Vildanden - 4

Total number of words is 4687
Total number of unique words is 1116
43.5 of words are in the 2000 most common words
59.9 of words are in the 5000 most common words
66.1 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Far har lovet, at han vilde læse med mig; men han har ikke
fåt tid til det endnu.
GREGERS.
Men er der da ikke nogen anden, som hjælper Dem lidt?
HEDVIG.
Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig,
rigtig--sådan--
GREGERS.
Er han fuld da?
HEDVIG.
Han er visst det.
GREGERS.
Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er
det vel som en verden for sig selv, der,--kan jeg tænke?
HEDVIG.
Så rent for sig selv. Og så er der så mange underlige ting.
GREGERS.
Så?
HEDVIG.
Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne
er der billeder.
GREGERS.
Aha!
HEDVIG.
Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og
et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det
uret går ikke længer.
GREGERS.
Tiden er altså gåt istå derinde--hos vildanden.
HEDVIG.
Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle
bøgerne.
GREGERS.
Og de bøgerne læser De vel i?
HEDVIG.
Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og
det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne.--Der
er en svært stor bog, som heder «Harrysons History of
London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så
umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et
timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der
alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og
store skibe, som sejler på havet.
GREGERS.
Men sig mig, hvor har De fåt alle de rare sagerne fra?
HEDVIG.
Å her har engang bodd en gammel sjøkaptejn, og han har ført
dem hjem. De kaldte ham «den fly vendes Hollænderen». Og det
er underligt; for det var ikke nogen Hollænder.
GREGERS.
Ikke det?
HEDVIG.
Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble't
stående efter ham.
GREGERS.
Hør, sig mig nu,--når De sidder der inde og ser på
billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den
store rigtige verden selv?
HEDVIG.
Nej da! Jeg vil altid bli' her hjemme og hjælpe far og mor.
GREGERS.
Med at gøre fotografier istand?
HEDVIG.
Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg lære at
gravere slige billeder, som de, der står i de engelske
bøgerne.
GREGERS.
Hm; hvad siger Deres far til det?
HEDVIG.
Jeg tror ikke far liker det; for far er så underlig i sligt.
Tænk, han snakker om, at jeg skal lære kurvfletning og
stråfletning! Men det synes jeg da ikke kan være noget.
GREGERS.
Å nej, det synes ikke jeg heller.
HEDVIG.
Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve,
så kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden.
GREGERS.
Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det.
HEDVIG.
Ja; for det er min vildand.
GREGERS.
Ja, det er jo det.
HEDVIG.
Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så
tidt de vil.
GREGERS.
Så; hvad bruger de den da til?
HEDVIG.
Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget.
GREGERS.
Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der
inde.
HEDVIG.
Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så
er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun,
stakker.
GREGERS.
Har ingen familje ligesom kaninerne.--
HEDVIG.
Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været
kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra
alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige
ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som
ved, hvor hun er fra heller.
GREGERS.
Og så har hun været på havsens bund.
HEDVIG (ser flygtig hen på ham, undertrykker et smil og
spør):
Hvorfor siger De havsens bund?
GREGERS.
Hvad skulde jeg ellers sige?
HEDVIG.
De kunde sige havets bund--eller havbunden.
GREGERS.
Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund?
HEDVIG.
Jo; men for mig høres det så underligt, når andre mennesker
siger havsens bund.
GREGERS.
Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.
HEDVIG.
Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt.
GREGERS.
Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.
HEDVIG.
Det er fordi, at altid, når jeg sådan med én gang--i en
fart--kommer til at huske på det der inde, så synes jeg
altid, at hele rummet og alt sammen heder «havsens bund».--
Men det er jo så dumt.
GREGERS.
Det skal De slet ikke sige.
HEDVIG.
Jo, for det er jo bare et loft.
GREGERS (ser fast på hende).
Er De så viss på det?
HEDVIG (forbauset).
At det er et loft!
GREGERS.
Ja, ved De det så sikkert?
HEDVIG (tier og ser på ham med åben mund).
(Gina kommer med dækketøj fra køkkenet.)
Gresrers (rejser sig).
Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.
GINA.
Ået steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd
af bordet, Hedvig.
(Hedvig ryder op; hun og Gina dækker under det følgende.
Gregers sætter sig i lænestolen og blader i et album.)
GREGERS.
Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal.
