Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker) - 8

Savn og Farer, tog paa de stakkels Rejsende, og de længtes inderligt
og utaalmodigt efter, at Farten dog skulde faa en Ende.
Da lød pludselig, den 14. Juli, fra Jacks barnlige Læber det
forløsende Ord:
"Havet!"
"Hvad siger du, Jack," udbrød Dick aandeløst, "det er umuligt! Det
kan ikke være Havet!"
Og Havet var det da heller ikke, men dog i det mindste den store
Flod, maaske Kongo, der udmundede i Havet, og som de Rejsende saa
længe havde længtes efter at naa. Ved dens Udløb vilde de sikkert
finde en portugisisk Handelsplads, hvor de kunde søge Hjælp og
Beskyttelse.
Ned ad den brede, klare Flod gik nu Sejladsen uforstyrret og i den
forhaabningsfuldeste Stemning; endnu kun nogle Dages Rejse, og
Trængslernes Tid vilde være endt.
Da, om Natten den 18. Juli, henimod Klokken 3, opskræmmedes de
sovende af et Udraab fra Herkules, der havde Vagt:
"Havet!"
Alle lyttede spændt til den fjærne dumpe Brusen; ingen tænkte paa at
sove mere.
Nattens dybe Mørke afløstes pludselig og næsten uden Overgang af
Morgen-Lyset. De Rejsende saa nu, at der, omtrent en halv Mil
forude, hang som en Taagesky over Floden, dog var det ingen
almindelig graa Taage. Nu da Solen sendte sine første rødgyldne
Straaler op over Horisonten, gennemstraaledes Skyen og kastede Lyset
mangedobbelt tilbage som gennem tusinde, smaa Glasprismer.
"Hurtig! Hurtig! Til Land, Herkules. For Guds Skyld hurtigt!" skreg
Dick i vild Rædsel. "Der er et Vandfald lige for os!"
Næppe kunde hans Raab overdøve Larmen af det nedstyrtende Vand, der,
sydende og skummende, faldt i mere end hundrede Fods Dybde, og med
sin uimodstaaelige Magt om faa Minutter vilde have slynget den
spinkle Baad i Afgrunden.
Baaden lystrede villigt Aaren, der ført af Herkules' kraftige Arm
bragte den paa tværs af Strømmen ind til den venstre Bred. Men hvad
nu. Man maatte opgive den forholdsvis sikre Fart ad Floden, og
begive sig igennem Landets tætte og mørke Skove Resten af Vejen. Og
disse Skove kunne være beboede af Kongos vilde Kanibaler, man kunne
maaske træffe en Slavetransport og alle Rædslerne vilde da begynde
forfra. Dingo syntes ligesaa forknyt over det tilstødte Uheld, som
dens tobenede Venner. Den hylede ynkeligt, og før Baaden endnu var
ved Land sprang den i Vandet, svømmede ind til Bredden og forsvandt
i det høje Græs.
Faa Minutter efter laa Baaden fortøjet ved en Trærod, og Dick og de
andre gik i Land. Man kunde af det nedtraadte Græs se, at Dyr eller
Mennesker nylig havde færdedes her. Dick gik foran med ladt Gevær,
og Herkules fulgte efter med Øksen i Haanden, og de havde ikke gaaet
ti Skridt før de naaede Dingo, der, med Snuden imod Jorden forfulgte
et Spor. Forsigtig spejdende fulgte de Dyret indtil de pludselig
stod foran en forfalden Hytte midt i den tætteste Skovtykning. Dingo
stod ynkeligt hylende foran Indgangen til Bjælkehuset. Herkules
sparkede Døren op og traadte ind, fulgt af sine Ledsagere.
Paa Jordgulvet laa et Menneske-Skelets hvide Knogler.
Dingo kastede sig ned med en hjærteskærende Piben.
"Dyret har kendt det Menneske, der her er omkommet," sagde Fru
Weldon. "Maaske var det dens Herre."
"Se der!" udbrød Dick og pegede paa en vældig, afbarket Stamme til
hvilken Hytten støttede sig. To store Bogstaver var malede paa Træet
med rød Farve, saa de stod skarpt frem imod det hvide Ved.
"S. V.," læste Fru Weldon. "De samme Bogstaver, som Dingo bærer i
sit Halsbaand, de samme -- --."
