De Danske paa Schelden (1808-1809) - 2

» Mechlenborg.
Kadet-Maanedslieutenant C. A. Bendz.
» J. L. Barfred.
» C. F. Grove.
Kadet H. Fischer.
» F. W. Andersen.
» J. C. Duntzfelt.
Overlæge Michaelsen.
Forvalter Winding.
Gjennem det kongelige Felt-Kommissariat i Kjøbenhavn blev der for alle de
ovenfor nævnte Officerer udfærdiget Reisepas lydende paa fri Befordring
foreløbig til Hamburg. Underofficererne og de faste Menige skulde afgaa
i 4 særskilte Hold, kommanderede af Kapitainlieutenanterne Fasting og
Stephansen, Premierlieutenant Schifter og Sekondlieutenant Recke, og af
denne Aarsag blev der for disse Officerers Vedkommende fra Admiralitetets
Side yderligere sørget for, at deres Reisepas kom til at lyde paa
»saamange Kjøbstads Vogne og Heste, som enhver af dem rekvirerer hos
vedkommende Magistrats-Personer, da de medbringe en Del Søfolk, hvis Tal
ei forud kan bestemmes, og deres Reise ikke taaler Ophold.«[12]
Reisen fra Kjøbenhavn til Vliessingen er med Nutidens udviklede
Befordringsvæsen kun en Tour af kort Varighed og tilmed en søgt
Reiseroute som den hurtigste Linie til London. Over Hamburg, Osnabrück og
Wesel naar man Vliessingen i Løbet af mindre end 30 Timer, hvorfra saa de
store hollandske Paketter bringe den Reisende videre til Themsens Munding.
Ved Aarhundredets Begyndelse var Forholdet anderledes. Reisen var
langvarig og møisommelig, og da Farvandet mellem de danske Øer spærredes
af engelske Krydsere, var tilmed Veien fra Kjøbenhavn og over til
Fastlandet vanskelig at passere og ikke uden Fare. Det er derfor ganske
naturligt, at de 4 Afdelinger, hvis Maal var Vliessingen, og som omtrent
samtidig forlod Kjøbenhavn, kun evnede at arbeide sig frem i ganske smaa
Dagsmarcher, og et tydeligt Billede af de Gjenvordigheder, der navnlig
paa den første Del af Veien var de Reisendes tro Ledsager, faar man ved
omstændeligt at følge Kapitainlieutenant Fasting og hans Afdeling, —
ialt 16 Officerer, Underofficerer og Menige, paa de første 5 Dage af
deres Reise. Efter dette Tidsrums Forløb var han trods al Ihærdighed
og anvendt Umage kun naaet frem til — Faaborg, og i nedenstaaende
Indberetning til Admiralitetet[13] skildrer han Tourens mange Hindringer
og Besværligheder:
Underdanig Rapport!
28de April. »Afreiste fra Kjøbenhavn med det paa indesluttede
Liste anførte Mandskab.
29de. »Kl. 8 Fm. ankom til Korsør, hvor jeg ved Hr. Pr. Lieut.
Grev Trampes Foranstaltning fik 3 Isbaade, hvormed jeg Kl.
12½ afgik fra Korsør, for at gaa langs Agersø og Omø over til
Langeland. Ved Nyborg laa et Orlogsskib og en Brig og ved
Sprogø en dansk Jagt, som af Fjenden er armeret. Da vi Kl. 4
Em. var omtrent ½ Mil Vest for Omø, fik i Sigte en Jagt, der
kom stikkende over fra Langeland og en Brig kommende Syd fra,
hvilken jeg tydelig kunde kjende at være en Orlogsbrig. Jeg gik
derfor i Land paa Omø for at se, hvad Vei Briggen vilde tage;
imod Mørkningen gik den da til Ankers omtrent ½ Mil i SV. fra
Omø. Jagten befandt vi at være en af de store Langelands Baade,
som gik til Skjelskør. Vinden blev om Aftenen vestlig, og jeg
vovede ikke at krydse over om Natten, da der ingen Rimelighed
var i at kunne naa Langeland inden Dagen. Om Natten imellem
Kl. 1 og 2 saa adskillige Gange Fyr ovre ved Langeland, og i
Dagningen saa en Brig, der i Nat var passeret her forbi, og som
søgte op til Orlogsskibet ved Nyborg.
