S/S "Styggen" - 6

Strilen laa med en søklastet baad langs siden af «Styggen II». Han
vilde have slæb til byen og havde budt Jonas Ratje fem kroner for «at
hænge bagpaa» indover saalangt som ind forbi moloen. Dette var et
stykke ude i fjorden og den strilebaaden vilde igrunden slet ikke
hefte noget større. Alligevel havde Ratje afvist tilbudet kort og
fyndig i udtryk som kun hans tunge kunde prestere magen til.
Dagen var en fortryllende maidag med hvide drivende skyer, med blank
smaakruset sjø og med skiftende lysvirkninger indover de graa
fjeldknauserne, hvor enkelte lyse birker netop havde klædt sig i
grønt. Hvide maager kredset høit oppe i rummet og hele landskapet saa
ud som en flot skitse i hvidt og ultramarin med enkelte stænk af
andre farver inde imellem.
Men trods at fjorden var blaa og himlen høi og luften fuld af sol og
vind, var humøret ombord i «Styggen II» ikke saa lyst som det kunde
være.
Selv sad jeg paa forpolleren og iagttog folk og forhold og ting uden
at sige noget. Det interesseret mig at faa rede paa de underliggende
motiver, som fik mine venner til at snu vrangsiden ud. Men jeg skulde
vel vogte mig for at gaa mellem barken og veden.
Som sagt Ratje vilde ikke slæpe strilebaaden og Dick Darling vilde.
Deraf den ironiske bemerkning som indleder disse linjer.
Ratje bare gryntet stædig, hvorfor Dick fortsatte: «En skulde tro, du
fandt femkronerne strød alle steder. Du er blevet saa stor paa det,
at du gidder ikke bøie dig og plukke dem op om du fandt dem paa
gaden.»
Han spyttet forarget over lu række saa alt spyttet drev ind
paa dækket, og jeg noterte mig, at naar Dick kunde være saa
usjømandsmæssig maatte han sandelig være ordentlig forarget.
Strilen blev liggende der han laa. Ogsaa han havde merket at det var
uoverensstemmelse mellem de høiere magter. Han haabet fremdeles at
kunne spare sig roturen til byen. Men han kjendte ikke Jonas Ratje
saa godt som jeg.
«Hør her du din striletamp. Lad gaa af rækken der, ellers skal jeg
lære dig. Tror du dit skidne kadaver, at du kan klænge dig ind paa
en ærlig bymand med dit fysiognomi og din sorte sjæl, saa tager du
pinedø feil, far. Lad gaa, siger jeg», og Ratje hug med støvlehælen
efter strilens fingre saa han slap taget.
Men det blev formeget for Dick. Han kom omkring maskinskylightet,
rakte sig ud over rækken og raabte til strilen: «Lang mig fangelinen,
mand». Og strilen var fort i vendingen da han hørte det. Dick slog
bugten af linen omkring slæbebøilen og slang enden ned i baaden
igjen.
Ratje stod og saa paa og hans mægtige aasyn blev mørkt som Jupiter
tonans under en tordenbyge. Han trak rolig tollekniven og før nogen
af os vidste ordet af sad strilen med stumperne af en kuttet
fangeline i hænderne og bandte saa godt han havde lært. Det var ikke
stort i forhold til hvad vi var vante med ombord i «Styggen II», men
fra et almindelig missionsmøde-standpunkt var det meget respektabelt.
Da fangelinen var kappet stak Jonas kniven i sliren igjen, knyttet
næverne og holdt dem opunder næsen paa Dick Darling: «Og nu, du
elendige fedtkoger, nu ser du at komme dig nedenunder og faa skrangle
værket igang lidt fortere end fort, for ellers sker her noget som du
ikke liger. Save?»
Dick sagde ikke et ord mere. Han bare trak medlidende paa skulderen
henover mod mig, som om han vilde bede mig om undskyldning og antyde
at Jonas ikke var rigtig vel bevaret.
Jeg vogtede mig vel for at tage parti. Jeg holdt mig urokkelig
nøitral.
Et øieblik efter skjød «Styggen II» over stevn og Ratje tog roret.