Dick havde kastet sig paa Knæ ved Stammens Fod; han havde faaet Øje
paa et lille Kobberskrin, grønt af Ir, som han aabnede. Det
indeholdt kun en Lap Papir, hvorpaa der var nedkradset følgende
Linier:
"Overfaldet og bestjaalet -- -- af Negoro -- -- Vejviser -- --
120 Mil fra Kysten -- -- 3. December 71 -- -- døende -- -- Dingo
-- -- kan ikke -- --."
Disse Ord løste alle Gaader. Samuel Vernon havde villet udforske
Centralafrikas ukendte Egne, men var blevet myrdet af sin Fører --
Negoro -- der havde røvet den Rejsendes Penge. Døende i denne Hytte
havde Vernon nedskrevet de faa oplysende Ord og de to Bogstaver paa
Træet -- hans Gravmæle. Foran disse Tegn S. V. have Dingo sikkert
staaet sørgende i mange Dage, og den havde ikke glemt dem siden.
Derfra dens ubændige Had til Negoro, dens Herres Morder, med hvem
Skæbnen atter førte den sammen.
Pludselig rejste Dyret sit ludende Hoved og spidsede Øren. I næste
Nu var den i lange Spring ude af Hytten.
Der lød et Rædselsskrig, et Menneskes afsindige Forfærdelsesraab der
ude fra.
Herkules og Dick styrtede ud. De saa Dingo i Kamp med et Menneske.
Dyrets frygtelige Tænder sad dybt i Mandens Strube, og han væltede
sig paa Jorden i Raseri og Smerte.
Det var Negoro.
Han havde opsat Rejsen til Amerika for at kunne gøre en Afstikker
til dette Sted, hvor han havde opbevaret en Del af den Pengesum, som
han havde frarøvet sit Offer, Vernon. Nemesis, den straffende og
hævnende Skæbne, havde netop i samme Stund ført hans bitreste
Fjende, Dingo, til det samme Sted, Skuepladsen for hans Udaad.
Herkules styrtede i vildt Raseri hen til Skurken. "Elendige
Kæltring! Morder! Røver! Endelig har jeg dig!" Og han svang sin
Økse.
Men Hævnen var allerede fuldbyrdet af den, som havde det første
Krav. Negoro rørte sig ikke mere, Men ogsaa Dingo var saaret, den
havde faaet et dybt Knivsaar og udaandede kort efter.
Negoro var altsaa ikke mere, men hans Ledsagere fra Kazonnde kunde
ikke være langt borte, og naar han ikke vendte tilbage til dem vilde
de naturligvis søge efter ham. Der maatte altsaa handles hurtigt for
at undgaa denne truende Fare.
"Er det ikke sikrere for os at ro over til den modsatte Bred. Heller
ikke den er farefri, men der risikerer vi da i det mindste ikke at
træffe Negoros Venner," bemærkede Dick og hans Forslag blev straks
antaget.
"Men først vil jeg alene ro over og udspejde Bredden; hvis vi dog
ikke kan gaa i Land der, er der ingen Grund til at vi skal ro der
over alle sammen. Jeg er her igen om en Times Tid."
Og med disse Ord sprang Dick i Baaden og styrede tværs over Floden.
Strømmen var ikke stærkere, end at han, med Udnyttelsen af alle sine
Kræfter, kunde holde Baaden fri af Sugningen fra Faldet. Snart var
han ved den højre Bred og vilde lige til at springe i Land. Da lød
der et mangestemmigt, forfærdeligt Triumfskrig, og fra Græsset skød
pludselig en Snes vilde Indfødte løs paa den flydende Høstak.
I flere Dage havde disse Kanibaler iagttaget Baaden og set at den
gemte Mennesker; de havde fulgt den lige til Faldet, hvor de vidste
at den maatte søge til Land paa den ene eller anden Bred, og de
hvide vilde da være deres sikre Bytte.
De flaaede Græsset af Baadens Tag, men stor var deres Skuffelse da
de saa, at hele Byttet var en sølle Dreng. De hylede af Raseri. Men
pludselig fik en af dem Øje paa Herkules. Fætter Benedict og Fru
Weldon, der paa den anden Bred af Fortvivlelse over Dicks Fare
glemte al Forsigtighed, og kom ned lige til Vandkanten. I et Nu var
alle de vilde i Baaden. De vilde ro over Floden. Dick stod
koldblodig i Forenden; med sin Bøsse holdt han sig Banditterne lidt
fra Livet, det havde al mulig Respekt for "Ildvaabenet". En vældig
Karl havde grebet Styreaaren og brugte den behændigt og hurtigt,
saa at Baaden snart atter var midt ude paa Floden.
