Udvalgte Digtninger - 06

Kan man høre fjerne Stemmer:
Det er Pan; de vidne, at
Aldrig han sin Syrinx glemmer.
Hvo, som seer ham paa hans Vei,
For sin Dristighed maa bøde.
Stærke Guddom! Lad mig ei
Paa min Vandring her dig møde!
Men min Bøn du høre mild:
Hyrdeliv som du jeg fører,
Gaaer i Skoven taus og vild,
Og paa Kildens Rislen hører.
Lad dit grønne Tempel staae
Aabent for mig dybt og længe!
Lad mig under Bøgen slaae
Glædesrig min Lyras Strænge!
See, jeg lover: Hver en Gang
I din Skov at Strængen toner,
Lyde skal for dig min Sang,
Hvirvlet under Skovens Kroner.
Den skal hvirvles hen til dig;
Phøbus vil den Vinger laane:
Eensomhed du skjænke mig,
For dit Syn du mig forskaane!
Sangen vil sig bedre tee,
Naar i Anelser den svømmer:
Lad mit ydre Blik ei see
Det hvorom min Tanke drømmer.

#VAAREN OG FREDEN#
Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker,
Vinteren, flyer:
Vaaren, bekrandset med himmelblaae Klokker,
Livet fornyer.
Kampen var haard, men den Freden mon bringe;
Seiren skal klinge,
Løftet paa Tonernes mægtige Vinge
Høit mod de purpurne Skyer.
Digteren, vakt af de første Violers
Yndige Blad,
Aabner sin Barm for de himmelske Straalers
Qvægende Bad,
Bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen,
Flagrer mod Himlen
Over Convallernes hilsende Stimlen,
Vinget, forynget og glad.
Ind under Bøgenes grønnende Kroner,
Salig i Aand,
Vandrer han hen over Skov-Anemoner,
Lyren i Haand.
Bogfinkens Qviddren hans Læber indvier;
Og naar den tier,
Hilser han Vaaren med Vaarmelodier,
Løsnet af Vinterens Baand.
Vinterens Sorger og Glæder nu dølger
Glemselens Flor.
Flora kun vinker ham nu, og han følger
Glad hendes Spor.
Vintren er flygtet og Striden herneden
Bort fra det Eden,
Hvor hendes Smaa om et Alter for Freden
Samles i duftende Chor.
Derfor om Vaaren og Freden hans Sange
Gjenlyde nu.
Fiendskab, hiin sorte, kun fostret i lange
Nætter med Gru,
Flye med den flygtende Vinter mod Polen!
Varmen af Solen
Udklækker Hjerternes Blomst med Violen,
Fred i vor Sang og vor Hu.
Nympher og Fauner ved Lyren han atter
Samler om den;
Hellige Taarer, begeistrede Latter
Vækker han end.
Satyren bringer ham vingede Pile,
Gyldne, der smile;
See, hvor de flyve, og naae, hvor de ile,
Himlen og Jorden igjen!
Saares der Nogen, da huske han, Striden
Blot er en Fest,
Smile ved Saaret, og drage fra Siden,
Sadle sin Hest!
Thi har vi Fred, kun i krigerske Leire
Bør vi den feire:
Stedse Turnering og festlige Seire
Freden forherliged bedst.
Du, som har Aarstiden vakt af sin Dvale,
Høit paa din Gang,
Hersker af Solen, og Drot af Castale,
Smiil til min Sang!
Nær i mit Hjerte den Flamme, du tænder!
Lær mine Hænder
Dobbelte Greb i din Stræng, naar den sender
Pilens og Tonernes Klang!

