De Danske paa Schelden (1808-1809) - 4

»En Vinter, hendøset i Lediggang og Ørkesløshed, og en Sommer
end skrækkeligere end den allerede tilbragte, forestaa os.
Stedse var det Danmarks vise og ædle Regjerings Bestræbelse
at dele Byrden lige paa sine Undersaatter; vi vove derfor
underdanigst at forestille, hvor smerteligt det maa være for
os, fjernede fra et elsket Fødeland, til hvis Forsvar enhver
brænder efter at kunne virke, at se os i et fremmed Land, under
et fremmed Flag, uvirksomme, behandlede paa en os uværdig Maade
og forsynede med Vaaben, der ei levne os det ringeste Haab om
at kunne gjøre os værdige til den arvede Hæder, Danmarks Marine
igjennem en Række af Aar med Rette er stolt af, og som vore
Medbrødre hjemme daglig ved kjække Handlinger vedligeholde
befæstet. Nationens og vor egen Ære byder os at fremsende
Ønsket om Hjemkaldelse fra denne mere end pinlige Forfatning.
»Danmarks ædle Fyrste vil, idet han indser Billigheden i denne
vor underdanigste Ansøgning, ikke nægte sine mest betrængte
Undersaatter sin Beskyttelse; og i Tillid til at det kongelige
Kollegium, fuldkommen bekjendt med vor høist pinlige Stilling,
vil bifalde og understøtte vor Begjæring, se vi med Længsel
den Dag imøde, da vi med Medbrødre skal dele Fare og Ære ved
Forsvaret af et elsket Fædrenelands Kyster.«
underdanigst
paa Orlogsskibet »Pultusk«s samtlige Officerers Vegne
A. Schifter. P. Petersen.
Orlogsskibet »Pultusk« den 18. Decbr. 1808.
Samtidig hermed indgik der følgende Pro-Memoria[54] fra samtlige
Officerer ombord i Linieskibet »Dantzick«:
Underdanigst P. M.
»En 8 Maaneders Kampagne er nu endt. Schelde-Eskadren er lagt
ind i Vliessingen; en ørkesløs Vinter, en end ubehageligere
Sommer end den passerede, kort en rædselsfuld Fremtid ser vi
imøde og gjør os det til Pligt for vor Etatens, Nationens Skyld
underdanigst at ansøge det høie Kollegium om Hjemkaldelse.
»At ville anføre her de mangfoldige Aarsager til dette Skridt
vilde kun være at trætte og bedrøve det høie Kollegium med
Repetitionen af de Ubehageligheder, hvorom det sikkerligen
allerede er underrettet. Ingen vil bedre end det høie Kollegium
indse, hvor smertelig det maa være at henleve denne Krig i den
mest fortærende Ørkesløshed under et fremmed Flag, medens vore
hjemmeværende Kammerater daglig vinde ny Laurbær om Danebroge,
og Ingen vil ved at skaffe os hjem til vor Konges, Lands og
en vor Mundering værdig Tjeneste mere forbinde Orlogsskibet
»Dantzick«s underdanigste Officerer.«
F. C. Holsten. C. A. Bendz.
Orlogsskibet »Dantzick« i Vliessingen den 17de December 1808.
Begge disse Aktstykker ere saa karakteristiske i deres Form og betegnende
for Situationen, at man derigjennem faar et godt Begreb om Stemningen
iblandt de danske Officerer, men man faar samtidig ved Gjennemlæsningen
det Indtryk, at Længslen hjemefter har malet Situationen mørkere og
forledet til at bruge stærkere Farver end strængt nødvendigt.
De samme Bevæggrunde, som ledede de danske Officerer til at ansøge om
Hjemkaldelse fra Frankrig, bragte ogsaa Mandskaberne til at slaa et
Slag for at komme hjem til Danmark, og de indsendte derfor igjennem
deres Chefer en allerunderdanigst Pro Memoria herom til Admiralitetet i
Kjøbenhavn,[55] hvori de klagede deres Nød.
