Ambrosius - 6

#(Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk Glasset.)#
_Claus_. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele
Festivitet, da det dog først og fremmest er Svigerfaders Fødselsdag, vi
høitideligholde.
_Baronen_. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare
en stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter
til siden, #(til Peder Rasmussen.)# Hans Anretning bliver vel ikke
kold, Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjænk i for ham,
Jørgen!... Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! #(til
Captainen.)# Pas paa, den bliver lystig, kan I troe!
_Peder_ #(halv høit til Jørgen, som skjænker for ham).# Den
Grønskolling! Nu skal han igjen have Fortrinnet. Jeg springer i Flint,
gjør jeg!
_Jørgen_ #(halv høit).# Vær rolig, Peer! Den, som ager med Stude,
kommer og frem.--Hørte I ikke, hvad Skriveren og Frøkenen talte om for
lidt siden? De stod jo her næst ved Jer.
_Peder_ #(som før).# Hvad skulde jeg høre efter den Pludder for! Jeg
er saa gal i Hovedet, at....
_Jørgen_ #(som før, til Niels Bruus).# Hørte du heller ikke Noget,
Niels?
_Niels_ #(halv høit).# Jo, mig syntes Frøkenen snakkede noget om at
gaae i Haven, og om det gamle Egetræ ... men jeg regarderede ikke videre
derpaa. Det hørte jeg da, hun sagde, at Skriverdrengen maatte ikke
drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan nøies med idag.
_Jørgen_ #(afsides).# I Haven ... ved det gamle Egetræ #(seer sig
om).# Og Frøkenen har absenteret sig ... nu skal vi see Løier!
_Baronen_. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller
synger han ikke? Nu maa han vel sagtens være oplagt?
_Ambrosius_. Nu ... ja _nu_ er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise,
naadige Herre ... nei, en Historie ... nei, det er dog en Vise ... om
Ungersvenden, som blev elleskudt.
_Captainen_. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah ... Hexenschuss ...
jeg kjender det ... i Ryggen.
_Ambrosius_. Nei, i _Hjertet_ var det ... han har selv fortalt mig det,
skal I vide.
_Baronen_. Hvad for Noget! Har han selv fortalt...? Pas paa, nu løber
det rundt for ham, ha, ha, ha!
_Alle_. Ha, ha, ha!
_Ambrosius_. Giv nu Agt! #(synger:)#

Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,
Mine Øien de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
Som gjerne vilde med mig tale.
Siden jeg _hende_ først saae.

#(taler.)# Der var egentlig kuns een, for den anden var en Terne. Men
den Ene ... det var Elle-kongens Datter ... Hun var den deiligste Kvinde
paa Jord! Hendes Øine var som den blaae Sø, og hendes Haar skinnede som
Solstraaler ... og saa havde hun en Røst, naar hun kvad ... saa faur
over alle Kvinder, #(synger:)#

Striden Strøm, den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde;
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finne.

_Claus_. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har været for en
Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha!
_Ambrosius._ I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver
morsommere siden ... For saa reiste Høien sig paa røde Pæle, og der blev
skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer.
_Baronen_. Var der Trolovelse? Det var som Djævlen! Ha, ha, ha!
_Alle_. Ha, ha, ha!
_Ambrosius_. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin
Brudgom; #(sagtere.)# men hun elskede ham ikke ... veed I, hvorfor?
For han var egentlig en Frø.... _Alle_. Ha, ha, ha!
_Ambrosius_. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeøine. Nei, #(halv
sagte.)# det var Ungersvenden, hun elskede. Men det vidste de Andre
Intet af. #(høit.)# Den gamle Ellekonge sad midt for Bordet og drak
... og Præsten ogsaa ... det var en tyk, sort Skrubtudse, men det kunde
Ingen af dem see, ha, ha!
_Alle_. Ha, ha, ha!
_Ambrosius_ #(synger:)#

De dandsed ud, de dandsed ind
Alt i den Elvefærd;
Alt sad fauren Ungersvend
Og støtted sig til sit Sværd.

