Vildanden - 5

Nej; jeg betragter mig som udtrådt af din tjeneste.
WERLE.
Men hvad vil du da slå ind på?
GREGERS.
Bare løse min livsopgave; ikke noget andet.
WERLE.
Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af?
GREGERS.
Jeg har lagt lidt op af min løn.
WERLE.
Ja hvor længe vil det forslå!
GREGERS.
Jeg tænker, det forslår min tid ud.
WERLE.
Hvad skal det sige?
GREGERS.
Nu svarer jeg ikke på mere.
WERLE.
Farvel da, Gregers.
GREGERS.
Farvel.
(Grosserer Werle går.)
HJALMAR (kikker ind).
Nu gik han jo?
GREGERS.
Ja.
(Hjalmar og Relling kommer ind. Gina og Hedvig kommer også,
fra køkkenet.)
RELLING.
Den frokosten, den gik da i vasken.
GREGERS.
Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig.
HJALMAR.
Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om
mig?
GREGERS.
Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker
frakken på.
(ud gennem gangdøren.)
GINA.
Du skulde ikke gå ud med ham, Ekdal.
RELLING.
Nej gør ikke det, du; bliv hvor du er.
HJALMAR (tar sin hat og yderfrakke).
Hvad for noget! Når en ungdomsven føler det behov at åbne
sig for mig i enrum--!
RELLING.
Men, for fanden,--skønner du da ikke, at fyren er gal,
forrykt, forstyrret!
GINA.
Ja, der kan du bare høre. Hans mor havde også slige fysiske
raptusser iblandt.
HJALMAR.
Desto mere trænger han til en vens årvågne øje. (til Gina.)
Lad endelig middagsmaden være færdig i god betids. Farvel så
længe.
(går ud gennem gangdøren.)
RELLING.
Det er da også en ulykke, at ikke det menneske gik til
helvede ned i en af Højdalsgruberne.
GINA.
Jøss',--hvorfor siger De det da?
RELLING (mumler).
Å jo, for jeg har nu så mine funderinger.
GINA.
Tror De, at unge Werle er rigtig gal?
RELLING.
Nej desværre; han er ikke galere end folk plejer være. Men
en sygdom har han rigtignok i kroppen.
GINA.
Hvad er det for noget, som fejler ham da?
RELLING.
Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut
retskaffenhedsfeber.
GINA.
Retskaffenhedsfeber?
HEDVIG.
Er det en slags sygdom, det?
RELLING.
Jaha; det er en national sygdom; men den optræder kun
sporadisk, (nikker tu Gina.) Tak for maden!
(han går ud gennem gangdøren.)
GINA (driver i uro hen over gulvet).
Uf, den Gregers Werle,--det har altid vær't en fæl fisk.
HEDVIG (står ved bordet og ser forskende på hende).
Dette her synes jeg er underligt.

* * * * *


FJERDE AKT.

(Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig været fotograferet;
et apparat med klæde over, et stativ, et par stole, en
konsol og deslige står fremme på gulvet.
Eftermiddagsbelysning; solen er ved at gå bort; noget senere
begynder det at mørkne.)
(Gina står i den åbne gangdør med en liden kasse og en våd
glasplade i hånden og taler med nogen udenfor.)
GINA.
Ja, ganske bestemt. Når jeg lover noget, så holder jeg det
også. På mandag skal det første dusinet være færdig.--
Farvel, farvel!
(Man harer nogen gå ned af trapperne. Gina lukker døren,
stikker pladen ind i kassen og sætter denne ind i det
tildækkede apparat.)
HEDVIG (kommer ind fra køkkenet).
Gik de nu?
GINA (rydder op).
Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem.
HEDVIG.
Men kan du skønne, at ikke far er kommet hjem endnu?
GINA.
Er du viss på, at han ikke er nede hos Relling?
HEDVIG.
Nej, der er han ikke; jeg fløj ned køkkenvejen og spurte nu
nylig.
