Vildanden - 6

Total number of words is 4592
Total number of unique words is 1078
43.6 of words are in the 2000 most common words
58.5 of words are in the 5000 most common words
64.8 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse
bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg så må udtrykke
mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.
GREGERS.
Nå ja, hvad så?
HJALMAR.
Ja, men så er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette
her vanskelige, som du selv sa', hørte til, for at grunde
det sande ægteskab.
GREGERS.
Men det er jo på en ganske anden måde, Hjalmar. Du vil da
vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to--?
Nå, du forstår mig nok.
HJALMAR.
Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt dette er noget,
som sårer og krænker min retsbevidsthed. Det ser jo akkurat
ud, som om der slet ingen retfærdig verdensstyrelse var til.
GINA.
Uf nej, Ekdal, sligt må du da, ved gud, ikke sige.
GREGERS.
Hm; lad os ikke komme ind på de spørsmål.
HJALMAR.
Men på den anden side er det jo rigtignok som om jeg øjner
skæbnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind.
GINA.
Å det er kanske ikke så sikkert.
HJALMAR.
Det er utvilsomt. Vi bør ikke tvile på det i al fald; for
just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han
har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning.
GREGERS.
Desværre, han har forblindet mange.
HJALMAR.
Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver
grossererens egne øjne.
GINA.
Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd.
HJALMAR.
Det er tjenligt at fordybe sig i tilværelsens natsider en
gang imellem.
(Hedvig, i hat og kåbe, kommer glad og forpustet ind gennem
gangdøren.)
GINA.
Er du alt der igen?
HEDVIG.
Ja, jeg vilde ikke gå længer. Og det var godt; for nu mødte
jeg nogen i porten.
HJALMAR.
Det var vel denne fru Sørby.
HEDVIG.
Ja.
HJALMAR (går op og ned).
Jeg vil håbe, du skal ha' set hende for sidste gang.
(Taushed. Hedvig ser forknyt snart på den ene snart på den
anden som for at udforske stemningen.)
HEDVIG (nærmer sig indsmigrende).
Far.
HJALMAR.
Nå,--hvad er det, Hedvig?
HEDVIG.
Fru Sørby havde noget med til mig.
HJALMAR. (standser).
Til dig?
HEDVIG.
Ja. Det er noget, som skal være til imorgen.
GINA.
Berta har altid havt en liden ting til dig på den dagen.
HJALMAR.
Hvad er det for noget?
HEDVIG.
Nej, det kan du ikke få vide nu; for mor skal gi' mig det på
sengen imorgen tidlig.
HJALMAR.
Å, alt dette maskepi, som jeg skal holdes udenfor!
HEDVIG (skynder sig).
Nej, du kan gerne få se det. Det er et stort brev.
(tar brevet op af kåbelommen).
HJALMAR.
Et brev også?
HEDVIG.
Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men
tænk,--et brev! Jeg har aldrig fåt noget brev før. Og så
står der «frøken» udenpå det. (læser.) «Frøken Hedvig
Ekdal». Tænk,--det er mig.
HJALMAR.
Lad mig se det brev.
HEDVIG (rækker ham det).
Der kan du se.
HJALMAR.
Det er grosserer Werles hånd.
GINA.
Er du viss på det, Ekdal?
HJALMAR.
Se selv.
GINA.
Å tror du, jeg skønner mig på sligt?
HJALMAR.
Hedvig, må jeg åbne brevet--og læse det?
HEDVIG.
Ja det må du gerne, hvis du vil.
GINA.
Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen.
HEDVIG (sagte).
Å kan du ikke la' ham læse det! Det er visst noget godt; og
så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen.
HJALMAR.
Jeg må altså åbne det?
HEDVIG.
Ja, vær så snil, far. Det skal bli morsomt at få vide, hvad
det er.
HJALMAR.
Godt. (åbner brevet, tar et papir ud, læser det igennem og
synes forvirret.) Hvad er da dette her--?
GINA.