30te. »Om Formiddagen passerede her forbi Syd fra et Orlogsskib
og en Fregat eller maaske kun 2 Fregatter og en Jagt, der
tilligemed den i Nat passerede Brig gik til Ankers ved Nyborg;
da Vinden i Morges var N. Vestlig, gik jeg ud med Baadene i
Haab om at strække over til Langeland saa langt til Luvart af
den i SV. herfra liggende Brig, at han ikke skulde kunne naa
mig, men da jeg var omtrent ¼ Mil fra Landet, blev Vinden igjen
vestlig, jeg fik de 2 Skibe, som kom Syd fra, i Sigte og søgte
Landet igjen. I Nat frisk V. S. V. Kuling, og jeg kunde af
samme Aarsager som sidste Nat ikke gaa ud.
»I Eftermiddag Kl. 3 ankom fra Korsør Lieutenant Recke med den
2den Afdeling af de til Vliessingen bestemte Søfolk i et stort
Fartøi og en Isbaad; men da Fartøiet ikke er bekvemt at gaa
over til Langeland med, især om Stille skulde paakomme, saa
lod vi det gaa tilbage igjen til Korsør, og haaber at kunne
faa Mandskabet over i de Isbaade vi have, med Tillæg af en fra
Nyborg, som ligger her paa Retour, og en Baad, som hører til
Garnisonen her paa Landet.
1ste Mai. »Vind og Stilling den samme, i Morges passerede tæt
forbi Langeland Syd fra en Kuf og en Jagt Nord efter.
»I Eftermiddag kom et Fartøi fra Briggen, som ligger her,
nærmede sig Landet og gik langs Sydsiden paa ¼ Mils Afstand.
Da 4 Isbaade gjorde Jagt paa den, stak den ud fra Landet og
søgte Briggen. Ved Solens Nedgang gik Vinden til NV. med laber
Kuling, gik ud med 5 Isbaade og Øens militaire Besætnings
Jolle. Krydsede Sundet op imellem Agersø og Omø, for naar vi
kunde gaa den Sidste for over at staa over til Langeland.
2den. »Kl. 1¼ om Morgenen, da Vinden var gaaet Vestlig, og
vi ikke med alle Fartøier kunde gaa Øen for om, og det
begyndte at dages, vendte tilbage og landede for ikke at blive
observeret af oftbemeldte Brig. Lieutenant Recke, hvis Isbaad
var lettest og seilede bedst, slog sig om Natten til Luvart af
os, saa langt, at han kom ud af Sigte, og da han i Dagningen
ikke har været at se, haaber jeg, han er sluppen lykkelig over.
»I Aften Kl. 10 fordelte jeg min Afdeling af Mandskab i 4
Isbaade, som vare de bedste til at ro og seile, og stak over ad
Langeland; jeg havde forrige Nat overbevist mig om, at Baadene
ved at tage begge Afdelinger bleve baade formeget ladte og
belemrede, jeg efterlod derfor Lieutenant Reckes Afdeling, for
at være des sikrere paa at komme over med min.
»Kl. 12 om Natten naaede jeg med frisk Kuling af SO. Langeland;
lossede Baadene og afsendte dem øieblikkelig igjen til Omø, og
jeg kan ikke tvivle om, at de jo lykkelig kom over inden Dag,
og kan altsaa ved første Leilighed bringe en anden Transport
over. Ved min Ankomst til Langeland fandt jeg Lieutenant Recke
der, som tilligemed 3 af sin Afdeling lykkelig var kommen over.
»Fra Langelands Nordpynt satte jeg i Morges over til
Hesselager, hvorfra jeg over Land er ankommen hertil i Aften.
I Morgen tidlig gaar jeg til Assens og derfra over Lille Bælt.