GINA.
Og så står vel maden og blir kold for ham også.
Hedvig
Ja tænk,--far, som altid passer så rigtig på at komme hjem
til middag!
GINA.
Å, nu kommer han snart, skal du se.
HEDVIG.
Ja gid han bare vilde komme; for, jeg synes, her er ble't så
underligt.

GINA (råber).
Der er han!
(Hjalmar Ekdal kommer ind geflnem gangdøren.)
HEDVIG (imod ham).
Far! Å nej, slig, som vi har ventet på dig!
GINA (skotter hen).
Du blev da svært længe borte, Ekdal.
HJALMAR (uden at se på hende).
Jeg blev noget længe, ja.
(Han trækker yderfrakken af; Gina og Hedvig vil hjælpe ham;
han afværger det.)
GINA.
Har du kanske spist med Werle?
HJALMAR (hænger frakken op).
Nej.
GINA (går mod køkkendøren).
Så skal jeg sætte maden ind til dig.
HJALMAR.
Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu.
HEDVIG (går nærmere).
Er det ikke bra' med dig, far?
HJALMAR.
Bra'? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen,
Gregers og jeg.
GINA.
Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til.
HJALMAR.
Hm; der er mangt og meget, som en mand får vænne sig til i
denne verden, (driver nat omkring.) Har her været nogen,
mens jeg var ude?
GINA.
Ikke andre end de to kæresterne.
HJALMAR.
Ingen nye bestillinger?
GINA.
Nej, idag ikke.
HEDVIG.
Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far.
HJALMAR.
Gid det var så vel; for imorgen tænker jeg at ta' fat med
hele mit alvor.
HEDVIG.
Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag
imorgen?
HJALMAR.
Nå, det er jo sandt--. Ja, så iovermorgen da. Herefter vil
jeg gøre al ting selv; jeg vil være ganske alene om hele
arbejdet.
GINA.
Nej men hvad skal da det være til, Ekdal? Det er jo bare at
gøre dig livet surt. Jeg passer nok fotograferingen, jeg; og
så blir du ved at stelle med opfindelsen.
HEDVIG.
Og så med vildanden, far,--og med alle hønsene og
kaninerne og--!
HJALMAR.
Snak ikke til mig om det tøjeri! Fra imorgen af sætter jeg
aldrig mere min fod der inde på loftet.
HEDVIG.
Ja men, far, du lovte, mig jo, at imorgen skulde der bli'
tilstelning--
HJALMAR.
Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte
vildanden skulde jeg helst ha' lyst til at vri' halsen om
på!
HEDVIG (skriger).
Vildanden!
GINA.
Nu har jeg da aldrig hørt sligt!
HEDVIG (rusker i ham).
Nej men, far,--det er jo min vildand!
HJALMAR.
Derfor gør jeg det heller ikke. Jeg har ikke hjerte til det,
--ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg føler
så inderlig dybt, at jeg burde gøre det. Jeg burde ikke tåle
under mit tag en skabning, som har været i de hænder.
GINA.
Men, herre gud, fordi om gamlefar har fåt den af denne her
sjofle Pettersen, så--
HJALMAR (driver omkring).
Der er visse krav--. Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig
sige--ideale krav,--visse fordringer, som en mand ikke
kan sætte til side, uden at han tar skade på sin sjæl.
HEDVIG (går efter ham).
Men tænk, vildanden,--den stakkers vildanden!
HJALMAR (standser).
Du hører jo, jeg skåner den--for din skyld. Der skal ikke
krummes et hår på--; nå, som sagt, jeg skåner den. For der
er jo også større opgaver, end som så, at ta' fat på. Men nu
skulde du gå ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det så
passelig skummert for dig.
HEDVIG.
Nej, jeg bryr mig ikke om at gå ud nu.
HJALMAR.
Jo, gør det; jeg synes, du myser så med øjnene; du har ikke
godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under
dette tag.