#(taler.)# Alting dandsede omkring ham ... Træer og Buske og Stene
... og tilsidst dandsede hans Tanker med ... det løb Altsammen rundt. Og
saa vilde de endda, at han skulde drikke ... var det ikke en skammelig
Synd af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rød, den var fyldt til
Randen med liflig Mjød ... men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke
Meer ... for _min_ Skyld!" ... #(sagtere.)# Der var Ingen, som hørte
det ... #(høit.)# Men saa slængte han Kalken ud af sin Haand #(han
slaaer Glasset i Gulvet, saa det knuses)#, og Saa galede Hanen i det
Samme...!
_Baronen_. Halløi! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er
nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig
en Tour i Haven, saa kommer han vel til sig selv.
_Ambrosius._ I Haven ... ja, i Haven var det ... nu mindes jeg det!
_Baronen_. Følg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under
Vandspringet, til Rusen er gaaet over.
#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden, fulgt af _Niels Bruus_.)#
_Claus_ #(sagte til Jørgen).# Men nu slap han jo fra os!
_Jørgen_ #(sagte.)# Bi kun, Hr. Kammerjunker! Der kan endnu komme en
Slæde i Veien.
_Baronen_. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den
syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men
naar Øllet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke
sund Sands i Alt, hvad han sagde.
_Captainen_. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen!
_Magisteren_. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra
Djævlen, der er Løgnens Fader.
_Geheimeraadinden_. Kan hænde, der dog var nogen Mening i hans Tale, Hr.
Baron!
_Baronen_. Mening! Hvad Fanden skulde det være for Mening? Undskyld, at
jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele.
_Geheimeraadinden_. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund.
_Baronen_. Kan være. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte.
Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at tænke paa.--I er vel
færdig med at memorere Talen, Magister Søren? For ret nu skal Comedien
gaae an.
_Magisteren_. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at
forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende
haabefulde Skud af ædel Stamme, som i Forveien have forbundet deres
Hjerter i Kjærlighedens Pagt.
_Baronen_. Hvor er nu Abigael henne?
_Geheimeraadinden_. Kald paa Frøkenen, Bodil!
_Bodil_ #(som har været beskæftiget ved Kaffebordet).# Frøkenen er
gaaet ud for en Stund siden.
_Baronen_. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun
gaaet hen da?
_Bodil_. Jeg tror, den naadige Frøken gik ned i Haven.
_Baronen_. Hvad Pokker er det nu for Optøier! #(til Bodil.)# Saa gaa
ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid!
#(_Bodil_ ud i Baggrunden.)#
_Geheimeraadinden._ Det er unægtelig en curieus Idee af den kjære
Abigael at gaae herfra netop i dette Øieblik.
_Claus_. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven.
_Jørgen_ (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frøkenen har Selskab, Hr.
Kammerjunker.
_Claus_ #(ligeledes.)# Selskab ... hvad vil du sige med det.


