Fra Færø: Fire Fortællinger - 5

Da gik der som en Lysning over Præstens Ansigt, og hans Øjne mistede
Brodden. Han traadte et Skridt nærmere og strakte atter Haanden ud
mod Skikkelsen foran sig.
Men Thomas veg til Side for ham.
"Med hvad Ret kalder du mig Svin," skreg han. "Med hvad Ret kalder du
mig Svin. Kald mig Morder, om du vil. Men Svin, det taaler jeg ikke.
Hører du. Svin, det taaler jeg ikke."
Aarerne stod spændt og svulne paa hans Pande, hans Ansigt dirrede,
hans Mund savlede, og Stemmen skælvede, saa han knap kunde faa Ordene
frem.
"Gaa, gaa," skreg han.
Og uvilkaarlig veg Præsten tilbage.
"Gaa, gaa," hylede han. Det var, som skulde han styrte om i Krampe.
Da vendte Præsten sig og gik skamfuld bort.
Men da Thomas saa Præstens Ryg, var det ham, som en sort Mur taarnede
sig op foran ham og spærrede hele Verden. Og han strakte Næven ud og
truede den i afmægtig Rasen.
"Svin," hylede han. Og han blev ved: "Svin, Svin."
Saa brast det for ham, han knækkede sammen og sank ned ved Væggen.
Men mens han laa paa Jorden foran Huset, strakte han endnu de
knyttede Næver op mod Begravelsesfolkene, der stod i Kreds omkring
ham. Og han hylede som en rasende:
"Svin I er. Svin I er."
Men Stemmen blev svagere og svagere. Til Slut var den Klynken.
Da bøjede Mændene sig ned over ham, løftede ham op imellem sig og bar
ham ind mellem Husene.
Og han hang imellem dem som et hjælpeløst Barn og tudskraalte, saa
det kunde høres over hele Bygden.
* * * * *


