Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker) - 2

Kaptajnen svang sit Vaaben nogle Gange frem og tilbage for at
beregne sit Kast, saa samlede han al sin Styrke og slyngede det imod
Finhvalens Side.
"Bak, bak," raabte han.
Matroserne drev Baaden tilbage af alle Kræfter, og et Øjeblik efter
var den uden for Rækkevidden af Hvalens Hale.
I det samme afsløredes Grunden til at Hvalen havde forholdt sig saa
ubevægelig.
"Ser De, en Unge!" udbrød Baadsmanden.
Ramt af Harpunen havde det vældige Dyr kastet sig om paa Siden, og
derved kom en Unge tilsyne, som Moderen havde været ved at give Die.
Dette var en meget ubehagelig Opdagelse, thi, som Kaptajnen vel
vidste, vilde Hvalen nu forsvare sig med dobbelt Raseri, ikke alene
for sin egen Skyld, men ogsaa for at beskærme sin "Lille" -- om man
ellers kan bruge det Udtryk om en Kammerat paa i det mindste ti
Alens Længde.
Moderen var et usædvanlig stort Eksemplar af en Finhval, og maalte
mindst fyrretyve Alen fra Hoved til Hale. Dens Skind var guldbrunt
med mørkere Pletter. Den dukkede øjeblikkelig under, fulgt af sin
Unge og skød i rasende Fart ned imod Havbunden. Det gjaldt nu først
og fremmest om at følge Dyret, og Matroserne drev med hastige Tag
Baaden afsted som en Pil over Havfladen. Men hurtigt som Baaden skød
afsted kunde den dog ikke følge med Hvalen, der syntes ikke at ville
standse eller sagtne sin Fart. Den ene Line, der var befæstet til
Harpunen i Dyrets Side, var hurtigt opbrugt, og en ny maatte knyttes
til den og forsvandt med samme Hastighed i Dybet, saa at endnu en
tredie maatte føjes til.
"Pokker staa i det!" raabte Kaptajnen, "det Dyr løber med alle vore
Liner."
"Ja, og se hvor langt det Asen fører os bort fra Skibet," tilføjede
Baadsmanden.
"Den maa dog vel en Gang komme op for at trække Vejret; det er jo
ingen Fisk, og den maa have Luft ligesom alle vi andre," ræsonnerede
Kaptajnen.
Den fjerde Line maatte sættes til, og endelig ogsaa den femte og
sidste; og den var allerede halvt rullet op, da det saa ud til at
den slappedes.
"Naa Gudskelov," udbrød Kaptajnen lettet, "nu er Bæstet dog endelig
blevet træt."
Snart efter bebudede en uhyre Vandstraale, at Hvalen atter var i
Overfladen af Vandet, og da Baaden kom nærmere, saa man den atter
ligge ubevægelig stille, som om den roligt afventede et nyt Angreb.
Harpunen sad endnu fast i dens venstre Side.
To Aarer blev taget ind, og de to Matroser bevæbnedes med Lanser.
Men i det samme gav Hvalen et Slag med sin Halefinne og forsvandt i
Dybet. Folkene var alle stærkt ophidsede. Skulde Dyret nu atter
slippe levende af sted? Skulde de have den trættende og angstfulde
Forfølgelse om igen? Og vilde det indbringende Bytte saa maaske
tilsidst alligevel undslippe dem?
Men nej, Hvalen havde ikke isinde at flygte mere, den havde denne
Gang tværtimod vendt sig til Angreb, og piskende Vandet med sin
vældige Hale foer den lige løs paa Baaden.
"Pas paa, Baadsmand! Tilbage for Guds Skyld!" raabte Kaptajnen.
Baaden svingedes rundt, næsten paa Stedet, ved Baadsmandens hurtige
og dygtige Manøvre, og idet Hvalen skød forbi, huggede Kaptajnen og
de to Matroser deres Lanser dybt i dens højre Side.
Hvalen standsede, som bedøvet af Smerte; saa udsendte den to vældige
Straaler af Vand og Blod, slog Halen imod Vandfladen og foer som i
Spring atter ind paa Baaden.
