De Danske paa Schelden (1808-1809) - 1

DE DANSKE PAA SCHELDEN
(1808-1809)
UNDER KAPITAINERNE
S. U. ROSENVINGE OG H. BARON HOLSTEN.
AF
O. LÜTKEN
PREMIERLIEUTENANT I MARINEN.
[Illustration]
KJØBENHAVN.
F. H. EIBES FORLAG.
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE.
1885.


Forord.

Det Materiale, der er brugt ved Udarbeidelsen af denne Episode af den
danske og franske Søkrigshistorie i 1808-1809, er tilveiebragt ved
Benyttelsen af officielle Aktstykker fra nedenstaaende Arkiver, hvortil
jeg ved beredvillig Imødekommenhed har haft Adgang:
Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
Udenrigsministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
Archives du ministère de la marine, Paris.
_Kjøbenhavn_, September 1885.
O. Lütken.


„De Danske paa Schelden“.
(1808-1809).

Den 7de September 1807 Kl. 2 om Morgenen vare de danske og engelske
Kommissairer efter en meget bevæget Forhandling blevne enige om
Betingelserne for Kjøbenhavns Kapitulation, og nogle faa Timer senere
blev dette Aktstykke forelagt Krigsraadet, der endnu var samlet i Hotel
d’Angleterre hos Hovedstadens Kommandant, Generallieutenant Peymann.
Efter at den Høistkommanderende, der var syg og sengeliggende som
Følge af den Overanstrengelse og Spænding, han under Byens Beleiring
og Bombardement havde været udsat for, havde forsynet Dokumentet med
sin Underskrift, begav General Waltersdorff sig dermed, ledsaget af de
engelske Kommissairer, til Hovedkvarteret i Hellerup, hvor de to engelske
Høistkommanderende, General Cathcart og Admiral Gambier, ligeledes
underskreve det. Saaledes var altsaa Kapitulationen fuldbragt 3 Uger
efter at den engelske Hær var gaaet iland paa Sjælland, og ihvorvel denne
Begivenhed i sin Helhed virkede nedtrykkende paa enhver dansk Mand og
Kvinde, var det dog den 3die af dette Aktstykkes 9 Artikler, der fyldte
hele Nationen med Harme og Sorg.
Den danske Flaade med alt, hvad der hørte til dens Udrustning, samt alle
Beholdningerne paa Værftet skulde ifølge denne Artikel udleveres til den
britiske Regjering, og de engelske Befuldmægtigede med Kapitain Sir Home
Popham i Spidsen gik saa hensynsløst som vel muligt frem under Udførelsen
af deres Hverv. Ikke nok at den søgaaende Flaade blev gjort til Bytte og
Magasinerne tømte; men endog det, som stod paa Stabelen under Bygning og
altsaa ikke kunde tages med, skulde ødelægges.
Saaledes bleve to Linieskibe, en Fregat og nogle mindre Fartøier, der
stode i Spanter, atter nedtagne, et næsten fuldendt Linieskib blev
styrtet ned fra sin Beding, og et andet, Linieskibet »Dithmarsken«, der
netop var i Dok, blev ødelagt.
Den øvrige Del af Flaaden var bleven ekviperet seilklar og udlagt paa
Rheden, og den 21de Oktober om Morgenen lettede saa den sidste Division
af den engelske Flaade med Danmarks og Norges Flaade som sit Bytte.
En tætpakket, tavs Menneskemasse stod paa Langelinie og paa Kysten
længere nordenfor Kjøbenhavn og saa med Sorg paa de kjendte Skibe, der
lettede deres Anker for sidste Gang fra Kjøbenhavns Yderrhed og satte
Seil. Det var et storslaaet, imponerende Syn, da den samlede Styrke,
22 Linieskibe, 22 Fregatter og henved 250 Transportskibe i Løbet af
Eftermiddagen stod Sundet ud, men de, der fra den danske Kyst vare Vidne
hertil, tænkte i dette Øieblik kun paa, at det var Flaaden, det Værn,
hvortil saa stolte og skjønne Traditioner vare knyttede, der nu drog bort
for aldrig mere at komme tilbage.