Linieskibet »Dantzick«s Besætning skrev saaledes:
Orlogsskibet »Dantzick« den 14. December 1808.
Allerunderdanigst Pro Memoria.[56]
»Det Danske Mandskab ombord i ovenmeldte franske Orlogsskib
ansøger allerunderdanigst om Hjemkaldelse til Danmark, thi
for at (naa?)[57] vort kjære Fødeland ere vi blevne blottede
for Klæder, og 2-3 Aars møisommelige Fortjeneste er ødelagt,
besværlige Reiser har kostet, hvad vi havde fortjent. En uvant
og tillige liden Føde foraarsager Sygdom og et svækket Legeme.
Den Gage, vi faar, bliver forbrugt til at afhjælpe Manglen
paa Kosten og næppe endda kan forslaa. Intet er tilovers til
de nødvendige Klæder, undtagen man maa lide Mangel paa det
nødvendige Livets Ophold.
»Mange ombord, som sidde i smaa Omstændigheder og tillige ere
gifte og ikke have mere at tage af, end hvad de kunne fortjene,
have Kone og Børn og svage Forældre at forsørge, for dem er
det tungt at tænke paa, de lide Mangel og ei kan saa gjerne
de vil afhjælpe den. Enhver gaar med et betynget Hjerte for
sit og sines daglige Udkomme i en saa besværlig Tid. Og derfor
ansøges allerunderdanigst det høie kongelige danske Admiralitet
om Deres milde Hjælp til Befrielse fra denne tunge og utænkte
Tjeneste.
»Thi vor Tanke var og altid har været at tjene vort kjære
Fødeland, som vi ved os tilkommer, men ei var betænkt paa at
komme i saa ussel en Tilstand som denne er for enhver, der har
Følelse for sig selv.
»Enhver er fornøjet at tjene i hvad Fag i dansk Tjeneste, det
bliver befalet, og skal stedse med Glæde forrette sin Tjeneste.
Sygdom, Kummer og Sorg for sin og sines Tilstand kan dræbe det
stærkeste Menneske, hvilket vi alle er befriet for, naar vi
tjene vort eget Fædreland, hvor alting er foranstaltet til det
bedste saavel for den lave som for de højere. Vor inderligste
Tak og Hengivenhed i alle Maader skal bevises af enhver, om
der er Mulighed til Befrielse fra denne Tjeneste.«
Paa egne og hele Mandskabets Vegne
Magnus Neils. J. F. Larsen.
Til
Det høie kongelige danske Admiralitet i Kjøbenhavn.
Det enstemmige Raab om Hjælp og Befrielse, der gjennem de her gjengivne
Ansøgninger lød ovre fra Schelden, var saa klagende, at Admiralitetet
bestemte sig til at foretage Skridt for at faa Officerer og Mandskab
hjemkaldt fra fransk Tjeneste. Ansøgningerne vare strax efter deres
Ankomst til Kollegiet blevne sendte til Kongen, og under 5te Januar 1809
befalede Hs. Majestæt dem tilstillede Departementet for de udenlandske
Sager.
Herfra indløb der faa Dage efter følgende Skrivelse:[58]
»Ved igjen at tilbagesende de os ved Skrivelse af 6te d.
M. meddelte originale Rapporter og Ansøgninger fra de til
Vliessingen beordrede kongelige Officerer af Søetaten,
undlade vi ikke tjenstligst at tilkjendegive det kongelige
Admiralitets- og Kommissariats-Kollegie, at vi dels i Anledning
af Sammes foregaaende Meddelelser over denne Gjenstand, dels
ifølge Hans Majestæts allerhøieste Befaling desangaaende,
allerede for nogen Tid siden have overdraget til det
kongelige Gesandtskab i Paris at søge at udvirke, at samtlige
i Vliessingen befindtlige kongelige danske Søofficerer og
Matroser maatte nu vende tilbage til deres Fædreneland, for
her at ansættes til Tjenesten.«
Departementet for de udenlandske Sager den 10. Januar 1809.
