S/S "Styggen" - 2

holde det gaaende en stund til, saa de kunde komme sig ind i ly af
skjærgaarden og dryppe anker, og han sørget for at baadsmanden ved
rattet hørte hvert ord han sagde. Det kunde være hændigt at have et
vidne, om der siden blev sjøforklaring.
Maskinisten lovet at gjøre sit bedste.
Der gik et kvarters tid endnu; men saa begyndte maskinens fart at
aftage mærkbart og ret som det var gjorde den et par dump og stoppet
op fuldstændig. Der laa «Ariadne» og drev med hele Nordsjøen tværs
paa siden og brændingerne en liden kvartmil nede i læ.
Det saa rigtig hyggelig ud.
«Faa op nødsignal, styrmand. Tre røde lanterner, saa faar vi se om
der kommer hjælp. Men for sikkerheds skyld faar De se efter om
livbaadene er klar.»
Styrmanden gik om sit arbeide og Brinkstein blev staaende igjen paa
broen. Der lagde sig et træt trist drag over hans ansigt.
Men idet de tre røde lys for tilveirs paa formasten, tog han sig
sammen. Han trak i fløitesnoren og udover sjøen klang der et langt
skjærende ul. Lidt efter ulte det endnu engang og saa endelig for
tredie gang.
Næppe var den sidste dybe tone forsvundet i kulingen, saa svaret det
ensteds langt nede i læ. Der kunde ingenting sees; men tre lange
gjennemtrængende hvin arbeidet sig op mod veiret ganske tydelig.
Brinkstein tog kikkerten og gransket kysten nøie og et par minutter
efter saa han en liden svart slæbebaad pile ud fjorden med kursen ret
tilhavs.
Styrmanden var færdig med sit og kom atter op paa broen og meldte af.
«Se der styrmand,» sagde skipperen og rakte ham kikkerten. «Der
hænder mirakler endnu lader det til. Nu faar De purre ud
andenstyrmand og folkene forud. Det kan blive heisent nok at faa
slæberen ud.»
«Allright, skal blive, kaptein. Vi faar vel tage den nye
manillatrossen?»
«Ja, den skal vel holde.»
* * * * *
Samstundes laa en Collin Archer skøite med tre rev i seilet bidevind
ud gjennem Korsfjorden med kurs for Marstenen fyr. Den grønne rand om
det sortmalede skrog fortalte, at det var en af statens toldkuttere,
og den omstændighed, at den stod udover nu mod natten i sligt
ruskeveir tydet paa, at den havde et specielt ærinde. Det kunde
forsaavidt være rigtig nok. Nogen fiskere inde ved Haakelsund havde
ladet falde et ord om, at der den foregaaende aften var strøket en
liden damper sydover udenfor kysten. Det var jo i og for sig ikke saa
underligt; men den havde foretaget nogen høist besynderlige manøvrer
og gaaet i en bue indenfor fyret istedetfor at holde kursen ret
sydover, og den havde ikke ført lanterner.
Føreren bestemte sig derfor til at løbe ud under fyret for at høre om
man havde observeret noget der, endskjønt der var vel liden hjælp i
det, for selv om det skulde vise sig at være rigtig, saa var det jo
nu et helt døgn siden. Man fik gjøre sin pligt og heller stikke ind
til Haakelsund for uveir til natten.
Men under Marstenen fik han høre noget som tog natteroen fra ham.
Fyrvogteren kunde meddele, at det var bugserbaaden «Styggen» af
Bergen, som havde staaet sydover, og den havde undladt at svare da
den blev praiet. Fyrvogteren havde kjendt den paa hosten dens; han
kunde ikke sige, hvor den skulde hen; men han var villig til at sætte
sin sjæl i pant paa, at den ikke havde rene papirer.
Paa toldkutteren holdt de skibsraad. Den hele historie lugtet
raaddent. Dertil kom at Ratje med sædvanlig elskværdighed havde
tirret skipperen paa kutteren langt udover al taalmodigheds grænser
her engang i sommer, da den laa i vindstille en dag, den skulde
indover til byen og hente hyre paa toldboden. Da havde Ratje, det
bæst, staaet og viftet med en taugende og slængt mange haanende ord
efter sig; men han havde ikke taget tolderen paa slæb.