Det bar indover til byen, mens skummet stod hvidt om baugen og
propellen kjærnet op en stribe af boblende seltersvand i kjølvandet.
Jeg fik fyr paa piben og indrettet mig paa at underholde mig selv,
for det saa ikke ut til at Jonas vilde bli synderlig underholdende.
-- Men det tog jeg feil i. Hans hjerte var fuldt og han maatte have
afløb.
«Det skulde bare mangle, at vi herombord i «Styggen II» nogensinde
skulde falde saa dybt, at vi gav en haand til udsugervæsenet,» kom
det iltert. «Her ligger en slig svinehund af en stril inde ved torvet
og tager to kroner for en liden palesei; -- to kroner -- og det af
fattige smaafolk som ikke ved hvor de skal faa maden i munden engang.
Jeg saa en stakkar kone forleden dag. Torvet var stappende fuldt af
blanke seier, og kjærringen stod og graad for hun ikke kunde faa
kjøbt middagsmad til ungerne sine, endda hun hadde penge til rimelig
kjøb, og ligevel stod den strilegapen og flirte og lo og forlystet
sin svarte sjæl over elendigheden. Og sligt skal man tage paa slæb?
Nei han kan dyre død slide paa aarene til ryggen hans gaar af, den
bandsatte flaaeren. Hvis han tror at Jonas Ratje sælger sjælen sin
for hans lusede femkroning, saa tar han feil.»
-- -- -- «Om det er den samme strilen? Det ved jeg ikke. Det er
ialfald samme sorten baade udvendig og indvendig. Og den skarve Dick,
gaar han ikke der og er saa eggesyg for at faa fat i nogen luseører
af blodpengene han ogsaa. Siden han begyndte at jobbe er han blevet
saa gridsk at det er en skam.»
«Jobber han?» spurgte jeg pligtskyldigst.
«Om Dick jobber? Ja det kan du lide paa han gjør. Han er god for sine
tyve tusen, saavist som han eier en krone. Helt siden ifjor sommer
har han ikke gjort andet end at sope ind penge, og han snakker ikke
om andet end aktier og udbytte og salg fra morgen til aften, og jeg
tror fra aften til morgen med. Han snakker jobbing i søvne, mand. Min
fredelige hyggelige Dick er blevet en mamonstræl, en guldkalvdanser,
en -- en --» Jonas ledte efter ordet, som han mod sædvane ikke fandt.
--«En kapitalist, en pengepugende kapitalist.» Der var en verden af
opsparet foragt i tonefaldet.
Men nu havde Jonas Ratje faaet udløst lidt af sin galde og trak sig
tilbage ind i sit skal. Han lukket styrehusruden som for at betyde
mig at audiensen var forbi og jeg blev siddende der paa polleren og
røge og stirre ind i de nye merkelige perspektiver som aabnet sig for
mit blik. -- Jonas Ratje som filantrop og Dick Darling som
pengepuger, og to gamle venner paa nippet til at blive fiender bare
for en lumpen femkrones skyld og for en stril. -- Sandelig verden
holdt paa at blive vendt op og ned.
* * * * *
Det var nogen dage senere. Dick og jeg sad paa Tyskebryggens café med
en flaske øl mellem os. Jonas Ratje var oppe i byen for at faa
klarering for nogen slæb hos Hahn & Hinken, som efter den store brand
havde faaet kontor langt inde i Kong Oscars gade.
Jeg havde bragt episoden fra forleden dag paa bane og Dick viste sig
at være meddelsom:
«Ja er det ikke besynderlig med Ratje. Det er akkurat som om fem
kroner ikke var penge. -- Det der som du siger om den konen -- ja
kanske er det sandt og kanske er det ikke; men hvad kommer det os
ved. Kan nogen se paa en femmer enten en har tjent den hos en stril
eller hos en herremand kanske?»
«Jamen Jonas sagde at du var kapitalist, en pengepugende kapitalist,»
skjød jeg ind.
Dick rødmet der han sad, saa jeg kunde se at han blev rød helt
opunder haarroden endda han var temmelig skidden i fjæset. --«Sagde
Ratje det? Ratje?»
