Ambrosius - 3

Total number of words is 4522
Total number of unique words is 1270
48.7 of words are in the 2000 most common words
64.0 of words are in the 5000 most common words
70.7 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og
Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han
saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig
vide, _hvor_ langt han kan komme.
_Geheimeraadinden_. Og han musicerer og promenerer hver Dag med
Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person, #(fornem.)# Som
sagt, det skal være ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne
Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede!
_Jørgen_. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Følge med
Herren, og de kom ridende hjem sammen.
_Geheimeraadinden_. Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med ham
_Jørgen_. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?
_Geheimeraadinden_ Ikke for Øieblikket.
_Jørgen_ #(afsides.)# Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke
rigtig--jeg tænkte det nok.
#(Jørgen ud til Venstre.)#
_Geheimeraadinden_ #(alene.)# Han er en malicieux Person, den Tjener,
og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i Øiet. Men der er
alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro
til Abigael, paa ingen Maade; men selv en _passager_ Interesse har sine
Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig
ingen Tid at spilde.--Ah, er du der, Claus! det var godt.


SJETTE SCENE.
_Geheimeraadinden. Junker Claus_ #(fra Venstre.)#

_Claus. A votre service, chère maman_. Jeg ønsker Jer en god Morgen
#(kysser hende paa Haanden)#; jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama
idag. Har I sovet godt?
_Geheimeraadinden_. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig,
og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit
Giftermaal angaaende. Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu
er der ikke taget Beslutning om nogen Ting--undtagen om Medgiften
naturligviis, som Baronen og jeg forlængst har aftalt imellem os. Men om
Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet
adskillige Klædninger og Smykkesager fra Kjøbenhavn, saa vilde jeg
virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, hverken paa Jaord eller
Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre
Besked.
_Claus_. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.
_Geheimeraadinden_ #(skarpt).# Veed du heller ikke, at Abigael hver
Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som
informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.
_Claus_. Jo vist, de sanker Blomster--til Potpourri eller saadant noget.
Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i
den lille _Chanson_, du veed: "_Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur;
Tra la la, la la!"_
_Geheimeraadinden_. Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne,
hun er passionneret for.
_Claus_. Hvorledes mener Mama?
_Geheimeraadinden_. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du
lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en
gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjøre Følge.
_Claus_. Jeg? _Dieu m'en préserve!_ Jeg ledsagede dem et Stykke Vei
igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en
Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke
hvad.
_Geheimeraadinden_. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.
_Claus_. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig
Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael ...
_ah fi donc!_
_Geheimeraadinden_. Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne
Sag--ligesom, _en passant_ bemærket, adskillige andre Sager--altfor
legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette Ægteskab.
Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din Stilling ved
Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For et
saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden Døden,
og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde være paa
din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have
Indflydelse paa din Fremtids Lykke.
_Claus_. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas
Alvor?
_Geheimeraadinden_. Hvilket?
_Claus_. At Frøken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor
morsomt!... nedlade sig til en _amourette_ med en almindelig
Skriverdreng af ganske simpel Extraction,--hun, som har en, jeg tør vel
sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig
sandelig ikke til at troe.
_Geheimeraadinden._ Man har dog hørt saa galt før. Husk paa Birgitte
Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig
tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som
Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som
paa en Rose.
_Claus_. Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education--Mama maa
virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa
Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun
eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretrække ... nei,
det er paa Ære umuligt, aldeles umuligt.
_Geheimeraadinden._ Umuligt, siger du?... Holder du _mig_ for et
Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"?
_Claus_. Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det
mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!
_Geheimeraadinden_. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa
havt en Passion, da jeg var ung.
_Claus_. Mama er jo ung endnu.
_Geheimeraadinden_. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden
for mit første ungdommelige Sværmeri?
_Claus_ Var det ikke Papa?
_Geheimeraadinden_. Det var ... min Faders Skytte.
_Claus_. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de
sorte Øine?
_Geheimeraadinden_. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget
Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i
Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader.
_Claus. Est-il possible!_ Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse.
_Geheimeraadinden_. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af
Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i
det mindste lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel
opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig--hvad skal jeg
kalde det?--Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes
Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende
Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den
Sag. Under alle Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke
fortsættes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad
Skriveren angaaer....
_Claus_. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det
første, jeg træffer ham i Abigaels _présence_, skal jeg begegne ham
saaledes....
_Geheimeraadinden_. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt
værre. Du maa behandle ham....
_Claus_. Overlegent--_du haut en bas_--Mama har fuldkommen Ret. Det er
just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael Forskjellen
paa en Kavaler _comme il faut_ og en Skriverkarl ...
_Geheimeraadinden_. Som oven i Kjøbet er Søn af en Bondeskræder.
_Claus_. Af en Skræder! Det er mageløst! En _tailleur de campagne_, ha,
ha, ha!


