Udvalgte Digtninger - 04

Total number of words is 3958
Total number of unique words is 1249
48.6 of words are in the 2000 most common words
66.6 of words are in the 5000 most common words
75.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Jeg begriber ei, hvordan det gaaer til,
At ikke man døer af Sorgen,
At Hjertet ikke briste vil,
Men haaber end paa imorgen.
Og dog, til at haabe havde jeg Grund,
Thi blev mit Haab ikke lønnet?
En anden Søn har min Aftenstund
Med sønlig Ømhed forskjønnet.
Han bragtes mig som forældreløs,
Da hiin jeg nys havde mistet;
Jeg veed ei, hvordan den liden Knøs
Blev ind i min Stue listet.
Han laae i et Svøb, men intet Spor
Mig Kundskab gav om den Spæde.
Nu er han voxen, nu er han stor,
Nu er han min sidste Glæde.
Han skikker sig vel, han er Forst-Elev,
Snart tager han Forst-Examen;
Af Jægermesteren rost han blev, ...
Men jeg kjeder vist Herren og Damen.
#Vilhelm.#
Nei ingenlunde!
#Marie.#
Hvor kan De troe ...
#Vilhelm.#
Endnu maa De berette,
Hvorlunde De her kom til at boe
Paa Sjællands blomstrende Slette.
#Gertrud.#
Hvad skulde jeg meer paa Heden hist,
Da min Mand og min Søn vare døde?
Erindring gjorde mit Hjerte trist,
Og Egnen var mørk og øde.
Et Huus jeg havde, det solgte jeg da
For otte hundrede Daler,
Og drog med lettet Sind derfra,
Som fra Mindet om fordums Qvaler.
Jeg drog til Sjælland, her op mod Nord,
Thi jeg er født her paa Øen;
Saa kjøbte jeg Huset, hvor nu jeg boer
I Skoven herinde ved Søen.
#Vilhelm.#
I Deres Fortælling tage vi Deel,
Og Gjengjæld vil vi gjøre;
Fortroligheden skal vorde heel,
Naar De min Beretning vil høre.
De sagde nylig, vi havde Krav
Paa at kjende Vert og Vertinde;
Saa bør og Disse, som Huus os gav
Til Oprigtighed os forbinde.
Thi lad mig sige Dem, hvad jeg har
Ei hidtil villet fortælle:
At det er et lykkeligt Brudepar,
Som sidder hos Dem i Qvelde.
Iforgaars var det, vort Bryllup stod
I Sognekirken derhenne;
Os Brudeskaren i Hast forlod,
Da Vielsen var til Ende.
Med Glæde vi saae, at Papa og Mama
Og Slægt og Venner saa kjære
Sagde Farvel og kjørte derfra,
Og lod ene sammen os være.
For Kirkeporten en Vogn der holdt,
Den monne vi To bestige;
Al Verden vendte vi Ryggen koldt,
Kun fremad monne vi hige.
Thi rundt om Søens fortryllende Bred
Langsomt vilde vi drage,
For at nyde landlig Eensomhed
I de første Hvedebrødsdage.
Saa sparer man sig Trossets Morgenbesøg,
Naar det stolper omkring og tramper,
Nysgjerrige Blikke, upassende Spøg
Og Chocolade-Slampamper.
Saa har man dog Fred, saa har man Ro
For de Paatrængendes Miner,
Som vil see, hvordan de Nygifte boe,
Og hvad de har for Gardiner.
I det skjønneste Veir omkring vi drog
Og beundred saa Meget i Egnen,
Indtil iaften vor Skræk os jog
I Ly for Tordenregnen.
Imorgen tidlig vi drage bort,
Thi lad os da nu forføie
Til vort Kammer os hen; Natten er kort,
Og Søvn behøver vort Øie.
#Marie.#
Jeg er ikke søvnig, det har ingen Hast.
#Vilhelm.#
Men Hvilen kan ikke skade.
#Fredrik.#
Er den Beslutning da saa fast,
Os imorgen at forlade?
Egnen er skjøn, det siger De jo,
Saa skulde De blive her længer;
Naar jeg er Fører, det kan De troe,
Til ingen anden De trænger.
Saa let det hændes, De gaaer forbi
Alle de smukkeste Steder,
Men jeg skal vise den skjulte Sti,
Som kun sjelden en Fod betræder.
I Haven voxe de Blomster smaa,
Som min Moder pleier dernede;
Naar den unge Frue til dem vil gaae,
Da skal hun neppe sig kjede.
Og De, min Herre, paa Jagt maaskee
Har De Lyst en Riffel at prøve;
Saa følges vi ad, saa skal De see,
Jeg skal i Kunsten Dem øve.
Vi finde jo nok paa Tidsfordriv
For en Dag, for to, for trende.
De vil ikke fortryde det; derfor bliv,
Bliv kun imorgen til Ende!
#Gertrud.#
See saa! nu fik du Tungen paa Gang,
Min Søn, det godt mig hover.
Men Tiden vil falde de Fremmede lang,
Tiltrods for Alt, hvad du lover.
Et eensomt Levnet fører jeg,
Vort Tilbud er overflødigt,
Fremmede Folk blive her ei
Længer, end de har nødigt.
#Marie.#
Saa beskeden Venlighed røre maa;
Hvordan skal vi takke Dem Begge?
#Vilhelm.#
Nu vel, saa lad os sove derpaa,
Og imorgen det overlægge.
Vi vil ei reise saa tidligt bort,
Saa faae vi Tid til at tale.
Men nu lad os gaae; Natten er kort,
Og Øiet trænger til Dvale.
#Gertrud.#
God Nat! Gid Søvnen maa være blid!
#Marie.#
Men skal vi dog lidt ei bie?
#Vilhelm.#
God Nat! Jeg troer, det er Sengetid.
Nu kom, min elskte Marie!


