Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker) - 1

JULES VERNE
KAPTAJNEN PAA 15 AAR
(I SLAVELÆNKER)

2. OPLAG
4.-7. TUSINDE


E. JESPERSENS FORLAG'S TRYKKERI


JULES VERNES ROMANER · VII BIND

KAPTAJNEN PAA 15 AAR
(I SLAVELÆNKER)

NY ILLUSTRERET UDGAVE

E. JESPERSENS FORLAG
KØBENHAVN · KRISTIANIA


FORTEGNELSE OVER ILLUSTRATIONERNE

Side
DE FRELSTE NEGERSLAVER PLEJES 23
HAN RETTEDE REVOLVEREN IMOD HAM 45
NATTELEJR I URSKOVEN 77
-- FLERE LANGE BAADE BEMANDEDE MED INDFØDTE 109
I KROKODILLERNES GAB 115
DER LAA DICK, PINT AF SULT OG TØRST 131


I.
"Pilgrim".

Det havde været en usædvanlig uheldig Sæson for "Pilgrim", en lille,
solid Hvalfanger-Skonnert-Brig, der tilhørte en rig kalifornisk
Skibsejer, James W. Weldon.
Hvalfangsten havde givet et saa daarligt Resultat, at Kaptajn Hull
havde været nødt til at forlade sit sædvanlige Territorium i
Sydhavet allerede i Begyndelsen af Januar, længe før Hvalfangerne
plejer at vende hjem. Skibets Besætning var mer end utilfreds, de
var rasende. Aldrig før havde de bragt saa mager en Høst med hjem.
De burde have haft mindst tohundrede Barrels Tran mere end de havde,
og da en Del af deres Løn bestod i Procenter af Udbyttet, forstaar
man Folkenes ophidsede Sindstemning. De faste Folk forholdt sig dog
rolig, medens de for denne Rejse forhyrede Søfolk, Mænd af en mer
end tvivlsom Karakter, viste saa tydelige Tegn til aabenbar
Opsætsighed, at Kaptajnen maatte frygte et ligefrem Mytteri.
Følgelig var der intet andet at gøre end at vende om og sætte Kursen
imod Ny Zeeland, som kom i Sigte den 15. Januar. Da Skibet havde
kastet Anker i Waitemata, Aucklands Havn, blev Mandskabet
afmønstret.
Kaptajn Hull gjorde nu alt, hvad der stod i hans Magt for at forhyre
nyt Mandskab, men det var for sent; alle ledige Søfolk var paa denne
Tid af Aaret beskæftiget ved Fiskeriet. Han havde da ikke andet at
gøre end at sejle Skuden hjem alene med Hjælp af de faste Folk, da
han fik en Opfordring, som han følte sig forpligtet til at
efterkomme.
Paa en af de Rejser, som James Weldon nu og da maatte foretage i sin
Forretnings Interesse, havde han taget sin Hustru, sin lille Søn
Jack, et Barn paa fem Aar, og en Slægtning, som almindeligvis gik
under Navnet Fætter Benedict, med sig. Det havde naturligvis været
Weldons Mening, at hans Familie skulde følge med ham hjem til San
Francisco; men lille Jack var bleven saa alvorlig syg, at hans Fader
-- hvis Forretning nu krævede hans hurtige Tilbagerejse -- blev nødt
til at lade ham tilbage i Auckland sammen med Moderen og Fætter
Benedict.
Der var nu forløbet tre Maaneder siden Hr. Weldons Afrejse, Jack var
Rekonvalescent, og Fru Weldon, der var ked af sin lange Adskillelse
fra Manden, længtes efter at komme hjem saa snart som muligt. Hun
tænkte netop paa at tiltræde den lange Tilbagerejse, med dens mange
Ophold og Omskiftninger i Tog og Dampskibe, da hun hørte, at hendes
Mands Fartøj, "Pilgrim", var gaaet for Anker i Havnen. Hun skyndte
sig til Kaptajn Hull og bad ham om at tage hende, hendes Søn, Fætter
Benedict og Nan, en gammel Negerpige, som havde været hendes egen
Barnepige, med ombord og sejle dem hjem til San Francisco.
"Vil det ikke være for voveligt for Fruen," spurgte Kaptajnen, "at
foretage den 5-6000 Mil lange Rejse ombord i saa lille et
Sejlskib?"
Men Fru Weldon gentog sin Opfordring, og Kaptajn Hull, der havde
berettiget Tillid til sit Fartøjs gode Egenskaber, og som desuden
gjorde Regning paa at beholde denne Aarstids almindeligvis gode Vejr
paa begge Sider af Ækvator, gav da efter for hendes Ønske.
