Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker) - 3

vilde heller ikke fortage sig. Efter dette at dømme skulde Vinden
pludselig have slaaet om, hele 45 Grader, men der var intet i
Havets Udseende der tydede paa, at en saadan Forandring havde fundet
Sted. Istedet for at Strøm og Bølger skulde træffe Skibet lige
agter, slog de nu imod Bagbordssiden, og da dette yderligere øgede
Faren blev han nødt til at afvige nogle Streger fra Kompassets Kurs
for at kunde holde sig lige for Stormen. Hos den unge Kaptajn
vaagnede en svag Mistanke om, at Negoro havde haft en Finger med i
Spillet ved det første Kompas' Ødelæggelse, og at han maaske ogsaa
havde villet gøre det andet ubrugeligt. Men hvorfor? Maatte han dog
ikke, lige som alle de andre, kun ønske jo før jo hellere at naa
Amerika?
[Illustration: Han rettede Revolveren imod ham.]
Dick betroede Fru Weldon sin Mistro og hvad der havde fremkaldt den,
men hun kunde lige saa lidt som han selv finde nogen rimelig Grund
for Kokken til at forsøge at iværksætte et saadant Forræderi.
Uvejret holdt sig hele Ugen og "Pilgrim" strøg afsted gennem det
oprørte Hav med en Hastighed, der ikke kunde være mindre end 200 Mil
i Døgnet -- men stadig saa man intet Land.
Dick Sand vidste hverken ud eller ind; var Amerika da forsvundet,
stod Solen da ikke op og gik den ikke ned i Øst og Vest som før?
Eller var det Kompasset, det var galt med?
Da endelig, den 26. Marts, tidligt om Morgenen lød pludselig Raabet:
"Land, Land!"
Kaptajnen styrtede forud. Der stod Herkules og pegede ivrigt imod et
Punkt i Horisonten.
Stormens Brølen umuliggjorde al Samtale.
Fru Weldon kom til, hun greb uvilkaarlig sin unge Vens Haand, imens
hun stirrede ud over Havet; hele hendes Liv lyste i det Blik hun
sendte imod det første Punkt af hendes Hjemland.
"Endelig! Endelig!" lød det som et Befrielsens Suk fra dem begge.
Fru Weldon var ved at besvime, hun klyngede sig i feberagtig
Spænding til Rælingen, og brast i Graad.
Dick tog ikke Øjnene fra denne Kyst, som han saa længe forgæves
havde spejdet efter. Den viste sig tydeligere og tydeligere
efterhaanden som Skyerne spredte sig og Taagen lettede. Det var et
Forbjærg, der traadte frem, selve Kysten kunde ikke skimtes.
Saaledes forløb to Timer. Dick bevægede Kikkerten nervøst frem og
tilbage over Horisonten imod Øst, saa faldt pludselig hans Arm ned.
"En Ø, -- det var kun en Ø!"
"En Ø? Hvad mener De, er det ikke Amerika?" spurgte Fru Weldon
bestyrtet.
"Nej, Fru Weldon, det er kun en Ø; hvilken Ø det er, maa Kortet
kunne sige os. Det maa være Paaskeøen! Der er ikke andre Smaaøer i
dette Farvand."
"Men hvorlangt ligger den da fra Amerika, -- hvorlangt har vi endnu
tilbage?"
"Fem og tredive Grader," svarede Dick med modløs Stemme; "saadan
noget som 2500 Mil!"
"Men Gud! Det er da umuligt," udbrød Fru Weldon fortvivlet, "saa har
'Pilgrim' jo slet ikke bevæget sig, -- eller den har sejlet frem og
tilbage til samme Sted -- eller -- --. Nej, det er umuligt!"
"Ja, Fru Weldon," svarede Dick, og greb uvilkaarligt til Panden, som
for at samle sine Tanker, -- "jeg selv begriber heller ikke, hvad
der er sket -- -- hvorledes det er gaaet til. Det maa vel være
Kompasset, der har vist forkert, eller mig, der har læst galt --
nej, det er dog ikke muligt!"
"Men, Gud være lovet," tilføjede han medens et Smil pludselig
opklarede hans alvorlige unge Ansigt, "nu ved vi da i al Fald en
Gang sikkert, hvor vi er, og hvad Kurs vi skal holde, for at naa
hjem. Naar denne Orkan blot vil stille af, saa skal vi nok, trods al
Modgang, naa i Havn. Vi maa blot holde ud lidt endnu."