IV
NATTETANKER

#Fredrik.#
Nu hviler den tause, dæmrende Nat
Over de sorte Skove;
Hvi flyer da Søvnen mit Øie brat?
Hvorfor kan jeg ikke sove?
Hvi drages min Tanke stedse hen
Til den unge deilige Qvinde?
Nu hviler hun hos en lyksalig Ven
I Gjæstekamret derinde.
Mon engang den Lykke vil vorde min,
En elsket Viv at eie,
At vugges i Søvn paa en Arm saa fiin,
Og ei paa et eenligt Leie?
Men hende, hende bliver det ei,
Som staaer for de drømmende Blikke;
Og hvor jeg søger paa Livets Vei,
Hendes Lige finder jeg ikke.
Der ulmer i hendes Blik en Glød,
Som til Flamme sig let forstærker;
Men Undseelse farver Kinden rød,
Naar sit Øies Virkning hun mærker.
Der gynger paa Barmens Tvillingepar
En Amor, som saligt bæver;
Men hun rødmer bly, naar hun mærket har,
At et Suk ham høiere hæver.
Snart seer hun forelsket og snart igjen
Med Frygt paa sin Ægtemage;
Snart lader det til, at hun drages hen,
Snart, at hun stødes tilbage.
Men han? Ja, hans Attraa er ligesaa hed
Som min egen ... Hvad er det, jeg siger? ...
Plagende Tanker! lader mig i Fred,
Fra mit natlige Leie viger! --
Vide jeg gad, om Andre det gaaer
Som mig, og paa samme Maade:
Saa Meget skeer, som for Tanken staaer
Lig en mørk, uløselig Gaade.
Meget, som hændes mig første Gang,
Synes mig et dunkelt Minde,
Det klinger for Øret som en gammel Sang,
Hvis Ord man ikke kan finde.
Hvor ofte, naar jeg i Skoven kom,
Og en Lysning faldt gjennem Løvet,
Var det, som jeg maatte huske mig om!
Og altid blev jeg bedrøvet.
Og traf min Kugle den flygtende Raa,
Min Samvittighed følte sig bebyrdet,
Jeg græd over Dyret, jeg tænkte paa,
Ifald jeg en Ven havde myrdet.
Aldrig tilforn jeg sværmet har
Som idag, for en deilig Qvinde;
Og dog, dog er det, som Hjertet var
Fuldt af et gammelt Minde.
Jeg er vaagen, dog stige Syner herned
Fra Drømmenes hemmelige Riger ...
Plagende Tanker! lader mig i Fred,
Fra mit natlige Leie viger! --
Bestandig mit Øie stirre maa
Paa den Lysning paa Bøgen derude.
Skjøndt langt fra Vinduet mit Leie mon staae,
Seer jeg den gjennem min Rude.
Det er Lyset hos det reisende Par; et Skin
Falder paa de mørke Skove.
Nu blev det slukket! ... Lettet er mit Sind,
Maaskee jeg nu kan sove.


