S/S "Styggen" - 1

S/S "STYGGEN"

AF
BURCHARD JESSEN

4. TUSEN

FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)
KRISTIANIA
1917


Copyright 1917
H. Aschehoug & Co.
Kristiania.

W. C. FABRITIUS & SØNNER A/S.


INDHOLD
Side
1. By og bygd 1
2. Gjennem pumperne 14
3. Nedenom og hjem 47
4. Jesabel 63
5. Syndens sold 81
6. Diplomatiske forhandlinger 97
7. Mamons træller 117
8. Sandheden om briggen 131


By og bygd.

Der var igrunden altfor meget lys. Paa en skyfri junihimmel stod en
blankpoleret sol og sendte digre straalebundter ned over byen og
havnen, over fjorden og fjeldene rundt om.
Rundt Vaagen laa husrækkerne og formelig æste varme ut af træværk og
murer. Luften var tyk av fiskestank og alskens ubehagelige dunster,
for end ikke det mindste vindpust bragte svalning eller frisk luft.
Over paa Tyskebryggen stod kjøbmændene enkeltvis eller et par tre i
klynge og svettet under skurene paa bryggekantene; men det var saa
varmt at de ikke engang orket at klage over tidernes elendighed, som
de ellers pleiet.
I laget udenfor Nykirkealmendingen laa en stor engelsk damper omgivet
af skuter og baater. Den fyldte hele havnen med wincherammel og al
herlig støi, saa man selv i denne døsige dag fik et indtryk af liv og
rørelse paa Vaagen. Over paa den anden side ved Fæstningskaien laa en
enkelt rutebaat og forsøgte at se smart ud. Det var jo midt i
turistsæsonen. De elektriske færger vimset frem og tilbage som
sædvanlig og ret udfor moloen laa en liden slæbebaad plat stille og
drev.
Det var «Styggen», kaptein Jonas Ratje.
Jonas Ratje havde faret tilsjøs siden han slap for presten; og det
var længe siden. Han havde pløiet mange have og seet lidt af hvert i
verden; men det var gaaet ham som det gaar alle sjøfolk. Han var
blevet ludende lei af sjøen endnu før han var femogtyve aar gammel.
Saa giftet han sig og sjølivet blev ligetil uudholdelig. Men engang
da Ratje alt var lidt oppe i tredveaarene faldt han over gamle
maskinist Dick Darling, en underlig skrue, halvt skotte halvt
nordmand af herkomst. Den gamle var lige saa lei af sjøen som Ratje
og vel saa det. Men nu havde han faaet øie paa et gammelt vrag af en
taugbaat som var tilsalgs.
Dette var i South Schields.
Enden paa visen var, at han og Ratje gik i kompani. De fik vraget for
spotpris; foretog egenhændig en del høist paakrævede udbedringer, og
seilte nøddeskallen over Nordsjøen i oktober maaned, de to alene,
eftersom de ikke havde raad til at hyre hjælp, og forresten vist ikke
havde kunnet faa nogen til at gaa med, selv om de havde kunnet
betale.
Det var det rene galmandsværk; men mærkelig nok kom de ikke alene
helskindet over men var ovenikjøbet saa heldig at træffe paa en
drivende brig udenfor Marstenen. De tog den paa slæb og tjente en
ganske pen skilling paa det, saapas at de fik baade skrog og kjedel i
nogenlunde stand paa fillebaaden sin.
Men det var den eneste gang de virkelig kunde siges at have havt
lykken med sig. Siden havde de og «Styggen» ført en tilværelse saa at
sige fra haand og i mund med slæbning og mere eller mindre legalt
sjørøveri. De havde fegtet sig frem fra dag til dag, puffet og
ugleseet af konkurenterne. De havde maattet sluge mange bitre
skuffelser; men lidt efter hvert havde de lært alle trick i traden,
og nu efter nogen lange aars læretid havde de vundet frem til en egen
position her nede paa Vaagen.