VIII.
Land! -- Land!

Lidt efter lidt lagde Stormen sig noget, og den 29. var Vejret saa
meget roligere, at Dick vovede at hejse Top- og Mesansejlet for
derved at forøge Skibets Fart og støtte dets Bevægelser. Det var ham
en uhyre Lettelse, at "Pilgrim" ikke længer var et hjælpeløst
Legetøj for Vind og Vove, men atter lod sig styre og beherske.
"Med den Fart vi nu skyder, og dersom Vinden holder sig i det rette
Hjørne, tænker jeg næsten vi naar Land om en halv Snes Dage," sagde
Dick med noget af sin vante Fortrøstning til Fru Weldon.
"Gudskelov for det, Dick! Saa er vel det værste ovre for denne Gang.
De har vist Dem som en Mand, min kære Ven, og selv om De ikke er en
fuldt færdig Kaptajn endnu, saa vil min Mand nok sørge for at De
faar lært, hvad De mangler og snart faar et Fartøj at føre."
Dick trykkede rørt Fru Weldons Haand og takkede hende -- mere
hjærteligt end veltalende -- for hendes Elskværdighed og Omhu for
hans Fremtid.
"Men hvor tror De vi kommer til at lande?" spurgte Fru Weldon for at
afværge yderligere Taksigelser.
"Det skal jeg vise Dem her paa Kortet," svarede Dick og pegede paa
Kysten af Sydamerika fra Peru til Chile. "Her har vi den Ø, som vi
lige passerede, vest for os, og da Vinden stadig holder samme
Retning, maa man antage, at vi vil faa Landet i Sigte imod Øst. Hvis
Vejret og Vinden blot vil være naadig, naar vi er kommet saa langt,
kan vi følge Kysten til vi træffer paa en Havn; men -- --"
"Men hvad, Dick?"
"Ja, hvis det atter bliver Storm, saa ser det jo værre ud for
'Pilgrim'."
"Hvad vil De da saa gøre?"
"Sætte Skibet paa Grund," kom det kort og resolut.
"Men," tilføjede Dick fortrøstningsfuldt, "der er jo ingen Grund til
at frygte, at det skal blive nødvendigt. Det er dog langt
sandsynligere, at vi, saa nær Land, vil møde et Fartøj eller maaske
en Lodsbaad, og saa er vi jo ovenpaa."
Sejladsen fortsattes nu i vekslende Vejr, men uden nævneværdige
Begivenheder, indtil den 5. April, lige to Maaneder efter, at
"Pilgrim" forlod Ny Zeeland.
Mer end en Gang troede en eller anden af Mandskabet at se Land, men
det viste sig stadig, at det kun var et optisk Bedrag, og at det
formentlige Land opløste sig i Taage og forsvandt.
Da endelig, den 6. April om Morgenen, efter at Taagen var lettet,
viste Landet sig tydeligt i den klare Horisont og det frydefulde
Raab lød ud over Skibet:
"Land! Land!"
Og denne Gang var der ingen Fejltagelse mulig. Alle stimlede sammen
forude og stirrede ud imod en tilsyneladende flad Kyst, der strakte
sig imod Øst saa langt Øjet kunde naa.
Saa var de da endelig, efter alle deres Anstrængelser, Savn og
Modløshed, naaet til det længselsfuldt imødesete Hjemland. Bag denne
lave Kyst maatte Andesbjærgenes mægtige Kæde hæve sig.
"Pilgrim" skød en Fart som om ogsaa den længtes hjem, og efter et
Par Timers Forløb var man Landet saa nær, at man kunde skælne en
Række Høje, bevoksede med Træer, og i Nordøst et temmelig højt
Forbjærg. Men der viste sig ingen Havn, ikke en Flodmunding eller en
Bugt, der kunde afgive et beskyttet Indsejlingssted.
Skibet bares nu af Brændingen lige imod Landet. I nogen Afstand fra
Kysten kom et Rev tilsyne, over hvilket Bølgerne sydede og larmede;
det kunde næppe være mere end en lille Mil borte.