V
PROMENADEN

#Vilhelm.#
Seer De nu? De har vundet Deres Sag:
De fik os til at blive;
Vi er her alt paa tredie Dag,
Og kan neppe løs os rive.
#Fredrik.#
Men den unge Frue kjeder sig vist,
Desværre, det seer jeg af Minen.
#Marie.#
Det er Træthed kun, og Deres Moder hist
Venter os ved Theemaskinen.
#Vilhelm.#
Det er intet Under, om hun er træt,
Kun sjeldent hun Foden rører.
Men nu har vi ogsaa beseet hver Plet,
Tak være vor gode Fører.
#Fredrik.#
Imorgen Fruen sig hvile maa,
Mens vi Andre paa Jagten drage.
#Marie.#
Men vil De paa Jagt virkelig gaae?
#Vilhelm.#
Er det nu Grund til Klage?
En Mand har en Attraa i sit Bryst
Til tusinde Ting at prøve,
Og Jagten er just en mandig Lyst,
Som det sømmer sig ham at øve.
#Fredrik.#
Saa vil jeg nu hjem iforveien gaae,
Jeg skyder en Gjenvei herneden;
I aften jeg Kugler støbe maa,
Thi jeg brugte den sidste forleden.
Men De maae vandre her ligefrem
Mellem de tvende Høie;
Stien fører til min Moders Hjem.
#Marie.#
O ja! vi kjende den nøie.
#Fredrik.#
Farvel! Vi mødes om en liden Stund.
#Marie.#
O Vilhelm! nu er vi alene,
Skrækken binder ei meer min Mund.
#Vilhelm.#
Hvad er det? hvad kan du mene?
#Marie.#
O tjen mig deri! gaae ikke paa Jagt!
Lad os reise herfra itide!
#Vilhelm.#
Men siig mig, hvad gjør dig saa forsagt?
#Marie.#
O Gud! ... man kan ikke vide ...
Man hører om uforsigtige Skud, ...
Hvor let kan et Uheld sig føie! ...
Og den unge Mand ... o! han seer ud ...
Saa forvildet er hans Øie!
#Vilhelm.#
Min bedste Marie! jeg troer, du seer
Spøgelser midt om Dagen.
#Marie.#
O Vilhelm! skal jeg bede dig meer?
#Vilhelm.#
Du bliver saa hvid som et Lagen!
Hvad er det? hvad feiler dig? Sæt dig ned,
Her en Træstub Rødderne strækker;
Og siig mig nu i Fortrolighed:
Hvad er der skeet, som dig skrækker?
#Marie.#
O spørg mig ikke! der er Intet skeet,
Du maa ingen Forklaring forlange,
Jeg har Intet hørt, jeg har Intet seet,
Kun en Anelse gjør mig bange.
Den Tordenluft, hvori vi kom,
Er endnu bestandig den samme.
Der drager et Uveir paa Himlen om,
Og jeg frygter, et Lyn vil ramme.
Maaskee det kun er Indbildningens Spil,
Maaskee kun Frygt mig forleder,
Men den første Bøn ei nægte du vil,
Hvorom din Hustru dig beder.
#Vilhelm.#
Min elskte Marie, nei visselig, nei!
Mod dit Ønske jeg ikke strider,
Endskjøndt jeg troer -- jeg det nægter ei --
At af sygelig Frygt du lider.
Men ligemeget! For at lette dit Sind,
Lad os reise tidligt imorgen.
Nu vender Rødmen tilbage til din Kind;
Ja, min Elskede, glem nu Sorgen.
Saa vil vi til Staden, til vort Hjem
Rundt om Søen drage.
Men de Andre? ... Intet vi sige dem,
Naar nu vi vende tilbage.
Der vanker ellers saa mangen Bøn
Om imorgen over at tøve,
Og baade Konen og hendes Søn
Vort Afslag vil bedrøve.
Men tidligt imorgen, naar Veiret er godt
-- Og det lover os Aftenrøden --
Saa lade vi Vognen komme blot,
Og Undskyldning er ei fornøden.
Men nu lad os gaae, thi du er varm
Og Aftenens Taager begynde.
Støt dig paa mig, giv mig din Arm,
Nu vil vi os hjemad skynde.