Passagen over Bøjden skal ikke være sikker.«
Faaborg d. 3. Mai 1808, Aften Kl. 11.
Underdanig
Fasting.
Til
Det kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.
Kapitainlieutenant Fastings Kommando, der havde haft saa mange
Besværligheder at kæmpe med under de første Dage af Reisen, ankom den
7de Mai om Aftenen til Altona, og inden Midten af Maaneden vare de
forskjellige Afdelinger ankomne til denne By og havde atter forladt den
igjen paa deres Vei til Vliessingen.
Den enslydende Ordre, der, som tidligere omtalt, af Admiralitets-
og Kommissariats Kollegiet under 23de April 1808 blev udstedt til
Officererne forinden deres Afreise fra Kjøbenhavn, indeholdt for
hver især den Anvisning, »at han i Hamburg adresserer sig til »le
commandant en place« for at erholde fri Befordring og Kreditiv paa
Reiseomkostninger til Vliessingen, da denne Reise sker paa den franske
Regjerings Bekostning.«[14] — Det viste sig imidlertid, at de franske
militaire Autoriteter i Hamburg havde en noget afvigende Mening om
dette økonomiske Spørgsmaal. Det fremgaar nemlig af forskjellige
Rapporter,[15] at da de danske Officerer henvendte sig til den franske
»commandant en place«, Oberst Hamelinaye, om Pas og Kreditiv, modtoge
de den ubehagelige Meddelelse, at de vilde blive forsynede med et
keiserligt »feuille de route«, der foruden fri Befordring gav Adgang til
Logis og Fortæring underveis, naar man paa hver Station derom henvendte
sig til den kommanderende Officer, men om Udbetaling af Penge eller
om Kreditiv kunde der ikke være Tale, da man ingen Ordre havde herom.
Denne Befordringsmaade stemmede slet ikke med Admiralitetets Ordre
hjemmefra og kunde vel passe sig for en Flok menige Soldater, der skal
transporteres fra en Garnison til en anden, men ikke for Officerer, der
med selvstændig Kommando over en mindre Afdeling, sendes til Udlandet.
Det er derfor ikke saa underligt, at en saadan Behandling strax virkede
lidt kjølende paa den Lyst og Iver, hvormed man var gaaet Reisen imøde i
Forventning om snart at komme til at kjæmpe Side om Side med den franske
Marine mod det forhadte Storbritannien. Det var imidlertid ikke nogen let
Sag som Fremmede paa Stedet og ligeoverfor den franske Pladskommandants
bestemte Holdning at faa denne Bestemmelse forandret, man fandt sig
derfor i Forholdene og drog videre frem; men Sindet var næppe saa løftet,
Forventningerne uden Tvivl noget nedstemte den Dag de danske Afdelinger
forlode Altona.
At de militaire Autoriteter i Hamburg dog ikke vare ganske utilgængelige
ligeoverfor en kraftig Protest mod de Befordrings-Dispositioner, som der
fra fransk Side var bleven truffet, viser et lille Sammenstød, som en
dansk Officer, Premierlieutenant Holsten, der passerede Hamburg paa Veien
til Vliessingen, i den Anledning havde med Hamelinaye og den franske
»commissaire de guerre«. Holsten, der paa Reisen fra Kjøbenhavn havde
forvredet den ene Arm ved at vælte med en Vogn, og af denne Grund maatte
opholde sig nogle Dage i Altona, henvendte sig ligesom sine Kammerater
ved sin Afreise til Hamburgs »commandant en place«. Da det ikke lykkedes
Lieutenanten at faa denne til at gaa ind paa sine Anskuelser, og han
ikke vilde benytte det franske »feuille de route«, skaffede han sig ad
anden Vei de fornødne Penge, hvorimod han ved sin bestemte Optræden
fik udvirket en anden Redaktion af sit Pas, skjøndt imidlertid denne
Del af Protesten ikke var ganske korrekt og næppe kan antages at være
bleven billiget af Admiralitetet i Kjøbenhavn.[16] Midt i Mai Maaned
ankom endelig Linieskibet »Dantzick«s tilkommende Chef, Kapitain, Baron
Holsten til Hamburg, og ledsaget af Premierlieutenant Holsten fortsatte
han den 17de om Eftermiddagen Reisen videre vester paa. Først efter
10 Dages Forløb indtraf de to Officerer til Byen Dortrecht i Holland,
hvor Kapitainlieutenant Stephansen endnu opholdt sig med sit Kommando,
medens to andre Delinger under Lieutenanterne Schifter og Recke nogle
Dage tidligere havde forladt dette Sted og sat sig i March imod Reisens
Endestation, Vliessingen.[17]
Her var efterhaanden de Officerer og det Mandskab indtrufne, der skulde
udgjøre Besætningen paa de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«.
