Ambrosius - 5

Total number of words is 4594
Total number of unique words is 1247
47.0 of words are in the 2000 most common words
63.4 of words are in the 5000 most common words
70.9 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
skulde hænde den gode Ambrosius.
_Hans Lauritsen_. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet
rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan
Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo før, jo
heller--og det skal jeg nok sørge for. Thi det træffer sig saa heldigt,
at det Tilbud, jeg har at gjøre ham, og som han neppe vil undslaae sig
for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin
Tjeneste og reise herfra.
_Bodil_. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der
kommer han over Gaarden, jeg kan høre ham synge.
_Hans Lauritsen_. Lad os saa være ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden,
jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen
bliver forspændt, og saa tage Afsked med hinanden.
_Bodil_. Ak, allerede!
_Hans Lauritsen_. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og næste
Gang, jeg kjører herfra, tænker jeg nok, vi bliver to i Age-Sædet,
Bodil! #(_Bodil_ ud, et Øieblik efter _Ambrosius_ ind.)#


SYVENDE SCENE.
_Hans Lauritsen. Ambrosius_.

_Hans Lauritsen_. Goddag. Ambrosius!
_Ambrosius_. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjæreste Ven, er du her?
#(omfavner ham.)# Glæden strømmer jo ind over mig i denne Dag. Kommer
du lige fra Kjøbenhavn?
_Hans Lauritsen_. Ja, og jeg reiser strax videre.
_Ambrosius_. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her
en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det
er ogsaa dit, saa længe du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok
til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar
jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjør
Gjengjæld.
_Hans Lauritsen_. Tak for Tilbudet, kjære Ambrosius! Men jeg kan
destoværre ikke tage derimod; thi mine Forældre venter mig til bestemt
Tid.
_Ambrosius_. Ja, saa hjælper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et
Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en
Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjænket mig. Det er
en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En.
#(Han trækker Flasken op og skjænker.)# See her, hvor den spiller i
de grønne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa
dufter den--aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans
Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da
aldrig at komme over, den var for høi for mig.
_Hans Lauritsen_. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius.
Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! #(Han viser _Ambrosius_ et
Brev.)#
_Ambrosius_. Et Brev til mig! Fra hvem?
_Hans Lauritsen_. Ja gjæt engang!
_Ambrosius_. Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af,
siden du er borte.
_Hans Lauritsen_. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din
gamle Velynder, Professor Holberg.
_Ambrosius_. Holberg! Er Brevet fra ham? #(Han faaer det og betragter
Udskriften.)# Ja sandelig! Har du talt med ham? Tænker han virkelig
endnu paa mig--paa "Sanglærken", som han kaldte mig for min Røsts Skyld?
Herregud! Han, som kunde være saa vranten og iilsindet mod mangen
Anden--mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos
ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Øret og
sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland,
men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Bøger, at der kan blive noget
Andet af ham end en simpel Sanglærke--hører han det! Gud være med ham!
Gaa nu og luk ikke Døren for høit op, thi saa trækker det!"--Og han har
tilskrevet mig! Men i hvad Anledning?
_Hans Lauritsen_. Læs nu først Brevet, saa skal du faae nærmere Besked.
_Ambrosius_ #(læser).# "Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans
Lauritsen, der nu med største Honneur har absolveret sin _examen
theologicum_, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei
engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller
_domicilium_ for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lægge ham
alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at
forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget
sig at instruere ham. Vorherre har skjænket ham ugemene Gaver i
adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig
Middel til at cultivere--hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans
omflakkende Levnet--men som det nu ved en særdeles god Tilskikkelse er
lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til Ære for ham
selv, som til Gavn for Fædrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det
gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis
og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa længe
har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede
_Ludvig Holberg_." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med
samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke,
som jeg siger, idag vælder al Glæde ned over mig! Kom her, Hans
Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve
længe og skrive mange Comedier endnu!
_Hans Lauritsen_. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see
paa dem--for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden?
_Ambrosius_. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op
igjen.--Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har
at gjøre mig.
_Hans Lauritsen_. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung
Person, Søn af en rig og agtbar Borger i Kjøbenhavn, til Udlandet, hvor
han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri
Reise og det nødvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur
af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil være
tilstrækkelig til at fuldføre dine Studeringer og med Guds Hjælp
absolvere den theologiske Examen.