Dick indsaa straks med frygtelig Tydelighed, at det var haabløst at
søge at forandre Skibets Kurs. Strøm og Brænding havde en saa
uimodstaaelig Magt, at de, og de alene maatte afgøre Fartøjets
Skæbne.
Dingo var ogsaa kommet paa Dækket og gav sin Deltagelse i den
almindelige Ophidselse tilkende ved en højlydt Gøen. Saa optaget
syntes den at være af det usædvanlige Syn af Land, at den ganske
ignorerede sin svorne Fjende, Negoro, der med Haanden skyggende for
Øjnene saa imod den nære Kyst. Den rasende Brænding og den Fare, der
truede Skibet, syntes han dog ikke at ændse. Fru Weldon, der iagttog
ham, syntes at se ham smile som i Genkendelse af det Land, der
bredte sig foran ham.
I dette Øjeblik traadte Dick hen til Fru Weldon og sagde alvorlig:
"Fru Weldon, der er intet Haab, ingen anden Udvej. Om en halv Time
vil Skibet staa paa Revet her foran os. 'Pilgrim' vil blive knust,
men De og vi andre vil i det mindste blive frelste."
"Det er umuligt at undgaa det?" spurgte Fru Weldon.
"Umuligt!"
"Saa maa det da ske."
I største Hast traf nu den unge Kaptajn de nødvendige Forberedelser
til den uundgaaelige Stranding. Alle fik Svømmebælter paa. Herkules
fik Ordre til at tage sig af Fru Weldon; Dick vilde selv vaage over
lille Jack, og Bat og Austin skulde tage Fætter Benedict, med samt
hans Insektsamling, paa deres Samvittighed. Og Negoro -- ja, hans
urokkelige Ro viste tydeligt, at al særlig Omsorg for ham vilde være
overflødig.
Dick fik nu den heldige Indskydelse at lade et Dusin Tønder af
Lastens Hvaltran bringe op, for at hælde Olien ud i det Øjeblik,
Skibet nærmede sig Revet. Dette vilde for nogle Minutter dæmpe
Brændingens Syden og gøre Havfladen rolig, hvorved Skibet maaske
lettere vilde kunne komme ind over Revet og nærmere Land.
"Pilgrim" var nu næppe to Kabellængder fra Kysten; om dens
Styrbordsside ophvirvledes allerede Brændingens hvide Skum. Hvert
Øjeblik kunde man vente, at Kølen vilde skrabe imod Klippegrunden.
"Kast Trannen ud!"
Som ved Trolddom lagde Havets Brusen sig og Briggen gled hurtigt
frem over de jævne, lange Søer.
Men pludselig gav det et Stød i Skibet. Det var blevet løftet af en
uhyre Bølge, og baaret lige imod en fremspringende Klippe. I det
samme faldt Masterne. Med forfærdelig Hast strømmede Vandet ind
igennem et Hul i Forstavnen og Skibet fyldtes.
Men "Pilgrim"s Besætning var allerede frelst. Ad Kystens udløbende
mørke Klipperække naaede den snart Land.
Saaledes var da "Pilgrim", efter en Sejlads paa 74 Dage, strandet og
uhjælpelig fortabt -- et værdiløst Vrag. Men hvor nær det end gik
Dick til Hjærtet, at han havde maattet ofre sin Velgørers Skib og
Ladning, traadte dette dog i Baggrunden for den Lykke, han følte ved
at intet af de Liv, der var betroet til hans Omsorg, var gaaet tabt.
Fra den Del af Perus Kyst hvor han sikkert antog, at man nu befandt
sig, vilde man hurtigt kunne naa en Havn og der finde Skibslejlighed
hjem.


IX.
Landet.

Det Sted, hvor de var blevet kastet iland, havde et ganske øde og
ubeboet Udseende. Det var en Klippeslugt, der førte til et
uregelmæssigt Højdedrag. Mod Nord, omtrent en Fjerdingvej borte,
viste sig en lille Flods Munding; dens Bredder var bevoksede med en
Art Mangrover, og paa Højdedraget strakte sig, saa langt man kunde
se, en tæt Skov. Havde Fætter Benedict været Botaniker, vilde han
være blevet henrykt over den Rigdom af forskellige Træ-Arter, som
denne Skov rummede.
