Fra Færø: Fire Fortællinger - 3

Skotrokken[6], hvis han da kunde faa Lov til det. Endnu var han bange
for Hanen og Gasen, og selv den allermindste Purk i Bygden kunde
imponere ham.
[6] En gammeldags Rok; stammer fra Skotland, deraf Navnet.
Det hjalp ikke, at Kammeraterne nu var borte med Fiskerslupperne hver
Sommer, for de kom altid tilbage igen om Efteraaret, og for hver Gang
var de vigtigere og mere fremmede.
Han saa, hvorledes de sluttede Venskab indbyrdes, men ham var der
ingen, der vilde have at gøre med. Og hver Gang han nærmede sig en
Klynge, der stod og talte sammen, og talte til dem, var det, som om
de allesammen pludselig forandredes, de lo og blinkede til hinanden.
De lo ad alt, hvad han sagde.
Han gik og tossede rundt i Bygden ganske alene, og alting blev mere
og mere fremmed for ham. Naar det var Magsvejr, og Baadene gik ud paa
Fiskeri, stod han nede ved Stranden og ønskede, at han kunde komme
med. Men der var aldrig nogen, der havde tilbudt ham Plads i Baaden,
og han havde ikke selv Mod til at spørge. De vilde naturligvis bare
le ad ham, som de plejede.
Men naar det var ondt Vejr og haard Sø, naar Baadene gik ud, krøb han
sammen hjemme i en Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i
Dag var en, der spurgte ham.
Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og mumle og mumle. Og han
kunde le ganske højt, uden at han selv vidste hvoraf. Men han kunde
ogsaa skjule Ansigtet i sine Hænder og græde, græde, fordi han var
Idiot og ikke vidste, hvad det var.
Aarene gik, og hans gamle Kammerater fra Skolen blev pæne, unge Mænd,
der spadserede med Bygdens Piger, hver med sin Pige. Han vilde ogsaa
saa gerne spadsere med en af Pigerne, men Pigerne var bange for ham,
og han var endnu mere bange for dem. Og det blev aldrig til noget.
Tiden gik, og de unge Mænd giftede sig den ene efter den anden. De
byggede Hus, giftede sig og fik Børn. Men han fik ingenting. Da følte
han, som saa ofte før, naar Mændene gik til Fjælds, gik paa
Fuglefangst, eller naar Baadene roede paa Fiskeri, at der var noget,
der gik fra ham. Og saa græd han i sin Krog. Men han fik ikke engang
Lov til at komme med til Brylluppet.
I Aar var han 30 Aar; og i Aar var han kommen med til Bryllup.
Brændevin fik han ikke. Det vilde være at spilde Guds Gaver. Han var
saamænd gal nok i Forvejen. Men endda var han i Feststemning; og han
blev stadig gladere og gladere, jo længere Brylluppet skred frem.
For lidt siden havde gamle Elias klappet ham paa Ryggen og dunket
ham i Maven, hvorpaa han var forsvundet ind i Dansestuen med et vildt
Hyl, og nu kørte han rundt derinde i Klyngen, hylende og skraalende
af fuld Hals og svingende og svajende hid og did og rundt og rundt i
store Kredse som en Skibsmast i ond Sø.
Og Thomas, den Mand i hele Bygden, han frygtede mest, Thomas, med det
strittende, røde Skæg, der formelig stak en i Øjnene, naar man saa
paa det, han havde lige været henne og trykke ham i Haanden. Hans
røde Skæg havde været saa forunderlig blødt, og der var løbet noget,
der lignede Taarer, ud af Øjnene paa ham. Idioten havde ligefrem følt
Medlidenhed med den stærke, dygtige Thomas; han havde snakket godt
for ham, og Thomas, den haarde, energiske Thomas, havde bøjet Hovedet
og nikket og taknemlig trykket hans Haand, og derpaa var han tørnet
først mod den ene og saa mod den anden Dørstolpe. Nu dansede ogsaa
han rundt derinde i Glasstuen[7].
[7] Stadsstuen; den eneste Stue i Huset, der har Vinduer, heraf
Navnet.