TREDIE SCENE.
_De Forrige. Niels Bruus_ #(ind fra Baggrunden.)#

_Baronen_. Naa, der har vi Niels Bruus tilbage. Fik han saa Skriverens
Hoved sat i Lave igjen, Niels?
_Niels_. Nei, jeg var undskyldt, naadige Herre! eftersom han løb fra
mig.
_Baronen_. Løb han fra dig?
_Niels_. Ja, han smed Hatten og Fiolen paa Trappen og satte i fuld
Fiirspring ned igjennem Haven, og saa tænkte jeg, det var bedst at lade
ham rende Rusen af sig.
_Jørgen_ #(til Junker Claus, sagte).# Forstaaer Hr. Kammerjunkeren
nu, hvad jeg meente?
_Claus_ #(afsides).# _Sacré nom!_ #(høit.)# Kjære Svigerpapa maa
excusere mig, men det foruroliger mig noget, at denne berusede Person
befinder sig i Haven paa samme Tid som Abigael ... jeg vil hellere selv
gaae hende imøde, for at der ikke skal passere noget Ubehageligt.
_Baronen_ Ei, hvad Pokker skulde der passere? Skriveren er da ingen
Stratenrøver, veed jeg ... men for mig gjerne.--Vi kan jo Alle gaae
hende imøde, saa er hun da sikker nok. Der kan jo saa alligevel ikke
foretages Noget, før hun kommer igjen, den Landløberske! Behager Eders
Naade?
_Geheimeraadinden._ Med Fornøielse.
_Baronen_ #(til Magisteren).# Gak I ind i Bibliotheksstuen saalænge,
Magister Søren! I holder jo ikke af at movere Jer efter Bordet, sagde I
før. Kanskee er der Nogen, som har Lyst at gjøre Jer Selskab.
#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_ o. fl ud i Baggrunden.
_Magister Søren_ og nogle _Gjæster_ ud til Høire.)#
_Jørgen_ #(til Junker Claus, halv høit).# Hr. Kammerjunker! ... Maa
jeg være saa fri at gi'e Hr. Kammerjunkeren et Raad?
_Claus_ #(ligeledes).# _Eh bien_! Men skynd dig lidt, jeg staaer som
paa Naale.
_Jørgen_ #(som før).# Hr. Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae
ad den østre Allee, bag om Buskadset, hen til det gamle Egetræ; der
troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren træffer den naadige Frøken.
_Claus_ #(som før).# Hvorfor troer du det?
_Jørgen_ #(som før)# Jo, det har jeg saadan mine Aarsager til.
_Claus. A la bonne heure_! Saa gaaer vi den Vei.
#(Han gaaer ud i Baggrunden).#
_Jørgen_. Lad os følge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo være, der
blev Noget at udrette for os.--I skulde gaae lidt ned i Borgstuen imens,
Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see "den
Glædens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse
for Jeres Gratulationsvers.
#(De gaae alle tre ud i Baggrunden.)#
Skuepladsen forandres til:
#(_Haven_ fra første Akt. Eftermiddagsbelysning, der efterhaanden gaaer
over til Solnedgang.)#