#EFTERAARSFØLELSE#
Hvor sørgelig dog Skoven bliver!
Dens nylig rige Krone nøgen staaer;
Man træder nu og gaaer
Paa al den forhen grønne Pragt,
Som død og gusten driver
Omkring for alle Vindes Magt.
Jeg paa de kjendte Steder vandrer,
Og seer, hvorledes Alting sig forandrer.
Ved Søens klare Bred deroppe,
Hvor tidt jeg i det lille Lysthuus sad,
Imellem Blomster glad,
Jeg kun de grønne Fyrretræer
Og røde Bøgetoppe
Kan øine blandt hverandre der;
Og fra den sjeldne Gruppe stige
Halvdunkle, svage Skygger, underlige.
Det er, som om de tyde vilde
Paa den almindelige, store Død,
Hvis Lov nu Alting lød.
Saadan vil og de kjære Baand
Engang maaskee sig skille,
Som bandt til Andre her min Aand;
Maaskee vil efter samme Love
Mit Venskab falme, som de grønne Skove.
Maaskee det sig engang vil hænde,
Naar hid jeg kommer, at da Meget sig
Forandret har om mig;
At Kulde jeg og Alvor seer,
At neppe jeg kan kjende
De aabne, muntre Hjerter meer.
Da vil tilgavns de før saa kjære
Bekjendte Steder sørgelige være!
Og Ingen vide kan tilfulde,
Om ikke Sligt engang vil hænde sig;
Thi skjøndt de elske mig,
Er dog kun fremmed al min Lyst;
Og ak! med fremmed Kulde
Gjengjælder Verden tidt det varme Bryst.
Kun der, hvor man har rigtig hjemme,
Gjentoner Kjærlighedens vante Stemme.
Held Den, som har et Hjem tilbage,
En venlig Havn, hvorhen han tryg kan flye,
Som aabner ham sit Ly,
Naar han fra fjerne Kyster, kjed
Af Stormene, vil drage
Til Moderhjemmets kjære Fred,
Hvor intet fremmed Sprog man taler,
Men ham hans Barndoms kjendte Lyd husvaler.
Held mig! Om og Naturen falmer,
Groe stedse Foraars-Urter i mit Hjem;
Ei Høsten kuer dem:
En elsket Moder aabner der,
Bag Hjemmets brede Palmer,
For Sønnen, som hun har saa kjær,
Den blide, fredelige Skygge,
Hvori alene han kan boe og bygge.

I ET EXEMPLAR AF MIN PSYCHE
Nu, da snart, paa Floras Bud
Vintren flyer for Vaar og Sommer,
Nu, da hver en Trækfugl kommer,
Nu, da Zephyrs unge Brud
Klækker Martsviolen ud,
Nu, da snart en Hær af Psycher
Himmel, Jord og Blomster smykker,
Flyver du, o min Veninde,
Bort paa milde Foraarsvinde
Til dit Hjems de kjendte Skygger.
Ak! og jeg, der ogsaa skulde
Bryde Larvens Baand, som tynge,
Og i Solskin munter synge,
Glad befriet for Vintrens Kulde,
Seer mig selv, den Længselfulde,
Staae paa den forladte Strand,
Blikket vendt mod fjerne Land,
Over Havets sølvblaa Vugge,
Sende Vinden mine Sukke,
Og min Graad det falske Vand.
Thi den sjeldne Trækfugl, som
Fløi med Vintren hid til Landet,
Og som har min Vinter dannet
Til et yndigt Foraar om,
Hæver nu, da Vaaren kom,
Anden Gang en flygtig Vinge,
Vil til Hjemmet bort sig svinge;
Ak! og naar jeg ene staaer,
Veed jeg vist, den unge Vaar
Vil for mig en Vinter bringe.
Naar jeg gaaer i Skov og Dale
Mellem Vaarens Fugles Sang,
Hvo vil paa min stille Gang
Venlig med mit Hjerte tale?
Hvo, naar Solen ned mon dale.
Og en Stjerne staaer i Nord,
Vise mig, hvor Trøsten boer,
Læge huldt, hvad Andre saare,
Og begribe af min Taare
Meer end Andre af mit Ord?
Naar min Psyche fri sig svinger
Over Bølgen hjem med dig,
Hendes Digter, Larven lig,
Bliver her, ak! uden Vinger.
Ingen Zephyr da ham bringer
Til dit Trylleslot med sig.
Men lad Digtet bringe mig!
I hver Klang af Psyches Længsel
Hør et Suk, som fra mit Fængsel
Vestenvinden bringer dig!

