Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker) - 4

jeg saa disse Folk i Følge med Dem, tænkte jeg mig, at de maatte
være i Deres Tjeneste."
"Vi er altid gærne parate til at bevise Fru Weldon en Tjeneste,"
faldt nu gamle Tom ind, hed i Hovedet, "men vi tilhører ingen. Jeg
er ganske vist som Barn bleven solgt i Afrika, men jeg har for længe
siden faaet min Frihed, og baade min Søn og alle hans Kammerater er
fri Mænd, fødte af fri Forældre."
"Naa, saa meget des bedre for Dem," svarede Harris i en Tone, som
skurrede slemt i Fru Weldons Øren, men hun afholdt sig dog fra flere
Bemærkninger om dette Emne.
I dette Øjeblik kom ogsaa Nan med lille Jack til. Da Drengen fik Øje
paa sin Moder, løb han lige hen imod hende med udbredte Arme.
"Sikken en prægtig Gut!" udbrød Harris.
"Det er min lille Søn," sagde Fru Weldon og kyssede Drengens bløde
Mund til Godmorgen.
"Det har saa vist været svært for Dem at have den lille Fyr med paa
saadan en Rejse. Maa jeg ogsaa faa Lov at kysse den tapre lille
rejsende?"
Men der maa have været noget i den fremmedes Ydre, som mishagede
Jack, for han veg ængstelig tilbage bag Moderens Kjole.
Fru Weldon smilede forlegent undskyldende. "Han er lidt genert
overfor fremmede."
"Naa, det gaar nok over; vi skal blive fine Venner, naar vi først
kender hinanden lidt bedre."
Dick Sand spurgte nu den ny Ven og Raadgiver ud om Turen til Sanct
Felice; om den ikke var altfor besværlig at foretage tilfods for
Damerne, om det ikke var et ret vanskeligt Terræn, o. s. v.
"Det klarer vi nok alt sammen," beroligede Harris. "Nogen Søndagstur
er det ganske vist ikke, men jeg har en Hest gaaende her lige ved,
og den staar til Fru Weldons Disposition. Desuden tager vi det
mageligt; gaar en halv Snes Mil om Dagen og hviler godt ud om
Natten. Forresten kommer jeg til at tænke paa, at vi egentlig lige
saa godt kan skyde en Genvej igennem Skoven istedet for, som jeg
plejer, at følge Floden. Det sparer os dog omtrent 80 Mil."
Fru Weldon rakte ham Haanden til Tak.
"De skal ikke takke mig, Frue. Det vil være mig der kommer til at
profitere af deres Følgeskab, Jeg har nu ganske vist ikke før gaaet
den Vej gennem Skoven, men jeg kender Landet saa godt, og er saa
vant til at orientere mig, at jeg sagtens finder den rette Vej. Det
eneste, det kan komme til at knibe med, er Proviant. Jeg har nemlig
kun lige hvad jeg selv behøver."
"Vi har heldigvis selv i Overflod, Hr. Harris," svarede Fru Weldon.
"Naa, saa er jo alt i skønneste Orden. Vi kan altsaa godt begive os
af sted med det samme."
"Undskyld mig endnu et Spørgsmaal," faldt Dick ind. Han var saa
meget af en Sømand, at han ikke holdt af den Tanke, at skulde bort
fra Kysten.
"Kunde vi ikke bedre følge Kysten, enten imod Nord eller Syd, indtil
vi traf paa en By med Søhavn, fremfor at begynde paa en lang Rejse
igennem en ukendt Skov ind i det indre af Landet?"
"Jeg kender meget lidt til Kysten," svarede Harris noget
utaalmodigt, "men saa meget ved jeg dog, at der er mindst et
hundrede Mil længere til den nærmeste By end til min Broders
Ejendom. Desuden vil jeg ikke raade Dem til at færdes langs Kysten
her i Bolivia. Og jeg kan i al Fald ikke ledsage Dem."
"Tror De heller ikke, at man fra Kysten kan signalisere til et
forbisejlende Fartøj og blive optaget af det?" spurgte Fru Weldon.
"Nej, Skibene gaar meget for langt ude."
"Naa Dick, har du saa mere paa Hjærtet?" spurgte Fruen den stadig
lige spørgelystne unge Kaptajn.