Nu var der udsigt til at faa betale gammel gjæld, hvis lykken var
med; saa fik heller natteroen gaa fløiten. Det var ikke den første
nattesøvn man var gaaet glip af. Bare der havde været et lidet
fingerpeg om hvad Ratje havde fore; men foreløbig var det hele
jevngodt med at søge efter en synaal i et høilæs. Den eneste trøst
var, at den gamle skranglemaskinen til Dick Darling pleiet at holde
sligt leven, at man kunde høre den halve milen borte i fint veir. Og
en tolder maa have øren saavel som næse.
Det blev besluttet at et forsøg skulde der gjøres. Her var intet at
tabe og muligens meget at vinde.
* * * * *
«Styggen» fik slæberen stukket ud og skjønt det faldt haardt nok i
den høie sjø lykkedes det at bringe «Ariadne» i sikkerhed. Den lagde
sig i ly af den første den bedste holme i passende avstand fra fyret.
Mandskapet blev sendt tilkøis. Bare skipperen og styrmanden blev
igjen paa dækket; men nede i maskinrummet holdt de paa hele natten at
udbedre den skade, som maskinmesteren paastod at der fandtes.
Andenmaskinisten mente rigtignok, at det hele var noget forbistret
tøis; men han var ung og uerfaren.
Saasnart der blev rolig ombord blev der stukket en stor gummislange
ud gjennem sideventilen fra salonen. Den anden ende blev anbragt
direkte i «Styggen»s vandtanke, og ret som det var begyndte en væske
at rinde. Dick lurte lidt paa dette, indtil det gik op for ham hvad
det var; men da grebes hans skotske sjæl af en næsten hellig gysen:
«Forlade min synd, det er jo den rene uforfalskede Highland wisky vi
fylder paa tanken.»
«Ja gamle dreng, det stemmer,» sagde Ratje. «Nu begynder vi at faa
sammenhæng i lidt af hvert. Men det er saameget du ved det, at hvis
du smager saameget som en eneste draabe, saa hamrer jeg dig slig
igjennem, at du aldrig har været saa mørbanket i dit syndige liv.
Dette er ikke længer et picnic forstaar du, men den farligste
business som du nogengang har været i nærheden af. Save?»
«Oh yes, save.» Dick faldt uvilkaarlig i staver. Om lidt kom det:
«Men jagu er det haardt for en gammel synder. Her pumper de forsyne
mig best special Highland blend ombord som om det var det klare
kildevand; this is the oppertunity of a lifetime, som de siger hjemme
i Skotland og saa ikke smage det. Paven og alle hans helgener og
engler kan ikke staa for en slig fristelse.»
«Hør nu her Dick. Tænk dig lidt om før du indlader dig paa dumheder.
Du maa jo kunne regne ud ligesaagodt som jeg, at denne lasten tager
vi ikke ind paa tanken for at beholde den der i al evighed. Den skal
altsaa ud igjen en dag, og da kan det vel ikke være saa nøie, om der
kommer ud en ti tyve liter mindre end der kommer ind. Du faar altsaa
dit gallafyld uforstyrret naar du bare giver tid. Vi faar heller
lægge op en dags tid eller to mens det staar paa. Men foreløbig
gjælder det: Fingrene af fadet.»
Dick hørte paa og mens han hørte indaandet han med velbehag
wiskyduften. Han sukket, som om alverdens synd tynget paa ham: «Aa
ja. Du har vel ret; men -- --.» Slutningen af sætningen forsvandt i
et suk som var endnu tyngre end det første. Han skruet af den døsige
lampe under dækket og satte den og sig selv ved siden af slangen.
Kunde han ikke faa smage, saa vilde han ialfald fryde sit øie ved
synet af denne mængde wisky, hvis mage han aldrig før havde skuet.