I et saadant Øjeblik vilde mangen en koldblodig og erfaren Sømand
have tabt Hovedet, men, som ved en instinktiv Indskydelse fik
Baadsmanden atter drejet Baaden tilside og undgik derved paa ny
Hvalens Angreb. Og atter ramtes Dyret sikkert og dybt af de tre
Lanser. Men idet den gled forbi Baaden, sendte dens voldsomme
Halebevægelser en mægtig Bølge ind over Rælingen, saa at Baaden
næsten fyldtes.
"Brug Øsekarrene, hurtig!" kommanderede Kaptajnen.
Men Faren var overhængende. Dyret havde allerede vendt sig til et
nyt Angreb, og rasende af Smerte skød den i frygtelig Fart imod
Baaden.
"Pas paa!" raabte Kaptajnen for sidste Gang.
Men Baadsmanden var hjælpeløs, den tunge Baad, fyldt med Vand, vilde
ikke lystre hans Styreaare. Han forstod selv, som Kaptajnen og
Matroserne forstod det, at det var ude med dem. Alle sprang op med
et Skrig, som langt og fortvivlet lød ud over Havet, og maaske ogsaa
naaede den lille Klynge om Bord paa "Pilgrim".
I næste Øjeblik ramtes Baaden nedefra af et frygteligt Slag af
Hvalens Hale.
Fartøjet slyngedes med uimodstaaelig Kraft højt op i Luften og
faldt, splintret og knust, atter ned i de ved Hvalens rasende
Bevægelser oprørte Bølger.
Endnu piskede det dødeligt saarede Dyr Havet, saa at det stod som i
en Skumhvirvel.
Saa dukkede den under for at dø i Dybet.
Da Dick med to af Negrene i en Baad et Kvarter senere naaede Stedet,
hvor Katastrofen havde fundet Sted, fandt han intet levende Væsen.
Der flød kun nogle Vragstumper paa det blodfarvede Vand.
En ubeskrivelig Følelse af lammende Sorg og Rædsel greb de
tiloversblevne om Bord paa "Pilgrim" ved Synet af den frygtelige
Katastrofe, som fuldbyrdedes lige for deres Øjne, uden at de var
istand til at røre en Finger for at forebygge den. Skibet naaede,
paa Grund af Vindstille, først Ulykkesstedet, da det var forsent.
Situationen var saa alvorlig, som vel muligt, for disse Mennesker om
Bord paa et Skib, der ikke længer havde nogen Kaptajn og intet
Mandskab, og som, hundreder af Mile fra det nærmeste Land, var
prisgivet Vind og Strøm og Forsynets Naade. Hvilket ulykkeligt
Tilfælde, at denne Hval skulde krydse Skibets Vej, og hvilken endnu
ulykkeligere Indskydelse havde ladet den ellers saa fornuftige
Kaptajn vove sit og sit Mandskabs Liv for at kunne bringe en god
Ladning med hjem.
Af alle de, der nu var tilbage paa Briggen, havde kun én den
fjærneste Idé om et Skibs Manøvrering, og denne ene var en Dreng paa
femten Aar -- Dick Sand.


V.
Kaptajn Dick Sand.

Alvorlig, med Armene over Kors, stod han og stirrede ud over det
Hav, som havde berøvet ham hans faderlige Ven og Velgører. Han
spejdede vidt omkring i det forfængelige Haab, at der skulde vise
sig et forbipasserende Skib, der kunde og vilde tage Fru Weldon,
Jack og Fætter Benedict ombord, og derved befri ham for en Del af
det tunge Ansvar, han følte sig betynget af. Selv vilde han, trods
de fortvivlede Udsigter, ikke forlade "Pilgrim", men gøre sit
yderste, for at føre Skibet sikkert til den nærmeste Havn.
Men intet Sejl viste sig i Horisonten, og trods sin Ungdom og ringe
Erfaring forstod Dick, ved nærmere Eftertanke, at der kun var saare
ringe Sandsynlighed for at de her, langt udenfor den almindelige
Søvej for Hvalfangere og Koffardiskibe, skulde møde noget Fartøj,
der kunde yde dem Hjælp. Han maatte bandlyse alle falske
Forhaabninger og se den alvorlige Situation roligt i Øjnene.
Optaget af disse Tanker lagde Dick ikke Mærke til, at Negoro kom hen
imod ham. Først da Kokken en Stund havde staaet lige foran ham og
betragtet ham med et ondskabsfuldt Smil, fik Dick Øje paa ham og
foer sammen.