GINA (med et sideblik).
Jaha, jeg kan det.
GREGERS.
Det traf sig da rigtig heldigt.
GINA.
Hvorledes heldig?
GREGERS.
Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.
HEDVIG.
Mor kan også fotografere.
GINA.
Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten.
GREGERS.
Så er det kanske Dem, som driver forretningen?
GINA.
Ja, når ikke Ekdal har tid selv, så--
GREGERS.
Han er sagtens så opta't af sin gamle far, han, kan jeg
tænke.
GINA.
Ja, og så er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal,
at gå her og ta' potrætter af kreti og preti.
GREGERS.
Det synes jeg også; men når han nu engang er slåt ind på den
vejen, så--
GINA.
Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en
af de almindelige fotograferne.
GREGERS.
Nå så alligevel! Men--?
(Et skud fyres af inde på loftet.)
GREGERS (farer op).
Hvad er det!
GINA.
Uf, nu skyder de igen!
GREGERS.
Skyder de også?
HEDVIG.
De går på jagt.
GREGERS.
Hvad for noget! (henne ved loftsdøren.) Går du på jagt,
Hjalmar?
HJALMAR (indenfor garnet).
Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var så opta't--.
(tu Hedvig.) Og du, som ikke siger os til!
(kommer ind i atelieret.)
GREGERS.
Går du og skyder inde på loftet?
HJALMAR (viser en dobbeltløbet pistol).
Å, det er bare med denne her.
GINA.
Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gøre en ulykke
med den pigstolen.
HJALMAR (ærgerlig).
Jeg tror, jeg har sagt, at et sådant skydevåben heder en
pistol.
GINA.
Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.
GREGERS.
Så du er altså ble't jæger, du også, Hjalmar?
HJALMAR.
Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars
skyld, kan du skønne.
GINA.
Mandfolk er nu så underlige, de; de skal altid ha' noget at
dividere sig med.
HJALMAR (arrig).
Ja rigtig, ja; vi skal altid ha' noget at divertere os med.
GINA.
Ja det er jo akkurat det jeg siger.
HJALMAR.
Nå; hm! (tu Gregers.) Jo, ser du, og så træffer det sig så
heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan høre det,
når vi skyder. (lægger pistolen på den øverste reolhylde.)
Ikke rør pistolen, Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på
det.
GREGERS (ser ind gennem garnet).
Jagtgevær har du også, ser jeg.
HJALMAR.
Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for
der er noget galt fat med låsen. Men det er ganske morsomt
at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og
gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og
skrue det sammen igen--. Ja, det er jo mest far, som pusler
med sligt noget.
HEDVIG (henne ved Gregers).
Nu kan De da rigtig se vildanden.
GREGERS.
Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene
vingen, synes jeg.
HJALMAR.
Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo været skamskudt.
GREGERS.
Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det ikke så?
HJALMAR.
Kanske en bitte liden smule.
HEDVIG.
Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.
HJALMAR.
Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er
virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i
kroppen og som har været mellem hundetænder--
GREGERS (med et øjekast til Hedvig).
--og som har været på havsens bund--så længe.
HEDVIG (smiler).
Ja.
GINA (steller ved bordet).
Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser
nok for.
HJALMAR.
Hm;--er det snart dækket kanske?
GINA.
Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig.
(Gina og Hedvig går ud i køkkenet.)
HJALMAR (halv højt).
Jeg tror ikke, det er værdt, du står der og ser på far; han
liker det ikke.
GREGERS. (går fra loftsdøren).
HJALMAR.
Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kommer ind.
(skrammer med hændeme.) Hysch--hysch; Vil I væk med jer!
(i det han hejser forhænget op og trækker døren sammen.)
Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig
ganske morsomt at ha' sligt noget at stelle med og gøre i
stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles
nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha' kaniner og
høns ind i atelieret.
GREGERS.
Nej, nej; og det er kanske din kone, som står for styret
her?
HJALMAR.
Jeg overlader hende i almindelighed de løbende forretninger;
for så kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tænke over de
ting, som vigtigere er.
GREGERS.
Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?
HJALMAR.
Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det før. Eller
kanske du ikke har hørt tale om opfindelsen?
GREGERS.
Opfindelsen? Nej.
HJALMAR.
Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og
ødemarkerne--
GREGERS.
Du har altså gjort en opfindelse!
