Fra Færø: Fire Fortællinger - 4

Stormen. Men de var glade og ved frisk Mod, de skulde jo vise, hvad
de duede til, at de ikke var af den Slags, der lod sig holde tilbage
af slig en Smule Vejr.
Samtalen var munter og spækket med Spottegloser over de tre, der var
bleven tilbage. Lidt efter lidt døde den dog hen. Og de gik tavse
fremad.
Man hørte kun Stormens Hvin mellem Klipperne, Regnens plaskende Slag
mod Stenene og den svuppende, sivende Lyd af de gaaendes Trin i det
opblødte Dynd.
Den unge Knøs gik efter de andre med ludende Hoved.
Han havde siddet og befundet sig saa vel inde i den varme Røgstue,
saa vel, at han syntes, at Vejen var ingenting. Han havde hjulpet de
to andre med at spotte de tre, der vilde blive tilbage. Og han havde
smilt og storleet ad deres alvorlige Ansigtet og betænkelige Miner.
Hvad var den Stump Vej vel værd at tale om.
Men da han rejste sig fra Bænken, og da Døren aabnede sig foran ham,
og Mørket og Regnen slog ham i Møde, havde han følt, at han var træt.
Han havde let Trætheden bort og spottet dem, der var bleven tilbage.
Men Mørket og Regnen slog ham paa Munden, til han tav.
-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke
galt alligevel, at jeg gik med.
Den Tanke havde bidt sig fast i ham og var bleven som en Melodi, han
gik efter.
-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke
galt alligevel, at jeg gik med.
Men nu var det jo for sent. Han havde været med til at le ad de
andre, der blev tilbage, havde spottet sin Far og Bror, da de gjorde
ham Forestillinger om det urigtige i at gaa. Nu kunde han ikke opgive
det.
-- Hvis jeg nu kalder paa de andre, og de standser, vender sig om og
ser paa mig, og jeg kommer hen til dem og siger: "Nej, det var
alligevel dumt at gaa, nu vender jeg om og gaar tilbage." -- Hvor vil
da Spottegloserne regne ned over mig. Og naar jeg saa tier stille og
ikke svarer dem imod, da vil de efterhaanden holde op med at spotte
og bare staa tavse og se paa mig, og se, at jeg er mindre, end de
troede. Og tilsidst vil det saa komme langsomt og alvorligt, som naar
Voksne raader et Barn, der ikke formaar at raade sig selv: "Ja, saa
maa du jo hellere gaa tilbage til din Far og din Bror."
Og saa. -- Ja saa var han mærket for Resten af sit Liv, kunde aldrig
blive Mand som de andre. Altid vilde de spotte ham med det. Og naar
de ikke nænned at spotte ham, vilde det være endnu værre.
Nej, nej. Det kunde han ikke. Han havde tænkt sig dette som en
Bedrift, som en Udmærkelse. Skulde det nu blive til en Skamplet, der
altid vilde klæbe ved ham.
Hvor roligt de gik der foran uden saa meget som at vende sig om og se
efter ham. De var sikre paa, at han kunde gaa med. De anede ikke,
hvad det var for Tanker, han gik med. De anede ikke, ingen anede, at
han var saadan en Svækling, saadan en Pjalt.
Og de tre, der nu sad tilbage i Bondens varme, lune Røgstue og talte
om dem, der gik afsted gennem Mørket og Regnen. Hvor vilde de ikke se
paa ham, hvis Døren gik op, og han traadte ind i Stuen. De vilde
smile til ham og sige, at han havde baaret sig fornuftigt ad. Men
hvordan vilde de ikke se paa ham. Pjalt, Pjalt. Nej, nej. Han maatte
holde ud, nu han var begyndt.
-- Men det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.
Takten vedblev at dunke i hans Hoved, vedblev at gentage og gentage
det, ikke heftigt, men lavmælt og roligt, som den taler, der ved, han
har Ret.
Han kunde være bleven tilbage hos de andre. -- Men nu.
