S/S "Styggen" - 5

Der laa Trumpen og fræset og spyttet sjøvand og svor ved alle himlens
og havets guder: «Træk mig op, din satan!» skreg Trumpen.
«Fy, din tale er usømmelig, din uciviliserte tosk», sagde Ratje. «Tal
høflig til din overmand. Høflighed koster ingen penge.»
«Træk mig op, eller saa skal hinmanden --»
Ratje slakket en halv favn eller saa paa linen og Trumpen fik sig en
ordentlig dukkert. Da han kom op til overfladen stønnet og spyttet
han værre end før; men lektionen havde været lærerig. «Vær nu
skikkelig og træk mig op, Ratje», bad han pyntelig.
«Se se, vi begynder alt at lære opdragelse,» sagde Ratje; men han
gjorde ingen miner til at hjælpe synderen indenbords.
Da blev Trumpen ræd, og der skjalv frygt i hans stemme. «Aa, kjære
Ratje, hjælp mig op nu, er du snild. Du ved du skal have det saa godt
igjen,» klynket han.
Ratje godtet sig. «Ja ja, -- godt igjen. Du sagde ikke det forleden,
da du lod Hansen paa «Trygg» faa slæbene og stak provisionen i lommen
uden at dele med Dick og mig, endda du ved saa vel hvad aftalen er.»
«Jeg har ikke faaet nogen provision!»
Dick Darling kom op fra maskinrummet i det samme for at se, hvad det
var som var iveien og Ratje raabte til ham: «Kom her, Darling,
Trumpen siger, at han fik ingen provision af Hansen paa «Trygg.»
Dick kom. Med et eneste blik opfattet han situationen. Han stak
hænderne i lommen og plystret en lang forstaaelsesfuld node.
«Hvad skal vi gjøre med ham?» spurgte Ratje. Han brød sig slet ikke
om at Trumpen begyndte at brøle om «hjælp» alt det han orket.
Dick kastet et foragtelig blik udenbords. «Lad ham gaa tilbunds. Det
er jo bare en søndfjording,» sagde han ligegyldig.
«Aa, Gud bevare mig arme synder,» stønnet han. «Træk mig op. Jeg
klarer ikke at holde mig oppe længere nu.»
«Aa jo da. Du klarer det længe endnu,» sagde Ratje, han gav den
ulykkelige Trumpen en ny dukkert.
«Hvormeget var det du fik hos Hansen?» spurgte Ratje, da han kom op
igjen.
«Jeg fik ikke en øre, hører du,» jamret det udenbords.
Atter slakket Ratje et par alen paa linen. «Hvormeget var det du
fik?» kom det uforstyrreligt.
«Ti kroner,» skreg han langs skibssiden i sin yderste nød.
«Fy, at du kan lyve nu i din sidste stund.» Ratjes stemme var mildt
bebreidende og Trumpen gik under paany.
«Hvormeget var det saa du fik?»
«Syvogtyve kroner.» Trumpen var blevet myg som voks nu. Han skjønte
det hjalp ikke at komme med løgn længer.
«Syvogtyve kroner? Og nu vil du dele med Dick og mig? Vil du ikke
det, Trumpen, vennen min.»
«Jo bare hal mig op, jeg greier det ikke længer.»
«Og saa vil du forære Dick og mig din part, fordi vi er saa snilde at
lære dig af med din begjærligheds synd?»
«Nei, saa skulde da f-- -- --»
Resten druknet i de salte vover. «Høflig, fremforalt høflig, naar du
taler til en kaptein, din flerfoldige søndfjordstril, der du er. Vil
du forære mig og Dick din part eller vil du ikke?»
«Aa jo, træk mig op, saa skal du faa det.»
«Naa endelig, nu bliver du medgjørligere, lader det til.»
«Ja, ja, bare træk mig op, saa skal du faa det med engang, -- Aa du
din blodtørstige -- -- --.»
«Naa høflig! siger jeg,» kom det advarende. «Ræk portemonæen din til
Dick først; og nu faar det gaa lidt gesvindt, for nu er jeg lei af
denne komedien.»
