Vildanden - 3

HJALMAR.
Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.
GREGERS.
Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?
HJALMAR.
Å du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun
aner ingen fare. Glad og sorgløs og kviddrende som en liden
fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvældet.) Å,
det er så knusende svært for mig, Gregers.
(Hedvig bringer et bræt med øl og glasse, som hun sætter på
bordet.)
HJALMAR (stryger hende over hodet).
Tak, tak, Hedvig.
HEDVIG (lægger armen om hans hals og hvisker ham i øret).
HJALMAR.
Nej. Ikke smørrebrød nu. (ser hen.) Ja, kanske Gregers tar
et stykke?
GREGERS (afværgende).
Nej, nej tak.
HJALMAR (fremdeles vemodig).
Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skulde du ha' en
skalk, så var det bra'. Og så la' det være tilstrækkelig
smør på, du.
HEDVIG (nikker fornøjet og går ud i køkkenet igen).
GREGERS (som har fulgt hende med øjnene).
Hun ser da ellers nok sa frisk og sund ud, synes jeg.
GINA.
Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen.
GREGERS.
Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor
gammel kan hun nu være?
GINA.
Hedvig er nu snart akkurat fjorten år; hun har jebursdag i
overmorgen.
GREGERS.
Temmelig stor for sin alder da.
GINA.
Ja, hun er skudt svært op i det sidste året.
GREGERS.
På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv
blir.--Hvor længe er det nu De har været gift?
GINA.
Nu har vi været gift i--; jaha, snart i femten år.
GREGERS.
Nej, tænk, er det så længe!
GINA (blir opmærksom; ser på ham).
Ja det er det da rigtignok.
HJALMAR.
Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. (slår
over.) Det må ha' været lange år for dig der oppe på værket,
det, Gregers.
GREGERS.
De var lange så længe jeg leved dem;--nu bagefter ved jeg
næsten ikke, hvor den tiden er ble't af.
(Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden piben, men med sin
gammeldagse uniformshue på hodet; hans gang er lidt ustø.)
EKDAL.
Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette
her--hm. Hvad var det nu for noget?
HJALMAR (går imod ham).
Far, her er nogen. Gregers Werle--. Jeg ved ikke, om du kan
huske ham.
EKDAL (ser på Gregers, som har rejst sig).
Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det, han vil mig?
HJALMAR.
Ingen ting; det er til mig, han kommer.
EKDAL.
Nå, så der er ikke noget på færde?
HJALMAR.
Nej visst ikke, nej.
EKDAL (svinger med armen).
Ikke for det, ser du; jeg er ikke ræd, men--
GREGERS (går hen til ham).
Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, løjtnant
Ekdal.
EKDAL.
Jagttomterne?
GREGERS.
Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket.
EKDAL.
Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før i tiden.
GREGERS.
Den gang var De slig en vældig jæger.
EKDAL.
Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på munduren. Jeg spør
ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke
går i gaderne med den, så--
(Hedvig bringer en tallerken smørrebrød, som hun sætter på
bordet.)
HJALMAR.
Sæt dig nu, far, og få dig et glas øl. Vær så god, Gregers.
(Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers sætter sig
på stolen nærmest ved ham, Hjalmar på den anden side af
Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig står hos
sin far.)
GREGERS.
Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjalmar og jeg var
oppe og besøgte Dem om sommeren og i juletiden.
EKDAL.
Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tør nok
sige, jeg har været en glup jæger, jeg. Bjørn har jeg også
skudt. Har skudt hele ni.
GREGERS (ser deltagende på ham).
Og nu jager De aldrig mere.
EKDAL.
Å, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja,
ikke på den måden, da. For skogen, ser De,--skogen, skogen
--! (drikker.) Står skogen bra' deroppe nu?
GREGERS.
Ikke så gild som i Deres tid. Den er hugget svært ud.
EKDAL.
Hugget ud? (sagtere og ligesom ræd.) Det er farlig gerning,
det. Det dra'r efter sig. Der er hævn i skogen.