«Tja, det sagde han, og jeg lyver ikke. Kanske han lyver, kanske du
ikke er kapitalist og pengepuger?»
Det var stygt af mig; men Dick vred sig som en orm der han sad, og
jeg kunde ikke for mit liv lade være at give skruen en omgang til.
«Det havde jeg aldrig troet om dig Dick,» sagde jeg dydig.
«Saa det har Ratje sagt, Ratje som selv -- --»
«Hvad behager?»
«Ja sandt for dyden, naar han sladrer af skole, hvorfor skulde jeg da
tie. Ratje skulde passe sig selv, han som sopte ind femtentusen
kroner bare paa Belleaffæren.»
«Femten tusen?»
«Ja netop. Du ved hun blev kjøbt for firehundretusen og solgt igjen
for en million to hundrede tusen tre maaneder efter. Jonas var med
der og femtentusen var hans part. Og du maa ikke tro det er hans
eneste job. Nei far, han var med paa «Stalton» og paa «Fredheim» og
«Anna» og «Peik» og -- nei han skulde bare tie. Han snakker om
kapitalister og jobbing. For hver femhundrede kroner jeg har tjent
har han tjent dobbelt saa meget. Jonas snakker om kapitalist, han som
vasser i penge. Han kan lægge op hvad dag det skal være for den del.
Det er derfor han er blevet saa storsnudet; men han skulde dyre død
bare tie stille. Jeg kan endnu mindes de dage da vi vilde været glade
ved en femkroning for et strileslæb. -- Nei jasaa, saa Jonas snakker
om kapitalist?»
Dick blev ganske hæs af bevægelse. Han bøiet sig helt frem over
bordet til mig og hvisket: «Ved du at han vilde sælge «Styggen»?»
«Sludder, aldrig i verden,» sagde jeg.
Dick slog kors under hagen med en graasvart pegefinger akkurat som
gutungerne, naar de rigtig skal bedyre et udsagn. «Sælge Styggen II,»
sagde han med gravrøst og kunde næsten ikke tale for bare
sindsbevægelse, og jeg spurgte med øinene for at faa nærmere
forklaring, for jeg skjønte jo at overfor saamegen sjælsfordærvelse
gik det ikke an at spørge høit.
«Ja da. Vi fik et bud paa hende. Jeg siger ikke at det var et daarlig
bud; men alligevel, efter al den møien vi hadde for at faa fat i
hende, saa -- --. Sælge «Styggen II» og det til de blodsugerne. Nei
før skal jeg gaa naken paa gaten og tigge.»
«Hvilke blodsugere?» Dette begyndte at bli dramatisk og nu vilde jeg
tilbunds i den historie.
«Hahn & Hinken naturligvis. Hvem andre. Tænk sælge «Styggen II» til
dem.»
Dick hadde ganske ret, dette nærmet sig helligbrøde. Jeg blev
siddende og stirre ind i et minde. Jeg syntes jeg saa Dick hin
mindeværdige dag da han drog op til Hahn emballeret som en ekstra
prima førsteklasses krigsinvalid med bandager baade her og der for at
pointere hvorledes Hinken bavde maltrakteret ham. Det var det som
skaffet mine venner saa rimelig kjøb paa baaden; og nu havde altsaa
Ratje villet sælge den til disse samme gamle eiere.
«Hvad bød de?» spurgte jeg.
«Syvogførtitusen.»
«Og dere kjøbte hele kareten for atten?»
«Ja!»
Jonas Ratjes synd begyndte at bli noget mindre. En avance paa
niogtyvetusen var ikke slig at løbe fra i disse vanskelige tider. Jeg
dristet mig til at sige saameget til Dick.
Han bare knuste mig med et eneste blik. --«Nei, det siger Jonas
ogsaa. Han sælger gjerne baade konen og barnene sine om nogen bød ham
lidt for dem.»
«Ja tro det.»