Der kom en baad roende indover; men Trumpen kunde ikke se den der han
laa.
«Træk mig op først, saa skal du faa pengene.»
«Aa langt fra. Pengene først,» sagde Ratje, han gav Trumpen en lang
dukkert, længere end nogen af de forrige.
«Har du bestemt dig nu?»
Trumpen graad sine modige taarer. Men han havde endelig lært. Uden et
ord mere fik han med møie og besvær portemonæen op af lommen med den
ene haand og Dick bøiet sig udover og tog den fra ham.
«Saa, hal mig nu indenbords,» sagde Trumpen.
«Nei stop lidt. Se først efter, Dick, om der er penge nok. -- -- Saa
der er det? Ja ja, da kan du hive stormleideren ud til ham, den
elendige stymper, og giv ham en haand, saa han kommer ombord.»
Idetsamme robaaden svang om agterstavnen paa «Styggen II» saa at
Trumpen kunde se den, blev han halt over rækken af fire kraftige
hænder.
Men Trumpen var saa rystet at han satte sig ret ned paa polleren og
graad som et barn.
«Tja», sagde Ratje. «Jeg haaber det har været dig en velsignet stund
til belærelse og eftertanke. Men du kan understaa dig til oftere at
lade Hansen paa «Trygg» faa slæb, naar jeg er i nærheden, saa kan du
bide dig i næsen paa, at du skal faa med mig at bestille. Tror du
kanske at du din noksagt kan komme kaptein Ratje tværs for baugen,
ustraffet? Uf at slikt naut skal faa lov til at leve. Jeg angrer
næsten paa, at jeg drog dig op igjen.
Men nu faar vi se at faa fat i skuden igjen, Dick. Har du pengene?
Lad mig faa 13 kroner og 50 øre og lad den stymperen faa igjen sit
raadne mammon.
Fuld fart forover, Dick!»


Diplomatiske forhandlinger.

Jeg skulde møde en mand klokken to; men nu var den bare tolv, og jeg
vidste virkelig ikke hvor jeg skulde gjøre af mig i mellemtiden.
Derfor blev jeg staaende midt paa Tyskebryggekaien og betragtet
mistrøstig omgivelserne. Folk pilte afgaarde under paraplyerne, for
himlen var aaben og trods det var i slutten af mai var veiret saa
koldt og ufjælgt som om vi skulde være i februar.
Jeg stod og overveiet, hvorvidt jeg skulde bestemme mig for en
café eller kaffistova, da jeg pludselig blev var en liden
grønmalet skorsten som stak op for enden af kaien ude ved
Nicolaikirkealmendingen. Da var jeg ikke i tvil længer. Det var en
evighed siden jeg havde hilst paa mine venner ombord i «Styggen II,»
saa skjæbnen kunde ikke give mig et tydeligere vink. Skorstenen var
ikke til at tage feil af. Der fandtes bare den ene af den
konstruktion og farve paa hele Vaagen.
Styrehuset var lukket, men jeg hørte stemmer indenfra. Det var først
min mening at praie, men det faldt mig ind at det var ganske
overflødig og jeg steg stille ned paa dækket.
De inde i huset var saa optaget af sit, at de ikke lagde mærke til
den smule støi jeg gjorde, og jeg hørte de var høirøstede. Det var
først Jonas Ratjes sterke trompetrøst som sagde:
«Aa gamle Hahn er ikke saa værst; men Hinken er og bliver en
blodsuger alle sine dage. Han var saa sta som et muldyr.»
«Ja, og naar Hinken ikke vil, saa staar du og gaber og ved ikke ud
eller ind. He, Hinken vil ikke. Asch, at du ikke skammer dig Ratje!»
Det var Dick Darling som gnældret dette, og det slog mig at han var
ualmindelig ophidset. Det lignet slet ikke Darling, som ellers var et
af de roligste mennesker jeg kjender.
Et øieblik var jeg fristet til at blive staaende for at faa høre
videre, hvad det hele dreiet sig om; men saa syntes jeg ikke det godt
gik an at belure mine gamle venner, og derfor aabnet jeg døren med et
raskt greb.