Ingen kunde sige, at de var elsket, hverken Jonas Ratje, Dick Darling
eller «Styggen»; men de var frygtet. Ratje havde nemlig blandt andet
en tunge, som ved passende anledning kunde lægge ord til en situation
paa en maade, som ikke saa let glemtes. Og Dick kunde paa sin
stilfærdige, uudforskelige maade mærke en uven, saa man vogtet sig
for at komme ham tvers for baugen mere end høist nødvendig.
Men netop fordi disse to, hver paa sin maade, forstod den kunst at
være ubehagelig, hævdet de sin stilling, selv om de uafladelig levet
paa krigsfod med hele bugserbaadflaaden. Det var en stille intens
undergrundskrig, som aldrig bød et øiebliks vaabenhvile.
Alligevel ligte de sig igrunden fortræffelig, for kampen gav dem
stadig mange smaa triumfer. Mangen spænding, som livet op i
hverdagslivets einerlei, var deres. Endelig havde de begge evnen til
at nyde skadefrydens salighed. Det var ikke ubetinget smukt; men slig
som forholdene nu engang laa an, var det sundt.
* * * * *
Saa laa altsaa «Styggen» hin solhede sommerdag med stoppet maskine og
drev udenfor moloen. Ratje hang over rattet og Darling stod i lugen
til maskinrummet og tørret svetten med en tvistdot.
Desværre var det dødt i businessen for øieblikket. Det sørgelige
faktum var, at de havde ikke havt en job hele dagen; for imorges kom
«Sabben» og nappet et skudeslæb til Salhus lige for næsen af dem.
Begivenheden foranlediget mange unødvendige ord fra Ratje og en
stille beslutning om hevn hos Dick.
For at faa en smule afløb for noget af sin galde havde Ratje derpaa
sat kursen for Sukkerhusbryggen, hvor han tog ind ti tons vand fra
byens vandværk. Samtidig fik han anledning til en særdeles oplivende
krangel med vagthavende havnebetjent, som han snød for tre af de
nævnte ti tons.
Men det var ogsaa alt «Styggen» og dens besætning havde udrettet
hele den udslagne formiddag, og nu gik klokken alt mod tolv.
Ude ved Heggernæsset laa en vedlastet sognejægt med raaseilet
hængende slapt langs masten, mens tre mand i en færing sled for
haarde livet med at bugsere den indover. Ratje tænkte et øieblik paa
at gaa ud og praie den for slæb; men bestemte sig alligevel for at
lade være. Der var liden mening i at brænde kul paa slig en uvis
forretning. I bedste fald kunde han tage ind to tre kroner for
slæbet; men sandsynligheden talte for at jægteskipperen, den gnier,
vilde spare sine kroner og lade folkene slave sig ihjel. Det var
langt tilkvælds, og naar bare han var inde og vel fortøiet til
natten, saa var vel han tilfreds.
Nu var der intet andet tilbage end et lidet forlorent haab om at
Trumpen, kulformanden hos Hahn & Hinken, skulde komme og praje dem
for et slæb. Slikt hændte iblandt, for Ratje og Trumpen havde sine
smaa hemmelige aftaler, ifølge hvilke Trumpen fortrinsvis benyttet
«Styggen» naar det var noget. Aftalerne var lige fordelagtige baade
for Trumpen og Ratje; men kanske ikke fuldt saa indbringende for Hahn
& Hinken. Desværre, man kan nu engang ikke drive sjørøveri uden at
det gaar ud over nogen. -- Og Ratjes samvittighed var tøielig.
* * * * *
To kjuagutter havde najet en baad fra en sognjægt inde ved Dræggen.
Nu satte de kursen freidig mod fjorden, mens sogningen stod igjen og
raabte og bandte i solstegen. Imidlertid begav det sig, at de to
vikinger røg i totterne paa hverandre om suprematiet ombord. Det
endte med et gallaslagsmaal, som gav sogningen tid til at forfølge
synderne landværts. Følgen var, at da de to i baaden havde fundet ud,
hvem som var den stærkeste og havde indrettet sig derefter, saa stod
sogningen paa pynten af Fæstningskaien for at standse dem med sin
tales velklang eller paa anden maade.