Danmark var ved denne Voldshandling bleven berøvet sit uundværlige Værn,
Flaaden. Hele det søgaaende Materiel, alt hvad der kunde ekviperes og
gjøres seilklar, var nu fuldtlastet paa Veien over Nordsøen til England,
og inde paa Holmen stode Magasiner og Beholdninger tømte for hele deres
Indhold: Kanoner, Tømmer, Seil og Tougværk, — alt var borte.
Under disse fortvivlede Forhold vil det næppe undre, at Marinens
Officerer, der saa sig afskaarne fra at virke til Fædrelandets Forsvar i
deres eget Kald, kunde ønske at komme til at tjene under et fremmed Flag,
naar blot det var i Kamp mod England, og da netop paa dette Tidspunkt
Frankrigs store Keiser kjæmpede med Storbritannien, blev Frankrig ganske
naturlig det forjættede Land, Maalet for manges Ønsker og Forhaabninger,
navnlig iblandt Etatens yngre Kræfter.
En Del af disse henvendte sig ogsaa kort efter Byens Kapitulation til den
franske Minister i Kjøbenhavn, Baron Didelot, med Begjæring om at maatte
indtræde i fransk Tjeneste, men denne Plan blev af forskjellige Aarsager
ikke realiseret, og nærmest fordi det danske Admiralitet, der nu ved
Begyndelsen af Krigen med Verdens største Sømagt, stod med tomme Hænder
uden Skibe og Kanoner, men med et dygtigt Personel til sin Raadighed, af
al Kraft arbeidede paa at skabe et nyt Søværn og derved lagde Beslag paa
Officerernes Kræfter.
Den Opgave, at skabe Flaaden paany, var imidlertid for stor og omfattende
til, at dens Løsning kunde tilendebringes i kort Tid; mindre Skibe og
Fartøier lykkedes det ganske vist hurtigt at faa færdige og ekviperede,
saaledes at der snart virkelig var et lille anvendeligt Søkrigs-Materiel
tilstede, men Bygning af Linieskibe, Datidens egentlige Kampskibe, var et
Foretagende, der ikke alene kostede Penge, men ogsaa Arbeidskraft og Tid.
Kun to af Flaadens Linieskibe havde undgaaet deres Kammeraters Skjæbne
at blive udleveret til Englænderne[1]; det var »Prindsesse Lovise
Augusta« og »Prinds Christian Frederik«, der begge to befandt sig i
Norge ved Fjendtlighedernes Udbrud, og af disse var tilmed det første
gammelt og skrøbeligt. Da der til Krigen, navnlig hvis det paatænkte
Tog imod Sverrig skulde blive til Virkelighed, havdes paatrængende Brug
for store Skibe, henvendte den danske Regjering sig om Bistand hos sin
Allierede Rusland. Denne Anmodning blev ikke alene gunstig modtaget
fra den keiserlige Regjerings Side, men det saa endogsaa ud til, at
den lovede Assistance skulde blive til Virkelighed. En Eskadre, hvis
Bestemmelse var de danske Farvande, udrustedes under Admiral Hanickoff’s
Kommando, og fra Kjøbenhavn afreiste 3 Kommandører til Rusland med det
Hverv at være de fremmede Orlogsmænd behjælpelige med Navigationen; men
Skibene naaede ikke deres Bestemmelsessted, thi neppe havde Admiral
Hanickoff forladt Kronstadt, førend han af en forenet engelsk og svensk
Eskadre blev tvunget til at søge ind til Roggersvik, hvor han med sine
Skibe holdtes blokeret. Medens saaledes den ventede Assistance fra
Øst svigtede, haabede man herhjemme, at Danmarks anden Allierede, det
mægtige Frankrig, nok vilde række en hjælpende Haand. Man ønskede nogle
Krigsskibe herop, som man vilde besætte med danske Søfolk. Dette kunde
ikke ske, men Tanken førte til, at Napoleon ønskede danske Søofficerer
og Matroser til Schelden. Herom henvendte den franske Regjering sig i
Februar Maaned 1808 til den danske. Gjennem sin Gesandt i Kjøbenhavn,
Baron Didelot, begjærede den danske Officerer og Mandskab sendte til
Antwerpen og Vliessingen for at besætte 3 franske Linieskibe af den der
nyskabte Flaade.