«Han vilde sælge «Styggen II»!» Dick dunket i bordet saa glassene
danset. Dick var ungkar og «Styggen II» var mere værd for ham end
kone og barn, ialfald mere end andre folks barn og koner. «Men jeg
har nu sagt ham meningen min. Sælg du bare du, sagde jeg. Sælg baade
baaden og sjælen. Stop saa alle pengene op i en sæk og gaa op paa
torvet og sig til alle du træffer: Her er min sjæl! Se saa om du faar
det bedre da. -- Ak ja, det er ikke saa let; men at min prægtige
Jonas skulde blive en slik mamonstræl, det skulde jeg bandt paa var
løgn.» Og Dick sukket saa tungt, saa tungt.
Det slog mig forresten, hvor disse to igrunden var lige i mangt og
meget, og jeg fandt forklaring paa et og andet i deres mangeaarige
venskap, som hidtil havde været mig dunkelt nok.
Saa gik døren op og Ratje kom ind. Han skulet fra den ene af os til
den anden, og satte sig ned med et mut nik til mig. Dick ænset han
ikke. Ratje vinket til opvarteren og da varerne kom skjænket han
rundt og drak selv graadig hele glasset og et til. Saa tørret han sig
om munden med haanden og sagde nærmest henvendt til den elektriske
lysekrone: «Nu staar hun i femtitusen!»
Dick krøb sammen paa stolen. Han blev saa underlig liden der han sad
og hviskende spurgte han: «Hvad svarte du?»
Jonas saa paa ham. Øinene hans var bistre, der luet en ild i dem som
jeg aldrig havde set der før og Dick frøs under det blikket.
«Svaret?» Hvad skal en svare. Du vil jo heller fly kysten rundt efter
femkroners slæb end at bukke din ryg og tage op penge som folk
formelig slænger efter dig.»
«Situationen blev uhyggelig. Jeg tænkte paa at fordufte og sad bare
og pønset paa et par passende avskedsord. Jeg skjelet bort paa Dick.
Et øieblik saa det ud, som om han vilde fyge op i et gnistrende
sinne; men saa hændte der noget som jeg ikke havde ventet.
En blank taare piblet frem i øienkriken. Den funklet et sekund som en
ædelsten og trillet saa nedover det sortsmuskede og furede kind og
tabte sig i den pjuskede knebelsbart. Og den ene fulgtes af flere. De
trillet efter hverandre og tegnet et helt lidet bækkefar der de
trillet.
Jeg saa bort paa Jonas. Ogsaa hans udtryk var en hel studie. Det
sammenbidte bistre udtryk veg først for den mest maabende
forbauselse; men lidt efter lidt steg der op i øinene en vaagnende
forstaaelse og medlidenhed som var næsten rørende.
«Dick, gamle idiot! Dick da, du kan da forstaa vi ikke sælger
«Styggen II» naar du tager det slik. Ikke for hundredetusen, ikke for
alle de penge som findes i verden». Og han rundet af sit udbrud med
et seksløbet kraftudtryk af de saftigste det nogen gang er faldt i
min lod at høre.
Men Dick stakkar sad der flau og flad. Det gik ind paa ham, at han
saaledes havde gjort sig til et skuespil og en flab. Han tørret
ærgerlig taarerne væk; men opnaadde bare at smørre skidt og salte
taarer udover i malerisk blanding, og jeg kunde ikke hjælpe for at
der gled et smil over mine læber, skjønt hele mit hjerte var hos
Dick.
Men det vidste jo ikke Jonas og for at faa bugt med sin egen rørelse
overfuste han mig: «Hvad flirer du af, blækhorn. Her er dyre død
ingen ting at flire af, saa meget du ved det, og hvis du ikke
svindter dig med et se anstændig ud, saa forsyne mig pynter jeg ikke
galionsfiguren din slig, at din egen mor ikke skal kjende dig igjen.
Kanske du tror at en mand som Dick er til at flire af, din
skidtstøvel. -- Et slikt blæksmørrende ubegavet væsen, hvad i
dundrende er det du flirer af?»
