De Danske paa Schelden (1808-1809) - 5

for dem, og til Trods for Udsigten til at komme til at ende Livet for en
fransk Kugle, stod Holsten og Falsen dog fast ved deres Beslutning, uden
at lade sig rokke. Efter at Admiralen havde ladet dem vide, at han kun
kunde modtage Meldinger fra dem igjennem deres Chefer, tilbød han dem til
Afsked 8 Dages Betænkningstid, i hvilken han jævnlig sendte Officerer
til dem, for at formaa dem til at afstaa fra deres Forehavende. Kapitain
Moras, den franske Officer, der var udset til at føre Kommandoen
ombord i »Dantzick«, anvendte ligeledes sin Indflydelse paa at bringe
dem til at afstaa fra deres Forehavende, men da det ikke lykkedes, og
de forbleve urokkede ved deres Beslutning, foretog han et Skridt, der
gjør hans Karakter den største Ære. Han gik nemlig til Admiral Missiessy
og meldte de to Officerer syge. Til Trods for al denne Langmodighed og
Hensynsfuldhed lode Lieut. Falsen og Holsten sig dog ikke bevæge, og
Admiral Missiessy maatte da endelig, hvor nødig han vilde, bekvemme sig
til at indsende sin Rapport til Marineministeren i Paris om hvad der var
forefaldet.
Under det ovenfor omtalte Møde havde de to danske Officerer udtalt,
at alle deres Kammerater ombord i »Pultusk« og »Dantzick« delte deres
Anskuelse, men naar de ikke havde fulgt deres Exempel, da var Grunden
den, at de af Hensyn til Mandskabet vare af den Mening, at de for at
undgaa Uroligheder og Udskeielser handlede rettest i at forblive til
Tjeneste ombord i Skibene.
Man maa derfor ved Bedømmelsen af hele dette Forhold lægge Mærke til, at
Lieutenanterne Holsten og Falsen altsaa ikke ved denne Leilighed handlede
paa deres Kammeraters Vegne men efter eget Initiativ, og Demonstrationen
maa derfor ikke betragtes som en Fælles-Handling af de danske Officerer,
ihvorvel de maaske tilfulde sympathiserede med de Følelser, som bragte
deres to Kammerater til at træde saa ubesindigt op. Det viste sig ogsaa
strax, at Misfornøielsen og Gjæringen iblandt Folkene var saa stærk, at
Officerernes Nærværelse var absolut nødvendig, men samtidig var der hos
Mandskabet stor Frygt for, at deres Officerer skulde lade dem i Stikken
og de selv blive fordelte ombord i Eskadrens øvrige Skibe. Det var denne
Eventualitet, som Folkene imødesaa med Skræk, da dermed Hjemreisen til
Danmark vilde blive umuliggjort, og det er udenfor al Tvivl, at hvis de
danske Officerer havde ladet deres Stemning raade og gjort fælles Sag med
deres to Kammerater, vilde et aabenbart Mytteri blandt Besætningen næppe
være bleven undgaaet.
Da saaledes Folkene den 29. Januar om Morgenen skulde gaa til Arbeide,
nægtede de at lystre, men den blotte Trusel[70]: »at enten maatte
de adlyde deres Officerer, eller disse maatte forlade dem« var
tilstrækkelig, uden anden Magts Anvendelse, til at faa dem til at gjøre
deres Pligt.
Man kan saa godt forstaa, at Folkene under disse fortvivlede Forhold,
hvor Cheferne vare arresterede, kunde bringes til det Yderste, naar
Officererne ogsaa forlod dem, og det kan derfor ikke nok fremhæves, at
det skyldtes Officerernes Holdning, at Uveiret drev over uden alvorlige
Følger.
Dagen efter at de to danske Chefer maatte forlade Skib og Mandskab og
gaa fraborde som Arrestanter, afsendte den franske Udenrigsminister en
Note til Danmarks Gesandt i Paris, hvori han meddelte Begivenheden og
motiverede dens Nødvendighed. Denne Depeche er af Interesse derved, at
man derigjennem faar Napoleons Bedømmelse af Sagen.