"Vil De tale med mig?"
"Jeg maa tale enten med Kaptajnen eller med Baadsmanden," svarede
Negoro studst.
"De ved jo godt, Negoro, at de begge er omkomne," svarede
Letmatrosen alvorligt.
"Maa jeg spørge, hvem der skal føre Kommandoen her om Bord?" spurgte
Kokken udfordrende.
"Det skal jeg," kom det kort og afgørende.
"De? En Dreng paa femten Aar!"
"Ja, jeg," gentog Dick med fast Stemme, "jeg og ingen anden."
"Jeg ønsker, at enhver her om Bord skal vide," forkyndte Fru Weldon,
der havde nærmet sig og overhørt Samtalen, "at Dick Sand fra nu af
er Kaptajn. Af ham vil De modtage Deres Ordrer, og disse Ordrer maa
adlydes."
Negoro rynkede Panden, snerrede nogle uforstaaelige Ord, og
slentrede tilbage til sit Lukaf, medens Dick greb Fru Weldons Haand
og forsikrede hende, at han vilde gøre alt, hvad der stod i hans
Magt for at fortjene hendes Tillid og føre Skib og Passagerer
lykkeligt i Havn.
Havde jeg dog blot haft endnu et Par Aars Uddannelse, tænkte Dick,
nu da han var blevet proklameret til "Kaptajn". Selv om han nu, med
Bistand af Negrene, vilde kunne passe Sejlene, følte han dog kun
alt for godt, at han lidet eller intet kendte til Skibsføringens
videnskabelige Side. Han vilde ikke være istand til nøjagtigt at
bestemme Skibets Kurs ved Hjælp af Sextanten og Kronometret, han
kunde ikke, som han havde set Kaptajn Hull gøre, beregne Stjernernes
Højde, aflæse Meredianen og lære Skibets sande øjeblikkelige
Stilling at kende ved at iagttage Sol, Planeter og Stjerner. Men han
gav ikke efter for sin Modløshed, det skulde jo gaa, altsaa til
Arbejdet.
Den unge Kaptajn gik derpaa, sammen med Fru Weldon, ned i Kahytten
og de gav sig sammen til at studere Søkortet, hvorpaa Skibets Fart
Dag for Dag fandtes angivet. Det viste sig, at Briggen befandt sig
paa 43° 35' Bredde og 164° 13' Længde, idet den i det sidste Døgns
stille Vejr næsten ikke havde forandret Stilling.
Paa Kortet viste Afrikas Fastland sig som en mørk Vold, opkastet
imellem de to Oceaner, der strakte sig fra Kap Horn til Kolumbia.
Fru Weldon fik -- uvant som hun var til at regne med et Korts
formindskede Maalestok -- den falske Forestilling, at det dog næppe
vilde være saa svært eller langvarigt for dem at føre Skibet med
dets Passagerer til dets Hjemsted.
Men Dick forstod bedre, hvilken uhyre Afstand der i Virkeligheden
skildte dem fra Hjemmet. Han vidste, at Skibet kun vilde have været
som en mikroskopisk Prik paa Havets uendelige Flade, dersom det var
blevet angivet i Kortets Maalestok.
Der var altsaa ingen Tid at spilde; man maatte benytte sig af den
gunstige nordvestlige Vind, der var blæst op, og Dick kaldte derfor
Negrene sammen, forklarede dem Situationens Alvor og de
Vanskeligheder og det store Arbejde, der laa foran dem. Han bad dem
om alle at gøre deres bedste, og lagde dem i jævne Ord paa Hjærtet,
at alles Frelse afhang af, at der herskede Ro og Orden om Bord.
Den gamle Tom svarede paa Kammeraternes Vegne:
"Kaptajn Sand; stol paa, at vi, der skylder dette Skibs Ejer Takken
for vor egen Frelse, ogsaa skal gøre vort bedste for til Gengæld at
bjærge 'Pilgrim' velbeholdent hjem. Vi har stærke og arbejdsvante
Arme, og dem maa De befale over."
"Er der ikke ogsaa noget, som jeg skal gøre, Dick?" spurgte den
lille Jack, smittet af den almindelige Arbejdslyst.