"Blot et eneste Spørgsmaal," svarede han undskyldende. "I hvilken
Havn tror Hr. Harris at vi kan finde Skibslejlighed til San
Francisko?"
"Det ved jeg skam ikke, min Ven; kun saameget kan jeg sige Dem, at
vi skal besørge dem alle fra Sanct Felice til Atacama, og der kan De
saa faa alle de Oplysninger De ønsker."
Dick havde Følelsen af, at det blot vilde krænke Hr. Harris og
maaske saare Fru Weldons Finfølelse, hvis han kom med flere
Ophævelser. Han tilbageholdt derfor alle sine Betænkeligheder, og
spurgte blot, hvor naar man skulde bryde op.
"I Dag -- med det samme," svarede Harris hurtigt og resolut.


XI.
Igennem Urskoven.

Fru Weldon havde fuld Fortrøstning og Tillid til Harris som Fører.
Ellers vilde hun næppe med saa godt Mod have begyndt den
anstrængende Tur gennem den tætte og lidet kendte Skov, som laa
foran dem.
Den lille Karavane satte sig i Bevægelse i følgende Orden. Først kom
Dick og Harris, begge bevæbnede med Rifler, derefter fulgte Bat og
Austin, der ligeledes hver bar en Bøsse og en Kniv.
Efter dem kom Fru Weldon med lille Jack foran sig paa Hesten og
tilsidst Aktæon og Herkules, der havde en drabelig Økse stukket i
Bæltet.
Dingo strejfede om, snart foran snart bag efter den lille Trop. Den
var stadig urolig og nervøs og knurrede eller tudede næsten
uafbrudt, uden at nogen kunde forklare sig Grunden til dens
mærkværdige Opførsel.
Heller ikke Fætter Benedict lod sig anvise en fast Plads i
Karavanen. Ligesom Dingo sprang han om snart her snart der i det
høje Græs, paa Jagt efter hans elskede og efterstræbte Insekter. I
Løbet af den første Times Tid kaldte Fru Weldon i sin Uro vel paa
ham de Snese Gange, men straks efter var han igen forsvundet. Saa
overdrog hun Herkules den utaknemmelige Opgave at passe paa
Insektsamleren, hvilket Hverv han løste paa den eneste mulige Maade,
nemlig ved at tage ham i Haanden og saaledes sætte en Stopper for
alle hans farlige Udflugter.
Der førte ingen Veje igennem denne vildsomme Skov, men kun Dyrenes
Stier, og det blev snart klart for dem, at mere end en fem, seks Mil
kunde man ikke tilbagelægge ved en tolv Timers Marsch. Vejret var
smukt nok. Solen stod nu omtrent midt paa Himlen, men dens lodrette
Straaler, der vilde have gjort Vandringen ad Kystens aabne Slette
uudholdelig, var slet ikke generende her under det tætte Løvtag.
De fleste af Skovens Træer var de Rejsende ganske ubekendte, men for
en erfaren Botaniker vilde de have været af stor Interesse. Her
voksede Side om Side _bauhinia_ eller Bjærgefeuen, _molompi_ eller
_pterocarpus_, hvis Stamme udgyder Resinusolie og af hvis stærke,
seje Træ de Indfødte laver deres Aarer; _fustics_ og _guaiacums_,
hvis Stammer kan blive over 7 Alen i Gennemsnit, og mange flere
usædvanlige Træer og Buske.
Dick Sand forhørte sig hos Harris om hvad disse forskellige
besynderlige Træer hed.
Men istedet for at besvare dette Spørgsmaal, spurgte Harris: "Har De
aldrig været paa Sydamerikas Kyst?"
"Nej," svarede Dick, "aldrig før, og ingen af dem jeg har sejlet med
har nogensinde været her og har saaledes heller ikke kunnet fortælle
mig noget herfra. Det vil derfor interessere mig meget, hvis De vil
give mig lidt Underretning."
"Men Fru Weldon," afbrød Harris den videbegærlige Yndling, og vendte
sig imod Fruen, "De har dog sikkert før besøgt det sydlige Fastland,
for Eksempel Culumbia, Chili eller Patagonien? Vi Amerikanere er jo
et rejselystent Folkefærd."