Skrivelsen, der i ethvert Fald maa have været forelagt Keiseren til
Approbation, er et klart Udslag af hans Misfornøielse over, at man
havde vovet at være ulydig, og den keiserlige Vrede skinner igjennem
hver Linie af dette karakteristiske Aktstykke, der imponerer ved sin
Overlegenhed:[71]
Paris den 29. Januar 1809.
Min Herre!
»Jeg har forelagt min Herre Keiseren Deres Note, som De
har vist mig den Ære at sende mig under 26de d. M., og Hs.
Majestæt har befalet mig at svare Dem følgende: De Officerer,
som H. M. Kongen af Danmark har sendt for at gjøre Tjeneste
i Frankrig, have nægtet at adlyde Keiserens Ordre, som blev
givet dem af Marineministeren. De ere Militaire, de staa i
Keiserens Tjeneste, og de ere ombord i Krigsskibe, som bære
hans Flag. Keiseren er sikkerlig i sin Ret til at straffe dem
efter de militaire Loves hele Strenghed, men af Hensyn til
Kongen af Danmark indskrænker han sig til at sende dem tilbage
til deres Land og overgive dem til deres Konges Retfærdighed,
for at de kan blive straffede saaledes, som De have fortjent.
Militairmagten maa være lydig til Fingerspidserne, dens Mangel
paa Lydighed er det første Tegn paa en Regjerings Svaghed og
Fald. Keiseren har ikke i sine Stater villet lade en Mangel
paa Lydighed komme tilsyne og feigt blive taalt, og da det
er hans Villie enten at blive adlydt eller skaanselløst at
straffe enhver ulydig Handling, har han underrettet Dem her om,
overbevist om, at baade Deres Stillings og Deres personlige
Karakters Indflydelse vil kunne forhindre slige Udbrud af
Ulydighed, som Interessen for H. M. Kongen af Danmark forbyder
at taale.
»Modtag, Hr. Baron, Forsikringen om min Høiagtelse.«
Champagny.
Til
Hr. Baron de Dreyer.
Samtidig med Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation blev
Ordren fra Paris om, at Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« indtil
videre skulde sættes under Kommando af franske Chefer, iværksat ved
at Eskadrechefen beordrede Kapitain Soleil, Chefen for Linieskibet
»l’Anversois« til at føre Kommandoen ombord i »Pultusk,« samtidig med at
Kapitain Moras fra Linieskibet »Cæsar« blev Chef for »Dantzick«.
Ordren blev imidlertid af Hensyn til de Danske udført paa den mest
skaansomme Maade. De franske Chefer mødte kun en eneste Gang ombord i
Skibene. Ved denne Leilighed blev Besætningen sammenkaldt og fik at vide,
hvorledes Forholdene vare. De danske Næstkommanderende vilde komme til at
føre den egentlige Kommando, men skulde kun modtage alle Ordrer igjennem
de nye Chefer, der vedbleve at kommandere deres egne Skibe. Som Følge
af denne Ordning gik Tjenesten i »Pultusk« og »Dantzick« sin vanlige
Gang, uden at der mærkedes noget til de fremmede Chefer; kun hver Morgen
mødte de begge paa Kaien ved Linieskibenes Fortøiningsplads, hvor da den
vagthavende danske Officer indfandt sig for at modtage mulige Ordrer og
afgive Melding, om noget af Interesse var foregaaet.