Fru Weldon var en velbegavet, dygtig og uforfærdet Dame paa tredive
Aar, hun havde et udmærket Helbred og kendte ikke til Søsyge. Hun
vidste, at Kaptajn Hull var en erfaren Sømand, til hvem hendes Mand
havde grundfæstet Tillid, og hun vidste ogsaa, at "Pilgrim" var en
af de bedste amerikanske Hvalfangerbaade; hun var derfor kun glad
ved, at den forestaaende lange Rejse kunde blive foretaget søværts
alene, og uden andre Afbrydelser, end et kort Ophold i Valparaiso,
hvor Skibet skulde losse sin Ladning.
Fætter Benedict maatte naturligvis følge med hende. Han var ganske
vist henimod halvtreds, men det maatte alligevel betragtes som
Toppunktet af Uforsigtighed, at lade ham foretage nogen som helst
Rejse alene. Lang, usandsynlig mager og ranglet, med et enormt stort
Hoved og vildt strittende Haar, saaledes var hans ydre Menneske. Han
var et af disse skikkelige, harmløse Videnskabs-Børn, som, naar de
først har faaet Guldbrillerne paa, synes at have naaet en adstadig,
men iøvrigt ubestemmelig Alder, og som -- hvorlænge de saa end lever
-- aldrig synes at blive ældre end de altid har været. Han var
fuldstændig blottet for Forstaaelse af Livets dagligdags Ting og
praktiske Krav. Han skænkede aldrig Mad og Drikke en Tanke, før det
blev sat frem for ham, han var altid ens klædt, og saa upraktisk,
som vel muligt, og gjorde Indtryk af at være aldeles ufølsom for
Varme eller Kulde. Hans lange Arme og Ben kom altid i Vejen for ham
selv og alle andre, saa at det saa ud, som om han endnu ikke havde
gjort sig fortrolig med disse Redskaber og deres naturlige
Anvendelse. Hjælpeløshed var hans mest iøjnefaldende Karaktertræk;
men selve denne barnlige Hjælpeløshed forskaffede ham alle
Menneskers venlige Overbærenhed og Hjælp, og Fru Weldon betragtede
ham nærmest som en ældre Broder til hendes lille Jack.
Fætter Benedicts hele Liv var helliget en alt opslugende Interesse
for Insekter. Han havde ingen Ærgerrighed i Retning af en
Professortitel, eller noget praktisk Formaal med sine Studier; han
var kun Amatør, men det var han ogsaa med Liv og Sjæl. Evig og altid
var han optaget af at forfølge Insekter, væbnet med et Næt, en
Botaniserkasse, en Spiritusflaske og et Utal af Insektnaale.
Da Hr. og Fru Weldon rejste til Ny-Zeeland, blev Fætter Benedict
henrykt over at skulle med, da han ventede sig rig Fangst der, og nu
var han lige saa ivrig efter at bringe sine erhvervede Skatte hjem
til San Francisco, og faa dem indordnede i Samlingen.
Alle Forberedelserne til Hjemrejsen blev nu trufne med saa stor
Hast, at "Pilgrim" tre Dage senere kunde staa ud af Havnen med Kurs
efter Amerika. Efter et Par Dages Sejlads blæste det op, og den
stærke østlige Brise tvang Skonnerten saa meget ud af dens Kurs, at
den den 2. Februar snarere havde Retning imod Kap Horn end imod
Fastlandets Vestkyst.
"Pilgrim" havde ingen Dækskahytter, saa Fru Weldon blev nødt til at
modtage Kaptajnens Tilbud om at benytte hans Kahyt, som blev
indrettet saa hyggeligt, som det lod sig gøre, til hende, Jack og
gamle Nan, og her indtog hun alle sine Maaltider sammen med
Kaptajnen og Fætter Benedict.
Hele Besætningen var høflig og opmærksom imod deres Rheders Hustru.
De var alle Indfødte fra Californien, modige og erfarne Søfolk, der
allerede havde gjort tre Rejser sammen, og som holdt sammen,
forenede i fælles Interesser og Sædvaner. Den eneste af Folkene, som
ikke var Amerikaner, var Negoro, en Portugiser af Fødsel, som dog
talte flydende Engelsk. Da den tidligere Kok var deserteret, medens