HJALMAR.
Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du
kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for
fotografien, så var det ikke for at gå her og ta' portrætter
af alskens hverdagsmennesker.
GREGERS.
Nej, nej, det sa' også din kone nu nylig.
HJALMAR.
Jeg svor, at skulde jeg vie mine kræfter til den håndtering,
så skulde jeg også hæve den så højt, at den blev både til en
kunst og til en videnskab. Og så beslutted jeg at gøre den
mærkelige opfindelsen.
GREGERS.
Og hvad består så den opfindelsen i? Hvad går den ud på?
HJALMAR.
Ja, kære, du må ikke spørge således om enkeltheder endnu.
Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er
forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke
for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for
mig nat og dag.
GREGERS.
Hvilken livsopgave da?
HJALMAR.
Glemmer du gubben med sølvhåret?
GREGERS.
Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gøre for ham?
HJALMAR.
Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde, i det jeg
hæver det ekdalske navn til ære og værdighed igen.
GREGERS.
Det er altså din livsopgave.
HJALMAR.
Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han
allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige
undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv.
Pistolen der henne, du,--den, som vi bruger til at skyde
kaniner med,--den har spillet en rolle i den ekdalske
slægts tragedie.
GREGERS.
Pistolen! Så?
HJALMAR.
Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast,--da havde
han pistolen i sin hånd--
GREGERS.
Havde han--!
HJALMAR.
Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så
ruineret på sjælen var han ble't allerede dengang. Å, kan du
begribe det? Han, en militær, han, som havde skudt ni
bjørne, og som stammed ned fra to oberstløjtnanter,--ja,
fra den ene efter den anden, naturligvis--. Kan du begribe
det, Gregers?
GREGERS.
Ja, jeg begriber det godt.
HJALMAR.
Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts
historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under
lås og lukke,--å, det var forfærdelige tider for mig, kan
du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine
vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den
plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden
og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke.
Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom
under en solformørkelse.
GREGERS.
Slig følte jeg det også, da mor var død.
HJALMAR.
I en sådan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit
eget bryst.
GREGERS
Du tænkte også på at--!
HJALMAR.
Ja.
GREGERS.
Men du skød ikke?
HJALMAR.
Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr over mig selv.
Jeg blev i live. Men du kan tro, der hører mod til at vælge
livet under de vilkår.
GREGERS.
Ja, det er som man tar det.
HJALMAR.
Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for nu gør jeg
snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg,
at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre
det som min eneste løn.
GREGERS.
Så det er det med uniformen, som han--?
HJALMAR.
Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke
forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham.
Hver gang vi fejrer en liden familjefest--som Ginas og min
bryllupsdag, eller hvad det nu kan være--da træder
oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens
dage. Men banker det så bare på gangdøren,--for han tør jo
ikke vise sig for fremmede, ved du,--da piler han ind i
sit kammers igen, så fort som de gamle ben vil bære ham.
Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se på, du!
GREGERS.
Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli' færdig?
HJALMAR.
Nej, herre gud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder
som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og
holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på
inspirationen,--på en indskydelse,--og det er næsten
umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder.
GREGERS.
Men fremad går det da vel?
HJALMAR.
Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med
opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har
spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan
gruble i ro. Men man må bare ikke jage på mig; for det
nytter ikke til noget; det siger Relling også.
GREGERS.
Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde på loftet
dra'r dig bort og spreder dig for meget?
HJALMAR.
Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg
kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme
anstrængende tankerne. Jeg må ha' noget ved siden af, som
kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser
du,--når den kommer, så kommer den alligevel.

GREGERS.
Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden
i dig.
HJALMAR.
Af vildanden? Hvorledes det, mener du?
GREGERS.
Du har dukket under og bidt dig fast i bundgræsset.
HJALMAR.
Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har
rammet far i vingen--og mig også?
GREGERS.
Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt;
men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt
en snigende sot i kroppen, og så er du gåt tilbunds for at
dø i mørke.
HJALMAR.
Jeg? Dø i mørke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig
la' være med slig snak.
GREGERS.
Vær bare rolig; jeg skal nok se at få dig op igen. For jeg
har også fåt en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igår.
HJALMAR.
Ja det kan gerne være; men du skal bare la' mig bli udenfor.