I en Depeche af 20. Februar skriver den franske Udenrigsminister Mr. de
Champagny til Mr. Didelot desangaaende, idet han gjør opmærksom paa, at
det i Særdeleshed er til Danmarks Fordel, da Flaaden paa Schelden er
bestemt til at operere i Nordsøen og Østersøen og altsaa til Danmarks
Forsvar.
Man havde herhjemme al Grund til at antage, at denne Hjælp af
Søkrigsmateriel maatte staa i Forbindelse med et tidligere Løfte om
Understøttelse til Lands, og at Meningen med Eskadrens forventede
Afsendelse til danske Farvande maatte være den at dække den franske
Armees Overgang over Store Belt og Øresund, naar Angrebet paa Sverig
skulde finde Sted, men det bliver dog vist et Spørgsmaal, om man
nogensinde i Frankrig for Alvor har tænkt sig det Tilfælde, at Eskadren
skulde komme til at virke udenfor Scheldefloden og de nærmeste Farvande
der omkring.
Samtidig med denne Henvendelse gjorde den franske Udenrigsminister
Skridt i samme Anledning hos den danske Gesandt i Paris, Geheimeraad
Dreyer[2]. Den 18. Februar modtog denne en Anmodning fra den franske
Udenrigsminister om at komme til en Konference hos ham i hans Bureau.
Her gjorde Mr. de Champagny den Meddelelse, at han havde Keiserens Ordre
til at stille det Forslag, at Kongen af Danmark skulde sende fuldstændig
Besætning af Officerer, Underofficerer og Matroser til 3 Linieskibe;
den franske Regjering skulde afholde Udgifterne til deres Underhold og
Gager, og Keiseren havde bestemt, at de tre Linieskibe skulde anvendes
i Østersøen og til Forsvar af de danske Kyster[3]. Geheimeraad Dreyer
svarede uden Betænkning, at han frygtede for, at dette Forslag vilde
give Anledning til store Vanskeligheder, navnlig fordi han troede, at de
danske Søfolk daarligt vilde kunne finde sig i at komme under fremmed
Kommando.
Mr. de Champagny bemærkede hertil, at der ikke var noget at befrygte i
den Retning, da det var Keiserens Hensigt at betro Kommandoen af de 3
Linieskibe udelukkende til danske Søofficerer; kun Overkommandoen vilde
blive fransk, og de vilde komme til at tjene under fransk Flag.
Disse Indrømmelser tilfredsstillede imidlertid ikke den danske Gesandts
Betænkeligheder; han bad dog Ministeren ikke betragte hans Udtalelser
som noget Afslag, da han i en fortrolig Depeche skulde underrette sin
Regjering om Keiserens Ønske, og vilde blot tilføie, at hvis de danske
Søfolk kunde komme til at tjene under danske Officerer og under dansk
Flag, vilde Keiseren være sikker paa, at vore tapre og uforfærdede
Matroser nok skulde gjøre sig værdige til den Tillid, der blev vist dem.