HEDVIG.
Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en
liden stund. Kåben og hatten--? Å, det ligger inde hos mig
selv. Far,--du må da endelig ikke gøre vildanden noget
ondt, mens jeg er ude.
HJALMAR.
Ikke en fjær skal der ribbes af dens hode. (trykker hende
til sig.) Du og jeg, Hedvig,--vi to--! Nå, gå bare, du.
(Hedvig nikker til forældrene og går ud gennem køkkenet.)
HJALMAR (går omkring uden at se op).
Gina.
GINA.
Ja?
HJALMAR.
Fra imorgen af--eller, lad os sige fra iovermorgen af--
kunde jeg ha' lyst til at føre husholdningsbogen selv.
GINA.
Vil du nu føre husholdningsbogen også?
HJALMAR.
Ja, eller ta' rede på indkomsterne i al fald.
GINA.
Å gud hjælpe os, det er nok snart bestilt.
HJALMAR.
En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får pengene til at
strække så mærkværdig langt. (standser og ser på hende.)
Hvorledes går det til?
GINA.
Det er fordi jeg og Hedvig behøver så lidet.
HJALMAR.
Er det sandt, at far blir så rundelig betalt for den
arkskrivningen hos grosserer Werle?
GINA.
Jeg ved ikke, om det er så rundelig. Jeg kender ikke prisen
på sligt noget.
HJALMAR.
Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig høre!
GINA.
Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster
os, og så en liden lommeskilling.
HJALMAR.
Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig før!
GINA.
Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad, fordi du
trodde, at han fik altingen af dig.
HJALMAR.
Og så får han det fra grosserer Werle!
GINA.
Å ja, grossereren har da nok at ta' af, han.
HJALMAR.
Lad mig få lampen tændt!
GINA (tænder).
Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det
kan jo godt være Gråberg--
HJALMAR.
Hvorfor kommer du med den udflugten om Gråberg?
GINA.
Nej jeg ved ikke; jeg tænkte bare--
HJALMAR.
Hm!
GINA.
Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet.
Det var jo Berta, den tid hun kom i huset.
HJALMAR.
Jeg synes, du 'skælver så i stemmen.
GINA (sætter skærmen på).
Gør jeg?
HJALMAR.
Og så ryster du på hænderne. Eller er det ikke så?
GINA (fast).
Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gåt
og snakket om mig?
HJALMAR.
Er det sandt,--kan det være sandt, at--at der var et
slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du
tjente der i huset?
GINA.
Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la' sig
efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i
det; og så gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både
slog mig og hun drog mig; det gjorde hun;--og så gik jeg
af tjenesten.
HJALMAR.
Men siden altså!
GINA.
Ja, så kom jeg jo hjem. Og mor--hun var ikke så real, som
du tænkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig både om
det ene og det andre; for grossereren var jo ble't enkemand
da.
HJALMAR.
Nå, og så!
GINA.
Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav sig ikke, før
han fik sin vilje.
HJALMAR (slår hæuderne sammen).
Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget
for mig!
GINA.
Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha' sagt dig
det for længe siden.
HJALMAR.
Straks skulde du ha' sagt mig det;--så havde jeg da vidst,
hvad du var for en.
GINA.
Men vilde du da ha' giftet dig med mig alligevel?
HJALMAR.
Hvor kan du tænke dig det!
GINA.
Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig noget dengangen.
For jeg kom jo til at holde så svært af dig, som du ved. Og
jeg kunde da ikke gøre mig selv rent ulykkelig--
HJALMAR (går om).
Og det er min Hedvigs mor! Og så at vide, at alt, hvad jeg
her ser for mine øjne--(sparker til en stol.)--hele mit
hjem,--det skylder jeg en begunstiget forgænger! Å, denne
forføreriske grosserer Werle!
GINA.
Angrer du på de fjorten--femten årene, som Vi har levet
sammen?