"Jo, min kære Dreng," svarede Fru Weldon, vemodigt smilende, "du
skal holde Vinden i Orden, saa at den blæser den rigtige Vej."
"Ja, Mor, det vil jeg," svarede den lille Fyr henrykt.
"Og nu skal vi have braset Ræerne," sagde Dick; "kom Tom og I andre,
saa skal jeg vise jer, hvordan det gaar for sig."
"All right, Kaptajn, vi skal nok brase, kan De tro."
Til alt Held forstod den ungdommelige Kaptajn sig paa at benytte
Loggemaskinen, og ved dens og Kompassets Hjælp kunde han beregne
Skibets Retning og anføre den tilbagelagte Vej paa Kortet. At passe
Loggen maatte han dog overlade til en af de sorte for selv stadig at
kunne staa ved Roret.
I den stadig tiltagende, men dog kun jævne Brise, ansaa Dick det
for fornuftigt at sætte alle Sejl til, og, fraregnet nogle
betydningsløse Uheld, fik Negrene snart Masterne dækkede med Lærred.
Særlig Herkules sled vældigt i det og tog nogle Tag saa det saa ud
som om han vilde hejse Sejlene til Himmels. Baade Mesan- og
Stormastens Sejl blev sat uden at Dick behøvede at gaa fra Roret,
kun Topsejlene kunde de flinke Sorte ikke klare. Man maa nemlig for
at stille disse entre op ad Vanterne, og fra Pertlinerne arbejde med
den ene Haand og holde sig fast med den anden. Det er, naar Skibet
ruller lidt og Sejlene slaar, et langt fra ufarligt Foretagende, som
kræver baade Smidighed og Erfaring. Og de nybagte Matroser havde
ikke meget af nogen af Delene.
Dick maatte derfor lade Tom tage Roret medens han selv gik tilvejrs,
og for hans øvede Haand stod Arbejdet da heller ikke længe paa.
Snart stod Dick selv atter ved Roret, og "Pilgrim" skar for fulde
Sejl rask gennem Bølgerne.
Under alt dette sad Fætter Benedict ubekymret i sin Kahyt, fordybet
i Studiet af et Insekt, som han havde frelst, lige i det Øjeblik, da
Negoro var ved at mase det. Det viste sig at være et amerikansk Møl
af en Slags, som ikke før var repræsenteret i hans Samling, og han
overøste Kokken med Bebrejdelser, fordi han havde villet ødelægge en
saadan Skat. Triumferende anbragte han sin Nyerhvervelse under
Loupen, og hans Begejstring steg end yderligere, da han opdagede, at
han havde haft Ret i sin Formodning om, at det amerikanske Møl i
mangt og meget afveg fra de almindelig kendte Arter af Blattæ. Og
over dette Insekt glemte den lykkelige Naturforsker lige paa
Stedet, at Skibets Kaptajn og hele hans Mandskab for kun faa Timer
siden var druknede lige for hans Øjne.
Uagtet de andre tiloversblevne ikke saa let var i Stand til at
afryste den knugende Følelse, som den pludselige Ulykke havde
fremkaldt, gik Livet dog, i det udvortes, snart i sin rolige og
vanemæssige Gænge. Dick Sand syntes at vokse med sin store Opgave og
dens Ansvar; han var saa at sige allesteds nærværende, og hans
beskedne og dog bestemte Optræden gjorde ham snart saa afholdt af
hans Amatør-Søfolk, at disse villigt og flinkt efterkom hans Ønsker
og arbejdede med Liv og Lyst.
Negoro vovede ikke mere aabenlyst at drage den unge Kaptajns
Myndighed i Tvivl, men opholdt sig næsten til Stadighed i sit Køkken
uden nogensinde at tilbyde en Haandsrækning, hvor godt han end
maatte vide, at man ofte kunde have den haardt nødig. Det var som om
han anede, at Dick havde besluttet, ved det mindste Tegn paa
Opsætsighed, at lade ham fængsle. Kæmpen Herkules havde faaet sine
Ordrer i saa Henseende, og den gamle Barnepige, Nan, var parat til
naar som helst at indtræde i Negoros Stilling og ofre sig for
Kogekunsten.