Der blev pludselig saa stille, idet de saa mig. Det var tre ialt.
Kaptein Jonas Ratje som stod bred og majestætisk midt i rummet. Dick
Darling, maskinisten, i det ene sofahjørne og Trumpen, kulformanden
hos Hahn & Hinken, i det andet. De skulte paa hverandre alle tre,
som folk gjør naar de pludselig bliver afbrudt i en hemmelig samtale.
Denne skulende taushed var ikke netop det velkommen jeg havde ventet
mig, og jeg følte mig oprigtig talt lidt stødt og lidt skuffet.
«Goddag,» sagde jeg. «Jeg kan godt gaa min vei igjen.»
Ratje tog sig sammen. «Nei for noget sludder. Stig bare paa og luk
døren efter dig. Goddag pennevisker! Det var bare noget vi sad og
snakket om, og saa kom du saa uventet. Det var derfor vi blev lidt
altereret med det samme du aabnet døren.»
Jeg lod mig ikke nøde. Min nysgjerrighed var vakt og her var jo
øiensynlig noget i gjære, men for anstændigheds skyld fandt jeg at
burde bemærke: «Jamen hvis jeg kommer til uleilighed, saa -- --»
«Nei langt fra. Tvertimod, du kan kanske hjælpe os, naar du faar høre
hvad det er,» sagde Ratje, og Darling gjorde plads for mig i sofaen
og trykket min haand, hvad der var ligesaagodt som en skriftlig
sanktion af skipperens udsagn. Bare Trumpen spyttet lidt
demonstrativt; men vi var ikke vant til at tage nogen notis af hvad
Trumpen mente eller ikke mente. Jeg dalte ned midt i sofaen uden
videre palaver:
«Altsaa fortsætter vi der hvor vi slap. Hvad er det Hinken ikke vil?
og hvorfor skal Ratje skamme sig? Det var saalangt vi var kommen, da
jeg havde den ære at gjøre min entré.»
«Fordi han er en tosk,» svarte Darling.
«Hvem, Hinken?»
«Nei, Ratje. Hinken er et asen.»
«Aa saaledes!» sagde jeg; men jeg var fremdeles ikke med paa noderne.
«Du prater du,» replicerte Ratje til Darling. «Naar du er saa meget
bedre end jeg, saa kan du jo gaa op og klare braserne selv da. Det er
let nok at sidde der i sofahjørnet og bruge kjæft; men faa den
snydenstruppen til at sælge, det er betydelig værre det. Du kan bande
paa at han ved lige saa godt som du og jeg at «Styggen II» giver sine
femogtyve procent saavist som den giver noget. Det er Hahn & Hinken
som er bogholdere for denne kareten her, saa du behøver ikke fortælle
ham noget om den ting. Du kan lide paa, at han ved hvad side af
smørrebrødet der er smør paa. Han har vel sine provisioner som vi
ikke faar vide noget om, som vi har vore, som han muligens aner; men
som ialfald ikke staar i bøgerne hans.»
«Ja, men netop derfor er det han maa og skal sælge. Vi skal have
denne baaden for os selv, og naar vor halvdel giver 25 pct., saa
giver den anden halvdel ogsaa 25 pct. Følgelig er det bedre at have
hele greien selv.»
«Visdom, Darling. Visdom hvert eneste ord. Der er bare den hage ved
det hele, at Hahn & Hinken ikke vil sælge.»
«Tja, det har du sagt et par ganger nu; men det er slet ikke det som
er kjernen i spørgsmaalet. Her er ikke tale om hvad kjøbmand Hinken
vil. Her er tale om hvad vi vil og hvad han maa. Og er ikke du saapas
kar, at du kan greie den biffen, saa er du betydelig mindre kar end
jeg har holdt dig for. Det er det hele.»
«Du har kanske midler til at tvinge ham du, Dick.»
«Se, din vesle taagehjerne begynder at skimte en tranlygte gjennem
skodden nu, lader det til. Jeg siger ikke, at jeg har midler til at
tvinge ham; men hvad jeg mener er at vi maa arrangere det slig at
Hahn & Hinken vil sælge naar vi vil kjøbe.»