Timerne gik og det vokset jevnt i tanken; men først langt over midnat
var de fire ton wisky vel forvaret ombord i «Styggen», og da var Dick
Darling sovnet ved siden af slangen fuld som en alke. Han havde holdt
sit løfte og ikke smagt en draabe; men spiritusdunsterne han havde
indaandet i timevis havde alligevel gjort sin virkning.
Ratje bandte, svor og skjældte værre end nogensinde før i sit syndige
liv; men da han havde forbrugt hele sit repertoire af eder og
skjældsord, og dertil havde udtømt sin opfindelsesevne i retning af
at lave nye, tog han det fornuftige parti at overveie, hvad der
skulde gjøres.
Og det var snart nok besluttet. Han havde jo ikke valget mellem saa
svært mange alternativer.
Han fik se at komme sig ind i ly af holmen i sundet igjen. Uheldigvis
havde Dick, det asen, forsømt at passe fyren under kjedlen, saa den
var sluknet. Det var en nydelig historie. Ratje alene kunde ikke
passe baade fyringen, maskinen og styringen i dette farvand, saa
forbistret trangt og vrient som det var indover. Og strilen skulde
blive ombord i «Ariadne» som kjendtmand.
Det eneste var om kaptein Brinkstein vilde laane ham et par mand i
travaljebaaden og bugsere ham ind paa ankerpladsen. Det blev ogsaa
enden paa historien.
Og vel var det, for det viste sig, at her havde lykken været bedre
end forstanden; for næppe var baaden vendt tilbage lige med det samme
det saavidt lysnet af daggry i øst før «Ariadne» blev praiet af en
skøite som dukket frem af mulmet. Det var toldskøiten og tolderen gik
ombord.
Hvad han sagde da han fandt salonen fuld af tomme wiskyfustager skal
være usagt; men kaptein Brinkstein havde en hel møie med at faa fyren
til at forstaa, at tomme wiskyfader ikke er toldpligtige, og at han
havde en speciel fornøielse af at have sligt skrammel i salonen. Det
var kanske en noget besynderlig smag; men Brinkstein pleiet aldrig at
tage andre hensyn ombord i sit eget skib end de loven tilsagde ham.
Hvad angik den infame wiskystanken, saa vilde han bemærke at den i og
for sig var mindst lige saa toldfri som fustagerne.
Jamen hvorfor var han ankret her midt i leden, istedetfor at
fortsætte til Bergen?
For maskinskade. Ene og alene for maskinskade. Uheldet var passeret
ret udfor fyret, og var der ikke tilfældigvis kommet en slæbebaad og
hjulpet ham ind her i læ, saa var skuden sikkert gaaet i stenene.
Slæbebaad? Hvilken slæbebaad? Hvor var den nu?
Det kunde kaptein Brinkstein desværre ikke sige. Det hele var hændt
om natten og han havde rent glemt at spørge om slæbebaadens navn. Den
havde hjulpet ham ind her og var blevet liggende til man ikke længer
havde brug for den, hvorefter den var forsvundet, sandsynligvis
sydover. -- Jo det var mulig, at det var «Styggen» af Bergen; men det
var ogsaa mulig, at det var en anden.
Og mere var der ikke at faa ud af Brinkstein.
Men tolderen gik fraborde med den moralske overbevisning at hvis han
bare kunde skaffe beviserne, saa var han sikker paa at kunne afdække
en af de frækkeste smuglerhistorier som nogengang var passeret paa
disse kanter af landet.
* * * * *
I tre døgn laa «Styggen» med samt dens to eiere fanget som mus i en
fælde. For nat og dag laa toldskøiten og krydset i Sælbøfjorden.
Ombord i bugserbaaden turde de ikke engang stikke fyr under kjedlen
for at røgen ikke skulde forraade dem. Det eneste de havde opnaaet i
al denne tid var at Dick var bleven ædru igjen; men endnu klaget han
over hovedpine.