DEN 9DE NOVEMBER 1811[1]
[1] Moderens, Thomasine Gyllembourgs, Fødselsdag.
Hulde Natur, ved hvis bankende Hjerte
Engang jeg laae uden Sorg eller Savn!
Førend jeg kjendte til Fryd eller Smerte,
Gjemtes jeg alt i din kjærlige Favn.
Dybt af den evige Kjærlighed runden,
Kom du fra Lyset; til Jorden forbunden,
Er du en Qvinde, og Moder dit Navn.
Vakt af min Slummer, men kold som den Døde,
Suged jeg Kjærligheds Ild af dit Bryst.
Livets og Ungdommens Roser saa røde
Offred du gjerne den Spæde til Lyst.
Mens du ved Tornene selv maatte sukke,
Strøede du Bladene mild paa min Vugge,
Gjød i mit Hjerte din salige Trøst.
Selv i den jordiske Kulde hernede
Dræbtes jeg ikke af Stormen saa vild.
Dybt i dit Hjerte du bygged en Rede,
Varmet af Kjærligheds evige Ild.
Ikke den gjemte den Spæde alene,
Ogsaa endnu har jeg Plads i dens Grene,
Ogsaa endnu er den aaben og mild.
Du, som med høiere Væsner fortrolig,
Eier et reent og ungdommeligt Sind,
Du, som din simple men yndige Bolig
Vier til Tempel for Muserne ind:
Enten din Livstraad er stor eller liden,
Kan du dog aldrig forkues af Tiden,
Hyldet af Musen i Foraarsluft ind.
Vel er det dine de blomstrende Dage,
Hvorved jeg blomstrer, min Stamme er grøn;
Mig er det givet paa Jorden at smage
Hvad der var dit og din Kjærligheds Løn:
Men naar du vinkes til lysere Glæde,
Da skal du vinde det høiere Sæde:
Gjem saa den ringere Plads til din Søn!