Han opnaaede ogsaa det. For da de to i baaden kom tvers af pynten,
lagde de sig tilro paa aarerne og optog ordskiftet paa sin side.
Sogningen skjældte, saa godt han havde lært, og selv syntes han det
ikke var saa lidet; men han opdaget efterhaanden, at han havde fundet
overmænd i den kunst.
Med medfødt veltalenhed udøste gutterne sin kritik over den stakkars
bonde. De fortalte ham nøiagtig og uden omsvøb, hvad de syntes om
hans personlige udseende. De gav en kort og drastisk oversigt over
hans familieforhold og afstamning, saaledes som de opfattet det. De
valgte med kyndighed og virtuositet sine udtryk fra det bergenske
gadesprogs rige ordforraad. Sogningen havde fuldt ud følelsen af at
ordene ikke var smigrende. Derfor svor han ved alle sine hjemlige
guder, at fik han saasandt fat i de nederdrægtige byfantene, saa
skulde han minsandten rundjule dem slig, at de ikke skulde se ud som
folk de første fjorten dagene.
Ratje var blevet opmærksom paa balladen. Han raabte bort til Dick, at
maskinen skulde sættes igang, og et par slag af propellen bragte dem
over paa den anden side af indseilingen, hvor de havde fuld oversigt
over komedien.
Det var fra først af pur nysgjerrighed, som bevæget Ratje til denne
manøvre; men pludselig slog det ham, at her var en liden forretning
at gjøre. Han studset et øieblik paa, hvorledes han skulde gribe
sagen an. I grunden var der nok af kjuagutten i hele hans
konstitution til at hans sympatier var helt og holdent paa de to
benglers side; men samtidig var han klar over, at det ialfald ikke
var dem som kunde betale for assistance. -- Og derefter tog han sit
parti.
«Sei, du sogning! Eg er enig med gutungerne i, at du ser ud som en
abekat; men det er det samme, ka betaler du meg for at sætte deg
ombord i baaden din?»
Sogningen bed over agnet. Nu var hævnen indenfor rækkevidde. --«En
krone,» bød han flot væk.
«Gaa hem og blaas. Vil du give ti?»
«Nai,» kom det bistert tilbage. Denne verdens nydelser kan kjøbes for
dyrt. «Nai,» sagde han endnu engang afgjort. «En krone og femti! Vil
du saa kom an.»
«Nai,» hermet Ratje og satte sig tilrette paa hyttetaget. De to unge
haabefulde var alt paa vild flugt bortover mod Skudevigen.
«To kroner da, og ikke en øre mere.»
«Hør her, din gamle noksagt. Om fem minutter er gutterne kommet
iland, og baaden din er i drift udover fjorden. Vil du saa give fem
kroner for at blive sat ombord, eller vil du ikke?»
Sogningen stod ubeslutsom. Synderne var nu næsten helt borte ved
Bontelbo; men fem kroner! Nei piskedausen, det var alligevel for
mange penge, og atter bed han af: «Nai!»
«Ja ja far, som du vil. Farvel, hils hem. Fuld fart forover Dick!»
Men det blev formeget for sogningen. Et var at sige nei, saalænge der
var haab om hjælp; men at se baaden og hævnen glide sig ud af
hænderne, det klarte han ikke. Han sukket tungt, tørket sig over
ansigtet med hueforet og raabte: «Nei stop nu lidt kar. Du har vel
ikke slik braahast. Du skal faa fem kroner da, og gid du maa være
fordømt for en dyrkræmmer, din byfant.»
Ratje lod sig ikke sige to gange. Han lagde roret om og klappet langs
kaien saa elegant, som om det var en lystyacht han førte. «Jump
ombord, din grinebider.»