"Nej, Hr. Harris; jeg har rejst en Gang til Ny-Zeeland med min Mand,
men andre Steder har jeg ikke været."
"Saa vil De faa et interessant og forunderligt Land at se," sagde
Harris. "Bolivia er i mangt og meget forskelligt fra de tilgrænsende
Lande. Dets Dyre- og Planteverden er noget ganske for sig og
forbavser alle Naturforskere."
Da det saaledes viste sig at ingen af Selskabet kendte noget til det
Land, hvorigennem man mente at rejse, syntes det at være Harris en
sand Fornøjelse at udpege for dem alle Skovens Vidundere. Han
nævnede ved Navn hver enkelt af de talrige Plante- og Træarter, som
man endnu ikke anede eksisterede i den ny Verdens Skove, og han
beroligede Fru Weldon med at forsikre, at man ikke her vilde træffe
nogen af de vilde Dyr, som hun og Dick havde ventet vilde forstyrre
deres Nattesøvn.
Han gjorde dem opmærksom paa særlig smukke Ibenholttræer, større og
med sortere og haardere Træ end de almindelige; viste dem Grupper af
Mangotræer, bevoksede med hvidt Mos lige til Kronen. Til Trods for,
at de Indfødte sætter megen Pris paa dette Træs velsmagende Frugt,
vover de dog ikke at dyrke det, thi, som en udbredt Overtro siger:
"den der planter en Mango, maa dø!"
Et Træ savnede man dog i denne Skov, Kautschuktræet, som man dog
netop skulde antage maatte være almindeligt forekommende i denne
Landsdel. Ingen af alle de forskellige Træer der udsveder Gummi,
_ficus prinoides_, _castilloa elastica_, _ceropia peltata_ og
_collophora utilis_, og som er udbredte over det øvrige Sydamerika,
saa man noget til her.
Dick havde netop fortalt lille Jack om disse Træer og lovet at vise
ham dem. Den lille Fyr, der vel havde den Opfattelse, at Gummibolte
og Dukker voksede paa Træerne, gav derfor højlydt sin Skuffelse
Luft, da Dick stadig ikke kunde opfylde sit Løfte.
"Tab bare ikke Humøret, min lille Ven," svarede Harris leende. "Naar
vi kommer i Nærheden af Gaarden, skal du nok faa Masser af
Kautschuktræer at se, og saa kan du lave dig lige saa mange Bolte,
som du har Lyst til."
Men den lille Fyr var ikke saa let at stille tilfreds, "Dick har
ogsaa lovet mig nogle Kolibrier, hvorfor faar jeg heller ikke dem?"
"Du skal faa dem, du skal faa dem," svarede Harris lidt utaalmodig.
"Men du maa vente lidt --."
Heller ikke dette Jacks andet Ønske var i og for sig urimeligt, for
det var en kendt Sag, at der ligefrem vrimlede af disse vidunderlige
Lilleputfugle i disse Egne. Sydamerikas Indianere pyntede i sin Tid
deres Dragter med disse Fugleverdenens Juveler, som de elskede for
de pragtfulde Farvers Skyld, og som de gav de mest poetiske Navne --
et nyt for hver af de halvandethundrede Arter, der findes af disse
straalende smaa Skønheder. Man var for nær ved Kysten endnu, mente
Harris, Kolibrierne fandtes kun inde i Landet; ved Sanct Felice f.
Eks. kunde man høre og se dem sværme om hele Dagen.
"Aah, bare vi dog snart var der!" kom det som et dybt Hjertesuk fra
lille Jack, og dette Ønske tiltraadtes enstemmigt af alle de andre,
og førte til den Beslutning, at man kun skulde unde sig den haardest
nødige Hvile undervejs.
Efterhaanden som man trængte længere ind i Skoven, blev denne mindre
tæt og mere vild. Ind imellem Træerne aabnede sig græsbevoksede
Sletter, og hist og her skød pludselig en lille Klippe af rød Granit
og Syenit, der straalede af lapis lazuli, op af Grunden. Pludselig
nødtes man til at gøre en stor Omvej, idet Jordbunden foran dem var
dækket af et haabløst tæt og indfiltret, uigennemtrængeligt Næt af
Sarsaparilla Plantens kødfulde Rødder.