Dette Modforslag mishagede imidlertid den franske Udenrigsminister i den
Grad, at han afbrød Forhandlingerne med følgende skarpe Svar: »Saa kan De
selv betale Deres Matroser, naar De ikke vil have, at Keiseren skal gjøre
det.«
Det er ikke saa forunderligt, at Geheimeraad Dreyer efter denne lidt
bratte Slutning paa Forhandlingerne i Ministerens Kabinet i sin
Indberetning til Udenrigsministeriet fraraadede den danske Regjering at
gaa ind paa Keiserens Forslag; man kan ikke frakjende de Betænkeligheder,
han fik under Forhandlingerne med Mr. de Champagny, stor Betydning, og
maa indrømme, at han har haft et ganske godt Syn paa Sagen, naar han
slutter sin Depeche med følgende Udtalelse:
»At sende danske Matroser og Officerer som Besætning for 3 franske
Linieskibe under fransk Overkommando og under fransk Flag, vil efter min
ærbødige Formening være ensbetydende med at give Afkald paa nogensinde
mere at faa disse 3 Besætninger at se i Danmark og med at overlade til
Keiserens Luner at anvende dem, hvor han finder for godt.«
Skjøndt altsaa de Forhandlinger, der førtes i Paris, ikke bragte
noget Resultat, havde den franske Gesandt i Kjøbenhavn, der ifølge
sine Instruktioner henvendte sig saavel i Udenrigsministeriet som i
Admiralitets-Kollegiet, mere Held med sig. Forslaget blev taget under
omhyggelig Behandling, og Resultatet blev, at man bestemte sig til at
imødekomme Keiserens Ønske saa vidt som det var muligt. Den danske
Regjering gav saaledes sit Samtykke, men med en vis Grad af Betænkelighed
i Forudfølelsen af, at de reelle Fordele, som kunde ventes, neppe vilde
staa i Forhold til de Vanskeligheder, som dette Foretagende sandsynligvis
maatte give Anledning til, og det har derfor nærmest været Hensynet til
den mægtige Allieredes Ønske og Villie, der førte til, at Danmark gik ind
paa Keiserens Forlangende.
Denne Anskuelses Rigtighed bekræftes ogsaa ved at gjennemlæse den
Fremstilling af Sagen, som den danske Udenrigsminister giver i
nedenstaaende Skrivelse til Geheimeraad Dreyer i Paris[4].
Kjøbenhavn den 15. Marts 1808.
»Jeg har ikke undladt ufortøvet at forelægge H. K. H.
Kronprindsen Deres Excell.s Beretning angaaende den franske
Regjerings Andragende, at de Officerer og det Mandskab, der
udfordres til 3 Orlogsskibes Udrustning, maatte sendes herfra
til Vliessingen. Den herværende franske Gesandt har ei alene
gjort mig den samme Meddelelse, men ogsaa ifølge et til ham
senere indløbet Brev fra den franske Søminister direkte
henvendt sig desangaaende til det Kgl. Admiralitets-Kollegium.
Ingenlunde underkjende vi her det Smigrende, som dette
Andragende indeholder for den danske Marine, eller den
Forbindelse, hvori det staar med Danmarks politiske Interesse,
især da ogsaa Søministeren, endskjøndt i største Fortrolighed,
meddeler Hr. Didelot den aldeles bestemte Efterretning, at
den Flaade, der udrustes i Vliessingen, er bestemt til Nord-
og Østersøen. Men betydelige Vanskeligheder, som ikke ganske
kunne bortryddes, modsætte sig i dette Øieblik den os gjorte
Begjærings Opfyldelse.
»Da vi i Anledning af den forestaaende Landgang paa Skaane
ei alene have udrustet de Krigsskibe, som vi endnu have
tilbage, og bemandet alle hidtil byggede Kanonbaade og
mindre Krigsfartøier, men ogsaa i Hast armeret adskillige
Koffardiskibe, saa har vore tjenstdygtige Søofficerers Antal
ei engang været tilstrækkeligt, men vi have set os nødsagede
til at afhjælpe denne Mangel ved provisorisk at beskikke
overordentlige Søofficerer. Ligeledes ere alle Søfolk, som
her have kunnet tilveiebringes, satte i Rekvisition til
Regjeringens Tjeneste, og ere følgelig i nærværende Øieblik
uundværlige for os.