Hvad står der for noget da?
HEDVIG.
Å ja, far,--sig det!
HJALMAR.
Vær Stille, (læser det en gang til igennem; er bleven bleg,
men siger behersket:) Det er et gavebrev, Hedvig.
HEDVIG.
Nej, tænk! Hvad får jeg da?
HJALMAR.
Læs selv.
HEDVIG (går hen og læser en stund ved lampen).
HJALMAR (halvhøjt, knytter hænderne).
Øjnene! Øjnene,--og så det brevet!
HEDVIG (afbryder læsningen).
Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal, ha' det.
HJALMAR (tar brevet fra hende).
Du Gina,--kan du forstå dette her?
GINA.
Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.
HJALMAR.
Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle
bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den
arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner
månedlig på kontoret--
GREGERS.
Aha!
HEDVIG.
Hundrede kroner, mor! Det læste jeg.
GINA.
Det blir jo godt for bedstefar.
HJALMAR.
--hundrede kroner, så længe han har det nødig,--det vil
naturligvis sige, så længe til han har lukket sine øjne.
GINA.
Nå, så er da han forsørget, stakkers.
HJALMAR.
Men så kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter
skal denne gave gå over på dig.
HEDVIG.
På mig! Alt sammen?
HJALMAR.
Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han.
Hører du det, Gina?
GINA.
Ja, jeg hører det nok.
HEDVIG.
Tænk--alle de penge, jeg får! (rusker i ham.) Far, far, er
du da ikke glad--?
HJALMAR (undviger hende).
Glad! (går om på gulvet.) Å, hvilke fjernsyn,--hvilke
perspektiver der ruller op for mig! Hedvig er det; hun er
det, han betenker så rigelig!
GINA.
Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag--
HEDVIG.
Og du får det jo alligevel, far! Du kan da vel tænke, at jeg
vil gi' alle pengene til dig og mor.
HJALMAR.
Til mor, ja! Der har vi det.
GREGERS.
Hjalmar, dette her er en snare, som lægges for dig.
HJALMAR.
Tror du, det skulde være en snare nu igen?
GREGERS.
Da han var her imorges, sa' han: Hjalmar Ekdal er ikke den
mand, som du indbilder dig.
HJALMAR.
Ikke den mand--!
GREGERS.
Du skal få se det, sa' han.
HJALMAR.
Du skulde få se, at jeg lod mig afspise med penge--!
HEDVIG.
Men, mor, hvad er det da for noget?
GINA.
Gå ud og tag af dig tøjet.
(Hedvig går grædefærdig ud gennem køkkendøren.)
GREGERS.
Ja, Hjalmar,--nu vil det vise sig, hvem der har ret, han
eller jeg.
HJALMAR (river langsomt papiret tvers over, lægger begge
stykkerne på bordet og siger):
Her er mit svar.
GREGERS.
Det vented jeg.
HJALMAR (går hen til Gina, som står ved ovnen, og siger
dæmpet):
Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham
blev belt forbi, da du--kom til at holde af mig, som du
kalder det,--hvorfor satte han os da i stand til at gifte
os?
GINA.
Han tænkte vel, han skulde få sin gang her i huset.
HJALMAR.
Bare det? Var han ikke ræd for en viss mulighed?
GINA.
Jeg skønner ikke, hvad du mener.
HJALMAR.
Jeg vil vide, om--dit barn har ret til at leve under mit
tag.
GINA (retter sig ivejret; øjnene lyner).
Og det spør' du om!
HJALMAR.
Du skal svare mig på dette ene: Hører Hedvig mig til--
eller--? Nå!
GINA (ser på ham med kold trods).
Jeg ved ikke.
HJALMAR (dirrer let).
Du ved det ikke!
GINA.
Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er--
HJALMAR (stille, vender sig fra hende).
Så har jeg ikke mere at gøre her i huset.
GREGERS.
Betænk dig på dette, Hjalmar!
HJALMAR (tar sin yderfrakke på).
