Ambrosius - 1

AMBROSIUS.
SKUESPIL I FIRE AKTER
AF
CHR. K. F. MOLBECH.

NIENDE OPLAG.
KJØBENHAVN.
1893


#PERSONERNE.#

#Baronen.#
#Abigael#, hans Datter.
#Bodil#, hendes Kammerpige.
#Geheimeraadinden#.
#Junker Claus#, hendes Søn.
#Ambrosius Stub#, Student.
#Hans Lauritsen#, Candidat i Theologien.
#Jørgen#, Kammertjener.
#Magister Søren#, Sognepræst.
#Peder Rasmussen#, Degn.
#Niels Bruus#, Ridefoged.
#v. Reinsberg#, Captain.
#Gjæster#.

Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret #1731#.

FØRSTE AKT.


* * * * *
#Have, med Træer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et
gammelt Egetræ med en Bænk foran. I Baggrunden et lavt Gjærde, over
hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne.
Hiinsides Gjærdet løber en Vei, som fører langsmed Haven op til
Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.#
* * * * *


FØRSTE SCENE.

#_Abigael og Bodil_ (komme ind fra Høire).#
_Abigael._ Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra kan vi
see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen
brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig
Regn inden Aften.
_Bodil._ Troer Frøkenen det?
_Abigael._ Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har
jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed
ikke hvad.
_Bodil._ Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand hid
i Formiddag.
_Abigael._ Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr.
Kammerjunkeren kommer eller gaaer.
_Bodil._ Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med
Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar
Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn?
_Abigael_, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke
saa nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det
er saa længe siden.
_Bodil_. Saa længe siden?
_Abigael_. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og laa paa
min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning første
Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump
Aar siden.
_Bodil_. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev trolovet paa
Vuggen, men siden har I jo....
_Abigael_. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig
ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men
beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har
min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig.
_Bodil_. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da
bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?
_Abigael_. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa
ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig; men
han rider godt og danser udmærket.
_Bodil_. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?
_Abigael_. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde
jeg nu min Bøsse, saa var Morten væk! Saa, nu slap han ind bag en
Grøftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du,
man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du
og din Student engang kommer sammen i et lidet Præste-eller Degnekald,
hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjærligheden til Hjælp, for at
bøde paa den magre Indkomst; men er man adelig født og har Midler nok,
saa gives der bedre Tidkort end at næbbes og kurre. Naa, see nu ikke saa
ulykkelig ud--det bliver nok et Præstekald.
_Bodil_. Tro ikke, at jeg gjør mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en
Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine
Forældres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fæstemand Hans
Lauritsen tænker som jeg og vil være tilfreds, blot Vorherre under os
det daglige Brød. Men det gjør mig ondt, at Frøkenen taler saa
ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den høieste Lykke. Thi det
veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte
mig min Kjærlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte.
_Abigael_. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjælder for dig og
dine Lige, gjælder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ørnen sidder
paa høien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den
gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa
vel Kjærligheden høre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod
eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har
dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg
ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jørgen Friis eller
Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem
Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjør? Jeg har endnu ikke givet
mit Løfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil
selv vælge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal hænges!... Nu
maae de vel forresten snart være her. Naar min Fader er med, gaaer det
rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke
faaer Øje paa Vognen.
_Bodil_ #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Høire).# Nei, endnu
er der Intet at see; der er ikke en levende Sjæl paa hele Veien. Jo, fra
den anden Kant kommer der En.
_Abigael_ #(som har sat sig paa Bænken).# En Bonde?
_Bodil_ #(skygger med Haanden for Øinene).# Nei, skjønner jeg ret, er
han kjøbstadklædt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet
midt i Solskinnet og bærer Hatten paa en Kjæp.
_Abigael_. Kommer han her forbi?
_Bodil_. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er
den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har fæstet!
_Abigael_. Paa din Anbefaling.
_Bodil_. Ja, det vil da sige paa min Kjærestes, for selv er jeg ikke
kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de
fulgtes ad til Akademiet i Kjøbenhavn.... Hør, kan I høre ham synge?
#(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer nærmere.)#
Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjøn Røst, og Viser
kan han ogsaa digte.
_Abigael_. Ei, ei! det maa jo være en sjelden Fugl af en Skriver.
_Bodil_. Der er han!
#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius,
kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjærdet. Han bærer Hatten og en
lille Vadsæk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for
Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Øie paa
Bodil.)#


ANDEN SCENE.
_De Forrige. Ambrosius_.