HJALMAR (stiller sig foran hende).
Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret på den
væv af fortielse, som du, ligesom en ædderkop, har spundet
mig ind i? Svar mig på det! Har du virkelig ikke gåt her og
våndet dig i anger og nag?
GINA.
Å snille Ekdal, jeg har havt så rundelig nok med at tænke på
huset og alt det daglige bestyret--.
HJALMAR.
Du kaster altså aldrig et prøvende blik på din fortid!
GINA.
Nej jeg havde, ved gud, næsten glemt disse her gamle
intrigerne, du.
HJALMAR.
Å denne sløve, følesløse ro! Den har for mig noget så
oprørende ved sig. Tænk,--ikke angre engang!
GINA.
Men sig mig nu, Ekdal,--hvad havde der ble't af dig, hvis
du ikke havde fåt en slig kone, som jeg?
HJALMAR.
En slig--!
GINA.
Ja, for jeg har da altid været ligesom lidt mere kontant og
suffisant end du. Nå, det forstår sig, jeg er jo også de par
år ældre.
HJALMAR.
Hvad der var ble't af mig!
GINA.
For du var da på alskens gale veje, den tiden du traf mig
først; det kan du vel ikke nægte for.
HJALMAR.
Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ikke, hvorledes en
mand har det, når han sørger og fortviler;--navnlig en
mand med mit ildfulde gemyt.
GINA.
Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke
på det heller; for du blev jo så inderlig bra' en mand,
straks du havde fåt hus og hjem.--Og nu havde vi fåt det
så hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg
også snart begynde at koste lidt på os både med mad og med
klæ'r.
HJALMAR.
I fortielsens sump, ja.
GINA.
Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde få sin passasje
her i huset!
HJALMAR.
Også jeg syntes, at hjemmet var godt at være i. Det var en
vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornødne spænstighed
fra, til at føre opfindelsen over i virkelighedens verden?
Kanske dør den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina,
som har dræbt den.
GINA (nær ved at græde).
Nej, du må da ikke sige noget sligt noget, Ekdal. Jeg, som
alle mine dage bare vilde gøre altingen til det bedste for
dig!
HJALMAR.
Jeg spør,--hvad blir der nu af familjeforsørgerens drøm?
Når jeg lå der inde på sofaen og grubled over opfindelsen,
da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft.
Jeg følte jo nok, at den dag, da jeg havde fåt patentet i
mine hænder,--den dag vilde bli min--afskedsdag. Og så
var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den
hedengangne opfinders velhavende enke.
GINA (tørrer tårerne af).
Nej, du må ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da
aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke!
HJALMAR.
Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt!
(Gregers Werle åbner varsomt gangdøren og ser ind.)
GREGERS.
Tør jeg komme?
HJALMAR.
Ja; kom.
GREGERS (går frem med strålende, fornøjet ansigt og vil
række dem hænderne).
Nå, I kære mennesker--! (ser afveksiende på dem og hvisker
til Hjalmar): Altså ikke sket endnu?
HJALMAR (lydeligt).
Det er sket.
GREGERS.
Det er?
HJALMAR.
Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.
GREGERS.
Men også den mest løftede, tænker jeg.
HJALMAR.
Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden.
GINA.
Gud forlade Dem, herr Werle.
GREGERS (i stor forundring).
Men jeg forstår ikke dette.
HJALMAR.
Hvad forstår du ikke?
GREGERS.
Så stort et opgør,---et opgør, som en hel ny livsførelse
skal grundes på,--en livsførelse, et samliv, i sandhed og
uden al fortielse--
HJALMAR.
Ja, jeg ved det nok; jeg ved det så godt.
GREGERS.
Jeg havde ventet så visst, at når jeg kom ind af døren, så
skulde der slå mig imøde et forklarelsens lys både fra mand
og fra hustru. Og så ser jeg ikke andet for mig end dette
dumpe, tunge, triste--
GINA.
