Udvalgte Digtninger - 05

Hos de mosbegroede Stammer.
Hist, hvor Skoven breder ud
Majestætisk sine Kroner,
Der er Templet for min Gud,
Der har Fuglen Orgeltoner
Paa Naturens Pindsefest,
Og der præker bedre Præst
End i hine skumle Haller,
Hvor prosaisk Dagslys falder
Gjennem matte Ruder ind,
Medens her ved sagte Vind
Under Løvet Lyset spiller
I et gjennemsigtigt Grønt,
Tusind Gange mere skjønt
End blandt hvide Kirkepiller.
Her, Natur, er Tabernaklet,
Hvor din Helligaand jo boer,
Som gjør Pindsedags-Miraklet,
Hvorom hist kun føres Ord;
Thi det Sprog, som dine Tunger
Tale med en evig Røst,
Over hele Verden runger,
Og forstaaes af hvert et Bryst.
#Pan.#
Vær velkommen til min Bo,
Til min tause, dybe Ro!
Her er tyst og her er stille;
Vil du dig fra Mængden skille,
Kom, o Digter, da herud!
#Digteren.#
Ha! hvo taler her?
#Pan.#
Din Gud.
#Digteren.#
Min?
#Pan.#
Ja, din.
#Digteren.#
Jeg seer ham ikke.
#Pan.#
Nei, thi selv om du er kjæk,
Du betoges dog af Skræk,
Hvis han stod for dine Blikke.
Men min hemmelige Stemme
Til dit Digter-Øre naaer,
Og mit Ord skal du fornemme,
Mens du for mit Alter staaer.
#Digteren.#
Mere jeg forlanger ikke;
Det er Nok, naar kun jeg veed,
At jeg i min Eensomhed
Sees af dine Guddomsblikke;
Det er Nok, naar paa min Gang,
Hvergang jeg til dig tør tale,
Du med Svar mig vil husvale
Og begeistre mig til Sang.
#Pan.#
Husk dog: kun paa eensom Vei
Kan og vil din Bøn jeg høre;
Har du Selskab, da mit Øre
Lukkes, og jeg svarer ei.
#Digteren.#
Just saaledes er det Ret:
Vil jeg mig med Gud forene,
Søger jeg en eensom Plet,
Hvor med Gud jeg er alene.
Der min Andagt ei forhindres
Af en dum og døsig Flok;
Der jeg i mit eget Indres
Tanker finder Selskab nok;
Der min Gang til Gud er lettet,
Ikke mig besværlig gjort;
Uden Agt paa Klokkeslettet
Gaaer jeg ind ad Templets Port;
Disse hvalte Søilegange,
Mere dybe, mere lange,
Aabne staae ved Nat og Dag.
Ja, hvis i vor Stad derhenne
Kirken aaben stod, som denne,
O, det var en anden Sag!
Ofte snart ved Dagens Lue,
Snart ved Nattens laante Skin,
Gik jeg da med Lyst derind,
For til Alteret at skue,
For, med Blik til Kupplens Bue,
Fromt at hæve der mit Sind.
Helst jeg valgte da den Stund,
Naar ei Sværmen var derinde,
Og naar ikke Præstens Mund
Fik min Andagt til at svinde;
Kun hvor eensom Taushed boer,
Kan min Barm af Fromhed gløde.
#Pan.#
Ogsaa der jeg skulde møde,
For at svare paa dit Ord.
#Digteren.#
Du i Kirken?
#Pan.#
Selv i den,
Naar den kun er tom og øde,
Er jeg villig til at møde
Den, som drages til mig hen.
Overalt, hvor Een tør bygge,
Skjult af Dunkelhed og Skygge,
Uden Selskab af en Ven,
I det Eenlige, det Tomme,
I det Tause vil jeg komme.
Hvor kun paa den fælles Vei
Een sig skiller fra de Andre
I mit Navn, for taus at vandre,
Er tilstede hos ham jeg.