Ved Solnedgangstid beregnede de rejsende, at de havde tilbagelagt
otte Mil i Dagens Løb. Det var jo et ganske pænt Resultat, og hvis
hele Rejsen blot vilde forløbe lige saa let, farefrit og
fornøjeligt, havde man ikke noget at beklage sig over. Men
Anstrængelserne og Trætheden vilde vel nok melde sig de kommende
Dage.
Man fandt et udmærket Nattekvarter under et kolossalt Mangotræ, hvis
vidtspredende Løvværk dannede et Slags naturligt Lysthus, og om man
foretrak det vilde man kunde finde det behageligste Natteleje blandt
selve Træets Grene.
Men da de rejsende holdt deres Indtog under Træet modtoges de med en
øredøvende Koncert. Det var en hel Koloni graa Papegøjer, de
snakkesaligste, arrigste og mest kamplystne Asener man kunde tænke
sig, som gav Selskabet denne hjertelige Velkomsthilsen.
"Skyd ikke paa dem," sagde Harris hastigt til Dick, der vilde jage
Plageaanderne bort med et Skud. "Det er aldrig værd at give sin
Nærværelse tilkende og maaske tilkalde omstrejfende Banditter. Jo
mere stilfærdigt vi rejser, des sikrere!"
Da man havde spist til Aften af de medbragte Konserves, med nogle
modne Manafrugter til Dessert, begyndte man at træffe Forberedelser
for Natten.
"Er det ikke bedst at vi tænder et godt Baal?" spurgte Dick.
"Nej, paa ingen Maade," svarede Harris. "Nætterne er jo ikke kølige,
farlige vilde Dyr er her ingen af, og det kan -- som før bemærket --
aldrig være til vor Gavn at vi tiltrækker os Opmærksomhed ved at
tænde Ild."
"Ja, men selv om her ikke er Løver og Tigre i Amerika, saa er her
dog Jaguarer og Pantere i Guds Velsignelse," faldt pludselig Fætter
Benedict ind.
"Ja, og bare de ikke æder mig," sagde Jack, alvorligt bekymret.
"Æde dig!" lo Harris; "nej, din Ven Herkules vil nok tage sig af
dem. Han kan saamænd let nok kværke en med hver Haand."
Herkules var forresten i Øjeblikket optaget af en anden besværlig
Forretning, den nemlig, at indfange Fætter Benedict, der lige var
deserteret for at gaa paa Jagt efter Ildfluer. Disse mærkelige
Insekter, der udsender et stærkt, fosforagtig blaat Lys, som gennem
to Lanterner paa hver Side af Kroppen, er ellers saare sjældne i
Amerika, og det kostede derfor den kæmpemæssige Neger adskilligt
Bryderi at faa den begejstrede Insekthelt ført med til Lejren. Men
Herkules havde kun liden Respekt for Alverdens Insekter, og derimod
en alvorlig Ansvarsfølelse overfor Fætter Benedicts Sikkerhed, og
han indlod sig derfor ikke paa nogen Argumentation, men hjemførte
den spinkle og rasende Naturforsker omtrent paa samme Maade, som
denne vilde have behandlet en af de smukke lysende Fluer.


XII.
En frygtelig Afsløring.

Det er en sælsom og alt andet end vellydende Morgenkoncert, der fra
en af Sydens Urskove stiger op imod den opgaaende Sol. Den er
sammensat af Grynten, Hylen, Skrigen, Piben og Gøen, og synes at
komme snarere fra Helvede end fra Jorden, saa fantastisk rædselsfuld
er den.
Det er Aberne, der er de udførende. Den lille Marikina-Abe med dens
forskelligt farvede Ansigt, den graa Mono, Sapajuen med den lange
Haardusk ned for Øjnene, Guariba-Aben med det djævelsk nederdrægtige
Ansigt og med den lange Hale strittende i Vejret, og mange, mange
andre.