Nå så.
(tar lampeskærmen af.)
GREGERS.
De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal
der vel tid til--. Men du selv da, Hjalmar? Du må da vel ha
ta't en højere indvielse af det store opgør.
HJALMAR.
Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige,--sådan på en
måde.
GREGERS.
For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med
det, at ha' tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til
sig i kærlighed.
HJALMAR.
Tror du en mand så let forvinder den beske drik, jeg nys har
tømt?
GREGERS.
Nej, en almindelig mand; det kan så være. Men en mand som du
--!
HJALMAR.
Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du må jage på mig,
Gregers. Der skal tid til, ser du.
GREGERS.
Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.
(Relling er kommen ind gennem gangdøren.)
RELLING.
Se så; er nu den vildanden på færde igen?
HJALMAR.
Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja.
RELLING.
Grosserer Werles--? Er det ham, I snakker om?
HJALMAR.
Om ham og--os andre.
RELLING (halvhøjt til Gregers).
Gid fanden havde Dem!
HJALMAR.
Hvad er det, du siger?
RELLING.
Jeg yttrer et inderligt ønske om, at kvaksalveren vilde
forføje sig på hjemvejen. Blir han her, så er han mand for
at forkluddre jer begge to.
GREGERS.
De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu
ikke tale. Ham kender vi. Men også hun har visselig på
bunden af sit væsen noget troværdigt, noget vederhæftigt--
GINA (grædefærdig).
Så skulde De bare lad't mig gå for den jeg var da.
RELLING (til Gregers).
Er det næsevist at spørge om, hvad det er, De egentlig vil
her i huset?
GREGERS.
Jeg vil grundlægge et sandt ægteskab.
RELLING.
Så De synes ikke, Ekdals ægteskab er godt nok, som det er?
GREGERS.
Det er visst et lige så godt ægteskab, som så mange andre,
desværre. Men et sandt ægteskab er det endnu ikke ble't.
HJALMAR.
Du har aldrig havt øje for det ideale krav, du Relling.
RELLING.
Sludder, gutten min!--Med forlov, herr Werle; hvor mange-
-bare så på en slump--hvor mange sande ægteskaber har De
set i Deres liv?
GREGERS.
Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et.
RELLING.
Ikke jeg heller.
GREGERS.
Men jeg har set så utallige ægteskaber af den modsatte
slags. Og jeg har havt anledning til på nært hold at se,
hvad et sligt ægteskab kan bryde ned i et menneskepar.
HJALMAR.
En man ds hele moralske grundlag kan svigte under hans
fødder; det er det forfærdelige.
RELLING.
Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været gift; så jeg tør
ikke dømme om de ting. Men det ved jeg da, at til et
ægteskab hører barnet også. Og barnet skal I la' være i
fred.
HJALMAR.
Å,--Hedvig! Min stakkers Hedvig!
RELLING.
Ja, Hedvig får I værs'go' se at holde udenfor. I to er
voksne mennesker; I får i guds navn kluddre og klusse med
jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I
fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gøre
en ulykke på hende.
HJALMAR.
En ulykke!
RELLING.
Ja, eller hun kan komme til at gøre en ulykke på sig selv--
og kanske på andre med.
GINA.
Men hvor kan De da vide sligt, Relling?
HJALMAR.
Der er da vel aldrig nogen nær fare for øjnene?
RELLING.
Dette her har ikke noget med øjnene at skaffe. Men Hedvig er
i en vanskelig alder. Hun kan finde på alt det, som galt er.
GINA.
Ja tænk,--det gør hun også! Hun er begyndt at hussere så
stygt med varmen ude i køkkenet. Det kalder hun at lege
ildebrand. Jeg er mangen gang ræd, hun skal sætte fyr på
huset.
RELLING.
Ser De bare; jeg vidste det nok.
GREGERS (til Relling).
Men hvorledes forklarer De sådant noget?
RELLING (mut).