Jeg kan forsikkre dig, at--fraregnet min let forklarlige
melankoli naturligvis--så befinder jeg mig så vel, som
noget menneske kan ønske det.
GREGERS.
At du det gør, det kommer også af forgiften.
HJALMAR.
Nej, kære snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og
forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit
hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.
GREGERS.
Nej, det skal du nok få mig til at tro.
HJALMAR.
Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft,
som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget
lavt, det ved jeg nok,--og mine kår er ringe. Men jeg er
en opfinder, du,--og jeg er familjeforsørger tillige. Det
bærer mig oppe over de små vilkår.--Ah, der kommer de med
frokosten!
(Gina og Hedvig bringer ølflasker, brændevinskaraffel,
glasse og andet tilbehør. I det samme kommer Relling og
Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtøj;
Molvik er sortklædt.)
GINA (sætter sagerne på bordet).
Nå, de to kommer da rigtig til rette tid.
RELLING.
Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og så
var han ikke til at holde.--Godmorgen for anden gang,
Ekdal.
HJALMAR.
Gregers, må jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor--,
ja, Relling kender du jo?
GREGERS.
Ja, så løselig.
RELLING.
Å, det er herr Werle junior. Ja, vi to har været i totterne
på hinanden oppe på Højdalsværket. De er nok netop flyttet
ind?
GREGERS.
Jeg flytted ind nu imorges.
RELLING.
Og nedenunder bor Molvik og jeg, så De har ikke langt til
doktor og prest, om De skulde få brug for slige nogen.
GREGERS.
Tak, det kunde nok hænde; for igår var vi tretten til bords.
HJALMAR.
Å, kom nu ikke ind på det uhyggelige igen!
RELLING.
Du kan ta' det med ro, Ekdal; for dig træffer det s'gu ikke.
HJALMAR.
Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men la' os nu
sætte os og spise og drikke og være glade.
GREGERS.
Skal vi ikke vente på din far?
HJALMAR.
Nej, han vil ha' sit ind til sig siden. Kom så!
(Herrerne sætter sig; til frokostbordet, spiser og drikker.
Gina og Hedvig går ud og ind og varter op.)
RELLING.
Igår var Molvik stygt på støvlerne, fru Ekdal.
GINA.
Så? Igår igen?
RELLING.
Hørte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham mat?
GINA.
Nej, jeg kan ikke sige det.
RELLING.
Det var bra'; for inat var Molvik fæl.
GINA.
Er det sandt, Molvik?
Molvik.
La' os slå en streg over nattens hændelser. Sligt afhænger
jo ikke af mit bedre jeg.
RELLING (til Gregers).
Det kommer over ham som en indskydelse; og så må jeg ud med
ham på rangel. For kandidat Molvik er dæmonisk, ser De.
GREGERS.
Dæmonisk?
RELLING.
Molvik er dæmonisk, ja.
GREGERS.
Hm.
RELLING.
Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene
gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt.--Nå, og
De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu?
GREGERS.
Jeg har holdt ud indtil nu.
RELLING.
Og fik De så inkasseret den fordringen, De gik omkring med?
GREGERS.
Fordringen? (forstår ham.) Nå så.
HJALMAR.
Har du inkasseret fordringer, Gregers?
GREGERS.
Å snak.
RELLING.
Jo såmænd har han så; han gik omkring i alle
husmandshytterne og præsenterte noget, som han kaldte «den
ideale fordring».
GREGERS.
Jeg var ung dengang.
RELLING.
De har ret i det; De var svært ung. Og den ideale fordringen
--den fik De da aldrig honoreret så længe jeg var der oppe.
GREGERS.
Ikke siden heller.
RELLING.
Nå, så er De vel ble't så klog at slå lidt af på beløbet da,
kan jeg tænke.
GREGERS.
Aldrig når jeg står foran et ægte, virkeligt menneske.
HJALMAR.
Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt.--Lidt smør,
Gina.
RELLING.
Og så et stykke flæsk til Molvik.
Molvik.
Uh, ikke flæsk!
(Det hanker på loftsdøren.)
HJALMAR.
Luk op, Hedvig; far vil ud.
(Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ind med
et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.)
EKDAL.
God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt
en stor en.
HJALMAR.
Og så har du flådd den før jeg kom--!
EKDAL.
Har saltet den også. Det er godt, mørt kød, det kaninkødet;
og så er det sødt; smager som sukker. God appetit, mine
herrer!