Idioten var lige kommen ind med en Spand Vand, der skulde tjene til
Vederkvægelse for Damerne. Spanden havde han stillet fra sig i et
Hjørne af Røgstuen, og nu stod han i Døren ind til Glasstuen. Benene
var lange og ængstelig forvredne, og den øverste Del af hans tynde
Krop ludede fremefter, som om han var knækket flere Steder i
Rygraden. Halsen stak lige fremefter ind i Dansestuen, og det spidse
Hoved hang med et saligt Smil højt oppe over de dansende som en Pære
paa sin Stilk.
I Røgstuen[8] bag ham hang en Lygte og lyste søvnigt oppe under
Hanebjælken; den var for længe siden ked af det hele. Og paa Bænkene
langs Væggen sad de, der havde danset sig træt, og hvilede ud samt
Bygdens ældre Koner, der snakkede og stak Hovederne sammen
kritiserende, hvad der allerede var sket, og drøftende, hvad der mon
fremdeles vilde ske. Men han hørte dem ikke, anede ikke, de var der;
han stirrede bare fremefter ind i Glasstuen, der straalede af mange
Lys.
[8] Dagligstuen, hvor Arnen staar. Et firkantet Hul øverst i Taget
tjener som Vindu og Skorsten.
Stuen var fuld af Mennesker. Alle holdt de hinanden i Hænderne, saa
de dannede en Kæde, en Ring, der slyngede sig ind og ud i de
gaadefuldeste Krumninger og Knuder. Og medens Ringen langsomt
bevægede sig rundt med taktfaste Fodslag, der syntes at skulle
sprænge Vægge og Loft og splintre Gulvet, sang Mændene med Stemmer,
der var hæse og sprukne, thi de havde sunget ustandseligt hele
forrige Nat og Halvdelen af denne.
Luften var tung og giftig af Varme og Sved, men ingen mærkede det. De
røde, blussende Ansigter gled stødvis fremefter i lange Rækker,
hoppende op og ned i Takt med Dansen, Kvindernes alvorlige, næsten
gnavne, Mændenes skinnende og skraalende; men alle var de røde som
nyflaaet Kød, og Vandet drev af dem.
De sang om gæve Kæmper og lede Trolde og Drager. Om Ridderen, der
spændte sit Sværd ved Lænd og satte Hjælmen paa Hovedet. De sang hans
smukke og mandige Afskedsord, inden han drog afsted, sang hvorledes
han listede sig bag paa Dragen for til Slut at fælde den i aaben
Kamp. Og Stemmerne hævede og sænkede sig, og Rækkerne skiftede
Udseende med Sangens Stemning. Snart var Stemmerne dæmpede og dybe,
og Rækkerne skred langsomt og roligt fremefter. Saa kom Kampen med de
djærve Hug og Dragens Hvæsen. Da hævede Stemmerne sig, blev høje og
skingre, og Fistelhylene hven gennem Luften som skarpe Sværd, medens
Rækkerne svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage. Mændene
stampede og sparkede, hævede Hænderne i Vejret og svingede dem,
medens de sprang alenhøjt i Vejret. Da kunde man se den gæve Ridder,
høre Kampgnyet, Sværdets Hvin og Dragens Dødsrallen.
Se Thomas og Elias. Se hvor de sneg sig afsted. Nej Elias var bedst,
han næsten krøb henad Gulvet bag paa Dragen med alle Muskler spændt
for i næste Øjeblik at springe op mod Loftet foran Dragen og
forskrække den som en Trold, der har mistet Laaget. Og se hans
Mandighed under Striden og hans Glæde og Sejrsstolthed efter Kampen.
Idioten stod og saa paa alt dette, og hans Ansigt skinnede som en
Sol. Folk puffede og stødte til ham, idet de myldrede ind og ud,
brydende Kæden for at komme ud og hvile sig eller atter træde ind i
Dansen, medens Kæden ustandselig svirrede rundt og rundt. Men han
mærkede intet. Han bare saa og saa, slugte det med Øjnene.