«Du vil kanske være saa venlig at antyde, hvorledes du har tænkt dig,
at det skal foregaa?» Jonas Ratjes stemme var kvas af sylspids ironi,
men Darling lod som han ikke mærket det. Han sad lidt og saa ud for
sig, saa spurgte han: «Var det umulig at faa ham til at nævne en
pris?»
«Gudbevaremigvel. Er du fuld eller er du bare dum? Den sidste halve
time har jeg holdt paa med at faa dig til at begribe, at Hahn &
Hinken ikke vil for nogen pris.»
«Allright, Jonas. Du giver altsaa det hele op for a bad job. Saa faar
jeg forsøge. Vil du være med op nu straks, eller skal jeg gaa alene?»
«Nu med en gang?»
«Ja nu!»
«Pokker til hastverk. Du faar idetmindste vaske dig!»
«Nei, det kan gjøres bagefter, det.» Dick reiste sig og gik. Ratje
fulgte brummende efter. Trumpen, som jo ogsaa var medeier for en
sjettepart, blev slet ikke spurgt om han vilde være med og blev
siddende tilbage; men da han ikke var videre underholdende, saa gik
jeg min vei.
* * * * *
Det var først senere at jeg fik høre, hvorledes det var gaaet paa
Hahn & Hinkens kontor. Hahn var gaaet og Hinken sad alene, da de to
taugbaadsfolkene tren ind i det indre kontor. De lod døren staa aaben
bag sig, saa kontoristen og løbergutten kunde høre hvert ord.
Hinken svarte ganske kort paa Dick Darlings venlige godmorgen: «Naa,
hvad var det saa?»
Dick gik ikke lige paa sagen. Han blev staaende og dreiet den fedtede
sekspencehuen mellem fingrene før det kom:
«Det er bare det, at «Styggen» maa under værksted og faa maskinen
ordentlig overhalet, og vi vilde gjerne vide hvadforet værksted det
skulde være?»
Hinken saa op: «Værksted? Kaptein Ratje har ikke sagt noget om det.»
Ratje sagde ikke noget. Han ante ikke hvor Dick vilde hen, derfor
tiet han.
«Baaden er jo flunkende ny, og aldrig har jeg hørt et ord om, at
nogenting var iveien,» sagde Hinken, da han ikke fik noget svar.
«Baaden er snart fire aar gammel den, saa det er paa tide at maskinen
bliver overhalet.» Dick slap en diger spytteklyse midt paa
linoleumen.
Hinken blev rød; dette var mangel paa respekt; men han holdt sig i
tømme og sagde noksaa høflig: Der staar spyttebakke der ved ovnen,
Darling.»
«Ja, jeg ser det!» sagde Dick uendelig ligegyldig. Og pludselig
vendte han sig til Ratje: «Du Jonas, har du nogensinde seet noget saa
snodig som kjøbmand Hinken sin næse? Den er grøn paa tippen, get.»
Ratje skjønte fremdeles ikke hvor det bar hen; men han vidste at Dick
Darling var ædru den dag, saa han forstod han havde en hensigt, og
Ratje var villig til at støtte sin ven for alt han var værd og svarte
kjapt nok: «Ja pinedø! Jamen er den grøn, det har jeg aldrig lagt
mærke til før.»
Hinken førte uvilkaarlig haanden op til næsen. Han blev stupende rød
og i mange sekunder kunde han slet ikke faa ord for sig; men endelig
brølte han: «Er dere fulde begge to?»
Dick smilte blidt og sagde henvendt til Ratje: «Har du set saa galt?
Jeg tror han bliver sint fordi vi beundrer næsen hans. Gad vidst om
han faar et anfald?»
«Aa nei da! Han overlever det nok. Men han burde se sig selv i et
speil, saa vilde han bedre kunne forstaa hvor nydelig han er.»
«Ja, især nu naar han er saa rød i fjæset. Det røde og det grønne
staar ypperligt til hverandre. Se saa fint det schatterer. En av
disse moderne malerne maatte kunde faa et søkkende fint skilderi af
det derre der.»