»Under disse Omstændigheder staar det ikke i vor Magt, i
sin fulde Omfang at opfylde det os af den franske Regjering
tilkjendegivne Ønske, og vi have for Tiden maattet indskrænke
os til at udse to af vore dygtigste Søofficerer til at afgaa
til Vliessingen for der at tilbyde deres Tjeneste, samt at
anvise denne Havn til en Samlingsplads for de af vore Søfolk,
der endnu findes i Frankrig, Holland og Italien, eller der
vende tilbage fra disse Stater. De fornødne Befalinger i denne
Henseende ere alt udstedte, og en af de omtalte Officerer,
Kapitain Rosenvinge, er alt afreist til Vliessingen for
sammesteds at aftale det videre fornødne, og for at overtage
det udforderlige Opsyn og Omsorg i Henseende til de danske
Søfolk, som samles der i Havnen. Saasnart Troppernes Overfart
til Skaane er iværksat, kunne vi lade flere Officerer følge
efter.
»Da Hr. Didelot er bleven fuldstændig underrettet om alt
det foregaaende og vil have indberettet saadant til sin
Regjering, saa har jeg ikkun villet meddele Deres Excell. disse
Oplysninger, for at De i paakommende Tilfælde kan gjøre Brug
deraf.
Bernstorff.
Til
Hs. Excell. Geheimeraad Dreyer i Paris.«
Med sit geniale Blik havde Keiser Napoleon set, at Schelden var det Sted,
hvorfra en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunde føre et Stød
imod England. En Søstyrke her med Vliessingen som en aaben Udfaldsport
til den engelske Kanal vilde nødvendigvis medføre, at en Del af den
engelske Flaade vilde blive bunden for at hindre den franske Styrke i at
løbe ud og operere i Kanalen. En nogenlunde stærk Flaade-Afdeling vilde
under en energisk Kommando være en farlig Nabo for den engelske Kyst, og
det var denne Tanke, der gav Stødet til hele den store maritime Bevægelse
paa Schelden ved Antwerpen og ved Vliessingen. Naar Antwerpen omdannedes
til en Vaabenplads med Værfter og Dokker, vilde Schelden fra denne By
og helt ned til Fæstningen Vliessingen blive en umaadelig Krigshavn,
stor nok til at rumme den mægtigste Flaade, og Beliggenheden var tilmed
saadan, at selv om fjendtlig Blokade spærrede Adgangen dertil ad Søveien,
vilde dog dens Existens og store Betydning være sikret derved, at
Tilførsel af Skibsbygningsmaterialier og alle Slags Krigsfornødenheder
kunde foregaa uhindret ad Rhin-, Maas- og Scheldefloden.
Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar senere skulde hæve
Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paa dette
Tidspunkt, — Foraaret 1808 —, paabegyndt med den Kraft og Energi, som var
Napoleons Regjering egen. Vel maatte Vliessingen endnu foreløbig blive
Orlogsmændenes Vinterkvarter, da den stærke Isgang paa Schelden forbød
en Overvintring paa Floden. Men oppe ved Antwerpen vare allerede de ny
anlagte Værfter i fuld Gang, Magasiner opførte, Bedinger reiste og Skibe
under Bygning, og med saadan feberagtig Hurtighed blev der arbeidet, at
8 Linieskibe efter en urimelig kort Tids Forløb bleve satte i Vandet og
paabegyndte deres Ekvipering.
Det var gjennem nedenstaaende keiserlige Dekret af 28. Februar 1808, der
befalede de nybyggede Linieskibes hurtige Udrustning, at Scheldeflaaden
sattes paa Krigsfod[5].
Tuilerierne den 28. Februar 1808.
»Napoleon, de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor for
Rhinforbundet:
»Ifølge Forestilling fra Vor Marineminister, udstede Vi
efterfølgende Dekret:
Art. 1.
»Vor Eskadre af Linieskibe paa Schelden skal armeres,
fuldstændig ekviperes, forsynes med Proviant for 6 Maaneder,
have sit Reservegods ombord, og være udlagt til Ankers paa
Schelden forinden førstkommende 1ste Mai.