_Ambrosius_. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvælge
mig?
_Hans Lauritsen_. Det kan du takke Professor Holberg for, som har
rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at
"Sanglærken" endnu var i Live og sad paa en liden Græstørv herovre i det
fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du
seer saa alvorlig ud med eet?
_Ambrosius_. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa
uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig?
_Hans Lauritsen_. Strax. Det unge Menneske er kommen i Følge med mig
over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjære din
Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn
lige til Odense, der faaer du Penge til de første Udgifter.
_Ambrosius_. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen.
_Hans Lauritsen_. Naa, ja--ja da, saa i Overmorgen.
_Ambrosius_. Heller ikke i Overmorgen.
_Hans Lauritsen_. Ja, længer gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg
har givet mit bestemte Løfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han
videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at
geleide ham.
_Ambrosius_. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden.
_Hans Lauritsen_. _Kan_ du ikke ... hvad skal det sige?
_Ambrosius_. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornøiet i min Stilling;
hvorfor skulde jeg saa reise?
_Hans Lauritsen_. I din Stilling--som Skriverdreng? Det er ellers en
beskeden Lykke, den.
_Ambrosius_. Jeg sigter ikke saa høit; jeg er tilfreds med den Græstørv,
du før talte om.
_Hans Lauritsen_. Saa er det ikke for Græstørvens Skyld ... der stikker
Andet under.
_Ambrosius_. Hvad skulde det være?
_Hans Lauritsen_. Ambrosius! Vi har været Venner fra Barndommen af, vi
har slidt Skolebænke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med
hinanden i Kjøbenhavn ... har du nu ikke længer Fortroende til mig?
_Ambrosius_. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?
_Hans Lauritsen_. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit
Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hørt en Fugl synge derom.
_Ambrosius_. Om hvad?
_Hans Lauritsen_. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig
Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.
_Ambrosius_. Elskov...! Og _du_ er vidende om det, som jeg knap har
tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker
hende.
_Hans Lauritsen_. Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg!
_Ambrosius_. Uden Overlæg ... det kan saa være; thi det er med
Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med. Men
tankeløs er min Kjærlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange
Tanker, som nu, og den ene skjønnere end den anden.
_Hans Lauritsen_. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun
Lygtemænd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange
dig i sine Snarer.
_Ambrosius_. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har
Fristeren været saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har
mine Tanker været renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det
usleste Kræ paa Jorden kunde jeg nænne at gjøre Fortræd, saa lyksalig er
jeg idag. Det er som jeg havde været blind og var bleven seende. Alting
er nyt for mine Øine; Himlen er høiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer,
er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke
ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glæde!
_Hans Lauritsen_. Nu vel, lad saa være, at det ikke er ondt i sig selv,
saa er det dog ondt i sine Følger. Husk paa den vilde Abild, som har
skjønne Blomster, som dog bærer beske Frugter. Saadan et vildt Træ er
ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det
føre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjærlighed til. Hun er
over din Stand, og du kan hverken løfte dig op til hendes, eller vente,
at hun skulde nedlade sig til din for at ægte dig.
_Ambrosius_. Ægte ... hvem tænker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see
hende og høre hende tale--intet Andet. Min Kjærlighed er som Himmerig,
hvor der hverken giftes bort eller tages til Ægte.
_Hans Lauritsen_. Og for saadant ufornuftigt Sværmeries Skyld vil du
sætte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun
nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?
_Ambrosius_. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa
slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!
_Hans Lauritsen_. Men tænker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et
Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?
_Ambrosius_, #(heftig).# Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig
... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kræver en større Rente,
end jeg har Kaft til at yde....
_Hans Lauritsen_. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfærdig! Du skulde
vel vogte dig for at kaste Buløxe til Vorherre, thi han kan let vende
det Skarpe igjen. Gud kræver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig
har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde
takke ham paa dine Knæ og ikke sætte dig op imod hans Villie. Thi det er
Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem
til hans Ære og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har
skjænket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for
Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjønne
Konst, som kan trøste og fornøie baade dig selv og Andre, naar du dyrker
den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter
en skinnende Drøm, efter en Sæbeboble, der brister!