At Hinken ikke fik et apoplektisk anfald er ubegribeligt. Han stirret
fra den ene til den anden, og guderne maa vide hvad han tænkte om
dem: men de to stod saa uanfægtet og hverdagslig, som om det var den
naturligste ting af verden at diskutere chefens næse i hans egen
nærværelse.
Ude i det ydre kontor hang Olsen hjælpeløst over kassebogen. Han bed
sig tilblods for ikke at sprække af latter. Det var hans lykke at
Hinken ikke kunde se ham.
«Ud, ud med dere!» brølte Hinken.
«Du skal se han vil kaste os paa dør,» sagde Dick uendelig forbauset.
«Ja kanske det. Han ser ud som han kunde finde paa lidt af hvert. Gad
vide om et glas vand vil berolige ham.»
«Og nu vi havde det saa morsomt og hyggeligt.» Dick rystet
misbilliggende paa hovedet.
«Ud, siger jeg.» Hinken var ikke længere sig selv mægtig. Han reiste
sig og kom frem mod Dick med næverne knyttet og med mord i øinene.
«Lad være Ratje. Lad være, dit fæ, dette er min affære og ikke din.»
Det var Darling som skreg, og det var akkurat saavidt han fik grebet
Ratjes vældige næve før den faldt. Men i samme nu havde han selv
Hinkens knyttede haand plantet i sit venstre øie. Det var et kraftig
slag saa han var nær ramlet overende; men han stod sig alligevel. Han
ravet bare bortover til Ratje og lagde armen om halsen paa ham. «Bær
mig ud! Fort! Manden er jo gal!» Han lod som om han besvimet, saa
Ratje blev nødt til at holde paa ham.
«Ud, dit asen,» hvisket Dick.
«Ud af mit hus,» brølte Hinken.
Ratje havde mest lyst til at knuse Hinken som havde slaaet hans ven;
men Dick hang tung mellem armene hans og han kunde ikke for skams
skyld slippe ham. Han løftet ham op og bar ham ud gjennem det ydre
kontor og ud i gangen. Der kom Dick pludselig til sig selv igjen, og
smidig som en aal smat han ud af Ratjes trofaste favntag.
«Saa tak. Du behøver ikke bære mig helt ud paa gaden, Jonas.»
* * * * *
«Hvad jeg ikke kan begribe,» sagde Jonas Ratje, da vi siden paa dag
diskuterte begivenheden over et par flasker øl paa Tyskebryggens
café, «er at du, Dick, kunde besvime, fordi om du fik den
guttaperkanæven hans i synet.»
Dick smilte svagt, og smilet var ganske grotesk, for hele fjæset hans
var meget ophovnet paa den ene side. Han havde vasket sig nu; men
netop derfor blev det forslaaede øie saameget pragtfuldere at skue.
Nu var det ham, som var blaa og gul og grøn i ansigtet. «Der er saa
meget, du ikke forstaar idag, Jonas,» sagde han træt. «Jeg skulde
kanske ladet dig svimeslaa ham?»
«Ja, det var netop det du skulde. Du kan bande paa, at han skulde
ikke slaaet dig for ingenting. Forresten skal han nu faa sin juling
alligevel. Jeg er ikke vant til at staa som passiv tilskuer og se paa
at mine venner bliver bunkeslaaet af den første den bedste flab.»
«Du kan bare vaage dig! Kanske du tror, at jeg har anstrengt mig til
det yderste for at erhverve mig et blaat øie, for at du skal gaa hen
og ødelægge det hele med dine bamsetag. Neitak! Dette synemærket skal
pleies og passes med omhu, for det skal bruges, og hvis vi ikke med
skjønsomhed og omtanke kan faa det til at være værd sine to-tretusen
kroner, saa er det vor egen skyld.» Dick drak ud før han fortsatte:
«Og nu gaar jeg op til doktor Sørensen og faar attest for at jeg er
skammelig mishandlet?»
«Bliver du længe?»
«Nei, jeg kommer saa snart jeg kan, for bagefter maa jeg op paa
kontoret og tale et alvorsord med Hahn. Det er mulig han foretrækker
at sælge «Styggen II» istedetfor at udsætte sig for skandalen. Det er
sandelig ikke greit for ham stakkar, som har en saan ustyrtelig
hidsig kompagnon.»