Til Trods for disse lempelige Foranstaltninger gav Omskiftningen
af Kommandoen dog Anledning til et lille Sammenstød imellem
»Dantzick’s« nye Chef, Kapitain Moras, og Næstkommanderende der ombord,
Kapitainlieutnant Fasting. Hvad Aarsagen dertil har været, kan ikke
afgjøres, da de officielle Rapporter og Indberetninger ikke indeholde
nogen Oplysning derom, men rimeligt er det at antage, at et eller andet
tjenstligt Spørgsmaal maa have givet Anledning til en Meningsforskjel
imellem de to Officerer. Ved denne Leilighed fandt Kapitain Moras
sig beføiet til at erklære, »at saalænge han saa, at Admiralens
Ordrer nøiagtigt udførtes, og at for Resten Tjenesten forrettedes
hensigtsmæssig, vilde han ikke videre befatte sig dermed, men i modsat
Fald var det hans Pligt som Chef at paase det skete«.[72]
Kapitainlieutnant Fasting, der kun kunde opfatte disse Ytringer som en
Bebreidelse, svarede herpaa: »at saalænge Tjenesten og Arbeidet kunde ske
saaledes som han havde lært og det hidentil var sket, haabede han enhver
Ordre skulde blive punktlig udført, paa de Ufuldkommenheder nær, som hans
Ukyndighed i det franske Sprog kunde mulig foraarsage«.
Dette lille Sammenstød havde ingen videre Følger. Kapitain Moras
har sikkert ikke fundet nogen Grund til at være utilfreds med den
Maade, paa hvilken Tjenesten blev ledet af Linieskibet »Dantzick’s«
samvittighedsfulde Næstkommanderende, hvorimod Kapitainlieutenant Fasting
paa sin Side følte sig krænket og med tidligere Praxis for Øie beklagede
sig til Admiralitetet i Kjøbenhavn over hvad der var hændet.
Imidlertid hensad Kapitainerne Rosenvinge og Holsten i Citadellet i
Antwerpen og bleve endog indtil Slutningen af Februar Maaned holdte i
temmeligt strengt Fangenskab. Det var dem ikke tilladt at modtage Besøg
i Fængslet eller at afsende Breve til Hjemmet; af Mad og Drikke kunde de
forskaffe sig hvad de ønskede for egen Betaling, saa de i den Henseende
ingen Nød led, men Friheden var saa indskrænket, at det kun var tilladt
dem at spadsere i Citadellet i Sigte af Skildvagten og med Officer til
Ledsagelse.
Senere indtraadte der dog forskjellige Lettelser navnlig paa Grund af
Marinepræfekten Baron Malouet’s Velvillie. Han tillod nemlig flere
danske og franske Officerer uindskrænket Adgang til dem, og en af disse,
Premierlieutenant Schifter, besørgede en Tid deres Korrespondance. Idet
hele taget vistes der fra fransk Side Deltagelse for de to arresterede
Chefer, og navnlig af Officererne af Corps du génie maritime, af hvilke i
Reglen flere tilbragte Aftenen sammen med dem i Fængslet.
Det er ganske karakteristisk, at samme Dag som Kapitainerne Rosenvinge
og Holsten bleve berøvede deres Kommandoer i Vliessingen og arresterede,
vilde Skjæbnen, at de i Kjøbenhavn skulde være Gjenstand for Udmærkelse.
Kongen høitideligholdt nemlig d. 28. Januar Dannebrogsordenens første
Ordensdag sammen med sin Fødseldag og imellem de Udnævnelser til Ridder,
som i denne Anledning fandt Sted, var ogsaa Rosenvinges og Holstens.
Man havde dengang ikke nogen Underretning om, hvad der var foregaaet
i Vliessingen, og anede ikke, at de to nye Riddere sad velforvarede
indenfor Antwerpens sikre Fæstningsmure. Saa snart derfor Efterretningen
herom naaede til Kjøbenhavn, blev man sat i stor Forlegenhed, da det
let kunde se ud, som om denne Anerkjendelse fra Regjeringens Side
var et Tegn paa, at man gav de to Officerer Medhold i deres Optræden
lige overfor de franske Myndigheder. For at forhindre ethvert Skin
af Demonstration gjorde man endog Forsøg paa at faa Forsendelsen af
Dekorationerne stoppet, medens det endnu var Tid, men uden at dette
dog lykkedes. Postmesteren i Hamburg, Wachs, indberettede nemlig, at
Afsendelsen af Ordenerne allerede var sket, og Regjeringen maatte derfor
indskrænke sig til at lade Gesandten i Paris give den franske Regjering
forklarende Oplysninger om Forholdet.