Forsendelsen af Folkene over Land til Schelden havde imidlertid haft sine
Vanskeligheder. Det hændte sig, at man i de Havne, hvor der var franske
Marinestationer, nægtede de danske Konsuler Pas for de Folk, som skulde
reise, og foretrak at beholde dem til Tjeneste paa de franske Krigsskibe
paa Stedet.[18] Ved sin Ankomst til Byen den 1ste Juni fandt Kapitain
Holsten dog Ekviperingen i fuld Gang under Kapitain Rosenvinges Ledelse,
og efter at denne havde forestillet den nyankomne Chef for den franske
Høistkommanderende paa Schelde-Flaaden, Kontre-Admiral Grev Edouard
Thomas Burgues de Missiessy,[19] gik Kapitain Holsten ombord i sit Skib,
hvor han traf den tilkommende Næstkommanderende, Kapitainlieutenant
Fasting, der var ankommen nogle Dage tidligere og nu ledede Ekviperingen
af »Dantzick«. Saavel dette Linieskib som »Pultusk« vare endnu en Del
tilbage i deres Udrustning, og begge Skibe fulde af Haandværkere, da
Kapitain Holsten ankom til Vliessingen, men lidt efter lidt kom Sagerne
i Orden, og Kommandoen blev heist der ombord. Den Flaadeafdeling, der
saaledes i Foraaret 1808 under Admiral de Missiessy’s Kommando var samlet
paa Schelden, bestod af følgende Linieskibe:[20]
---------------+--------+---------------------+---------+----------------
Skibets Navn. |Kanoner.| Chefens Navn. |Matroser.| Soldater.
---------------+--------+---------------------+---------+----------------
| | | |
le Charlemagne | 74 |Kontre-Adm. Missiessy| 556 | 78 48. Regiment
| |Kapitain Willaumez | |
| | | |
le Commerce de | | | |
Lyon | 74 | — Hulot | 572 | 78 108. —
| | | |
l’Anversois | 74 | — Soleil | 495 | 95 65. —
| | | |
le Duquesclin | 74 | — Saizieu | 525 | 97 36. —
| | | |
le César | 74 | — Moras | 562 | 99 72. —
| | | |
la Ville de | | | |
Berlin | 74 | — Roquebert | 467 | 98 46. —
| | | |
le Dantzick[21]| 74 | — Holsten | 647 | 98 75. —
| | | |
le Pultusk[21] | 74 | — Rosenvinge | 641 | 60 25. —
---------------+--------+---------------------+---------+----------------
De Forhold, hvorunder de danske Officerer og Besætninger vare kaldede til
at virke, vare alt andet end lette, og det var strax fra første Færd at
forudse, at den Maade, hvorpaa hele Sagen var ordnet, nødvendigvis maatte
bære Spiren i sig til gjensidig Misfornøielse og Utilfredshed.