C. Bernstorff. J. Bernstorff.
Til
Det kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.
Skjøndt der saaledes fra den danske Regjerings Side blev gjort
Anstrengelser for at faa Officerer og Mandskab hjem til Danmark, hvor man
nu begyndte at trænge til deres Kræfter efterhaanden som det lykkedes
at stille noget Flaademateriel paa Benene, førte Forhandlingerne dog
ikke til noget Resultat i denne Retning. Aaret 1809 begyndte for de
Danske paa Schelden lige saa trist som det gamle Aar var sluttet
uden Udsigt til Forandring; da indtraf der i Januar Maaned Ordre fra
det franske Marineministerium om at Besætningerne paa Linieskibene
»Pultusk« og »Dantzick« uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest
for der at gaa ombord i 2 andre, som sagdes at være bestemte til en
hemmelig Expedition.[59] Ordrens Udførelse hastede saa meget, at
Officerer, Mandskab og Bagage skulde transporteres over Land paa Vogne
Dag og Nat for at naa Bestemmelsesstedet saa hurtigt som muligt. Denne
Disposition fra Marineministeriet kom aldeles uventet og slog ned som
en Bombe i den danske Koloni. Man havde saa sikkert haabet, at den
eneste Ordre, man havde i Vente, var Hjemkaldelsesordren til Danmark,
og nu stod man pludselig i Begreb med at blive transporteret til en
anden Orlogshavn uden at vide, hvad Øiemedet var med denne Expedition.
De to danske Skibschefer, som i sin Tid havde modtaget Ordre til at
overtage Kommandoen af de i Vliessingen liggende Linieskibe »Pultusk«
og »Dantzick«, mente, at de ifølge denne Befaling kun kunde anvendes
til Tjeneste her og antog, at en Forflyttelse fra det i Ordren nævnte
Sted for deres Virksomhed kun kunde være berettiget, naar de danske
Autoriteter havde givet deres Minde hertil.
Som Følge at denne Opfattelse troede de danske Chefer ikke, at de
kunde tage Ansvaret paa sig for en Handling, hvorved Anvendelsen af to
Linieskibes Besætning — omtrent 1300 Mand — blev en anden end den, Hs.
Majestæt havde bestemt.
Endnu en Gang skulde altsaa dette ulykkelige Afhængighedsforhold til
Admiralitetet i Kjøbenhavn, som hele Sommeren igjennem havde vist sig
saa fordærveligt, drive sit Spil, og denne Gang med saa alvorlige Følger
efter sig, at det blev den sidste.
Det er ufatteligt, at to saa dygtige Officerer som Kapitainerne
Rosenvinge og Holsten, der under deres Ophold i fransk Tjeneste havde
gjort saa dyrekjøbt en Erfaring i denne Henseende, ikke have kunnet
indse, at hvor loyal end deres Tænkemaade var ligeoverfor Konge og
Fædreland, maatte den Fordring, at det danske Admiralitet skulde have
en Haand med, hvor det blot gjaldt om en Forflyttelse af Mandskab og
Materiel, kort sagt en strategisk Forholdsregel, selvfølgelig fra et
militairt Standpunkt betragtes som en Umulighed. Og det er lige saa
uforstaaeligt, at de ikke have kunnet se, at det Standpunkt, de indtoge
i denne Sag, maatte drage de farligste Konsekvenser efter sig, og at de
stode i Begreb med at gjøre det mest vovelige Skridt, som en Militair
kan foretage sig i Krigstid: at nægte at lystre. —
Man kan vel ikke andet end til en vis Grad respektere den yderliggaaende
Følelse af Ansvar og Pligt hos de danske Skibschefer ligeoverfor
Bogstaven i deres Ordre hjemmefra, men det bør dog ikke her glemmes, at
Kapitainerne Rosenvinge og Holsten ved Siden heraf ogsaa havde et Ansvar
ligeoverfor den Regjering, under hvis Flag de tjente og at de sikkert
burde have betænkt den Fare, der ramte Disciplinen i hele Scheldeflaaden,
naar to af dens Linieskibe nægtede at lystre Ordre.