Havde ikke Dick lagt sig imellem, saa tror jeg sandt for dyden han
havde klemt til mig. Men Dick stak frem en sodet næve og famlet den
bort i Jonas Ratjes. «Tak Jonas. Jeg vidste jo hele tiden, at du ikke
orket at sælge «Styggen II» du heller.»
Jonas brummet noget grødet langt nede i struben. Det hørtes som
rullende torden langt borte.
Men slig kunde det ikke vedblive. Folk begyndte at se bort til vort
bord og opvartertosken blinket med øiet til en stamgjæst og gjorde en
næsten umærkelig bevægelse med hovedet henimod os. Jeg havde ikke
andet at gjøre for at stoppe hans usømmelige friheder end at
telegrafere til ham efter to flasker til.
«Ja, det er netop det vi skal have,» sagde Jonas med et forlegent
smil som skulde dække over hans usikkerhed. Men saa tog han sig
sammen og reiste sig op, slog ud med haanden til de ti tolv gjæster
som sad rundt i lokalet.
«Gentlemen,» brølte han og smilet blev bredere og bredere. «What do
you want? Opvarter, seks flasker champagnevin. Jeg betaler, jeg Jonas
Ratje!» -- Og nu var han pludselig igjen den gamle myndige Ratje som
jeg frygtet og holdt af. Høvdingen som kunde kommandere mennesker.
«Mine herrer,» raabte han og røsten runget. «Jeg vil dere allesammen
skal drikke en skaal med mig, for min gamle ven og kammerat Dick
Darling som sidder her, og den som ikke det vil slaar jeg hovedet ned
i maven paa. Save?»
Dick stakkar han blev rent overvældet af saa megen ære. Han var saa
flau og saa undselig at han knapt vidste hvor han skulde snu sig. Han
bare tysset og tysset paa sin brautende skipper som ikke vilde give
sig.
«Sæt dig ned, Dick, du gamle mamonstræl. Sæt dig ned og hold mund.
Dette er min dag og dermed basta.»
Men Dick vilde ikke være mindre end Ratje og bestilte ligeledes seks
flasker champagnevin. Jeg saa en forvirret kjøkkenpige pile forbi
bagvinduerne med en stor kurv. Slige bestillinger kunde caféen ikke
effektuere uden varsel.
Slig gik det til at mit hoved kom i ulag i mange dage, for champagnen
var saa som saa, selv om prisen var den samme som for Pommery grand
sec.
Det gjorde ikke noget. Jonas og Dick havde fundet hinanden paany. Det
var vel værd kalaset.


Sandheden om briggen.

«Du som tror du kan skrive, du skulde heller fortælle lidt om
dengangen Dick bjerget briggen udenfor Marstenen, end alt det juks du
har klint ihop.»
Piben var gaaet ud. Jeg tændte selv en cigar og rakte Jonas en ogsaa.
Han tog imod den og lagde den op i karaffelhylden over sofaen; men
lidt efter betænkte han sig og tog den ned igjen.
«Byder du cigar, saa skal jeg byde paa vin, og saa kan du faa den
historien om Dick og briggen.»
Fra hjørneskabet kom der frem en flaske og to ølglas. Jonas skjænket
i. Det var en sød seig vino duro af den sort som man kjøber i visse
smaa vinsjapper i nærheden af Rambla i Barcelona. Det er et mærke som
ikke faaes andetsteds; men Jonas Ratje havde visse forbindelser, hvis
varer ikke var opført paa nogen faktura og som gik udenom Bergens
toldbod. -- Vinen lod sig drikke og da vi havde smagt og smattet og
sagt: ah! lagde han sig velbehagelig tilbage, røgte et par drag og
fulgte røgen med øinene.
«Du husker,» sagde han, «at Dick og jeg i sin tid kjøbte «Styggen» --
gamle «Styggen» som gik tilbunds udenfor Jægtevigen. Det var borte i
Shields. Det var ikke nogen yacht; men vi fik hende billig og vi saa
en chanse. Sandt at sige var jeg dengang ikke videre modig paa
handelen; men baade Dick og jeg gik derborte uden et job og uden
udsigt til at faa et. Vi havde nogen center og «Styggen», som
forresten dengang hed «Duke of Northumberland», kunde faaes for
skrabejernspris. -- Og, som Dick sagde, der var metal i hende for
mere end halve kjøbesummen, saa i værste fald kunde vi hugge hende op
og faa vore penge igjen paa den maaden.