Ratje tilbragte dagene med at ligge paa maven oppe paa toppen af
holmen, hvorfra han gjennem kikkerten kunde følge alle skøitens
bevægelser. Naar han var kjed af denne ensformige beskjæftigelse,
satte han sig til at forbande toldere og alt deres væsen og alle
deres gjerninger systematisk og vældig; men naar han saa sluttet og
atter greb kikkerten, saa laa den forbistrede skøiten fremdeles
derude i fjorden med tre rev i seilet og tog det saa rolig at det
kunde ærgre en sten.
Men den fjerde dags morgen fandtes der ikke længer den mindste smule
proviant ombord. Ja ikke drikkevand engang. Desuden var Ratjes
taalmodighed absolut og uigjenkaldelig tilende, saa nu stod det klart
baade for ham og Dick Darling, at store begivenheder var
uundgaaelige. Nu fik man vove noget, og saa fik det briste eller
bære. For sidste gang tog Ratje kikkerten og begav sig op paa sin
udkigspost. Skulde den infame skøiten være der fremdeles?
Vinden var lidt efter lidt gaaet om paa sydvest og var tillige løiet
betydelig. Regnet gjorde det heller ikke netop nu, saa at veiret var
usædvanlig sigtbart.
Ratje laa paa maven som almindelig. Han turde ikke staa opreist, for
tænk om skøiten var i nærheden, saa vilde han blive seet. Men han for
hele synskredsen rundt med kikkerten uden at se det spor. Han reiste
sig paa knæerne og lidt efter stod han opreist. Da var det saavidt
han langt nord kunde øine skøiten som stod rumskjødes opover mod
Bjørnefjorden.
Han raabte ombord: «Dick, hvorlang tid trænger du for at faa dampen
op?»
«Tre timer. Vandet er iskoldt paa kjedlen.»
«Allright, du skal faa to. Stik fyr straks. Vi faar forsøge at lure
os øst til Brandesund, der er landhandler, saa der kan vi altids faa
kjøbt lidt kaffe og mad. Hurry up mand. Foreløbig er snushanen blevet
lei; men det er ikke godt at vide naar vi har ham tilbage.
Dick fyrte op. Han stelte med ilden, raget og skuflet kul paa med
kyndighed og mange aars erfaring; for der var ingen som Dick, naar
først han lagde sig i sælen. Det var ikke længe før raadampen
begyndte at komme, og da to timer var gaaet kunde han begynde at
lunke maskinen. Han mumlet misfornøiet iblandt. Det var jo det rene
barbari at forcere fyringen slig paa en gammel raadden kjedel. Det
kunde jo ende med, at man sendte baade den og hele greien til
himmels; men Ratje trøstet ham med, at en vis mand havde hjulpet ham
hidtil og nok vilde gjøre det fremdeles. Selv stod Ratje og halte ind
ankeret. Tiden var kostbar. De havde ligget her paa fjerde døgnet nu
til ingen nytte. Hinken vilde nok læse dem en lekse, naar han fik
regningen.
Endelig slog befrielsens time. Rokken skranglet rundt og Ratje satte
kursen ud mellem holmerne, gjennem trange sund og smyghuller ret ud i
fjorden.
Men da han fik fri horizont, kvak han til og blev ganske bleg om
næbbet. En liden kvartmil oppe i fjorden kom toldskøiten skjærende
med baugen ret mod dem og frit farvand helt frem. Et øieblik stod han
som fjetret, raadvild. Det bæst av en tolder! Saa havde det hele
bare været en krigslist, og han, dumme naut, havde været saa sikker
paa sin sag, at han rent havde glemt at se sig for, før han stak
næsen ud fra sit smuthul. -- -- -- Men saa skaket han sig sammen,
slog kloen i rattet og brølte til Dick som forskrækket stak hovedet
op af lugen sin: «Shake her up, old man! Giv hende hver smit og smule
hun kan taale og lidt til, for ret nu er gamle Erik løs i alle
papirer, og nu faar vi en dans som vi mindst havde tænkt os.»
Dick fanget situationen i et eneste øiekast, saa forsvandt han som en
bussemand i en æske. Han forstod hvad det gjaldt, og at nu var
spillet hans saavel som Ratjes.