HJEMKOMST[2]
[2] Skrevet i Sverige 1812.
Min Reisetid sig nærmer nu sin Ende,
Den er forbi den altfor korte Lyst,
Tilbage skal jeg til mit Danmark vende,
Jeg ventes der ved mangt et elsket Bryst.
Jeg dig, min Sang, vil som mit Forbud sende,
At hilse venligt paa den danske Kyst,
Og bede Sjølunds vinterlige Bølger
At tage mildt mod ham, som efterfølger.
Jeg ligner Vandreren, som har med Møie
Til Bjergets skovbegroede Spidse naaet.
Der staaer jeg nu, og dvælende mit Øie
Betragter Veien, som jeg nys er gaaet.
Jeg spørger selv: Hvad kunde mig fornøie,
Hvad mægtig Attraa har hos mig formaaet
At fjerne mig fra Fødeland og Venner
Til dette Land, hvis blotte Navn jeg kjender?
Her er en ny Natur i disse Lande,
En ny Natur, og majestætisk stor;
Ei Danmarks milde, blomsterklædte Strande,
En venlig Bøgeskov, en dyrket Jord;
Men frygtelig de steile Klipper stande,
Om Toppen sig den ranke Granskov snoer,
Hvis tause Mørke høitidsfuld bebuder:
End leve her de gamle Valhals Guder.
Selv Kunsten med Naturen sig forbinder,
Og gjør mig paa forgangne Tider klog.
Betydningsfulde staae de gamle Minder,
Og tale deres halvforglemte Sprog.
I Mark, i Skov, i Dal, paa Bjergetinder
Jeg læse kan som i en gammel Bog,
Hvor Saga har for Evigheden skrevet
Et Træk af Det, som fordum her har levet.
Af dyb Beundring høit mit Hjerte luer;
Men ak! jeg er endnu ei rigtig glad.
Forgjæves at jeg Hjertets Længsel kuer,
Og iler til den store Hovedstad,
En fremmed Pragt og Herlighed beskuer,
Og selv er fremmed i den stolte Rad.
Kan Stadens Larm, kan Menneskenes Trængsel
Da stille Hjertets ubevidste Længsel?
Jeg glædes ei ved disse høie Fjelde,
Der stande som en trofast Klippemuur,
Ved disse Graner, som ved Væxt og Ælde
Forkynde Frihed og en stolt Natur.
Thi Ingen jeg min Glæde kan fortælle:
Den stolte Frihed er et Fangebuur,
Hvori jeg lever ene med mit Hjerte,
Og deler med mig selv min Lyst, min Smerte.
Nei Glæden er en Fugl, som har den Nykke,
Med vild Ustadighed at flagre om;
Den ligner heri tidt den blinde Lykke,
Den flyver bort, saa hurtig som den kom.
Den vil kun stadig boe og stadig bygge
I tvende Stammer, hvor den ene from
Omkring den anden Armene mon brede:
I slige Træer der bygger den sin Rede.
Og Kjærlighed, det er det Navn, som gives
Det skjønne Træ, saa sjeldent paa vor Jord.
En ukjendt Røst mig hvisked, at det trives
I Kuldens Hjem, det iisbedækte Nord;
Det ikke blot af Solens Ild oplives,
I Bjergets Kløft, i hviden Snee det groer.
Jeg greb min Stav, og iilte for at finde
Det sjeldne Træ, og for dets Frugt at vinde;
Og troede snart at have Træet fundet,
Og var lyksalig for et Øieblik;
Og drømte snart at have Frugten vundet,
Men ak! den gav mig ingen Lædskedrik.
At see mit Haab lidt efter lidt forsvundet,
Var al den Løn, jeg for min Stræben fik.
Jeg Daare, som saa ganske kunde glemme,
At Træet voxer allerfrodigst hjemme!
Der er et Væsen i min stille Bolig,
Jeg mægtig i dets skjulte Fremtid staaer;
Det er med mig som med sig selv fortrolig,
Min Magt til Grunden af dets Hjerte naaer;
Foruden mig det ei er glad og rolig;
Det kjender mig, og venligt mig forstaaer;
Det føler med mig, ved min Fryd sig glæder,
Og naar jeg sørger, ved min Sorg det græder.
Og hvis du troer, det er en elsket Pige,
Du tager feil, og dog, ifald jeg veed,
Hvad Ordet Kjærlighed vil rigtig sige,
Saa kan vel Dette kaldes Kjærlighed.
Ja det er Følelsens vidtstrakte Rige,
Og Kjernen af dens hele Salighed.
Hvem er det da, om ei en Søster, Broder?
Du kan ei gjætte det: Det er min Moder.
O du, som med en evig Ungdoms Varme
For mig en trofast Elskerinde var!
Modtag din Søn, og tilgiv huldt den Arme,
Som søgte fjernt hvad alt i dig han har.
Du aabner atter dine milde Arme,
Paa hvilke du saa tidt den Spæde bar.
Modtag mig da! Lig Cirkelen jeg vender
Til Punktet om, hvor jeg mit Udspring kjender.