«Hvad vil du sige ham da?» spurgte jeg.
«Sige? Sandheden naturligvis. Her kommer Ratje og jeg op paa kontoret
fredelig og ordentlig for at snakke om forretninger, og saa kommer
jeg til at ytre et par uskyldige bemærkninger om rent ligegyldige
ting, og saa flyr Hinken paa mig og slaar mig helseløs. Stakkars Hahn
maa jo kunne forstaa, at ethvert samarbeide mellem firmaet og os er
en umulighed efter dette. Vi er jo ikke trygge for livet engang paa
den maade. Næste gang skyder Hinken kanske med revolver. Ratje her
kan bevidne, at jeg ialfald ikke kunde optraadt fredeligere under
omstændighederne end jeg gjorde.»
Det var rent rørende at se den uendelig krænkede uskyld som straalte
ud af hele Dicks væsen. At selv en saa brutal fyr som Hinken skulde
nænne at lægge haand paa saa megen dyd samlet i en person var næsten
ufattelig. Med rette bar Dick Darling sin krænkede person med en
værdighed som viste, at han selv idetmindste forstod at vurdere sit
eget sande værd.
Ogsaa Jonas var synlig imponeret. Da Dick forsvandt gjennem døren med
et gemytlig afskedsnik, brast det ud af Ratje: «Pinedø, han er
storartet. Du skal se han klarer det nok.»
Og vi blev ikke mindre imponeret, da Dick en times tid senere
atter traadte ind til os. Jeg havde aldrig i mit liv tænkt mig,
at der kunde gjøres saa meget ud af lidt renset bomuld og lidt
forbindingsgaze. En haardt saaret fra krigen er ikke saa omhyggelig
emballeret, som han var. Men det havde ogsaa taget paa ham. Han
vaklet for hvert skridt og det første han sagde var: «Du bliver nødt
til at støtte mig under armen, du Jonas, hvis jeg skal magte at komme
mig op til Hahn. Jeg vidste det var galt; men jeg vidste ikke at det
var saa galt, som doktor Sørensen har forklaret mig. Det viser sig
nemlig, at i bedste fald bliver jeg ikke arbeidsfør paa mange dage;
men der kan ogsaa indtræffe kombinationer og komplikationer med fine
latinske navne. Doktor Sørensen var saa venlig at skrive dem op for
mig. Det er jo altid hyggelig at vide, hvad man feiler, og det gjør
et storartet indtryk paa en jury, hvis det skulde vise sig, at sagen
maa gaa saa langt før den kan helbredes -- nei, ordnes mener jeg.
Jeg har forresten ombestemt mig. Jeg vil ikke søge Hahn paa kontoret.
Jeg vil gaa hjem til ham iaften. Det er mere diskret og saa undgaar
vi den skrækkelige Hinken. Den fyren tager paa nerverne mine. Jeg
taaler ham ikke. Og kontorist Olsen er en slarvebøtte som kunde komme
til at sige noget bare for at være Hinken til behag. Nei alt ialt
tror jeg, jeg bestemmer mig for at gaa hjem til Hahn selv iaften. Du,
Jonas, du faar hjælpe mig ud og ind af drosjen. Ja for jeg er for
svag, jeg blir nødt til at kjøre.»
«Og du skriverkarl!» sagde han til mig. «Du kunde gjerne faa ind i
avisen en liden stump om dette her, saa folk faar vide, hvor farlig
han er. Det gaar jo rent løs paa den offentlige sikkerhed dette herre
her.»
Men da sagde jeg pas. Ganske vist er det pressens hellige pligt at
verne om den offentlige moral og paapeke brutalitet og andre
misforekomster i samfundet; men -- naaja, her var jo grunde for at
det kanske var heldigst at holde et æret publikum udenfor. -- Det
blev forresten et helt arbeide at faa Dick Darling til at indse
berettigelsen af disse grunde, og til denne dag er jeg ikke sikker
paa at han har tilgivet mig min ubegribelige tværhed.
