Udvalgte Digtninger - 12

-- "Det gjør aldeles ingen Ting!"
Udbrød med Smiil den Lille,
Idet en Rødme foer omkring
De fine Træk, de milde.
"Nei, ganske vist!" gjentog Mama:
"Er man i hendes Alder,
"Gjør Sligt ei til, ei heller fra,
"Man ta'er det, som det falder." --
Vi skiltes ad; dog før vi gik,
For Hver til Sit at drage,
Forsømtes ei den danske Skik,
Hinandens Haand at tage.
Den unge Piges Haand jeg tog,
Som just var uden Handske,
Og tænkte: Der er Meget dog
At rose ved det Danske.
Og mens den hvide Haand jeg greb,
Og fast i min den klemte,
Jeg lod, som om -- det var et Kneb --
Jeg nylig Noget glemte,
Og talte nu, jeg veed ei hvad,
Erindred om Adskilligt,
Mens Haandens fine Lilieblad
I min sig hviilte villigt.
Nu stod jeg ene med min Ven,
Som, mens han Øiet sendte
Mod Damerne, der vandred hen,
Idet Charlotte vendte
Sit Hoved om i flygtigt Nik,
Som jeg til Indtægt førte,
Mig sagde med ironisk Blik:
"Jeg saae, skjøndt just ei hørte!
"Jo jo, min Ven! den Sag er klar,
"Jeg gjætter dine Tanker,
"Og hos den unge Pige har
"Dit Hjerte kastet Anker.
"Jeg dig fortænker ei deri,
"Jeg siger intet Mere;
"Naar Sjællandsreisen er forbi,
"Jeg vist kan gratulere." --
-- "Du tager feil," ham svarte jeg:
"Jeg kan mig ikke tænke,
"At jeg paa Ægtestandens Vei
"Saa snart mig lader lænke.
"Desuden er hun sexten Aar
"Og nylig confirmeret;
"Jeg hendes første Frier spaaer,
"Han bliver rejiceret.
"Hun er -- jeg veed ei ret, hvordan --
"I Slægt med mig og Mine;
"Hun er -- jeg ikke huske kan --
"Hun er et Slags Cousine.
"Men hun er et velsignet Barn,
"Der har Forstand som Store;
"Hun har mig fanget i sit Garn,
"Det synes hende more.
"Hvor er det sødt at gjøre Cour
"Til En, hvis unge Vinge
"Forsøger fra sin Barndoms Buur
"Sig første Gang at svinge!
"Den Tanke tryller hvert et Sind,
"At her man er den Første,
"Som plante tør den Lærdom ind,
"Hvorefter Alle tørste.
"Og sligt et Barn har tidt Forstand,
"Der Voxnes gjør til Skamme;
"Ja, mangen Gang forbauses man
"Ved denne spæde Flamme.
"Hun Alting _a priori_ veed,
"Og trænger ei til Andet
"End Stemplet af Erfarenhed
"Paa Det, hun alt har sandet.
"Hun lærer ikke noget Nyt,
"Men vil bekræftet høre
"Den Aabenbaring, som har lydt
"I hendes Jomfru-Øre.
"Hun fatter overmaade godt
"Enhver forelsket Retning,
"Og naar et Ord man nævner blot,
"Begriber hun en Sætning.
"Men Eet, hvorpaa det kommer an,
"Maa man i Anslag bringe:
"Vist aldrig lykkes vil den Mand,
"Som ikke kan sig tvinge.
"Forsigtighed man øve maa,
"Maa Skaansomhed bebude,
"Thi ellers vil det ilde gaae,
"Og snart er Spillet ude.
"Den unge Pige har en Tact,
"Hvorved hun Meget gjætter:
"Hun af en Scene snart en Act
"I Tanken sammensætter;
"Og dertil er hun fiin og bly,
"Og ei saa let at gjække:
"Et Ord kan gjøre hende sky,
"En Mine hende skrække.
"Det gjælder da hvert Øieblik,
"At ikke Meer man prøver,
"End Det, man seer med Kjenderblik,
"At Hjertet just behøver.
"Ved hver en nok saa ringe Gunst,
"Om givet eller fundet,
"Man lade maa -- det er en Kunst --
"Som var nu Maalet vundet.