Hun er i stemmeskiftningen, far.
HJALMAR.
Så længe barnet har mig--! Så længe mit hode er oven mulde
--!
(Det banker på døren.)
GINA.
Hys, Ekdal; der er folk på gangen, (råber.) Vær så god!
(Fru Sørby, i ydertøj, kommer ind.)
FRU SØRBY.
God aften!
GINA (går imod hende).
Nej, er det dig, Berta!
FRU SØRBY.
Ja såmænd er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed?
HJALMAR.
Nej bevar's; et sendebud fra det hus--
FRU SØRBY (til Gina).
Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine
mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at
snakke lidt med dig og sige dig farvel.
GINA.
Så? Rejser du da?
FRU SØRBY.
Ja, imorgen tidlig;--op til Højdal. Grossereren er rejst i
eftermiddag. (henkastende til Gregers.) Kan hilse så meget
fra ham.
GINA.
Nej tænk--!
HJALMAR.
Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham?
FRU SØRBY.
Ja hvad siger De til det, Ekdal?
HJALMAR.
Vogt Dem, siger jeg.
GREGERS.
Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sørby.
HJALMAR.
Gifter han sig med hende!
GINA.
Å nej, Berta; blev det da endelig!
RELLING (dirrer lidt i stemmen).
Dette her er da vel aldrig sandt?
FRU SØRBY.
Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt.
RELLING.
Vil De gifte Dem nu igen?
FRU SØRBY.
Ja, det blir nok til det. Werle har løst kongebrev, og så
turer vi brylluppet i al stilhed oppe på værket.
GREGERS.
Så får jeg vel ønske Dem til lykke da som en god stedsøn.
FRU SØRBY.
Tak skal De ha', hvis De mener noget med det. Og jeg håber
da det, at det skal bli' til lykke både for Werle og for
mig.
RELLING.
Det kan De trøstig håbe. Grosserer Werle drikker sig aldrig
fuld,--så vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at
skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren
gjorde.
FRU SØRBY.
Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine
gode sider, han også.
RELLING.
Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro.
FRU SØRBY.
Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig. Den
mand, som det gør, han får ta' følgerne.
RELLING.
Ikveld går jeg ud med Molvik.
Fr'u Sørby.
Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det;--for min skyld.
RELLING.
Der er ikke andet for. (til Hjalmar.) Vil du være med, så
kom.
GINA.
Nej tak. Ekdal går ikke med på den slags apartementer.
HJALMAR (arrig, halvhøjt).
Å så ti da!
RELLING.
Farvel, fru--Werle.
(går ud germem gangdøren.)
GREGERS (til fru Sørby).
Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden
temmelig nøje.
FRU SØRBY.
Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd
engang ha' ble't til noget af hvert imellem os to.
GREGERS.
Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev.
FRU SØRBY.
Ja det må De nok sige. Men jeg har altid ta't mig i vare for
at gå efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig
rent væk heller.
GREGERS.
Er De slet ikke det mindste ræd for, at jeg skal la' min far
få et nys om dette gamle bekendtskab?
FRU SØRBY.
De kan da vel tænke, at jeg har sagt ham det selv.
GREGERS.
Så?
FRU SØRBY.
Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed
kunde falde på at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham;
det var det første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med, at
han havde hensigter.
GREGERS.
Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg.
FRU SØRBY.
Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer
længst med.
HJALMAR.
Hvad siger du til det, Gina.
GINA.
Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på
én vis og andre på en anden.
FRU SØRBY.
Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den
vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt
dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som
nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke
med mig så åbent som et barn. Det har han aldrig havt
lejlighed til før. Han, den sunde livskraftige mand, fik
hele sin ungdom og alle sine bedste år igennem ikke høre
andet end straffeprækener. Og mangen gang drejed de prækener
sig on de mest indbildte forgåelser,--efter hvad jeg har
lad't mig sige.
GINA.