Det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.
Saa opdagede han, at han var ved at sakke agterud.
"Herregud, hvor de dog gik hurtigt."
Han skottede op mod Himlen, der gabede imod ham som en sort, bundløs
Afgrund, blev ængstelig og gik hurtigere til for at indhente de
andre.
Det kneb. Han snublede over et Utal af Sten og i en Mangfoldighed af
Huller. Men han naaede dog op bag ved dem, og han kunde lige holde
sin Plads.
-- Det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo
godt.
Det var Løgn, men der var alligevel en Slags Trøst i de Ord. Og det
var, som om det gik bedre efter den Melodi.
Da de passerede Elven inderst inde i Fjorden, vidste han ikke, hvor
Fødderne traadte. Og hver Gang der kom et stærkt Vindstød buldrende
imod dem, stod han stille og svajede som et Siv. Men endnu tyggede
hans Hjærne i Takt med Fodslagene paa de samme Ord.
-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.
Det var nu bælgmørkt. Der var ikke Menneskebolig i Mils Omkreds. Og
der var ikke det svageste Lys at se hverken paa Jord eller Himmel. De
kunde knap skimte deres egne Fødder i Mørket. Men stadig gik det
fremad mod Storm og Regn.
Væden drev dem ned over Ansigt og Krop i en uafbrudt rindende Strøm.
Og Stormen gennemisnede dem til Marven, thi det blev koldere og
koldere. Det var som at kæmpe sig frem paa Bunden af en Elv,
foroverbøjet og snappende efter Vejret.
-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.
Han tumlede frem over Stenene, snart til højre og snart til venstre,
kastet hid og did af Stormen og Vejens Ujævnheder.
Han hørte en af Mændene sige "halvvejs". Der var ellers ikke mælet et
Ord i lange Tider. Han forsøgte at stramme sig op med den Tanke, at
der nu kun var Halvvejen tilbage. Men det gik ikke. Han var træt,
dødtræt.
Han mærkede, han sakkede mer og mer bagud. Men han kunde ikke hjælpe
det. Saa hørte han den forreste standse.
"Han kan ikke vinde med," hørte han ham sige. Den anden mumlede i
Skæget og gik nogle Skridt videre. Saa standsede han ogsaa ligesom
modvillig.
Han gik fremad imod dem, forsøgte at gaa fast og jævnt.
"Er du træt?" spurgte den første.
"Næ," svarede han. Han vilde have sagt nej; men Ordet trak sig saa
underlig langt i Halsen paa ham.
"Kom saa afsted. Vi kan ikke staa stille her." Og saa gik det atter
fremad mod Storm, Regn og Mørke. Men langsommere.
-- At du alligevel ikke vendte om, tænkte han. Men nu er det for
sent, nu er det altsammen for sent.
Det lysnede i Mørket under dem. De passerede en Elv, der styrtede sig
fraadende ned over Fjældsiden med et rasende, uafbrudt Brøl. Saa gik
det atter ind gennem Mørket.
-- Hvis de nu gaar fra dig. Hvad saa. Hvad saa. -- Men det gør de
ikke. Nej, det kan de ikke gøre.
Der kom et Vindstød og pressede ham for Brystet, saa han vaklede og
væltede over mod en Klippeblok. Han maatte holde sig fast med begge
Hænder for ikke at falde. Der stod han.
De andre standsede forude og talte lidt sammen. Saa kom den ene hen
til ham.
"Du er træt?"
"Ja."
"Kan du ikke mer?"
"Nej."
"Lad mig hjælpe dig. -- Tag ved hans anden Arm," føjede han til til
den anden, der nu ogsaa var kommen hen til dem.
-- Nu maa du holde ud. Nu gælder det. Nu maa du holde ud.
Han vaklede afsted hængende mellem de to Mænd og blev ved at gentage
det for sig selv.
-- Nu maa du holde ud. Nu maa du holde ud.
Men Tanken havde ingen Kraft. Og han kunde ikke holde den fast.