_Ambrosius_. Men naar nu denne skinnende Drøm er hele min Lykke og alt
det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!
_Hans Lauritsen_. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart
være udbrændt.
_Ambrosius_. Lad saa være! Saa lever jeg rigt og kort--jeg ønsker ikke
bedre.
_Hans Lauritsen_. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du
faaer vel tage Livet, som det gives dig. Sæt, du nu kom til at leve
længe og fattigt, hvad saa?
_Ambrosius_. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end
Velstand og gode Dage.
_Hans Lauritsen_. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og
Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa,
for at nøies med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt.
_Ambrosius_. #(slaaet).# Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der
gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser?
_Hans Lauritsen_. Men der kan være Andre, som har samme Magt.
_Ambrosius_. Troer du?
_Hans Lauritsen_. Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa
lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet
i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Følg bort med
mig endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense.
_Ambrosius_, #(usikker).# Idag, siger du ... men Baronen er jo netop
bortreist og ... _Hans Lauritsen_. Naa ja, saa skikker du ham en
skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort.
_Ambrosius_. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke
til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans
Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her.
_Hans Lauritsen_. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det
dit sidste Ord?
_Ambrosius_. Ja.
_Hans Lauritsen_. Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie
er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det,
han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for
meget, Ambrosius! Gud være med dig og Farvel!
_Ambrosius_. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt?
_Hans Lauritsen_. Visselig gjør vi det. Jeg bryder ikke med en gammel
Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig,
Ambrosius, bitterlig ondt.
_Ambrosius_. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad
os tømme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen
... #(bevæget.)# Tak for alt Godt og ... bær over med mig ... Jeg kan
ikke Andet! Og lev saa vel!
_Hans Lauritsen_. Lev vel!
#(De omfavne hinanden, _Hans Lauritsen_ gaaer.)#
_Ambrosius_ #(ene).# Elleskudt!... Ja, siden jeg _hende_ først saae!
#(Tæppet falder.)#
* * * * *


FJERDE AKT.


* * * * *
#(Sal. Dør i Baggrunden. Sidedøre. Et større og et mindre Bord, Stole m.
m)#
* * * * *


FØRSTE SCENE.
#_Baronen_ og _Geheimeraadinden_. Junker _Claus_ og _Abigael_, Magister
_Søren_ og Captain _v. Reinsberg_, samt flere _Gjæster_ (komme ind fra
Venstre). Strax efter _Jørqen_ og _Bodil_.#

_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# Velbekomme Maaltidet, Eders
Naade!
_Claus_ #(til Abigael).# _Que bien vous fasse, Mademoiselle!_
_Captainen_ #(til Magisteren).# Prosit die Mahlzeit, Hr. Magister!
_Magisteren_. Jeg ønsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. Captain!
_Baronen_. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at
smøge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen. #(til
Geheimeraadinden.)# Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter
den Konst, ha, ha, ha!
_Geheimeraadinden_ #(leende).# Nei, endnu ikke, Hr. Baron.
_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!
_Baronen_. Ja, jeg ikke heller. Sæt et Par Bouteiller Rhinskviin herind,
Jørgen ... af den ældste.
_Abigael_ #(ved Kaffebordet).# Ønsker Eders Naade en Kop Kaffe?
_Geheimeraadinden_ #(gaaer hen til Bordet).# Tak, mit Barn!
_Baronen_. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med.
_Claus_. Om jeg faaer Lov, saa foretrækker jeg en, Kop Kaffe, som er
tilberedt af Frøken Abigaels hvide Hænder.
_Abigael_. Dermed kan jeg desværre ikke tjene; Kaffen er kogt af
Huusholdersken.
_Baronen_. Og hendes Hænder er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha!
_Gjæster_. Ha, ha, ha!
_Claus_. Men i det mindste skjænkes den mig dog af Eders Haand.
#(Han faaer en Kop, som rækkes ham og senere tages igjen af Jørgen.)#
_Baronen_. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr.
Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller
ikke?
_Captainen_. Jeg takker ærbødigst, Hr. Baron? Den Viin er god, den er
edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen.