#En Stemme fra Skoven.#
Din Hu du bort fra Eensomheden vende!
Thi hvor To eller Trende
I Navn af mig foreente sammentræde,
Der er jeg selv imellem dem tilstede.
#Digteren.#
Ha! hvilken Stemme toner
Fra Bøgeskovens Kroner,
Og taler modsat Mening,
Og raader eenlig Vandrer til Forening?
#Samme Stemme.#
En Engels Røst du høre!
Din Frelsers Ord han bringer til dit Øre.
#Digteren.#
O Fugl med stærke Vinger,
Som nu fra Træet dig til Jorden svinger,
Imens din hulde Sang i Luften klinger!
Jeg under Løvets Buer
Fra Fugl til Engel dig forvandlet skuer.
#Engelen.#
Digter! hvorfor vil du søge
Paa en eensom Vei din Gud?
Kun i Skoven, mellem Bøge
Vil du lytte til hans Bud?
Du vil stedes for ham ene,
Da først hører du hans Ord,
Og dig nærmere tør mene,
End i samlet Broderchor.
Troer du da, Gud i sin Himmel
Fører Liv som Eremit,
Siden du i Brødres Vrimmel
Ei kan tale til ham frit?
Troer du, han sig aabenbarer
Heller for en eenlig Aand,
End han sine Sønner svarer,
Samlede ved fælles Baand?
Altsaa kalder du din egen
Frelser til dig i din Bøn,
Ikke ham, som ned er stegen
Til det hele faldne Kjøn,
Ham, som vilde jordisk fødes,
For, som Menneske, skjøndt reen,
Med den hele Slægt at mødes,
Og ei skille sig fra Een? --
Gjør som han, udøv herneden
Kjærlighed som første Bud,
Slut dig selv til Menigheden,
Og igjennem den til Gud.
#Digteren.#
Til Sandhed du mig hæver,
Men vanskeligt er Offret, som du kræver.
Ak! skamfuld jeg bekjender:
Poeten let mod Hedenskab sig vender;
Selv naar for Gud han knæler,
Den gamle Adam ikke reent han qvæler.
Vel kan man sig husvale
I Venners Kreds ved klar, fortrolig Tale;
Vel er det skjønt at virke
Til fælles Øiemed i Stat og Kirke,
Skjønt, hvor de store Kræfter sig forgrene,
Sin egen Kraft med Manges at forene.
O! men et Blik af Solen
Paa tidlig Vaardag, Duften af Violen,
En sagte kruset Vove,
En kjølig Luftning i de tætte Skove,
En flygtig Sky, som svæver
Paa Himlen og for Maanens Straale bæver,
Og dybt i Skov og Dale
Den høitidsfulde Sang af Nattergale, --
Alt Dette taler med saa stærk en Stemme,
At Menneskenes Røst jeg maa forglemme. --
Ak! jeg bør ikke nægte,
Min Christendom er vistnok langt fra ægte,
Thi Livet, som Naturen mig bebuder,
Er helst i Samqvem med de gamle Guder.
Jeg taler med Dryader
I Træets Løv, i Bækken med Najader;
Ved Dagens hede Lue
Jeg seer Apollo med hans gyldne Bue,
Og seent i Aftenstunden
Jeg øiner fjernt hans Søster, snart i Lunden,
I Kreds af hendes Terner,
Og snart paa Himlen, i et Chor af Stjerner.
Mod alle Skikkelser min Tanke haster,
Og hvad den nylig greb, den atter kaster,
Indtil den Hvile finder
Hos Pan, den Guders Gud, som aldrig svinder,
Ham, som fra Skabningstiden
Stod det helleniske Parnas ved Siden,
En Skygge, hvori Gudeverdnen bygger,
Og som gjør alle Guderne til Skygger,
Thi naar de alle drage
Fra Tanken bort, saa bliver han tilbage,
Som den Uendelige,
Der bliver, naar de Endelige vige.