-- Bare der var et Lys at gaa efter, tænkte han. Men der var kun
Mørke, Mørke.
Og da var det med et, som om Mørket kastede sig over ham og tyngede
ham til Jorden, ned i Mørket.
Saa hørte han en Stemme over sig:
"Kom nu op."
Der var en sær haard Klang i Stemmen. Og han kom op.
"Kom saa."
Og atter slæbte de afsted med ham gennem Mørket.
Han vaklede frem med lukkede Øjne som en Søvngænger. Nu og da
svigtede Bevidstheden ham, saa blev han trukket og puffet afsted.
Der kom et Vindstød farende og standsede dem alle tre. Det varede
længe, inden de kom i Gang igen.
-- Det nytter ikke. Det nytter ikke. Herregud, at de ikke kunde se,
at det ikke nyttede.
Og ligesom paa Trods lod han sig falde. De kunde ikke holde ham
oppe, og han faldt forover imellem dem med Ansigtet mod Jorden.
"Hvad er nu det for Kunster. Kom nu op."
Men han rørte sig ikke; bare hvile, hvile.
De tog fat i ham og forsøgte at stille ham paa Benene. Men Benene gav
efter og kunde ikke bære ham. Saa lod de ham synke tilbage igen.
-- Hvis de nu gaar, tænkte han. Men han følte intet ved Tanken og gad
ikke engang aabne Øjnene for at se, om de allerede var gaaet.
Mændene stod et Par Skridt derfra og talte sammen. Det var bleven en
alvorlig Historie, dette her. Saa kom de tilbage.
"Kom nu op; nu gaar vi."
Og de begyndte atter at bakse med ham, men det nyttede intet.
Bare de vilde lade ham i Fred. Det nyttede jo ikke.
"Vi kan ikke lade ham ligge her og dø som et andet Stykke Kvæg. --
Hvad gør vi nu?"
"Ja, hvad gør vi nu?"
De stod lidt og overvejede. Regnen pølede ned over dem, og Stormen
rev og sled i deres Klæder.
"Vi maa sætte ham op bag en Sten. Saa bliver du hos ham, mens jeg
gaar til Bygden efter Hjælp. Der kan kun være en halv Mil igen nu. --
Hvem kunde ogsaa have tænkt sig det."
Saa satte de Knøsen i Læ med Ryggen op ad et Klippestykke. Den ene af
Mændene satte sig ved Siden af ham, og den anden gik afsted mod
Bygden for at hente Hjælp.
Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blæst. Han
tumlede afsted gennem Mørket, snublede over Stenene og gled ud i
Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastværk
og ikke kan se.
Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden
i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej
da aldrig faa Ende?
Saa opdagede han, at han var gaaet vild, gik endnu nogle Skridt
fremad, han vidste ikke mere hvor, snublede over en Sten, styrtede
næsegrus til Jorden og blev liggende.
Vandet, der pilløb ham ned over Nakken, fik ham atter til Bevidsthed,
han kom i Tanker om, at han skulde hente Hjælp, opdagede, at han laa
i Elven, og begyndte at krybe frem paa Hænder og Fødder over de
glatte Sten i Elvens Bund.
Endelig naaede han over Elven og krøb op ad Breddens Skraaning. Men
da han fik Hoved og Bryst op over Diget, for Stormen lige imod ham og
tvang ham atter ned bag Diget. Atter krøb han op. Og med Hovedet og
Brystet blottet for Stormen stirrede han frem i Mørket.
Bag ved ham smaaklukkede og smaanynnede Elven, som var den en flittig
Arbejder, der passede sin Dont og ikke agtede, hvad der ellers
foregik omkring den. Men foran ham fløjtede og peb Stormen hen over
Jorden. Det lød, som om den hylede og græd og lo og skreg. Han kunde
ikke se en Fod frem for sig, saa mørkt var det. Og alligevel. Han
skimtede de sorte Omrids af et Uhyre, der laa der midt i Mørket paa
Spring, strakt hen over Jorden imod ham.