_Baronen_. Er den af Jer Familie? Ja, saa behøver I jo ikke at genere
Jer for at tømme Bouteillen. I er saa vist ikke den første Captain, der
har drukket sin Familie op, ha, ha, ha!
_Gjæster._ Ha, ha, ha!
_Magisteren_ #(med et fyldt Glas).# Maa det være mig tilladt at
bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige Maaltid, saavel
hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed I--næst efter
ham, som er alle gode Tings Giver--paa denne Dag, som saa ofte tilforn,
har vederkvæget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, som har sin
Bolig i denne skrøbelige Hytte. Thi ligerviis som man beklæder og digter
et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige Beboer kan
trives og føle Velbefindende derudi: saaledes styrker og kvæger man
ogsaa sit Legem, for at ...
_Baronen._ Ja, kvæg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar
Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.--Hvor Pokker
bliver nu Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter
Bordet, for at haspe sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme,
saa havde vi det at forslaae Tiden med.
_Jørgen_. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens
Tilladelse, #(afsides til Junker Claus, idet han tager hans Kop.)#
Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Sørg I nu blot for,
at han bliver kaldt herop.
_Abigael_. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige
Gratulationsvers?
_Baronen_. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den
Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke
Luft, kunde han min Salighed tage Skade deraf. Har man først sat
Trompeten for Munden, maa man ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke
sandt, Hr. Captain?
_Captainen_. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne
op, maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsæl, at de springer, ha,
ha, ha!
_Claus_. Vil Baronen tillade mig en Proposition? Kunde det ikke gaae an,
at Skriveren kom op og diverterede Selskabet lidt med Sang og Musik?
_Baronen_. Ambrosius? Det har du Skam Ret i; ham har jeg slet ikke tænkt
paa.
_Geheimeraadinden_. Ak ja, det var et charmant Indfald. Dersom Baronen
vilde tillade ... men maaskee gjør Skriveren Vanskeligheder, naar der er
Fremmede tilstede?
_Baronen_. Vanskeligheder! Ingen af mine Folk gjør Vanskeligheder, naar
jeg befaler Noget. Gaa strax ned og hent ham, Jørgen, og siig med det
samme til Degnen, at han skal komme ind. Du kan ogsaa gjerne byde
Ridefogden herop paa et Glas Viin. #(til Geheimeraadinden.)# Eders
Naade har vel ikke Noget derimod?
_Geheimeraadinden_. Bevares! det gjør altid et godt Indtryk paa Tyendet,
at Herskabet engang imellem viser dem en lille Nedladenhed ... engang
imellem, ikke for ofte.
_Baronen_, Naa ja, saa gjør, som jeg siger, Jørgen! #(_Jørgen_ gaaer ud
i Baggrunden)# Pas paa, nu skal vi faae en artig Underholdning
Skriverkarlen er en habil Person, baade hvad Sang og Musik anbelanger
... ikke sandt, Abigael?
_Åbigael_. Jo visselig er han det, man ... troer Papa ikke, at Gjæsterne
har meer Lyst til at gaae en Stund i Haven efter Maaltidet?
_Baronen._ I Haven!... Naa ja, for mig gjerne, hvis Nogen præfererer
det. Hvad mener I, Magister Søren?
_Magisteren_. Skal jeg, efter Hr. Baronens gunstige Opfordring, give
_min_ ringe Mening tilkjende herudi ...
_Baronen_. Ja Gu' skal I saa, kom bare med den!
_Magisteren_. Saa vil jeg erindre om det klassiske Ord, som skrevet
staaer--enten hos Cicero eller Quinctilianus, det mindes jeg ikke ganske
nøie--og som lyder saaledes: "_Post coenam stabis seu passus mille
meabis_." Det er udlagt: "Efter Bordet skal du staae eller tusind
Fodskridt gaae."
_Baronen_. Staae eller gaae! Ja I bærer nu som sædvanlig Kappen paa
begge Skuldre. Men hvilken af Delene skal det være?
_Magisteren_, Jeg er i det Spørgsmaal aldeles af samme Mening som Hr.
Baronen.
_Baronen_. Det kan jeg begribe, det er I jo altid. For den slemme Syge!