Se Skafferen, der staar dækket bag Kakkelovnen og skænker Brændevin i
et Ølglas. De dansende, der kommer forbi, drejer kun Hovedet om imod
ham, saa holder han Glasset til deres Læber og følger med, til de har
drukket færdig. Og se Hullet i Rækken histovre. Nej, det er intet Hul
alligevel. Det er to smaa Praase, der er kommen med i Rækken og nu
følger de dansendes Bevægelser med aarvaagne Øjne og gør Trinene
efter.
Nu er de færdig med Kæmpevisens hundrede og nogle og tredive Vers.
Langsomt standser Dansen, Kæden brydes, og de dansende samler sig i
Smaaklynger rundt i Stuen. Saa begynder en høj Fistelstemme henne i
et Hjørne paa en ny Vise. Klyngerne spredes til Kæder, der vugger
frem og tilbage og søger efter Takten. Men Kæderne sluttes sammen,
Takten lyder igennem; og atter maler Kredsen rundt, medens Takten
langsomt stiger til Drøn, en stadig rullende Torden.
En, to, tre-fire. -- En, to, tre-fire --.
Aldrig havde Idioten været saa glad som denne Nat. Alle disse Mænd,
som han aldrig før havde kendt, dem kendte han nu. Hvor forstod han
ikke deres Glæde, deres Hyl, deres Hop og deres Sorg. Han kendte
Elias, han kendte Thomas og Johannes. Nu først, nu kendte han dem. De
Folk der maatte han kunde tale med, tale til Fornuft. Nu var Tiden
kommen, hans Tid. Nu vilde de forstaa ham.
Han følte, hvorledes Modet, der saa længe havde været stængt inde i
hans Bryst, brød alle Skranker og vilde frem. Nu. Nu skulde det være.
Han styrtede ind blandt de dansende, brød Rækkerne og arbejdede sig
frem til Midten af Stuen.
Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede omkring ham som
Møllevinger, tvang Folk tilbage.
Og han for rundt i Kredsen og fægtede med Armene. Godmodig trak de
dansende sig tilbage, til de stod i en tæt Kreds langs Stuens Væg.
Kredsen blev tættere og tættere, thi Folk strømmede til gennem Døren.
Og alle smilte de forventningsfuldt.
Da var det, mens han stod midt i Kredsen og stirrede rundt paa alle
de smilende Ansigter, at han blev forvirret og standsede. Han havde
glemt sin lyse Ide; han havde glemt, hvad det var, han vilde gøre.
Men Ansigterne blev ved at smile. Gamle Elias brød Kredsen og
polkerede frem imod ham i de forunderligste Bugter, og alle Mændene
begyndte at hidse ham og raabe opmuntrende til ham, medens Kvinderne
smilte.
Da greb han den Pige, der smilede mest, rykkede hende ud af Kredsen,
trak hende til sig med sine store, plumpe Hænder og kyssede hende.
Hun strittede imod. Men alle Mændene hylede og skreg af Begejstring,
og alle de andre Piger smilte.
Og idet han holdt Pigen fast med sin ene store Lab, svang han den
anden i Luften og saa sig triumferende rundt i Kredsen. Nu havde han
gjort det. Nu havde han fundet det. Nu, nu. Nu havde han erobret sig
sin Plads og sin Pige.
Og medens Tilskuerne jublede, bøjede han sig ned for atter at kysse
Pigen.
Men Pigen blev rød, og hendes Øjne blev blanke, og med begge Hænder
stødte hun ham fra sig, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær
var faldet.
Kredsen hylede og vred sig af Latter, men denne Gang var det ham, de
lo ad.
Da var det, som om det altsammen ramlede ned over ham. Han forstod
intet af det hele, men Latteren rev og flængede i ham, og med dukket
Hoved listede han ud af Stuen.
Men da hans Ryg forsvandt i Døren, kunde man se, at den havde faaet
endnu et Knæk.


PIGEN

Hun var 20 Aar og dansede midt i en lang Række af Piger, thi i
Dansestuen er det som i Kirken, at Mænd og Kvinder som Regel
afsondrer sig fra hinanden.