Ved den første Solstraale vaagner Familiernes ældste Medlemmer og
opløfter et ynkeligt Bas-Hyl over at skulle staa op, senere stemmer
de unge i med deres lysere Stemmer i Tenor, Alt og Baryton, og snart
er Koret komplet. Men denne Morgen hilste end ikke en eneste Stemme
Solens Komme. Aberne maatte have sovet over sig eller have tabt
Stemmen, for Skoven var og blev tavs. Hvis Dick Sand og hans
Følgesvende havde kendt Abernes Sædvaner, vilde denne Tavshed have
forbavset dem ikke lidt, men nu vaagnede de, en efter en, styrkede,
friske og ubekymrede.
Men en anden Ting vakte dog Dicks Opmærksomhed, da man, efter et
hastigt Morgenmaaltid, atter var paa Marschen. Man befandt sig jo
efter Harris Opgivende i Pampaen. Men Pampaen er et Ord af Quichna
Sproget og betyder Slette, og han havde lært, at disse Sletter
skulde have et ret trøsteløst Udseende; Sandørkner uden Træer eller
Vandløb, men i Regntiden bevoksede med Kæmpe-Tidsler og andre
tornede Planter, der kunde danne et ret uigennemtrængeligt Vildnis.
Dog hvor forskelligt fra dette trøsteløse Billede var Landskabet,
som de nu gennemvandrede. Skoven strakte sig i stadig samme rige og
frodige Storhed foran dem. Det var dog mærkværdigt, at han aldrig
havde hørt dette herlige Atacamas-Plateau omtale.
Det laa ikke for Dick at beholde sine Iagttagelser for sig selv, og
han lod dem da ogsaa straks gaa videre til Harris.
"Det er meget naturligt at De bliver forbavset over hvad De ser,"
svarede Føreren. "Jeg, der dog vidste Besked om denne mærkelige
Skovstrækning lige ved Randen af Pampas-Sletten, blev selv
overrasket over dens frodige Karakter. Den er komplet forskellig
fra hvad De vil finde paa den anden Side af Andesbjærgene."
[Illustration: Nattelejr i Urskoven.]
"De mener da vel ikke, at vi skal over Andesbjærgene," spurgte Dick
bestyrtet.
"Nej, nej, vær bare rolig," svarede Harris med et Smil. "Det vilde
dog være en lovlig vovelig Sag for os at give os i Lag med. Vort
Bestemmelsessted, Sanct Felice, ligger paa denne Side af Bjærgene,
og for at naa det, behøver vi ikke at forlade Plateauet, der
langsomt hæver sig til omtrent 1500 Fod i det højeste."
"Og De er stadig ikke bange for at fare vild?"
"Nej, min Ven, ikke en Smule. Jeg er saa vant til at rejse, at jeg
kan spore den rette Vej ved et tusinde smaa Tegn, Træernes Vækst,
Bladenes Stilling, Jordbundens Beskaffenhed og meget andet, som De
slet ikke vil lægge Mærke til. Nej, vær De blot rolig, jeg skal nok
klare alle Skær."
Harris talte altid, naar Dick kom til ham med sine Ængstelser, saa
frejdigt og beroligende, at den unge Mand, selv om han ikke ganske
kunde overvinde sine bange Anelser, dog maatte indrømme, at disse
syntes at være ret ubegrundede.
Ni Dage forløb uden at noget særligt hændte. Man tilbagelagde kun en
otte-ni Mil daglig, sov godt og spiste rigeligt; og om man end
begyndte at blive lidt trætte, var der dog ikke noget at udsætte paa
Almenbefindendet hos Turens Deltagere. Kun lille Jack, der var
kommet saa godt til Kræfter under Sørejsen, begyndte at hænge lidt
med Hovedet. Han havde jo ogsaa haft sine Skuffelser undervejs.
Først var det Gummitræerne man narrede ham for, senere Kolibrierne
og nu -- de dejlige Papegøjer. Hvor blev de nu af, de smaa grønne,
Araerne med det nøgne Ansigt, de pragtfulde Farver og lange spidse
Haler, og Camindeerne, de rigt farvestraalende, snadrende Fugle,
hvis Fødder aldrig berører Jorden, alle de vidunderlige, begavede
Dyr, som man havde lovet at vise ham og som hørte hjemme netop i
disse Skove. Hvor blev de af?
Han saa kun de evindelige graa Jakoer, hvis irriterende Skrig
forfulgte dem overalt.