VI
MODER OG SØN

#Fredrik.#
For silde jeg seer det, jeg kom tilkort,
Jeg føler, hun mig foragter;
Hun vender med Afsky Hovedet bort,
Hvergang jeg hende betragter.
Alt er stille, det er atter Nat,
I Huset slumre nu Alle,
Jeg vaager atter, eensom, forladt,
Og lader Modet falde.
Dog nei! I Mismods dunkle Sky
Jeg vil mig inat ei svøbe.
Nu brænd, min Lampe! nu smelt, mit Bly!
Kuglerne vil jeg støbe.
Hvor svag seer saadan en Kugle dog ud!
Hvor synes den ussel og ringe!
Og dog hvor findes Mage til Bud,
Naar det gjælder Budskab at bringe?
Og lige villig og med samme Lyst
Den lader sig lydig sende
Til ham, som hviler ved et deiligt Bryst,
Og til mig, som spottes af hende.
Til mig? ... O ja! det var besørget snart,
Og maaskee det just var paa Tide,
Maaskee der blev for os alle spart
Megen kommende Qvide.
Men tys! ... det pusler jo ved min Dør;
Jeg skimter et Lys, der flammer ...
Min Moder? ... Hvordan? Du sagde jo før
Godnat og gik til dit Kammer.
#Gertrud.#
Ei kunde jeg sove, jeg var saa beklemt,
Det var som om Luften brændte,
Og jeg følte mig saa ængstelig stemt,
Som om en Ulykke hændte.
Med stærke Skridt jeg hørte dig gaae
Her i Natten, den stille,
Og ei Ro jeg havde, før jeg saae,
Hvad du monne bestille.
#Fredrik.#
Kjær Moder min, vær uden Frygt!
Imorgen skal jeg jage,
Et Par Kugler at støbe har jeg forsøgt,
Da jeg fleer ei havde tilbage.
#Gertrud.#
Lad imorgen fare den vilde Færd,
Den bliver os ei til Baade.
Saa længe de fremmede Folk er her,
Lad mildere Glæder raade.
#Fredrik.#
Men lovet jeg har den fremmede Mand
At jage med ham i Skove.
#Gertrud.#
Saa siig, at uvant med Jagten er han,
Og Du tør ikke det vove.
#Fredrik.#
Men hvad er det, Moder? hvad er det, du troer?
Troer du, jeg vil ham skyde?
#Gertrud.#
O ti dog! Hvilket afskyeligt Ord!
Nei, det vil Gud forbyde.
#Fredrik.#
Nu vel, til hvad Frygt har du da Grund,
Naar for hans Liv jeg vil svare?
#Gertrud.#
O jeg veed ikke selv! men denne Stund
Ligesom truer med Fare.
O Fredrik! lad ei min Bøn være spildt!
Du er saa selsomt forvirret,
Aldrig dit Øie har seet saa vildt,
Aldrig det saa har stirret.
#Fredrik.#
Indbildning, Moder!
#Gertrud.#
Nei, altfor klar
Er Aarsagen til min Smerte:
Et Tidsrum af trende Dage har
Forvandlet dit Sind og dit Hjerte.
Du tier, du fælder Taarer i Løn,
Jeg seer dem paa Kinden trille.
Min stakkels Fredrik, min gode Søn,
Lad kun Graad din Smerte formilde!
Kom, sæt dig hos mig ved dette Bord,
Hvor den natlige Lampe brænder,
Lad os tale sammen et fortroligt Ord,
Som gamle, prøvede Venner.
O Gud! jeg trænger jo selv til Trøst,
Og inat er mit Sind ei modigt;
Til mit Øre sig nærmed en rædsom Røst,
Til mit Blik et Syn, som var blodigt.
Saa tidt, naar jeg lægger mit Hoved ned,
Mens de natlige Timer ile,
Forstyrrer den rædsomme Røst min Fred,
Det blodige Syn min Hvile.