Katastrofen i Vliessingen medførte ganske naturlig, at der maatte
udnævnes nye Chefer til Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Den franske
Regjering havde stillet dette Forlangende og imødekom derved delvis
Ønskerne fra dansk Side. Herfra havde man nemlig allerede tidligere,
som ovenfor meddelt, gjort Forsøg paa at faa Officerer og Folk hjem fra
fransk Tjeneste, men uden Held. Ved Efterretningen om de nylig stedfundne
Begivenheder syntes Leiligheden god til at forny Begjæringen. I en Note
af 14. Februar 1809 fra Udenrigsministeren skete der en Henvendelse
desangaaende til den franske Regjering, men Resultatet var ikke bedre end
sidste Gang. Grev Bernstorff giver i sin Skrivelse ikke de danske Chefer
Medhold i deres Fremgangsmaade, navnlig ikke de to subalterne Officerer,
men udtaler dog i temmelig alvorlige Udtryk, at deres Adfærd har den
Undskyldning, at de vidste, at deres Bestemmelse var at tjene paa den
franske Schelde-Flaade, og at en Ordre som den, at de skulde afgaa til
Brest laa aldeles udenfor Overenskomsten.
Man skimter gjennem Skrivelsens hele Anlæg Regjeringens Bestræbelse for
at give de to arresterede Kapitainer en Haandsrækning og gjøre det bedst
mulige ud af Sagen, noget som Regjeringen under alle Omstændigheder var
nødsaget til om man end nok saameget var utilfreds med hvad der var sket.
Det vilde af forskjellige Grunde have været uklogt ganske at misbillige
Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Optræden. Thi ikke alene maatte
man saavel i Frankrig som hjemme i Danmark antage, at de Mænd, som
Regjeringen havde udset til at repræsentere Marinen i Udlandet, vare
erfarne og prøvede Officerer, og blev der aabenlyst tilkjendegivet, at
man slet ikke samstemmede med eller billigede deres Handlinger, stod
Marinen med det samme Fare for at miste noget af sin Prestige; men
Regjeringen har vel ogsaa samtidig haft en Følelse af, at de to Officerer
havde haft en saare vanskelig Opgave at løse, og at deres Position ikke
fra Regjeringens Side har været saa nøiagtigt præciseret, at de havde
fuld Klarhed over Situationen.
Den 16. Februar ankom der med Kurer fra Paris følgende Ordre til
Præfekten i Antwerpen om at hjemsende de to arresterede danske Chefer:
Paris d. 13. Februar 1809.
Til
Mr. Malouet.
»Jeg underretter Dem min Herre om, at ifølge Hs. Majestæts
Ordre skal D’Hr. Rosenvinge og Baron Holsten hver under
Bevogtning af en Gendarm eller en Gendarmeri-Underofficer,
uopholdelig afreise til Danmark, hvor de af den nævnte
Eskorte skal overleveres til Kommandøren for den nærmeste
danske Militairpost paa Grændsen. Hvis der ikke findes noget
disponibelt Kjøretøi maa De skaffe et tilveie, som kan rumme
fire Personer, og som kan anvendes i det Øiemed ... De to
Officerers Kaarder overgives til Eskorten, og overleveres
tilligemed deres Personer til Kommandøren for den nærmeste
danske Militairpost, som jeg antager maa være Altona ...«
Decrès.
Kapitainerne Rosenvinge og Holsten afreiste d. 18de Februar 1809 som
Arrestanter til Danmark, ledsagede af franske Gensdarmer fra Etappe
til Etappe, og man vil af nedenstaaende Uddrag af en »Underdanigst
Promemoria« for Premierlieutenant Schifter[73] se, hvor magtpaaliggende
det har været den franske Regjering at faa dem sendte hjem. Lieutenant
Schifter indberetter nemlig under 16de Februar 1809 til Admiralitetet:
»Jeg har haft den Ære at tale med Hr. Kapitain Rosenvinge og Hr. Baron
Holsten. Stedse indesluttede i Antwerpens Kastel, er Frihed til at skrive
dem ei betaget; men Nødvendigheden af at tilstille Præfekten alle deres
Breve til Gjennemlæsning, har nødet dem til at anmode mig om i deres Navn
at tilmelde det høie Kollegie: at det i Dag er bleven dem forkyndt, at
de under Bevogtning af gens d’armes ufortøvet skulde afgaa til Altona og
derfra videre til Kjøbenhavn. Man fordrede øjeblikkelig Afreise; men Hr.