Her var bare et at gjøre. Ratje svinget rattet saa spagerne næppe
kunde sees. Det fik staa til ud forbi Stolmen og nordover eller
udover eller pokker i vold. Det fik blive et kapløb paa haarde livet.
Her var alt at tabe og svært lidet at vinde.
Dick stak hovedet op af lugen: «Nu har hun fuld aabning og høieste
damptryk. Nu faar vi prøve hvad «Styggen» taaler.»
«Allright!» sagde Ratje. Hans ansigt lukket sig i haarde bestemte
linjer. Han bed tænderne sammen saa det knaget i kjakerne.
Ombord i skøiten var de heller ikke søvnige. Der for en streng af
signaler tilveirs; men Ratje bare keg over skulderen: «Giv fanden i
de glorede tøilapperne,» mumlet han og fortsatte ufortrødent sin
kurs. Hver kabellængdes forsprang han kunde vinde nu var guld værd.
Damp mod seil, det skulde igrunden ikke være tvilsomt.
Men skøiten stak ud rev efter rev, til storseilet stod i top. Og saa
begyndte dansen.
Til en begyndelse gik det herlig; for saalænge skøiten endnu maatte
krydse havde «Styggen» alle fordele. Stolmen laa allerede langt
agterud før skøiten fik svinget om næsset; men da fik den først vind
i seilene for alvor. Hu, hei, saa den seilet. Det velbyggede fartøi
formelig danset fremover fra sjø til sjø; medens «Styggen», som
egentlig var alt andet end skikket for færden, laa og hugget i
sjøerne som et traug.
Men nordover bar det. Forbi Møgster og Marsteinen, og endnu var det
uafgjort om afstanden mellem de to vokset eller minket. Det strøg
Ratje som en tanke, at egentlig burde han stikke ind Korsfjorden for
siden at forsøge paa at gaa sydover igjen indenskjærs, hvor seiladsen
vilde blive saa meget vanskeligere for skøiten. Men enten det nu var,
at han ikke fik tid til at overveie denne planen ordentlig, eller det
var det at alle piratens vovehalslyster var vaagnet hos ham, det er
ikke godt at sige; men nok er det, han lod staa til nordover paa
udsiden af Sartorøen.
Men saa til al ulykke frisket vinden. Fra frisk bris steg den til
passelig kuling. Skøitens fører vidste at udnytte denne chanse til
det yderste. I løbet af næste kvarter blev det klart, at den halte
ind paa sit bytte.
«Dick, vi maa have mere fart. Dette ender med fiasko. Giv hende alt,
mand, som kan trække.»
«Hun har alt. Det er fuld aabning og største tilladte damptryk.»
«Saa giv hende alt, hvad du kan af det som ikke er tilladt da vel.»
«Der er straf for at fingre med sikkerhedsventilen.»
«Hu, dit bagbæst! Skammer du dig ikke. Der er straf for at seile med
fire ton wisky i lasten ogsaa. Har du endnu ikke begrebet det, du.
Spild ikke flere ord, mand. Shake her up!»
«Det er farlig. Det gjælder livet, saa gammel og skjør som kjedlen
er.»
«Blaas i livet! Det gjælder tugthuset, hvis vi bliver knebet. Det er
værre det.»
«Vel, som du vil. Jeg har varskuet. Du skal faa din vilje; men du
faar ogsaa tage følgerne.»
«Aa skidt! Eksploderer den gamle thekanden din, saa faar vi nok begge
tage følgerne, tænker jeg. Men klem paa. Her er ingen tid at tabe.»
Dick dukket ned i sit rige, hvor han stængte sikkerhedsventilen og
øget trykket til den gamle skranglekjedlen formelig ristet paa
puderne, og dampen piblet ud af lække pakninger og utætte
naglehuller. Han stod med øinene stivt fæstet paa manometer og
vandstandsglas. Det dirret nervøst om mundvigene hans, og trods
kulstøv og smuds lyste ansigtet næsten graahvidt dernede i
halvskumringen. Han vidste jo, hvad dette havde at betyde selv om
Jonas Ratje i sin uforstand var uberørt af hele vovestykket.