HJALMAR (fylder i hans glas).
Vær så god-, lidt til, far.
GREGERS.
Hvorledes kan en mand som De,--slig en friluftsmand,--
leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vægge?
EKDAL (ler småt og skotter til Hjalmar).
Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde.
GREGERS.
Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne
svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på
vidder, mellem dyr og fugl--?
EKDAL (smiler).
Hjalmar, skal vi vise ham det?
HJALMAR (hurtig og lidt forlegen).
Å nej, nej, far; ikke i aften.
GREGERS.
Hvad vil han vise mig?
HJALMAR.
Å, det er bare noget sådant--; du kan få se det en anden
gang.
GREGERS (fortsætter til den gamle).
Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De
følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart
igen. De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og
her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og
kvikke Dem op.
EKDAL (stirrer forbauset på ham).
Har jeg ingen verdens ting, som--!
GREGERS.
Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som
De, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit og
vildt er--
EKDAL (slår i bordet).
Hjalmar, nu skal han se det!
HJALMAR.
Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt--
EKDAL.
Snak; det er jo månelyst, (rejser sig.) Han skal se det,
siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom så og hjælp mig,
Hjalmar!
HEDVIG.
Å ja, gør det, far!
HJALMAR (rejser sig).
Ja--ja da.
GREGERS (til Gina).
Hvad er det for noget?
GINA.
Å, De må såmænd ikke tro, det er noget videre rart.
(Ekdal og Hjalmar er gåt hen til bagvæggen og skyder hver
sin halvdør til siden; Hedvig hjælper den gamle; Gregers
blir stående ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr.
Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt
loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående
skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigjennem et klart
månelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre
ligger i dyb skygge.)
EKDAL (til Gregers).
Må gerne komme belt hen, De.
GREGERS (går hen til dem).
Hvad er det så egentlig?
EKDAL.
De kan jo se efter. Hm.
HJALMAR (noget forlegen).
Dette her hører far til, skønner du.
GREGERS (ved døren, ser ind i loftsrummet).
De holder jo høns, løjtnant Ekdal!
EKDAL.
Skulde mene det, at vi holder høns. De er fløjet op nu. Men
De skulde bare se de høns ved dagsens lys, De!
HEDVIG.
Og så er der--
EKDAL.
Hys--hys; ikke sig noget endnu.
GREGERS.
Og duer har De også, ser jeg.
EKDAL.
Å jo; kunde nok være, det, at vi har duer! De har
rugekasserne sine der oppe under tagskægget, de; for duerne
vil helst ligge højt, kan De skønne.
HJALMAR.
Det er ikke almindelige duer alle sammen.
EKDAL.
Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og
et par kropduer har vi også. Men kom så her! Kan De se den
bingen der borte ved væggen?
GREGERS.
Ja; hvad bruger De den til?
EKDAL.
Der ligger kaninerne om natten, far.
GREGERS.
Nå; så De har kaniner også?
EKDAL.
Ja, De kan da vel for fanden tænke, at vi har kaniner! Han
spør, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det
rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem
her; så ja; og se så der ned,--Ser De ikke der en kurv med
strå i?
GREGERS.
To. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven.
EKDAL.
Hm--«en fugl»--
GREGERS.
Er det ikke en and?
EKDAL (stødt).
Jo, begribeligvis er det en and.
HJALMAR.
Men hvad slags and, tror du?
HEDVIG.
Det er ikke nogen simpel and--
EKDAL.
Hys!
GREGERS.
Og en tyrkisk and er det heller ikke.
EKDAL.
Nej, herr--Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det
er en vildand.
GREGERS.
Nej, er det virkelig? En vild and?
EKDAL.
Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa',--det er
vildanden, det. Det er vor vildand, far.
HEDVIG.
Min vildand. For jeg ejer den.
GREGERS.
Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her?
EKDAL.
De kan da vel forstå, at hun har et traug med vand til at
plaske i.