For fuldt ud at udnytte den gunstige Vind besluttede Dick -- i
Modsætning til hvad der ellers er Skik og Brug -- ikke at mindske
Sejl for Natten. Han vilde saa selv blive oppe for straks at kunne
tage de fornødne Forholdsregler, saafremt Vinden skulde tage
stærkere til. Han lod logge hver halve Time og optegnede hver Gang
Instrumentets Angivelse; han stod selv ved Roret og havde ikke
Øjnene fra Kompasset. Der var endnu et Kompas om Bord, ophængt i
Kaptajnens Kahyt for at denne stadigt derpaa kunde kontrollere, om
Rorgængeren passede sine Sager og holdt den rigtige Kurs, ligesom
man ved Hjælp af dette Reservekompas altid var i Stand til at
opdage, om det andet var i Orden og fungerede rigtigt.
Stor var derfor Dicks Bestyrtelse, da han en Morgen kom ned i
Kaptajnens Kahyt og der fandt Kompasset liggende knust paa Gulvet.
Om den Metalring, hvormed det var befæstet, var bleven slidt over
ved den stadige Gnidning mod Krogen hvorpaa den hang, eller om den
var blevet slynget ud over Krogen ved en særlig stærk Svingning af
Skibet i Nattens Løb, var ikke til at afgøre. Men Uheldet var sket,
og Dick maatte for Fremtiden nøjes med det store, faste Kompas, der
stod foran Rorgængeren, det vil sige ham selv. Thi han maatte være
baade Kaptajn og Styrmand i en Person, kun i de fem, seks Timer om
Dagen, hvor han tog sig sin højst fornødne Søvn, maatte han lade
gamle Tom og Bat afløse sig ved Roret.
Fru Weldon fik mangen en fortrolig Passiar med den unge Kaptajn.
Hver Dag viste Dick hende paa Kortet, hvor langt Skibet efter hans
Beregning var kommet. "Hvor længe det kan vare inden vi naar
Amerikas Sydkyst, er det jo ikke let at beregne, naar man er
afhængig af Strøm og Vind," bemærkede han, "men vi gaar i alt Fald i
den rigtige Retning, og naar vi engang faar Land i Sigte, tror jeg
sikkert at det vil være Kysten i Nærheden af Valparaiso."
"Ja, lad os haabe det," svarede Fru Weldon, "men foreløbig er der jo
langt igen inden vi naar saa langt, og Gud ved hvormange Farer der
kan møde os forinden."


VI.
En Mørkets Gerning.

Træt og overanstrængt, søvnig efter mange Nætters Vaagen ved Roret
stod Dick Natten imellem den 13. og 14. Februar paa sin vante Plads.
Natten var usædvanlig mørk. Himlen var dækket af tunge Skyer, der
hang saa lavt, at man næppe kunde skeldne Topsejlene. De to smaa
Lygter paa hver Side af Kompasset kastede kun et blegt Skær over den
hvide Skive og formaaede ikke at sprede Mørket selv i den
umiddelbare Nærhed af Rorgængerens Plads.
Dicks Øjne, som saa længe havde været fæstede paa Kompassets
lysende Flade, havde næsten mistet deres Synsevne. Han var som
hypnotiseret af denne Stirren, og sank efterhaanden over i en
Ubevidsthedstilstand, i hvilken alt nærværende svandt bort for ham.
I dette Øjeblik løste en Skikkelse sig ud af Dækkets Mørke og
nærmede sig tøvende Kompashuset. I Skjul for Lygternes Skær lod den
noget tungt glide ind under Instrumentet, kastede et hurtigt,
forskende Blik paa Skivens Naal, og fjærnede sig atter, lydløst og
ubemærket, som den var kommen.
Da Dick vaagnede af sin Døs, blev han forfærdet ved at se, at han
havde holdt forkert Kurs, og han drejede skyndsomst Rorets Hjul. Han
anede jo ikke, at en fjendtlig Haand havde stukket et Stykke Jærn
ind under Kompasset og at dette var Grunden til, at Naalen havde
flyttet sig. Istedet for at vise mod den magnetiske Pol, det vil
sige stik Nord, pegede Naalen, formedelst Jærnets Indvirkning paa
Magneten, nu imod Nordost. Det betød en Afvigelse af fire Streger.
Istedet for at styre imod Øst kom han saaledes til at vende Skibet
imod Sydøst; og for fulde Sejl førte den unge Kaptajn sit Fartøj
længere og længere bort fra det længselsfuldt imødesete Hjem.