#HIMMELSK KJÆRLIGHED#
Jord og Himmel ere skilt som tvende;
Lad ei daarligt os forvexle dem!
Himlens Lys de gyldne Straaler sende
Ned til Jorden, til vort mørke Hjem.
O, at Jordens Børn da ogsaa vilde
Fæste deres Blik paa Lysets Kilde,
Ikke stirre blindt i Dybet ned!
Kjærlighed! Ved dig jeg klog er vorden!
Nu jeg seer at ogsaa du er to.
Skjøndt I begge throne her paa Jorden,
Ei hos hver de samme Glæder boe.
Paa den ene Jordens Mørke ruger,
Mens den anden Himlens Klarhed suger,
Og om Himlen minder Jordens Børn.
Ofte, Amor, har mig Arme saaret
Snart din ene, snart din anden Piil,
Dog de Piger, som mit Hjerte kaared,
Brændte kun ved jordisk Elskovs Smiil.
Fast til Jorden var mit Øie bundet,
Himmelsk Kjærlighed var aldrig fundet
Paa mit Hjertes lange Vandringsvei.
Amor! Lad dig takkes af din Slave!
Nu jeg stirrer ei til Jorden ned:
Du har givet mig din bedste Gave,
Du har lært mig himmelsk Kjærlighed!
Lad mig Elskovs Taarer her dig yde,
Tusind Krandse skal dit Altar pryde,
Og forherlige din Festens Dag.
Elskte! Det var dig, som Guden kaared
Til at vække mig med Englesmiil!
Det var dig, ved hvem saa dybt han saared
Mig med aldrig forhen følte Piil.
Det var dig, o søde Lærerinde!
Som mig himmelsk Elskov først lod finde;
Held mig! Thi min Aand er født paany.
Hulde! Skulde du formaae at røre
Med en jordisk Vellyst vel mit Sind?
Paradisets rene Engle sløre
Dig i Uskylds hvide Lagen ind.
Samme Lilier, som paa Kinden boe,
De bevare ogsaa Hjertet tro,
Virke som en hellig Talisman.
Lig en Sommerfugl i Solens Luer,
Let du dandser gjennem Livet hen;
Dybt og vist din lyse Aand dog skuer,
Skjøndt elskværdig Letsind pryder den.
Gratien maa friske Blomster vække,
Og en nordisk Mø de Krandse række,
Som hun fletted af en sydlig Urt.
Vee mig, at den korte Tid er svunden,
Som ved muntert Spøg blev alt for kort!
Livets Timeglas er snart udrunden,
Livets Glæde flygter hurtig bort.
Maatte jeg den korte Stund da nyde,
Søge dig min Kjærlighed at tyde,
Og belønnes af et kjærligt Smiil!
Thi du Elskte! Hvad er Elskov ene,
Naar den mødes ei af Elskovs Fryd?
Mon vel Fuglen sang i Træets Grene,
Hvis dens Mage svared ei dens Lyd?
Kan jeg haabe, at en Gnist du kjendte
Af den Ild, du i mit Indre tændte,
At du bortgik med et Suk for mig?
Søde Haab! O lad min Sjæl dig favne!
Lad mig fast dig knytte til mit Bryst;
Ei skal jeg min Elskte længer savne,
Skjøndt os skiller tvende Rigers Kyst.
Phantasiens Vinger skal mig bære
Didhen, hvor min Aand skal evig være,
Hvor mit Hjerte har sit rette Hjem!