Skibet laa ved Auckland, var han bleven engageret i dennes Sted,
uden at Kaptajn Hull havde faaet indhentet nærmere Oplysninger om
ham. Der var ikke noget at udsætte paa den Maade, hvorpaa han
udførte sin Pligt, men der var noget i hans Væsen, eller maaske
snarere i hans Ydre, der gjorde Kaptajnen mistænksom og næsten lod
ham fortryde, at han ikke havde været mere omhyggelig med at
efterforske den ny Koks Fortid, før han tog ham i sin Tjeneste.
Negoro saa ud til at være omkring de fyrre. Han var middelhøj og
kraftig bygget, havde mørkt Haar og Fuldskæg og gjorde Indtryk af at
være af en usædvanlig kraftig Konstitution, han talte kun sjældent
og aldrig om sig selv, sin Fortid eller Oprindelse, men en og anden
af hans Bemærkninger lod ane, at han havde faaet en ret god
Opdragelse. Sømand syntes han i al Fald ikke at være, for alle
Sømandsudtryk var ham ganske ukendte. Ved Forhyringen havde han
betinget sig, at han vilde gaa i Land i Valparaiso.
"Pilgrim"s faste Mandskab bestod af fem Matroser og en Letmatros --
Dick Sand. Dick var kun 15 Aar gammel og af fuldstændig ukendt
Oprindelse. Han var et Hittebarn fra New York, og sit Navn havde han
faaet efter det Sted -- Sandy-Hook ved Indløbet til New Yorks Havn
-- hvor han blev funden.
Hans Ydre forraadte tydeligt, at han maatte være af angelsaksisk
Stamme. Han var snarest under Middelhøjde, men kraftig og dog
elegant bygget, han havde et opvakt, kønt Ansigt og straalende, blaa
Øjne, der røbede baade Livslyst og Energi. Skønt endnu kun Dreng
havde han allerede Planen for sin Fremtid klar for sig, og han var
dristig og selvtillidsfuld nok til at føle sig sikker paa at kunne
naa sit Maal ad den Vej, han var slaaet ind paa.
Otte Aar gammel fik han Lov at forlade det Hittebørnsasyl, hvor han
var bleven optaget, for som Skibsdreng at gaa med en Skonnert, der
sejlede paa Syden, op paa hvilken Kaptajn Hull dengang var Styrmand.
Denne brave Sømand fattede hurtigt Interesse for den opvakte og
lærvillige Dreng og bibragte ham lidt efter lidt de første
teoretiske og praktiske Grundsætninger for Sømandskundskab. Senere
anbefalede Kaptajn Hull Drengen til sin Rheder, Hr. Weldon, der tog
sig af ham og lovede at sørge for hans videre Uddannelse.
Fru Weldon behandlede den flinke og beskedne forældreløse med den
største Venlighed, og Dick Sand omfattede til Gengæld hende og
hendes Mand med den mest rørende Taknemmelighed og Hengivenhed, og
stor var hans Glæde over at hans Velgørers Hustru og lille Søn
skulde gøre Rejsen med ombord paa "Pilgrim".
Dick passede paa Jack som en ældre Broder, legede med ham og lod ham
klatre i Vanterne, uden et Øjeblik at tabe ham af Syne.
Overfarten gik i alle Maader heldig, med rolig Sø; og havde Vinden
blot ikke stadig været omtrent stik imod, vilde alt være gaaet
upaaklageligt. Men den evindelige Vestenvind forhindrede Kaptajnen i
at holde den rette og direkte Kurs, og det ærgrede ham, at Fru
Weldons Rejse derved blev forsinket en Del. Han tænkte da ogsaa paa,
dersom de skulde passere en Amerikadamper, da at formaa hende til at
fortsætte Hjemturen med denne; men paa den sydlige Bredegrad, hvor
de nu befandt sig, var der desværre ikke megen Sandsynlighed for at
de skulde træffe nogen Panama-Baad.
Der hændte da intet, der kunde afbryde Rejsens Ensformighed, før den
2. Februar, da Jack pludselig tilkaldte sin Ven, Dick, med Udbrudet:
"Hvad er det der, ude i Vandet?"
Dick Sand saa en Stund opmærksomt i den angivne Retning og meldte
saa med høj Stemme:
"Se ud, forud til Styrbord! Der flyder noget i Vindsiden!"