Men da vi først var blevet eiere af hende, havde ingen af os hjerte
til at skille os ved hende. -- Spørgsmaalet var hvorledes vi skulde
faa hende over Nordsjøen. Det var i oktober maaned, og du husker for
en nøddeskal det var. Dertil kom, at maskinen ikke var noget at
skryde af. Kjedlen lækket i nærsagt alle skjøtningerne og skroget var
ikke stort bedre. Men Dick gik an med diktemeisel og hammer. Han sled
som et bæst baade dag og nat, og paa mindre end en halv maaned var
han kommet saalangt, at han mente vi kunde vove farten.
Var vi heldig kunde vi kanske hakke os over Nordsjøen paa et par
døgn, og saalænge kunde vi sagtens holde ud. Var vi ikke heldige gik
vi nedenom og hjem til kingdome come annyhow. Slige bagateller som
kompas og kronometer fandtes der naturligvis ikke ombord; men
mærkelig nok fandt vi et gammelt fillet Nordsjøkart i sofabænken. Det
var alt vi havde at gjøre bestik efter, saa du skjøner, det var ikke
rare greier.
Vi kjøbte os et par tons kul, de var billige dengang. Desuden lagde
vi ind nogen beskøiter, en skinke og to flasker whisky. Det var hele
udstyret. -- Og saa bar det ivei.
I begyndelsen gik det herlig. Det blaaste en liden bris af sydvest;
men sjøen var smul og blikspandet vort viste sig at være bedre end vi
havde ventet. Vistnok slarket maskinen vor som et paternosterværk og
Dick turde ikke sætte mere end tredve firti punds tryk paa kjedlen.
Men vi flød og vi kom frem. Det var alt vi begjæret. Jeg behøver vel
ikke at tilføie, at vi havde ikke havt nogen veritas-survey paa
kareten. Men Dick er saa god som seks veritasagenter, saa saalænge
han var fornøiet kunde sagtens jeg være det. Kort sagt, foreløbig
artet det hele sig som et yndig lidet picnic.
Men ud paa eftermiddagen frisket brisen stadig og vi fik lidt sjø ret
agtenfra. Dick blev alvorlig. Ikke saa at forstaa, at han sagde
noget; men jeg mærket det jo alligevel. Han sad pal ved siden af
maskinen sin og lyttet efter alle dens lyd. Han havde en skiftenøgle
i haanden, og ret som det var var han borte i en møtrik baade her og
der. Oljekanden stod paa bænken ved siden af ham.
For mine øine saa det ud til at være allright altsammen; men du ved
det var ikke stort jeg saa; for jeg havde jo rattet at passe. Det var
ikke nogen afløsning for nogen af os. Der vi var fik vi være til vi
kom i havn.
Nu er at berette at veiret øget paa lidt om sen. Brisen blev frisk og
blev til kuling som efterhaanden blev stiv. Vi havde hele tiden
veiret ind ret agter og det hjalp jo paa farten; men Dick havde det
ikke morsomt. Det var paa den reisen det gik op for mig hvad en
dygtig maskinist er værd i sit yrke. Du skulde seet ham. Han havde
throtlevalven i haanden hele tiden, naar han ikke tilfældigvis skulde
bort i en skrue eller smøre et lager eller sligt; men du kan tage mit
ord for at han ammet og dægget og kjælet for den skranglerokken sin
som der aldrig er blevet stelt med en kvadruple ombord i en
torpedojager, hvor de er to mand til at passe paa hver smørekop.
Og vel var det; for uden Dick var vi aldrig kommen over Nordsjøen.
Det var Dick og bare Dick all round. Han klarte det saa fint som
flæskevælling. Det var ikke stort jeg kunde gjøre andet end at passe
rattet og det kunde en hvemsomhelst dæksgut gjort.