"Flygt dog, -- -- flygt," skreg Dick fortvivlet til Vennerne derovre
paa Bredden, men samtidig indsaa han, hvor haabløst det vilde være
at flygte for de Indfødte.
Da fik Drengen en Indskydelse; han øjnede en Mulighed for at frelse
de andres Liv, ganske vist ved at ofre sit eget. Men der var jo
intet at betænke sig paa.
"Gud hjælpe mig og være mig naadig," hviskede han.
Saa rettede han sin Bøsse imod Manden med Styreaaren og gav Ild.
Kæmpen faldt om og Roret knustes ved hans Legemes Vægt.
De vilde opløftede et forfærdet Brøl. Baaden, der ikke længer af
Roret holdtes paa tværs af Strømmen, svingede og dreves af Strømmen
med hurtigt tiltagende Hastighed ned imod Vandfaldet.
Fra Bredden lød et svagt Skrig; det var Fru Weldon, der havde
forstaaet Dicks Plan, hvorved han dødsdømte sig selv for at frelse
hende.
I dette Øjeblik sprang flere af de vilde i Vandet, i vanvittigt Haab
om at kunne svømme til Bredden. Derved kæntrede Baaden. Med den
faretruedes mærkværdige, instinktive Forstaaelse og Handlekraft
klyngede Dick sig til den omvendte Baads Tofte, og holdt Hovedet op
over Vandet, tæt op bag dens Køl. Han mærkede hvorledes han, som
inden i en Æske, beskyttet imod Vandets og Luftens Tryk styrtede ud
i Svælget. Han sank og sank -- -- og steg saa atter op i Vandets
Overflade. Han levede; han var frelst. Med stærke Armes Tag naaede
han snart Bredden, paa hvis Græs han fortumlet og afmægtig segnede
om.
Her fandt Herkules, Fru Weldon, Fætter Benedict og Jack ham kort Tid
efter, sovende de retfærdiges Søvn.
To-tre Dage senere traf de trætte og haardt-prøvede Flygtninge en
Karavane. Det var portugisiske Handelsmænd, der optag dem med
Hjertelighed og Deltagelse, og førte dem med til Emboma. Herfra tog
de efter nogle Dages Hvil med en Damper til Amerika, og den 25.
August naaede de St. Francisko -- Hjemmet.
Stor var naturligvis James Weldons Glæde ved atter at favne sin
Hustru og Søn, hvis Spor han forgæves havde søgt at efterforske paa
alle Pladser, hvor "Pilgrim" muligt kunne være landet. Han erfarede
hvad han skyldte sin Letmatros, og han lønnede ham saa godt han
formaaede. Dick blev som hans Søn, og den brave Herkules blev hans
Ven. Ogsaa de fire, som Slaver solgte Kammerater, blev saa snart som
muligt løskøbte og hentede hjem.
Og Benedict! Ja, den forhærdede Insektsamler hastede til sit eget
Værelse, til sine Samlinger, sine Skatte. Han greb en Loup og satte
den over det eneste Insekt, som hans Afrikarejse havde beriget ham
med, den uvurderlige Sjældenhed, _Hexapodes Benedictus_.
"Milde Himmel!" -- -- var det muligt? Fortvivlelsen stivnede Fætter
Benedicts Træk. Den ubarmhjærtige Loup reducerede det vidunderlige,
seksbenede Fænomen til en almindelig Edderkop, der i Herkules'
unænsomme Hænder havde mistet sine to Forben.
Og Dick Sand, den unge Kaptajn, vor Histories Helt; hvorledes gik
det ham?
"Havde jeg vidst alt hvad jeg burde have vidst," sagde han til sig
selv, "hvormange Ulykker var da ikke blevet undgaaet. Men burde jeg
end aldrig have været Kaptajn da jeg var 15 Aar, saa skal jeg vide
at lære, hvad jeg mangler, saa at jeg kan blive det naar jeg er
atten."
Og han blev det.