Kapitain Rosenvinges ved Kummer svækkede Helbred tillod ei dette; dog
vovede ikke General Malouet at opsætte deres Afsendelse længere end til i
Overmorgen. Dybt føle de det nedværdigende ved, af gens d’armes at føres
som Arrestanter til Fødelandet, men idet de se Umuligheden af at kunne
forhindre dette indtil Altona, hvor de efter Befaling skal afleveres,
vove de at anmode det høie Kollegie, at de i det mindste derfra paa deres
Æres Ord maatte tillades at fortsætte deres Reise igjennem Fødelandet, og
at de nødvendige Ordres hertil maatte blive givne«. —
De bleve i Altona afleverede til den ved det franske Hovedkvarter ansatte
Major v. Haffner, der under Eskorte af Kapitain Hirschfeld sendte dem d.
6te Marts 1809 fra Altona til Rendsborg.
Paa denne Fæstning maatte de tilbringe en Maaned i Arrest, hvorefter de
ifølge kongelig Ordre udløstes og bleve beordrede til Kjøbenhavn.
Det kan næppe betvivles, at kun tvingende politiske Grunde have
nødsaget Regjeringen til at holde de to Officerer i Arrest efter deres
Hjemkomst, og man feiler næppe ved at antage, at Hensynet til den mægtige
franske Keisers Ønske her har været det bestemmende. Saavel Kongen som
Admiralitetet have sikkert været af den Anskuelse, at der allerede var
bødet haardt nok under Opholdet paa Schelden for de Feilgreb som vel vare
store, men udelukkende dikterede af en Følelse, der kun kunde gjøre de to
Mænds Karakter Ære, og lode ogsaa denne Anskuelse indirekte faa officiel
Bekræftelse derved, at saavel Rosenvinge som Holsten kort Tid efter begge
fik Kommando igjen, Rosenvinge paa Værftet og Holsten i den ansvarsfulde
Stilling som Høistkommanderende over Søforsvaret i Hertugdømmerne.
Ligeoverfor Lieutenanterne Falsen og Holsten indtog Regjeringen
selvfølgelig en anden Holdning. Da Indberetningen om deres selvstændige
Optræden naaede Admiralitetet, blev det herfra tilkjendegivet dem, at
man ikke kunde billige deres Fremgangsmaade, og det blev derfor paalagt
dem atter at vende tilbage til deres Stilling. Men da de to Officerer
erklærede sig ude af Stand til at opfylde den kongelige Ordre, bleve de
afløste og hjemsendte og maatte i Arresten i Citadellet bøde for deres
patriotiske Iver.
De nye Chefer for »Pultusk« og »Dantzick«, Kommandørkapitainerne v.
Dockum og v. Berger ankom til Vliessingen d. 29. Marts og overtog deres
Kommando d. 1. April 1809. Officerernes og Mandskabets Haab om snarlig
Hjemsendelse var svundet bort, og i fire lange Aar, indtil 1813, holdtes
de i fransk Tjeneste paa Scheldeflaaden. Forholdene vare imidlertid
væsentlig forbedrede; v. Dockum’s kloge Optræden, Tidens jevnende
Indflydelse, og den Omstændighed, at Skibene lidt efter lidt bleve bedre
forsynede og Folkene vante til Forpleiningen bragte efterhaanden Ro og
Tilfredshed tilveie imellem de danske Besætninger. Under v. Dockum’s
kraftige Kommando lykkedes det at bringe det danske Mandskab, der senere
endnu forøgedes med to Linieskibsbesætninger, til saadan en Fuldkommenhed
i Retning af Manøvredygtighed, Organisation og Disciplin, at intet af
Flaadens øvrige Skibe kunde maale sig med dem; naar Flaaden foretog
Reisningsmanøvrer eller evolerede under Seil, og Tilfredshedssignalet
efter en kvik udført Manøvre vaiede fra Admiralskibet »Charlemagne’s«
Top, kunde man som Regel være sikker paa at det var »Pultusk’s« eller
»Dantzick’s« Nummer, der fulgte efter.