SYVENDE SCENE.
_De Forrige. Baronen_ #(ind fra Høire).#

_Baronen_. Der er nu forspændt, om Eders Naade har Lyst at følge med og
besee min Planteskole?
_Geheimeraadinden_. Med største Fornøielse. Det vil være mig af
særdeles Interesse.
_Baronen_. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus?
_Geheimeraadinden_. Min Søn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende
imøde, som er ude at promenere med ...
_Baronen_. Skriveren--jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er
en honnet og vellært Person.
_Geheimeraadinden_. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke
distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fæste Tanken paa det,
som er mere magtpaaliggende?
_Baronen_. Hvorledes mener Eders Naade?
_Geheimeraadinden_. Jeg mener, hun opsætter bestandig at tage
Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet.
_Baronen_. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, tænker jeg. Min
Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke
presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun
ventede nogle Klædninger, eller hvad det var, fra Kjøbenhavn.
_Geheimeraadinden_. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just
Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at
Hendes Majestæt allernaadigst har behaget at spørge hende, om min Søns
Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde
i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min
Søns Permission desuden udløben.
_Baronen_. Om et Par Uger! Ja, Guds Død og Pine, saa er det jo den høie
Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus?
_Claus_. Et Par Gange har jeg berørt det--med al mulig Delicatesse
naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig.
_Baronen_. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt
reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg
gjøre en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fødselsdag, jeg
pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i
den Anledning. Magister Søren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan
Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver
det.
_Geheimeraadinden_. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Søns og
egne Vegne, #(til Claus:)# Det er bedst, du strax opsøger Abigael og
meddeler hende den glædelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den
vestre Allee, saa træffer du hende sikkert endnu i Enghaven.
_Claus_. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa
Kjærlighedens Vinger. _Au revoir!_ #(ud til Venstre.)#
_Geheimeraadinden_ #(seer efter ham).# Den kjære Claus! Saae Baronen,
hvor han straalede af Glæde? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets
og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre?
_Baronen_ Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde
jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man
veed Pinedød ikke, hvad man faaer--det er min Troesbekjendelse. Denne
Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sidefløjen.
#(Begge ud til Høire.)#


OTTENDE SCENE.
_Abigael og Ambrosius_ #(komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden.
Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og
Blomster.)#