_Ambrosius_. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I
har vel hjemme her, kan jeg tænke. Fører denne Vei ret op til Gaarden?
_Bodil_. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og
fornemme Gjæster. For Tyendet og Hovbønderne gaaer Veien om ad
Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at følge, naar de har
Ærind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Høire.
_Ambrosius_. Hører I kanskee til Tyendet?
_Bodil_. Jeg er Kammerpige hos den naadige Frøken.
_Ambrosius_. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjærlig Hilsen
til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi
lidt, nu kommer jeg over til Jer.
_Bodil_. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjønt gaae
tilbage, om ad Ladegaarden.
_Ambrosius_. Skam, der gjør! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer,
kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er større end Jeres. Vi
er jo dog Tyende begge to. #(Han springer over Gjærdet.)# Saa, her
har I mig! Og nu rigtig Goddag #(ryster hendes Haand)# og velkommen
hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra
Jer Fæstemand--idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen
staaer for Døren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og
kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier! Vi har ikke seet hinanden i
tre Aar. #(Han har imens taget en Flaske op af Lommen.)# Hans Skaal,
den ærlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme!
#(drikker.)# See saa, nu er den Flaske tømt! Jeg fik den i Kroen,
hvor jeg overnattede--den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den
igjen, skal I faae samme Betaling. #(Seer sig om.)# Naa, saa det er
Baronens Have. Der er ellers nok saa kjønt udenfor, synes mig; der har
man en friere Udsigt.
_Abigael_. Saa skulde I være bleven derude.
_Ambrosius_. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!
_Bodil_. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den
naadige Frøken.
_Ambrosius_ #(med Hatten i Haanden).# Frøkenen!
_Abigael_ #(fornemt).# I er temmelig dristig, at I saaledes bryder
ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besværede mig
derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Løsgænger.
_Ambrosius_ #(stolt)# En Løsgænger! #(godmodig).# Naa ja, det er
jeg vel i Grunden og, det kan Frøkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo
prøve paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa
Døren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I
Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre løse Fugle
gjør hver Dag, baade Skader og Stære og Finker og hvad de allesammen
hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe.
_Abigael_. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?
_Ambrosius_. Saamænd, naadige Frøken! Jeg synger med mit Næb, ligesom de
andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe.
Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!
_Abigael_. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar
Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem.
_Ambrosius_. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet
udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?
_Abigael_. Jeg tænker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte
nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil
forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en
skikkelig Person. Hvor kommer I fra?
_Ambrosius_. Siden jeg forlod Kjøbenhavn for tre Aar siden, har jeg
konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg
læst med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.
_Abigael_. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?
_Ambrosius_. Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg har havt
smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig med
Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før. Nogle
Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en
Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjøbenhavn. Siden læste jeg en
Stund for Kosten med en ung Person, som var Søn af en Viintapper, jeg
kjendte. Men han skulde til Tydskland i Lære, og saa blev der slaaet
Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig været; jeg boede
paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, #(til Bodil).#
Ja, Eders Kjærest, Jomfru Bodil, har været mig en trofast Ven. Han havde
saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med
mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Præken oven i
Kjøbet, maa I troe.
_Bodil_. En Præken?
_Ambrosius_. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bøgerne. Han gik nu
altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et
lille Svinkeærind til Højre og Venstre.
_Abigael_. Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i Eders Tale,
saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte,
hvorfor I overgav Studeringen.
_Ambrosius_. Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som jeg
var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som
var tilfalden mig efter en Velynder--gik det Hele op i Røg.
_Abigael_. Hvad gik op i Røg?
_Ambrosius_. Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, min
Seng--og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i
den store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden. Jeg var
gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som
begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, hørte jeg Klokkerne
kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var
ikke Andet for mig at gjøre, end at reise over til mit Hjemsted her i
Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige
Frøken, og jeg takker Gud for det ikke gik værre.
_Abigael_. Saa maa I være nøisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke
for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?
_Bodil_. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo være
omkommen i det brændende Huus eller have mistet sin Førlighed for
bestandig.
_Abigael_. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo
hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag.
#(til Ambrosius.)# Men det er jo heldigt, I kan nøies med Lidt, siden
der ikke er beskaaret Jer Mere.
_Ambrosius_. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte
min Fod og drage min Aande? At jeg kan føle Solen varme mig og Vinden
køle min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tænder sine Stjerner
for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan lægge
mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til
min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa være rig,
naar I kan kalde alt det Lidt!
_Abigael_ #(koldt).# Hvad der er Meget for En, kan være Lidt for en
Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I præker godt. Men
I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende.
_Ambrosius_. Jeg tager Frøkenen paa Ordet og siger Tak som byder.
_Abigael_. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme;
skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et
Degnekald ledigt paa Godset--et, som ikke er for lidet, for I skal vel
og giftes og sætte Bo, kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig
høre, hvordan Eders Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før,
da I kom gaaende?
_Ambrosius_. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Først skulde jeg da
have mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Frøken,
for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer jeg. Eller
ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu--Vorherre raader for det, som
for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa
bar Mark, end at være bunden til en Tornebusk.
_Bodil_. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker om Elskov og
Giftermaal ligesom jeg.
_Abigael_. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en
Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig
derefter.
_Ambrosius_. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa meget
Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske
sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.
_Abigael_. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer
Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.
_Ambrosius_. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig
ikke i Hu....
_Abigael_. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom gaaende?
_Ambrosius_. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som
faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med
det samme. Jeg skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg
mindes, der fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over
Engen, og saa tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig
høiere og høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke
hvad; men muntert har det været, for det var Lærken, jeg sang omkap
med.--Men lyster Frøkenen at høre en anden Vise, saa staaer jeg til
Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det
andet paa Ryggen.
_Abigael_. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med det
samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke.
_Ambrosius_. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang,
baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel,
om det behøves--men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa skal
det vel sagtens være en Psalme?
_Abigael_. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men
ingen Elskovsarier eller Sligt--det kjeder mig.
_Ambrosius_. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes om.
Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit
Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at
grønnes. Giv nu Agt! #(Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik og
synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)#