"Det gjælder just i dette Spil,
"At ingen Yttring dølger
"En anden, som den fører til,
"Som til de næste Følger.
"Det synes maa ved dette Spil,
"At Hjertets bly Veninde
"Kan ende Legen, naar hun vil,
"Som dens Beherskerinde.
"Men ogsaa dristig, ogsaa fri
"Man være tør. Alene
"Maa sig et ømt Galanterie
"Med Dristighed forene.
"Tag hendes Haand og kys paa den,
"Maaskee hun saa vil skrige,
"Thi slig en Hyldest aldrig end
"Var budt den unge Pige.
"Men snart, med Purpur paa sin Kind,
"Hun tænker: ""Hvad saa Mere?
""Det viser et ærbødigt Sind,
""Og det maa jo flattere.
""Ifald det Nogen havde seet,
""Da blev jeg vel til Latter,
""Men det er heldigviis ei skeet."" --
"Saaledes hun sig fatter.
"Men tro nu ei, at strax du kan
"Et Kys paa Munden trykke;
"Nei, saadan gaaer det ikke an,
"Det spilder dig din Lykke.
"Den unge Pige fatter let,
"Et Kys betyder Mere,
"Og derfor vil hun ei ved det
"Saa rask sig engagere.
"Det gjælder om, at Hjertets Leg
"Maa hende selv behage,
"Saa hver en Frygt af Barmen veg
"For Tanker, som kan plage.
"Du maa en god Samvittighed
"Til hendes Trøst bevare:
"I Følelsen af den hun veed,
"At det har ingen Fare.
"Derfor Uskyldigheden maa
"Med hver en Stræben parres,
"Og Intet maa forsøges paa,
"Hvorved Forældre narres.
"Correspondance duer ei,
"Et Rendezvous maa frygtes,
"Men søg blot Leilighedens Vei,
"Som om den aldrig søgtes.
"Aftaler dog man gjerne gjør,
"Men kun utydelige,
"Saa hun sig altid sige tør,
"At ei hun veed af slige,
"Men at kun sympathetisk Tro
"Samt Hjertets Forsyn lader
"Dem ofte mødes _à propos_
"I Selskab og paa Gader.
"Naar fri hun føler sig og let
"I dette Forholds Lænker,
"Da kan hun ei undvære det,
"Ihvad hun vil og tænker.
"Naar let hun føler sig og fri,
"Som i en Livs-Forklaring,
"Da snart hun vælger Slaveri,
"Til Frihedens Bevaring." --
Her slog min Ven en Latter op,
Da just jeg endte Talen;
Han saae paa mig, og sagde: "Stop!
"Det kneb nok med Moralen?
"En heel _Ars amatoria_
"Du dundrer i mit Øre.
"Og Resultatet bliver da:
"Du Pigen vil forføre." --
-- "Forføre! Skam dig! hvilket Ord!
"Nei, hun er altfor yndig
"Til blot at nære mindste Spor
"Af Hensigt, som var syndig." --
-- "Nu vel," han svarte, "men dog ei
"Herved stor Trøst erhverves,
"Thi hun kan let paa denne Vei
"I Bund og Grund fordærves." --
-- "Vist ei! Galanterie, min Ven,
"Er just en Pigeskole,
"Og Aanden dannes først i den,
"Derpaa du trygt kan stole.
"Du glemmer nok, jeg er Poet,
"Og trænger til at sværme?
"Nu er Charlotte den Magnet,
"Sig mine Tanker nærme.
"O! hvis jeg ikke sværme maa,
"Da kan jeg ikke digte,
"Da vil Apollo mig forsmaae,
"Og Muserne mig svigte.
"Jeg aander kun ved denne Trang,
"Den i min Lyre klinger,
"Den bæver i min Digtersang,
"Den giver Verset Vinger.
"Thi der er Intet dog saa sødt,
"Som med en saadan Pige,
"Der end har Hjertet ungt og blødt,
"At gjæste Drømmes Rige!
"En Dødelig fordybes ei
"I Sværmeriets Grotter,
"Undtagen en Poet, som jeg,
"Med saadanne Charlotter.