HJALMAR.
Friskt vand hver anden dag.
GINA (vender sig mod Hjalmar).
Men, snille Ekdal, nu blir her så isende koldt, du.
EKDAL.
Hm, lad os så lukke da. Er ikke værdt vi forstyrrer dem i
natteroen heller. Ta' i, du Hedvig.
(Hjalmar og Hedvig skyver loftsdøren sammen.)
EKDAL.
En anden gang kan De få se hende rigtig. (sætter sig i
lænestolen ved ovnen.) Å, de er svært mærkværdige, de
vildænderne, kan De tro.
GREGERS.
Men hvorledes fik De fanget den, løjtnant Ekdal?
EKDAL.
Har ikke fanget, den, jeg. Der er en viss mand her i byen,
som vi kan takke for den.
GREGERS (studser lidt).
Den mand skulde da vel aldrig være min far?
EKDAL.
Jo så sandelig. Akkurat Deres far. Hm.
HJALMAR.
Det var da løjerligt, at du kunde gætte det, Gregers.
GREGERS.
Du fortalte jo før, at du skyldte far så mangt og
mangfoldigt; og så tænkte jeg som så--
GINA.
Men vi har da ikke fåt anden af grossereren selv--
EKDAL.
Det er Håken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina.
(til Gregers.) Han var ude i båd, skønner De; og så skød han
på hende. Men han ser nu så kleint, far Deres. Hm; så blev
hun bare skamskudt.
GREGERS.
Nå så; hun fik sig et par haggel i kroppen.
HJALMAR.
Ja, hun fik sådan en to--tre stykker.
HEDVIG.
Hun fik det under vingen, og så kunde hun ikke flyve.
GREGERS.
Nå, så dukked hun vel til bunds da?
EKDAL (søvnig, med tykt mæle).
Kan vide det. Gør altid så vildænderne. Stikker til bunds--
så dybt de kan vinde, far;--bider sig fast i tang og i
tarre--og i alt det fandenskab, som der nede find's. Og så
kommer de aldrig op igen.
GREGERS.
Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen.
EKDAL.
Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far.--Og den
hunden--den dukked efter og hented anden op igen.
GREGERS (vendt til Hjalmar).
Os så fik I den her?
HJALMAR.
Ikke straks; først kom den hjem til din far; en der vilde
den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde
gøre ende på den--
EKDAL (halvt i søvne).
Hm--ja, Pettersen--den torsken--
HJALMAR (taler sagtere).
På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender
noget til Pettersen; og da han hørte dette her med
vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt.
GREGERS.
Og der inde på loftet trives den nu så inderlig vel.
HJALMAR.
Ja, så utrolig vel, du. Den er ble't fed. Nå, den har jo nu
også været så længe der inde, at den har glemt det rigtige
vilde liv; og det er bare det, som det kommer an på.
GREGERS.
Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig få se
himmel og hav--. Men jeg tør nok ikke bli' længer; for jeg
tror, din far sover.
HJALMAR.
Å, for den sags skyld--
GREGERS.
Men, det er sandt,--du sa', du havde et værelse at leje
ud,--et ledigt værelse?
HJALMAR.
Ja vel; hvad så? Ved du kanske nogen--?
GREGERS.
Kan jeg få det værelset?
HJALMAR.
Du?
GINA.
Nej men De, herr Werle--
GREGERS.
Kan jeg få værelset? Så flytter jeg ind straks imorgen
tidlig.
HJALMAR.
Ja, med den største fornøjelse--
GINA.
Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse for
Dem, det.
HJALMAR.
Men, Gina, hvor kan du da sige det?
GINA.
Jo, for det værelset er hverken stort nok eller lyst nok, og--
GREGERS.
Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal.
HJALMAR.
Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke
så ilde møbleret heller.
GINA.
Men husk på de to, som bor nedenunder.
GREGERS.
Hvad er det for to?
GINA.