FJERDE SCENE.
_Abigael_ #(siddende paa Bænken. Strax efter)# _Ambrosius._

_Ambrosius_ #(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og Halstørklæde i
Uorden).# Her har I mig, Frøken, Ellepige, Abigael! Gjør med mig,
hvad I vil! #(Han kaster sig halv knælende over Enden af Bænken.)#
_Abigael_ #(springer op).# Men er I da reent fra Samling, Ambrosius?
Reis Jer op og vær rolig; jeg vil tale med Jer--hører I?
_Ambrosius_ #(reiser sig).# Bi lidt ... der lyder saa mange Stemmer
for mine Øren ... saa, nu tier de ... nu hører jeg kun Klangen af Eders
Røst.
_Abigael_. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger
Jer.
_Ambrosius_. Jeg forstaaer det, naadige Frøken! Jeg veed, hvad I vil
sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig før. I skal
troloves idag ... ikke sandt?
_Abigael_. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hørt af Bodil, at
I har faaet et godt og hæderligt Tilbud, som kan lægge Grunden til Eders
Lykke....
_Ambrosius_. Til _min_ Lykke!
_Abigael_. Ja, og til Ære og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud
maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjøre
Alt med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke?
_Ambrosius_. Reise ... det nytter Intet, naadige Frøken!
_Abigael_. Hvorfor ikke?
_Ambrosius_. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde.
_Abigael._ For seent og for silde ... hvad mener I?
_Ambrosius_. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og
det gjøres mig ikke længer. Og det er for silde, for ...
_Abigael_. Nu?
_Ambrosius_. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg
dog ikke glemme Jer mere.
_Abigael_ #(efter et kort Ophold).# Det behøver I jo ikke heller.
_Ambrosius_. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise?
_Abigael_. Fordi jeg vil Eder vel.
_Ambrosius_. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger
jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Nærhed. Det har
jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker,
end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med?
_Abigael_ #(med mild Bestemthed.)# I maa ikke tale saaledes til mig,
Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem _jeg_ er. I er min Faders
Skriver, og jeg er hans Datter.
_Ambrosius_. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I været
mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og
smilte til mig, og skjænkede mig Blomster ... skal vi da heller aldrig
mere sanke Blomster med hinanden?
_Abigael_. Nei, aldrig meer.
_Ambrosius_. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa
den tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens
ingen Blomster visnet.
_Abigael_. Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa,
I vil ikke reise herfra?
_Ambrosius_. Nei ... med mindre I jager mig bort, og det nænner I dog
ikke ... vel? _Abigael_. Jage Jer bort ... det har jeg ingen Ret til,
#(sagtere.)# jeg mindre end nogen,
_Ambrosius_. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er
sandt, jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her,
jeg stod og sang for Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er
løben fort! Det er jo som det var et Øieblik ... men med en Evighed i
sig. Ja, lystigere var jeg vel den Gang, men gladere ... nei, jeg vidste
slet ikke, hvad Glæde var.
_Abigael_ #(betragter ham bevæget.)# Veed I det da nu?
_Ambrosius_. Ja _nu_!... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres
mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped
Svenden ved hviden Kind og hviskede ham i Øre. I er jo dog ingen
Ellepige? Svar mig, Abigael! Ræk mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om
Pulsen banker, og om I har varmt Blod i Aarerne!
_Abigael_. Min Haand ... ja til Farvel! #(Hun rækker ham Haanden.)#
_Ambrosius_. Den er varm ... ligesom min ... o, saa kan I ogsaa føle,
hvor jeg elsker Jer! #(Han knæler og bedækker hendes Haand med Kys.)#
_Abigael_ #(lægger bevæget den anden Haand paa hans Hoved.)# Stakkels
Ambrosius! #(De blive et Øieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun,
idet hun søger at drage Haanden tilsig:)# Der kommer Nogen! For Guds
Skyld, slip mig!... Det er for silde, de har seet os!... Nu vel, saa
faaer I tage Følgerne!


FEMTE SCENE.
#_De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl._
(komme ind fra Høire. Strax efter) _Bodil_; (siden) _Jørgen og Niels
Bruus_.#