Saasnart det blev bekjendt ombord, hvad Skrivelsen fra det franske
Ministerium indeholdt, og at Afreisen var forestaaende, viste der sig
bestemte Tegn paa, at Udførelsen af Ordren ogsaa vilde støde paa Modstand
fra Mandskabernes Side. Det saa næsten ud, som om Folkene havde en Anelse
om, at de ikke vilde staa alene, naar de vovede dette betænkelige Skridt,
men maaske endogsaa finde Støtte hos deres Chefer, og paa den anden Side
er det ikke urimeligt at antage, at disse i dette fredelige Mytteri have
fundet en Berettigelse af deres egen Optræden.
Denne Antagelse bestyrkes ogsaa ved den frimodige Maade, paa hvilken
Folkene optraadte ved denne Leilighed og underrettede deres Chefer om,
at de ikke havde i Sinde at lystre den omtalte Ordre, en Beslutning, som
under almindelige Forhold vilde have bragt adskillige af dem til at ende
deres Liv under Fokkeraaen. I et Antal af 2-300 begav de danske Matroser
sig til deres Chefer og erklærede paa det bestemteste, at de ikke vilde
gaa til Brest idet de tilfølede: »at de vilde adlyde i Skibet, men naar
de kom i Land og ved Magt skulde forceres til Afmarch, vilde de aftrække
Klæderne og lade sig nøgne ihjelskyde; den første Død var bedre end den
sidste; de havde allerede lidt for meget og vilde saameget mindre forlade
Vliessingen, som de gjorde sig Haab om ifølge deres indgivne Ansøgning at
blive kaldte hjem og derfor vilde oppebie deres Konges Resolution.«[60]
Medens saaledes saavel Chefernes som Mandskabets Holdning efter det
ovenfor anførte var givet, stode Officererne temmelig indifferente, uden
endnu at indtage nogen bestemt Stilling til Spørgsmaalet. De indskrænkede
sig til at faa Mandskabet bragt til Rolighed ombord i Skibene, men intet
mere, idet de indsaa, at deres Myndighed over Folkene ikke spændte
videre. Som Følge heraf gjordes der heller ikke fra Officerernes Side
yderligere Forsøg paa at faa Besætningerne til at gjøre deres Pligt,
man slog sig til Ro med det Faktum, at Folkene ikke vilde forlade
Vliessingen, ja Næstkommanderende ombord i »Dantzick«, Kapitainlieutenant
Fasting, udstedte endog følgende eiendommelige skriftlige Erklæring til
Bekræftelse herpaa:[61]
»At Officererne paa Linieskibet »Dantzick« have samtlige
deklareret sig af den Mening: at Mandskabet paa dette Linieskib
ikke ved vor Autoritet havde været at bringe til Brest, da
Ordre dertil fra den franske Søminister ankom; derfor indestaas
efter Forlangende«.
Alle Officererne bleve herefter sammenkaldte til et Møde hos Cheferne,
hvor de enstemmigen erklærede, at de under disse Omstændigheder maatte
have en _dansk_ Ordre, uden hvilken Følgerne vilde være for farlige.
Som Sagerne nu stode, følger det af sig selv, at denne Erklæring fra
Officerernes Side ikke har kunnet andet end bestyrke de Kommanderende
i den Opfattelse, at deres Standpunkt ikke alene var korrekt, men nu
tillige dikteret af Nødvendigheden lige overfor Mandskabets Vægring og
Officerernes enstemmige Udtalelse.
Man maa dog ikke glemme, at den Stilling til Spørgsmaalet om Ordrens
Berettigelse, som de to Skibschefer alt forinden dette Tidspunkt havde
indtaget, og som indenfor saa snævre Grændser ikke kan have været de
subalterne Officerer ubekjendt, nødvendigvis, om end kun indirekte maa
have indvirket paa deres Votum ved den Autoritet, som 2 ældre erfarne
Officerers Mening ganske naturlig have ligeoverfor de Yngre.