Her er ingen ting at betænke for en mand, som jeg.
GREGERS.
Jo, her er så usigelig meget at betænke. Sammen må I tre
være, hvis du skal vinde frem til den store tilgivelsens
offerstemning.
HJALMAR.
Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (tar hatten.)
Hjemmet er styrtet i grus omkring mig. (brister i gråd.)
Gregers, jeg har ikke noget barn!
HEDVIG (som har åbnet køkkendøren).
Hvad er det du siger! (hen til ham.) Far, far!
GINA.
Se så!
HJALMAR.
Kom ikke nær mig, Hedvig! Gå langt bort. Jeg taler ikke at
se dig. Å, de øjnene--! Farvel.
(vil imod døren.)
HEDVIG (hænger sig fast i ham og skriger højt).
Nej da! Nej da! Gå ikke ifra mig!
GINA (råber).
Se på barnet, Ekdal! Se på barnet!
HJALMAR.
Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud;--væk fra alt dette!
(Han river sig løs fra Hedvig og går ud gennem gangdøren.)
HEDVIG (med fortvilede øjne).
Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere
igen!
GINA.
Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen.
HEDVIG (kaster sig hulkende ned i sofaen).
Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.
GREGERS.
Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?
GINA.
Ja, jeg tror det næsten; men gud forlade Dem alligevel.

HEDVIG (ligger i sofaen).
Å jeg synes jeg må dø af dette her! Hvad har jeg da gjort
ham? Mor, du må få ham hjem igen!
GINA.
Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og se efter
ham. (tar ydentøjet på.) Kanske han er gåt indom til
Relling. Men så skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig
det?
HEDVIG (græder krampagtigt).
Ja, jeg skal la' det være; når bare far kommer igen.
GREGERS (til Gina, som vil gå).
Var det ikke bedre alligevel, at De først lod ham kæmpe sin
smertens kamp til ende?
GINA.
Å, det får han gøre bagefter. Først og fremst må vi få
stagget barnet.
(går ud gennem gangdøren.)
HEDVIG (sætter sig oprejst og tørrer tårerne af).
Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke
far vide af mig mere?
GREGERS.
De skal ikke spørge om det, forinden De er ble't stor og
voksen.
HEDVIG (hikster).
Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige
til jeg blir stor og voksen.--Jeg skønner nok, hvad det
er.--Kanske jeg ikke er fars rigtige barn.
GREGERS (urolig).
Hvorledes skulde det gå til?
HEDVIG.
Mor kan jo ha' fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide
det; for sligt har jeg læst om.
GREGERS.
Nå, men om så var--
HEDVIG.
Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja
næsten mere. Vildanden har vi jo også fåt sendendes til
foræring, og alligevel holder jeg så svært af den.
GREGERS (afledende).
Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden,
Hedvig.
HEDVIG.
Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for
sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri' halsen om
på den!
GREGERS.
Å det gør han da visst ikke.
HEDVIG.
Nej, men han sa' det. Og det synes jeg var så fælt sagt af
far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at
den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er.
GREGERS (ser på hende).
Plejer De læse aftenbøn?
HEDVIG.
Jaha.
GREGERS.
Hvem har vænnet Dem til det?
HEDVIG.
Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler
på halsen; og så sa' han, at' han sad med døden i hænderne.
GREGERS.
Nå ja?
HEDVIG.
Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er
jeg ble't ved med det.
GREGERS.
Og nu bér De for vildanden også?
HEDVIG.
Jeg syntes, det var bedst at ta' vildanden med; for hun var
så sygelig i førstningen.
GREGERS.
Læser De kanske morgenbøn også?
HEDVIG.
Nej det gør jeg da rigtignok ikke.
GREGERS.
Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn?
HEDVIG.
Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget
videre at være ræd for.
GREGERS.
Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde
Deres far vri' halsen om på.
HEDVIG.
Nej, han sa', det var bedst for ham, om han gjorde det; men
han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af
far.
GREGERS (lidt nærmere).
Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?