"Forelsket Stræben Lønnens Fryd
"Her øieblikligt finder:
"Erkjendtlighed er just en Dyd
"Hos disse smaa Veninder.
"Sin første Lærer altid man
"Hans Møie prompt erstatter; ...
"Men ikke meer jeg tøve kan --
"Farvel! vi sees vel atter."

Andet Capitel.
Den næste Morgen rask det gik,
Tiltrods for Støv og Hede.
Alt svinder Lyngby for vort Blik,
I Rudersdal vi bede.
Snart Bloustrød er bag Hestehov
Med Ilen lagt tilbage,
Og i den sidste lange Skov
Fornøiede vi drage.
Charlotte ved min Side sad,
Mens Øiet saaes at tindre;
Hun var saa glad, saa sjæleglad,
Og jeg var ikke mindre.
Jeg hvisked hende mangt et Ord,
Hvori sig skjulte Sødmen,
Og saae paa Kinden mangt et Spor
Af mangen flygtig Rødmen.
"Du kjører over Steen og Stok,"
Hun sagde, skjelmsk i Blikke:
"Men du er vist forsigtig nok,
"Og vælter os vel ikke?" --
-- "Du kan, mit Barn, paa denne Tour
"Dig frit mig overlade;
"Ved mig din yndige Figur
"Skal ikke tage Skade." --
-- "Men see vi Fredriksborg ei snart?"
Saa spurgte nu de Tvende,
Som bag mig sad: "Trods denne Fart,
"Faaer Skoven ingen Ende." --
-- "Ja vistnok er den meget lang,
"Men giv nu bare Stunder,
"Man snart faaer Udsigt ... See engang!
"Der seer De Skovens Under!" --
-- "O hold dog stille! lad os see!
"Det Syn er uvurdeerligt!"
Da holdt jeg, medens alle Tre
Sig glæded umaneerligt.
Men det er og et Tryllesyn,
Naar pludseligt i Skoven
Man Slottet seer, som ved et Lyn,
Der farer ned fra oven.
O Danmarks første Patriarks
Uglemmelige Skygge,
Som svæver her, hvor Dannemarks
Skov-Alfer gladest bygge!
I dette Syn du stiger frem,
Ei Dødens Baand dig binde;
Her staaer du levende blandt Dem,
Som studse ved dit Minde.
Men fremad higer nu vort Sind,
For Alt ret nær at skue.
Paa Abels Vertshuus tages ind,
Hvis rummelige Stue
Til Vindvet drager Alle hen;
Man kan sig ikke skille
Derfra, man seer og seer igjen
Paa Slottet Solen spille.
Det staaer, som paa en Skueplads,
For Øiet nær og lige,
Det stiger, som et Feepallads,
Op af Undiners Rige ...
Men tys! paa Døren banket blev;
Forstyrrende vor Iver,
Indtræder Pigen med et Brev,
Og til Papa det giver.
Han læser med Forundring stor
Ved Vindvesfagets Ruder:
""En Ven, som her i Byen boer,
""Dem sit Besøg bebuder.
""Ret strax han kommer til Dem hjem,
""Hvor han paa Deres Stue
""Et Haandtryk venter sig af Dem,
""Et Smiil af Deres Frue.""
"Hvem er han vel, den Ven saa sær?
"Jeg her jo kjender Ingen;
"Og hvoraf veed han, jeg er her?
"Heel mærkelig er Tingen!" --
Charlotte griber hurtig til
Sin Parasol, og beder:
"Min Fætter nok mig følge vil
"Lidt om paa disse Steder?
"Thi det er ikke værdt, at vi
"Forstyrre Sammenkomsten;
"Lad os da gaae hiin grønne Sti,
"Hvor Busken staaer med Blomsten.
"Her er vist mangen deilig Vei,
"Hvor man kan promenere." --
-- "Ja kom! Jeg siger ikke Nei,
"Jeg ønsker Intet mere." --
Som sagt, saa gjort: Af Døren ud
Vi os med Glæde skyndte;
Hun smiilte som en Rosenbrud,
Da vi vor Tour begyndte.
Vi gjennem Slottets Gaarde gik,
Betragted Alting nøie,
Men ogsaa jeg imellem fik
Et Glimt af hendes Øie.