Sagen var imidlertid efter denne Begivenhed traadt ind i et nyt Stadium.
Det var ikke længere Betænkeligheden ved muligvis at overskride
den danske Konges Befaling der hindrede Udførelsen af det franske
Marineministeriums Ordre; der var ved Officerernes og Mandskabets
Optræden kommet et Moment til, nemlig Frygten for aabenbart Mytteri, hvis
Ordrens Iværksættelse skulde forsøges drevet igjennem med Magt.
Efter alt hvad der var gaaet forud, er det vel ikke usandsynligt, at
det i dette Øieblik vilde være saare vanskeligt for de danske Chefer at
faa Folkene til at lystre, og at en Revolte i de to Linieskibe muligvis
kunde blive Signalet til Mytteri i hele Eskadren, hvor der imellem de
hvervede hamborgske og hollandske Matroser fandtes mange urolige Hoveder.
Men selv om alt gik stille af, uden Uorden og Excesser fra det danske
Mandskabs Side, og uden Indskriden med militair Magt fra de franske
Myndigheders Side, var derved ingenlunde Faren for Uroligheder i Eskadren
bleven fjernet. Besætningerne ombord i de øvrige af Scheldeflaadens Skibe
have nemlig næppe kunnet opfatte Begivenhederne anderledes end at der
var Mytteri i »Pultusk« og »Dantzick«, kun at Modstanden ikke kom fra
Mandskabet alene, men fra Cheferne, Officererne og Mandskabet i Forening. —
Da de to danske Skibschefer vare komne til den Overbevisning, at den
modtagne Ordre ikke alene ikke burde adlydes, men heller ikke længere
kunde adlydes, bestemte de sig til at optræde i Fællesskab og gribe til
det Middel at tilskrive den kommanderende Admiral for at meddele ham, at
de ikke saa sig istand til at udføre den modtagne Ordre.
Det var gjennem nedenstaaende Skrivelse, at de to danske Chefer meddelte
Admiralen denne Beslutning, der skulde blive saa skjæbnesvanger for dem
begge:[62]
Hr. Admiral[63]
»Den Skrivelse, som vi have modtaget, fra Hs. Ex.
Marineministeren, indeholder en anden Befaling end de Ordrer,
som vi have fra vor Konge, og som positivt udtaler, at vi
skal kommandere to af Hs. Keiserlige og Kongelige Majestæts
Linieskibe henhørende til Schelde-Flaaden og under Admiral
Missiessy’s Kommando. Naar vi derfor forlade Skibene paa
Schelden er vor Sendelse tilende, og som Følge deraf ogsaa vor
Kommando forbi. Saaledes som det forlanges efter de danske
Krigsartikler have vi raadført os med de to Linieskibes
Officerer, og de have alle som en erklæret, at da de have Ordre
til at tjene ombord i de to Linieskibe af den nævnte Eskadre
under Kommando af danske Chefer, vilde de ikke kunne forlade
dem uden en Ordre fra det kongelige danske Admiralitet. De
Ordrer, som Mandskabet har modtaget gjennem Konsulerne, ere af
samme Natur. Som Følge heraf vove vi ikke at afreise til Brest
uden at have faaet Ordre dertil af vor Souverain, og vi kunne
endnu mindre uden at overskride vor Myndighed beordre Officerer
og Mandskab dertil uden Befaling fra vor Regjering.
»Hvad angaar Udførelsen af Reise-Ordren maa det være os tilladt
at bemærke, at vi paa ingen Maade under disse Omstændigheder
kunne paatage os det Ansvar, som Hs. Excellence vil lægge paa
vore Skuldre. Vi give hellere Afkald paa vor Kommando end være
Vidne til de blodige Følger, som denne Reise vilde faa for Hs.
Danske Majestæts Undersaatter og Søfolk.