Han var køn, syntes hun, den fremmede; en fremmed er ofte køn. Hans
Ansigt straalede, og hans Øjne glødede, og den gamle, graa Bulehat
klædte ham, og han bar den stolt trods Møddingpletterne.
Hun kunde ikke lade være med at se paa ham, paa hans straalende
Ansigt og glødende Øjne. Og hun saa maaske nok for længe paa ham, for
tilsidst syntes hun, han lignede Kongen eller Kejseren, eller hvem
det nu var, der for afsted i den gyldne Triumfvogn derhjemme paa
Væggen. Det var de samme Øjne, den samme Pande. Det lange flagrende
Haar havde han ganske vist ikke, for han havde grumme lidt Haar; men
alligevel, ogsaa Haaret lignede.
De havde et Billede til derhjemme foruden ham i Triumfvognen, en
høj, mager Ærkebisp eller Kardinal med graat Asketskæg og brogede
Klæder og med en mægtig stor og umaadelig dekorativ Kvælerslange
snoet op omkring sig. Ham lignede han ogsaa.
Hun gik og kikkede paa ham for at hitte ud af, hvem af de to det var,
han lignede mest. Og hun kikkede og spekulerede saa længe, at hun kom
ud af Takten. For naar en Pige først er begyndt at sammenligne en
Mand med noget stort, hvad enten dette store sidder i en gylden
Triumfvogn eller er en Bisp med en dekorativ Kvælerslange om Livet,
er det ved at blive galt fat.
Hans Øjne svævede ud over Rækkerne, og pludselig slog de ned i
hendes, og han smilte.
Hun sænkede Øjnene og saa mod Gulvet. Men lidt efter gik hun atter og
kikkede. Atter slog hans Øjne ned i hendes. Han smilede igen, og hun
slog Øjnene ned som før.
Hun følte, det var galt, at hun gik der og kikkede paa et fremmed
Mandfolk, og hun lovede sig selv, at hun ikke vilde gøre det oftere.
Men mens hun gik og rodfæstede denne Beslutning, slog Øjnene atter
ned i hendes. Og denne Gang kom det saa pludseligt, at hun rødmede
ved det.
Det morede ham aabenbart dette med Øjnene. Lade være med at kikke
kunde hun ikke. Men hun forsøgte at passe paa og vare sig, naar
Øjnene kom. Men det gik ikke, thi allerbedst som han saa hen i en
anden Kant af Stuen, vendte han sig, og Øjnene slog ned i hendes,
inden hun fik sig dukket.
Hun skammede sig hver Gang, som blev hun grebet i Tyveri. Og saa gik
hun i lang Tid og saa ned i Gulvet. Da hun atter saa op, var han der
ikke.
Hun kikkede og kikkede, først med sænket Hoved og sky Øjne. Men da
hun ikke kunde finde ham, blev hun ivrig. Hovedet hævede sig, og
Øjnene gik søgende rundt.
Det gav et Sæt i hende, og hun sænkede atter Øjnene. Han var traadt
ud af Dansen og stod i et Hjørne af Stuen og smilte og saa paa hende.
Han havde set det hele.
Langsomt bevægede Kæden sig fremad, slyngende sig ud og ind. Nu
passerede hun Kakkelovnen og Thomas, saa kom Hjørnet. Nu maatte han
være lige bag ved.
Alt hendes Blod stod stille af Spænding. Saa greb han hendes Haand,
brød Kæden og traadte ind i Dansen ved Siden af hende. Og da var det,
som om noget i hende knækkede sammen.
Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel mærkede hun Mændene
smile og Kvinderne se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede han
sig ned og talte til hende.
Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel næppe nok. Men han
havde saadan en fast, blød Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid
til, og som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang han talte, og
hun svarede meningsløst.
Hvor længe det varede, vidste hun ikke. Men til Slut brød han Rækken,
traadte ud af Dansen med hende og lukkede Kæden efter dem. Da saa hun
op et Øjeblik, saa de mange listige Smil i Mændenes Ansigter og
Kvindernes stive Ansigter, der saa og kun saa.