Om lidt vi vare komne paa
Den smukke Promenade,
Som over Bakker monne gaae
Til Byens brede Gade.
Her Slottet mere fjernt man seer
I Søen sig at speile.
At Den, som vandred her, ei meer
Det glemmer, ei kan feile.
"Charlotte! giv mig her din Arm,
"Du til en Støtte trænger,
"Thi du er træt og du er varm,
"Og med dit Hoved hænger." --
Hun saae sig om ... "Slaa dig til Ro,
"Her er jo Intet vovet;
"Du frygter vel, at man skal troe,
"Du er med mig forlovet?
"Men Ingen kjender os jo her,
"Her frygtes ingen Snakken.
"Jeg fører dig til hine Træer,
"Hvor Bænken staaer paa Bakken;
"Der kan du sidde ret i Mag,
"I Skjerm af Løv foroven,
"Der kan du see med Velbehag
"Paa Slottet og paa Skoven." --
Med flygtig Rødmen fiint og let
Sin Arm i min hun lagde;
Jeg til min Barm den trykte tæt,
Mens meget Smukt jeg sagde;
Og med den matte Haand, der hang
Ved Armenes Forgrening,
Min egen Haand heel mangen Gang
Indgik en sød Forening.
Paa Bænken paa den lille Høi
Jeg satte mig hos hende,
Saa nær, saa tæt, -- da ved en Støi
Jeg maatte Hov'det vende:
En Mand jeg skued iilsomt gaae
Op ad den samme Bakke,
Han bar Moustacher, ganske smaa,
Og var i Lieutenants-Frakke.
Han styrted til Charlottes Fod,
Og raabte: "Kjære Pige!
"Nu er du min, nu har jeg Mod,
"Alverden det at sige.
"Min Fader talte nu med din,
"Og begge To det ville;
"I Evighed er du nu min,
"Og os kan Intet skille." --
Charlotte høit fra Bænken sprang,
Og favnede ham kjærligt;
Tilsidst hun saae paa mig engang --
Gud! hendes Blik var ærligt! --
"Min Elskte! see min Fætter her!
"Han var saa god imod mig,
"Han har mig altid været kjær,
"Thi han saa godt forstod mig."
Jeg sad som En, der seer en Aand,
Naar mindst han Aander venter.
Den unge Lieutenant tog min Haand,
Og sagde Complimenter;
Og derpaa, til Charlotte vendt,
Han sagde: "Lad os vandre,
"Thi efter hvad der nu er hændt,
"Vi ventes af de Andre.
"I blive skal hos os inat,
"Og naar I hjem vil drage,
"Paa Vognen jeg min søde Skat
"Til Staden tør ledsage." --
Nu gik de. Pigen i en Fart
Tilraabte mig. "Kom efter!" --
-- "Jeg kommer," svarte jeg, "saasnart
"Jeg lidt har samlet Kræfter." --
Mit Øie længe fulgte dem,
Mens bort de monne vandre,
Mens Arm i Arm de hasted frem,
Og hvisked til hverandre.
Nu stedse længer bort de gik,
Indtil bag fjerne Grene
De ganske skjultes for mit Blik, --
Da følte jeg mig ene.
Jeg kasted mig paa Jorden ned,
Og mig fortvivlet vælted;
Jeg troer, at jeg i Græsset bed,
Af Sorg og Harme smeltet.
Saa laae paa Ryggen jeg en Stund,
Langs Skraaningen af Høien,
Og saae i Søens klare Bund,
Hvor Slottet speiled Fløien.
Da brød jeg ud: Henfarne Drot,
Hvis Minder her vi følge!
Du grunded dette Kæmpeslot
Midt i ustadig Bølge,
Og dog det staaer Aar ud, Aar ind;
Men tidt du prøve maatte,
At, bygged du paa Qvindesind,
Da sank de bedste Slotte.
Hvad vilde jeg herude vel?
Jeg tidt nok maatte prøve,
At her et eller andet Held
Mig Skjæbnen skulde røve.
Tidt fik jeg Regnveir, daarlig Mad,
Af Smaa-Chicaner flere.
Hvad Rart er her? -- Et Slot? -- Men hvad,
Hvad er her ellers Mere?