Den Periode i vor Søkrigshistorie: De Danske paa Schelden 1808-1813, hvis
første og paa Vanskeligheder saa rige Aar har været Gjenstand for denne
Skildring, er af Betydning for Flaaden og dens Historie; thi de danske
Officerer og Søfolk fik, efterat det første vanskelige Aar var tilende,
Leilighed til at vise, hvad Skibsbesætninger ere istand til at præstere,
naar de ere godt kommanderede og sammensatte af Søfolk i Ordets egentlige
Betydning.
Og fra hvilket Synspunkt man end i Frankrig kan have betragtet de
forskjellige disciplinaire Uregelmæssigheder, der fandt Sted paa
Schelden, er man dog ogsaa fra fransk Side rede til at anerkjende, at
de dansk bemandede Linieskibe, hvad Slagfærdighed og Manøvredygtighed
angaar, vare Flaadens egentlige Kjærne og at de i denne Henseende kunde
staa som Mønsterskibe for hele den øvrige Flaade paa Schelden.


FOOTNOTES

[1] 16 Linieskibe, 10 Fregatter, 5 Korvetter, 8 Brigger, 1 Flyde-Batteri,
1 Stykpram og 29 mindre Fartøier bleve udleverede.
[2] I en Chiffer-Depeche, dateret Paris d. 19. Februar 1808, til
Udenrigsminister Bernstorff, indberetter Geheimeraad Dreyer de nærmere
Omstændigheder ved disse Forhandlinger. (Udenrigsministeriets Arkiv).
[3] »être employé pour la défense de nos côtes et pour la sûreté de la
Baltique.«
[4] Udenrigsministeriets Arkiv. Geheime-Registratur for 1808 Pag. 230.
[5] Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy.
Lettres et décisions du ministre. Extrait des minutes de la secrétairerie
d’État. Archives du ministère de la marine, Paris.
[6] Rapport fra Premierlieutenant A. Schifter til Admiralitets- og
Kommissariatskollegiet. Indkomne Sager for 1808, N 1819.
[7] Sigvart Urne Rosenvinge født 1758, udnævnt til Sekondlieutenant 1779,
død 1820 som Kommandør.
Hans Baron Holsten født 1758, udnævnt til Sekondlieutenant 1780, død som
Admiral 1849.
[8] Hertug Denis Decrès er født den 18. Juni 1762 i Departementet haute
Marne. Efter i Aaret 1782 at være bleven udnævnt til Officer (enseigne
de vaisseau), gjennemgik han efterhaanden Marinens forskjellige Grader,
overtog Marineministeriet 1801, udnævntes til Vice-Admiral 1804; han døde
i Aaret 1820.
[9] Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy.
Lettres et décisions du ministre pag. 111. Archives du ministère de la
marine, Paris.
[10] Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy.
Lettres et décisions du ministre pag. 112. Archives du ministère de la
marine, Paris.
[11] Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog for 1808, Nr. 1,
pag. 576.
[12] Admiralitetsskrivelse af 25. April 1808 til Felt-Kommissariatet.
[13] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 734.
[14] Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog for 1808, p. 578.
[15] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 781, 782, 785
(Rapporter fra Kapitainlieutenant Fasting, Premierlieutenant Holsten og
Sekondlieutenant Recke).
[16] Om denne lille Episode indeholder Lieutenant Holsten’s Rapport
(Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 782) følgende
Detailler:
»Commandant en place« Oberst Hamelinaye, til hvem jeg ifølge
Ordren henvendte mig, befalede, mig skulde gives et Pas,
hvorefter jeg skulde have ikke alene Befordring, men endogsaa
Logis og Fortæring frit; men i Henseende til Kreditiver
forsikrede han mig aldeles ingen Ordre at have.