Å, det er en, som har været huslærer--
HJALMAR.
Det er en kandidat Molvik.
GINA.
--og så er det en doktor, som heder Relling.
GREGERS.
Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid
oppe i Højdal.
GINA.
Det er rigtig et par vidtløftige mandspersoner. De er så
tidt udesvævendes om aftningerne; og så kommer de svært sent
hjem om naetterne, og da er de ikke altid så--
GREGERS.
Sligt vaenner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med
mig som med vildanden--
GINA.
Hm, jeg synes nok De skulde sove på det først alligevel.
GREGERS.
De vil nok svært nødig ha' mig ind i huset, fru Ekdal.
GINA.
Nej kors; hvor kan De da tro det?
HJALMAR.
Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (til
Gregers.) Men sig mig, tænker du altså at bli' her i byen
for det første?
GREGERS (tar sin overfrakke på).
Ja, nu tænker jeg at bli' her.
HJALMAR.
Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta' dig
til?
Gregers.
Ja-, vidste jeg bare det, du--da var jeg ikke så ilde
faren endda. Men når en bar det kors på sig, at hede Gregers
--. «Gregers»--og så «Werle» bagefter; har du hørt noget
så fælt, du?
HJALMAR.
Å, det synes jeg slet ikke.
GREGERS.
Huf! Isch! Jeg kunde ha' lyst til at spytte på den fyren,
som heder sligt noget. Men når en nu engang har det kors på
sig at være Gregers--Werle her i verden, således som jeg
er det--
HJALMAR. (ler).
Ha--ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du så
være for noget?
GREGERS.
Kunde jeg vælge, så vilde jeg aller helst være en flink
hund.
GINA.
En hund!
HEDVIG (uvilkårligt).
Å nej da!
GREGERS.
Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som går til
bunds efter vildænder, når de dukker under og bider sig fast
i tang og tarre nede i mudderet.
HJALMAR.
Nej, ved du hvad, Gregers,--dette her skønner jeg ikke et
ord af.
GREGERS.
Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men
imorgen tidlig altså--så flytter jeg ind. (til Gina.) De
skal ikke få noget bryderi af mig; for jeg gør al ting selv.
(til Hjalmar.) Resten snakker vi om imorgen.--Godnat, fru
Ekdal. (nikker til Hedvig.) Godnat!
GINA.
Godnat, herr Werle.
HEDVIG.
Godnat.
HJALMAR (som har tændt et lys).
Bi lidt; jeg må lyse dig; der er visst mørkt på trapperne.
(Gregers og Hjalmar går ud gennem gangdøren.)
GINA (ser hen for sig, med sytøjet i fanget).
Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde være en
hund?
HEDVIG.
Jeg skal sige dig en ting, mor,--jeg tror, at han mente
noget andet med det.
GINA.
Hvad skulde det være for noget?
HEDVIG.
Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget
andet, end det han sa'--hele tiden.
GINA.
Tror du det? Ja underlig var det.
HJALMAR (kommer tilbage).
Lampen brændte endnu. (slukker lyset og sætter det fra sig.)
Ah, endelig kan man da få sig en bid mad i livet. (begynder
at spise smørrebrød.) Nå, ser du det, Gina,--når man bare
er om sig, så--
GINA.
Hvorledes om sig?
HJALMAR.
Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det
værelset lejet bort en gang. Og sa, tænk,--til et menneske
som Gregers,--en gammel god ven.
GINA.
Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg.
HEDVIG.
Å mor, du skal se, det blir så morsomt!
HJALMAR.
Du er da også besynderlig. Før var du så forhippet på at få
lejet ud; og nu liker du det ikke.
GINA.
Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så--.
Men hvad tror du, grossereren vil sige?
HJALMAR.
Gamle Werle? Det rager da ikke ham.
GINA.
Men du kan da vel skønne, at der er kommet noget på tvers
imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved
jo, hvorledes de to har det med hinanden.
HJALMAR.