Vi brugte to døgn over til vi saa land paa norske siden. Og i al den
tiden levet vi paa tørre beskøiter og whisky i vand. Skinken som vi
havde glædet os til blev ikke rørt, for ingen af os havde tid til at
stege flæsk eller koge kaffe eller noget, for vi havde hænderne
fulde. Men vi lovet os selv, at saasnart vi kom ind i smult vand
skulde vi have os et ordentlig maaltid og derefter tørne ind til en
lang vagt tilkøis. Vi syntes vi trængte det, vi begyndte at blive
slitne paa resten.
Det var tidlig paa morgenen tredie døgnet, at vi først saa land; men
det var langt lid paa dagen da vi fik kjending, saa vi vidste hvor vi
var, og da var vi under Marstenen og var sikker paa at vi skulde
ligge vel fortøiet til natten.
Men se det blev der ikke noget af.
For just som det begyndte at skumre var det vi fik se nødblus fra en
seilskude en mils vei opunder til bagbord.
Jeg raabte til Dick, at han fik komme op, og da han kom forklaret jeg
ham at seileren havde blusset og foreslog ham at vi skulde gjøre en
afstikker bort til den forat vi siden kunde give melding til nogen,
som kunde gaa ud og hjælpe hende.
«Giv melding i helvede,» sagde Dick. «Hvad faar vi for at give
melding? Nei, enten gaar vi nu ret ind ved Marstenen og giver pokker
i den plimsoleren, eller ogsaa gaar vi ned og tager hende paa slæb.
Nu kan du vælge.»
Først troede jeg at manden var gal eller fuld. Vi havde vaaget i
toogethalvt døgn, og skulde vi nu tage seileren paa slæb fik vi
mindst tolv timers ekstra arbeide. Det var det; men du maa ogsaa
huske paa at vi havde en stiv kuling af sydvest og ikke saameget som
en taugstump, ja ikke en smekker line engang ombord.
Saa fortalte jeg Dick hvad jeg mente om ham og hans idé. Men det
kunde jeg sparet mig; for han havde ogsaa en mening og tilstrækkelig
mange skjældsord til at give dem vægt.
Tilslut spurgte jeg om han virkelig troede at rokken hans var i den
stand at den kunde taale et sligt slæb i høi sjø?
«Well,», sagde han. «Det er det som skal vise sig. Vi har ialfald
ikke kjøbt denne dreadnoughten for at bruge den til lystfart. Den er
kjøbt til bugserbaad og nu sender herren i sin visdom dig en seiler
at bugsere, og saa vil du liste fra det hele fordi du er lidt søvnig.
Du burde skamme dig. Jeg ved ikke om maskinen taaler jobben; men jeg
ved hun trænger en ordentlig overhaling under værksted i Bergen før
vi kan tage traden op for ramme alvor. -- Og derborte, en liden mil
nede i læ ligger pengene som skal betale den reparationen. Hvis vi nu
ikke plukker sedlerne op saa fort vi har lært, saa er du kanske saa
venlig at skaffe dem andetsteds fra. Du har formodentlig en udstrakt
blankokredit paa Dogger bank, saa du greier det nok; men kanske det
var lige saa hændig at tage de zechinerne som ligger her og slænger
paa alfar vei. Briggen derborte ligger og tigger om lov til at
betale.»
Naa ja, det parlamentet blev ikke længere. Han fik sin vilje og i de
næste fjorten timer sled vi saa vi havde blodsmag i munden.
Briggen var en gammel radbrækket russefinne, som maatte holdes
flydende paa pumperne. Hun var forresten ikke værre medtaget end at
hun burde have kommet sig ind ved egen hjælp; men folkene havde
draget hele Nordsjøen gjennem pumperne og nu var de krakilske. Hun
havde desuden faaet skade paa roret. Det var derfor hun var kommet ud
af kurs. Hun skulde nemlig ind i Østersjøen med kullasten som hun
havde under lugerne.»
«Jamen hvorledes fik du slæberen ombord? Du sagde jo selv, du havde
ikke saameget som en smekker line engang. Og du skulde manøvrere
«Styggen» og hive trossen ind og gjøre fast og alt; for du vil vel
ikke fortælle at det ogsaa var Dick -- all round?»