* * * * *
Der gik hele to maaneder før jeg næste gang mødte mine venner. Det
var en herlig varm julidag, at jeg efter invitation fra Jonas Ratje
tog en tur med «Styggen II» ud i Mangerfjorden for at se paa
brislingfisket der ude. Ratje som nu optraadte som reder og
enevoldshersker paa baaden var mægtig stolt og glad; men det var
først ud paa eftermiddagen, da vi laa forankret ved et af
brislinglaasene i den aabne fjord, at han fik tid til at tage sig
lidt af mig.
Vi var blevet fine nu ombord i «Styggen II.» Vi havde solseil over
hele agterdækket som var lastet med kasser og is for brislingens
skyld. Om solseilet var der for min eller isens skyld skal jeg ikke
kunne sige; men det er ligegyldig. Hovedsagen var at der i den
smaahakkede is laa forvaret et halvt dusin selters, og at vi havde
det som ellers hører til.
Vi ventet til Dick Darling fik gjort alting klar nede i maskinrummet
og gik derpaa over til den alvorlige del af forhandlingerne.
Fjorden spillet og blinket mangfoldig smaakruset udover. Maager
kredset i tusindvis rundt brislinglaasene og fyldte luften med iltre
skrig.
Motorskøiter tøffet frem og tilbage og lagde strimmer af ildelugtende
stank efter sig hvor de for. Men de gav billedet sit præg og gav os
ogsaa et begreb om den mægtige flydende industri som er vokset op
omkring vore hermetikfabrikker. Inde om styrbord skimtet vi taarnet
paa Manger kirke. Det pegte som et omvendt udraabstegn ret ind i den
høie himmel med de hvide drivende skyer som kom sigende ind fra
havet.
Kort sagt sceneriet var udmærket og livet var godt at leve. Hvad
under da at vi strakte os velbehagelig der paa agterdækket. Snadderne
var fyldt med Pioner-brand, som Jonas havde skaffet tilveie, Gud ved
hvorfra, men Bergens toldbod havde den neppe passeret, ligesaalidt
som den D. C. L. wisky som perlet i glassene sammen med den iskolde
selters.
«Naa, Hahn & Hinken maatte give sig tilslut?» spurgte jeg for at faa
konversationen ind paa det emne som unegtelig interesserede mig ikke
saa lidet.
Dick Darling smilte saa munden gik helt op til ørene. «Ja, de gav
kjøb,» sagde han; men mere sagde han ikke.
Men Jonas sagde temmelig utaalmodig: «Du kunde nu gjerne fortælle,
naar manden spørger dig.»
«Fortæl selv, du var jo med, og du snakker meget bedre for dig end
jeg gjør.»
«Aa, du behøver ikke skabe dig, Dick. Du klarte snakkingen godt nok
den kvelden, og det vil jeg sige, at den nationale scene tabte en
stor skuespiller, da de ikke fik dig; for komedien var upaaklagelig
den; men et held var det at selve politimesteren var tilstede og
hørte paa. Det havde sin betydning.»
«Gik dere til politiet med historien?» spurgte jeg. Dette begyndte at
blive spændende.
«Nei, det gjorde vi ikke; men det var ligesom en høiere styrelse greb
ind og hjalp os. Der er en høiere retfærdighed i livet, som griber
ind, selv naar menneskene tror de ikke har brug for den. Det gaar
ikke an for en brutal natur som Hinken hensynsløst at slaa til en bra
mand som Dick der for ingen verdens ting, uden at straffen kommer
over ham paa en eller anden maade. Der gaar en Menesis igjennem
livet.»
«Nemesis,» skjød jeg ind.
«Ja ja, Nemesis da. Jeg har ikke greie paa disse fine latinske
ordene. Nei, politimesteren var i bostonlag hos Hahn den kvelden, og
det var saamen Hahn selv som bad han komme ud og se paa Dick. Men det
er vel bedst at fortælle i sammenhæng.