I den paafølgende Uge hændte der intet særligt om Bord. Den friske,
stadige Nordvestbrise holdt sig fremdeles, og "Pilgrim" gjorde en
god Fart af omkring 160 Mil i Døgnet. Dick blev mere og mere
sangvinsk i sine Forventninger, og han blev højst forbavset over, at
"Pilgrim" saa nær Amerikas Kyst, som den nu maatte være, ikke mødte
et eneste Fartøj paa Rejsen fra Kap Horn til Ækvator.
Dette var ham en slem Streg i Regningen, da han havde haabet at
kunne faa Passagererne optagne af en af de hurtig sejlende Dampere,
eller, hvad der maaske var endnu bedre, at kunne laane nogle
Matroser og helst ogsaa en Styrmand til at føre "Pilgrim" hjem.
Knøsen svævede jo i total Uvidenhed med Hensyn til de faktiske
Forhold. For det første havde han ikke taget den ved Strømforholdene
foraarsagede Afdrift med i Beregning, og for det andet kunde han jo
ikke vide, at han, efter at Negoro havde forfalsket Kompasset,
styrede 45° for meget i sydlig Retning.
Var Dick imidlertid end ikke naaet langt i den hydrografiske
Videnskab, saa havde han dog, hvad der ogsaa er meget værd, et ægte
"Sømandsøje", der kunde aflure Himlen dens Hemmeligheder hvad Vind
og Vejrudsigterne angaar. Og Kaptajn Hull havde ikke forgæves
undervist ham i at aflæse Barometret, og drage Slutninger efter
Instrumentets Angivelser, efter de bekendte Vorepierreske 7 Regler.
Det undgik heller ikke hans Opmærksomhed, at Barometret den 20.
Februar viste Tegn til at falde, og han var forberedt paa baade Regn
og Storm. Han lod derfor forud rebe Klyver og Fog og besluttede at
gøre det samme med Stor og Merssejlet saasnart Stormen begyndte. I
de tre følgende Dage forandrede Vindens Retning og Styrke sig dog
ikke synderligt, men Barometrets Viser sank stadig indtil den stod
paa 28 Grader. Himlen blev mørk og overtrukken, og Skyerne hang saa
lavt, at de næsten gik i et med den Taage, der steg op fra Havet.
Solen formaaede ikke at gennemtrænge Mørket, og det var saaledes
umuligt at bestemme Stedet, hvor den stod op, og hvor den gik ned.
Dick gjorde sit bedste for ikke at tabe Modet, men urolig var han.
Han veg ikke fra Dækket, og den Smule Søvn, han undte sig, tog han
der.
Men Uvejret lod ikke vente paa sig. Stormen holdt sig og Søen gik
højt. Af og til brød et Tordenvejr løs og Lynene slog ned rundt om
Skibet, hvorefter der fulgte hele Skybrud af Regnbyger, saa at det
saa ud som om Skibet var omgivet af Vandsøjler. Men trods alt dette
havde Fartøjet dog, med sin ringe Sejlføring ikke taget Magten fra
dets unge Fører, endnu lystrede det Roret og skød en saa vældig
Fart, at Dick nærede bestemt Haab om inden længe at faa Land i
Sigte.
Dette meddelte han ogsaa Fru Weldon, der naturligvis var yderst
ængstelig ved det uhyggelige Vejr, der gjorde den iforvejen saa
risikable Rejse endnu mere farefuld.
"Saa du mener virkelig, Dick, at Amerikas Kyst ikke kan være langt
borte?" spurgte hun opmuntret.
"Nej, det kan den umuligt, Fru Weldon," svarede han, "det undrer mig
blot, at jeg ikke allerede har faaet Kig paa den. Vi har dog skudt
en god Fart lige siden den 10. Februar -- Ulykkesdagen."
"Og i Dag har vi den 9. Marts," bemærkede Fru Weldon; "der er altsaa
gaaet 27 Dage. Hvor langt var vi omtrent den Gang fra Land?"
"Vel en 4500 Mil. Og Skibet har gjort gennemsnitlig 180 Mil i Døgnet
siden da, det udgør 4860 Mil. Saa vi skulde endogsaa, hvis min
Beregning er rigtig -- og det tror jeg sikkert at den er -- allerede
have været der nu. Jeg forstaar heller ikke, at vi ikke møder et
eneste Skib."