Og inat, tiltrods for min Aftenbøn,
Plaged de mit Blik og mit Øre.
Jeg har aldrig fortalt dig det før, min Søn,
Men nu, nu skal du det høre.
Hvo veed? maaskee faaer Hjertet Ro,
Naar til dig om min Skjæbne jeg taler;
Maaskee det lettes, naar vi er To
Om at bære de hemmelige Qvaler.
Den Søn, som mit Ægteskab mig gav, --
O, du veed ei, hvordan han døde! ...
Bødlen hugged hans Hoved af,
Paa Skafottet maatte han bløde.
Forskudt af en ung og deilig Mø,
Som var døv for hans Beilen og Tragten,
Lod han en lykkelig Elsker døe
For en Morderkugle paa Jagten.
Den Morgen, da han led sin skrækkelige Dom --
Endnu var det neppe daget, --
Traadte Slutteren ind, og sagde: "Kom!
"Klokken er nu paa Slaget."
Da sank han for sidste Gang til mit Bryst,
Og udbrød: "Et Ord du mig give,
"Et kraftigt Ord, som kan være min Trøst
"Paa min sidste Gang ilive!"
Og jeg sagde ... Men Fredrik! du skræmmer mig! Siig ...
Du reiser dig ... hvad har du isinde?
Du stirrer paa mig saa bleg som et Lig ...
#Fredrik.#
O Moder! Moder! hold inde!
Du sagde: "Naar du for din Frelser staaer,
"Da siig: Min Gud og min Broder!
"Tilgiv mig for dine Martyrsaar,
"For min Anger og for min Moder!"
#Gertrud.#
Ha! hvoraf veed du det?
#Fredrik.#
Mig det var!
Først nu mig selv jeg fatter:
Det er din virkelige Søn, du har,
Og nu lever han Livet atter.
#Gertrud.#
O Fredrik! har Vanvid grebet dit Sind?
#Fredrik.#
Nei Moder vær ikke bange!
Men hidtil gik jeg som en Blind
Igjennem Aarene lange.
Min Bevidsthed vaktes i denne Stund,
Nu mig selv jeg gjennemskuer,
Nu seer jeg mit Liv i dets første Grund,
Og paa eengang haaber og gruer.
Ha! jeg føler igjen min dybe Skræk,
Da mit Hoved paa Blokken jeg lagde,
Men af min Tanke dog ei gik væk
Det Trøstens Ord, du sagde.
Ved Øxens Fald min Bevidsthed forgik,
Men jeg vaagned paa fremmede Steder,
Og paa min Vandring Øie jeg fik
Paa en Mand i hvide Klæder.
Jeg veed ei ... maaskee det min Frelser var,
Men ak! jeg kjendte ham ikke,
Og min Bøn for ham ei frem jeg bar,
Skjøndt Mildhed var i hans Blikke.
Han langsomt mig imøde kom,
Og nu saae jeg hans Haar at skinne;
Han strakte sin Haand og sagde: "Vend om!
"Din Plads er ikke herinde.
"Paa Jorden Forbryderens Død du led,
"Her ingen Straf er tilbage,
"Saa gak da til Jorden atter ned,
"Lev om igjen dine Dage."
Da vendte jeg om paa frygtsom Fod,
Da vandrede jeg saa længe;
Min Kraft var mattet, tabt mit Mod,
Til Hvile monne jeg trænge.
Da sov jeg en Søvn saa dyb, saa haard,
Og Intet veed jeg, som hændte,
Men da jeg vaagned i Barndoms Aar,
Jeg som en Anden mig kjendte. --
Og Moder! skjænk mig et Øiekast!
Din Trøst kan jeg nu behøve;
Ei anden Gang, det lover jeg fast,
Skal din Søn dit Hjerte bedrøve.
Hun svarer mig ei! Hendes Stemme lød
Dog tilforn, for Sønnen at raade ...
Hun drager saa tungt et Suk ... Hun er død!
Nu see Gud til mig i Naade!