Det kjedelige Stutteri,
Hvorom Enhver jo melder,
Og Gader uden Folk deri,
Og daarlige Hoteller,
Forresten mange gamle Træer
Med melancholske Kroner,
Og saa det store Værksted her
For Flemmers Recensioner.
Afsted, afsted til Staden hjem,
Fra Sjælland, fra det nordre!
Nu blive jo paa Vognen Fem,
Jeg kan dem ei befordre.
En Extrapostvogn til Behag
Stationen vel dem sender;
Det faaer nu være deres Sag,
Jeg vasker mine Hænder.
Jeg af min Tour mig rose kan!
Jeg kjører tom tilbage, --
Hvis ei en trættet Vandringsmand
Jeg byder op at age.
Ja, Fredriksborg! af Hjertens Grund
Din Deilighed jeg skatter,
Men dog det vare skal en Stund,
Før her jeg kommer atter.


ROESKILDE DOMKIRKE

Du, Danmarks ældste Kirke,
Du, Slettens Fjeld, hvorpaa to ranke Birke!
Begeistrer verdslig Digter du til Sang?
Kun Lyrens tynde Strænge
Jeg slaaer, men her min Gjenstand kunde trænge
Til Orglets fulde Klang.
Til dig for længe siden,
En Skjald, hvis Navn ei slettes ud af Tiden,
Af Laurbærkrandsen offret har et Blad.
I Dantiske Terziner,
Som speile steenudhugne Kongers Miner,
Han om din Storhed qvad.
Lad Andre sig tillade
Forsøg i posthomerisk Iliade;
Jeg kan det ikke, Musen mig beleer.
Jeg kun med ham kan høre,
At "Nøglen rasler i de tunge Døre,"
Og kun ved ham jeg seer.
Dog jo! -- Et Syn der stander,
Som han ei saae, som ei ved ham jeg sander:
I Kirkens #Hvælving# Fredrik skrinlagt blev;
Paa Kongers Nattehimmel
Een Stjerne meer nu glimter i den Vrimmel,
Som Digteren beskrev.
Til Kistens Laag jeg sender
Kun hurtig Hilsen, derpaa bort mig vender; --
Frygt ei, min Læser, for en Elegie!
Jeg veed, i disse Tider
Gaaer Blikket, vendt mod Livets travle Sider,
En Konges Grav forbi.
Og Kirken ikke heller
Den Gjenstand er, hvorom man helst fortæller
En Slægt, som nødig hæve vil sit Blik.
Gak hen og see dens Piller,
Naar #Weyse#, #Hartmann# eller #Hansen# spiller
En Dommedags-Musik.
Men her, hvor Tonen tier,
Som til en anden Verden Sjælen vier,
Seer Mængden ei paa Kirken med Behag,
Men lader Øiet glide
Med hæftig Attraa mod den venstre Side,
Til Stænderhusets Tag.
Det lavt og ydmygt ligger
Ved Kirkens Fod, som for en Rig en Tigger,
Og Danmarks Fremtid dog det klare vil,
Og gjør det, hvis det styrkes
Af Ham, som gav, naar han i Sandhed dyrkes,
Velsignelsen dertil.
Men først maa Blikket hæve
Sig mere frit, og meer uhildet svæve,
Og undflye Hverdags-Tanken, smaalig lav,
Som troer, paa flade Grunde
At ankre, hvor Ideen blot kan bunde
I Meningernes Hav.
Det skeer, det er forhaanden!
Vort lille Land vil samle sig i Aanden, --
Den #Eneste#, hvis Magt er evig stærk,
Og paa hvis Side kæmper
Den Gud, som alle slette Vaaben dæmper,
Og hævder Aandens Værk.


VALLØ,
ELLER:
EN UNG PIGES BETÆNKELIGHEDER

I Vallø Kloster
Der vil hun døe,
Min kjære Moster,
Den bedagede Mø.
Paa Jorden giftet
Hun ikke blev,
Derfor i Stiftet
Hun ind sig skrev.
Vel er der deiligt
I Skov og Slot,
Man boer beleiligt,
Man lever godt.