"Den kjedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
Forandrer sig
Saa lempelig;
Den barske Vind, den mørke Sky
Maa flye,
Man frygter ei, at Sne og Slud
Skal møde dem, som vil gaa ud;
Thi lad os gaae
At skue paa,
Hvor smukt Naturen sig beteer
og leer."
"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer
Med lange Straaler i sit Haar;
Den varme Krands
Er rette Kands
For alle Ting, som nu maa grye
Paa ny.
See Fuglene i Flokketal
I Luftens vide Sommersal;
Her flyver en
Jo med sin Green,
En anden sanker Haar og Straa
Saa smaa."
"Ak see et meget yndigt Syn
Paa Skovens grønne Øienbryn!
Den høie Top
Skal klædes op,
Og Vaaren pynter Bøgen ud
Til Brud.
Hist vogter Hyrden Kvæg og Korn;
Et Hundebjæl, en Lyd af Horn
Er alt hans Spil;
Men hør blot til,
Hvor smukt den Skov ham svare maa.
Derpaa."
"Ak, see, hvor speileklar og glat
Den Sø dog er i Lave sat...."

#(Sangen afbrydes af den følgende Replik.)#


TREDIE SCENE.
_De Forrige. Baronen._

_Baronen_ #(kommer hurtig ind fra Høire, klædt i Reisedragt. _Ambrosius_
og Bodil trække sig under den første Replik noget tilbage).#
Hvad Djævlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfærdig, du
holder Concert og Assemblée her i Haven, i Stedet for at tage imod de
Gjæster, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjørende med
Geheimeraadinden og hendes Søn op for Hovedtrappen, og saa er der ingen
Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige!
_Abigael_. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, #(neier)# og
velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke større, end at den kan
rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned
for at see ud efter Vognen.
_Baronen_. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier
dog ellers at have Øine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente.
_Abigael_. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med,
tænker jeg.
_Baronen_. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke længer god nok?
_Abigael_. Ikke længere? I veed jo ei, om han nogen Tid har været det.
Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo hænde, han
har forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var
ifjor, saa....
_Baronen_. Hvad saa?
_Abigael_ #(leende).# Saa kunde han min Tro være bedre.
_Baronen_. Hør, Abigael, gjør mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din
salig Moders Død har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal
det, Vorherredød, have en Ende! Du er fæstet til Junker Claus fra du var
Barn, I har været sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen
hid for at holde Bryllup--vil du nu dreje af og kjøre en anden Vej? Nei,
saa gid...!
_Abigael_. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har
sin Tid, maa du tænke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands.
Først skal Tøiet kjøbes til min Brudeklædning, og saa skal det skæres og
syes og....
_Baronen_. Sprættes op og syes om og forkortes og forlænges ... aa, jeg
gider ikke høre paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte
Klæder efter Reisen. Naar hun er færdig, maa du selv gjøre din
Forsømmelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... #(idet han vender
sig, faaer han Øje paa Ambrosius.)# Hvad! Staaer han her endnu? Hvad
er han for en Landstryger, og hvad har han at gjøre her i Haven?
_Ambrosius_. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den
Skriver, som....
_Baronen_. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er
ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og
Visekræmmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der
faaer han at vide, hvad han har at gjøre. Han faaer sit Kammers for sig
selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter
han paa?
_Ambrosius_. Paa at høre, hvad den naadige Frøken behager at sige om min
Røst.
_Baronen_. Hvad for noget?
_Abigael_. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og
spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende.
#(_Jørgen Tjener_ kommer ind.)#


FJERDE SCENE.
_De Forrige. Jørgen_.