Man var nu -- den 16. April -- naaet omtrent 100 Mil ind i Landet,
og Sanct Felice maatte efter Harris Udsagn altsaa nu være kun tyve
Mil borte. Inden endnu to Døgns Forløb vilde det foreløbige Maal
være naaet, og man havde atter Tag over Hovedet og kunde unde de
trætte Lemmer en højst fornøden Hvile.
Endnu havde man ikke truffet et eneste menneskeligt Væsen, og Dick
Sand kunde ikke lade være med i sit stille Sind at forbande det
Uheld der havde ladet dem strande netop paa et saa øde Sted af
Kysten, at der ikke var en Landsby, en Plantage eller Hytte i saa
lang en Afstand.
Traf man end ikke paa Mennesker, saa begyndte til Gengæld Skoven nu
mere og mere at befolkes af alle Slags Firfødede. En Dag fik Dick
saaledes pludselig Øje paa en lille Flok lette og nydelige, røde
Gazeller, der i gratiøse Spring foer forbi, som en Ildsky igennem
det høje Græs. Og senere, samme Dag, saa han en tre fire store Dyr,
som ikke hundrede Alen borte foer fra en Aabning ind i Skovens
Krat.
Dick kastede Geværet til Kinden.
"Skyd ikke, skyd ikke!" raabte Harris og slog i det samme til Riflen
saa Skuddet forfejlede sit Maal.
Dick saa Amerikaneren fast og forskende ind i Øjnene og sagde:
"Men det var jo Girafer!"
"Girafer?" udbrød Fru Weldon, "det er umuligt, Dick; der er ingen
Girafer i Amerika."
"Nej, naturligvis," svarede Harris; "det var ikke Girafer -- -- det
var Strudser, De saa."
"Strudser med fire Ben, det tager De vist fejl i," svarede Dick.
Hans Øjne mødte Fru Weldons med Spørgsmaalet, "hvad mener De?"
"Ja, mig forekom det rigtignok ogsaa, at det var store firbenede
Dyr," bemærkede Fru Weldon.
Harris lo hjærteligt. "Det er en ganske pudsig Fejltagelse.
Firbenede Strudser! Nej, Sagen er, at de to Slags Dyr virkelig har
en Del Lighed med hinanden, de lange Halse, den korte puklede Krop;
og i en hastig Forbifart kan man saamænd godt tage Fejl. At dette
har været Tilfældet her, er jo utvivlsomt, da der, som sagt ikke
findes Girafer her i Landet."
Fru Weldon lod sig stille tilfreds med denne Forklaring, men Dick
følte sig ikke rigtig overbevist.
Allerede den næste Dag vaktes en Tvivl hos ham, om ogsaa alt
virkelig forholdt sig som Harris sagde. Da lille Jack havde haft
lidt Feber om Natten, spurgte den omhyggelige unge Leder, Harris, om
man ikke netop befandt sig i den Landsdel, hvor Quinquinas Træerne
hører hjemme, de Træer, af hvis Bark der fremstilles feberstillende
Piller. "Det undrer mig, at vi endnu ikke har set et eneste af dem,"
sluttede han.
"Aah jo, -- jeg kender dem nok," svarede Harris tøvende. "Men
Grunden til, at vi ikke har set disse Træer er den, at de aldrig
vokser i Grupper, men spredt og enkeltvis rundt om i Skovene. De
Indfødte indsamler kun Barken om Efteraaret, da de saa let kan kende
disse Træer fra de andre derved, at de har stedse grønne Blade."
Man maatte nu være kun seks Mil fra Maalet og den lille Trup gjorde
Holdt og traf for sidste Gang Forberedelser for Natten. Alle var
trætte og sov hurtigt ind, kun Dick holdtes vaagen af en stadig mere
knugende Mistanke, som han dog ikke turde betro til nogen.
Pludselig vækkedes de sovende af et Skrig.
"Hvad er der paa Færde?" skreg alle i Munden paa hinanden.
"Jeg er stukket, bidt; det er mig!" svarede Fætter Benedict. "Det er
et Insekt!"
"Ikke andet," udbrød Harris, "saa mas det Insekt -- en Moskito vel
sagtens -- og lad os have Ro!"
"Mase et Insekt!" svarede Fætter Benedict forarget. "Forresten er
det ikke nogen Moskito, -- det er -- det er --."