Der var høje Baobabtræer, hvis Bark er som ægyptisk Syenit, hvide
Pinjer, Tamarinttræer, Pebertræer af en egen Art, og mangfoldige
andre Vækster, som en Amerikaner fra Nordstaterne ikke er vant til
at se. Men mærkværdig nok fandt man ikke en eneste af de talrige
Palme-Arter, som dog ellers findes udbredt næsten overalt paa
Jorden.
Henover Stranden fløj store Flokke af skrigende Fugle, en Slags
store, blaasorte Svaler med lystfarvede Hoveder, og nu og da rejste
sig enkelte Hønsefugle, graa og med nøgen Hals. Den uforstyrrede og
frygtløse Maade paa hvilken disse Fugle kom de skibbrudne ganske
nær, forundrede baade Dick og Fru Weldon. Det kunde næsten se ud til
at Dyrene her aldrig havde lært at frygte Menneskers Nærhed, aldrig
var blevet skræmmet af en Bøsses Knald.
Paa de udløbende Revler spankulerede nogle Pelikaner, travlt
beskæftigede med at stoppe Smaafisk i deres Halsposer, og en Flok
Havmaager kredsede skrigende om "Pilgrim"s Vrag, men ellers viste
intet levende Væsen sig.
Dick Sand var højligen forbavset. Hverken i mod Nord eller Syd fandt
man noget Tegn paa Menneskers Nærhed; ikke et Hus eller en Hytte,
ikke et Fodspor i Sandet, ikke Røgen fra en Skorsten eller et Baal.
-- Hvor er vi dog, tænkte han. Havde der været nogen Moders Sjæl
vilde Dingo nok have sporet det, og meddelt sin Opdagelse med en
lydelig Gøen.
Men i det Sted snusede den frem og tilbage langs Kysten med sænket
Hale, uroligt søgende, men tavs.
"Læg Mærke til Dingo!" sagde Fru Weldon, "hvor underligt han støver
om."
"Ja, det har jeg ogsaa tænkt over," svarede Dick. "Og se saa Negoro;
det ser næsten ud som han var optaget af den samme Søgen, som
Hunden. De bærer sig begge to lige mærkeligt ad. Men nu har vi
heldigvis ikke mere med ham at gøre. Hans Tjeneste ophørte
naturligvis med Skibets Forlis."
Vant som man var til Kokkens Indesluttethed, var der ingen, som tog
Notits af ham eller spurgte ham ud. Han klatrede op ad Klipperne og
saa sig om, kom ned igen og besteg en anden Højde, spejdede ud over
Stranden og op ad Floden for endelig at forsvinde bag de
fremspringende Højder. Ingen tænkte paa at følge efter ham, selv
Dingo syntes at have glemt sin Fjende.
Man havde da ogsaa andet at tage vare. Først maatte man se at finde
et midlertidigt Tilflugtssted og saa sørge for at finde et højst
fornødent Maaltid.
Fødemidler var der heldigvis ingen Mangel paa. Brændingen havde
skyllet en hel Del af Skibets Forraad op paa Forstranden, hvorfra
Negrene, nu da Ebben var indtraadt, var ifærd med at bringe
Kiks-Kasser, Daaser med Konserves, tørret Kød og lignende i
Sikkerhed. Fersk Vand i Overflod leverede den lille Flod i Nærheden.
Ved til Baal savnede man heller ikke, og gamle Tom, der var en
passioneret Ryger, havde Voks-Svovlstikker i Massevis.
Men et Tilflugtssted, beskyttet for Vind og Vejr, havde man stadig
ikke, og uden en Nats Hvile efter alle de gennemgaaede Strabadser
kunde man umuligt begive sig ud paa en, maaske lang og anstrengende
Rekognosering.
Stor var derfor den almindelige Glæde, da ogsaa denne Sorg blev
slukket. Det var saamænd ingen anden end lille Jack, der her kom
sine Venner til Hjælp. Ved at tumle om imellem de smaa Klitter ved
Stranden, fandt han en rummelig Hule, som Bølgerne i deres evige
Rullen imod Kysten havde dannet.
"Her, kom her!" raabte Drengen henrykt, "her er en dejlig Hule."
"Det var rigtignok stolt klaret, min Dreng," sagde Fru Weldon, og
kyssede sin Øjesten. "Du er jo en hel Robinson, Jack! Her kan vi faa
det rigtig udmærket."