Jeg var hos Moster
Forgangen Aar,
Det hele Kloster
For mit Øie staaer.
Jeg seer hver Snirkel
Og Taarnenes Par,
Det ene som en Cirkel
Rundhed har,
Det andet er kantet,
Ligner et Skuur,
Det er en fjantet
Architectur.
Men høist massive
De begge staae,
Og taust beskrive
Hvad før de saae,
Da Hjelm og Pandser
Dem blev tildeel
Hos Rosenkrandser,
Hos Thott og Scheel.
Naar Peder Oxe
De nævne vil,
Jeg troer, at de voxe
Nogle Favne til,
At de sig strække,
Stolte ved ham,
Hvis Frøer qvække
I den lille Dam.
Man sagtens leder
Om Mage til Sted,
Dog Betænkeligheder
Jeg har derved.
Mig ogsaa min Fader
Indskrevet har, --
Det aldrig skader,
Den Sag er klar.
Men naar man tæller
Kun atten Aar,
Man venter heller
Paa bedre Kaar.
Og tænk nu Qvalen
Og tænk min Skræk,
Hvis Capitalen
Var kastet væk!
Da jeg Moster besøgte, --
Jeg veed ei ret --
Der var Noget, jeg søgte
Paa hver en Plet,
Men aldrig fandtes
For Savnet Raad,
Mens Længslen spandtes
Med lønlig Traad.
I Havens Gange
Under Løvets Tag
Lød Fuglesange
Ved Nat, ved Dag;
Det sused og det lufted
I gamle Træer,
Blomsterne dufted
I farvet Skjær.
Men Blomsterduften,
Det farvede Blad,
Suusning af Luften
Og Fuglens Qvad
I Grenes Kløfter
Paa beskygget Vei, --
Alt var som Løfter,
Der holdes ei.
Meget, jeg bekjender,
Man her kan faae;
Men hvis Hjertet brænder,
Hvad gjør man saa?
Kan med dets Crater
Man vel faae Bugt
Ved Deputater
Af Vildt og Frugt?
Til glade Miner
Mon det forslaaer,
At i to Terminer
Man Hævning faaer,
Naar Hævning af Barmen
Under Silken fiin
Ved Hjertevarmen
Er uden Termin?
Moster! jeg kommer
Paa Besøg igjen,
Jeg vil til Sommer
Til Vallø hen
Og i Haven spadsere;
Men -- gaaer det an,
Maa du logere
Mig og min Mand.


VALDEMARS TAARN
I VORDINGBORG

Paa Himlen et Uveir truer,
Solen synker i Vest
Og kaster de sidste Luer
Paa Borgens den sidste Rest.
Den hilser Kongeborgen,
Den farver Taarnets Tag,
Den siger: "God Nat! Imorgen
"Vorder det Atterdag."
Paa Taget Duerne kurre,
Snart jager Høgen dem bort,
Da rider #fra Gurre til Borre#
Konning Volmer i Natten sort.
Foran ham Uglerne drage
Med selsomt varslende Sang,
Om Spiret Sæde de tage,
Hvor før Guldgaasen hang.
Da hører man Pidskeknalden
Og Vrinsken og Hundeglam;
Paa den sorteste Hest fra Stalden
Rider den Herre gram.
Og hundrede Svende følge,
Enhver paa hurtig Hest,
De fare som brusende Bølge,
Som Nattens vildene Blæst.
Paa Hestene Manken lyser,
Og det lyser af Næsebor,
Bonden af Rædsel gyser,
Og i Sengen sig sikker troer.
Men Skjalden og Den, hvis Øie
Staaer aabent i drømmende Blund,
Vil ikke tilsengs forføie
Sig i Synernes bedste Stund.
Han gaaer til Borgens Ruiner,
Og seer med studsende Sind,
At Kongen med Følget triner
I den inderste Borggaard ind.
Af Grunden Borgen sig hæver,
Den staaer som i fordums Tid,
Maanen over den svæver
Ligesaa sølverhvid.
Guldgaasen Spiret krandser,
Konning Volmer skuer den kjæk,
Og tænker paa alle de #Hanser#,
Som Gaasen voldede Skræk.