Et Øjeblik blev han liggende paa Hænder og Fødder og stirrede frem
mod Uhyret, der blæste og blæste og truede med at blæse ham om paa
Ryggen. Han kunde nu skimte det mægtige, udspilede Hoved med de
store, tykke Kinder, der hang ud over Marken til begge Sider. Det
gled nærmere og nærmere mod ham og blæste, saa det sved og flaaede i
hans Ansigt og Bryst. Men han holdt sig fortvivlet fast og strittede
imod. Først da Uhyret naaede helt hen til ham og stødte til ham med
sin sorte, klamme Snude, opgav han Kampen, dukkede Hovedet ned bag
Diget og sank tilbage i Elven.
Og medens han laa paa alle fire i det rindende Vand og undrede sig
over, hvorfor Elven havde saa travlt, og hvad det egentlig var, den
vilde fortælle, randt hans Bevidsthed bort med det rindende Vand.
Himlen hang som en vaad Svamp, og Vandet sivede og sivede fra den ned
over Jorden. Stormen buldrede løs oppe mellem Fjældene, for hvinende
og hujende frem mellem Haugens Sten og Klippestykker, greb
Regndraaberne om Livet, rev dem med sig og slyngede dem i Forbifarten
mod Sten og Jordknolde, saa det smeldede og strintede langt bort,
eller tabte dem i Hastværket med smaa Plump i Vandpytterne mellem
Græsset og Mosset.
Alting silede af Væde. Selv Stenene syntes at være fyldt og
overmættet med Regn. Og midt i Mørket og Væden sad en Mand
sammenkrøben bag en Sten med en bevidstløs Knøs ved Siden af sig, og
ventede paa Hjælpen, der skulde komme.
Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt sad han og ventede og
ventede, medens Vandet sivede ned over ham. Stormen og Regnen for
hærgende frem over Haugen og fyldte Mørket omkring ham med sære,
uhyggelige Lyde. Og medens han sad og stirrede frem for sig og
anstrængte sig for at finde et Holdepunkt derude i Mørket, ved
hvilket han kunde lade sit Blik og sin Tanke hvile, sad han og
kæmpede en afmægtig og haabløs Kamp med en Tanke, der ubønhørlig
trængte paa og vilde frem.
-- Det var jo i Grunden hans Skyld, at det var gaaet, som det var.
Han havde været saa kry paa det. Det var jo ingenting at tale om den
Pjalt Vej. Og han havde skræppet op som en æggesyg Høne og spottet
de andres fornuftige Indvendinger.
-- Men hele Skylden havde han ikke. Nej, nej. Langtfra. De andre
havde stemt i med og hjulpet ham; og saa.
Men det var ham, der havde faaet Ideen. Det var ham, der havde
foreslaaet, at de skulde gaa. Nej, nej. Det kunde ikke nytte at nægte
det. Det var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat tumlede
afsted i Mørket, maaske gik vild og tumlede om et Sted oppe i Haugen.
-- Store Gud, om han gik vild, medens han sad her og ventede.
Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt. Men Knøsen. Hvis
Knøsen nu sad der og døde for ham, inden der kom Hjælp.
Han strakte Haanden ud til Siden og fik fat i en iskold, vaad Haand,
der laa i hans som en død Fisk.
-- Store Gud, om han nu sad og døde for ham. Eller maaske han
allerede var død.
Han følte op over den kraftløse Arm og naaede op til Ansigtet. Det
var vaadt og klamt som Haanden og hang bøjet ned mod Brystet. Han
famlede uroligt omkring i det for at finde et Livstegn. Han kaldte
Knøsen ved Navn, men fik intet Svar. Ikke en Trækning røbede, at hans
Stemme blev hørt.
-- Hvis han nu allerede var død?
Hans Arm stivnede af Skræk, og han rev hastig Haanden til sig.
-- Død. Død.
Han sad og stirrede frem i Mørket, medens Stormen larmede, og Regnen
sivede ned omkring ham.