Jeg fatter meer og mere,
At, vil man om sin Gud philosophere,
Da kommer man til Pan. Paa Indras Himmel
Han skjuler sig imellem Guders Vrimmel,
Men kommer til Bramanen, som i Ørken,
Paa hede Sand, i Tørken,
Med opspiilt Øielaag mod Solens Straaler,
I eensom Selvbetragtning Himlen maaler.
Som Sphinx for alle Tider,
Han slumrer i Egyptens Pyramider.
Og i det Skjønheds-Rige,
Hvor Hellas satte de Udødelige,
Hvor Digteren har hjemme,
Som i Naturen hører deres Stemme,
Der hvisker han i Løvet,
I hver en Duft, fra Blomsterbægret røvet,
I Nattevindens Susen,
I Kildens Tonefald, i Havets Brusen,
I Dyrets qvalte Toner,
I Fuglens Qviddren under Skovens Kroner.
Thi naar Naturen nødes
Til, skilt fra Guderne, som i den bygge,
I eensom Majestæt sig selv at smykke,
Med ham tilsidst vi mødes,
Der hersker, naar de Andre maae forstødes.
For Socrates de mange Guder svinde,
Han troer kun paa sin Genius derinde;
Og dennes indre Seen
Hos Plato hæves panisk til Ideen.
Endogsaa Mosaismen,
Som fra Naturen skiller
Sin Gud, og fjernt ham stiller,
Har jo Spinoza endt i Pantheismen. --
Jeg veed, kun Christi Lære
Kan sikkert Hjem for Tankens Grublen være;
Kun den har Skov og Huler
Og Grotter, hvori Pan sig ikke skjuler.
Men ogsaa der er Gjærdet
Ei allevegne lukket;
Man troer, at protestantisk man har bukket
For Gud, -- men det var Pan! man staaer forfærdet.
Thi Gud man atter fjerner
Fra Verden, fra Naturen,
Forskandser sig mod ham ved Prosamuren,
Og troer, han bliver nok bag sine Stjerner.
Men dog for ham at ære,
Man samles, for maaskee ham at behage,
Paa visse Timer og paa visse Dage;
Hans Tjeneste skal en Forretning være. --
Nei! kald ham hid tilbage,
Og sæt hans Naades dyrebare Mærker
Iblandt Naturens ubevidste Værker:
Lad Korset plantes mellem vilde Bøge,
At Skovens Sanger til dets Green kan søge,
Gjør hver en Bakke til et Golgatha;
Lad Klosterkirken hæve sig i Lunden,
Og Klokken ringe fromt i Aftenstunden,
Mens Andagt kalder Sjælene herfra;
Lad Blomsten slynges om Madonnas Alter,
Lad Dyret qvæges paa Sanct Antons Fest,
Befolk hver Skov med Helgeners Gestalter,
Og byd Naturens hele Kreds til Gjæst!
Da vil og Digteren til Festen komme,
Med hellig Andagt og med Tanker fromme.
O Alles Gud, i dine Helligdomme,
Hvor selv Naturen føres
Til dig, og helliggjøres,
Og det Profane stoler
Paa Stemplet af de hellige Symboler.
Men her, hvor ei man vil Catholicisme,
Hvor hvert et ydre Holdningspunct kun svigter,
Her kan en stakkels Digter
Ei undgaae Pantheisme.
Hos ham ei Feilen stikker,
Det Secten er, som skranter;
I Himlen er vist alle Catholiker.
#Engelen.#
Nei, vi er Protestanter.
Du, som om Naturen sjunger
Med begeistret Røst, og troer
At forstaae dens tusind Tunger
Som et eneste Guds Ord,
Klares lad dit Sind, dit Øie,
See den Stræben i hvert Blad
Imod Korset sig at bøie,
Sole sig i Naadens Bad.
Hvorfor plante Kors i Skoven?
Er ei Korset overalt,
Her paa Jorden og foroven,
I hver levende Gestalt?
See det, som sig bør en Sanger,
I din stille Tankes Læ
Neppe du da meer forlanger
Her at skue det af Træ.