_Abigael_. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv tørre dem,
nu veed jeg Besked.
_Ambrosius_. Lyster Frøkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over
efter Luthen?
_Abigael_. Aa nei, ikke for Øieblikket, jeg er altfor varm af at gaae;
kanhænde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med
Selskab, om I ellers har Leilighed.
_Ambrosius_. Hjertelig gjerne, naar Frøkenen vil tage tiltakke.
_Abigael_. Jeg lider godt at høre Jer tale. I fortæller mig altid et og
andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.
_Ambrosius_. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte
med, men naar Frøkenen er nøiet....
_Abigael_. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens--det er vel sagtens
de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker
Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i
Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nøgle; I faaer holde det for
mig, om I vil.
_Ambrosius_. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig
øvet i den Gjerning.
_Abigael_. Betyder Intet, den lærer I snart. #(Hun giver ham Garnet og
viser ham tilrette).# Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa
der! Seer I, det gaaer. #(Vinder et Øieblik og hører derpaa lidt op)#
Det var ellers sært, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters
Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de
forskjellige Væxter hver især havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor
falder I paa Sligt?
_Ambrosius_. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjør mig, naar jeg
spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og
Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Frøken!
_Abigael_ #(vinder igjen).# Hvorledes det?
_Ambrosius_. De fødes jo og voxer, opdrættes af Vorherre i det Frie
eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og døer--hvad gjør vi
Mennesker egentlig stort Andet? "Vel _født_ er vel en Trøst, men bedre
vel _opdragen_, vel _gift_ er Livets Lyst, vel _død_ er hele Sagen." Det
kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne.
_Abigael_. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?
_Ambrosius_. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver
eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Øine, naar vi sover ind,
og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har læst, at der gives Væxter i
fremmede Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen
rører dem med ublid Haand.
_Abigael_ #(smilende).# Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af
Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ...
#(hører op at vinde)# troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne føler
Kjærlighed?
_Ambrosius_. Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at de har
stor Kjærlighed til Solen.
_Abigael_. Hvorfor tænker I det?
_Ambrosius_. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et
Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær.
_Abigael_ #(vinder igjen).# Der er vel dem, der holder det lukket.
_Ambrosius_. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frøken! Men
desforuden søger Blomsterne jo og at komme Solen nærmere; de rækker sig
jo ligesom op efter den med deres Blade.
_Abigael_. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nærmer
sig Den, man har kjær? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?
_Ambrosius_. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det
sagtens ikke til.
_Abigael_. I maa komme lidt nærmere hid til mig, ellers kan jeg ikke
vinde ... endnu nærmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I
holder Jer saa fjernt.
_Ambrosius_. Jeg?--Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig
Skriverkarl lider Jer eller ei.
_Abigael_. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I
talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Græs
og den rige Rosenblomme.
_Ambrosius_ #(med Liv, idet han træder et Skridt frem).# Troer I da
ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne føler?
_Abigael_. Hm! Det siger jeg ikke, den gjør. Pas paa, nu er I kommen mig
altfor nær.
_Ambrosius_ #(trædende tilbage).# Forlad mig, jeg tænkte ikke derpaa.
_Abigael_. Efter Eders Ord at dømme, skulde man næsten troe, at Urter og
Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.
_Ambrosius_. Saamænd, naadige Frøken! Jeg har mangen Gang tænkt det
Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik Mæle, og
som Blomsterne fortalte mig Allehaande.
_Abigael_ #(holder op at vinde).# Ih nei, det gad jeg høre Noget om.
Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang
... hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke Stort, thi
den er ikke ret udfoldet endnu.
_Ambrosius_ #(som har nærmet sig)# Omendskjøndt den er ung, fortæller
den ikke saa lidet, naadige Frøken! Den fortæller, hvorlunde den først
var en Kime, der laa og drømte i Jordens Mørke, indtil den en
Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret
omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Næring af Jordens Bryst og
slukkede sin Tørst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede
den i sin grønne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjær faldt
hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste
op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og
Smerte paa een Gang i den Forlængsel. Og alt som den skjød sig høiere i
Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa stærkere, og en Dag
samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet Aandedrag--og saa
brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen skjød sig rødmende frem
af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og
de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens røde Mund,
og saa ...
_Abigael_. Hvad saa?
_Ambrosius_. Saa blev den brudt, og saa døde den.
_Abigael_. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.
_Ambrosius_ En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den.
"Vel _død_ er hele Sagen".
_Abigael_ #(vinder igjen).# Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa
_den_ Historie: Sligt har jeg aldrig tænkt paa tilforn. Troer I, den
stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg
saa vist ønske, det var ugjort.
_Ambrosius_. Smerte? Kanskee. Men jeg tænker, den vilde hellere brydes
og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede den.
_Abigael_. Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden,
Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.
(#_Ambrosius_ træder et Skridt tilbage.)#