#HVAD ER ELSKOV?#
Det Billed af din Skjønheds hulde Glands,
Som dette Hjerte dybt og trofast gjemmer,
Som er mit Liv, min Følelse, min Sands,
Som hver en Nat befaler mig at vaage,
Og hver en Dag at gaae i Drømmes Taage --
Det Billed troer du, at engang jeg glemmer!
Saa skrøbelig du troer din egen Lænke!
Dit Billed da saa flygtigt synes dig!
Hvor lidet kjender du dig selv! -- og mig!
Troer du, min Aand forglemme kan at tænke?
Troer du, min Puls at banke glemme vil?
Min Barm at aande? føle Lyst og Smerte?
Troer du, jeg glemme kan, jeg har et Hjerte?
Siig, troer du, jeg kan glemme, jeg er til?
Hvis det er Elskov, kun i din Idee
At leve, men med ingen anden Tanke:
Naar dig jeg seer, at føle Hjertet banke:
At græde helst, og tvungen kun at lee:
At rødme, naar man nævner mig dit Navn;
Og naar man ikke nævner mig det, blive
Mismodig ved det alt for lange Savn:
Naar Solens Straaler første Lysning give,
At længes efter Nattens mørke Favn,
Og naar knap Mørket er begyndt at falde,
Med Utaalmodighed paa Dagen kalde:
At vandre natlig, skjult af Mørkets Vinger,
Igjennem Storm og Regn og Iis og Snee,
For kun den lykkelige Vogn at see,
Som til dit Hjem om Aftenen dig bringer;
Og siden, naar i Søvnen Alle hvile,
Hen til dit Huus, til dine Vindver ile,
Og stirre længselfuld til sorten Rude,
Hvis Lys er slukt, hvor du ei sidder meer,
Men slumrer indenfor i bløde Fjer,
Og drømmer ei om ham, som staaer derude:
En Alpejæger lig paa steile Fjelde,
At søge ængstelig hvert lille Spor,
Hvorved jeg muligviis at ledes troer
Til den kun alt for flygtige Gazelle:
At have modigt Forsæt, dristig Tanke
Og kjække Planer -- naar jeg ei dig seer;
Men sees du fjernt, ei være Helten meer,
Og nærmes du, alt føle Hjertet banke:
En evig Længsel i min Barm at bære,
Som Intet stille kan, men Alt maa nære,
Som aldrig slumrer noget Øieblik,
Men voxer selv ved mindste Lædskedrik,
Som jeg af Lykken og din Villie fik --
Hvis Dette man med Ret bør Elskov kalde,
Da elsker jeg -- og ene dig blandt Alle!
Bebreid mig ei, min Elskte, nogen Brøde!
Viid, Troskab adler Kjærlighed til Dyd.
Derfor fat Mod, og Øieblikket nyd,
Thi jeg er tro blandt Levende, som Døde.


II
ROMANCER OG VISER


#URANIENBORG#[3]
[3] Af "Tycho Brahes Spaadom." Skrevet 1812 eller 1813.
Du Vandringsmand ved Søen,
O stands din raske Gang!
Vend hisset dig mod Øen,
Og hør min Mindesang!
Vend derhen dine Tanker,
Din Længsel og din Sorg!
Paa hine gule Banker
Stod før en Ridderborg.
I længst forsvundne Dage
Var den i Glands og Magt,
Nu er der knap tilbage
Ruiner af dens Pragt.
Men i de gamle Tider
Da var den høi og stor,
Og saaes til alle Sider,
Og kneisede fra Jord.
Den ikke monne være
For nogen Viking bygt.
Urania til Ære
Den reiste sig saa trygt.
Fra Menneskenes Vrimlen
Ved Havet skilt den laae,
Og hæved sig mod Himlen,
Og mod de Stjerner smaa.
I Volden var befæstet
Mod Øst en Port saa stor,
En anden imod Vester,
Og Spiir i Syd og Nord.
Høit kneiste Borgetinden,
Dens ranke Spiir derhos;
Der dreied sig for Vinden
En gylden Pegasus.
Forunderlige Taarne
I Nord og Syd man saae,
Af stærke Piller baarne
Og med Altaner paa.
Der man til alle Kanter,
Ihvor man og mon gaae,
De mægtige Qvadranter
Og store Sphærer saae.
Fra Borgen see man kunde
Saa vide over Ø,
Saa mange grønne Lunde,
Den store salte Sø.
De Sale monne prange
Med skjønne Farveskjær;
Af Haver var der mange
Med Blomster og med Træer.
Men sluktes Dagens Lue,
Og Nattetid faldt paa,
Man Stjerner fik at skue
Paa hele Himlens Blaae.
Alt fjernt man høre kunde,
Naar derpaa man gav Agt,
De fire store Hunde,
Som holdt om Natten Vagt.
Den fromme Ridder trængte
Sig ei i Ledingsfærd,
Paa Væggen bort han hængte
Sit Harnisk og sit Sværd.
Fra Jorden og dens Jammer
Han gjerne flygte gad,
Naar i sit stille Kammer
Ved Midnatstund han sad.
Da hæved han sit Øie,
Alt i den Nat saa lang,
Og spored i det Høie
De lyse Stjerners Gang.
Og Stjernerne hans Rygte
Bar over Land og Sø,
Saa Konger selv besøgte
Ham paa den lille Ø.
Men Stjernerne de blinked
Til andre Lande hen.
Hans Skjæbne bort ham vinked,
Han kom ei meer igjen.
Alt længst de stolte Mure
Er sjunkne hen i Gruus,
Og Ploven monne fure,
Urania! dit Huus.
Men hvergang Solen daler,
Seer den til Hveen huld,
Hvor Aftenrøden maler
Sig end erindringsfuld.
Veemodig Maanen iler
Forbi sin elskte Kyst,
Og Freyas Stjerne smiler
Med hellig Elskovs Lyst.
Da røres det og tindrer
I Borgens dybe Grund:
Den troer, at den erindrer
En gammel Aftenstund:
For nogle Øieblikke
Den gjerne frem sig skjød,
Men ak! det kan den ikke,
Den synker i sin Død!