-- Saadan skulde det gaa. Saadan skulde det være. Og han var Morderen
og sad her ved Siden af ham, han havde myrdet.
-- Hvad var det, rørte han sig? Nej, det var kun Stormen, der ruskede
og sled i Stenen, bag hvilken de sad.
Han lyttede og lyttede. Hvert Øjeblik for han sammen, skræmt af
Stormens Hvin og Regnens Plasken og Siven; troede, det var Knøsen,
der rørte sig, stønnede, sukkede. Til Slut kunde han ikke udholde det
længer, han maatte have Vished.
Han samlede alt sit Mod, lænede sig frem over Knøsen og rørte ved
ham.
Han gøs, da han rørte ved hans Legeme, men han tvang sig til at holde
Haanden presset mod hans Bryst.
-- Var det Indbildning. Nej, Brystet steg og sank, men ganske, ganske
svagt. Gud ske Lov, saa var han da ikke død endnu. Men hvor længe
vilde det vare; hvis Hjælpen ikke snart kom, saa.
Hvor blev den Hjælp dog af. Den kunde have været her for længe siden,
for lang, lang Tid siden. Hvor længe havde han siddet her, sikkert i
Timevis. Men det var jo uforsvarligt at lade ham sidde her og vente
ved Siden af en døende.
Han lyttede. Nej, der hørtes intet andet end Stormen og Regnen. Han
stirrede ud i Mørket, men der var intet Lys at se.
-- Hvor blev dog Hjælpen af, hvor blev dog Hjælpen af. Og hvor det
regnede.
Han strakte atter Haanden ud og rørte ved Knøsens Bryst. Det bevægede
sig endnu op og ned, men svagere end før. Og Lemmerne var vist ved at
stivne.
-- Store Gud, han sidder og dør for mig.
Og han blev pludselig greben af Skræk for at sidde her i Mørket ved
Siden af en døende Mand. Naturmenneskets Rædsel for Døden kom over
ham; og han klynkede som et Barn.
-- Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre?
Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat var gaaet vild i
Mørket, til Vished. Saa klart og pludselig slog Visheden ned over
ham, at det blev lyst i Mørket omkring ham, og han saa tydeligt i
Lyset sin Kammerat ligge næsegrus kastet til Jorden foran sig.
Da rejste han sig og raabte om Hjælp. Raabte og skreg ud i Mørket,
som vilde han sprænge sine Lunger. Og han lyttede og spejdede ud i
Mørket.
Og Haarene paa hans Hoved reiste sig. Han kunde mærke, hvorledes
Knøsen ved hans Fødder ganske langsomt væltede sig over paa Siden og
greb hans Ben og kneb det.
Han skreg.
Og greben af en panisk Rædsel styrtede han afsted, løb, løb ud i
Mørket. Han gled og faldt og han løb til han atter faldt, bare løb og
løb, løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte bort, bort.
Da pludselig fortættedes Mørket foran ham, og han løb Panden imod.
Han havde ikke Kræfter til at vige til Siden og løbe videre. Hans
Hænder bare famlede over den glatte Flade og fik fat i en skarp Kant.
Og medens hans Hænder famlede op og ned ad den skarpe, lodrette Kant,
gik det langsomt op for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus.
Krumbøjet og stønnende famlede han sig frem over Væggen, til han traf
et Vindue.
Han bankede paa Ruden, atter og atter, til han hørte, der kom Liv i
Huset. Og da han hørte Skridt, bankede han endnu en Gang haardere end
før og sank bevidstløs ned ved Væggen.


Hele Bygden var til Begravelse. Hele Bygden undtagen Thomas.
Han stod ved Gavlen af et af de yderste Huse i Bygden og stirrede
frem mod Kirken. Sort og lille stod den midt i Sneen, der laa drysset
i et tykt Lag ned over Fjældet helt ned til Fjordens blanke Flade. Og
Sangen kneb sig ussel og fattig ud gennem Sprækkerne i de tjærede
Trævægge.