Ja, det kan gerne være, men--
GINA.
Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag
ved--
HJALMAR.
Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort
overmåde meget for mig; gud bevar's,--det erkender jeg.
Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af
ham.
GINA.
Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud over gamle-
far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten,
han har hos Gråberg.
HJALMAR.
Jeg havde nær sagt: gid det var så vel! Er det ikke noget
ydmygende for en mand, som jeg, at se sin gråhærdede far gå
som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, tænker
jeg. (tar et nyt stykke smørrebrød.) Har jeg så Sandt en
opgave i livet, så skal jeg også udføre den!
HEDVIG.
Å ja far! Gør det!
GINA.
Hys; væk ham bare ikke!
HJALMAR (sagtere).
Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok engang komme
den dag, da--. Og derfor er det godt, vi fik værelset lejet
ud; for så er jeg mere uafhængig stillet. Og det må den mand
være, som har en opgave i livet, (henne ved lænestolen,
bevæget.) Stakkers gamle hvidhårede far.--Lid på din
Hjalmar, du.--Han har brede skuldre, han;--kraftfulde
skuldre i al fald.--Du skal nok en vakker dag vågne op og
--. (til Gina.) Tror du det kanske ikke?
GINA (rejser sig).
Jo visst gør jeg så; men lad os først se at få ham til køjs.
HJALMAR.
Ja, lad os det.
(De tar varligt fat på den gamle.)

* * * * *


TREDJE AKT.

(Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind
gennem det store vindu i skråtaget; forhænget er
fratrukket.)
(Hjalmar sidder ved bordet beskæftiget med at retouchere et
fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter
kommer Gina i hat og kåbe ind gennem gangdøren; hun har en
lågkurv på armen.)
HJALMAR.
Er du alt der igen, Gina?
GINA.
Å ja, en får nok rappe sig.
(sætter kurven på en stol og tar tøjet af.)
HJALMAR.
Så du indom til Gregers?
GINA.
Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han
har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer.
HJALMAR.
Nå da?
GINA.
Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa han. Så skulde han nu
lægge i ovnen også; og så har han skruet spjeldet for, så
hele værelset er ble't fuldt af røg. Uf, der var en stank,
slig at--
HJALMAR.
Å nej da.
GINA.
Men så kommer det bedste; for så skal han nu slukke, og så
slår han alt vaskevandet ind i ovnen, så gulvet driver over
af det værste svineri.
HJALMAR.
Det var da kedeligt.
GINA.
Jeg har nu fåt portkonen op til at skure efter ham, den
grisen; men der blir ikke værendes der inde før i
eftermiddag.
HJALMAR.
Hvor har han så gjort af sig imens?
GINA.
Han gik ud lidt, sa' han.
HJALMAR.
Jeg var også inde hos ham et øjeblik--efter du var gåt.
GINA.
Jeg hørte det. Du har jo bedt ham ind til frokost.
HJALMAR.
Bare sådan en liden smule formiddagsfrokost, forstår du. Det
er jo første dagen--; vi kan ikke godt undgå det. Du har
vel altid noget i huset.
GINA.
Jeg får jo se at finde lidt.
HJALMAR.
Men lad det endelig ikke bli' for knapt. For Relling og
Molvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf just
Relling på trappen, ser du, og så måtte jeg jo--
GINA.
Nå, skal vi ha' de to også?
HJALMAR.
Herre gud,--et par stykker mere eller mindre; det gør da
hverken fra eller til.
Gamle EKDAL (åbner sin dør og ser ind).
Hør her, du Hjalmar--(bemærker Gina.) Nå så.
GINA.
Er det noget, som bedstefar vil ha'?
EKDAL.
Å nej; det kan være det samme. Hm!
(går ind igen.)
GINA (tar kurven).
Pas endelig godt på ham, så han ikke går ud.
HJALMAR.
Ja, ja, det skal jeg nok.--Hør du, Gina; lidt sildesalat
vilde være svært bra'; for Relling og Molvik har nok været
ude på rangel inat.