Du, som fører Ord paa Læben,
Veed du ei om Det Besked,
Hvorom i sin tause Stræben
Ubevidst Naturen veed?
Troer du ei, den dunkelt mærker,
Fra den Tid, da Christus her
Gjorde sine Underværker,
Har den faaet et større Værd?
Troer du ei, den dunkelt længes
Efter den Forløsningsstund,
Da, naar Alt for Thronen trænges,
Ogsaa den af Herrens Mund
Høre skal det Ord, som lyder:
"Gjør min Villie! følg mit Bud!
"Jeg din tunge Lænke bryder,
"Løser dig af Fængslet ud." --
Digter! see med Digter-Øie,
Og med Digter-Øre hør,
Og Naturen vil sig bøie
Mod dit Blik, med kastet Slør,
Den vil klinge for dit Øre,
Med Sordinen taget bort,
Og et Spil dig lade høre,
I hvis Klang du kjender vort.
See dig om! Naturen sørger
I sin Ro, sin Eensomhed:
Aabnes Blomsten, dig den spørger,
Om du ei dens Frelse veed;
Aftenrøden, naar den skriver
Sit Godnat i Skyers Lag,
Spørger, om ei snart den bliver
Forbud for en salig Dag.
Sine halvt forstaaede Tanker,
Dunkel Smerte, dunkel Lyst
Vil Naturen for et Bryst
Skrifte, hvori Hjertet banker;
Sine hemmelige Skatte
Den med Uskyld peger paa;
Kunde Mennesket kun fatte!
Kunde Mennesket forstaae!
O! da hørte han i Løvet
Og paa Lufts og Bølgers Vei
Kun en Stemme, som bedrøvet
Klager, at den høres ei.
Hør den, Digter! lyt derefter!
Det er dig, den taler til,
For at du de dunkle Kræfter
Klare skal ved Strængespil.
Al Naturen dine Blikke
Søger og din Kjærlighed;
Elsker du din Broder ikke,
O saa fly Naturen med!
#Chor fra Skoven.#
Hele Naturen har Trang til Forening,
Stræber mod Mennesket, før end mod Gud;
Digteren fatter dens lønlige Mening,
Synger ved Lyren dens Længseler ud.
Alt i Naturen vil skues og høres
Af det forstaaende, kjærlige Bryst,
Vil, naar det fattes med Kjærlighed, føres
Frelsen imøde, til Frihedens Lyst.


PROTESTANTISMEN I NATUREN
EN MYSTERIE

I
Det gjælder Kamp paa Liv og Død,
Imod det Ydre ruster sig det Indre,
Thi Hiint os længe Trældom bød,
Men Dette -- Tanken -- har begyndt at tindre;
Den trodser hvad den forhen lød,
Og har den bragt det første Stød,
Den lader sig ei meer forhindre,
Den vil erobre Verden, ikke Mindre.
Den tegner Banen
Med stærke Træk,
Snart Seiersfanen
Den planter kjæk.

II
O men fornem de sorrigfulde Sukkes
Klagende Strøm!
See, hvor de skjønne Phantasier vugges
Bort, lig en Drøm!
Solen er opstaaet, Maanen ikke skinner,
Sandsernes Verdens gyldne Trylleri
Flygter og forsvinder;
Alt er forbi!
Troen ei meer til Syn af Gud sig hæver,
Tillidsfuld, stærk;
Kun som en Tanke han usynlig svæver
Bag ved sit Værk.
Ak! og Naturen ikke længer smiler
Huldt som den Dragt, hvori hans Væsen kom;
Skilt fra Gud den hviler
Aandløs og tom.
Frelseren vil sit Billed ei besjæle,
Tegnet er dødt;
Fromhed ei længer for ham selv tør knæle,
Sværmende sødt.
Markernes Krands til Korset ei man bringer,
Helgenens Alter kun forladt man seer,
Ei til Messe ringer
Skovklokken meer.