II.
Frelsen.

Hidkaldt af Dicks Raab kom hele Besætningen løbende til Rælingen for
at se, hvad det kunde være. Selv Kaptajnen, Fru Weldon, hendes
Tjenestepige, Nan, og den ellers saa uinteresserede Fætter Benedict
viste sig og stirrede ud over Havet, ivrigt diskuterende, hvad det
vel kunde være, man saa drive i omtrent tre Sømiles Afstand fra
Skibet. Kun Negoro forholdt sig rolig i sit Køkken.
"Det ser ud til at være en Tømmerflaade," mente en af Matroserne.
"Eller Resterne af et forlist Skib," svarede Kaptajn Hull; "i al
Fald er det bedst vi kommer paa Siden af det. Det kunde jo dog
tænkes at der var levende Væsener ombord."
"Pilgrim" ændrede Kurs og nærmede sig snart det mystiske noget, der,
som Kaptajnen havde formodet, viste sig at være Vraget af et Skib,
uden Master og med et gabende Hul i Styrbordssiden.
"Det Skib er blevet paasejlet," udbrød Kaptajnen, "men hvad der
forbavser mig er, at det ikke forlængst er gaaet til Bunds."
"Pilgrim" befandt sig nu kun tre Kabellængder fra Vraget, da Dick
Sand pludselig vinkede ad de andre, at de skulde være stille.
"Hør en Gang! Er det ikke en Hunds Gøen?" sagde han.
Alle lyttede spændt, og man opfangede virkelig fra Skibsskroget en
svag Lyd, som kunde være en Hunds Gøen.
"Selv om der kun er et stakkels Dyr ombord, maa vi dog søge at
frelse den," bad Fru Weldon Kaptajnen, og den lille Jack stemmede
ivrigt i, glad ved Tanken om at faa sig endnu en Legekammerat.
Kaptajnen lod nu sætte en Baad ud, og i det samme viste der sig en
stor, sort Hund ved Vragets Skanseklædning; den gøede og hylede
fortvivlet over imod Skibet, Sprang et Øjeblik omkring, som vilde
den springe i Vandet, men stod saa atter stille og udstødte igen de
mest rasende Hyl, som man næsten kunde tro fremkaldtes af et eller
andet ombord paa "Pilgrim". Mærkeligt nok stod netop samtidigt
Negoro ene ved Agterstavnen, der var nærmest Vraget, og stirrede
ivrigt over paa det rasende Dyr. Kunde det tænkes, at de to kendte
hinanden? Der forløb en halv Time inden Baaden vendte tilbage. Den
havde Hunden og fem Skibbrudne ombord, der mere døde end levende
blev halet op og lagt paa Dækket.
"De Stakler!" udbrød Fru Weldon fortvivlet ved Synet af de
tilsyneladende livløse Legemer.
"De er ikke døde," beroligede Kaptajnen hende, "de maa kunde bringes
til Live igen, lad os blot faa nogle Draaber Rom i dem og faa bakset
lidt med dem, saa skal De se, de kommer sig nok."
"Negoro," kaldte Kaptajnen.
Ved Lyden af dette Navn begyndte Hunden, som hidtil havde ligget
ganske stille, pludselig at knurre og vise Tænder.
"Negoro," kaldte Kaptajnen igen, og atter foer Dyret op med alle
Tegn paa ustyrligt Raseri.
Negoro kom nu langsomt og modvilligt ud af Køkkenet; men næppe fik
Hunden Øje paa ham før den foer lige løs paa ham og sprang til for
at sætte Tænderne i hans Strube. Men med et Slag af en Haandspade
holdt Kokken sig den fra Livet, indtil et Par Matroser havde faaet
et sikkert Tag i den.
"Kende De den Hund?" spurgte Kaptajnen ham.
"Den Hund! Nej, hvor skulde jeg kende den fra."
"Det var mærkeligt," mumlede Dick, og han tilføjede, "her maa stikke
et eller andet under."
De fem skibbrudne var Negre. Efter to Dages omhyggelig Pleje var de
kommet saa vidt til Kræfter, at de kunde besvare Kaptajnens
Spørgsmaal paa deres gebrokne engelsk.