NIENDE SCENE.
_De Forrige. Junker Claus_ #(fra Baggrunden).#

_Claus_. Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min
Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.
_Abigael_. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg
havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan
Monsieur Ambrosius vidne for mig.
_Claus_. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke
fortryllet, saa er I paa min Ære fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg
kommer da ikke til Forstyrrelse?
_Abigael_. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri
Audients.
_Claus_. Jeg har en Nyhed at meddele Jer--men under fire Øine. #(til
Ambrosius:)# Han kan gjerne forføie sig bort.
_Ambrosius_. Befaler Frøkenen, at jeg skal gaae?
_Abigael_. Endnu ikke; jeg maa først vinde Garnet til Ende.
_Claus_. Tillader I, skal jeg....
_Abigael_. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts
Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig.
_Claus_. Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det rosenrøde Garn
med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen,
hvad var det nu hun hed...?
_Ambrosius_. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.
_Claus_. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen
veed nok, hvem jeg mener.
_Abigael_. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare
smigrende.
_Claus._ Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!
_Abigael_. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus,
eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem
er saa Uhyret?
_Claus_. Uhyret? #(_Abigael_ og _Ambrosius_ lee.)# Han kan spare sin
Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv
mig Garnet!
_Abigael_. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I
kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans
Tjeneste.
_Claus_. Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten
aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders
Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med
Traad og Garn.
_Ambrosius_. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?
_Claus_. Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af en
Bondeskræder?
_Ambrosius_. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af
Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et
nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk.
_Claus_. Menneskekjærligt--hvad vil han sige dermed?
_Ambrosius_ #(med Hentydning).# Jeg mener, at der er somme Folk, der
skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for.
_Abigael_ #(smilende).# Saamænd, I har ikke saa ganske Uret.
_Ambrosius_. Desforuden er Skræderiet en ærværdig Haandtering; thi det
er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skrædere.
_Claus_. Vorherre! er han fuld eller gal?
_Ambrosius_. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke
Vorherre, som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en
skjøn Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven
nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der
staaer i Evangeliet, at det er ham, der klæder Lilierne paa Marken?
Eller veed I ikke ...
_Claus_. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller
bruge til en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde,
#(til Abigael:)# Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; thi siden
vi ikke kan blive alene ...
_Abigael_. Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et Øjeblik?
_Claus_ For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed
dependerer deraf.
_Abigael_. Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig
at faae det sagt.
_Claus_. Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa
mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne
Leilighed bliver declareret.
#(_Ambrosius_ gjør uvilkaaarlig en Bevægelse.)#
_Abigael_. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet
over--#(til Claus:)# Ih nei, hvad hører jeg? Saa det har min Fader
samtykket i ... paa Eders indstændige Bønner?
_Claus_. Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde
underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret ...
_Abigael_ #(med tilbageholdt Vrede).# Naa, saa det var Eders Ærind? I
mener altsaa, at _mit_ Samtykke kan I være foruden, naar I har min
Faders?
_Claus_. Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo ingen Tid
sagt Nei dertil.
_Abigael_ #(heftig).# Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I
Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte?
_Claus_. Vidner! Men, _ma chère amie_, jeg beder Jer indstændig. Vi har
jo været trolovede fra vi var ikke større end saa. I er jo dog den sammo
Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til hinanden som Børn,
med vore Forældres _consentement_.
_Abigael_. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og
Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen?
_Claus_. Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?
_Abigael_. Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel ogsaa
voxet fra _mine_, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel
tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!
_Claus_. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og
aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ...
_Ambrosius_. Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader
I vel, at jeg fjerner mig?
_Abigael_. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ...
og mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at
jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg
efter Papa ... See saa, nu er _det_ forbi, og Tak skal I have for Eders
Umag!
_Ambrosius_. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.
_Claus_. Ah, _dieu soit béni_! Nu begynder Solen at skinne igjen, mærker
jeg.
_Abigaél_. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den
ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae
tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før ... I kan jo kaste den
bort, naar den er vissen.
_Ambrosius_. Kaste den bort!
_Abigael_. Eller gjemme den, ligesom I vil. #(Hun rækker ham Rosen.)#
_Ambrosius_. Jeg takker Eder, naadige Frøken!
_Claus_. Men _jeg_ da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, at ...
hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?
_Abigael_. Aa, jo, hvorfor ikke? #(Søger imellem Planterne.)# See
her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.
_Claus_. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den
saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.
_Abigael_ #(smilende).# Navnet ... ja, det maa I spørge Monsieur
Ambrosius om, det er _hans_ Videnskab.
_Ambrosius_ #(ligeledes).# Paa Latin kaldes den: _Linaria_.
_Claus_. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.
_Ambrosius_, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.
#(_Abigael_ leende ud til Venstre. _Ambrosius_ ligeledes i
Baggrunden.)#
_Claus_ #(betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk).# "Torskemund?"
#(Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og
udbryder forbittret:)# Torskemund!
#(Tæppet falder hurtig.)#