Som Morgendug mit Liv hensvinder,
Som Strømmen skynder Tiden sig,
Maaske naar næste Dag oprinder,
Den rinder ikke op for mig;
O, hjælp mig Gud, at hver min Dag
Maa bruges dig til Velbehag.
Gammel og affældig stod Kirken der i Sneen med lave Vægge og lave
Ruder. Og øverst oppe paa Tagrygningen ludede det lille firkantede
Skur, hvori Klokken hang, som en faldefærdig Skorsten.
Thomas rokkede frem og tilbage mod den tjærede Gavl, mens han stod
og stirrede over mod Kirken.
Og Sangen sivede ud imod ham.
Hvor flygtig er al jordisk Gode,
Selv Ungdom, Styrke, Munterhed.
Maaske, naar vi det mindst formode,
Til Død og Grav vi segne ned.
O, lær mig alt at bruge saa,
Som det, der snart skal Ende faa.
Hvor lød den fattig og grim den Sang, ynkelig og elendig. Og det var
Menneskers Klage, Menneskers Sorg. Hvor elendig, hvor ussel, hvor
fattig.
Nej, et Menneske skal sørge stille for sig selv. Eller klage og
jamre, til Fjældene sprængtes, og hans eget Hjærte brast.
Men det er Løgn alt, alt sammen. Fjælde og Hjærter kan ikke briste.
-- Det havde han følt. -- Ja, det havde han følt.
Sangen sivede og sivede ud imod ham.
Et er fornødent, dertil ene
Du satte os paa Jorden her,
I Tro og Sandhed dig at tjene
Og vorde gode Mennesker;
O lad den Dag, som svinder hen,
Berede mig til Himmelen.
At de kunde synge saadan noget. At de kunde synge, -- synge og
virkelig tro, at de sørgede. Hvor latterligt, hvor himmelraabende
latterligt. De flæbte som Børn, gjorde de.
Aah, han kunde spytte paa denne trangbrystede Kirke, der stod der og
peb som en gigtsyg Mus.
Han greb for sig mod Væggen med begge Hænder og stirrede ud over
Fjorden, der laa kold og rolig derude bag Kirken. Og han stirrede op
over Fjældene, der svulmede i stærke, faste Former under Sneen.
Han kunde se helt ind omkring det inderste af Fjorden, hvor de var
gaaet. Og hist ovre paa den anden Side laa Bondegaarden, hvor de
holdt Raad, inden de gik. For fire Dage siden havde han siddet
derovre livskraftig og munter og slaaet i Bordet og spottet og haanet
de andre. -- Og nu.
Hans Blik flakkede hjælpeløst rundt og rundt, som var han ved at
drukne. Men hver Gang kom det tilbage og blev hængende ved Kirken,
der stod og krøb sammen ved Foden af Fjældet og peb og klynkede af
Sorg og Kulde.
Vær hos mig, Fader, Herre, Dommer,
Du kender mine Dages Tal,
At Livets Aften, naar den kommer,
Mig uberedt ej finde skal;
Og naar du kalder mig herfra,
Forbarm dig, o forbarm dig da.
Det var den samme Sang som før, ussel og fattig. Men hvor sørgelig og
højtidelig klang det ikke nu.
Det var, som Tonerne skar sig ud gennem Kirkens Væg og frem imod ham
gennem den fine, klare Frostluft. De slyngede sig omkring ham,
knugede ham og vilde tvinge ham i Knæ.
Nej. Han kunde ikke nøjes med Floskler og Godtkøbsforargelse over de
andre. Hvad kom de andre ham ved. Han vidste jo, han havde Skylden.
Han og han alene.
Hele Dagen havde han drukket. Drukket, saa han knap kunde se ud af
Øjnene. Drukket, saa han ikke vidste, hvad der var op, og hvad der
var ned. Men det hjalp ikke.