Sogningen var saa ivrig efter at begynde jagten, at han nær var
hoppet paa sjøen. «Driv paa karer, driv paa,» sagde han. Han trampet
i dækket af bare utaalmodighed.
Men Ratje tog det med irriterende ro. Han satte sig godt tilrette paa
hyttetaget og gjorde ikke den ringeste mine til at ville komme
afsted. Sogningen var færdig til at fly i flint.
«Tag det med ro, din hankat. Jeg liger ikke slige gebærder ombord i
mit skib. Vi har ingen hast. -- Pengene først, før kommer vi ikke af
pletten.»
Naaja, der gik et kostbart minut til spilde med yderligere vrøvl;
men da sogningen saa at gutterne var naaet helt bort til Gert
Meyers boder med al udsigt til at naa land, før de kunde bli
indhentet, saa tog han det fornuftige parti. Han halte op en stor
hestehandlerportemonæ og talte forsigtig op paa hyttetaget fire
kroner og femti øre.
Endnu i dette hellige øieblik maatte han prutte.
«Det er alt jeg har. Du lyt gjøre det for det,» sagde han afgjørende
og stak portemonæen i lommen igjen.
Men da vaagnet Ratje.
«Aa du din skidne, stinkende bondeknøl, er det mig du vil holde for
nar? Tag dine raadne skillinger og se til at pille dig iland og det
lidt fortere end fort. Din udspekulerte gorilla. Har jeg sagt fem
kroner, eller har jeg sagt fire kroner og femti øre? Kom iland, hører
du, straks paa flyvende flekken.»
Sogningen sagde ikke mere. Han halte op pungen igjen og lagde den
sidste femtiøringen ved siden af de andre pengene.
«Allright!» sagde Ratje, han strøg pengene til sig i en haug. «Full
speed, Dick. Hurry up nu. Har manden betalt, saa skal sandt for dyden
«Styggen» gjøre sin pligt.»
Jagten var kort men spændende. Gutterne som syntes det drog i
langdrag, havde alt gjort sig op, at der blev ikke noget af det hele,
og havde ændret kurs udover fjorden. Men da de saa mærket, at de blev
forfulgt, gjorde de et fortvilet forsøg paa at naa ind i baadhavnen
ved det militære badehus.
Men «Styggen» var dem for rap i vendingen. Det blev straks indlysende
at tilbagetoget var afskaaret.
Da tog pokker ved dem. Al deres medfødte gutteondskab tog fart, og
mens bugserbaaden halte ind paa dem, saa det høist kunde vare et
minut endnu, brugte de dette minut til at varpe overbord aarer og
øskar, tofter og tiljer. Alt som løst var slang de bortover sjøen
saalangt de orket.
Sogningen stod og saa paa ødelæggelsens vederstyggelighed og bandte
saa blaa luen stod ham ud af halsen. Hu! Han skulde lære de
banditterne!
Ratje frydet sig, og selv gamle Dick kunde ikke lade være at smile.
«Hvad fanken var det som randt i dem?»
Den ene af gutterne rev nyglen af baaden og sendte den samme vei som
alt det andet, og da det var gjort, reiste han sig og lo frydefuldt
mod solen. Det saa ikke ud til at knegtene var bange for
konsekvenserne.
I samme nu som Ratje hukket baadshagen i baaden sprang begge gutterne
paa sjøen og lagde paa svøm udover. De havde nok regnet ud paa
forhaand at sogningen først og fremst vilde tænke paa baaden; men
uden aarer og inventar og uden nygle kunde han i det mindste ikke
forfølge dem.
Det gik ogsaa ganske rigtig slig. Sogningen hoppet i baaden sin uden
at tænke paa følgerne, og Ratje, som straks var med paa noterne,
stødte den fra borde med kraft og eftertryk.
Der sad sogningen.
Ratje tog roret igjen og satte efter synderne, som han halte
indenbords lidt mere haardhændt end strengt taget nødvendig. Han var
halvt om halvt tilsinds at holde en liden ekstradommedag for sin egen
fornøielse; men samtidig var han paa det rene med, at sogningen
skulde holdes udenfor den affære. Det var ikke nødvendig, at en slig
stril lagde haand paa byens barn. Han skulde selv besørge det
fornødne.