Dick havde tændt den lille Lygte og lyste for den ivrige
Naturforsker.
"Det er -- du gode Gud! Det er en glimrende -- Opdagelse."
Den skikkelige Fyr var vild af Henrykkelse.
"Det er -- en Tetseflue! Det er storartet. Jeg er den første, som
har haft den Lykke at finde den her i Amerika. Man har aldrig troet
at den fandtes her."
Dick Sand turde ikke spørge Fætter Benedict hvor denne mærkværdige
Flue da hørte hjemme.
Men han anede det. Og han lukkede ikke et Øje Resten af Natten.
Saa gryede da Morgenen den 18. April, den Dag paa hvilken Rejsen
skulde være tilendebragt.
Og det var ogsaa paa Tiden. De tolv Dages Rejse, og de tolv Nætter
under aaben Himmel havde taget stærkt paa Fru Weldons Kræfter, og
endnu værre stod det til med lille Jack, der saa syg og afkræftet
ud.
De andre havde ikke lidt synderligt ved Turens Strabadser, særlig
syntes intet at bide paa Harris, der stadig var lige udholdende og
ihærdig.
Dick fandt dog, at Amerikaneren blev mere tankefuld og adspredt i de
senere Dage alt som man kom nærmere til hans Broders Ejendom. Og det
modsatte havde dog været naturligere. Dicks Mistanke voksede og han
holdt et aarvaagent Øje fæstet paa deres Vejviser.
Denne havde vel en Følelse af, at han blev mistænkt, for han blev
mere og mere tavs og tilbageholdende overfor sin "unge Ven".
De seks Mil, som man om Morgenen endnu havde at tilbagelægge, syntes
aldrig at faa Ende, ialfald sporede man intet som helst, der kunde
tyde paa Nærheden af en stor Farm. Men Harris vedblev at gaa fremad,
udforskende Skovens Tykning foran sig og til Siderne, bestemt og
rolig. Og Dick tumlede med sine fortvivlede Tanker, med en Frygt,
der næsten var Vished, og saa frygtelig, at han ikke turde betro
den til et Menneske.
Hen paa Eftermiddagen fandt den gamle Tom en Genstand, der blinkede
i Græsset, og bragte den til Dick. Det var en Kniv af en særegen
Form, bred og krum, med et raat tilskaaret Elfenbenskæfte.
"Der maa være Indfødte i Nærheden," sagde Dick til Harris og viste
ham Fundet.
"Det kan se ud til det," svarede Harris, "men alligevel ..."
"Men? -- -- De har da ikke alligevel taget fejl af Vejen?" spurgte
Dick med et betydende Blik.
"Nej, det vil jeg ikke sige," svarede Harris undvigende, "men det
kunde jo ske at jeg, ved at vælge denne Genvej igennem Skoven, kunde
være kommet et Par Mil bort fra den lige Vej. Det var maaske bedst
om jeg gik lidt i Forvejen, for mulig at finde -- --."
"Nej, De maa ikke forlade os her," udbrød Dick bestemt, "lad os ikke
skilles!"
"Som De vil," svarede Harris med et Skuldertræk. "Men i Mulm og
Mørke kan jeg dog ikke føre Dem."
"Lad os saa hellere gøre Holdt," svarede Dick Sand. "Og saa begive
os afsted saa snart det bliver lyst igen. Der er jo dog kun et Par
Timers Vej tilbage."
Man gav sig altsaa til at søge den sidste Hvileplads, da gamle Tom
pludselig standsede som fastnaglet under et mægtigt Træ, og udbrød:
"Se her, Hr. Dick, se her!"
"Hvad er det dog, Tom?"
"Der -- der, se paa Træerne! de er oversprøjtede med Blod -- -- --
-- og der -- der paa Jorden -- afhuggede Hænder -- -- -- og Lænker
-- --."
Dick foer hen til ham. Han greb krampagtig den gamle Neger om Armen.
"Hys ikke et Ord," hviskede han, "ti for Guds Skyld stille!"
Der laa de paa Jorden; afhuggede Hænder, blodige og endnu forbundne
med Lænker, nogle itubrudte Aag -- --.