Verden af tusind glade Phantasier!
Ak, du forgaaer!
Luften forstummer, Kildevældet tier,
Eensom jeg staaer.
Hvor skal jeg høre Svaret paa min Længsel?
Hvor skal jeg henflye til en savnet Røst?
Hvor i dette Fængsel
Toner min Trøst?

III
Vend mod dit Indre dit Blik!
Hvad i din Verden forgik,
Vil i din Tanke du finde.
Alt det Forsvundne derinde
Liv og Tilværelse fik.

IV
Den Gud, du søger, er din egen Gud;
Hvad vil du mere?
Han træder ikke som en Gjenstand ud
Blandt andre, flere.
Du føler ham, hvergang dit Hjerte hanker
Af hellig Lyst;
Du hører ham i dine bedste Tanker
Som evig Røst.
Idet du søger, du ham alt har fundet,
Idet du spørger, er alt Svaret vundet.
Naturen, smykket i sin hele Pragt,
Er altfor ringe
Til ved sin stille Flid en værdig Dragt
For ham at bringe.
Men tom og aandløs er den derfor ikke,
Og ei forladt:
Den skuer mod hans Sol med tusind Blikke
Fra Støvets Nat,
Med tusind Tunger tolker den sin Stræben,
Hans Ord den klinger ubevidst paa Læben.

V
Aandens Lys i Sjælens Kammer
Glimter med stærke Lyn,
Den skuer Gud og sig selv ved de samme Flammer,
I det samme Syn.
Og ved Lyset, der, lig en Stjerne,
Opgik i Menneskets Bryst,
Skal Naturen til det yderste Fjerne
Vorde klar og løfte sin Røst,
Og skal Mennesket besvare,
Som forgjæves spurgte den nys,
Og sit Liv aabenbare
Som en Stræben mod Frihedens Lys.


UDVALGTE DIGTE


I
LYRISKE DIGTE


#FORAAR OM VINTEREN#
Hvad! kan jeg troe hvad jeg seer? Igaar omfygede Sneen,
Og nu straaler idag varm den oplivende Sol,
Deilige Foraarsdag! Har Chariten bragt dig fra Syden?
Er alt Vinterens Kuld jaget mod Nordpolens Iis?
See, hvor Himlen er blaa! Hist svæver en eneste Sky, som
Gjennemsigtig og klar ligner et løsrevet Slør.
Herlige Syn! Du vinker mig ud i den vide Natur, hvor
Tidt i Sommerens Tid ene jeg vanked omkring.
Men hvor Alt er forandret! Det sølvblaa, vuggende Hav er
Tvunget af Vintrens Magt, jevnt og forvandlet til Land.
Langt fra Landet jeg seer det vælte de skummende Bølger;
Langs med Kysten det er Vandreren givet til Priis.
Jorden er længer ei blød, bekrandset af Græs og af Urter,
Nøgen, frossen og stiv trætter den Vandrerens Fod.
Rundt Naturen har bredet sit underligt spraglede Teppe,
Spættet med Sort og Hvidt, Blanding af Mørkhed og Lys.
Liden Snee var kun falden, dog laae den ei glat over Jorden;
Vinden, skjøndt rolig nu, før havde splittet den ad.
Sneen rugede her, hist tittede længselfuld Jorden
Gjennem det dvælende Slør, Maanen bag Skyerne lig.
Saadan Alt er forandret, forandret Havet og Jorden;
Himlen med Solskin dog straaler idag som i Vaar.
Thi det Jordiske vexler, ustadigt det fødes og svinder,
Men den himmelske Gnist qvæger bestandig vor Sjæl.
Dog er det Jordiske skjønt, thi derfra skue vi Himlen;
Gjennem det jordiske Liv kan vi det evige see.
Derfor jeg glædes idag, thi under en vinterlig Larve
Aner jeg Sommerens Tid, troer jeg, at Vaaren er nær.