(går ind i sit værelse.)
MOLVIK (rejser sig).
Undskyld--; jeg kan ikke--; jeg må ned som snarest--
RELLING.
Drik sodavand, menneske!
MOLVIK (skynder sig).
Uh--uh!
(ud gennem gangdøren.)
RELLING (til Hjalmar).
Lad os tømme en dram for den gamle jægersmand.
HJALMAR (klinker med ham).
For idrætsmanden på gravens bred, ja.
RELLING.
For den gråhærdede--. (drikker.) Ja, sig mig,--er det
gråt hår, han har, eller er det hvidt?
HJALMAR.
Det er visst så midt imellem; for resten har han nok ikke
ret mange hårstrå igen på sin isse.
RELLING.
Nå, med forlorent kommer man også igennem verden. Ja, du er
da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre
livsopgaven at stræve for--
HJALMAR.
Og jeg stræver også, kan du tro.
RELLING.
Og så har du din flinke kone, som lunter så lunt ud og ind
på filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for
dig.
HJALMAR.
Ja, Gina--(nikker til hende.) du er en bra' ledsagerinde,
at ha' med på livsvejen, du.
GINA.
Å sid nu ikke der og ressensér om mig.
RELLING.
Og så din Hedvig, du Ekdal?
HJALMAR (bevæget).
Barnet, ja! Barnet først og fremst. Hedvig, kom hid til mig.
(stryger hende over håret.) Hvad er det for en dag imorgen,
du?
HEDVIG (rusker i ham).
Å nej, du skal ikke sige noget, far!
HJALMAR.
Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, når jeg tænker
på, at det skal bli' så ringe; bare en liden festlig
tilstelning inde på loftet--
HEDVIG.
Å men det blir just dejligt, det!
RELLING.
Og vent så bare til den mærkelige opfindelsen kommer til
verden, Hedvig!
HJALMAR.
Ja da--da skal du se! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre
din fremtid. Du skal få det godt så længe du lever. Jeg vil
forlange noget for dig, et eller andet. Det skal være den
fattige opfinders eneste løn.
HEDVIG (hvisker med armen om hans hals).
Å du snille, snille far!
RELLING (til Gregers).
Nå, synes De ikke ganske bra' om det, til en forandring, at
sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds?
HJALMAR.
Ja, disse timer ved bordet sætter jeg virkelig pris på.
GREGERS.
Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft.
RELLING.
Sumpluft?
HJALMAR.
Å kom nu ikke med den snak igen!
GINA.
Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter
såmænd ud hver evige dag.
GREGERS (går fra bordet).
Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud.
HJALMAR.
Stank!
GINA.
Ja, hvad synes du, Ekdal!
RELLING.
Om forladelse,--det skulde vel ikke være Dem selv, som
bringer stanken med der oppe fra gruberne?
GREGERS.
Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind
i huset.
RELLING (går hen til ham).
Hør, herr Werle junior, jeg har Dem stærkt mistænkt for, at
De går med «den ideale fordring» uforkortet i baglommen
endnu.
GREGERS.
I brystet går jeg med den.
RELLING.
Ja, hvor fanden De så har den, så vil jeg ikke rå' Dem til
at spille inkassator her, så længe jeg er inde.
GREGERS.
Og hvis jeg gør det alligevel?
RELLING.
Så kommer De på hodet ned over trapperne; nu ved De det.
HJALMAR (rejser sig).
Nej men, Relling!
GREGERS.
Ja, kast De mig bare ud--.
GINA (går imellem dem).
Det får De ikke lov til, Relling. Men det må jeg sige Dem,
herr Werle, at De, som gjorde alt det fæle inde i
kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om
stank.
(Det banker på gangdøren.)
HEDVIG.
Mor, der er nogen, som banker.
HJALMAR.
Se så; nu skal vi ha' det rend også!
GINA.
La' bare mig--. (går hen og åtmer dåren, studser, farer
sammen og viger tilbage.) Åh! Uf da!
(Grosserer Werle, i pelsfrakke, træder et skridt indenfor.)
WERLE.
Be'r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset.
GINA (svælger vejret).
Ja.
HJALMAR (går nærmere).
Vil ikke herr grossereren være så artig--?
WERLE.
Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn.