Fru Weldon havde heldigvis ikke set dette skrækkelige Fund, men
Harris havde bemærket den uhyggelige Scene, og hans Ansigt bar
tydelige Spor deraf, ligblegt og vildt, som det var.
Dingo, der stadig luskede Dick i Hælene, gøede som rasende, medens
den gamle Neger stod som forhekset ved Synet af disse Lænker og Aag.
Hans Hænder knyttedes og hans Læber mumlede usammenhængende Ord:
"Lænker! Gafler -- -- husker det endnu -- dengang -- for længe siden
-- --." Det var som om gamle mørke Minder steg op i hans Sjæl og
trængte sig frem i Ord -- ubevidst, imod hans Vilje.
"Ti stille med dette," bad Dick indtrængende, "for Fru Weldons
Skyld!" Og han førte den gamle Negerslave bort.
Man valgte en anden Lejrplads og kastede sig ned for at sove. Mørket
faldt hurtigt paa. Himlen dækkedes af sorte, tætte Skyer, der nu og
da splittedes af et knitrende Lyn. Hverken Dick eller Tom tænkte paa
at sove -- de var jo fælles om en Hemmelighed, der i al sin
Frygtelighed nok skulde holde dem vaagen.
Der rasede og stormede i Dicks Indre et ubetvingeligt Raseri imod
den Mand, der havde benyttet sig af deres hjælpeløse Stilling og
ført dem længere og længere ind i dette forbandede Land.
Ude af Stand til at beherske sig længere greb Dick en Kniv og
styrtede hen til Harris Leje.
Manden var forsvundet og hans Hest ogsaa.
Dick sank sammen. Forræderiet stod saa fortvivlende klart for ham.
Det var ikke paa Amerikas Kyst, at "Pilgrim" var strandet. Kompasset
havde narret ham, og Stormen havde ført Skibet rundt om Kap Horn, og
med den dobbelte Hastighed af den han havde regnet med drevet det
imod -- Afrika. De var altsaa hverken i Bolivias Pampas eller i
Atacamas Plateau. Dette forklarede, at de hverken fandt
Kautschuktræer eller Quinquinatræer, det beviste, at det ikke var
Strudser, men Girafer, de havde set. Og endelig Fundet af den
frygtede Tetseflue og de rædselsfulde Slavehandelens Redskaber,
Lænkerne og Aagene, og de ulykkelige Ofres afhuggede Lemmer.
Som et Lyn slog det ned i ham: Harris og Negoro maatte være
sammensvorne.
Og de var deres Ofre --.
Hjælpeløse, trætte, vejvilde Mennesker, i Mellemafrika;
Menneskehandelens, Slavejagtens Land!


XIII.
I det mørke Fastland.

I Aaret 1820 erklærede de forenede Stater i Amerika -- og fire Aar
efter England -- Slavehandel for en Forbrydelse, der dømtes lig med
Mord, og dem der gjorde sig skyldig deri blev skarpt forfulgte og
idømtes Dødsstraf. Frankrig tiltraadte ogsaa denne Traktat, men
Sydstaterne i Amerika og de spanske og portugisiske Kolonier vilde
ikke gribe til saa kraftige Forholdsregler for at modvirke
Slavehandelen. Der tilførtes derfor stadig disse Provinser ny
Ladninger af sorte, der, fordi de bedre kunde taale det tropiske
Klima end de hvide Arbejdere, var Kolonisterne til uvurderlig Nytte.
Senere, i Aaret 1838, frigav England ved Lov alle Negerslaver i de
brittiske Kolonier -- ialt 670,000 -- og ti Aar efter fulgte
Frankrig Englands lysende Eksempel og gjorde 260,000 Slaver i sine
Kolonier til fri Mænd. I Nordamerika vandt Humaniteten først Sejr
efter Krigen imellem Nord- og Sydstaterne, Aar 1859, og det
afskyvækkende Køb og Salg af Mennesker ophørte endelig ogsaa der.
Men paa den Tid da disse Hændelser foregaar, i 1873, drives endnu
Karavaner af ulykkelige sorte fra det Indre af Afrika til den
portugisiske Koloni Angola, eller imod Øst til Mozambik.
En stor Del af disse Fanger dør undervejs, og dem, der overlever
Transporten sendes videre til Cuba, Madagaskar eller til de arabiske