Art. 2.
»Mandskabet til Vore 8 Linieskibe paa Schelden skulle tages
af Marinens 8 Matros-Batailloner i Overensstemmelse med den
Organisationsplan, som Vi have stadfæstet.
Art. 3.
»Disse Batailloner skulle sammensættes paa følgende Maade:
»800 Matroser, som allerede ere ombord i Orlogsskibene
ved Vliessingen.
»1200 Matroser, udtagne af de 2400 bedste Matroser fra
Boulogne.
»1200 Udskrevne Folk.
»800 Mand Fodfolk og
»1000 Matroser udtagne af Aldersklasserne og af
Kontingentet fra de hanseatiske Byer.
Art. 4.
»Vor Krigsminister og Vor Minister for Marinen og Kolonierne
ere bemyndigede til, hver paa sit Omraade, at foranstalte dette
Dekret bragt til Udførelse.«
Napoleon.
Baron Maret, Stats-Sekretair.
Det er en bekjendt Sag, at Bygningen af disse Linieskibe og 8 andre, som
allerede stod paa de ledigblevne Stabler, blev foretaget paa en Maade,
der næppe vilde kunde taale selv den skaansomste Kritik, men Opgaven,
at skaffe en Flaade-Afdeling tilveie paa utrolig kort Tid, var løst,
Keiserens bestemte Befaling var adlydt. Hvorledes Skibene vare byggede,
og hvorlænge de vilde være brugbare, var i dette Øieblik, midt under
Krigen, selvfølgelig et Spørgsmaal af underordnet Betydning.
Til nærmere Belysning heraf vil det ikke være uden Interesse, at høre
en Udtalelse fra en dansk Søofficer[6], der netop i Aaret 1808 havde
Leilighed til at gjøre sig bekjendt med det franske Skibsbyggeri paa
Regjeringens Værfter i Antwerpen.
»Skibenes Bygning«, — skriver han — »drives til en Grad af
Uforsvarlighed, der bringer til at skjælve for de ulykkelige Sømænd,
der med disse Skibe betroes hint farlige Element, og som endog er de
Franske ukjendt. Efter Ingeniørernes Forsikring ere de ikkun byggede til
8 Aars Varighed, da det for Øieblikket kun gjælder om at tilveiebringe
et stort Antal Skibe. Det grønne Træ, hvoraf Skibene ere sammensatte,
som foraarsager, at endog Karduserne i Krudtmagasinerne raadne, forenet
med Uforsvarligheden, vil udentvivl være Borgen for, at de ei opnaa en
højere Alder. Jeg har ei vovet herved at detaillere mine Iagttagelser,
af Frygt for, at samme kunde falde i uvedkommende Hænder; men, naar det
Høie Kollegie befaler, skal jeg fremsende flere Beviser for Sandheden af
Ovenstaaende.« ...
Skjøndt saaledes det ene Linieskib hurtigere end det andet reiste sig
paa Antwerpens Bedinger og løb af Stablen for skyndsomst at blive rustet
og ekviperet, stod det dog ikke i Keiserens Magt at skaffe søvante
Besætninger tilveie, der kunde gaa ombord i de nybyggede Orlogsmænd, og
navnlig skortede det i høi Grad paa virkelige Matroser, der kunde danne
Mandskabets egentlige Kjærne ved Skibenes Organisation.
Under disse Omstændigheder var den nylig trufne Overenskomst med
Danmark ikke uvelkommen, og da Sagen blev ordnet saaledes, at de to
nye Linieskibe »le Pultusk« og »le Dantzick«, der laa under Ekvipering
i Vliessingen, skulde kommanderes af danske Søofficerer og have dansk
Besætning ombord, blev denne Bestemmelse modtaget med en vis Tilfredshed
paa begge Sider, i Danmark, fordi man her endnu haabede paa en effektiv
Understøttelse fra fransk Side, i Frankrig, fordi man ved denne
Foranstaltning gjorde Regning paa at skaffe 2 af den nydannede Flaades
Linieskibe en Besætning af Søfolk i Ordets egentlige Betydning.