«Det var ingenting. Jeg gik opunder agterenden paa hende og alt der
var at gjøre var at fire trossen ned til mig; for de havde jo
mandskab nok der ombord og -- -- --»
I det samme kom Dick frem i styrehusdøren. Han var utrolig skidden;
for han kom lige fra skudebunden, hvor han havde havt noget at gjøre.
Da han saa vi havde vin paa bordet lyste han op saa de smaa
tandstumperne hans skinnet i det svarte fjæset og uden videre palaver
tog han Ratjes glas og tømte det tilbunds.
Jeg saa der flammet op et vredeslyn i øinene paa Jonas, men han
betvang sig og sagde noksaa pyntelig: «Velbekomme; men næste gang kan
du hente dig en kop og ikke tage mit glas.»
«Aa kjære, gjør ingen uleilighed for min skyld, jeg klarer mig saa
godt med glasset. Du er jo ren i munden vel,» sagde Dick.
For at afværge uveir skjød jeg ind: «Jonas sidder her og fortæller
mig om dengangen du bjerget russefinnen udenfor Marstenen.»
«Jeg bjerget? Jeg --,» det var den mest uforstilte forbauselse i Dick
Darlings ansigt. «Det var Jonas Ratje som bjerget russefinnen, og det
greiet han solo. Og hvis han har fortalt noget andet saa lyver han
til den store guldmedalje lige saa freidig som han løi ved
sjøforklaringen efterpaa.»
Jeg saa fra den ene til den anden. Jonas var lidt rød i kammen, men
det kunde være af vinen. «Tøis,» sagde han bare.
«Det er ikke tøis,» kom det hidsig fra Dick. «Jeg tøiser ikke med
sligt,» og vendt mod mig klemte han paa: «Har han fortalt dig,
hvorledes han fik trossen ombord? Har han fortalt dig, at det var det
fineste stykke sjømandsarbeide som nogengang er gjort? Har han
fortalt dig, at vi havde næsten opgivet det som haabløst; men at
netop som vi skulde begive hele jobben, fik han øie paa et stakkels
fortvilet kvindfolk ombord paa briggen. En kvinde med et lidet barn
paa armen; og for hendes skyld gjorde han det kjæmpearbeide at faa
den trossen ombord til os. -- Det var himlende hav og holdt paa at
blive mørkt, og vi kunde ikke komme opunder briggen saapas, at de
kunde hive en line over til os. Men hvad gjorde Jonas? Han sprang
overbord gjorde han og svømmet bort under læ af finnen og kom tilbage
med linen mellem tænderne. Og gjennemvaad og stivfrossen, mens
klæderne næsten blev is paa hans krop halte han og sled han, til han
fik den trossen ombord og gjort fast. -- Og han havde ikke sovet i
næsten tre døgn, alligevel stod han efterpaa tilrors i de samme
klæderne indtil briggen kastet anker paa Bergens red.»
«Aa hold kjæft! Du overdriver, det var ingenting,» sagde Jonas. Nu
var han blodrød helt op under haarroden.
Jeg godtet mig. Se saaledes saa altsaa den historie ud fra den anden
side. Dick godtet sig ogsaa, det kunde jeg se paa ham: «Nei, se det
har han ikke fortalt. Men hvad i svingende svarte Helsingland har han
saa fortalt? For jeg gjorde ingenting, bogstavelig talt ingenting
andet end at give en haand her og der som enhver dæksgut kunde have
gjort bedre.»
«Saa det gjorde du ikke,» bed Jonas i. «Det var kanske ikke dig som
skruede fast sikkerhedsventilen og satte et pres paa den stakkers
radbrækkede mishandlede maskinen din til vi holdt paa at gaa til
himmels? -- Og da det blev rigtig galt, hængte du huen din over
manometeret, for at det ikke skulde fortælle dig, hvilken sindssvag
vaagehals du var. -- Naa, stik den du!» vrinsket han triumferende.
Men Dick blev ikke imponeret. «Er det noget at snakke om? End om der