»Modtag Hr. Admiral Forsikringen om den dybe Ærbødighed og den
høie Agtelse, hvormed vi undertegne os som«
Deres meget ærbødige og meget lydige Tjener
Rosenvinge. H. Holsten.
For dog at gjøre et Forsøg paa at faa et Kompromis istand, tilbøde de
danske Chefer at ville tiltakle de to Linieskibe, søge at bryde den
engelske Blokade og seile til Brest.
Paa denne Maade opfyldtes Marineministerens Befaling at bringe Mandskabet
til denne Havn, og samtidig vilde formentlig heller ikke Kongens og
Admiralitetets Ordre blive overtraadte. Admiralen afslog imidlertid deres
Tilbud.
De anmodede dernæst om at der maatte blive vist dem den Gunst at de
maatte sende en Skrivelse til Ministeren i Paris med den samme Kurer,
som Admiralen afsendte med Rapporten om det Passerede og de danske
Skibschefers Erklæring, men dette blev nægtet dem.
Til Slutning bad de endelig om Tilladelse til at maatte afsende en
Officer til Danmarks Minister i Paris, for at indhente hans Raad i denne
vanskelige Sag.
Dette Ønske blev tilstaaet, og Lieutenant Recke afreiste derefter til
Paris. Foruden sine mundtlige Instruktioner, medbragte Lieutenanten en
Fællesskrivelse dateret Vliessingen d. 15. Januar 1809 fra de to danske
Skibschefer, hvori de meddele det Passerede, og paakalde hans Bistand:
»Altfor langt fjernede«, — hedder det — »fra vores Konge og Fødeland til
derfra at kunne vente nogen hastig Bistand, vove vi med fuldkommen Tillid
at overgive vores Sag i en Mands Hænder, der stedse med saamegen Held,
som Diplomatiker, virkede til Danmarks Hæder.«[64]
Af Geheimeraad Dreyer blev Lieutenant Recke forestillet for
Marineministeren, der modtog den unge Officer med megen Venlighed og
endogsaa erklærede at Spørgsmaalet var bleven bragt ud af Verden derved,
at den paatænkte Forlæggelse af Mandskabet til Brest for at besætte to
andre Linieskibe allerede igjen var opgivet.[65]
Ministeren opfordrede sluttelig Lieutenant Recke til at blive nogle Dage
i Paris for at se sig om, hvilket Tilbud han imidlertid ikke benyttede
sig af, men hastede tilbage til Vliessingen for at bringe det glade
Budskab, at Reisen til Brest nu var opgivet.
Man kan let forestille sig, hvilken Jubel denne Tidende fremkaldte ombord
hos Alle lige fra Chefen og ned til den menige Mand; alle som en glædede
sig over, at den uhyggelige Sag var bleven endt paa saa tilfredsstillende
en Maade, at det franske Marineministerium havde givet efter for de
Danskes Fordringer; al Misstemning og Uvillie var blæst bort med det
samme, nu var jo snart det hele overstaaet og Hjemreisen til Danmark nær
forestaaende.
Januar Maaned nærmede sig imidlertid sin Slutning og en af de sidste
Dage, den 28de Januar, skulde feires som en Festdag ombord i Linieskibene
»Pultusk« og »Dantzick«. Det var nemlig Hans Majestæt Kong Frederik den
Sjettes Fødselsdag. Chefer og Officerer havde i denne Anledning besluttet
at høitideligholde Dagen paa saa smuk og værdig en Maade, som Forholdene
ombord vilde tillade. Alle Vliessingens Autoriteter vare indbudne til
Soirée og Bal ombord, alle Arbeiderne ved Arrangementet vare endte, — da
ankom der om Formiddagen paa selve Festdagen fra Marineministeren i Paris
en Kurer med Ordre til at arrestere begge de danske Skibschefer.