»Jeg gjorde ham opmærksom paa, at den Maade at reise aldeles
uden Penge slet ikke var at anprise, da paa slig en Tour
adskillige Tilfælde kunde indtræffe, hvor Penge vare aldeles
nødvendige, og at den Maade var saameget mere ubehagelig for
danske Søofficerer, der vare aldeles uvante saaledes at reise
paa andres Bekostning. Imidlertid, da jeg mærkede, han ingen
Forandring kunde gjøre deri, skiltes jeg fra ham med den
Forsikring, at jeg igjennem den Regjering, der havde givet mig
Ordre at reise, ogsaa skulde søge Midler at kunne udføre den.
»Hos »le commissaire de guerre« fik jeg Passet, og i den
Anledning anser jeg det ikke for overflødigt her at rapportere,
at jeg ved at læse det igjennem befandt der stod: »For
Sølieutenant Holsten, begivende sig til Vliessingen i Hans
Majestæt Keiserens og Kongens Tjeneste.« — Jeg antog det for en
Skrivefeil og gjorde ham opmærksom derpaa. — Han blev forundret
og spurgte, om det ikke forholdt sig saaledes. — Jeg svarede:
hvor han kunde tro, jeg i Krigstider kunde tjene andre Fyrster
end den, hvis Uniform jeg havde den Ære at bære, og da han
havde den Uartighed at svare: Ah! det er kun for Øieblikket,
forsikrede jeg ham paa, det var ikke for Øieblikket, at jeg vel
reiste til en fremmed Havn, men kuns for at tjene den Fyrste,
jeg havde svoret til, og under det Flag, jeg havde lært at
tjene under, samt at jeg paa ingen Maade tog imod det Pas, men
maatte bede om et andet, hvilket jeg derpaa fik, hvor Ordene:
»Hans Majestæt Keiseren og Kongen« vare forandrede til: »For at
ansættes paa de Skibe, der armeres«.«
[17] Som en Mærkelighed kan her anføres, at det paa Prindsen af Ponte
Corvo’s Anordning udstedte »feuille de route« kun var gjældende til Byen
Wesel, saaledes at den sidste Del af Reisen maatte tilbagelægges paa egen
Bekostning. (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 930.)
[18] Der foreligger saaledes en Skrivelse af 7de Mai 1808 fra den danske
Konsul Ayres i Lissabon til Økonomi- og Kommerce-Kollegiet, hvori han
melder, at han i Henhold til sin Ordre havde samlet ialt 88 danske
Styrmænd og Matroser og havde begjæret Pas hos de franske Autoriteter
i Lissabon, men at Marchal Junot, Hertug af Abrantes, som dengang var
Høistkommanderende i Portugal, havde givet det Svar, at han vel var
underrettet om, at ifølge en Konvention imellem den danske og franske
Regjering vare de danske Matroser stillede til Keiserens Raadighed, men
at han derfor ikke vilde give de begjærede Pas, men derimod anbringe
Matroserne paa de paa Tajoen liggende franske Orlogsmænd. Dette gik Hr.
Ayres ind paa, idet han trøstede sig med, at han herved sparede den
danske Regjering de betydelige Omkostninger ved Reisen og tillige havde
Vished for, at Folkene bleve godt behandlede.
[19] Admiral Burgues de Missiessy er født i Toulon den 23de April 1756.
Efter at være bleven udnævnt til Officer (enseigne de vaisseau) den 4de
April 1777, gjennemgik han efterhaanden Marinens forskjellige Grader,
udnævntes til Kontre-Admiral 1ste Januar 1793, Vice-Admiral 9de Marts
1809 og døde 24de Marts 1837.
[20] Situation de la marine au 1 juillet 1808 (Prefecture d’Anvers,
escadre de l’Escaut en rade d’Oedekenkercke) Archives du ministère de la
marine, Paris.
[21] For de to sidste Linieskibes Vedkommende, som under denne havde
4 Kanoner mindre end normeret, kan tilføies følgende detaillerede
Oplysninger vedrørende deres Armering og Proviantering.