Ret som ved de gamle Fester
Det mylrer paa hvert et Sted,
Kjøkken- og Kjeldermester
Have saa travlt derved.
Til Randen fyldt et Bæger
Bringer en Mø saa fiin,
Og den døde Konge sig qvæger
Ved Livets kraftige Viin.
"Mit Danmark!" saadan han taler:
"Jeg elskede dig forvist.
"Og endnu til Gud dig befaler
"Mod Slavers og Venders List.
"Og vorder det Nat, oprunden
"Da vorde dig Atterdag!"
Saa sætter han Bægret for Munden,
Tømmer det til sidste Drag.
Da klinge, som i gamle Tider,
Hundrede Slag paa Skjold,
Og fra Borre til Gurre rider
Igjen den Herre bold.
Nu synker i Grunden saa fage
Borgen til det sidste Spor,
Kun Taarnet bliver tilbage,
Som Pant paa Kong Volmers Ord.


MØENS KLINT

"Nu hviler #Grøn# med #Fane# sin,
"Som trættede Hjort og rasken Hind.
"Tak, Bonde, nu den gode Gud,
"At du gaaer tryg af Havnen ud."
Saadan i et gammelt Riim det lyder,
Hvis Mening en yngre Skjald nu tyder.
Hiin #Grøn# var Jæger, dertil Søhane,
Hans deilige Hustru kaldtes #Fane#.
Og #Fane# gav, da hun end var Mø,
#Møens# Navn til den danske Ø,
Som vender mod Havet sin høie Side,
Den jomfrurene, den blendende hvide.
Og mellem Møens og Falsters Jord
Fik Vandet Navn af #Fanefjord#,
Og Kirken derved med sit røde Tag
Har samme Navn den Dag idag.
Men efter #Grøn# har Bondens Mund
Benævnet det samme Vand #Grønsund#,
Og det Navn end gjælder i vore Tider
For Færgestedet paa begge Sider.
Ved #Frenderup# By, nær ved et Krat,
Vises en Grav, med Stene sat,
I Alenlængde hundred og halvfjerds,
For de To, som mindes i det gamle Vers.
Den vældige #Grøn# har Navn af Jette,
Og fra Upsala regnes hans Æt medrette;
Thi kaldtes han længe paa Møens Land
#Jetten af Upsal#, en farlig Mand.
Under Navn af #Klintekonge# han gaaer,
Nær ved Klinten hans Voldsted staaer,
Og i fordums Tid ved Høstgildets Leg
Ham Bonden offred en Havreneg.
Han offred den største, den, som var bedst;
Saa vented man, at den vilde Hest,
Hvorpaa han rundt i Landet red,
Ei trampede Sæden paa Marken ned.
Fra #Dronningestolen#, hvid som Snee,
Eller #Aborrebjerget#, kan man see,
Naar Luften er klar, til forskjellig Side
To andre Klinter af samme Kride.
#Stevns# er den ene, den staaer i Nord,
Den anden, i Syd, er #Rygens# Jord.
Om dem alle tre det Sagn man har,
At en eneste Klint tilforn de var.
Tre Klintekonger -- saa Sagnet beretter --
Beherskede dem, tre Upsals-Jetter;
Men Landet blev, ved Kongernes Had,
I trende Parter splittet ad.
Nu skiltes de fra hinanden ved Søen,
Men Venskab blev mellem ham paa Møen
Og ham paa Stevns; foreente med Held
Sloge de Rygens Drot ihjel.
Og stedse bestaaer en Pagt iløn
Mellem Kongen paa Stevns og Møens #Grøn#;
Som danske Brødre de føle sig Begge,
Og Armene mod hinanden strække.
Men han paa Rygen fra Vennemødet
Er udelukt, af de Andre dødet;
Han er død for #Danmark#, det vil det sige,
Nu hører han til det romerske Rige.
Fra den nordiske Sagnkreds fjernet han blev,
Har glemt, hvorfra sig hans Herkomst skrev;
Deri bestaaer det, at han er død,
Thi forresten lider han ingen Nød.
Men Møen stander som Danmarks Pryd,
Skipperens Lyst, Vandrerens Fryd,
Saa skinnende hvid som #Fane# skjøn,
Om Issen krandset af Jetten #Grøn#.