VII
MORGENEN

#Fredrik.#
Undskyld, om jeg Dem vækker for brat,
Om for tidligt min Røst De fornemmer,
Men min gamle Moder er død inat,
Og Fogden skal forsegle hendes Gjemmer.
#Vilhelm.#
Hvad siger De{}!{sic} Død{}!{sic}
#Marie.#
Forbarmende Gud!
#Byfogden.#
Ak ja! det er Verdensløbet.
#Fredrik.#
Hendes Hjerte brast, hendes Lys gik ud.
#Byfogden.#
Og her er Fattigdom ovenikjøbet.
#Vilhelm.#
O hvilket Budskab!
#Marie.#
Jeg skjælver af Skræk!
#Byfogden.#
De er Slægtninge, kan jeg formode;
Jeg troer at bemærke Familietræk.
#Vilhelm.#
O nei!
#Byfogden.#
Ikke det? Jeg troede.
Men Grunden til Sorg er jo ligesaa god,
Naar man kjendte den Afdøde nøie.
#Vilhelm.#
For fire Dage siden hun stod
Den første Gang for vort Øie.
#Byfogden.#
Men saa skal De ikke tage Dem det nær,
Saa behøves ikke den Jammer.
Undskyld forresten, om jeg gjør Dem Besvær
Med at undersøge Deres Kammer.
Det er ei stort Andet end en Formalitet,
Thi her er kun Lidt at skrive.
Af Testamentet har jeg seet,
At Sønnen skal Arving blive.
Men sin Myndigheds Tid maa han vente dog,
Før han Alt i Besiddelse tager,
Og derfor man forsegler eller fører til Bog
Hvad her findes af rørlige Sager.
Min Dame! min Herre! bryd Dem ikke derom;
Jeg er færdig strax paa Minutet ...
I Skabet er kun Lidt, Commoden er tom.
Her er nu Forretningen sluttet.
Skyldige Tjener! Paa Loftet nu jeg gaaer.
#Marie.#
Jeg staaer, som af Skrækken knuset!
Husker du, jeg sporede Tordenen igaar?
Nu har Lynet slaaet ned her i Huset!
#Vilhelm.#
Ja, dobbelt forfærder et Slag, som saa brat
Kommer, for uventet at dræbe.
Jeg favnede min Hustru i en lykkelig Nat,
Min Læbe søgte hendes Læbe;
Saa lyksalig var mig hos min Hjertenskjær
Natten i den fredelige Hytte;
Men imidlertid kom os Døden saa nær,
Og greb sit uventede Bytte.
#Fredrik.#
Jeg kommer igjen, for et Ord endnu
At sige mine Gjæstevenner:
Ifald til at reise staaer Deres Hu,
Jeg strax Deres Vogn Dem sender.
Men vil De tøve hos mig her
I de første sørgelige Dage,
Da begriber De vel, Deeltagelsen er kjær
For ham, som er ene tilbage.
#Vilhelm.#
Jeg nødigt forlader en bedrøvet Ven;
Hvad er din Mening, Marie?
#Marie.#
Uden Spørgsmaal derom, vi blive her end,
Og Begravelsen oppebie.
Mildt hun qvæged os paa vor Vei,
Den gamle venlige Qvinde;
Saa forlade vi Huset heller ei,
Saalænge hun er herinde.
Før mig til det kolde Leie, hvorpaa
Den Døde nu slumrer rolig;
Hendes venlige Træk, hendes Smiil mig maae
Gjøre med Døden fortrolig.
#Fredrik.#
Ja kom! jeg fører Dem Begge derhen,
Og lover ved min Moders Minde:
At betragte Dem som en broderlig Ven,
Og Dem ... som en søsterlig Veninde.