Deres fuldstændige Bestykning bestod af:
28 Stkr 36 Pd.s }
30 — 18 — } Kanoner.
12 — 8 — }
14 — 36 — Karonader.
Linieskibene havde 60 Dages Proviant og Vand ombord for 70 Dage. (État de
situation du personnel de l’escadre de l’Escaut; Archives du ministère de
la marine, Paris.)
[22] Registret over Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets udgaaende
Skrivelser for 1808 indeholder kun den tidligere gjengivne Ordre til
Kapitain Holsten om at afreise til Vliessingen.
[23] Kapitain Obet ombord i »Pultusk« og Kapitain Drouault ombord i
»Dantzick«.
[24] Nøiagtig Underretning om Besætningens Størrelse for »Dantzick«s
Vedkommende haves i en Rapport fra Kapitain Holsten, dateret 5. Juli
1808, hvori skrives: »Ombord haves i Alt 539 Danske og desuden paa
Hospitalet 32 Danske, der tilhører »Dantzick«, hvoraf Jørgen Hennings fra
Flensborg er død den 23de f. M. Desuden haves 3 franske Søofficerer, 1
Landofficer, 5 Regnskabsførere, 5 Doktores, Soldater og Konskriberede, i
Alt 205 Franske. Heraf vil Kollegiet erfare, at vi ere langt stærkere end
behøves.« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 1329.)
[25] Man faar et ganske godt Indblik i, i hvilken Tilstand den nybyggede
Flaade, der laa »seilklar« paa Schelden, maa have været, naar man læser,
hvad Kapitainerne Rosenvinge og Holsten skrive om Forholdene ombord i
»Pultusk« og »Dantzick« i Sommeren 1808:
»Jernværket er slet og gaar hver Dag istykker, Blokværket er ei
alene uden Metal-Bøsninger og Jern-Nagler, men endog Skiven af Eg
og Ask; derimod en Del Nagler af Pokkenholt, der springer dagligen.
Krudtmagasinet er saa fugtigt, at dagligdags kasseres Karduser. Ingen
Manøvre sker, uden at Godset springer, og ved at skyde enkelte Skud
med ½ Ladning af Karonaderne springer Brogene. Stængevinde-Rebene gaa
næsten hver Gang de bruges istykker, endskjøndt de ere 4 skaarne og af 10
Tommers Tykkelse og skal være af bedste Garn. I Skibene findes ikkun en
eneste maadelig Sprøite. Batterierne staa 3-4 Tommer lavere i Porten end
midt i Porten, som gjør, at man med slig Batteri i mindste Krængning ei
kan skyde Vaterpas. Stille-Redskaberne bestaa alene af tvende Kiler, som
ved Skud af andre Kanoner glider, og derved tabes baade Sigte og Tid ...«
(Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 2003, Fællesrapport
fra Kapitainerne Rosenvinge og Holsten).
[26] Bespisningen i de danske Krigsskibe havde fra tidligere Tid altid
været overordentlig rigelig. I det 16de Aarhundrede blev der saaledes
ikke tildelt Mandskabet bestemte Portioner (undtagen af Øl). Enhver kunde
spise saa meget han lystede, og det daglige Traktement bestod af Grød om
Morgenen og Ærter med Flæsk eller salt Sild baade Middag og Aften. Den
ugentlige Ølration var ikke mindre end 20 Potter pr. Mand. Under Frederik
den 4des og Christian den 6tes Regjering indskrænkedes Øldrikningen og
Ærtespisningen, Ærter gaves nu til Middag kun 4 Gange om Ugen, ellers
Grød. Om Morgenen indførtes en Snaps Brændevin. Ved det Tidspunkt, hvorom
her er Tale, det 19de Aarhundredes Begyndelse, afskaffedes Brugen af salt
Fisk, som var bleven indført paa Niels Juels Tid, flere ny Maaltider,
som Byggrynssuppe og Øllebrød blev indført, Ølrationen blev atter
indskrænket, hvorimod Brændevinen blev fordoblet (H. G. Garde). Ombord
i de franske Skibe fik Folkene intet Smør, men derimod en stor Mængde