Den ældste af de sorte var over 60 Aar gammel og hed Tom, de andre
var unge Mænd paa 25-30 Aar og hed Bat (den gamle Toms Søn),
Austin, Aktæon og Herkules. De var alle høje og kraftige, men ingen
af dem kunde dog maale sig med Herkules, der bar sit Navn med Ære,
som den tre Alens Kæmpekarl, han var. De hørte hjemme i
Pensylvanien. Den gamle Tom var i en Alder af 6 Aar bleven solgt som
Slave i Afrika og derfra bragt til de forenede Stater i Amerika,
hvor han allerede for mange Aar siden havde faaet sin Frihed ved
Loven om Slaveriets Ophør. Hans Kammerater var alle Sønner af
forhenværende Slaver, der dog var frigivne før Børnenes Fødsel.
Disse Sorte havde altsaa forladt Amerika som fri Mænd for at gaa i
Tjeneste hos en Englænder, der ejede store Landstrækninger i
Australien, og nu vilde de, efter at have arbejdet hos ham i fem Aar
og for en meget god Løn, have rejst hjem til de forenede Stater.
Men det Skib, "Waldeck", hvormed de foretog Rejsen som betalende
Passagerer, var en mørk Nat sidst i December blevet paasejlet af en
stor Damper. Negrene havde sovet, da Sammenstødet fandt Sted, og da
de kom op paa Dækket, var hele Besætningen forsvunden, de var ene
ombord paa et Vrag, og tolvhundrede Sømil fra det nærmeste Land.
I det Tidsrum af 10 Dage, der var forløbet imellem Skibets
Paasejling og deres Frelse, havde de sorte ikke haft andet at leve
af end den sparsomme Proviant, de havde fundet i Skibets Køkken. Ind
i Kahytten eller Proviantrummet havde de ikke kunnet trænge, da
begge stod fulde af Vand, og de havde intet drikkeligt haft til at
slukke deres brændende Tørst med, da Vandtønderne var gaaet overbord
ved Sammenstødet.
Den sidste Dag havde de været ganske uden Bevidsthed, og var
"Pilgrim" blot kommen en Dag senere, havde de sikkert ikke længer
været i live.
Saaledes berettede den gamle Neger, og der var ingen Anledning til
at betvivle Rigtigheden af hans Fortælling.
Om Hunden, der viste en saa uforklarlig Uvilje overfor Negoro --
Dingo hed den -- vidste gamle Tom ogsaa Besked. Det forliste Skibs
Kaptajn havde for to Aar siden fundet den i en elendig, forsulten og
forsømt Tilstand, et Steds paa Afrikas Vestkyst ved Kongoflodens
Udløb. Han havde taget det smukke Dyr ombord, men Dingo havde været
yderst uselskabelig, melankolsk og stilfærdig, som om den sørgede
over Tabet af en tidligere Herre. S. V. stod der i dens Halsbaand,
og det var alt, hvad man havde til Hjælp, hvis man vilde søge at
efterforske dens rette Ejermand. Smuk var Dingo, høj og kraftig
bygget, og saa stærk og smidig, at den uden Frygt for at blive den
lille kunde angribe baade Pantere og Jaguarer. Det var derfor
naturligt nok, at Negoro ikke var særlig glad ved den uvenlige
Modtagelse Dingo gav ham.
Overfor alle andre var Hunden dog fredsommelig nok. Den syntes ikke
at holde af Negrene, den undgik dem, men den gjorde dem ikke noget.
Maaske var den bleven daarligt behandlet af de sorte Indfødte i
Afrika, for skønt Tom og hans Kammerater kun viste den Venlighed,
sluttede den sig dog ikke til nogen af dem.
Kaptajn Hull lovede de stakkels skibbrudne, der havde mistet alt,
hvad de ved fem Aars haardt Slid havde sammensparet, ved "Waldeck"s
Forlis, at føre dem med til Kalifornien, hvorfra sikkert Hr. Weldon
vilde besørge dem hjemsendte til Pensylvanien.