De to Linieskibe med dansk Besætning ombord, der nu altsaa udgjorde en
Del af Schelde-Flaaden, og som Følge heraf havde fransk Flag og Vimpel
heist, stod vel under Admiral Missiessy’s Kommando, men samtidig hermed
var ikke, hvad man med Grund kunde antage, Baandet imellem de to danske
Skibschefer og Admiralitetet i Kjøbenhavn fuldstændig løst. Uanset den
franske Overkommando betragtede de sig som staaende under de danske Love
og Søkrigsartikler, indsendte deres Rapporter og Indberetninger til
Admiralitetet, og dette Afhængighedsforhold førte til det beklagelige
Resultat, at Forholdet imellem de franske Autoriteter og de danske Chefer
blev mindre godt, idet disse dog betragtede Admiralitetet hjemme som
deres rette Overhoved, som den højere Instans, hvortil man tyede hen med
sine Besværinger og Sorger. Den Støtte, som de danske Kommanderende
følte ved at have Admiralitetet i Ryggen, opveiede ikke, at de netop
derved bragtes ind i et skjævt Forhold til de franske Myndigheder, noget
som muligvis kunde have været undgaaet, hvis de havde været stillede
ganske paa lige Fod med Scheldeflaadens øvrige Chefer. Det synes næsten
som om de danske Officerer, ja endog de to Skibschefer, ikke have haft
det rette Blik for deres Stilling og været paa det rene med de faktiske
Forhold. Som tidligere nævnt, forlod nemlig Officererne Danmark og reiste
til Frankrig med store Forventninger og ubestemte Forhaabninger, og
skjøndt det ikke her kan siges med Bestemthed, ligger den Antagelse dog
nær, at de to Chefer ere reiste hjemmefra og have indtaget deres Poster
uden nogen klar Instruktion til Rettesnor.[22]
Forudsat altsaa at denne Formodning er rigtig og Admiralitetet selv paa
dette Tidspunkt har haft det rette Syn paa den Rolle, som den franske
Regjering havde tiltænkt det danske Kontingent af Officerer og Søfolk,
maa ogsaa Ansvaret for at Befalingsmændene tiltraadte deres Stilling
uden at være fortrolige med deres Pligter og hvilke Begrændsninger
deres Rettigheder havde, falde tilbage paa Admiralitetet. For bedre at
kunne forstaa Grunden til de smaa Fortrædeligheder og Vanskeligheder,
som allerede begyndte at vise sig i Horisonten, vil det være nødvendigt
nærmere at omtale Tjenestens Ordning ombord i Linieskibene »Pultusk« og
»Dantzick«. — De to Linieskibe havde som tidligere nævnt dansk Chef,
Officerer og Besætning, men ved Siden heraf var der et ikke ubetydeligt
fransk Element ombord i Skibene.
Som en Følge af, at de danske Officerer ikke vare inde i
Regnskabsførelsen, havde Marinebestyrelsen lagt hele Regnskabsvæsenet i
franske Hænder. En capitaine de frégate[23] var beordret til Tjeneste
i hvert af Skibene som øverste Regnskabsfører og medbragte til
Arbeidets Udførelse en Stab af franske Funktionairer. Soldatesquen,
som kommanderedes af en Kapitain og to Lieutenanter, var ligeledes
fransk, og endelig var der sat c. 100 udskrevne franske Matroser ombord
i Linieskibet »Dantzick« under Kommando af 2 Søofficerer, idet man
antog, at Opholdet i det dansk kommanderede Skib vilde være en god
praktisk Skole for de unge Søfolk. Resten af Besætningen var dansk.[24]
Denne Sammenblanding i et Skib af to Nationers Søfolk, der i Karakter
og Levemaade vare saa forskjellige som de danske og franske, kunde
ikke andet end indvirke paa Udførelsen af Tjenesten. Ordningen af
Kommandoforholdene ombord, Udskillelsen af Økonomien og Regnskabsvæsenet,
samt endelig den særlige Stilling, som Chefen for Soldatesquen indtog
i Skibet, gjorde kun Situationen mere vanskelig og fra et militairt
Synspunkt mere uheldig. Foruden disse to Hovedudgangspunkter for kommende
Misfornøielse, der her ere nævnte, kom der adskillige andre Ting, som
bidrog til at forbitre Stemningen ombord i de to Linieskibe saavel hos
Officererne som hos Besætningen.