TYCHO BRAHES FARVEL[4]
[4] Af "Tycho Brahes Spaadom".
Solen sank bag grønne Lund,
Og den lyse, fulde Maane
Mellem Sjølunds Kyst og Skaane
Straaled over Øresund.
Hvælved om Uranienborg
Sig den lyse Stjernebue.
Tycho stod i Maanens Lue,
Monne Landet rundt beskue,
Tankefuld med dæmpet Sorg.
Og han sagde: Fædreland!
Siig mig dog, hvad var min Brøde,
Da din Søn du bort at støde
Fra dit Hjerte nænne kan?
Har du glemt min Kjærlighed?
Det var mig, som monne bære
Op til Stjernerne din Ære;
Hele Himlen kan jo være
Vidne til min Sønlighed.
Mit Chaldæa her jeg fandt.
Ak! I elskte danske Sletter
Vise jo i lange Nætter
Himmelen til hver en Kant.
Derfor, elskte Fædrejord,
Fremfor alle Verdens Lande
Har jeg elsket dine Strande,
Og paa dem bør Templet stande
For det lyse Stjernechor.
Men Urania sin Ven
Vil et andet Hjem berede,
Hvorved hendes Kunst kan brede
Sig til andre Lande hen.
Dunkelt jeg kun Veien seer,
Stjernerne maae den betegne,
Ligemeget, hvad for Egne!
Er ei Himlen allevegne?
Hvad behøver jeg saa meer?

#FISKERSANG#
Nattens Dunkelhed er svundet,
Morgensolen alt oprundet
Herlig over Østerhav.
Glade vi fra Søen drage
Til vort stille Hjem tilbage,
Med den Fangst, os Lykken gav.
Hav, som rigelig belønner
Alle dine kjære Sønner,
Og dem skjænker Liv og Lyst!
Rige Hav! Vor fælles Moder!
Lad bestandig dine Goder
Strømme til den danske Kyst.

#LIDEN KIRSTEN#
De Bølger rulle saa tungt afsted,
Liden Kirsten stander ved Havets Bred.
Hun stirrer saa dybt i Bølgen blaa,
For at see hvad aldrig hun forhen saae
Alt i de kjølige Bølger.
Ak var det dog sandt hvad min Fader har sagt!
Der lever i Havet en ukjendt Magt.
De bygge og boe i den dybe Grund,
De leve saa trygt paa Havets Bund
Alt i de kjølige Bølger.
Der stander en Borg saa vid, saa stor,
Og Himlen er som et Sølverflor,
Og Sol og Maane af røden Guld,
Og Marken af tusinde Perler fuld
Alt i de kjølige Bølger.
Et Væsen boer i den dybe Borg,
Det kjender, som jeg, til Fryd og Sorg;
Et Menneskehjerte slaaer i dets Bryst,
Det føler en evigt vexlende Lyst
Alt i de kjølige Bølger.
Og om den Havmand saa Meget veed,
Saa kjender han ogsaa til Kjærlighed;
Da har han sagtens elsket engang,
Og stiller sin Længsel ved Harpens Klang
Alt i de kjølige Bølger.
Du Havmand! Vær mig da god og huld,
Jeg bliver, jeg bliver saa længselfuld;
Mit Hjerte føler en ukjendt Ild,
Den brænder saa stærkt, jeg slukke den vil
Alt i de kjølige Bølger.
Liden Kirsten synker paa Havets Bund,
Men Havmanden kysser den Rosenmund;
Han aabner hende sin vaade Favn,
Hun nævner sagte sin Frelsers Navn
Alt i de kjølige Bølger.