Spurvenes muntre Qviddren mig spaar alt Lærkernes Komme;
Vinterfuglen, som taus sidder og fryser paa Qvist,
Lover mig snarlig en Tid, da Marken og Skoven og Busken
Lydt gjentager i Chor tusinde Sangeres Røst.
Mennesker lokkes nu bort fra Stadens taagede Vrimmel;
Hisset en Moder jeg seer gaae med sit pyntede Barn.
See, under Linden hun staaer, de nøgne Grene hun bøier
Ned med forsigtig Haand, viser den Lille en Knop.
Hvilken en Glæde! See, Træet har Knopper! En Qvist jeg nu plukker,
Bringer til Staden den hjem: "Glæder jer! Nu har vi Vaar!"
Men naar Solen nu sænker sig ned bag brunrøde Tage,
Naar den natlige Kulde slutter i Stuen os ind,
Naar i de lange Nætter de dobbelt funklende Stjerner
Ned til Kaminens Ild tindre med blaalige Skjær,
Og naar glade sig samle de muntre, fortrolige Venner,
Om det forenende Bord spøgende sætte sig ned,
Ak! da mærker jeg klart, at Vintren dvæler med Afsked;
Og dog ønsker jeg da: Vinter, forlad os ei end!

#TIL LÆRKEN#
Velkommen igjen,
Du Vaarens Prophet!
Min sjungende Ven
Paany jeg har seet!
Saa mangen en Gang
Har du qviddret for mig:
Til Gjengjæld min Sang
Skal tone for dig.
Du Vaarens Sanger,
Begeistrede Fugl!
O siig, hvor du fanger
Om Vinteren Skjul?
Hvad lykkeligt Land
Modtager dig, naar
Til den blomstrende Strand
Du med Vingerne slaaer,
Mens i vinterligt Vær
Vi Andre maae her
Forladte staae?
Eller siig, mon du laae
Ved den tilfrosne Sø,
Mellem vindtørre Siv,
Under lunende Hø,
Hvor dit elskede Liv,
Sødt dysset i Slum,
Lig Cicaden i Skum,
Skal vækkes paany
Med forynget Lyst,
For i Markernes Ly
At sjunge din Trøst?
Thi Solen har neppe
Til Jorden seet,
Og over Sneemarkens Teppe
Sine Straaler spredt,
Før din stigende Røst
Høit toner i Sky.
Med bævende Lyst
Du hæver dit Øie
Mod Himlenes Ly,
Og bringer saa mild
Til det straalende Høie
Din Foraarssang.
I din salige Ild
Husker du ei,
At Marker og Vang,
Som du nylig forlod,
Ere dækte med Snee,
Som en Dødning at see,
Dybt under din Fod.
Vel smelter du ei
Med bævende Røst
Paa maanelys Vei
Det elskende Bryst,
Philomele lig.
Thi Amor har ei
I sødtsmeltende Honning
Dyppet din Tunge;
Og Kjærligheds Dronning
Har ei elskovsrig
Indblæst i din Lunge
Sin Nectarduft.
Men i Foraarsluft
Har Ceres mild
Ved de elskovsfulde,
Af Guddomsild
Svulmende Bryster
Fra Vinterens Kulde
Varmet dig op.
Snart vil hendes Søster,
Blomsternes Gudinde,
Med Zephyrernes Trop
Komme ned fra parnassiske Tinde,
Og ved Varmen i Solen,
Ved din Sang, under flyvende Dands
Fremkalde Violen,
Og flette sin Sanger en Krands.
Vel sees du ei ene
I dæmrende Nat
I Poppelens Grene
At klage forladt,
Philomele lig.
Men glædesrig
I Morgenen, den klare,
Naar Solen gryer,
Vi høre dig fare
Mod de guldgule Skyer.
I et Glædes-Chor
Over Marken du svæver,
Og begeistret dig hæver,
Til Øiet ei meer
Under Himlen dig seer,
Men usynlige Toner
Forkynde, at glad
Til den Eviges Throner
Du bringer dit Qvad
Paa din Himmelgang,
Og paa Menneskets Viis
I en flammende Sang
Besynger hans Priis.