HEDVIG (rejser sig).
Vildanden!
GREGERS.
Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og
véd i verden?
HEDVIG.
Tror De, det vilde hjælpe?
GREGERS.
Prøv det, Hedvig.
HEDVIG (sagte, med lysende øjne).
Ja, jeg vil prøve det.
GREGERS.
Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De?
HEDVIG.
Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig.
GREGERS.
Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt!
HEDVIG.
Hvorfor ikke det?
GREGERS.
Hun forstår os ikke.
HEDVIG.
Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig?
(Gina kommer ind gennem gangdøren.)
HEDVIG (imod hende).
Traf du ham, mor?
GINA.
Nej; men jeg hørte, han havde været indom og fåt Relling med
sig.
GREGERS.
Er De viss på det?
GINA.
Ja, portkonen sa' det. Molvik var også gåt med, sa' hun.
GREGERS.
Og det nu, da hans sind trænger så hårdt til at kæmpe i
ensomhed-!
GINA (tar tøjet af).
Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har
trukket ham hen! Jeg fløj over til madam Eriksen; men der
var de ikke.
HEDVIG (kæmper med gråden).
Å, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere!
GREGERS.
Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud til ham imorgen; og
da skal De få se, hvorledes han kommer. Sov så trøstig på
det, Hedvig. God nat.
(han går ud gennem gangdøren.)
HEDVIG (kaster sig hulkende om Ginas hals).
Mor, mor!
GINA (klapper hende på ryggen og sukker):
Ak ja; Relling havde ret, han. Så går det, når der kommer
galne folk og pressenterer den intrikate fordringen.
* * * * *


FEMTE AKT.

(Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt gråt morgenlys falder ind;
der ligger våd sne på de store ruder i tagvinduet.)
(Gina, med smækkeforklæde på, kommer med en støvekost og en
tørreklud fra køkkenet og går hen imod dagligstuedøren. I
det same kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.)
GINA (standser).
Nå?
HEDVIG.
Jo, mor, jeg tror næsten, han er nede hos Relling--
GINA.
Ser du bare!
HEDVIG.
--for portkonen sa', hun hørte, at Relling havde to stykker
med sig, da han kom hjem i nat.
GINA.
Det var nok det, jeg tænkte.
HEDVIG.
Men det nytter jo ikke noget, når han ikke vil komme op til
os.
GINA.
I det mindste så vil jeg da ned og snakke med ham.
(Gamle Ekdal, i slåbrok og tøfler og med tændt pibe, kommer
frem i døren til sit værelse.)
EKDAL.
Du Hjalmar--. Er ikke Hjalmar hjemme?
GINA.
Nej, han er nok gåt ud.
EKDAL.
Så tidlig? Og i sligt et forrygendes snékav? Ja, ja; vær så
god; jeg kan gå morgenturen alene, jeg.
(Han skyder loftsdøren tilside; Hedvig hjælper ham; han går
derind; hun lukker efter ham.)
HEDVIG (halvhøjt).
Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse
ifra os.
GINA.
Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det. Det var en
guds lykke, at han ikke var hjemme igår under al den
hurlomhejen.
HEDVIG.
Ja men--
(Gregers kommer ind gennem gangdøren.)
GREGERS.
Nå? Har De så fåt spurlag på ham?
GINA.
Han skal nok være nede hos Relling, siger de.
GREGERS.
Hos Relling! Har han virkelig været ude med de mennesker?
GINA.
Han har nok det.
GREGERS.
Ja men han, som trængte så inderlig til ensomhed og til at
samle sig i alvor--!
GINA.
Ja De må så sige.
(Relling kommer ind fra gangen.)
HEDVIG (imod ham).
Er far hos Dem?
GINA (samtidigt).
Er han der?
RELLING.
Ja visst er han så.
HEDVIG.
Og De, som ikke siger os til!
RELLING.
Ja, jeg er et bæ-æst. Men først så havde jeg det andre bæ-
æstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis;
og siden så sovned jeg ind så tungt at--.