FISKEREN OG HAVFRUEN
Den Fisker han monne ved Strandbredden gaae,
De Bølger saa sagtelig rinde.
En Havfrue dandser paa Bølgen blaa,
Der kruses af Sommervinde.
Hvi ganger du der,
Min Ungersvend kjær?
O siig, hvad du haver isinde!
Jeg fæste mig vil saa deilig en Brud,
Dog ikke jeg beiler alene,
Thi om at elske en Mø saa prud
Sig tusinde Svende forene,
Og bringe i Mag
Hver evige Dag
Hende Smykker og Ædelstene.
Jeg fattige Fisker har intet Guld
At byde min elskede Pige;
O Havfru! Din prægtige Borg er jo fuld
Af Perler, som groe i dit Rige.
Mit Liv er tilfals,
Om den deilige Hals
Du skjænker et Halsbaand af slige.
Nei, Perler vil sandelig ikke forslaae
At binde din Kjærligheds Lænke;
Til Fæstensgave du give maa
Det Bedste, som du kan tænke:
Det himmelblaa Hav,
Din Vugge, din Grav,
Det maa du din Elskede skjænke.
Og kunde du fange ved snedig List
Freyas funklende Stjerne,
Da vilde din Mø sig glæde forvist,
Thi Elskende skue den gjerne.
Er Havet din Lyst,
Er Stjernen din Trøst,
Da vinker dit Haab i det Fjerne.
Men Fiskeren mærker den Havfrues Ord;
Flux iler han hjem i sin Have;
Der voxer en Aster, Stjerne paa Jord
Blandt ringere Blomster og lave.
Hans trofaste Haand
Med et himmelblaat Baand
Den giver i Fæstensgave.
Nu bringe de Andre Klenodier frem,
Hun tager dem, neier og smiler,
Dog knap med et Blik betragter hun dem,
Paa Blomsten Øiet kun hviler.
Dig Freya har sendt,
Jeg Stjernen har kjendt!
Og flux i hans Arme hun iler.
I Vuggen af Havet vaagnede op
Kjærligheds hulde Gudinde;
Fra Havet steg hun til Himlens Top,
Hvor hun som Stjerne mon skinne.
O Beiler, din Haand
Med Blomst og med Baand
End Kjærligheds Rige kan vinde.

#EENSOMHED#
(Efter #Tieck# i Genoveva. Til Musik af Weyse.)
Hist i Kreds af nøgne Fjelde,
Hvor de dunkle Pile staae,
Hvor de stille Kilder vælde,
Ønsker jeg min Grav at faae.
Hist i Eensomhedens tause Dal
Ro jeg søger for mit Hjertes Qval.
Grumt forskjød hun en Bedrøvet,
Og hun var saa sød, saa smuk.
Tusind Taarer randt i Støvet,
Hun foragted Bøn og Suk.
Søg da Ro for dette Hjertes Qval,
Søg en Grav i denne stille Dal!
Ak! jeg haabed! Nu mig slipper
Haabet selv, jeg stoled paa.
Hist i Kreds af nøgne Klipper,
Hvor de dunkle Pile staae,
I den kjølige, den fjerne Dal
Find en Grav, og end dit Hjertes Qval!

#SERENADE#
Vaagn, du Søde!
Over Dalen tindrer Nattens Stjerne,
Smiler til det hulde Stævnemøde,
Hvor de To forenes gjerne.
Bag ved hine dugbesprængte Høie
Vinker Elskovs Rige.