III.
Dingos Historie. En Hval i Sigte.

En Dag, som Fru Weldon stod og passiarede med Kaptajnen, medens
lille Jack sad paa Dækket og legede med et stort Alfabet klistret
paa Træklodser, kom pludselig Dingo til og snappede efter nogen
Søgen og til den lille Fyrs usigelige Forbavselse, en af Klodserne
og bar den i Gabet et Stykke hen paa Dækket. Endnu en Bogstavklods
hentede den, lod den falde ved Siden af den anden og stod saa roligt
logrende og betragtede sit Værk.
"Dingo æder mine Klodser," raabte Jack bestyrtet, og løb efter den
for at se, hvad Ulykke Hunden havde gjort. Ogsaa Fru Weldon og
Kaptajnen kom til for at frelse Bogstaverne og give dem tilbage til
Drengen. Men dette syntes Dingo at tage dem temmelig ilde op. Den
brummede misbilligende, da de tog Klodserne fra den, og næppe havde
Jack stillet dem op foran sig, før Hunden atter hentede dem tilbage
-- og pudsigt nok netop de samme to Bogstaver, som den første Gang
havde udsøgt sig.
"Hvad gaar der dog af Dyret?" sagde Fru Weldon.
"Den staver aabenbart," spøgte Kaptajnen, "lad os se, hvad det er
den vil skrive. S. V. staar der; S. V. er det ikke de samme
Bogstaver, som er graveret i dens Halsbaand," føjede han studsende
til, "det er dog Pokker til Hund."
Den gamle Tom var nu ogsaa kommet til, og Kaptajnen vendte sig til
ham med Spørgsmaalet:
"Kan De ikke fortælle os lidt mer om det mærkværdige Dyr, De sagde
jo, at Kaptajnen paa 'Waldeck' havde fundet det for et Par Aar siden
ved Kongoflodens Munding."
"Jo, saavidt jeg ved, havde Kaptajnen kun haft Hunden i to Aar,"
svarede Negeren, "og han har selv fortalt mig, hvorledes han fandt
den, og at han ingen Anelse havde om, hvor Dyret kom fra eller hvem
den tidligere havde tilhørt. Med en herreløs Hund er man værre faren
end med et Hittebarn, sagde Kaptajnen altid, for den kan ikke gøre
sig forstaaelig."
"De ser ud, som om De havde faaet en Idé, Kaptajn," sagde Fru
Weldon, da Hull en Stund havde staaet hensunken i Tanker.
"Ja, Fru Weldon, det er egentlig kun en Slags tilfældig
Tankeforbindelse, fremkaldt ved Synet af de to Bogstaver S. V."
"Hvad tænker De da paa?"
"Paa en uforfærdet Opdagelsesrejsende, en Franskmand, der med
Understøttelse af det geografiske Selskab i Paris søgte at
gennemtrænge Afrikas mørke Fastland fra Øst til Vest. Han valgte
netop Kongoflodens Munding til Udgangspunkt, idet han vilde følge
Flodens Løb indtil Kap Beldogs. Og denne Franskmand hed Samuel
Vernon."
"Samuel Vernon?" gentog Fru Weldon -- "S -- V!"
"Ja," fortsatte Kaptajnen, "de samme Begyndelsesbogstaver, som er
indgraverede i Dingos Halsbaand, og som den begavede Hund udsøgte af
Alfabetet. Denne Rejsende begav sig altsaa paa den farefulde
Ekspedition, men man hørte aldrig noget til ham senere.
Sandsynligvis er han aldrig naaet igennem det ukendte Indre, men er
enten bleven dræbt eller taget til Fange af de vilde Indfødte. Hvis
denne Formodning er rigtig, og hvis denne Hund virkelig har tilhørt
ham, kan man jo antage, at Dyret har søgt tilbage til Kysten, hvor
saa 'Waldeck's Kaptajn fandt den."
"Det er ogsaa kedsommeligt," sagde Dick Sand, som havde hørt paa
Kaptajnens Bemærkninger, "at Dingo ikke selv kan fortælle os,
hvorledes den har lært disse to Bogstaver at kende, og hvorfor den
altid knurrer ad Kokken."
Den stadige Modvind begyndte endelig den 10. Februar at stille noget
af, saa at Kaptajn Hull kunde haabe paa en Forandring til det bedre
i Vindretningen, og en deraf følgende hurtigere Hjemrejse.
Paa denne Dag hændte det at Fru Weldon, der spadserede frem og
tilbage paa Agterdækket, lagde Mærke til, at Vandet efterhaanden
antog en ejendommelig rød Farve, som om det farvedes af Blod.
"Dick og Jack," kaldte hun, "kom skal I se et morsomt Syn. Vandet
bliver helt rødt, hvad kan det mon komme af?"
"Aah, det ved jeg, Frue," svarede Dick. "Den røde Farve skriver sig
fra uhyre Masser af Smaadyr, som tjener Hvalerne til Føde."
"Hvor det er underligt," bemærkede den højst interesserede Jack, "at
de store Hvalfisk kan blive mætte af at spise saadan nogle smaa
bitte Dyr. Det maa da være noget for Fætter Benedict. Kom skal du
se, Fætter Benedict," raabte han af sine Lungers fulde Kraft.
Amatør-Naturforskeren nærmede sig sammen med Kaptajnen.
"Ja, ja -- det er rigtig noget for Dem, Hr. Benedict," sagde
Kaptajnen. "Det er da en udmærket Lejlighed, som De ikke maa lade