Kan I da ikke engang have en Mening af Jer selv, Magister?
_Magisteren_. Tilvisse, Hr. Baron! Jeg for min Deel foretrækker
unægtelig--med den naadige Frøkens gunstige Tilladelse--at staae,
_stare,_ eller rettere sagt at sidde ovenpaa Maaltidet.
_Baronen_. Det vidste jeg saagu nok, og det gjør de Andre ventelig
ogsaa. Ikke sandt, Hr. Captain?
_Captainen_. Granz gewiss, Hr. Baron! Jeg marscherer hver Dag efter
Tromlen og trænger ikke til Motion. Jeg præfererer, med Hr. Baronens
Permission, at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha,
ha!


ANDEN SCENE.
_De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius_. #(Strax efter)# _Niels
Bruus_ og _Jørgen_ #(fra Baggrunden).#
_Peder_ #(træder frem paa Gulvet, bukker for Baronen og Frøkenen og
begynder strax)# Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....
_Ambrosius_ #(der ligeledes er traadt ind).# Hr. Baronen har befalet,
jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men
sandt at sige ...
_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....
_Ambrosius_ #(halv høit).# Vent lidt, Peer Rasmussen! Jeg har et Ord
paa Munden endnu.
_Peder_ #(ligeledes).# Du kan vel gi'e Tid og lade mig tale først,
din Kylling!
_Baronen_. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om?
_Ambrosius_ #(leende.)# Aa, det er kuns Peer Degn, som mener, at
Hanen bør gale før Kyllingen.
_Baronen_. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham.
_Captainen_. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha!
_Baronen_. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius?
_Ambrosius_. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit
Hoved er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ...
jeg er ikke ret oplagt til at synge idag.
_Baronen_. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min
Fødselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme?
_Ambrosius_. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som
sagt....
_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Gjør ikke min Fader vred,
Ambrosius! I kan jo tænke Jer, at I synger for mig alene.
_Ambrosius_ #(sagte).# For Jer? Ja, for Jer skal jeg synge!
_Baronen_. Naa da, hvad bliver det saa til?
_Claus_. Virtuosen gjør sig kostbar, troer jeg.
_Peder_. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...?
_Baronen_. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa,
Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nødsfald lave en Vise paa staaende Fod,
det har han jo før viist Prøver paa.
_Ambrosius_. Strax, naadige Herre! Jeg tænker just derpaa.
_Claus_ #(sagte til Jørgen).# Jeg er bange, han ikke har faaet Nok,
Jørgen!
_Jørgen_ #(sagte).# Giv kuns Tid, Hr. Kammerjunker! det kommer pø om
pø. Men det kan jo, aldrig skade, at han faaer et Glas endnu.
#(høit.)# Tillader Naadigherren at jeg skjænker for Skriveren og
Ridefogden?
_Baronen_. Ja vel, drik sig først et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer
Geisten nok over ham.
_Ambrosius_. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot
finde de rette Ord!
_Baronen_. Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende!
_Ambrosius_ #(synger, paa en saadan Maade, at man mærker, det er
Improvisation).#

Jeg synge skal en Vise,
Velan, jeg er bered;
Det Bedste vil jeg prise,
Som jeg i Verden veed:
Musikens muntre Lyst
Og Druesaftens Trøst,
Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst.
Den gyldne Viin mig kvæger
Og gjør mig glad og fri;
Men har jeg tømt mit Bæger,
Saa er den Fryd forbi.
Musik og lystig Sang
Fornøier mangen Gang,
Men Glæden svinder hastig alt med den sidste Klang.
Nei, meer end lifligst Drue
Og deiligste Musik,
Jeg priser Elskovs Lue,
Som til mit Hjerte gik.
Den af et Ord blev fød
Og flammed op til Glød,
Men slukkes kan den aldrig, den brænder til min Død!

_Peder_ #(afsides).# Lirum larum, Katten gjør Æg.
_Baronen_. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter
Fruentimrenes Smag, de holder af den søde Confect. Om lidt maa han gi'e
os en anden, nu er det Peer Rasmussens Tour. Skjænk i for Skriveren,
Jørgen! #(det skeer).#
_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder ...