Du ved jo hvad som var hændt, og du saa selv hvor medtaget Dick var
om eftermiddagen. Udover kvelden blev han værre og da drosjen stanset
udenfor konsul Hahns hus var det saavidt han med min hjælp kunde
komme sig op til entrédøren. Det var stuepigen, som lukket op for os,
og hun blev saa ræd da hun saa denne skrækkelige saarede manden, at
hun slet ikke vilde slippe os ind, og hvis ikke foden min
tilfældigvis var kommet imellem, saa tror jeg næsten hun havde klemt
døren igjen for os. Men det var fruen selv som viste os ind i det
smaa anretningsværelset mellem kjøkkenet og spisestuen. Og det var
hun som varskuet gamle Hahn.
Da Hahn kom ud til os var det svært smaat med Dick stakkar. Han bare
anket sig og ømmet sig, og det var mig som maatte forklare
kjøbmanden, at vi var kommet opom for at varskue om, at vi ikke kunde
tage det slæbet ud til Fotlandsvaagen som vi havde aftalt skulde
besørges næste dag.
Hahn saa jo selv, hvordan det stod til, saa han fandt sig i det
uundgaaelige; men han vilde have greie paa hvordan det var gaaet for
sig.
Det var da Dick saavidt fik stønnet frem: «Overfald hr. grosserer,
overfald paa sagesløs mand.» Og med det samme besvimet han -- yndig,
forsikrer jeg dig. -- De gjør det ikke bedre paa den nationale.
Hahn løb ind i stuen og kom tilbage med en konjakflaske og et glas,
og lige i hælene paa ham kom politimesteren.
«Der kan du selv se,» sagde Hahn til ham. «Der ser du, hvorledes
sikkerheden paa aaben gade opretholdes.»
Politimesteren forsøgte at smile; men han fik det ikke rigtig til, og
det saa nærmest ud som han bed sig i læben.
Imidlertid fik vi slaaet en god slurk konjak i Dick, og det var rent
hyggelig at se, hvor det kvikket ham op. Han fik bevidstheden igjen
og med det samme han slog øinene op, sagde han: «Det var ikke paa
aaben gade, det var paa Deres kontor, hr. grosserer.»
Tja. De trængte ind paa Dick og skjønt han forklarte dem, at han
helst ikke vilde tale noget mere om det, saa gav de ikke fred før han
blev nødt til at fortælle dem allesammen om Hinken og hans
brutalitet.
Da var det Hahn som ikke fik det til at smile. Men politimesteren
smol noksaa lunt, han.
Enden paa visen blev at baade Dick og jeg blev tilsagt at komme op
paa kontoret næste formiddag. -- Og det var det hele.»
Ratje lænnet sig bagover og tømte pjolterglasset sit tilbunds. Han
satte det tilbage med et lidet klask og blev siddende og stirre ind i
den lyse himmel han ogsaa med et smil som var stærkt i familie med
det som forherliget Dicks fjæs.
«Jamen, hvordan gik det da videre?» spurgte jeg.
«Videre? Det var ikke noget videre da skjønner du. Resten var jo bare
formaliteter, naar undtages at Hahn & Hinken en stund forsøgte at
holde prisen temmelig stram.»
«Men vi fik hende rimelig tilslut,» skjød Dick ind. «Doktor Sørensens
attest og de mange latinske navnene gjorde kanske udslaget, og
politimesteren havde jo med egne øine seet hvordan jeg saa ud. -- Ja,
det var en lykke at Hahn havde bostonlag den kvelden.»
«Og Hinken?» spurgte jeg.
«Ja at ikke Hinken sprak af sinne, det skjønner jeg ikke,» sagde
Jonas om lidt.
«Aa, du ved, han vilde nok helst givet mig en paa det andet øie ogsaa
han. Men Hahn er svært ræd for skandaler, og det er nu ham, som har
mest at sige i firmaet, saa Hinken fik bare tie.»
* * * * *
Atter sænket tausheden sig over os. Det var en lang stund før Jonas
hævet glasset:
«Skaal karer!»
«Skaal og gratulerer med skuden!» sagde jeg.
«Lad os drikke for Hahn & Hinken,» sagde Dick.
Det gjorde vi.


Mamons træller.

«Det er vældig saa du er blevet velhavende i det sidste, Jonas»,
sagde Dick Darling og stemmen var fuld af bidende ironi.