Den danske og norske Koffardimatros havde dengang ligesom nu et Navn med
god Klang hele Verden over, og enhver Marine kunde i fuldeste Maal være
tjent med at have dem til Tjeneste under sine Vimpler, da det var Folk,
der fra Barnsben havde færdedes paa Søen, og som kjendte deres Profession
ud og ind. Efterat den dansk-franske Overenskomst i Principet var bleven
ordnet med Hensyn til Kommandoforholdene, Lønnings-Udbetalingerne og
Afholdelsen af de øvrige Udgifter, begyndte den danske Regjering tidlig
paa Foraaret 1808 at træffe de nødvendige Skridt til Planens Udførelse.
Vest- og Sydeuropas Havne laa netop fyldte med danske og norske
Koffardiskibe, som den engelske Blokade hindrede i at komme tilsøes,
Besætningerne drev omkring i Havnestæderne uden Udsigt til Beskjæftigelse
for det første, og det var hele dette ledige, søvante Mandskab, der efter
Regeringens Ordre ved Foranstaltninger fra de konsulare Myndigheder
paa Stedet dirigeredes til Vliessingen, samtidig med at de fornødne
Officerer, Underofficerer og faste Folk gjorde sig klar til at afreise
fra Danmark. De to Officerer, som Admiralitetet havde udset til
Skibschefer for »le Pultusk« og »le Dantzick«, var Kapitainerne S. U.
Rosenvinge og H. Baron Holsten[7].
Af disse var Kapitain Rosenvinge, som ovenfor meddelt, tidlig paa
Foraaret afreist til Vliessingen for at tage imod det danske Mandskab
efterhaanden som det ankom og paabegynde Skibenes Ekvipering. Efter sin
Ankomst hertil satte han sig strax i Forbindelse med Marineministeren
i Paris, Vice-Admiral Decrès[8], hvem han gjennem nedenstaaende Brev
meddelte sin Ankomst til Vliessingen[9].
Monseigneur!
»Jeg har den Ære at meddele Deres Excellence, at jeg i
Overensstemmelse med den Ordre, som min høie Herre, Kongen
af Danmark har givet mig, har meldt mig hos Kontre-Admiral
Missiessy, Chefen for Eskadren paa Schelden; han har vist
saavel mig som mine Officerer al mulig Velvillie og Venlighed,
og har med stor Omhu sørget for de danske Søfolk, som for
Øieblikket ere her under min Kommando.
»Da Admiralen har udset mig til Chef for Hans Keiserlige
Majestæts Linieskib »le Pultusk«, ved jeg ikke nogen bedre
Maade at vise min Erkjendtlighed paa end ved punktlig at adlyde
hans Ordrer. De danske Søfolk, som for Øieblikket ere her, ere
ombord i »Pultusk«, men da dette Mandskab ikke er tilstrækkelig
til Linieskibets Besætning, har Admiralen ladet de franske
Officerer og Matroser, som vare der ombord forinden, foreløbig
blive, indtil der ankommer flere danske Officerer og Søfolk.
Naar »Pultusk« har faaet sine Officerer og sit Mandskab, vil de
øvrige Danske blive indskibede ombord i »Dantzick«.
»Jeg har den Ære at være Deres Excellences meget ydmyge og
meget ærbødige Tjener«.
Rosenvinge.
Vliessingen den 9. April 1808.
Til
Hs. Excellence Monseigneur Decrès, Marine- og Kolonial-Minister,
Storkors af Æreslegionen.
Paa dette Brev, der viste den bedste Villie og Redebonhed fra Chefen for
det danske Kontingent af Søfolk, indløb der følgende imødekommende Svar
fra den franske Marineminister[10]:
Brev, dikteret af Ministeren.
Paris den 18. April 1808.