Det var mørkt udenfor. Himlen var sort som en Pløjemark, men Sneen
laa som en svag Lysning over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og
op over Fjældet.
Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. Det var som om Mørket og
Husene slog sammen bag dem. Men Sneen laa lys og smilende og glitrede
skælmsk op over Fjældsiden foran dem.
Nu og da mødte de et Par, der gik langsomt og talte sammen, og som
veg langt til Siden for dem. Da trykkede han hendes Arm, og hun kunde
mærke, at han smilte, og hun blev rød, skønt hun ikke vidste hvorfor.
Hun gik med sænkede Øjne. Sneen knirkede og smaasnakkede under deres
Fødder. Og Stenblokkene stod mørke og alvorlige ret op og ned i den
hvide Sne og saa og saa, ligesom Kvinderne havde set paa hende inde i
Dansestuen. Men saa var der andre af dem, der stod paa skraa, som
holdt de Hovedet paa Skakke, og de smilte listigt ligesom Mændene.
De sad oppe paa Fjældsiden og saa ned over Fjældet. Han talte, og hun
sad og stirrede frem for sig, men hun saa intet, hørte intet. Det
var, som om der var noget over hende, noget, som hun frygtede, men
ikke kunde skyde bort, noget stort og lyst, som hun ikke kunde se.
Saa tav han.
Forunderligt, hun havde først set ham i Dag, og nu sad hun her ved
Siden af ham og ventede, ventede, hun vidste ikke selv paa hvad.
Hun havde aldrig set ham før, og det undrede hende, at hun sad her
ved Siden af denne fremmede Mand. Men alligevel, det var saa
naturligt og selvfølgeligt, kunde umuligt være anderledes.
Og hun følte, at han ikke var som de andre Mænd, hun kendte. Hun
følte, der var noget stærkt, der laa gemt i ham, og som de andre ikke
havde.
Da smilte han og bøjede sig frem over hende og kyssede hende roligt
og varsomt, men det jog igennem hende, saa hun knap kunde aande.
Fjældet gled bort, Himlen løftede sig og forsvandt. Og det blev til
ham alt, alt sammen.
Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften og faldt dybt, dybt ned
mod det haarde Fjæld.
"Kom," sagde han. Hun rejste sig viljeløs. Og de gik ned over
Fjældet.
Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule Flammer smaahoppede og
viftede omkring de lange, sorte Taner. Men Dansen malede rundt og
rundt, som vilde den aldrig høre op.
Han stod henne i Hjørnet bag Kakkelovnen og talte med Thomas. Hun saa
dem smile.
Saa løftede han Hovedet og saa ud over de dansende. Hans Blik gled
hen over Rækken, men det standsede ikke ved hende.
Dansen malede rundt og rundt med drønende Fodslag. Han havde atter
vendt sig bort og talte videre med Thomas. Saa drak de af Ølglasset,
og hans Blik gled atter ned over Rækken, denne Gang langsomt og
søgende, nu var det lige ved hende.
Hendes Hjærte hamrede højt og heftigt. Saa standsede det med et Ryk.
Blikket var gledet forbi, hun havde ikke fanget det. Hun havde set,
hvorledes det med Vilje var sprunget forbi hende. Og nu gled det
videre ned over Rækken, langsomt og søgende som før.
Nu standsede det. Det var en lille, rød Jente, der havde faaet Tag i
det og holdt det fast. Hun saa, hvorledes det lod sig holde fast, og
at han smilte som overrasket.
Dansen malede rundt og rundt. Han havde brudt Kæden og dansede nu
bøjet over den lille, røde Jente, der smilte mod Gulvet.
Hun saa, hvorledes de dansendes Øjne rettedes mod de to, hvorledes
Mændene smilte skælmsk, og hvorledes Kvinderne saa og kun saa.
Og hun følte, hvorledes Øjnene nu og da vendte sig mod hende, og at
Mændene da smilte haanligt, medens Kvinderne saa og saa, men ogsaa i
deres stive Ansigter var der Haan.