«Nu gaar det bedre,» sang Ratje ud efter en stunds forløb. «Vi haler
fra hende. Endnu kan tolderen komme til at faa en lang næse. Giv
hende et par pund til om du kan.»
Men Dick svaret ikke. Der fik være grænser.
Der gik en time. Fremdeles drev Dick kjedel og maskine til det aller
yderste, og fremdeles syntes avstanden mellem «Styggen» og skøiten at
holde sig uforandret.
Saa sprang hoveddamprøret. Ikke voldsomt. Men just i bændet ved
paaslipningsventilen piblet der ud en fin kvas glohed dampstraale.
Det kvak ordentlig i Dick med det samme. Ved et rent tilfælde havde
han flyttet sig lidt, saa han undgik at blive skoldet, hvad han
uvægerlig vilde blevet, hvis straalen havde truffet ham.
Han greb skruenøglen og aabnet sikkerhedsventilen; men han skjalv saa
paa haanden, at der gik næsten et minut, før dampen buldret ud
gjennem spildrøret. Men da seg han sammen paa bænken og hele hans
krop rystet som et aspeløv.
Da Ratje hørte dampen rutsje ud gjennem røret, svor han en vældig ed,
slap rattet og løb til lugen: «I svingende svarte Jerusalem, hvad er
det som plager dig mand?»
Dick saa op, og han hakket tænder, saa han næsten ikke kunde tale;
men endelig fik han da frem: «Ikke andet end at spillet er tabt. Vi
kan ligegodt give os med det samme. Hoveddamprøret er sprunget læk.»
«Du kan selv være læk. Stæng ventilen og det straks. Forstaar du da
ikke, hvad det har paa sig at vi lægger os til her nu?»
Men Dick bare rystet paa hovedet. Han orket ikke eller vørret ikke at
svare.
Da blev Ratje rasende. I et eneste hop var han nede paa dørken. Han
stak sin knyttede næve opunder næsen paa gamlingen og brølte ildrød i
ansigtet: «Vil du lystre, din forbandede saapekoger, eller saa
forsyne mig driver jeg til dig, saa du aldrig ser dagens lys mere.
Det er mig som er skipper her. Forstaar du det?»
Dick Darling reiste sig bare ganske rolig: «Bare driv til, du Jonas.
Du er jo gal mand. Du ved slet ikke, hvad du taler om.»
Det virket. Ratjes haand faldt slapt ned. --«Men er der da slet ingen
raad?»
«Ikke som jeg ser. Jeg kan i det høieste holde det gaaende for halv
eller trekvart fart. En times tid kanske, knapt det og.»
«Hm!» Ratje sagde ikke et ord mere. Han bare krøb op igjen paa
dækket. Skøiten var halt stygt indpaa dem nu, og rent mekanisk gik
han til rattet igjen og lagde baaden paa ret kurs. Han strøg sig over
panden. Hvad skulde han nu gribe til?
Pludselig holdt dampen op at buldre. Trykket var gaaet ned og
sikkerhedsventilen lukket sig med et lidet smeld. Ratje mærket
instinktmæssig at maskinen gik fremdeles, og at «Styggen» lystret
roret. Da var det ligesom han vaagnet igjen. I et nu havde han klart
for sig, hvad han skulde gjøre. Kanske tolderne endnu skulde faa
næsen i en klud.
«Kom hid Dick!» bed han i.
Dick kom, muggen nok og spurgte: «Hvad nu?» De to mønstret hinanden
et sekund.
«Du faar glemme at jeg forløb mig; men du kan vide jeg blev hidsig.
Omforladelse gamle ven.»
«Aa, det er allright,» sagde Dick. Han tog den fremstrakte haand og
knuget den som var det et hammerskaft han tog i.
«Men nu faar du holde det gaaende saa godt du kan i længste laget, og
saa faar du sætte pumpen igang fra tanken. Der er fire ton, det hiver
vi ud paa en times tid og saa længe maa vi klare os.»