At han dog heller ikke kunde holde sig borte fra den Kirke. At han
dog ikke gik langt, langt op i Fjældet og lagde sig der i Sneen med
sin Sorg og sin Kæfer, langt, langt borte fra det altsammen. -- Men
han kunde ikke, han var som tøjret til den lille, sorte Kirke.
Hvad mon Præsten nu sagde derinde? Han strakte Hovedet frem, som
troede han, han kunde fange Præstens Ord. Det var naturligvis om ham,
han talte. Og det var ham, som hørte han Præstens Stemme.
Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas. Og for hver Gang, han
nævnede Navnet, blev hans Stemme højere og skarpere, og han slog i
Stolen, som han plejede, naar han var vred.
Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden. Thomas er Morderen. Det
er ham, der har myrdet dem begge. Det er ham, ham.
Og hele Menigheden sad andægtig bøjet med Salmebøgerne i Skødet og
lyttede til og nikkede og tænkte. Ja, det er Thomas. Det er ham, og
ingen af os andre.
Han vred sig op imod Væggen.
Var den Præst dog ikke snart færdig. Var det dog ikke snart nok.
Hvorfor skulde han pines saadan.
Og Præsten talte om Elias, talte om hans Enke og de 7 smaa Børn.
Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven slæbt med, og som
endnu levede, da Mændene fandt ham bag Stenen.
Og det var Thomas, der havde dræbt dem. Thomas, Thomas.
Atter hørte han Slagene i Prækestolen, og atter saa han de sænkede
Ansigter lude frem over Salmebøgerne. Alle nikkede de og mumlede de:
Thomas, Thomas.
Han greb for sig i Væggens Fjæl for ikke at falde. Sludder og Vrøvl,
han stod jo fuld her ved Gavlen af Huset og kunde umulig høre, hvad
Præsten sagde derinde i Kirken. Han kunde jo ikke høre en Lyd.
Men alligevel. Han saa det hele for sig; saa hele Kirken, saa Præsten
oppe paa Prækestolen. Og Præsten blev ved at tale. Det var, som kunde
han læse hans lønligste Tanker.
Og ikke alene lokkede han dem med ud i Mørket og Regnen. Nej, han
spøgte og lo med dem, saa de glemte, hvor farligt det var, det de
havde indladt sig paa, glemte det og gik Døden i Møde i Stedet for at
vende om, mens det endnu var Tid.
Og saa var han en Pjalt. Da Knøsen blev træt og ikke kunde mere,
standsede Elias for at hjælpe ham. Men Thomas lod, som om han intet
mærkede og gik videre. Han var ræd som en Hund, ræd for dette der
bagved.
Og havde han saa endda været en Mand og var bleven ved med at gaa. Da
havde Elias vel opgivet at slæbe Knøsen med sig alene og var gaaet
med Thomas og var bleven frelst. Og de var kommen til Bygden, Hjælpen
var bleven sendt ud, og ogsaa Knøsen var bleven frelst. Var han bare
vedbleven at gaa.
Havde han bare været saa meget Mand, at han var vedbleven at gaa, da
havde de været frelste begge to. Men han var en Kujon. Han var bange
for dette der bagved. Og alligevel havde han ikke Mod til at gaa
videre, skønt han inderlig godt vidste, at det var det rigtige, det
eneste rigtige.
Og havde han ikke ladet Elias gaa efter Hjælpen, Elias, der var
gammel. -- Og havde han ikke siddet saa længe og maabet bag Stenen og
ventet og ventet. Da havde han i det mindste frelst Knøsen og maaske
ogsaa Elias.
Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da
havde de alle været i Live. Men nu.
Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af
Kirken og hen imod ham.
Det var, som om Ordene svøbte sig om ham og stirrede ham op i
Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham.
De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham,
ham.
Han saa sig frygtsom omkring, om der var nogen, der lurede. Men han
var ene, ene i hele Bygden, alle var jo i Kirken. Saa knyttede han
Næven og rystede den truende mod Kirken.