Det kunde de i Virkeligheden ogsaa. Hulen var en tolv-fjorten Fod
bred og lige saa dyb, og altsaa stor nok til at rumme den lille
Flok. Medens man var ved at tilberede Maaltidet vendte Negoro
tilbage, og stillede for at faa sin Portion med. Han spiste og drak
tappert, men sad ellers tavs og hørte tilsyneladende uinteresseret
efter de andres Samtale om, hvad der nu var at gøre.
Fru Weldon begyndte med, i sit eget og de andres Navn, at takke den
trofaste Dick for hans ihærdige og anstrængende Arbejde under den
lange og farefulde Sejlads. "Men," tilføjede hun, "din Opgave er
ikke endt endnu. Du maa være vor Leder i Land som du var vor Kaptajn
om Bord. Vi har alle Tillid til dig, og hvad du anser for at være
det fornuftigste og rigtigste, det vil vi gøre."
Alles Øjne hvilede paa Knøsen. Selv Negoro syntes vakt af sin
Ligegladhed og iagttog Dicks Ansigt, ivrig efter at erfare hans
Mening.
Det varede en Stund før Dick svarede: "Som De ved, Fru Weldon, er
jeg af den Mening, at vi er blevet kastet i Land et eller andet Sted
paa Perus Kyst, sandsynligvis i den sydlige Del. Og i saa Fald er vi
nær ved Pampassletten og i en temmelig sparsomt beboet Egn, langt
fra nogen Landsby. Men alligevel skulde jeg dog tro, at hvis et Par
af os i Morgen begav sig en halv Snes Mil længere imod Nord, maatte
vi træffe paa nogle Indfødte, der kunde give os Besked."
Fru Weldon var tilsyneladende ikke begejstret for Dicks Forslag, om
at skille to ud fra de andre.
"Hvem skulde saa gaa paa den Opdagelses-Ekspedition," spurgte hun
tøvende.
"Tom og jeg, for Eksempel."
"Og vi andre, skal vi blive tilbage her?"
"Ja, Fru Weldon; Bat, Herkules, Aktæon og Austin bliver jo hos Dem.
Negoro foretrækker maaske ogsaa at blive her?" tilføjede Dick, vendt
imod Kokken.
"Rimeligvis," svarede denne ordknappe Fyr.
"Det er vel bedst vi tager Dingo med os paa vor Rekognosering,"
bemærkede Tom, "den kan blive os til god Nytte."
Fru Weldon tav en Stund. Hun blev forstenet og urolig ved Tanken om,
at den lille Flok, som saa længe havde delt ondt og godt sammen, nu
skulde skilles, om end kun for kort Tid. Nølende gav hun sin
Ængstelse Luft og spurgte Dick, om de ikke kunde risikere, at
indfødte Banditter, der maaske havde iagttaget Forliset, vilde
overfalde dem i Haab om at kunne gøre et rigt Bytte.
Dick søgte efter bedste Evne at forjage Fru Weldons Frygt. De
Indfødte her var et fredsommeligt Folkefærd, der ikke kunde
sammenlignes med Afrikas og Australiens vilde Stammer, saa noget
Overfald behøvede man sikkert ikke at frygte. Den korte Adskillelse
kunde være ubehagelig nok; men dette var dog for intet at regne
sammenlignet med de Strabadser og Farer, man vilde udsætte sig for
ved at begive sig samlet afsted uden først at vide Besked om, hvor
man egentlig befandt sig og i hvad Retning man skulde søge en
Havneby.
"Desuden vil vi være her tilbage senest om to Dage, enten vi saa
finder Mennesker, der kan give os Besked, eller ej," sluttede Dick;
"og Tom og jeg kan udrette meget paa to Dage."
"Ja, ja da," gav Fru Weldon resigneret sin Tilslutning, "saa gør,
som du synes, Dick."
"Hvad siger du til den Ting, Fætter Benedict?" tilføjede hun vendt
imod Naturforskeren.
"Jeg?" foer den adspurgte op af sine dybe Tanker, med et noget
uforstaaende Udtryk i sit lærde Aasyn. "Aa jo, jeg er ganske af
samme Mening, jeg synes det hele er udmærket. Jeg haaber sikkert at
finde nogle gode Eksemplarer her. Mon jeg ikke skulde gaa ud og søge
efter dem med det samme?"