Den samme Ilfærdighed og Uforsvarlighed, som havde været et Kjendemærke
ved Scheldeflaadens Bygning, havde ogsaa under Udrustningen og
Ekviperingen gjort sig gjældende i saa høi Grad, at Skibene, splinterny
som de vare, som Søskibe og Kampskibe kun vare i en temmelig maadelig
Forfatning. Det kan derfor ikke forundre, at de danske Chefer, der havde
Kommandoen og Ansvaret, og som hjemmefra vare vante til ombord i Skibene
at have Kram, som de kunde stole paa, maatte finde det pinligt under
Krigsforhold at blive satte til at virke med et Materiel, der ikke alene
var mangelfuldt, men tillige saa slet og skrøbeligt, at Blokke, Tallier
og Touge under Arbeide og under Manøvrerne saa at sige brast imellem
Folkenes Hænder.
Naar man ved, hvilken Rolle Tilliden spiller ombord i et Skib, og hvilken
Betydning det har saavel i Søen som under et Sammenstød med Fjenden,
at alle lige fra Chefen og ned til den menige Matros stole paa, at alt
indenbords er som det bør og skal være, maa man ogsaa indrømme, at under
Forhold, hvor Tilliden til Materiellets Brugelighed mangler, vil det
i sørgelig Grad gaa ud over, hvad Personellet viser sig istand til at
præstere.[25]
Lysten til at tage fat var derfor kun ringe iblandts Officerer og
Mandskab og særlig iblandt de sidste, der i de første Maaneder af
Kampagnen maatte savne to nødvendige Betingelser for at holde Humøret
oppe og Sundheden vedlige: tilstrækkelig Mad og en Køie at ligge i.
Folkenes Bespisning var vel hvad Kvaliteten angaar god og efter franske
Forhold ogsaa tilstrækkelig, men forslog ikke til de danske og norske
Søfolks Appetit, der fra Hjemmet vare vant til en langt rigeligere og
kraftigere Kost end den, den franske Intendantur leverede, og som hver
Dag maatte savne deres Snaps om Morgenen, deres Grød, Smør, Ærter og
Flæsk og rigelige Ølration.[26]
Hvad den anden Anke angaar — Manglen paa Køier og Tæpper, — da fandt der
den mærkelige Praxis Sted, at Folkene ikke som i danske Krigsskibe fik
disse Gjenstande udleverede til Brug, men selv maatte baade anskaffe sig
dem og betale dem. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort; endnu den
8de Juni havde hverken Officerer eller Mandskab faaet udbetalt Forskud
af deres Lønninger, og selv om man havde haft de nødvendige Midler til
Anskaffelsen, vilde dette dog ikke have afhjulpet Savnet, da Køietøi ikke
var til at opdrive der paa Stedet.[27] Som en Følge heraf var Forholdet
det, at medens de franske Matroser havde deres Hængekøier og Tæpper,
maatte de danske i Begyndelsen tage til Takke med at ligge paa det bare
Dæk uden noget over sig, et Natteleie, der selv Sommerdage ikke er
forsvarligt for en Mand, der skal arbeide haardt om Dagen.
Det varede ikke længe, førend Klagerne over den utilstrækkelige
Bespisning og Manglen paa Køietæpper naaede den franske Marineministers
Øren. Skjøndt Besværingerne endnu ikke vare af stor Betydning, skjænkede
Hertugen af Decrès dem dog saa megen Opmærksomhed, at han afsendte en
Adjutant til Vliessingen for at undersøge Forholdene ombord i Skibene
og senere en ministeriel Embedsmand (administrateur) med Fuldmagt til
om fornødent at foretage Forandringer i Folkenes Bespisningsreglement.
Resultatet heraf blev ogsaa, at der foretoges forskjellige mindre
Forandringer i Bespisningen for de danske Mandskabers Vedkommende,[28]
og man haabede ved disse Forholdsregler at have borttaget al Grund til
videre Klage paa dette Omraade.