Vær hilset igjen,
Du følende Fugl!
Vær hilset igjen
I Markernes Skjul!
Hver Gang naar jeg vanker
Ved Naturens Bryst,
Naar mit Hjerte banker
Af salig Lyst,
Lad mig see dig at bringe
Til Himlen dit Qvad
Paa den udstrakte Vinge,
At bævende, glad,
Jeg maa føle, hvad nu
Min uvingede Læbe
Forgjæves vil stræbe
At tolke som du!

#AFTENVANDRING#
Ei den høie Himmelbue
Straaler meer ved gyldne Lue,
Phøbus alt er dalet ned.
Thetis i sin Favn ham dølger,
Kjøler ham i Havets Bølger,
Skjænker Guddomsflammen Fred.
Fulgt af tusind Stjerners Vrimmel,
Høit paa Nattens tause Himmel
Staaer Selene høitidsfuld.
Underlige Skygger male
Sig i Bøgeskovens Sale
I det lyse Maaneguld.
Underligt mit Hjerte flammer,
Mens i høie Bøgestammer
Philomele herligt slaaer:
Ha! hvorfor vil Hjertet grue,
Mens den kjælne Turteldue
Kurrende paa Grenen staaer?
Veed du, hvorfor Hjertet banker,
Naar alene saa du vanker
Mellem Træer i Maaneglands?
Veed du, hvorfor Sjælen bæver,
Hvorfor Frygten sagte svæver
Om din neppe vaagne Sands?
Dybt i Skovens mørke Indre,
Der hvor ingen Stjerner tindre,
Pleier Artemis at gaae.
Arme! Om du hende møder?
Husk, hvordan Actæon bøder,
Som den stærke Guddom saae.
Mellem Skovens tætte Grene
Vanker hun i Qveld alene,
Jagtens frygtelige Mø,
Med sit Kogger og sin Bue,
Ved sin Fakkels blege Lue;
Hvem hun møder, han maa døe!
Mens hun vildt i Skoven iler,
Venlig hun fra Himlen smiler,
Lad det ei forundre dig!
Selv til Underverdnens Riger
Som Persephone hun stiger,
Viser som treenig sig.
Thi det Dybe, Hemmelige,
Hvad du ei formaaer at sige,
Ingen Læbe nævne kan,
Er det ei i Skovens Bue?
Er det ei i Maanens Lue?
Er det ei bag Gravens Rand?
Men i Skoven, naar hun træder
Henad dunkle, tause Steder,
Frygtelig er Artemis:
Paa Kronions Tordenkile
Har hun hvæsset sine Pile,
Hendes Arm er stærk og vis.
Og ved Gudens Lynildsflamme,
Den som altid veed at ramme,
Hun sin Fakkel antændt har:
Troer du, Mennesket kan taale
Synet af den stærke Straale,
Som Giganters Dødsbud var?
Een var kun den fromme Hyrde,
Som uagtet Støvets Byrde
Blev berørt af hendes Haand.
Men de saliggjorte Blikke
Skued Guddommen dog ikke,
Lukkede ved Morpheus Baand.
Naar den straalende Gudinde
Saae ham ligge som iblinde,
Dysset ind i Søvnens Blund,
Sagte hun til Jorden svæved,
Lykkens Yndlings Læber bæved
Ved Gudindens Purpurmund.
Vil du derfor alt herneden
See et Glimt af Herligheden,
Sku mod Nattens Stjernekrands!
Drøm i Maanens blege Lue
Hvad du aldrig faaer at skue
Vaagen under Solens Glands!
Men er først din Støvdragt borte,
Har til Underverdnens Porte
Hermes vinket med sin Stav,
Da kan du dig nærme rolig
Til Gudindens mørke Bolig
Under Urnen i din Grav.