Sogningen sad i baaden og raabte og skreg og bar sig. Han havde
stukket en finger i nyglehullet og havde det ikke bekvemt.
Ratje gjorde atter en sving bortover til ham. «Halloi, hvad bæljer du
efter? Nu har du jo baaden din.» Han stak hænderne i lommen og godtet
sig inderlig. De infernalske spillopmagerne havde virkelig gjort sine
sager upaaklagelig.
«Aarene og det andet kram? Nei far, jeg har andet at bestille end at
fare Byfjorden rundt efter vraggods og drivtømmer. Det bliver din
egen sag, som ikke ved, hvad et par ægte bergenske kjuagutter kan
finde paa. Desuden det er udenfor kontrakten. -- Men det er det
samme. Hvad betaler du?»
Sogningen vilde ingenting betale, og han sagde det med mange ekstra
sprogblomster.
«Nei nu er du grov,» sagde Ratje. Men ligemeget. Du skal ikke faa
sagt, at jeg er vrangvillig mod en god kunde. Vil du give mig to
kroner, saa skal jeg fiske op det meste saa du bliver hjulpen.»
Sogningen vilde fremdeles ikke.
«Allright, min mand. Naar du er saa sta, saa faar du have det saa
godt. Jeg skal vente i fem minutter, om du vil ombestemme dig.»
Da tre minutter var gaaet havde sogningen udtømt saa meget af sin
galde, at han besluttet sig til at akceptere Ratjes tilbud; men da
hændte noget.
Ratje skulde netop til at fiske op den første aare, da Dick pludselig
afbrød ham: «Lad nu de narrestrekerne fare. Nu er der andet at tænke
paa. Ser du derude i Kvarven?»
Ratje lod aaren drive og skygget med haanden over øinene mod solen.
«Donnerwetter! Det er «Midnight Sun»! Gudskelov, vi har ti ton
ferskvand paa tanken. Først til møllen faar først male. Det blir
femogtyve kroner mindst til os det, Dick! Shake her up, old man. Nu
gjælder det at være om sig.»
Han blev saa ivrig. Men saa kom det som en eftertanke. «Men vi kan
ikke lade den arme tosken ligge her og drive.»
«Vi maa!» sagde Dick tørt. «Kast gutterne overbord og lad dem hjælpe
sogningen.»
«Ja du siger noget. -- Men nei, det bliver alligevel synd.» Han
hukket baadshagen fat i den anden aare, som netop kom drivende forbi
og halte den indenbords. «Se her, din vadmelsbrok!» skreg han og
kastet aaren over til sogningen. Denne var ikke sen til at gribe den.
«Nu klarer han sig altids. Gutterne faar følge med. Vi sætter dem
iland paa Sukkerhusbryggen, naar vi gaar ind efter ny vandforsyning.»
Han hug næven i rattet. «Dick giv hende alt hun kan taale, om saa
kjedlen din gaar tilhimmels.»


Gjennem pumperne.

Paa hver sin side af den høitidelige kontorpult i det indre kontor
sad de herrer Hahn & Hinken.
Nede ved døren i respektfuld afstand stod taugbaadskipper Jonas Ratje
og dreiet skyggehuen mellem fingrene. Af og til kastet han et
bekymret forventningsfuldt blik bort paa Hinken, som pleiet at føre
ordet der paa kontoret. Men Hinken sad længe uden at sige noget, han
saa ned i nogen papirer i dybe tanker.
Ratje forsøgte et diskret kremt; men det lod ikke til at det hjalp.