"Maa jeg anbefale Dem ikke at gaa for langt bort," advarede Dick.
"Det skal jeg nok passe paa, jeg skal nok --." Og med sin Kasse
under Armen begav Fætter Benedict sig ud paa Insektjagt.
Næsten samtidig forlod Negoro Hulen. Han gik ikke samme Vej som
Fætter Benedict, op ad Klippen, men rettede sine Skridt imod Floden,
hvis Løb han fulgte indtil han var ude af Syne.
Fru Weldon lagde den allerede sovende Jack over i Nans Skød, og
fulgtes selv sammen med Dick og de andre ned til Stranden.
Revet, paa hvilket Briggen var strandet, stod nu fuldstændig tørt
over Vandet, og Skibets Skrog, som nylig havde været aldeles skjult
af Havet, laa synligt midt imellem Vragtømret. Denne paafaldende
Forskel paa Vandstanden ved Høj og Lavvande forbavsede Dick, der
syntes at have lært, at Ebbe og Flod kun er af ringe Betydning ved
det stille Havs Kyster. Men han huskede vel fejl, eller ogsaa
skyldtes det den forrygende Storm og vældige Brænding.
Alle Mand gik straks om Bord for at bjærge, hvad bjærges kunde af
det, der kunde være til Nytte ved den forestaaende Ekspedition. Dick
fandt fire udmærkede Remingtonrifler og et hundrede Patroner, og var
lykkelig ved saaledes at kunne sætte den lille Trop i en Slags
Forsvarstilstand. Dernæst medtog han en Lygte og nogle af de store
Knive, som man brugte ved Parteringen af Hvalerne. Andet og mere
vilde han ikke slæbe af sted med paa en Rejse, hvor det gjaldt om at
have den mindst mulige Bagage.
Efter Fru Weldons Opfordring søgte Dick ogsaa efter en betydelig
Pengesum, tilhørende Hr. Weldon, som skulde findes forvaret i
Skibets Pengeskrin i Kaptajn Hulls Kahyt. Skrinet var der ikke. Han
fandt i Kaptajnens Skibskiste et Beløb af omtrent 500 Dollars,
opbevarede i en Læderportefeuille, mærket med den forulykkedes Navn,
men Pengekassen, Rhederens Ejendom, var ikke til at finde.
Der var kun én Forklaring paa dette Mysterium. En eller anden var
kommen dem i Forkøbet, havde ransaget Skibet og stjaalet Pengene.
Og hvem det maatte være var ikke svært at sige, da ingen andre end
Negoro havde forladt Grotten. Dick vægrede sig vel uvilkaarligt ved
at mistænke Kokken, men han maatte paa den anden Side indrømme, at
denne skumle Fyrs hele Gøren og Laden nok kunde tyde paa, at han
ikke vilde vige tilbage for et Tyveri, der med hans Kendskab til
Skibets Lokaliteter havde været saa fristende let at udføre. Det
blev derfor besluttet at krydsforhøre Negoro naar han kom tilbage,
og i Nødsfald lade ham undersøge.
"Den Mand er da vor onde Aand!" udbrød Fru Weldon fortvivlet.
Og havde hun vidst, hvor sand hendes Bemærkning var, havde hun
sikkert været end mere ulykkelig.


X.
Et nyt Bekendtskab.

Solen sank imod Horisonten og varslede Nattens Komme. Skumringstiden
varede kun kort og afløstes af det dybeste Mørke, saaledes som
Tilfældet altid er i Troperne. Man skyndte sig derfor tilbage til
Hulen og indrettede sig for Natten. En af Negrene skulde skiftevis
holde Vagt sammen med Dingo.
"Men Fætter Benedict!" udbrød pludselig Fru Weldon bestyrtet.
Den langbenede Insektsamler var ikke kommet tilbage endnu og man
blev naturligvis højst urolig for, at der skulde være tilstødt dette
hjælpeløse, store Barn noget.
Men som man stormede ud for at raabe efter ham, saa man hans lange,
ranglede Skikkelse komme ned ad Klipperne i de mest livsfarlige
Spring og Sæt.