Det bedste Vidnesbyrd om, at man fra fransk Side ærligt bestræbte sig for
at afhjælpe de Mangler, der klagedes over, og som begyndte at true med at
ødelægge det gode Forhold imellem Danske og Franske, har man i Hertugen
af Decrès egne Ord. I en udførlig Rapport til Keiseren berører Ministeren
ogsaa Aarsagerne til den begyndende Misfornøielse og udtaler sig saaledes
herom:
»Jeg blev underrettet om, at der med Grund klagedes over, at
man ikke strax havde sørget for at forsyne dem med Køier og
Tæpper; der tilføiedes, at man fandt den for en fransk Matros
reglementerede Ration utilstrækkelig, og endelig, at deres Gage
ikke blev dem regelmæssig udbetalt. Jeg gav Ordre til, at de
nødvendige Køier og Tæpper strax skulde udleveres til dem, og
at Gagen skulde udbetales i rette Tid. Jeg erfarede imidlertid,
at uagtet mine Ordrer blev Gagen alligevel ikke udbetalt saa
bestemt, som jeg kunde have ønsket det; de danske Matroser
beklagede sig over, at de Køier, som de havde faaet udleveret,
ikke var efter Ønske, da de vare vante til at have en lille
Madrats i Køien, noget som ikke bruges her i Frankrig.
»For at gjøre Ende paa disse Klager gav jeg i Juni Maaned Ordre
til i fuld Udstrækning og uden Ophold at udføre Deres Majestæts
Befaling om at behandle de Danske med Hensyn til Udbetalingen
af deres Gage paa lignende Maade som de franske Matroser af
tilsvarende Grad.«
Da disse Indrømmelser imidlertid ikke havde det Resultat, som man havde
ventet, blev der fra Marineministeriet i Paris givet Anvisning paa 2
Maaneders Udbetaling forud af de danske Mandskabers Gage, og Pengene
stillede til Kapitain Rosenvinges Disposition.
Man kan i disse forskjellige Foranstaltninger fra Hertugen af Decrès’
Side ikke undgaa at lægge Mærke til, at de bære Præget af, at Ministeren
allerede paa dette Tidspunkt har set Faren for hele Eskadren ved, at
Misfornøielsen ulmede og voxede iblandt de fremmede Søfolk, og at det
derfor har været ham af Vigtighed at dæmpe den i sin Begyndelse. Da
dette imidlertid hidtil ikke var lykkedes, greb han nu til det Middel at
sætte sig i personlig Forbindelse med Kapitain Rosenvinge, i den Tro, at
direkte Forhandling med den ældste danske Søofficer hurtigst og sikrest
vilde kunne bringe Klagerne og Misfornøielsen til at forstumme iblandt
»Pultusk«s og »Dantzick«s Besætning.
I sin Indberetning til Keiseren udtaler Ministeren sig paa følgende Maade
om dette Punkt:
»Paa dette Tidspunkt vare ugunstige Rygter komne mig for Øre om den Aand,
der herskede iblandt de danske Søfolk, der vare ombord i Deres Majestæts
Linieskibe. Jeg skrev derfor til Mr. Rosenvinge for at underrette ham
personlig om de Forholdsregler, som jeg havde taget til Bedste for hans
Mandskab, for at han selv kunde vaage over Udførelsen deraf og indberette
til mig derom. Jeg skrev til ham om at korrespondere med mig i Sager,
hvor han troede det nyttigt for den Tjeneste, der var ham betroet, uden
dog iøvrigt at gjøre nogen Forandring i hans Subordinationsforhold til
Admiralen.«[29]
Den Imødekommenhed, der ved denne Ordning blev vist de danske Chefer,
var ikke saa ganske ringe og burde have baaret de bedste Frugter. Den
Omstændighed, at en Skibschef i en Eskadre fik den Begunstigelse fremfor
sine Kammerater at kunne forhandle uden Eskadrechefens Mellemkomst
direkte med Ministeriet i Sager, der angik hans Mandskabs Vel og Ve, var
saa stort et Særsyn og indeholdt saa gode Chancer for at faa alt, som
man ønskede det, naar blot Tilladelsen blev benyttet med tilstrækkelig
Moderation og Forsigtighed. Det kan imidlertid ikke skjules, at Kapitain
Rosenvinge næppe har haft Øiet aabnet for dette Forhold og ikke har
indset, at den begunstigede Særstilling, han i Øieblikket indtog, ikke
var uden Fare, at den Tilladelse, der var givet, var som et tveægget
Sværd, der ved Uforsigtighed eller naar det blev misbrugt kunde vende
Æggen imod ham selv. Næppe saa han sig befriet for den hæmmende
Indflydelse, som det nødvendigvis maatte have, at hans Besværinger og
Anmodninger om Forandringer skulde passere Eskadrechefens Hænder og veies
og kritiseres ombord i Admiralskibet, for maaske aldrig at naa videre,
førend han strax lagde Haand paa Værket og i en omstændelig Rapport til
Marineministeren i et paa sine Steder temmelig energisk Sprog fremsatte
en Række Klagepunkter, blandt hvilke dog Proviantspørgsmaalet, Klagen
over den utilstrækkelige Kost var Tyngdepunktet.