"Og du er sikker paa, at du har beregnet Skibets Fart rigtigt?"
"Ja, Fru Weldon, det er jeg sikker paa. Jeg har passet saa nøje paa.
Hver halve Time har vi kastet Loggen og jeg har for hver Gang
skrevet Resultatet op. Nu skal jeg prøve igen, og saa skal De se, at
vi i dette Øjeblik gør ti Mil i Timen, hvilket jo bliver 240 i
Døgnet, og adskilligt mer end vi har regnet med."
Dick kaldte paa Tom og bad ham kaste Loggen. Den gamle Neger havde
saa ofte besørget dette, at han var ganske fortrolig med denne
Forretning.
Loggen blev befæstet til Linen og kastet ud. Linen gled langsomt
gennem Toms Haand, indtil omtrent fem og tyve Favn var forsvundet --
saa slap pludselig Snoren op.
Den gamle gav et forskrækket Udraab fra sig: "Den gik itu."
"Hvad gik itu?" foer Dick forfærdet til.
"Snoren, Kaptajn! Snoren brast."
"Snoren -- -- -- og Loggen tabt! Du gode Gud -- -- --"
Ja, saaledes forholdt det sig virkelig; gamle Tom viste ham den
Ende, han havde beholdt i Haanden.
Det foer igennem Dick -- dette kan ikke være gaaet naturligt til,
der maa stikke noget under! Han vidste, at Snoren havde været af
udmærket Kvalitet og ikke for gammel, og nu viste den sig at være
ganske tyndslidt paa et bestemt Sted -- der hvor den var bristet.
Hvorledes kunde det være gaaet til?
Den stakkels Fyr grundede længe over dette Spørgsmaal uden at finde
noget Svar; han var dybt mismodig over at have mistet det værdifulde
Instrument, det eneste, hvormed han kunde maale Skibets Fart.
Tidlig om Morgenen den 12. Marts saa Dick til sin Rædsel, at
Barometret var faldet yderligere, og nu stod paa kun 27° 9'. Stormen
voksede hastigt til en Orkan, der gjorde det nødvendigt at tage
alle Sejl ned. Ved de flinke Negres Hjælp lykkedes det ham at faa
bjærget alle de lavere Sejl. Dernæst lod Dick Tom tage Roret, medens
han selv, Austin, Aktæon og Bat gik tilvejrs, og Herkules løsnede
Tresserne paa Dækket.
Det kostede megen Møje i det forrygende Vejr at faa Spir og
Bramstænger taget ind, og et Vindstød havde nær slynget Austin i
Havet. Stormastens Sejl var alt bjærgede, og Dick skyndte sig op for
at frelse Merssejlet -- men forsent. Med et rasende Hyl rev Stormen
det til sig og bortførte sit Bytte.
Dick var fortvivlet, ude af sig selv af Rædsel, plaget af Frygt for
at Skibet, jaget af Orkanen og de taarnhøje Bølger, skulde blive
splintret imod de Kystens Skær, som umulig kunde være langt borte.
Han stirrede og stirrede igennem Uvejret, men saa intet, gik frem og
tilbage, raadløs i sin Fortvivlelse, indtil han atter greb Roret.
Samtidig kom Negoro ud paa Dækket. Ogsaa han stirrede ud over Havet,
og halvt ubevidst pegede han imod et Punkt i Horisonten, som saa han
Land der, hvor den unge Kaptajn intet havde fundet.
Saa skottede han rundt, angst for at han var blevet iagttaget,
smilede beroliget og forsvandt igen i sit Lukaf.


VII.
I Stormen. -- En Skuffelse.

"Pilgrim" havde nu ikke en Trevl Sejl oppe mere, men Orkanen havde
nok at tumle med i Skrog, Master og Tovværk, og den drev Skibet
afsted i næsten usvækket Fart.
Bølgerne, lig uhyre Vandbjærge, rullede dog endnu hurtigere end
Fartøjet og truede med at oversvømme Agterstævnen, naar denne ikke
hurtigt nok hævede sig af en Bølgedal. Og meget var der ikke at gøre
for at undgaa denne Mulighed, da Skibet ikke kunde bringes i
hurtigere Fart ved at sætte et Sejl op. Man kunde kun afstive det
ved Rorets Bevægelser, og Dick passede paa som en Smed. Han havde
bundet sig fast for at en Styrtesø ikke skulde rive ham med sig.
