hovmodighedens djævel i
ham, saa det snart ikke er mulig at være indenbords med ham.
Stiveskjorte og glacehandsker paa en yrkedag, saa skjønner du selv.
Men det er denne fankens jentungen som er skyld i hele uleiligheden.»
«Ja, jentungen, hvor kom hun fra?»
«Fra himmerige eller Nordland eller et varmere sted, hvad ved jeg.
Hun kom dumpende ned paa Holbergsalmendingen en dag med parasol og
kruset pandehaar og trange skjørter og det hele, da mindst jeg anet
det. Dick, det asen, blev rød og bleg, og før jeg fik snu mig, saa
var det: Kjære søde onkel Dick og gamle hyggelige onkel Dick, aanei
saa morsomt at træffe dig, og jeg skal hilse saameget fra mama. -- Du
kunde faa kvalme af at høre paa det. -- Og idioten presenterede mig
for ladyen. Mig! Hvad byder du? Og frøken Jensen fra Harstad bød mig
tre fingre og tørket dem bagefter af paa lommekluden sin! -- Æsch!»
«Spørger du om hun var pen? En lang spæd tingest med svai i ryggen og
to kulstykker i øienhullerne og vældig kruset haar. Pen? Ja det var
hun vist, slig som saanne kvindfolkjægere som du kalder pen. Men hvad
business har hun med at være pen, naar hun bruger penheden sin til at
dreie hovedet rundt paa en slik skikkelig gammel hankat som Dick
Darling. Havde det været dig hun slog fekten paa, saa skulde jeg ikke
sagt et muk; men stakkels gamle Dick! Og hvad skal enden blive? Nu
kommer hun her næsten hvereneste middagsstund, og onkel Dick her og
onkel Dick der og baade fem og ti kroner i pompaduren sin, naar hun
gaar. Hun ruinerer ham. Det er hvad hun gjør med penheden sin. Han,
tosken, er stok sten blind og smisker og ler og gererer sig som en
nybagt dæksgut i Schiedamsche Dyik.»
«Jamen hvorfor taler du ikke til ham og faar ham fornuftig? Du har jo
ellers talegaver nok.»
«Sagde du, faa ham fornuftig? Gaa ud paa Nevengaarden du og snak
fornuft til patienterne og se om du faar dem fornuftige. Har jeg ikke
snakket, tror du? Jeg har bedt og bandet, truet, snakket resonerlig
og skjældt ham ud. Alt har jeg gjort; men tror du det hjælper. --
Aanei far. Bare du nævner tøsungen er han færdig til at fly i synet
paa dig.
Æsch. Jeg er saa lei hele filleriet at jeg kunde gaa bort og hænge
mig. Kom med op til madam Olsen i Kortpilsmuget og faa en dram og et
glas øl. Hun pleier at have sager i bagværelset.»
* * * * *
Det begav sig, at jeg kom ud paa andre eventyr og farter, saa der gik
maaneder før jeg saa mine venner Ratje og Darling igjen.
Men saa en dag ud paa vaarparten fandt jeg «Styggen II» fortøiet
langs Tyskebryggekaien og jumpet ombord. Dick Darling stod i
maskinkappen og Jonas Ratje støttet sig mod styrehusdøren.
Dick var bleg, og saa svært daarlig ud. Han var blevet saa underlig
gammel og var ligesom mindre end før. Jeg skulde netop gjøre en
bemærkning i den anledning, da jeg blev opmærksom paa Ratje. Han
gjorde de besynderligste ansigtstrækninger, blinket med øinene, kort
sagt, han bar sig som han havde voldsom tandpine. Samtidig hyttet han
til mig bag Dicks ryg, og jeg skjønte, at han ønsket at telegrafere
et eller andet til mig; men i farten var det mig ikke mulig at
forstaa, hvad det var.