I Kapitain Rosenvinges Skrivelse,[30] der er dateret Orlogsskibet
»Pultusk« Oedekenkercke den 30. Juli 1808 fremsættes Klagen over
Rationernes Utilstrækkelighed paa følgende Maade:
»Jeg gik ombord i »Pultusk« med en god dansk Besætning. Det varede
kun kort Tid førend jeg indsaa, at der utilstrækkelige Kost ikke var
den ringeste af de Hindringer, som jeg vilde faa at kjæmpe med. Deres
Excellence vil kunne forstaa en Chefs Følelser i et Øieblik, hvor 2 af
Mandskabet som Talsmænd for alle de andres Sag, fremstille sig for ham
paa den mest ærbødige Maade, vise deres Ration og derved give det bedste
Bevis paa dens Utilstrækkelighed.
»Deres Excellence vil kunne forstaa de Følelser, som har bemægtiget sig
mig ved at høre følgende Ord af et lidende Mandskab:
»Vi ere komne fra Europas længst bortliggende Havne for at tjene vort
Fædreland. Vi have trodset Elendigheden efter at have fortæret den
sidste Skilling af den Hyre, som vi møisommelig have tjent ombord i
Koffardiskibene. Vi have med Taalmodighed trodset den barskeste Aarstid
og de mest ufremkommelige Veie. Vi have set vore Kammerater falde om ved
Siden af os udmattede af Anstrengelse; men enhver Hindring svandt bort
for den glimrende Udsigt til at komme til at forsvare Fædrelandets Kyster
under vort eget Flag. Men selv denne Opmuntring blev os berøvet i det
Øieblik, hvor vi bleve kommanderede ombord i Skibe under et fremmed Flag,
hvor det nødvendigste til Livets Ophold knap bliver os tilstaaet.«
Hertugen af Decrès var ikke i Paris, da Kapitain Rosenvinges Brev ankom
til det franske Marineministerium. Brevet traf ham i Rochefort, hvor
Ministeren opholdt sig paa en Inspektionsreise, og kom temmelig uventet.
Han havde haft Grund til at haabe, at de forskjellige Ulemper, og i
alle Tilfælde Proviantspørgsmaalet, var ifærd med at blive løst paa en
tilfredsstillende Maade, og nu modtog han en Fremstilling af Sagen i saa
stærke Udtryk, at man kunde forledes til at tro, at de danske Besætninger
skreg af Sult. Ministeren har sikkert maattet være paa det Rene med,
at den Fremstilling, han havde modtaget, i ethvert Tilfælde var noget
overdreven. Med al Hensyn til den nordiske Appetit og dens Krav var
det dog en Kjendsgjerning, at 6 andre Linieskibes Besætninger levede
paa samme Maade paa Schelden, og da det tilmed var Midsommerdage (Juli
Maaned), kunde Trangen til kraftigere Kost ikke være saa paatrængende.
Endelig maatte man ogsaa antage, at Forholdene ikke kunde være saa
fortvivlede, da Kapitain Rosenvinge samtidig med Indsendelsen af sin