_Baronen_ #(udenfor).# Hvad, for al Landsens Ulykke, er her paa
Færde? #(ind.)# Seer jeg Syner ved høilys Dag, eller holder min
Datter Stævnemøde med Skriverkarlen?
_Claus_. Et lille Afskeds-Rendezvous før Trolovelsen ... det er virkelig
meget ... meget morsomt, ha, ha!
_Geheimeraadinden_. Fy skam dig, Claus, at spøge med Sligt! Det er
naturligviis et ganske tilfældigt Møde.
_Captainen_. Natürlich ... ganz tilfældig ... men meget ubehageligt,
Eders Naade!
_Baronen_. Tilfældigt! Er det kanskee ogsaa tilfældigt, at den Slyngel
ligger paa Knæ for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for
mine aabne Øine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie?
_Abigael_ #(tvivlraadig).# Hvad det betyder...? Det betyder ...
_Baronen_. Naa, ud med Sproget! For Djævlen, kan hun lukke Munden op?
_Geheimeraadinden_. Rolig, Hr. Baron! I forskrækker hende.
_Abigael_ #(faar Øie paa _Bodil_; med en pludselig Beslutning:)# Det
betyder, at jeg har vundet mit Væddemaal! Ikke sandt, Bodil?
_Baronen_. Væddemaal! Hvad for et Væddemaal? Red for dig og det strax?
Jeg la'er mig ikke sætte Blaar i Øinene.
_Abigael_. Det Væddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa
dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver
ligge paa Knæ for mine Fødder. Bodil kan bekræfte mine Ord ... om det
ellers gjøres behov at føre Vidne i den Sag.
_Geheimeraadinden_. Tænkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig
Spøg.
_Ambrosius_ #(ved sig selv).# En Spøg ... et Væddemaal!
_Claus_. Ah, _une petite comédie_! #(afsides:)# Gud skee Lov, jeg
trækker Veiret igjen.
_Captainen_. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er
attrapirt!
_Ambrosius_ #(som før.)# Et Væddemaal ... En Spøg!
_Baronen_. Naa, saaledes hænger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide
det? Du har slaaet tilvæds med Bodil, siger du...? Det ændrer jo
rigtignok Tingen, hvad _dig_ anbelanger. Men han ... den Landstryger,
den pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa _min_ Datter
... Hvad har han at sige til sit Forsvar?
_Ambrosius_. Intet, naadige Herre! #(ved sig selv)# Hun har væddet om
mit Hjerteblod!
_Baronen_. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedød ogsaa faae Løn som
forskyldt!
_Abigael_. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv mægtig.
_Ambrosius_ #(træder et Skridt tilbage.)# Bed I ikke om Tilgivelse
for _mig_, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa grusomt har leget
med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Frøken, og jeg kuns et ringe
Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene Menneske
har ikke Lov til at pine det andet tildøde. Hvad Synd har jeg begaaet
imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig
jo ikke, I havde jo knap seet mig for Eders Øine den Stund, I allerede
lagde Snarer for min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet
deri? Var den Brøde da saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden?
Nu vel, saa har jeg nu bødet derfor med den bittreste Kvide. Hvad
forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget Jer ... velan da, saa
river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod med samt
den visne Rose, som I gav mig! #(Han kaster Rosen paa Jorden.)# Og
hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Frøken! og ønsker Jer saa gode
Dage, som Gud efter dette vil skjænke Jer. Fattig kom jeg hid, og fattig
gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden vilde jeg
endda bytte med Eder! #(Han vender sig for at gaae.)#
_Baronen_. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes
slipper han ikke! Ned paa sine Knæ og bed om Naade, elendige Pjalt, som
han er, eller jeg skal...!
_Ambrosius_. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og
knælet for et Afgudsbillede ... det gjør jeg ikke mere. _Jeg_ bøier fra
nu af kun Knæ for min Gud og Skabermand.
_Baronen_. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I
Hundehullet med ham, paa Vand og Brød, til han neier sig og be'er om
Naade!
_Jørgen_ #(sagte til Niels Bruus).# Dengang blev Skriveren da hverken
Degn eller Ridefoged, Niels!
_Ambrosius_. Gjør med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ...
eller saa kort, som den rækker.
_Bodil_ #(sagte til Abigael).# For Guds Barmhjertigheds Skyld,
Frøken! hav dog Medynk med ham og læg Jer imellem!
_Abigael_. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bønlig, lad
ham frit gaae herfra! #(halv høit.)# Jeg har gjort Jer til Villie og
lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjær. Det Løfte
vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa
sværger jeg ved Gud, den Almægtige, jeg giver aldrig Junker Claus min
Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke _vil_, det _vil_
jeg ikke.
_Geheimeraadinden_. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han
forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens
Regning. Mig synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer
Tilhold om aldrig meer at sætte Foden paa Eders Grund.
_Baronen_. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbøn for ham, saa lad ham da
slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. #(til Niels
Bruus.)# Følg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i
en Fart, giv ham en Maaneds Løn og kjør ham saa paa Porten! #(til
Ambrosius.)# Og vover han nogensinde tiere at lade sig see her paa
Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det!
_Ambrosius_. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det
Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig
meer. Kan hænde, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men
skal der end herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet
være Gud, det Lys i mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Mørket.
Jeg har Guds hellige Ord til min Trøst, og jeg har Sangen til at lette
mit Hjerte. Kanskee jeg i al min Fattigdom dog er rigere end I, og i al
min Ringhed mere høibaaren. Thi vel har I adeligt Navn og Vaaben, men
endda bæres det mig for i denne Stund, som der var Noget i mig, der
kunde overleve Eder!
_Baronen_. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! #(_Ambrosius_ gaaer
ud til Høire, fulgt af _Niels Bruus_.)#
_Captainen_. Maa jeg gjøre Hr. Baron min Compliment for den Execution.
Hr. Baron fører en famos Commando.
_Baronen_ Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr.
Captain!
_Geheimeraadinden_. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter
denne lille Distraction tænke paa at faae Ceremonien fra Haanden?
_Baronen_. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister
Søren kanskee saa længe paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha!
Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen.
#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_, _Jørgen_ og _Gjæsterne_ ud
til Høire.)#
_Claus_. Elskværdigste Abigael! Jeg brænder af Utaalmodighed. Tillader
I?
_Abigael_. Om et Øieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. Hvis
I vil gaae forud, skal jeg strax følge efter.
_Claus_. Som I befaler; men bliv ikke for længe borte, thi saa kommer
jeg paa Ære og bortfører Jer med Gevalt, ha, ha, ha! #(Junker _Claus_ ud
til Høire.)#
_Bodil_. Har den naadige Frøken Noget at befale?
_Abigael_. Nei, jeg ønskede kun at være et Øieblik alene.
_Bodil_. Ja saa vil jeg gaae.
_Abigael_. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad græder du for?
_Bodil_. Kan I spørge derom?
_Abigael_. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at
græde over?
_Bodil_ Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden,
hvor han hverken har Brød eller Huusly?
_Abigael_. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted.
_Bodil_. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som
var skyldig.
_Abigael_. Bodil!
_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men jeg kjender Jer ikke igjen. Er
I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa?
_Abigael_ Ti stille, og lad os gaae. #(De gaae op imod Baggrunden til
Høire.)# Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer?
_Bodil_ #(seer ud til Høire.)# Jo, det er ham. See, hvor langsomt
han gaaer og seer ned for sig!
_Abigael_. Stille! Kom hid bag Træet ... hurtig, at han ikke faaer Øie
paa os! #(De træde over til Venstre i Forgrunden. _Ambrosius_ kommer
langsomt gaaende fra Høire, henad Veien hinsides Gjærdet. Han støtter
sig til Stokken med den ene Baand, i den anden bærer han Hat og Vadsæk,
Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen løfter han
Hovedet, standser et Øieblik, belyst af Aftensolen, og seer ind i Haven.
Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort Pause.
_Abigael_ løber hen og seer efter ham, skyggende for Solen med Haanden.
Lidt efter kommer hun tilbage)#
_Abigael_. Nu er han borte. Lad os saa gaae op!
_Bodil_. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose
_Abigael_ #(hurtig).# Hvor? Giv mig den!
#(_Bodil_ tager den op og rækker hende den. _Abigael_ betragter den et
Øieblik taus, derpaa siger hun:)#

"Du deilig Rosenknop,
Igaar du blomstrede,
Idag du visnede!"

#(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i Hænderne.)#
_Bodil_. Græder I? Over ham? men Frøken, saa elskede I ham jo! Og
alligevel...!
_Abigael_. Jeg vidste det jo ikke før nu?
_Bodil_. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har
voldt det Altsammen, bliver lønnet med Pryd og Herlighed!
_Abigael_. Jeg ... lønnet!
_Bodil_. Ja I!... See der, der er jo allerede Lønnen!
#(Junker _Claus_ kommer ind fra Høire.)#
_Abigael_ Eller Straffen!
#(Idet hun vender sig, for at gaae Junker _Claus_ imøde, falder
Tæppet.)#
* * * * *