gaa fra Dem, til at studere de interessante crustacea."
"Crustacea," vrissede Fætter Benedict arrigt og overlegent. "De ved
maaske ikke, at jeg som Entomologist kun og udelukkende interesserer
mig for Hexapodaen."
Kaptajn Hull kunde kun med Møje betvinge et Smil og svarede blot
godmodigt:
"Saa har De altsaa ikke samme Smag som Hvalerne."
Og vendt imod Fru Weldon tilføjede han: "For os Hvalfangere er dette
et Syn, som taler for sig selv, og siger os, at vi ikke maa spilde
noget Øjeblik, men se at faa gjort vore Liner og Harpuner klar."
Ordene var næppe udtalte, før der lød et Raab fra Matroserne:
"En Hval til Bagbord!"
"Der har vi den!" udbrød Kaptajnen ivrig. Alle hans professionelle
Instinkter var øjeblikkelig vakte, og han skyndte sig forud, fulgt
af alle Søfolkene.
"Den sprøjter baade Vand og Damp op," sagde Dick, der havde taget
Dyret kritisk i Kikkerten. "Mon det ikke skulde være en Finhval? Men
en gevaldig Kammerat maa det da være."
"Halvfjersinstyve Fod i det mindste!" bejaede Kaptajnen fornøjet.
"Folkens!" raabte han vendt imod Matroserne, "hvad synes I? Skal vi
vove Forsøget? Husk paa, at vi kun er os selv, vi har ingen
Hvalfangere til at hjælpe os. Jeg selv har før slynget en Harpun og
kan vel gøre det igen. -- Naa, hvad mener I saa?"
"All right, Kaptajn," svarede Mandskabet begejstret.
"Saa i Guds Navn da, lad os forsøge!"
De større, moderne Hvalfangerskibe anvender som oftest til denne
Jagt en Slags lille Kanon, der enten er anbragt paa selve Skibet
eller i den største Baads Forstavn, og hvormed der udskydes enten en
Harpun eller eksploderende Kugler. Men "Pilgrim" var ikke forsynet
med disse dyre Apparater, som dets gamle Mandskab ikke kendte og
ikke havde megen Fidus til. Det foretrak at benytte de gamle, mere
primitive Vaaben, Harpunen og Landsen.
Baaden blev altsaa skyndsomst sat i Vandet og bemandet, og Kaptajnen
lod Redskaberne bringe om Bord. Disse bestod, foruden to Lanser, af
flere Harpuner, befæstede til seks hundrede Fod lange Liner paa
Træruller, fastgjorte i Baadens Forstavn.
"Dick," sagde Kaptajnen til den unge Letmatros, "nu maa du tage
Kommandoen og passe paa Skibet, imens jeg er borte. Længe bliver det
vel næppe, at du faar Lov at være Kaptajn; om en Times Tid er vi
forhaabentlig tilbage igen. Farvel saa længe."
"Farvel, Kaptajn! God Lykke!"
Det var dog aabenbart, at Kaptajn Hull kun ugærne forlod sit Skib,
selv om det kun drejede sig om nogle Timer. Men Hensynet til den
store Gevinst Fangsten af en saa uhyre Hval vilde bringe hans
Rheder, og hans let forklarlige Ulyst til at komme hjem med halvtom
Last besejrede dog hans Skrupler. Han kastede endnu et sidste Blik
ud over Skibet, som for at se om alt var i Orden, og om Sejlene var
saadan stillede, at der ikke behøvedes at forandre paa dem imens
han var borte. Saa gik han i Baaden og lod kaste los.
"Hold godt Udkig, Dick," lød Kaptajnens Stemme endnu en Gang, "et
Øje paa Skibet, et andet paa Baaden. Glem det ikke, min Dreng."
"Stol paa mig, Kaptajn!"
Baaden fjærnede sig hurtigt, drevet frem af fire Par stærke Arme, og
om Bord paa Pilgrim samledes de tiloversblevne forude, ivrige for
ikke at gaa Glip af nogen Enkelthed ved den interessante Jagt. Selv
Dingo stod med Forpoterne paa Rælingen og fulgte Baaden med Øjnene.
Pludselig brød den ud i en ynkelig Hylen.
"Dingo, Dingo dog!" udbrød Fru Weldon, ubehageligt berørt, "er det
din Maade at opmuntre dine Venner paa. Værs'god at opføre dig
ordentligt."
Men Hunden vilde ikke lade sig berolige, den vendte sig blot om,
arrigt knurrende.
Negoro var slentret ud af sit Køkken, vel sagtens for ogsaa at
iagttage Hvalfangsten; men saa saare Dingo fik Øje paa Kokken,
styrtede den med et rasende Spring løs paa ham. Negoro greb en
Baadshage for at forsvare sig, og Dick og Fru Weldon raabte
forskrækket:
"Dingo, Dingo, kom her! Læg sig!"
Hunden adlød, men knurrende og modvilligt, og Negoro vendte sig,
ligbleg, om, slængte Baadshagen fra sig og gik bandende tilbage til
Køkkenet.
"Herkules," sagde Dick sagte og alvorligt til den uhyre Neger, "De
maa love mig at holde godt Øje med den Mand."
[Illustration: De frelste Negerslaver plejes.]
"Det skal jeg," svarede han beroligende.
Saa gik Dick op paa Skandsen, hvorfra han holdt Udkig med Baaden,
der snart kun var et Punkt paa det store Hav.