Det var ingen ringere end Keiser Napoleon selv, der havde taget
Initiativet til denne Ordres Udstedelse. Han var den 23. Januar 1809
ankommen til Paris, og inden den danske Gesandt kunde opnaa Audiens
hos ham, havde Marineministeren, Grev Decrès, fremstillet Sagen for
ham. Keiseren, der var meget opbragt over den Insubordination, der var
vist fra de danske Skibschefers Side, befalede deres øjeblikkelige
Arrestation, og man kan se af den ministerielle Ordre til Arrestationen,
som nedenfor meddeles, at der var Alvor i Tingene.
Paris den 25. Januar 1809.
Til Kontre-Admiral Missiessy, Vliessingen.[66]
Hr. Kontre-Admiral.
»De danske Kapitainer Rosenvinge og Holsten have gjort
sig uværdige til at tjene i Keiserens Arméer paa Grund af
den slette militaire Aand, som de have udvist under deres
Kommando af Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« og paa Grund
af det Afslag, som de den 14de ds. have givet paa at lystre
Hs. Majestæt Keiserens Ordre, som jeg har sendt dem med min
Skrivelse af 10de ds. Som Følge heraf er det Keiserens Hensigt
at overlevere disse to Officerer i deres Souverain Kongen af
Danmarks Hænder, for at han kan straffe deres Ulydighed.
»Hs. Majestæt befaler derfor, at De skal lade de nævnte
Kapitainer Rosenvinge og Holsten arrestere og under sikker
Eskorte føre til Antwerpen, hvor jeg har tilskrevet
Marinepræfekten, Mr. Malouet, om at holde dem arresterede i
Citadellet indtil nærmere Ordre.
»Hvad angaar de danske Besætninger ombord i de to Linieskibe
»Pultusk« og »Dantzick«, skal De give Kommandoen af det første
til Linieskibskapitain Soleil og Kommandoen af »Dantzick«
til Linieskibskapitain Moras, hvilke skulle beholde deres
Kommandoer, indtil Hs. Majestæt Kongen af Danmark har sendt de
danske Chefer hertil, som ere bestemte for de to Besætninger.
»I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri,
er det Keiserens Ordre, at De skal angribe dem og at De skal
lade Oprørerne skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab
og paa Fastheden i de Dispositioner, som De maatte tage for at
bringe denne Ordre i Udførelse.«[67]
Decrès.
En saadan Befaling taalte selvfølgelig ingen Opsættelse og blev
ogsaa strax iværksat. Klokken var 2 om Eftermiddagen, da Ordren til
Arrestationen blev kundgjort for de to Chefer. En Skonnert laa seilklar,
parat til at modtage dem, og der indrømmedes dem kun 2 Timers Frist til
Forberedelser til Reisen; Kl. 4 skulde de gaa fraborde. Afskedsøieblikket
var bevæget og alvorligt. Skibet stod pudset i sin bedste Pynt smykket
med Flag og Vaabendekorationer, for at modtage de fremmede Gjæster,
der snart ventedes ombord. Hos alle havde Festdagen og Tanken om den
forestaaende Hjemreise til Danmark borttaget alle Bekymringer og Sorger,
— og nu var alt dette ved et Slag knust. Officerer og Mandskab bleve
Vidne til et Syn, som maatte bringe enhver Besætning i heftig Bevægelse.
Cheferne viste sig paa Dækket færdige til at forlade deres Skib som
Arrestanter. Deres Kaarde havde de afleveret, Kommandoen havde de
nedlagt; de henvendte blot nogle Ord til Folkene, der maalløse stirrede
paa hvad der foregik omkring dem, og bad dem indstændig om at forholde
sig rolige og ikke bryde Disciplinens Baand. De to Kapitainer gik nu
i Fartøjet for at ro over til Skonnerten, der kort efter lettede sit
Anker og satte Seil. Paa Veien imellem Vliessingen og Antwerpen ombord i
Skibet fandt de Leilighed til at skrive et Brev til den danske Minister
i Paris, hvori de paakaldte hans Hjælp, og strax efter Ankomsten til
Antwerpen indsattes de som Fanger i Citadellet. Først i dette Øieblik
synes Situationens Alvor at være gaaet op for de to Officerer. Ovenpaa
den Spænding, som den sidste Tids Begivenheder havde medført, var der
efter Katastrofen indtraadt en ganske naturlig Reaktion, en Slappelse
og Nedstemthed, der giver sig tilkjende i følgende Brev til Geheimeraad
Dreyer:[68]
Antwerpen den 31. Januar 1809.