Ja, de kunde sagtens spotte. De havde let ved at haane ham, som han
stod der hjælpeløs og ene. Men det var ondt gjort, nederdrægtigt
gjort.
Men han skulde hævne sig. Saa sandt han stod her, skulde han hævne
sig. De skulde komme til at fortryde det alle som en.
Grusomt, grusomt vilde han hævne sig. Og han rasede og slog med
knyttet Næve mod Væggen.
Saa gled der et Billede forbi ham. Han saa Elias' Enke, gammel og
forslidt, som han havde mødt hende forleden. Og han saa Knøsens Far,
stiv og alvorlig, ene og ukrænkelig i sin Sorg.
Og de Folk vilde han hævne sig paa. Han vilde hævne sig paa dem, der
havde Retten. Det var jo dem, der skulde hævne sig paa ham.
Og hvorledes vilde han bære sig ad med at hævne sig, Pjalt som han
var. Han kunde drikke, drikke og spekulere sig gal. Det kunde han, og
det var det eneste.
Han krøb sammen bag Hjørnet, medens Følget gled ud af Kirken. En
efter en dukkede de frem af Kirkedøren, alvorlige og sortklædte var
de alle. Og han nævnede dem ved Navn, efterhaanden som de kom.
Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter Præsten.
Han kunde ikke se dem mere. Men han stod og stirrede frem mod
Kirkegavlen, bag hvilken de var forsvundet ind over Kirkegaarden.
Nu sænkede de Kisterne i Graven, Præsten forrettede Jordpaakastelsen,
og saa vilde de atter dukke frem om Hjørnet og komme lige hen imod
ham.
Han stod og stirrede frem for sig, stirrede og stirrede, kunde ikke
rive sig løs, skønt han ikke for alt i Verden vilde have, at de
skulde finde ham i den Forfatning, han var i. Han maatte se de
Mennesker, maatte se dem i Ansigtet og trodse deres Dom.
Saa drejede den første omkring Kirkegavlen og kom lige frem imod ham.
Det var Præsten. Thomas stod med sænket Hoved og lyttede til
Skridtene, der kom nærmere og nærmere. Han turde ikke se op, og han
kunde ikke røre sig til Flugt. Saa standsede Præsten foran ham.
"Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde dog ventet at se netop
dig. Du var jo den af os alle, der stod de to nærmest paa det
sidste."
Præsten standsede lidt. Saa lagde han alvorlig til: "Det var jo saa
at sige dig, der hørte deres sidste Suk."
Men Thomas stod stille mod Væggen. Han stod med sænket Hoved og
mumlede ned for sig. Dette havde han ikke tænkt sig. Dette havde han
ikke ventet. Saa mildt Præsten talte; og saa stod han her drukken,
drukken. Aah, han vilde give Resten af sit Liv for at være ædru nu i
dette Øjeblik.
Da strakte Præsten Haanden ud, lagde den paa hans Skulder og bøjede
Hovedet frem imod ham.
"Hvad siger du?" spurgte han.
Men Thomas stod og mumlede som før. Han vilde give sit Liv for at
vide, hvad han vidste nu, og være langt, langt borte.
Da først saa Præsten, at han var drukken. Han trak Haanden til sig,
som havde han brændt den, og veg et Skridt tilbage.
"Du har drukket," sagde han, og det milde gled bort fra hans Ansigt.
"Du er fuld," sagde han. Og Thomas syntes, han hørte Slagene i
Stolen.
"Og det paa saadan en Dag. -- Svin."
Det gav et Sæt i Thomas. Det saa ud, som skulde han synke helt
sammen, som hang han slapt ned over Væggen naglet fast af Præstens
Blik.
Men da rettede hans sammensunkne Skikkelse sig i Vejret med et Sæt.
"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han. "Lad mig i Fred, siger jeg.
Er det da ikke nok, at jeg har Ligene at slæbe paa; thi Kisterne, I
begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I da ikke, skal jeg da
selv sige jer, at det er min Skyld altsammen. At jeg er Morder,
Morder, Morder."