IV.
Et Katastrofe.

"Pas paa ikke at gøre Støj, Folk," formanede Kaptajn Hull, "og hold
Baaden i Kanten af det røde Vand; vi maa nærme os Hvalen saa
forsigtigt, at den ikke aner vor Nærhed, ellers er Spillet tabt."
Hurtigt og tyst gled Baaden ind til den røde Flade, i hvis Midte
Hvalens uhyre Ryg kom tilsyne, omtrent en Kabellængde borte.
Baadsmanden stod oprejst i Agterenden og manøvrerede for at bringe
Baaden saa nær som muligt til Dyrets venstre Side uden at komme i en
for farlig Nærhed af dets vældige Hale, vel vidende, at et eneste
Slag af denne vilde være nok til at gøre det af med baade Baad og
Besætning. Forude, solidt plantet, med skrævende Ben, stod
Kaptajnen. Harpunen holdt han hævet over Hovedet, parat til at
slynge det dødbringende Vaaben dybt ned i den sorte Masse, som
hævede sig op over Vandskorpen.
"Er I klar, Folk?" sagde han dæmpet.
"All right, Kaptajn," hviskede Matroserne tilbage.
"Saa ind paa den," lød Kaptajnens Ordre, og Baaden nærmede sig til
ti Fods Afstand fra Hvalen. Dyret rørte sig ikke. Sov det? I saa
Fald turde de haabe at allerede den første Harpun vilde afgøre dens
Skæbne. Men det var ikke sandsynligt; Kaptajn Hull følte kun altfor
sikkert, at der var en anden Grund til at den forholdt sig saa
stille, og et hurtigt Blik fra Baadsmanden fortalte ham, at denne
havde den samme Mistanke. Men der var ikke Tid til Overvejelser, nu
var Øjeblikket kommet, hvor der maatte handles.