Hun følte dem som saa usigelig fremmede alle disse Mennesker, som
havde hun aldrig kendt dem, skønt hun kendte hver eneste en iblandt
dem og havde set dem hver Dag, fra hun begyndte at se. I Aften kendte
hun dem ikke.
Dansen malede rundt og rundt. Lysene oste af Mangel paa Luft og
blaffede og viftede med syge, gule Flammer om de lange, sorte Taner.
Mændene smilte haanligt, og Kvinderne saa og saa. Men hun havde glemt
dem, saa kun mod Døren, gennem hvilken de to var gaaet ud. Kom de dog
ikke snart tilbage; kom de dog ikke snart.
Da var det, Idioten styrtede frem i Sværmen, brød Kæderne og
arbejdede sig midt ind i Stuen. Hans lange Arme svingede rundt som
Møllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds
langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske.
Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men
hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der
pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille,
røde Jente og huskede kun ham. Hun hørte atter Sneen knirke og
smaasnakke under sine Fødder. Og hun smilte.
Da følte hun en tung, plump Haand, der greb haardt om hendes Arm og
trak hende frem i Stuen. Og pludselig saa hun Idioten bøje sig ned
over hende, og hun følte hans kolde, klamme Læber mod sine.
Hun hørte Latteren omkring sig, men hun fattede den ikke, saa bare
hjælpeløs ned over Rækkerne.
Da fik hun Øje paa ham. Han var traadt ind ad Døren med den røde
Jente og stod og saa og smilte.
Alt Blodet skød hende til Hovedet, og med sine knyttede Hænder stødte
hun til Idioten, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var
faldet.
Hun hørte Hylet, der ligesom slog sammen over hende, slog sammen bag
hende. Men hun saa intet, sansede intet, før hun hørte det knirke og
smaasnakke under sine Fødder. Da løftede hun Hovedet og saa Sneen
lysne mellem de smaa, tjærede Huse. Hun kendte Vejen, vidste, at hun
gik hjemad.
Og hun brast i Graad. -- -- -- -- -- --


Maden var spist, Tønderne var tomme. Brylluppet var slut.
Det var slut med Dansen, der havde varet uafbrudt tre Nætter i Træk
fra tidlig Aften til sen Morgen. Det var slut med Lammestegen og
Skinsakjøtet, og det var slut med de 120 Potter Brændevin, de 60
Potter Rom og de 40 Potter Cognac.
Det var tredje Dags Morgen efter Brylluppet. Det var raakoldt og
taaget. Sneen laa snavset og halvsmeltet gennem Bygden, over Markerne
og op over Fjældet. Og en svag Blæst strøg fra Fjorden ind over Øen,
rullende træge, dorske Bølger foran sig ind over Strandens Sten og
Rev. Himlen var graa og snavset, og Fjorden lignede en dyndet
Landevej med opkørte Hjulspor.
Bygden laa snavset og tavs midt i Sølet og Taagen og lignede
en eneste stor Mødding, og den var som uddød. Kun nede ved
Landingsstedet var der Folk. Mænd, Kvinder og enkelte Børn. Kvinderne
var byltrede ind i Tæpper og Kaaber, saa man daarligt kunde se, hvad
der var op og ned paa dem. Mændene var træge og tavse med blege
Ansigter, vildt Skæg og rødrandede Øjne. De havde endnu ikke faaet
Bryllupsglæden sovet ud.
Baadene blev gjorte i Stand, sat i Vandet og bemandede. Saa krøb de
fra Land med tunge, trætte Aaretag. Det var Bryllupsgæsterne, der tog
hjem.
Kun nogle faa Folk var kommen ned til Stranden for at se paa
Afrejsen, de stod forvaagede og harkede og spyttede sejgt og skuttede
sig i Morgenluften og saa paa, hvorledes det tyndede ud i Baadene ved
Stranden.
Saa stødte den sidste Baad fra Land og gled langsomt udefter. Da den
var kommen lidt ud, standsede den, og Mændene hvilede paa Aarerne.
Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg Huen af og svang den
mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen,
syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod
en høj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og
raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. -- Det var Idioten.
"Det var en grim Afskedshilsen og et stygt Minde," sagde den unge
Mand og saa alvorligt paa Thomas, idet han lod sig falde tilbage paa
Toften ved Siden af ham.
"Hæ, stygt Minde," vrængede Thomas foragteligt. Hans Stemme var saa
rusten som et gammelt Spiger, og hans røde Skæg strittede som Piggene
paa et sindssygt Pindsvin. "Stygt Minde, stygt Minde. Jeg gad se det
Minde, der ikke er stygt, naar man haler det frem paa en saadan
Morgen og ser det rigtig efter i Sømmene. -- Ræk os Flasken, Elias."
Men Elias tog Flasken fra Munden og sukkede.
Det var det sidste, der var igen af de 120 Potter Brændevin, de 60
Potter Rom og de 40 Potter Cognac.
* * * * *


MAGTESLØS


Det var hen i Oktober. Vinteren var kommen vadende nordfra over Havet
med en bidende skarp Nordenvind i Ryggen. Oppe paa Fjældene havde den
bredt sit nye, hvide Snelagen hen over Toppe og Tinder. Nu laa den
deroppe paa de haarde Bolstre og lurede, parat til at slaa ned over
Dale og Bygder som en Rovfugl.
Nede i Bygden var man utryg. Man kunde føle dens stirrende, graa Øjne
og dens kolde Aande, der stivnede Jorden og gennemisnede Folk og Fæ.
Saa slog Vejret pludselig om. Det begyndte at blæse fra Syd.
I tre Dage blæste det mere og mere op. Havet rejste sig i Fraade og
larmede og buldrede mod Klipperne. Husene rystede, som skulde de
styrte sammen. Stormen sled i Fjældene, som vilde den rive dem op med
Rode. Og Søvand og Regn piskede ind over Land.
Tredje Dags Aften lagde Stormen sig. Og fjerde Dags Morgen var det
blikstille. Og Havet laa som et skinnende, blankt Spejl.
Luften var atter lun og fugtig. Stormen havde jaget Vinteren langt
nordpaa ud i Havet, og oppe fra Fjældtoppene hang dens nye, hvide
Lagen, forjasket og sønderrevet, i Laser ned over Fjældsiden. Det var
atter Sommer.
Den Dag kom der mange Bygdefolk roende ind til Øgruppens Hovedstad
med Faar, thi det var lige i Slagtetiden. Men de Folk, der først
skulde op i Fjældet og fange Faarene, kom ikke afsted den Dag. De
maatte vente til den næste.
Femte Dags Morgen drog 6 Mænd afsted fra en af de nærmeste Bygder med
Slagtefaar. Vejret var endnu smukt, og Søen rolig; men Himlen var
overtrukken, og Barometret faldt. Derfor gik de ikke Søvejen til
Hovedbygden, men nøjedes med at ro den halve Mil over Fjorden, trække
Baaden paa Land ved Bygden her og gaa Resten af Vejen til Fods.
Først hen paa Eftermiddagen havde de faaet deres Ærinder forrettede
og begyndte Hjemturen. Det var allerede ved at mørkne, Himlen var
sort, og det var begyndt at blæse fra Nord.
Blæsten tog jævnt til, og da de var kommen halvvejs til Bygden, hvor
de havde Baaden, begyndte det at regne.
Det var ikke en Bygeregn, der begynder voldsomt og pludseligt med
store, tunge Draaber for at ophøre lige saa pludselig, som den er
begyndt. Det var en Regn af dem, der begynder fra en bælgmørk
Himmel, der hele Dagen har trukket sammen og fortættet sig, en Regn,
der begynder ganske smaat med smaa, fine Draaber, og langsomt og
sindigt bliver stærkere og stærkere, tættere og tættere, og som
bliver ved og bliver ved at pøle ned, til man til Slut ikke sanser
Forskel paa Himmel og Jord.
Og samtidig med at Regnen tog til, blev Blæsten stærkere og stærkere.