Til
Hr. Kapitain Rosenvinge, Chef for Hs. Maj.s Linieskib »Pultusk«,
Vliessingen.
»Hr. Kapitain! Jeg har modtaget deres Brev af 9de denne
Maaned. Kontre-Admiral Missiessy havde allerede underrettet mig
om Deres Ankomst, som det har været mig en Glæde at erfare.
»Jeg har set, at i Overensstemmelse med min ophøiede Herre
Keiserens Ordre, hvis Udførelse jeg har overdraget til
Kontre-Admiralen, er Kommandoen af »Pultusk« bleven Dem
betroet, og at de danske Søfolk ere beordrede til at gaa ombord
i dette Skib, efterhaanden som de ankomme.
»Jeg er, Hr. Kapitain, meget glad herover, da det vil give 2
saa venskabelig forbundne Nationers Mariner Leilighed til at
kappes i Dygtighed, Pligtopfyldelse og Hæder.
»Forenede under samme Flag vil Franske og Danske ikke vise
andre Følelser ligeoverfor hinanden end gjensidig Agtelse og
Tragten efter at slaa den fælles Fjende.
»Modtag, Hr. Kapitain, Forsikringen om min udmærkede Agtelse.«
Decrès.
Denne Korrespondance, der indleder Forholdet imellem de franske
Marineautoriteter og den høistkommanderende danske Søofficer, kunde ikke
være mere lovende. Den gode Villie fra dansk Side og den imødekommende
Modtagelse fra fransk Side syntes at spaa om et godt Samarbeide under den
forestaaende Kampagne.
Henimod Slutningen af April Maaned modtog den anden af de to danske
Linieskibschefer, Kapitain, Baron Holsten gjennem nedenstaaende Skrivelse
fra Admiralitetet[11] Befaling til at afreise.
»En fransk Eskadre, som udrustes i Antwerpen, skal forstærkes
med 2 i Vliessingen liggende Orlogsskibe, og disse skulle
ekviperes, bemandes og kommanderes af danske Søfolk. Til den
Ende ere de danske Søfolk, som komme tilbage fra fremmede
Havne, henviste til Vliessingen, og Foranstaltning truffen til,
at de paa Øerne i Vesterhavet udskrevne Matroser sendes derhen.
Kapitain Rosenvinge er allerede der og besørger de to Skibes
Ekvipering. De fornødne danske subalterne Officerer have faaet
Ordre at reise derhen og melde sig til ham. Alle Omkostningerne
ved denne Udrustning gaar paa den franske Regjerings Regning.
»Som Hr. Kapitainen er udnævnt til at kommandere et af bemeldte
to Orlogsskibe, saa haver De at reise derhen og henvende Dem
til Kapitain Rosenvinge eller den kommanderende Admiral for at
blive anvist det Skib, De skal antage Dem som Chef.«
Admiralitets- og Kommissariats-Kollegium d. 23. April 1808.
Knuth. Steen-Bille. Grove.
N. Perbøl.
Samme Dag udgik der Reiseordre til begge de to Linieskibes øvrige
Officersbesætning, der var sammensat paa følgende Maade:
»_le Pultusk_«.
Kapitain S. U. Rosenvinge, Chef.
Kapitainlieutenant Stephansen.
Premierlieutenant A. Schifter.
» J. C. de Falsen.
» Thunbo.
Sekondlieutenant Sønderup.
Sekondlieutenant Falbe.
Kadet-Maanedslieutenant P. C. Petersen.
» H. G. Sneedorff.
» C. C. Zahrtmann.
Kadet P. W. Brown.
» O. W. Erichsen.
» H. A. Holm.
Overlæge Hammer.
Forvalter Boshau.
»_le Dantzick_«.
Kapitain, Baron H. Holsten, Chef.
Kapitainlieutenant Th. Fasting.
Premierlieutenant F. Holsten.
» F. W. Evers.
Sekondlieutenant J. A. Recke.
» A. Willoch.