GINA.
Bare de ikke kommer for snart over mig, så--
HJALMAR.
Nej visst ikke; gi' du dig tid.
GINA.
Ja ja da; og så kan jo du få arbejde lidt imens.
HJALMAR.
Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg
årker!
GINA.
For så har du det fra hånden, ser du.
(hun går med kurven ud i køkkenet.)
HJALMAR (sidder en stund og pensler på fotografiet; det går
trægt og med ulyst).
EKDAL (kikker ind, ser rundt om i atelieret og siger
dæmpet):
Har du det travlt, du?
HJALMAR.
Ja, jeg sidder jo her og stræver med disse billederne--
EKDAL.
Ja ja, gud bevar's--når du har det så travlt, så--. Hm!
(går ind igen; døren blir stående åben.)
HJALMAR (fortsætter en stund i taushed; derpå lægger han
penselen fra sig og går hen til døren).
Har du det travlt, far?
EKDAL (brummer indenfor).
Når du har det travlt, så har jeg det også travlt. Hm!
HJALMAR.
Ja ja da.
(går til sit arbejde igen.)
EKDAL (lidt efter, kommer atter frem i døren).
Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har jeg det jo ikke.
HJALMAR.
Jeg synes du sad og skrev.
EKDAL.
For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en dags tid eller
to? Det står da ikke om livet ved jeg.
HJALMAR.
Nej; og du er da ikke nogen træl heller.
EKDAL.
Og så var det dette her andet derinde--
HJALMAR.
Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke
op for dig?
EKDAL.
Vilde rigtig ikke være af vejen.
HJALMAR (rejser sig).
For så havde vi det fra hånden.
EKDAL.
Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen tidlig. For det
er jo imorgen? Hm?
HJALMAR.
Ja visst er det imorgen.
(Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdør til side.
Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer
flyver frem og tilbage, andre går og kurrer på stilladserne;
hønsene kagler en gang imellem længere inde på loftet.)
HJALMAR.
Nå, så får du gå ivej da, far.
EKDAL (går indenfor).
Kommer ikke du med?
HJALMAR.
Jo, ved du hvad,--jeg tror næsten--(ser Gina i
køkkendøren.) Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg må arbejde.--
Men så var det mekanismen--
(Han trækker i en snor; indefra glider ned et forhæng, hvis
nedre del består af en stribe gammel sejldug, resten,
oventil, af et stykke udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er
således ikke længer synligt.)
HJALMAR (går hen til bordet).
Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred en stund.
GINA.
Skulde han nu der ind og grassere igen?
HJALMAR.
Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam
Eriksen? (sætter sig.) Er det noget, du vil? Du sa' jo--
GINA.
Jeg vilde bare spørge, om du tror, vi kan dække
frokostbordet her?
HJALMAR.
Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen så tidlig?
GINA.
Nej, jeg venter ikke andre end de to kæresterne, som skal
sidde sammen.
HJALMAR.
Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag!
GINA.
Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, når
du sover.
HJALMAR.
Nå, så er det jo bra'. Ja, så spiser vi her.
GINA.
Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan
godt bruge bordet en stund til.
HJALMAR.
Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det
jeg kan!
GINA.
For så er du fri siden, ser du.
(går ud i køkkenet igen.)
(kort ophold.)
EKDAL (i loftsdøren, indenfor garnet).
Hjalmar!
HJALMAR.
Nå?
EKDAL.
Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.
HJALMAR.
Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden.
EKDAL.
Hm--hm--hm.
(går fra døren igen.)
HJALMAR (arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig
halvt).
(Hedvig kommer ind fra køkkenet.)
HJALMAR (sætter sig hurtig ned igen).
Hvad er det du vil?
HEDVIG.
Jeg vilde bare ind til dig, far.
HJALMAR (lidt efter).
Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på
kanske?
HEDVIG.
Nej slet ikke det.
HJALMAR.