Fætter Benedict var oprørt. Han vilde have, at man straks paa Stedet
skulde bryde op og drage videre. Ikke en Time til vilde han spilde
paa dette forbandede Sted, hvor der ikke var et eneste hæderligt
Insekt, der var værd at indlemme i en Mønstersamling.
"Og saa har man slæbt mig seks tusind Mil, ladet mig døje Storm og
Skibbrud for at kaste mig iland paa en Kyst, hvor man ikke finder
andet end Skorpioner, _scolopendra_ og andre _myriapoda_. --
Skandaløst!"
Fru Weldon fik med meget Besvær den rasende Naturforsker beroliget,
og Dick spurgte ham, om han ikke havde set noget til Negoro, som
endnu ikke var vendt tilbage.
Det havde Benedict ikke, og Fru Weldon og Dick vekslede et meget
sigende Blik. Ved sin Udeblivelse bekræftede Kokken deres Mistanke
til ham. Han havde maaske set, at Skibet var blevet ransaget og
vidste saaledes, at hans Tyveri var blevet opdaget, hvorfor han vel
ansaa det for risikabelt at vise sig mere.
Hans Udeblivelse beklagede sikkert ingen, men derimod nok at dermed
alt Haab maatte opgives om nogensinde at faa den røvede Pengesum
tilbage.
Tidlig den næste Morgen vækkedes man ved Dingos Gøen.
Hurtigt kom Dick og Tom paa Benene og gik ud for at se, hvad der var
paa Færde. De saa Hunden i fuldt Firspring løbe hen imod Floden, og
snart var alle Mand, fuldt bevæbnede, paa Vej i samme Retning.
Straalerne af den opgaaende Sol forgyldte Bjærgene og kastede sit
Guldglimmer ud over Havet, der laa saa blankt og stille, som om det
aldrig havde raset i taarnhøje Bølger, der bragte Død og
Ødelæggelse.
Dick Sand og hans Kammerater gik langs Kysten til Flodmundingen,
hvor Dingo stod som fastnaglet og gav Hals.
"Det kan ikke være Negoro," bemærkede Bat, "ham havde Dyret nok
gjort kort Proces med."
"Men et Menneske maa det dog vistnok være," sagde Dick og gik tæt
hen til Hunden.
I det samme nærmede en Mand sig. I det han fik Øje paa de tre
bevæbnede Fremmede, syntes han at blive højst overrasket, næsten
forskrækket, som om han ikke kunde forklare sig deres Nærværelse paa
dette Sted. Han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage og greb sit
Gevær, men da Dick vinkede ad ham og svingede sin Hue til Hilsen
traadte han beroliget nærmere.
Dick Sand erkendte straks, at det ikke var en indfødt Pampas-Beboer
han havde for sig, men rimeligvis en af disse fremmede, som oftest
noget tvivlsomme Eventyrere, som man kan træffe omstrejfende overalt
i Verdens halvciviliserede Egne. Denne Mands Ydre kunne antyde
engelsk Herkomst; han var høj og kraftig, med rødligt, noget
graanende Haar og Skæg og et rødt, fregnet Ansigt. Han var iført en
Jakke af garvet Skind, Knæbukser, lange Støvler med Sporer og
bredskygget Hat.
"God Morgen," hilste Dick og rakte Haanden ud imod den Fremmede.
"God Morgen, min unge Ven," kom Svaret nok saa hjærteligt paa godt
engelsk, uden Spor af Aksent. Han gav Dick et kraftigt Haandtryk og
nikkede kort til de Sorte.
"Englændere?" spurgte han.
"Nej, vi er Amerikanere," svarede Dick.
"Nord eller Syd?" spurgte han videre.
"Nordamerikanere."
Denne Oplysning syntes at begejstre den Fremmede, der atter rystede
Dicks Haand med sand Entusiasme over at have fundet en Landsmand.
"Og hvordan Pokker er De kommet hertil?"
Inden Dick imidlertid fik besvaret dette Spørgsmaal, saa han den
Fremmede hilse dybt, og i det samme fik han Øje paa Fru Weldon, der
ubemærket var kommet til, og nu fortalte, hvorledes de havde været
nødt til at lade Briggen gaa paa Grund her.
Manden rystede beklagende paa Hovedet og kastede et spejdende Blik
ud over Havet.