Dick stod et øieblik ganske uforstaaende; men saa gik det op for ham,
hvad det var Ratje vilde. Det var som om man havde forlangt hans
hjerteblod. Hele hans skotske natur gjorde oprør mod denne formidable
tanke: «Pumpe? -- -- -- pumpe klare wiskyen ud i Nordsjøen? Aa
gudfaderbevaremigvel. Tusen gallon wisky ud gjennem pumperne. -- --
-- End Hahn & Hinken?»
«Til Bloksbjerg med dem. Det er vort eget skind det nu gjælder, og
dette er den sidste mulighed. Men tiden er kostbar, klem paa.»
De kjendte hinanden altfor godt disse to hædersmænd til at imponere
hinanden synderlig i hverdagslaget; men nu var Dick imponeret. Dette
var en stor mands hensynsløse greb i farens stund. Tusen gallons
wisky i sjøen! Du store alverden. Havde det været blanke kronestykker
Ratje havde foreslaaet ham at kaste overbord, det havde ikke anfægtet
ham synderlig, saalænge det ikke var hans egne; men wisky. Han gik
agterover og rystet paa hovedet hele tiden. Men han var kuet og han
lystret ordre. Det daget for ham at paa en maade var dette det
største han havde oplevet. Men da pumpen var kommet igang, og han saa
den dyre drik staa som en armtyk straale ud gjennem afløbsrøret i
skibssiden, da kunde han ikke længere, og han krøb ned i sit hul,
hvor han satte sig ned og graad af ærgrelse, som et barn man har
skjændt uretfærdig paa. Spændingen havde været for stor, nu kom
reaktionen. Dick Darling seg sammen som en vaad klud, slap og
ødelagt.
Men Ratje havde endnu sin hellige stund i behold. Det kriblet ham i
alle nerver. Vilde han kunne holde det gaaende til tanken var tom?
Det var det store spørgsmaal. Hvert halve minut saa han agterover, og
hvergang syntes han skøiten var kommet utrolig meget nærmere.
Men det tog sin tid alligevel før han blev indhentet, og da
skøiten endelig var naaet frem paa praiehold havde Ratje den
tilfredsstillelse at se at pumperne ikke længere tog. Tanken var
altsaa tom. Det gav ligsom rygrad. Han slap rattet og gik agter i
lugen til Dick.
«Aabne bundventilen og slip ind saa meget sjøvand i tanken, som der
er tid til,» sagde han. Og da han saa Dick straks reiste sig for at
efterkomme ordren, satte han hænderne for munden som raabert og
brølte over til skøiten en hel skylle af udsøgte uforskammetheder.
Hans samvittighed var nu snehvid og selv ikke en kongelig norsk
tolder havde noget at sige ombord i hans skib, de kunde være saa
beslaaet de vilde baade med blanke knapper og guldtresser baade her
og der. Men da han havde revet af sig det værste, faldt det ham ind
at paa denne maade kunde han gaa glip af halve komedien. Saa tilbød
han generøst at steame ind til Mjøvik, om kanske hans høihed vilde
gjøre ham den fornøielse at følge efter og aflægge ham en visit. Han,
Ratje, vilde føle sig smigret og hædret ved saa megen ære. -- Og
tolderen bed over agnet.
Naa ja. I Mjøvik fik Ratje sig en koselig stund. Men jamen var det
paa nippet, at Dick, det bagbæst, havde ødelagt det hele. Han havde
ikke kunnet modstaa fristelsen. Da han havde grædt ud, havde han i al
stilhed fyldt en pøs med wisky og stillet den tilside til senere
brug. I sidste øieblik opdaget imidlertid Ratje det, og endnu medens
tolderen stod ved siden af ham, slog han med aandsnærværelse hele
pøsens indhold overbord.