Ja, det er rigtignok så sandt, som det er sagt.
GREGERS.
Hvis fruerne vil ind på de enemærker, så er det bedst jeg
går.
FRU SØRBY.
De kan gerne bli' for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et
ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha' rede på, at jeg ikke
har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed.
Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg
gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener
alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal
visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen
anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjaelpeløs.
HJALMAR.
Blir han hjælpeløs?
GREGERS (til fru Sørby).
Ja, ja, tal nu ikke om det her.
FRU SØRBY.
Det nytter ikke at skjule det længer, så gerne han end vil.
Han blir blind.
HJALMAR (studser).
Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han
også?
GINA.
Det blir jo så mange.
FRU SØRBY.
Og en kan vel tænke sig, hvad det vil sige for en
forretningsmand. Nå, jeg skal prøve på at bruge mine øjne
for ham så godt jeg kan. Men nu tør jeg ikke bli' længer;
jeg er så opkavet i denne tid.--Ja, det var det, jeg
skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle
kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til
Gråberg.
GREGERS.
Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for.
FRU SØRBY.
Ja så-, jeg synes da ikke, at han før i tiden--
GINA.
Jo, Berta, nu behøver ikke Ekdal at ta' nogen tingen fra
grosserer Werle.
HJALMAR (langsomt og med vægt).
Vil De hilse Deres tilkommende mand fra mig og sige, at jeg
i den nærmeste fremtid agter at gå til bogholder Gråberg--
GREGERS.
Hvad! Kan du ville det?
HJALMAR.
--gå til bogholder Gråberg, siger jeg, og forlange en konto
over det beløb, jeg skylder hans principal. Jeg vil betale
denne æresgæld--; ha-ha-ha, det skal kaldes en æresgæld!
Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter.
GINA.
Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til.
HJALMAR.
Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrødent på
min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine
åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det
er ønsket om at bli' en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør
jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre
mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg.
FRU SØRBY.
Her er nok sket et eller andet her i huset.
HJALMAR.
Ja, det er det.
FRU SØRBY.
Nå, så farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med
dig om, Gina; men det får være til en anden gang. Farvel.
(Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina følger fru Sørby til
døren.)
HJALMAR.
Ikke ud over tærskelen, Gina!
(Fru Sørby går; Gina lukker efter hende.)
HJALMAR.
Se så, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gældspost fra
hånden.
GREGERS.
Snart i al fald.
HJALMAR.
Jeg tror, min holdning må kaldes korrekt.
GREGERS.
Du er den mand, jeg altid har holdt dig for.
HJALMAR.
I visse tilfælde er det umuligt at sætte sig ud over de
ideale krav. Som familieforsørger må jeg jo vri' og vånde
mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spøg for
en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig
gældsfordring, som der, så at sige, havdé lagt sig
glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket
i mig kræver også sin ret.
GREGERS (lægger hånden på hans skulder).
Kære Hjalmar,--var det så ikke godt, at jeg kom?
HJALMAR.
Jo.
GREGERS.
At du fik fuld klarhed over alle forhold,--var ikke det
godt?
HJALMAR (lidt utålmodig).
Jo visst var det godt. Men der er én ting, som oprører min
retfærdighedsfølelse.
GREGERS.
Og hvad er det for noget?
HJALMAR.
Det er dette her, at--; ja, jeg ved ikke, om jeg tør yttre
mig så uforbeholdent om din far.
GREGERS.
Tag ikke noget som helst hensyn til mig.
HJALMAR.
Nå vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget så oprørende at
tænke sig til, at nu blir det jo ikke mig, men ham, som
realiserer det sande ægteskab.
GREGERS.
Nej men hvor kan du da sige sligt!
HJALMAR.
Jo visst blir det så. Din far og fru Sørby indgår jo nu en
ægtepagt, som er bygget på fuld fortrolighed, bygget på hel
og ubetinget åbenhjertighed fra begge sider; de stikker