Der gik et minut og to og tre. Situationen blev næsten lummer, og
Ratje gjennemgik i stilhet sit synderegister. Der var jo desværre et
og andet punkt, hvor resterne af hans samvittighed ikke var saa
blankpoleret, som den gjerne burde være. Kunde det være mulig, at
firmaet havde faaet greie paa de filleprocenterne, som han pleiet at
stikke i arbeidsformanden deres, denne Trumpen som han kaldtes;
eller var de kommet under veir med, at han pleiet at kulle «Styggen»
fra firmaets kulskuder, uden altid at huske det ved opgjørene. Eller
-- --
Han blev afbrudt i sin tankegang af Hinken: «Ved De hvad, Ratje, 57
kroner for de sidste slæbene, det er blodpenge.»
«Undskyld hr. grosserer, naar grossereren betænker at vi arbeidet i
et kjør uden skaffestunder og langt udover natten. Ja De ser, Trumpen
har jo kvitteret for timetallet, og -- --»
«Ja ja. Lad nu det være godt for denne gang. De kan hæve pengene ude
hos kassereren. Men det var nu ikke nærmest det vi skulde tale om
idag. Hm, sig mig, kaptein, kan De paatage Dem at forsvinde fra
jordens overflade, De og baaden Deres, og han den gamle maskinisten,
hvad er det nu han heder?»
«Dick Darling.»
«Javel, det var det han hed. Kan Dere forsvinde totalt i otte dage
uden at vække opsigt og uden at nogen kommer med ubekvemme
spørgsmaal?»
«Det kommer saamen an paa det,» trak Ratje det tvilende ud.
«Ja, det skal naturligvis ikke gjøres for ingenting. Vi betaler en
rimelig dagpenge for baade folk og skib.»
«Kunde ikke grossereren forklare det lidt nærmere?»
«Nei, først maa jeg vide om De kan dette eller ikke?»
«Naar?»
«Aa, der er god tid. Det bliver ialfald ikke før om en fjorten dage.»
«Jo, det kan jeg altids klare. Der er mere end tid nok til at slaa ud
nogen skrøner, som nok vil blive troet. Men jobben?»
«Skal vi snakkes om senere. Midlertid faar De holde Dem klar, sørge
for at proviantere for en fire fem dage og fremforalt ikke lade nogen
vide, hvor De skal hen.»
«Nei, det er vel vanskelig nok det, naar jeg ikke ved det selv
engang. Bliver det langt slæb?»
«Nei slet ikke slæb. De skal ud paa andre eventyr og farter
dennegangen. Og er De den mand jeg tager Dem for saa kommer De at
lige Dem godt. De skal faa bud fra mig, naar saalangt kommer.» Hinken
fordybet sig atter i sine papirer for at antyde at audiensen var
forbi.
Ratje gik. Det var regnveir, rigtig sipende regn. Folk i Strandgaden
pilte afsted i den graakolde eftermiddag for at komme i hus saasnart
som mulig. Bare en konstabel vasset afsted med langsomme
reglementsskridt midt i gaden. Alle andre havde som sagt hastværk,
undtagen Ratje. Han blev gjentagne gange staaende i dybe tanker.
Engang var det enda saa paafaldende, at en kjuagut stoppet op og
spurgte om han var ansat som «Christiesstøtte», hvis ikke fik han
flytte sig fra fortoget før han groede fast.
Ratje smilte og tog sig sammen. Han gik ret ombord i «Styggen». Den
laa som vanlig naar den var ledig ude ved Holbergsbryggen. I
«salonen» sad Dick og Trumpen og spyttet skraatobak udover dørken.
Trumpen flyttet sig for at give plads for Ratje: «Nu, hvordan gik
det. Gjorde han vrøvl,» spurgte han.
«Nei, han betalte allright nok, og du skal faa dine procenter, naar
bare du giver tid et øieblik. Men først faar du give mig greie paa,
hvad fanden han har i hætten, han chefen din.» Ratje berettet
nøiagtig hvad der var gaaet for sig paa kontoret; men Trumpen havde
ikke færten af nogen ting, saa det hele løb ud i ørkesløse gisninger.