_Baronen_. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg spørge? #(til
Jørgen).# Har han noget at sige mig, saa vent!
_Abigael_. Der har jo tidt været Tale om, at Degnen skulde sættes paa
Aftægt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da
jeg hørte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tænkte
jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjælp og siden løse
ham af, naar det gjordes fornødent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at
jeg kunde høre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov
baade for hans Røst og Færdighed.
_Baronen_. Saamænd, det var ikke saa ilda betænkt. Blind Høne finder
ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da være Degn om Søndagen og Skriverkarl
om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smække. Ja, ja, nu faaer
vi see, hvordan han skikker sig.
_Jørgen_. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at
blive Degnens Eftermand i Kaldet?
_Baronen_. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er
mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster.
_Jørgen_. Men naadige Herre, betænk at....
_Baronen_. Hold Mund! #(til Abigael.)# Jeg gaaer et Øjeblik over i
Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sørg nu for, at
Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er,
skulde være noget pikeret, #(til Jørgen.)# Hvad var det saa for et
Ærind, han havde til mig?
_Jørgen_. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er
greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i
Folehaven. Ridefogden spørger, om han skal paa Træhesten, eller om
Herren vil have ham paa Vand og Brød i Hullet.
_Baronen_ Aa, lad ham slippe med Træhesten, siden det ikke var Andet end
Kvas. #(til Ambrosius.)# Han kan følge med og lade Jørgen vise ham
Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Træhesten
staaer, saa kan han lære at ride med det samme.
#(_Baronen_ gaaer ud til Venstre, _Ambrosius_ og _Jørgen_ til
Højre.)#
_Abigael_. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig
over, men det varer ikke længe. Det var nær gaaet ud over Skriveren, om
jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den
Person ... hvad var det, han hed?
_Bodil_. Ambrosius Stub.
_Abigael_. Han er en kjøn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han
var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at være,
For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at træde paa dem,
bare for deres Underdanigheds Skyld.
_Bodil_. Da synes mig ellers, Frøkenen talte ham haardt nok til, især i
Begyndelsen.
_Abigael_. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel
løbet af ham igjen, siden han ikke lod sig mærke med Noget.
_Bodil_. Siig ikke det, Frøken! Det er ei alle Tanker, som komme til
Tinge, veed I.
_Abigael_. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen,
saa er den Sorg slukt.
_Bodil_. Det kunde dog være, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte
under luvslidt Kjortel, og....
_Abigael_. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte
være stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med
en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en
fattig Student, naar det lyster mig.
_Bodil_. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frøken! Og hvad Hjertet
angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar
alene, men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en
fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem
Fattige og Rige.
_Abigael_. Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget meget
paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen
allerede. Det kan være priseligt nok, at du tager din Stand og dine
Kjendinge i Forsvar; men skal Mændene være Text, er det bedre, du hører
til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er _jeg_ nok mere
bibelfast end _du_. Har man nogen Tid hørt Mage! En Skriverkarl skulde
være for stiv, til at jeg kunde bøie ham under min Villie? Paa sine bare
Knæ skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler!
Troer du det ikke? Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om det
ikke var at nedlade mig for meget.
_Bodil_. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor?
_Abigael_. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine
Ord igjen!
_Bodil_. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til
ham, at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter.
_Abigael_. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at
jeg....
_Bodil_. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige
Frøken, som let kunde give Aarsag til Misforstand.
_Abigael_. Mit Rygte skal jeg nok sørge for. Jeg sidder vel saa høit
til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stænkes. Nu har du egget
mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din
Fæstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvæds, at inden Maaneden er omme, er
Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa
tyndslidt som hans Kjortel?
_Bodil_. Naadigste Frøken, jeg beder Jer saa bønlig....
_Abigael_. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men
vinder jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hører du!


FEMTE SCENE.
_De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus_ #(komme ind fra
Høire.)#

_Geheimeraadinden_. Naa, her træffe vi endelig den bortfløine Fugl! Fy
skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjænder, at du
saadan absenterer dig.
_Abigael_. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds,
at tage imod Jer, men....
_Geheimeraadinden_. Ja, ja, det skal være dig tilgivet. Kom saa hid og
giv mig et Kys til Velkomst.
_Junker Claus_. Skjønneste Abigael jeg kaster mig for Eders Fødder!
_Abigael_. Ak nej, gjør det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist
fugtig endnu af Morgenduggen.
_Claus_. Ha, ha, Skjælmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov at
kysse--_n'est-ce-pas?_ #(kysser hendes Haand.)# Men hvor I har
embelleret Jer siden ifjor--det er mageløst! Har jeg ikke Ret, Mama?
_Geheimeraadinden._ Jo, hun er allerkjæreste!... Goddag, Bodil!... Og
altid saa smagfuldt klædt, efter den sidste Façon.
_Claus_. Og saa denne _fraicheur!_ Man maa sige, hvad man vil; men vore
Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres
_rouge_ og deres _blanc_ kan hver for sig være ligesaa vellykket, men
denne charmante Overgang, den har de ikke.