VIII
I STORSTUEN

#Vilhelm.#
Marie, nu kom! hvad venter du paa?
Alt Uhret Midnat viste.
#Marie.#
Men gjennem Storstuen skal vi gaae,
Og der staaer den sorte Kiste.
#Vilhelm.#
Gjennem Mørket skal jeg lede dit Fjed ...
Træd ikke paa Buxbom-Planten ...
Nu er vi ved Kisten, lige derved,
Stød dig ikke paa Kanten.
Fat Mod! Her er vor Kammerdør,
Du Lyset derinde kan skue.
Med andre Følelser gik vi før
Dertil gjennem denne Stue.
See, her er vor første, fortrolige Bo,
Vor Omfavnelses hellige Vugge;
Men udenfor har en dybere Ro
Lønnet dybere Sukke.


IX
PAA KIRKEGAARDEN

#Vilhelm.#
I denne Kirke din Haand du mig gav,
Vort Baand vi her monne knytte.
#Marie.#
Vi staae her igjen, men en aaben Grav
Gaber efter sit Bytte.
#Vilhelm.#
I Alt, som forkynder vor Sjæletrang,
Til den mægtige Kirke vi træde.
Klokkerne ringe med samme Klang
Til Ligfærd og Bryllupsglæde.
#Marie.#
Som Klokkernes Klang er Blomsternes Pragt
De smykke Liget som Bruden.
Her lægger jeg Krandsen, min Haand har bragt,
Hos den Døde paa Hovedpuden.
#Fredrik.#
Før Laaget mig røver dit sidste Spor,
Et Kys paa din fromme Pande!
#Præsten.#
Af Jord er du kommen, du bliver til Jord,
Men af Jorden op skal du stande.
#Chordrengene.#
See, Tiden saa meget hastigt gaaer;
Hvo veed, hvor nær er min Ende?
At bort herfra jeg at vandre faaer,
Hvor let, hvor snart kan det hænde!
#Fredrik.#
Vort Hverv er endt, nu drage vi hjem,
Og Deres Vogn bestilles.
Et Øieblik jeg da taler med Dem,
Og saa for stedse vi skilles.


X
AFREISEN

#Fredrik.#
Sadl op min Hest og træk den frem!
Jeg vil ud i Verden ride;
Ei meer jeg bliver i mit Hjem,
For at savne, længes og lide.
Afsted! afsted! Min Hu staaer til
De vilde, fremmede Lande;
Ved høie Bjerge skilles jeg vil
Fra mit Hjem og ved dybe Vande.
Du Stork, som gjennem Luften gaaer,
Laan mig din brede Vinge!
Du Lærke, som under Skyen slaaer,
Lad din Sang i mit Hjerte klinge!
Marie! Vilhelm! Jeg skilles fra Dem,
Nu rider jeg bort, naar De kjører;
Øde bliver mit Ungdomshjem,
Og fra mig vist aldrig De hører.
Men naar Jorden er kastet over os tilsidst,
Som idag over min stakkels Moder,
Da skal vi hos Ham mødes forvist,
Som er vor Gud og vor Broder.
Et Haandtryk, Vilhelm! Det er Afskedsbud ...
Marie! Deres Haand De mig række!
Jeg trykker et Kys paa dens Liliehud ...
Lad Kysset Dem ei forskrække!
O lad mig holde den en liden Stund!
Tilgiv mig denne Dvælen!
Lad mig fæste den til min brændende Mund!
O kunde jeg udaande Sjælen!
Nu slipper jeg den strax; und mig min Lod;
Betragt mig ikke saa bange!
O var der dog en dræbende Braad
Hos denne skinnende Slange!
Marie! see, jeg giver Dem den
Tilbage, med Taarer vædet! --
Og nu afsted! i det Fjerne hen!
Lad mig flye fra Dem og fra Stedet!
Der kommer Deres Vogn, nu stiger De derop,
Og jeg til Hest for at ride.
Farvel, farvel! -- Galop, Galop!
Ud i Verden den vide!
#Vilhelm.#
Beklag, Marie, den unge Mand!
Til dig har han sat sit Hjerte.
Jeg længe mærket har, at han
Led af forelsket Smerte.
Men hidtil har jeg det ikke sagt,
Du skulde det først erfare,
Naar Veien var tilbagelagt,
Naar i vort Hjem vi vare.
#Marie.#
Saa du troer, du lærer mig noget Nyt?
Jeg selv ei skulde det mærke?
Har du glemt forleden vor Dispyt
Og mine Anelser stærke?
#Vilhelm.#
Hvordan? du meente? ...
#Marie.#
Tal ei derom!
Jeg drømmer endnu, skjøndt vaagen;
Jeg har drømt fra den Stund, jeg hertil kom,
Og nu først spreder sig Taagen.
#Vilhelm.#
Drømmen er glemt, Solen herned
Skinner gjennem Bøgetoppen.
#Marie.#
End seer jeg Støvet i Rytterens Fjed,
End hører jeg fjernt Galoppen.
#Vilhelm.#
Vær uden Frygt, min unge Viv!
Paa Hjulet din Fod du sætte!
Jeg holder Armen om dit Liv,
Skal op i Vognen dig lette.
Nu sidde vi sammen, vi er ene, vi er frie;
Vil du taale min Arm under Kaaben? --
Kjør, Postillon! blæs din Melodie!
Fremad! Verden er os aaben.