_Ambrosius_ #(afbrydende).# Skaal, naadige Herre! Jeg tømmer Glasset
paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade heder og svaler
paa engang ... ligesom Kjærligheden. Giv mig et Glas endnu, Jørgen!
#(det skeer.)# For nu vil jeg, med Hr. Baronens Tilladelse, drikke en
Skaal for hende, jeg har kjær, hvad enten hun er fjærn eller nær!...
Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad enten hun er mig
fattig Svend god eller ei!...
_Baronen_, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet,
Captain!
_Captainen_. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han hører ikke
til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha!
_Ambrosius_. Hvad enten hendes Herkomst er høi eller lav, elske hende
vil jeg, til jeg ligger i min Grav! #(han drikker.)#
_Captainen_. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha,
ha!
_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Ti stille, Ambrosius! I er jo ikke
Jer selv mægtig.
_Ambrosius_ #(halv høit).# Hvad siger I?... Nei, I har Ret, jeg er
ikke mig selv mægtig.
_Abigael_ #(som før).# Jeg vil tale med Jer. Kom ned i Haven om lidt,
længst ude, ved det gamle Egetræ, hvor vi første Gang saaes, der træffer
I mig. Har I forstaaet det?
_Ambrosius_ #(som før).# Ja.
_Abigael_ #(som før).# Og drik saa ikke Meer ... hører I!... For min
Skyld!
_Ambrosius_ #(som før).# For _Eders_ Skyld!
_Geheimeraadinden_ #(sagte til Junker Claus).# Saae du, hvor Abigael
hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at den
var møntet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette
faaer en Ende.
#(Under denne Replik er _Abigael_ gaaet ud af Døren til Venstre.)#
_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....
_Geheimeraadinden_. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det
var rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud
paa Eftermiddagen, og Ceremonien burde vel ikke skydes for længe ud.
_Peder_ #(halv høit til Niels Bruus).# See saa, nu bliver jeg sat
til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale.
_Captainen_. Ceremonien?... Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit?
_Baronen_. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren,
som skal gaae for sig idag.
_Ambrosius_ #(afsides).# Trolovelse!... Idag!
_Captainen_. Ah, jeg gratulerer ærbødigst, Hr. Baron feirer also en
dobbelt Fest.
_Gjæster_. Gratulerer ærbødigst! Ønsker underdanigst til Lykke!
_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# En liden Stund kan det vel vente
endnu, Eders Naade! Magister Søren er nok desuden ikke ret færdig med
sin Middagslur ... ha, ha, ha!
_Magisteren_ #(farer op).# Hr. Baronen behagede at henvende Ordet til
mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg--om Gud vil--har
tænkt at holde til det unge Par.
_Baronen_, Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok
vare Jer ad, naar Tiden er der.
_Ambrosius_ #(afsides).# Hørte jeg ogsaa ret? Det suser for mine Øren
som rygende Blæst. Var der ikke Nogen, der sagde, hun skulde troloves
idag?
_Jørgen_ #(sagte til Junker Claus).# Faa ham nu til at synge, Hr.
Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Høiden. #(til Ambrosius, høit.)#
Et lille Glas endnu, Ambrosius?
_Ambrosius_. Et Glas!... Ja, skjænk i!... Nei, jeg drikker ikke Meer!
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Ambrosius - 6
  • Parts
  • Ambrosius - 1
    Total number of words is 4814
    Total number of unique words is 1312
    48.2 of words are in the 2000 most common words
    64.9 of words are in the 5000 most common words
    72.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ambrosius - 2
    Total number of words is 4517
    Total number of unique words is 1198
    48.5 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ambrosius - 3
    Total number of words is 4522
    Total number of unique words is 1270
    48.7 of words are in the 2000 most common words
    64.0 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ambrosius - 4
    Total number of words is 4609
    Total number of unique words is 1148
    51.8 of words are in the 2000 most common words
    68.0 of words are in the 5000 most common words
    75.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ambrosius - 5
    Total number of words is 4594
    Total number of unique words is 1247
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ambrosius - 6
    Total number of words is 3970
    Total number of unique words is 1067
    50.3 of words are in the 2000 most common words
    66.1 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.