"Der er ikke noget at se af vort Skib, det er blevet knust og
bortskyllet ved Højvandet i Nat," sagde Dick.
"Men nu maa vi gøre Dem et Spørgsmaal," fortsatte Fru Weldon; "sig
os hvor vi er?"
"Hvor De er?" udbrød Manden med alle Tegn paa Forbavselse over dette
Spørgsmaal; "naturligvis paa Sydamerikas Kyst. Vidste De ikke det?"
"Ialfald ikke nøjagtigt hvor paa Lag -- saadan aldeles bestemt,
mener jeg," stammede Dick i det. "Vi er vel i Peru?"
"Nej, dog ikke ganske, min unge Ven. Vi er længere Syd paa; i
Bolivia, tæt ved Grænsen af Chile."
"Og maaske et godt Stykke fra Lima?" spurgte Dick ivrigt.
"Jo, -- ja, ikke saa kort endda. Lima ligger meget nordligere."
"Og hvad er dette for et Forbjærg?" fortsatte Dick sin udspørgen.
"Forbjærget -- naa det der, ja det kan jeg skam ikke sige Dem,"
svarede den Fremmede; "jeg har ganske vist rejst en Del i det indre
af Landet, men her ved Kysten har jeg aldrig været før."
Dick grundede en Stund i Tavshed over de Oplysninger den Fremmede
havde givet, og fandt ikke mindste Grund til at betvivle deres
Rigtighed. Han havde ganske vist gjort Regning paa at lande imellem
den 27. og den 30. Breddegrad, medens man altsaa i Virkeligheden nu
befandt sig paa den 25. Afvigelsen var, naar alt kom til alt, ikke
større, end at den kunde skyldes Skibets Afdrift under Stormen.
Desuden passede Landets øde og ubeboede Udseende bedre med hvad han
havde lært om Syd-Bolivia, end hvad han havde ventet at finde i
Peru.
Fru Weldon iagttog spændt den fremmede, men fandt intet i dennes
Ydre eller Optræden, som kunne ængste hende.
"Undskyld," sagde hun, "De ser ikke ud til at være her fra Syden?"
"Jeg er Amerikaner, ligesom De selv Fru ..."
"Fru Weldon," forestillede hun sig smilende.
"Mit Navn er Harris. Jeg er født i Carolina, men har i de sidste
tyve Aar levet her i Bolivias Pampassletter. De kan derfor tænke
Dem, hvor glad jeg er ved at træffe Landsmænd," tilføjede han med et
belevent Buk.
"Saa bor De altsaa her?"
"Ja, det vil sige længere Syd paa, ved Grænsen af Chile. For
Øjeblikket er jeg paa Vejen til Atacama."
"Atacama, er det ikke et øde Territorium?" spurgte Dick. "Er vi da i
Nærheden af det?"
"Ja netop, min Ven, vi er lige paa Grænsen af den. Denne Udørken
strækker sig langt videre end de Bjærge, som De ser der i
Horisonten, og er en af de ejendommeligste og mindst udforskede Egne
i Sydamerika."
"Og derigennem vil De rejse ganske alene?" spurgte Fru Weldon
forbavset.
"Mutters alene, ja. Forresten er det ikke første Gang, jeg gør den
Tur. En af mine Brødre ejer nemlig en stor Gaard, Sanct Felice,
omtrent 200 (eng.) Mil herfra, og ham besøger jeg en Gang imellem i
Forretningsanliggender."
Efter et Øjebliks Tøven, som om han overvejede en pludselig
Indskydelse, tilføjede han:
"Hvis De har Lyst til at slaa Følge alle sammen, saa kan jeg love
Dem en hjertelig og gæstfri Modtagelse. Maaske kan han ogsaa skaffe
Dem Befordring til nærmeste større By."
Fru Weldon blev ligesaa overrasket som glad over dette Tilbud og
vilde netop udtale sin Taknemlighed, da Harris henkastede:
"Er de Negre Deres Slaver?"
"Slaver!" udbrød Fru Weldon krænket og forbavset. "Slaver har vi
heldigvis ikke mere i de forenede Stater, saalidt som i
Sydstaterne."
"Nej, naturligvis! Undskyld mit dumme Spørgsmaal, Frue, jeg havde
rent glemt, at Krigen i 62 gjorde det af med den Historie. Men da