* * * * *
«Noget raaddent er der et eller andet steds, det kan vi ialfald regne
ud. Først al denne forbistrede hemmelighedsfuldheden. Allerede det er
mistænkelig. Og saa tænke sig til, at Hinken af egen drift byder 40
kr. døgnet og frie kul. Nei, det hænger aldrig rigtig sammen. Havde
han budt 20 og jeg havde forlangt 40, saa havde han maattet betale
30, det vilde været det normale. Men byde 40 og give 40 uden vrøvl!
Enten skal vi lastes med nitroglycerin eller smuglegods, det kan du
tage gift paa, Dick. Og naar vi skal gaa syd til Slotterø, hvorfor
pokker skal vi da ud Hjeltefjorden og gaa udenskjærs det stykke
nedover, sig mig det om du kan.»
Ratje stod ved roret og Dick Darling sad paa maskinskylightet.
Regntunge skyer hang lavt over fjorden og de nakne bjergknauser laa
farveløse og glædeløse rundt om. Hist og her kom de forbi en
bondehytte eller et baadnøst; men det livet ikke op i landskabet; for
der var over det hele noget fattigsligt og fortrykt. Det var som om
selve luftens raakolde fugtighed lagde en dæmper over alt som vilde
udover hverdagslivets ensformighed.
«Styggen» snøftet og bar sig, som om den slet ikke ligte denne uvante
tur, og kulrøgen laa som et uldent baand efter den i kjølvandet.
Rundt om kredset maager lavt over vandet.
«Er det meningen, at vi skal gaa sørover inat, eller tænker du at
ankre op i en eller anden vig og afvente dagen?» spurgte Dick.
«Ved ikke. Jeg ved i det hele taget ingenting. Det er det forbistrede
ved det. Hinken gav ordre til at gaa denne veien tilhavs og derefter
skulde vi gaa sørover, hvis ikke noget hændte i mellemtiden. Men,
sagde han, han antog vi vilde faa nærmere ordre. Hvor den skal komme
fra maa guderne vide. Men for os kan det jo være lige fedt. Vi har
førti kroner døgnet og frie kul, vi, og kan det more ham at vi flyr
rundt som et spektakel og en flyvende hollænder for den betaling, saa
gjerne for mig. Jeg var bare tilfreds vi kunde farte rundt hele aaret
paa tamp for slig fragt.»
Endnu før Ratje fik talt ud, skjød en færing frem bag nærmeste odde.
Den var bemandet med en mand og en gut. Den lagde sig lige i
«Styggen»s kurs og der blev den liggende og vente til den kunde
praie.
«Der har vi bud fra Hinken,» sagde Ratje.
Dick bare brummet noget uforstaaeligt.
«Hvad er der nu iveien?»
«Aa bare det, at hvis Hinken har noget hemmeligt fore, saa er han en
tosk til at arrangere.»
«Ja, begribeligvis. Men hvorfor kommer du med det nu?»
«For nu har jeg opdaget den femte, som er mere eller mindre indviet i
hemmeligheden og endnu flere bliver det. Det er dumt. En hemmelighed
bør kjendes af saa faa som mulig. Men de som kjender den bør kjende
den tilbunds.»
«Du er nysgjærrig Dick, og du er ærgerlig fordi du ikke er indviet.»
«Indviet? Det er jeg jo. Strilen der skal lodse os.»
Det stemte. Strilen skulde lodse. Han forlangte, at man skulde gaa
videre med det samme, og stak tilhavs nordenom Sartorø. Da var det
allerede næsten mørkt. Men ingen lanterner blev sat ud og i mulm og
mørke bar det sydover langs kysten.
Under Marstenen oplevet de nogen spændende minutter. Det gjaldt at
komme forbi uden at blive opdaget, hvis det var muligt. Ved at holde
langs landet paa nordsiden, og derefter snige sig over sundet og
stikke forsigtig ud igjen paa den anden side, mente Ratje at de kunde
undgaa at blive seet; -- -- men ikke at blive hørt, for «Styggen»
pæset og stønnet, som om den vilde avertere sin nærværelse for hele
verden. Følgen var at de blev praiet fra fyret; men uden at svare
dampet de videre i natten.