GINA.
Hvad siger Ekdal idag?
RELLING.
Han siger ingen verdens ting.
HEDVIG.
Snakker han slet ikke?
RELLING.
Ikke et levendes ord.
GREGERS.
Nej, nej; det kan jeg så godt forstå.
GINA.
Men hvad tar han sig da til?
RELLING.
Han ligger på sofaen og snorker.
GINA.
Så? Ja, Ekdal er svær til at snorke.
HEDVIG.
Sover han? Kan han sove?
RELLING.
Ja, det lader s'gu' til det.
GREGERS.
Begribelig; efter den sjælestrid, som har oprevet ham--
GINA.
Og så han, som aldrig er vant til at sværme udendørs om
nætterne.
HEDVIG.
Det er kanske bra', det, at han får sove, mor.
GINA.
Det tænker jeg også. Men så er det ikke værdt, vi muntrer
ham for tidlig da. Tak skal De ha', Relling. Nu må jeg først
få gjort huset lidt rensligt og pent, og så--. Kom og hjælp
mig, Hedvig.
(Gina og Hedvig går ind i dagligstuen.)
GREGERS (vender sig til Relling).
Kan De forklare mig den åndelige rørelse, som nu foregår i
Hjalmar Ekdal?
RELLING.
Jeg har, min sæl, ikke mærket, at der foregår nogen åndelig
rørelse i ham.

GREGERS.
Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fåt et
nyt grundlag--? Hvor kan De tænke Dem, at en personlighed
som Hjalmar--?
RELLING.
Å, personlighed--han! Hvis han nogensinde har havt ansats
til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, så
er både rødderne og trævlerne ble't grundigt exstirperet
allerede i gutteårene; det kan jeg forsikkre Dem.
GREGERS.
Det skulde dog være mærkeligt--med den kærlighedsfulde
opdragelse, som han har nydt.
RELLING.
Af de to forskruede, hysteriske tante-frøkenerne, mener De?
GREGERS.
Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la' den
ideale fordring i glemmebogen;--ja, nu skal De vel til at
gøre nar igen.
RELLING.
Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god
besked; for han har gulpet op adskillig retorik om disse
sine «tvende sjælemødre». Men jeg tror ikke, han har stort
at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds
er ble't holdt for et lys--
GREGERS.
Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?
RELLING.
Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans far trodde det,
--lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle
sine dage.
GREGERS.
Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er
det, De ikke skønner.
RELLING.
Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble't student
på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys
blandt kammeraterne også. Vakker var han jo, det drog,--
rød og hvid,--slig, som småjomfruer helst vil ha' fyrene;
og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette
hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at
deklamere andres vers og andres tanker--
GREGERS (harmfuld).
Er det Hjalmar Ekdal, De taler således om?
RELLING.
Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud indvendig,
det gudebillede, som De ligger næsegrus for.
GREGERS.
Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller.
RELLING.
Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De
også, ser De.
GREGERS.
Det har De ret i.
RELLING.
Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først er det nu
denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre
er,--altid går De og ørsker i tilbedelses-delirium; altid
skal De ha' noget at beundre udenfor Deres egne grejer.
GREGERS.
Ja udenfor mit eget må jeg visselig søge det.
RELLING.
Men De tar så skammelig fejl af de store vidunderfluerne,
som De tror at se og høre omkring Dem. De er atter igen
kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her
bor ikke solvente folk her i huset.
GREGERS.
Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så,
hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være
sammen med ham?
RELLING.
Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at
sige; og så må jeg da ta' mig af de stakkers syge, jeg bor i
hus med.
GREGERS.
Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg?
RELLING.
Folk er syge omtrent alle i hob, desværre.
GREGERS.
Og hvad kur bruger De så for Hjalmar?
RELLING.
Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i
ham.
GREGERS.
Livs--løgnen? Jeg hørte ikke rigtig--?
RELLING.
Jo, jeg sa' livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende
princip, det, ser De.