«Den pøsen skal bare bruges til drikkevand, Dick. Det ved du, saa du
kunde gjerne finde noget andet til alskens suttel og søl, naar du
endelig skal bale med det. -- Men undskyld, jeg glemmer nok min pligt
som vært,» vendte han sig forekommende mod toldbetjenten. «Hvormed
kan jeg være til tjeneste, min herre. Jeg kan ikke tænke mig, at
dette skal være et toldeftersyn, saasom vi aldrig gaar i udenrigs
fart. Men forøvrigt er der intet som er mig kjærere end om det høie
toldvæsen vil benytte mit ringe skib som øvelsesfeldt. Det kunde jo
muligens være nyttig.»
Tolderen bare skulet bort paa ham. «Vil De aabne vandtanken for
mig?»
«Med fornøielse,» han viste veien ind i «salonen» og aabnet en luge i
dørken. Hele rummet fyldtes øieblikkelig med den lifligste
spiritusduft. Tolderens ansigt opklaredes i et bredt veltilfreds
smil.
«Kan De laane mig et glas?» spurgte han.
«Nei desværre, det findes ikke her ombord; men kanske en vandøse kan
klare det?»
Tolderen nikket bifaldende. Øsen kom og tolderen fyldte den til
randen i tankens dunkle dyb. Han satte den for munden og drak en
vældig slurk. -- -- -- Derpaa spyttet han: «Aa fy for al landsens
ulykke. Det er jo sjøvand!»
«Ja naturligvis er det sjøvand. Kjære hvorfor spurgte De mig ikke
først, saa skulde jeg have sagt Dem det straks. Kanske De troede det
var brændevin, De? -- Nei desværre, saa heldig er vi ikke herombord,
at vi kan have hele tanken fuld af slige sager at traktere vore
gjæster med, selvom de er saa høitæret som Dem min herre.»
Toldbetjenten vendte ret om paa hælen og gik fraborde uden saameget
som at sige farvel.
Men da han var vel afgaarde gik Dick bort til værktøiskabet sit, det
han meget omstændelig lukket op. Han tog kaffespandet sit ud, tog
laaget af og holdt spandet bort under næsen paa Ratje: «Det var
meningen min at dele med dig, Jonas; men naar du har raad til at slaa
væk en hel pøs wisky, saa fortjener du sandelig ikke at faa noget.
Nu vil jeg drikke, og du kan nøie dig med at se paa.»
Ratje bare lo. «Drik du. Du kan trænge det efter dagens
sindsbevægelser. Imens gaar jeg iland og ser om vi kan opdrive lidt
mad; for jeg er sandelig mere sulten end tørst.»
* * * * *
Paa matten nede ved døren i det indre kontor hos Hahn &. Hinken stod
Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene.
Ved den ene side af den høitidelige kontorpult sad Hahn, taus og
alvorlig, som altid.
Men frem og tilbage paa gulvet mellem vinduet og pengeskabet løb
Hinken skummende af raseri. Ratje havde netop aflagt en fuldstændig
beretning om turens begivenheder og Hinken var misfornøiet med
resultatet som rimelig kunde være. Af og til stoppet han op og kastet
nogen iltre spørgsmaal til Ratje, som besvaret dem med knusende ro.
«Men gubevaremigvel mand, forstod De ikke, at det var penge De paa
den maaden pumpet overbord? Blanke penge. Fire femtusen kroner kastet
paa sjøen.»
«Ja er det noget at snakke om.» Ratjes beskedne ydmyghed var med
engang som strøget af ham. Stemmen blev hidsig og agressiv. «Det var
vel billig nok sluppet det. Eller kanske De synes, det vilde lønnet
sig bedre at tage et par aars tugthus for at redde de lumpne
kronerne for toldvæsenet. For det maa De da begribe, at hvis jeg ikke
havde gjort hvad jeg gjorde, saa var Deres fordømte smuglehistorie
blevet røbet. Det kunde blevet noget andet det end at sidde lunt paa
kontoret, medens andre risikerer baade liv og ære for Deres skyld.
Havde De sagt fra paa forhaand hvad hele affæren gjaldt saa skulde
pokker havt noget med Deres skidne smuglegods at gjøre.»
Attaken kom saa uventet. Hinken var ikke vant med at blive overhæklet