GREGERS.
Ja, hvad godt? Her står jeg.
WERLE.
Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse.
GREGERS.
I mit værelse--nå--
(vil gå.)
GINA.
Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at--
WERLE.
Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale under fire
øjne.
HJALMAR.
Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen,
Relling.
(Hjalmar og Relling går ind til højre; Gina tar Hedvig med
sig ud i køkkenet.)
GREGERS (efter et kort ophold).
Ja, nu er vi altså under fire øjne.
WERLE.
Du lod falde nogen yttringer igår aftes--. Og såsom du nu
har lejet dig ind hos Ekdals, så må jeg næsten formode, at
du har et eller andet i sinde imod mig.
GREGERS.
Jeg har i sinde at åbne Hjalmar Ekdals øjne. Han skal se sin
stilling, som den er;--det er det hele.
WERLE.
Er det den livsopgaven, du talte om igår?
GREGERS.
Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.
WERLE.
Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers.
GREGERS.
Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker ikke på alt det
med mor--. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg går og
jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.
WERLE.
Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.
GREGERS.
Jeg skulde ha trådt op imod dig dengang, der blev stillet
snarer for løjtnant Ekdal. Jeg skulde ha' advaret ham; for
jeg aned nok, hvor det vilde bære hen.
WERLE.
Ja, da burde du sandelig ha' talt.
GREGERS.
Jeg voved mig ikke til det; så fejg og forskræmt var jeg.
Jeg var så usigelig ræd for dig--både dengang og længe
bagefter.
WERLE.
Den rædsel er gåt over nu, lader det til.
GREGERS.
Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal,
både af mig og af--andre, det kan aldrig bødes på; men
Hjalmar kan jeg fri ud af al den løgn og fortielse, som han
her holder på at gå til grunde i.
WERLE.
Tror du, at du vilde gøre en god gerning med det?
GREGERS.
Det tror jeg da så trøstig.
WERLE.
Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde
takke dig til for en slig venskabstjeneste?
GREGERS.
Ja! Den mand er han.
WERLE.
Hm,--vi får se.
GREGERS.
Og desuden--skal jeg bli' ved at leve længer, så må jeg se
at finde helsebod for min syge samvittighed.
WERLE.
Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig
lige fra barneårene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers;
--den eneste arv, hun efterlod dig.
GREGERS (med et hånsk halvsmil).
Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned
galt, da du trode, du skulde få formue med hende?
WERLE.
Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting.--Holder du
altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et
spor, som du formoder er det rigtige?
GREGERS.
Ja; det forsæt holder jeg fast ved.
WERLE.
Nå, så kunde jeg jo ha' sparet min gang her op. For da
nytter det vel ikke at spørge dig, om du vil flytte hjem til
mig igen?
GREGERS.
Nej.
WERLE.
Og ind i firmaet går du vel ikke heller?
GREGERS.
Nej.
WERLE.
Godt. Men da jeg nu agter at indgå nyt ægteskab, så vil boet
bli' skiftet imellem os.
GREGERS (hurtigt)-
Nej; det ønsker jeg ikke.
WERLE.
Du ønsker det ikke?
GREGERS.
Nej, jeg tør ikke det for min samvittigheds skyld.
WERLE (lidt efter).
Rejser du op til værket igen?
GREGERS.
You have read 1 text from Norwegian literature.
Next - Vildanden - 5
  • Parts
  • Vildanden - 1
    Total number of words is 4557
    Total number of unique words is 1127
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    60.7 of words are in the 5000 most common words
    66.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 2
    Total number of words is 4686
    Total number of unique words is 1092
    45.5 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 3
    Total number of words is 4701
    Total number of unique words is 992
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 4
    Total number of words is 4687
    Total number of unique words is 1116
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.9 of words are in the 5000 most common words
    66.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 5
    Total number of words is 4700
    Total number of unique words is 1059
    46.2 of words are in the 2000 most common words
    61.0 of words are in the 5000 most common words
    66.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 6
    Total number of words is 4592
    Total number of unique words is 1078
    43.6 of words are in the 2000 most common words
    58.5 of words are in the 5000 most common words
    64.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Vildanden - 7
    Total number of words is 3263
    Total number of unique words is 904
    47.1 of words are in the 2000 most common words
    63.0 of words are in the 5000 most common words
    68.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.