Det var en Blæst med gode Lunger. Roligt og besindigt øgede den sin
Styrke, stadig blæsende fra samme Kant uden at puste og uden at gøre
et Sidespring. Det var en Blæst af dem, der ved, hvad de vil, og som
kan vare og stige i dagevis.
Sligt Vejr er farligt, især naar Vinteren staar bag og følger det i
Hælene.
Da de 6 Mænd kom til Bygden, hvor de havde deres Baad staaende,
var de drivvaade. Og Søen var allerede nu for oprørt til, at de
turde vove sig ud i Baad. De kom ind til Bonden og fik sig en
Hjærtestyrkning, Mad havde de ikke smagt hele Dagen. Og saa holdt de
Raad.
Der blev talt baade frem og tilbage, Konerne sad derhjemme og ventede
paa dem og vilde sikkert blive urolige, hvis de ikke kom. Klokken var
endnu ikke mere, end at de kunde naa hjem til Aften. Og den to Mil
lange Vej ind omkring det inderste af Fjorden kendte de paa deres
Fingre, den var de gaaet mange Gange, og den kunde under heldige
Omstændigheder gaas paa et Par Timer. Og skulde den ogsaa tage 3
Timer, saa vilde de alligevel naa hjem i ordentlig Tid.
Paa den anden Side var det et slemt Vejr. Blæsten tog stadig til og
Regnen ligesaa. Men en Smule Blæst var jo for intet at regne, sligt
var man vant til heroppe. Og med Hensyn til Regnen, saa var de heller
ikke ukendt med den, og gennemblødte var de i Forvejen, saa det var
rent umuligt at blive vaadere. Desuden ventede der dem tørt Tøj
derhjemme. Og Varmen skulde de nok kunne holde, saa længe de gik.
Saa var der ogsaa det, at Bonden her i Bygden, thi der var kun en
Bonde og en Bondegaard i hele Bygden, større var den ikke, daarligt
nok kunde huse de 6 Mænd. Det kunde jo endda gaa, thi de Folk var
ikke kræsne med et Nattelogi; men alligevel, rarest var det jo at
komme hjem til sit eget.
De sad paa Bænken langs Væggen i Røgstuen og drøftede Sagen. Vandet
drev af dem i stride Strømme, saa Katten og Hønsene krøb ind under
Komfuret og gemte sig. Bonden var gæstfri, som alle Bønder, han vilde
gerne huse dem alle. Men Resultatet af Raadslagningen blev, at de tre
bestemte sig til at blive og de tre til at gaa.
Bonden vilde endelig traktere dem, inden de gik. Men nu, da de havde
besluttet sig til at gaa, gjaldt det at komme afsted saa hurtigt som
muligt. Desuden kunde de jo sagtens gaa de Par Timer til, naar de nu
havde gaaet hele Dagen uden at spise.
De tre besindige, der havde besluttet sig til at blive, forsøgte at
overtale dem, men de vilde ikke høre noget, havde bare travlt med at
komme afsted; og de var ikke fri for at smaaskose de tre, der ikke
vilde med. Saa gik de ud i Regnen og Mørket.
Paa Færøerne har man ikke Landeveje. Dels er der ingen Penge til at
anskaffe dem for, dels er det klippefulde og stejle Terræn ikke egnet
til Vejanlæg. En smal Fodsti, der ofte aldeles forsvinder, saa Vejen
kun markeres af en Række Stendynger, Varder, paa de højereliggende
Punkter, saaledes ser en færøisk Vej ud.
Vejen mellem de to Bygder ind om Fjorden befærdes kun af Folk fra
Bygderne og endda kun, naar Fjorden ikke er sejlbar, og nogen særlig
afmærket Vej findes derfor slet ikke.
Da de tre Mænd var kommen ud af Indmarken omkring Gaarden og ud i
den uopdyrkede Hauge, gik de afsted i Gaasegang. Regnen strømmede
ned med uformindsket Voldsomhed, og Stormen tog stadig til. Deres
gennemblødte Klæder ydede dem ingen Beskærmelse mod Regnen og