* * * * *
Tager man kartet for sig og sætter det ene passerbenet paa Slotterø
fyr og drager en cirkel omkring det med en tre kilometers radius, saa
finder man at en stor sektor af denne cirkel paa sydsiden af
Sælbøfjorden er opfyldt af smaa øer og holmer med trange sund
imellem. Her er et virvar af smaa viger og smuthul, hvor en liden
damper kan skjule sig om det kniber. Her er sparsomt bebygget med
lange afstande mellem gaard og gaard.
Didind var det «Styggen» satte kursen hen paa morgenkvisten efter sin
hemmelighedsfulde nattereise, og netop som daggryet dæmret i øst
ramlet ankerkjættingen ud af klydset. Der laa den nu i en lun liden
afkrog. Rundt om hævet landet sig, saa at ingen kunde se den paa en
kilometers afstand, og knapt nok skulde man blevet var den om man saa
strøg lige forbi, for den laa paa indsiden af en holme som skjærmet
fortrinligt.
«Ja nu er vi her. Hvad næst?» spurgte Dick Darling. Han stod i lugen
sin, søvngrætten og sur og gren i den regntunge morgen.
«Nu skal vi trække kaffe og spise frokost, og naar det er besørget,
saa skal vi tørne ind og sove til den store guldmedalje.»
«Vel, det er et program som anstaar mig.»
En halv time senere snorksov alle tre.
* * * * *
Gamle kaptein Brinkstein paa «Ariadne» stod paa broen og speidet
forover. Det blaaste en stiv nordvestkuling og gamlingen var krøbet i
ly af brotrækket. Sydvesten havde han klemt godt ned over ørene og
hænderne var begravet i lommerne paa den store ulster. Styrmanden
stod ved siden af ham og borte ved rattet stod baadsmanden tilrors.
«Ser De noget til fyret nu, styrmand? Det er længe siden vi passeret
Ryvarden, og det er snart saa mørkt at Slotterø skulde være tændt nu.
Dette er den værste svinejob jeg har havt saalænge jeg har været
skipper og jeg var en tosk, som ikke sagde nei. Vi har indenbords
1000 gallons wisky som skal losses, guderne maa vide hvor; men paa
Bergens toldbod er det ialfald ikke. Bliver vi knebet saa er jeg en
ødelagt mand, og bliver vi ikke knebet, saa ved hver mand ombord at
her er ugler i mosen, saa før eller siden maa det lække ud. Gjorde
jeg min ret, saa gik vi nu ret ind til Flesland og praiet
toldstationen der og overgav det hele. Saa kunde Hahn & Hinken rase
saameget de vilde, det fik blive deres sag. Min ryg vilde ialfald
være fri; men sparken fik jeg naturligvis.»
«Aa ja, det lægs en slæber til, siger man; men Hahn & Hinken ved
ellers, hvad de pleier at indlade sig paa. De maa vel have en mening
med, at de har givet ordre til at vi skal have maskinskade saasnart
vi er tværs af Slotterø.»
«Er De gal mand? Hahn & Hinken har aldeles ikke givet nogen slig
ordre. Har De en anden opfatning bør De ændre den snarest mulig.
Hinken har bare skrevet til mig, at hvis vi tilfældigvis skulde faa
maskinskade tvers av Slotterø, saa kan vi temmelig sikkert paaregne
assistance, saasnart vi heiser tre røde lanterner for at vise at
skibet er uden styring. Men De indser vel, at det er noget helt andet
end det De vrøvler af Dem.»
Saa underlig kan det gaa for sig. Da «Ariadne» fik Slotterø i sigte
kom maskinisten op paa broen og meldte, at ikke mindre end tre
rammelagere holdt paa at gaa varme for ham, og hvis han ikke fik
stoppe og kjøle dem af saa kunde han ingenting garantere.
Skipper Brinkstein besvor ham ved alt mellem himmel og jord om at