TREDIE AKT.


* * * * *
#Kabinet, som i anden Akts femte Scene.#
* * * * *


FØRSTE SCENE.
_Abigael. Bodil._

_Abigael_ #(betragtende sig i et Haandspeil).# Jeg veed ikke, hvordan
du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt
forkeert.
_Bodil_. Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok færdig.
_Abigael_. Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst her paa
Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. #(Hun
sætter sig, _Bodil_ pynter hende)#
_Bodil_. Venter Frøkenen Fremmede?
_Abigael_. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.
_Bodil_. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret?
_Abigael_. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed?
_Bodil_. Jeg meente, at ... Frøkenen maa ikke blive vred; men I veed,
han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tænke paa, hvad der
vilde skee, hvis Frøkenen gjorde Alvor af Eders Spøg; det kunde komme
ham dyrt til at staae.
_Abigael_. Dyrt til at staae? Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke,
hvad du mener.
_Bodil_. Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i
Kjærlighed.
_Abigael_. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han
kunde gjøre.
_Bodil_. Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke.
_Abigael_. #(med en Bevægelse).# Ægte ham! Er du galen, Pige? Har du
nogen Tid hørt, at en adelig Frøken ægtede en Skriverkarl?
_Bodil_. Hørt derom har jeg vel, men ...
_Abigael_. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hænde der har været Den,
som var saa lidet ærekjær. Men aldrig agter jeg at sætte en Gaasefjer i
mit Adelsskjold--det kan du forlade dig paa!
_Bodil_. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frøken, over al den
Venlighed, I viser ham?
_Abigael_. Saa var han jo ikke bedre værd, end at spærres inde i en
Daarekiste.
_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men nu er det mig, som ikke
forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lært, veed I nok, og jeg
skjønner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.
_Abigael_ #(betragtende sig i Speilet).# Hvad Tanker jeg har?... Sæt
mig den Blomst noget højere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de
Tanker at vise dig, at din Kjærestes Ven er bagt af samme. Deig, som
andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?
_Bodil_. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Væddemaal, ikke
sandt, Frøken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot....
_Abigael_ #(heftig).# Men det _har_ du jo netop ikke ... ikke endnu
mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag!
Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen.
_Bodil_. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besøg
hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius.
_Abigael_. Et Tilbud ... hvorom?
_Bodil_. Ja, det nævner han ikke.
_Abigael_. Skulde det være om en anden Plads?
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Ambrosius - 4
  • Parts
  • Ambrosius - 1
    Total number of words is 4814
    Total number of unique words is 1312
    48.2 of words are in the 2000 most common words
    64.9 of words are in the 5000 most common words
    72.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ambrosius - 2
    Total number of words is 4517
    Total number of unique words is 1198
    48.5 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ambrosius - 3
    Total number of words is 4522
    Total number of unique words is 1270
    48.7 of words are in the 2000 most common words
    64.0 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ambrosius - 4
    Total number of words is 4609
    Total number of unique words is 1148
    51.8 of words are in the 2000 most common words
    68.0 of words are in the 5000 most common words
    75.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ambrosius - 5
    Total number of words is 4594
    Total number of unique words is 1247
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ambrosius - 6
    Total number of words is 3970
    Total number of unique words is 1067
    50.3 of words are in the 2000 most common words
    66.1 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.