Thi forklaret Psyche svinger
To udødelige Vinger,
Som af Larven spire frem.
Orcus tør hun frit betræde,
Iler fra Gudindens Sæde
Til sin Eros atter hjem.
Dog, mens Livet fyrigt gløder,
Lad mig flye, hvis Øiet møder
Artemis-Persephone!
Kun Selene vil jeg kaare
Under Smiil og under Taare,
Til at sees af og at see.
Ei i Skovens mørke Indre,
Der hvor ingen Stjerner tindre,
Men i lysen Maaneguld,
Her hvor Skyggerne sig male,
I de høie Bøgesale,
Vil jeg vandre længselfuld!

#PANISK SKRÆK#
Høit alt monne Solen staae,
Fast til Halm den Græsset brænder:
Skyggerne blir ganske smaa,
Hede Pile Phøbus sender.
Til sit venlige Paulun
Huldt mig Bøgeskoven vinker.
Gjennem Toppen sval og luun
Kun en enkelt Straale blinker.
Dobbelt frit jeg aander her.
Under disse hvalte Toppe
Sees kun blide Farveskjær
Af det stærke Lys deroppe.
Muntre Fugle kan jeg ei,
Ingen Qviddren her fornemme,
Men alvorlig hører jeg
Hist en enkelt Fuglestemme.
I det tæt begroede Krat
Sjunger den med sig alene,
Sidder der i Skovens Nat
Paa de skyggefulde Grene.
Her, hvor Solens stærke Magt
Ikke svier Alt tildøde,
Lever Blomsters Farvepragt,
Hvide, gule, blaae og røde.
Dybt og dybere jeg gaaer,
(Hvo kan Middagsheden taale?)
Snart jeg Skovens Indre naaer,
Skjermet for den hede Straale.
Ingen Vei med Sand og Støv
I den dybe Skov jeg følger,
Mange Aars affaldne Løv
Som et Teppe Jorden dølger.
Medens jeg i Ro og Mag
Rundt omkring i Løvet vanker,
Pludselig med stærke Slag
Skjælver jeg, og Hjertet banker.
Sveden sprækker iiskold ud,
Ikke veed jeg, hvi jeg frygter;
Jeg befaler mig til Gud,
Og tilbage hurtig flygter.
Og jeg ikke seer mig om,
Flyer, som truet af en Drage ...
Først da jeg paa Marken kom,
Standsed jeg og saae tilbage.
Mon en Snog sin lumske Mund
Under Løvet monne skjule?
Nei det var jo Blomster kun,
Røde, hvide, blaae og gule.
Har en Morder paa min Gang
Luret bag de tætte Grene?
Nei der var jo Fuglesang
Og Uskyldighed alene.
Store Pan! Maaskee jeg kom,
Da jeg dybt i Skoven vanked,
Altfor nær din Helligdom,
Derfor saa mit Hjerte banked.
Thi jeg veed, at uden Rast
Du omkring i Skoven vandrer,
Aldrig staaer din Bolig fast,
Du den idelig forandrer.
Med din krumme Hyrdestav
Hvert et Blad du frem jo bringer,
Derpaa til den mørke Grav
Som et visnet Løv det tvinger.
Paa den sørgelige Rest
Af din Elskede du spiller,
Lokker, som du kan det bedst,
Af din Syrinx søde Triller.
Og hvergang du i dit Sind
Tænker paa den skjønne Pige,
Suser sagte Nattens Vind,
Tunge Suk fra Hjertet stige.
Og dit Bukkeskind saa vred
Kaster du omkring din Skulder,
Sætter dig ved Søen ned,
Hører paa, hvor Bølgen ruller;
Lytter til de grønne Siv,
Naar de hvislende forklare
Sagn fra deres fordums Liv
For den travle Bølgeskare.
I den tause Nat man kan
Høre tidt et sagte Bulder:
Det er Pan; fra fjerne Strand
Bølgen hid hans Klage ruller.
Mangengang i tause Nat