GUDSTJENESTE
EN FORAARS-PHANTASIE

#Digteren.#
Pindsemorgen! o hvor skjøn!
Skoven vinker lysegrøn
Bort fra Staden, i hvis Gader
Pene Folk af begge Kjøn
Vandre stadseligt i Rader.
Stadens Kirkeklokkers Klang
End mig følger paa min Gang;
Men til Skoven gaaer min Vei,
Der jeg meer dem hører ei;
Der mit Blik kun hviler paa
Tusind stumme Klokker smaa,
Nogle hvide, andre blaae,
Som i Ly for Solens Flammer
I det friske Skovgræs staae
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Udvalgte Digtninger - 05
  • Parts
  • Udvalgte Digtninger - 01
    Total number of words is 3577
    Total number of unique words is 1252
    41.2 of words are in the 2000 most common words
    56.9 of words are in the 5000 most common words
    65.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Udvalgte Digtninger - 02
    Total number of words is 4132
    Total number of unique words is 1276
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    61.1 of words are in the 5000 most common words
    69.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Udvalgte Digtninger - 03
    Total number of words is 4056
    Total number of unique words is 1319
    44.9 of words are in the 2000 most common words
    62.0 of words are in the 5000 most common words
    69.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Udvalgte Digtninger - 04
    Total number of words is 3958
    Total number of unique words is 1249
    48.6 of words are in the 2000 most common words
    66.6 of words are in the 5000 most common words
    75.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Udvalgte Digtninger - 05
    Total number of words is 4025
    Total number of unique words is 1436
    37.9 of words are in the 2000 most common words
    55.2 of words are in the 5000 most common words
    65.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Udvalgte Digtninger - 06
    Total number of words is 4174
    Total number of unique words is 1452
    39.4 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    68.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Udvalgte Digtninger - 07
    Total number of words is 4051
    Total number of unique words is 1447
    40.3 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    67.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Udvalgte Digtninger - 08
    Total number of words is 4306
    Total number of unique words is 1511
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    60.1 of words are in the 5000 most common words
    68.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Udvalgte Digtninger - 09
    Total number of words is 3882
    Total number of unique words is 1548
    37.9 of words are in the 2000 most common words
    54.3 of words are in the 5000 most common words
    62.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Udvalgte Digtninger - 10
    Total number of words is 4260
    Total number of unique words is 1551
    37.9 of words are in the 2000 most common words
    53.0 of words are in the 5000 most common words
    61.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Udvalgte Digtninger - 11
    Total number of words is 3957
    Total number of unique words is 1621
    37.5 of words are in the 2000 most common words
    55.7 of words are in the 5000 most common words
    63.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Udvalgte Digtninger - 12
    Total number of words is 3777
    Total number of unique words is 1402
    43.9 of words are in the 2000 most common words
    59.6 of words are in the 5000 most common words
    67.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.