»Deres Excellence vil uden Tvivl være underrettet om, at vi
nu ere i Citadellet i Antwerpen; vi lide intet fysisk, da man
har overladt os Officers Værelser til Beboelse, tilladt os at
tale med Personer, som dertil faa Tilladelse at komme, og den
danske Konsul besøger os dagligen; — man tillader os at skrive,
og Brevene sende vi til Præfekten. Vi henvende os til Deres
Excellence for at udbede os Raad og Veiledning og bede stedse,
at De ved Deres Indflydelse vil gjøre vores Skjæbne saa blid
som mulig. Skulde vor Skjæbne være at forlade det Timelige, da
er der næst Døden paa Kampens Plads for Landets Fjende, ingen
Død, ved hvilken vi have kunnet vise vores Hengivenhed mere
for den danske Marines Ære; thi den var faldefærdig. Skulde
vor Skjæbne være at blive her, da haabe vi ved vores Forhold
at erhverve os Agtelse. Skulde den derimod være den at blive
hjemsendt, da ønske vi, at vores Æres Ord maa være den eneste
Vagt, der geleider os. Deres Excellence anbefale vi denne Sag.
Vi bede, De vil være vores Talsmand. De Ulykkelige kan imellem
fortjene Medlidenhed.«
Underdanige
Rosenvinge. Holsten.
Deres Excellence
Hr. Geheimeraad Dreyer i Paris.
Ombord i »Pultusk« og »Dantzick« var Bestyrtelsen stor efter Chefernes
Afreise.[69] Ingen havde anet, at denne Dag skulde have ført saa
skjæbnesvangre Begivenheder med sig, men alle vare enige om, at hvad
Bevæggrunde den franske Regjering end maatte have til at foretage dette
Skridt, saa kunde Arrestationen ikke indtræffe mere ubeleiligt og
fornærmeligt, naar man tog Hensyn til Dagens Betydning for de Danske,
og hvad enten Valget af Dagen var sket med Forsæt eller det kun var
tilfældig, opvakte denne hensynsløse Behandling alle Officerernes og
Besætningens dybeste Harme. Udslaget af denne Forbitrelse viste sig deri,
at to Officerer, en fra hvert af Linieskibene, Premierlieutenanterne
F. Holsten og Falsen begave sig til den Høistkommanderende for
Scheldeflaaden og nedlagde Protest imod den Maade, paa hvilken deres
Chefer vare blevne behandlede. De udstrakte endog deres Dristighed saa
vidt, at de erklærede for Admiralen, at de som danske Officerer kun
vilde adlyde hvem der af Kongen af Danmark bestemtes dem til Foresatte,
og at de derfor ikke vilde forrette Tjeneste under de franske Chefer,
som ventedes indsatte af Keiseren til at tage Kommandoen over de to
Linieskibe efter Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation.
Skjøndt Admiral Missiessy sikkert maa være bleven lige saa forbauset
som ilde berørt ved dette dumdristige Skridt af de to danske Officerer,
modtog han dem paa saa venlig en Maade, at man skulde tro, at han var en
ældre erfaren Ven og Raadgiver, til hvem de havde henvendt sig, og ikke
den Mand, der umiddelbart efter at have hørt deres Erklæring kunde — man
fristes til at sige burde — have ladet dem arrestere strax paa Stedet.
Han forestillede dem det ubesindige i deres Forehavende, bad dem vel
betænke den Fare, de udsatte sig for, ja nægtede endog ligefrem at ville
modtage deres Erklæring, som ufeilbarlig vilde koste dem Livet, da
Keiseren i saadanne Sager ikke kjendte til Skaansel.
Til Trods for det mørke Billede, som ved denne Sammenkomst oprulledes