Herkules og Aktæon holdt, klyngende sig til Rælingen, Udkig efter
Land forude.
Fru Weldon og lille Jack, Fætter Benedict og Nan maatte holde sig i
Kahytten. Alle Luger holdtes forsvarligt lukkede for at ikke en af
de Bølger, der ofte slog ind over Dækket, skulde fylde Skibet og
trække det ned. Ballasten viste sig, til alt Held at være saa
omhyggeligt anbragt, at den, trods Briggens voldsomme Rullen, ikke
forskød sig.
Dick vilde ikke have forladt sin Plads ved Roret den Nat. Men Fru
Weldon forestillede ham alvorligt og indtrængende, hvor nødvendigt
for dem alle det var, at han ikke overanstrængte sig og blev syg, at
han gav efter for hendes Ønsker og søgte nogen Hvile.
Tom og Bat var saaledes alene agter ude ved Roret, da de til deres
Forbavselse saa, at Negoro kom hen imod dem og forsøgte at indlede
en Samtale. Han fandt dog ikke megen Opmuntring, da hverken Tom
eller Bat havde noget tilovers for den skumle Fyr.
Pludselig, ved en særlig stærk Slingren af Skibet, vaklede Negoro,
styrtede om imod Kompashuset og gled ned paa Dækket.
Gamle Tom udstødte et Brøl af Rædsel i den Tro, at Kompasset maaske
var blevet knust ved Stødet.
Dick foer op af sin Blund ved dette Raab og løb til for at se, hvad
der var paa Færde.
Men Negoro var allerede kommet paa Benene igen, og hvad mere var,
han havde faaet fat i det Stykke Jærn, som han i sin Tid anbragte
under Instrumentet, og ubemærket ladet det glide ud i Vandet.
Kompasset var helt og tilsyneladende uskadt, blot var dets
Misvisning nu ophørt og Magnetnaalen atter i den rette Stilling. Og
dette var netop hvad Negoro havde villet.
"Hvad er her paa Færde? hvad skal det Spektakel betyde?" spurgte
Dick.
Tom forklarede ham, at det var Kokken, der var falden over imod
Kompasset, og at han, Tom, derved var kommet til at skraale op af
Frygt for, at det uundværlige Instrument skulde gaa itu. Men det
havde da holdt og fejlede ingenting.
Dick vendte sig rasende imod Kokken. "Hvad har De her at gøre paa
denne Tid af Døgnet?"
"Det bliver vel min Sag," svarede Negoro kort og mut.
"Hvad siger De, ... Maa jeg faa et ordentligt Svar og det straks."
"Jeg ved ikke af, at der er nogen Bestemmelse om, at man ikke maa
gaa, hvor og naar man vil," snærrede Kokken.
"Naa, det er der ikke," svarede Dick Sand, "saa skal den komme nu.
Jeg forbyder Dem nogensinde at vise Dem her. Forstaar De!"
Det var som om Negoro vaagnede af sin sædvanlige Sløvhed, han foer
op og knyttede uvilkaarlig Haanden imod Drengen.
Men i samme Nu rev Dick en Revolver op af Bæltet og rettede den imod
Kokken.
"Tag Dem i Agt, Negoro, -- ét Skridt til, ét eneste Ord, og jeg
skyder Dem en Kugle gennem Hovedet."
Negoro fik ingen Tid til at svare; før han kunde aabne Munden blev
han tvunget i Dækket med uimodstaaelig Kraft. Det var Herkules, der
lagde sin Haand tungt paa hans Skulder.
"Skal jeg kaste ham over Bord, Kaptajn? Fiskene tager nok til takke
med ham, de er jo ikke saa kræsne."
"Endnu ikke," svarede Dick roligt.
Kæmpen slap sit Tag og Negoro rejste sig med et Sæt, og snærrede
imod Herkules, idet han skyndte sig til sit Lukaf:
"Det skal du faa betalt, fordømte Neger."
Dick var naturligvis kommet i det største Oprør ved denne uhyggelige
Scene, og hans Frygt for, at Kompasset skulde have lidt Overlast,