GREGERS.
Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er
befængt med?
RELLING.
Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmeligheder til
kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere
for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den på
Molvik også. Ham har jeg gjort «dæmonisk». Det er nu den
fontanellen, jeg måtte sætte ham i nakken.
GREGERS.
Er han da ikke dæmonisk?
RELLING.
Hvad fan' vil det sige at være dæmonisk? Det er jo bare
noget sludder, som jeg fandt på for at berge livet i ham.
Havde jeg ikke det gjort, så var det stakkers skikkelige
svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange
herrens år siden. Og så gamle løjtnanten da! Men han har nu
rigtignok fundet på kuren selv.
GREGERS.
Løjtnant Ekdal? Hvad han?
RELLING.
Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der
inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere
skytter til i verden, end han, den gamle manden, når han får
tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire-fem
fortørkede juletræerne, som han har gemt på, de er for ham
det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og
alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne,
som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han
gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben.
GREGERS.
Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok
måttet slå af på sin ungdoms idealer.
RELLING.
Mens jeg husker det, herr Werle junior,--brug ikke det
udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord:
løgne.
GREGERS.
Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden?
RELLING.
Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber.
GREGERS.
Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar
ud af Deres klør!
RELLING.
Det turde bli' værst for ham. Tar De livsløgnen fra et
gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme,
(til Hedvig, som kommer fra dagligstuen.) Nå, lille vildand
-mor, nu går jeg ned og ser, om fatter endnu ligger og
funderer på den mærkelige opfindelsen.
(går ud gennem gangdøren.)
GREGERS (nærmer sig Hedvig).
Jeg kan se på Dem, at det ikke er fuldbragt.
HEDVIG.
Hvilket? Å, det med vildanden. Nej.
GREGERS.
Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling,
kan jeg tænke.
HEDVIG.
Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig
og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det
var så underligt.
GREGERS.
Underligt?
HEDVIG.
Ja jeg ved ikke--. Igår kveld, straks med det samme, syntes
jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet,
og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget
videre.
GREGERS.
Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til
spilde i Dem.
HEDVIG.
Ja det bryr jeg mig ikke om; når bare far vilde komme op, så--
GREGERS.
Å, havde De så sandt fat opladt øje for det, som gir livet
værd,--havde De det sande, glade, modige offersind, så
skulde De vel få se, hvorledes han kom op til Dem.--Men
jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig.
(han går ud gennem gangdøren.)
(Hedvig driver om på gulvet; derpå vil hun gå ud i køkkenet;
idet
samme banker det indenfor på loftsdøren; Hedvig går hen og
åbner på
klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver døren for igen.)
EKDAL.
Hm, det er klein moro at gå morgentur alene, du.
HEDVIG.
Havde du ikke lyst til at gå på jagt, bedstefar?
EKDAL.
Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan knapt se
frem for sig.
HEDVIG.
Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de
kaninerne?
EKDAL.
Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske?
HEDVIG.
Ja men vildanden da?
EKDAL.
Hå--hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig
i verden, du. Aldrig det.
HEDVIG.
Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde
vildænder.
EKDAL.
Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde.
HEDVIG.
Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar;--jeg mener
ikke med min vildand men med andre?
EKDAL.
Vilde se til at få skud på dem under brystet, skønner du;
for det er det sikkreste. Og så skal i de skydes mod fjæren,
ser du,--ikke med fjæren.
HEDVIG.
Dør de da, bedstefar?
EKDAL.
Ja gu' dør de--når en skyder rigtig. Nå; må vel ind og
pudse mig. Hm,--forstår nok--hm.
(går ind i sit værelse.)
HEDVIG (venter lidt, skotter mod stuedøren, går hen til
reolen, strækker sig på tæerne, tar den dobbeltløbede pistol
ned fra hylden og ser på den).
(Gina, med støvekost og tørreklud, kommer fra dagligstuen.)
HEDVIG (lægger hurtig og ubemærket pistolen fra sig).