Hvad tar mor sig til derude nu?
HEDVIG.
Å, mor står midt oppe i sildesalaten, hun (går hen til
bordet.) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjælpe dig
med, far?
HJALMAR.
Å nej. Det er bedst, jeg bli'r alene om det alt sammen,--
så længe kræfterne slår til. Det har ingen nød, Hedvig; når
bare din far må få beholde sin helse, så--
HEDVIG.
Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt.
(Hun går lidt omkring:, standser ved døråbningen og ser ind
i loftsrummet.)
HJALMAR.
Hvad er det, han tar sig for, du?
HEDVIG.
Det skal visst bli' en ny vej op til vandtrauget.
HJALMAR.
Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg
være fordømt til at sidde her--!
HEDVIG (går hen til ham).
Lad mig få penselen, far; jeg kan nok.
HJALMAR.
Å snak; du bare fordærver øjnene med det.
HEDVIG.
Langt ifra. Kom her med penselen.
HJALMAR (rejser sig).
Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.
HEDVIG.
Pyt, hvad skulde det så gøre? (tar penselen.) Se så. (sætter
sig.) Og her har jeg et at se efter.
HJALMAR.
Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha'
noget ansvar; du må selv ta' ansvaret på dig,--det siger
jeg dig.
HEDVIG (retoucherer).
Ja ja, det skal jeg nok.
HJALMAR.
Du er svært flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstår du.
(Han smyger sig gennem kanten af forhænget ind på loftet.
Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal høres at
disputere derinde.)
HJALMAR (kommer frem indenfor garnet).
Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som ligger på hylden. Og
så hugjernet, du. (vender sig indover.) Jo, nu skal du bare
se, far. Lad mig da først få lov til at vise dig, hvorledes
jeg mener det! Hedvig (har hentet det forlangte værktøj fra
reolen og stikker det ind til ham)
HJALMAR.
Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du.
(går fra døråbningen; de snedkrer og passiarer derinde.)
HEDVIG (blir stående og ser på dem. En stund efter banker
det på gangdøren; hun lægger ikke mærke til det).
GREGERS WERLE (barhodet og uden overtøj, kommer ind og
standser lidt ved døren).
Hm--!
HEDVIG (vender sig og går imod ham).
God morgen. Vær så god, kom nærmere.
GREGERS.
Tak. (ser mod loftet.) De lader til at ha' arbejdsfolk i
huset.
HEDVIG.
Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til.
GREGERS.
Nej, nej, gør ikke det; jeg vil heller vente lidt.
(sætter sig i sofaen.)
HEDVIG.
Her er så uryddigt--(vil ta' fotografierne bort.)
GREGERS.
Å lad bare ligge. Er det billeder, som skal gøres i stand?
HEDVIG.
Ja, det er lidt, jeg skulde hjælpe far med.
GREGERS.
Lad endelig ikke mig forstyrre Dem.
HEDVIG.
Å nej.
(Hun flytter sagerne hen til sig og sætter sig til at
arbejde; Gregers ser imens på hende i taushed.)
GREGERS.
Har vildanden sovet godt i nat?
HEDVIG.
Jo tak, jeg tror visst det.
GREGERS (vendt mod loftsrummet).
Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igår i
måneskin.
HEDVIG.
Ja, det kan være så svært forskelligt. Om morgenen ser det
anderledes ud end om eftermiddagen; og når det regner, ser
det anderledes ud, end når det er godt vejr.
GREGERS.
Har De lagt mærke til det?
HEDVIG.
Ja, for det ser en jo.
GREGERS.
Holder De også gerne til der inde hos vildanden?
HEDVIG.
Ja, når det lar sig gøre, så--
GREGERS.
Men De har sagtens ikke så megen fritid; De går vel på
skolen.
HEDVIG.
Nej, ikke nu længer; for far er ræd, jeg skal fordærve
øjnene.
GREGERS.
Nå, så læser han altså selv med Dem.
HEDVIG.