GINA.
Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig.
HEDVIG (går fra reolen).
Jeg vilde bare rydde lidt.
GINA.
Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm;
jeg vil ta' brettet med, når jeg går ned til ham.
(Hedvig går ud; Gina begynder at feje og gøre rent i
atelieret.)
(Om en stund åbnes gangdøren nølende, og Hjalmar Ekdal ser
ind; han har overfrakken på, men er uden hat, uvasket og med
forpjusket, uredt hår; øjnene er sløve og matte.)
GINA (blir stående med kosten i hånden og ser på ham).
Å, nej da, Ekdal,--kommer du alligevel?
HJALMAR (træder ind og svarer med dump røst):
Jeg kommer--for at forsvinde i den samme stund.
GINA.
Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss' da,--hvorledes er
det, du ser ud!
HJALMAR.
Ser ud?
GINA.
Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har da fåt sin
bekomst.
HEDVIG (i køkkendøren).
Mor, Skal jeg ikke-? (ser Hjalmar, skriger højt af glæde og
løber imod ham.) Å far, far!
HJALMAR (vender sig bort og slår ud med hånden).
Væk, væk, væk! (til Gina.) Få hende væk fra mig, siger jeg!
GINA (halvhøjt).
Gå ind i dagligstuen, Hedvig.
(Hedvig går stille derind.)
HJALMAR (travlt, trækker bordskuffen ud).
Jeg må ha' mine bøger med mig. Hvor er mine bøger?
GINA.
Hvilke bøger?
HJALMAR.
Mine videnskabelige værker, naturligvis,--de tekniske
tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen.
GINA (søger i reolen).
Er det disse her, som ikke er nogen perm på?
HJALMAR.
Ja visst er det så.
GINA (lægger en bunke hæfter på bordet).
Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for dig?
HJALMAR.
Behøves ingen opskæring for mig.
(kort taushed.)
GINA.
Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal?
HJALMAR (roder mellem bøgerne).
Ja det forstår sig da af sig selv, synes jeg.
GINA.
Ja-ja.
HJALMAR (hæftigt).
For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver
time på dagen!
GINA.
Gud forlade dig, at du kan tro så stygt om mig.
HJALMAR.
Bevis--!
GINA.
Jeg synes, du skulde bevise.
HJALMAR.
Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav--; jeg
kunde fristes til at kalde dem ideale krav--
GINA.
Men gamlefar da? Hvad skal der bli' af ham, stakker?
HJALMAR.
Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. Jeg
vil ud i byen og gøre anstalter--. Hm--. (nølende.) Er der
ingen, som har fundet min hat på trapperne?
GINA.
Nej. Har du mistet hatten?
HJALMAR.
Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der
ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.
GINA.
Jøss', hvor har du da været henne med de to ranglefanterne?
HJALMAR.
Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror du, jeg er i
stemning til at huske på enkeltheder?
GINA.
Bare du ikke har forkølet dig, Ekdal.
(går ud i køkkenet.)
You have read 1 text from Norwegian literature.
Next - Vildanden - 7
  • Parts
  • Vildanden - 1
    Total number of words is 4557
    Total number of unique words is 1127
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    60.7 of words are in the 5000 most common words
    66.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 2
    Total number of words is 4686
    Total number of unique words is 1092
    45.5 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 3
    Total number of words is 4701
    Total number of unique words is 992
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 4
    Total number of words is 4687
    Total number of unique words is 1116
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.9 of words are in the 5000 most common words
    66.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 5
    Total number of words is 4700
    Total number of unique words is 1059
    46.2 of words are in the 2000 most common words
    61.0 of words are in the 5000 most common words
    66.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 6
    Total number of words is 4592
    Total number of unique words is 1078
    43.6 of words are in the 2000 most common words
    58.5 of words are in the 5000 most common words
    64.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 7
    Total number of words is 3263
    Total number of unique words is 904
    47.1 of words are in the 2000 most common words
    63.0 of words are in the 5000 most common words
    68.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.