NIELS


Havet laa og krøb som et stort, tungt Dyr. Det glitrede og funklede
fra dets Overflade som fra tusinde Skæl. Og saa langt Øjet rakte,
saas kun Vand, der gled langsomt og lydløst fremad.
Der var ganske stille derude. Nu og da røg en Fisk op gennem
Havfladen. Det var et Blink og et Knæk, saa saas kun Ringen, der
bredte sig længere og længere bort fra Stedet, langsomt vuggende op
og ned. Og saa forsvandt ogsaa den.
Nede i Horisonten tumlede den ene Sky frem efter den anden, utidige
som efter en lang Middagslur. De laa lidt og fik Søvnen gnedet af
Øjnene, saa begyndte de at række og strække sig og kravlede højere og
højere op paa Himlen. Og der øverst oppe laa en stor, tyk Sky, der
slugte dem, efterhaanden som de kom.
Da den store Sky havde spist færdig, var den bleven uformelig tyk;
den bredte og vendte sig, saa den næsten dækkede hele Himlen, lagde
sig rigtig mageligt tilrette deroppe og faldt i Søvn.
Lige under den store Sky laa en Flok smaa Hvaler og drev. De sorte
Hoveder dukkede op ved Siden af hinanden, og ned igen et efter et.
Der var stadigvæk Hoveder, der dukkede op, og Hoveder, der dukkede
ned, og saa nær klemte Hvalerne sig sammen, at deres Sider skrattede
og gned mod hinanden med en underlig tør Knitren som af garvet Læder.
Der var over tusinde Hvaler, baade smaa og store. Der var Hvalmødre
med deres ganske smaa Unger, der ikke var mere end 2 Alen lange, de
holdt sig særlig i Midten af Flokken. Og i Spidsen svømmede en
ældgammel Han paa 12 Alen. Det var den, der førte an, og hele Flokken
fulgte den. Hver Gang den gamle Han fik Hovedet op over Vandet, saa
den ud i Horisonten. Men den var helt ren, der var intet at se uden
Havet, Himlen og den store, tykke Sky. Og med et veltilfreds Snøft
gik den atter paa Hovedet ned i Vandet.
Et Øjeblik gled dens Ryg hen over Havet som et sort Skær, fra hvis
Top Rygfinnen stak til Vejrs som en lang, sort Kniv, saa forsvandt
ogsaa den. Men bag ved var der en Vrimmel af Snuder, der dukkede op
og ned, Rygfinner, der gled fremover ved Siden af hinanden og
forsvandt, og en skrattende, skrabende Lyd af Hvaler, der tørnede
sammen og gned imod hinanden. Og hver Gang et Hoved dukkede op, lød
der et langt, snøftende Pust, og en lille Sky steg til Vejrs og
forenede sig med hundrede andre Smaaskyer, der hang og drev over
Flokken som en Taage.
Det var et myldrende Virvar. Det var, som om Havet kogte i store,
sorte Bobler og pustede og dampede som en stor Gryde.
Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og føre an, naar det er sigtbart
Vejr, og intet Land er at se hele Horisonten rundt. Den gamle Hval
følte det som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle kunde se,
at der ikke var noget at være bange for. Men saa kom Taagen.
Havet blev mørkt og tungsindigt, og Himlen blev ogsaa mørk, og Skyen
deroppe blev ligesom urolig. Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig.
Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang den kom op. For det var
jo den, der havde Ansvaret for det hele.
Og da saa den, at Synskredsen gled frem over Havet derude og kom
nærmere og nærmere. Og skønt den gamle Hval endnu ikke kunde se
Taagen selv, vidste den, at det var den, der kom.
Kort efter gled Taagen frem over Havet som en dugget Rude, der naaede
fra Horisont til Horisont. Og Ruden kom nærmere og nærmere og blev
større og større. Tilsidst laa Hvalerne midt i Taagen som under en
Dugklokke, der blev mindre og mindre og tættere og tættere.
Der er ingen, der kan lide Taagen, ikke engang Havet og Skyen, og de
er dog dens nærmeste Familie til begge Sider. Skyen vender sig om paa
Ryggen og glor lige op i Himlen, og Havet bliver endnu mere
sørgmodigt og indesluttet, end det er i Forvejen, for Taagen er saa
klam og trist.
Den gamle Han, der førte an, lod først som ingenting og svømmede
roligt videre gennem Taagen, for den vidste jo, at der var frit Hav
forude. Men Flokken bagved blev urolig. Hvalerne begyndte at dukke op
og ned paa Kryds og tværs i alle Retninger og at puste ængsteligt.
Men Taagen blev tættere og tættere. Og da der var gaaet en Tid,
mindskede den gamle Hval Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at
gøre det. Den vidste godt, det var klogest, hvis den vilde holde
sammen paa Flokken bagved, at svømme løs og lade som ingenting. Men
det kom lidt efter lidt ganske af sig selv. Og saa blev Flokken
bagved endnu mere urolig.
Den gamle Hval dukkede op og ned og pustede voldsomt og lod, som om
den skød en vældig Fart. Men den blev næsten paa samme Sted, for den
vidste ikke sine levende Raad.
Det var endt med, at den helt var gaaet i Staa. Men saa mærkede den,
at de yngre Hanner, der gik ved Siden af den, begyndte at smaaknubse
hinanden og at stikke Hovederne sammen. Og den tog sig sammen og gik
fremefter paa maa og faa, men saa langsomt, som den paa nogen Maade
kunde være bekendt.
Den gloede lige ind i Taagen med sine halvblinde Øjne, der ikke saa
andet end graat i graat, snøftede besindigt og med Værdighed og lod,
som om den var helt rolig og kendte Vejen, skønt den var meget nervøs
og ikke anede det mindste. Og det var, som om Flokken bagved blev
roligere og atter fulgte efter saa nær som muligt i dens Kølvand.
Saaledes gik det fremefter i Taagen, Time efter Time. Og jo længere
Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo
roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare
gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa til Taage.
Da var det, at en af de yngre Hanner, der svømmede ved Siden af den
gamle, der førte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem
Taagen forude. Men inden den fik set sig rigtig for, var Skyggen
atter væk.
Den spekulerede lidt over Skyggen, den havde set, dukkede ned og op
igen og atter ned og atter op. Saa vendte den brat af tilhøjre og gik
tilbage. Og en Del af Flokken fulgte den, for selv om den ikke var
den ældste Han, saa var den dog heller ingen Aarsunge. Og der var
dem, der mente, at den gamle maaske alligevel var for gammel.
Den gamle Hval lod, som om den ikke mærkede noget og fortsatte roligt
sin Kurs. Og den største Del af Flokken fulgte den.
Men havde den været oppe i rette Tid og set den sorte Skygge glide
forbi forude, havde den betænkt sig, for det var en Baad, der havde
hentet Doktoren og nu var paa Vej over Fjorden.
Doktoren laa tilbagelænet i Bagstavnen. Og da han ikke havde andet at
bestille, laa han og saa ud over Fjorden ind i Taagen, thi det var
Grindevejr og netop den rigtige Aarstid. Da løftede Taagen sig et
Øjeblik, og inde under den saa han Hvalhovederne dukke op og ned.
"Grind!" raabte han.
Men Taagen sænkede sig atter. Og da Folkene i Baaden drejede
Hovederne og saa efter, var der ingenting at se. Saa tænkte de, at
Doktoren var et godt Fæ, men højt sagde de, at det havde været en
Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren skældte og bandede. De
gloede bare haardnakket op i Taagen over hans Hoved og trak til paa
Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind, var de vel Mænd for
at se den.
Lidt efter passerede Hvalerne en Baad, der laa og fiskede ud for
Land; dens mørke Omrids gled tæt forbi Flokken og forsvandt atter i
Taagen.
Alle Hvalerne saa den Baad, og de blev nu for Alvor urolige. De
pustede ængsteligt og dukkede op og ned i alle Retninger, medens de
spredte sig mer og mer ud til Siderne. Men den gamle Hval fortsatte
sin Kurs lige fremefter, for den vidste ikke, til hvad Side den
skulde vende sig.
Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den spredtes mere og mere.
Saa kom der Liv i den, og den gik atter fremefter; thi Fiskerne i
Baaden havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet efter dem
og drev dem nu fremad med Raab og Stenkast. Og Larmen voxede og
voxede, thi andre Fiskerbaade kom til, og der blev fler og fler.
Taagen lettede, saa man kunde se ud over Havet. Til begge Sider saas
Land som en mørk, utydelig Skygge, der tabte sig forude i Taagen. Og
inde ved Strandkanten blussede Baalene frem, det ene efter det andet,
og spredte Budskabet om Grinden fra Bygd til Bygd, fra Ø til Ø.
Taagen lettede mer og mer. Havet laa som en mørk Flade afgrænset af
sorte Fjældsider, og Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad
Fjældene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad stødte fra Land paa
begge Sider af Fjorden og sluttede sig til Baadeflokken, der langsomt
drev af Sted op gennem Fjorden med Hvalerne.
Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar. Den gamle Hval var stadig
forrest, men den førte ikke længer an. Den sansede intet, den havde
lukket Øjnene og lod sig støde og puffe af Sted af Flokken bagved.
Men nu var det heller ikke længer den, der havde Ansvaret. -- -- --
--
* * * * *
Et Hoved dukkede frem over Æggen og spejdede ned, saa svang en høj,
kraftig bygget Karl sig ud over Fjældet. Et Øjeblik hang hans Legeme
ned over Fjældvæggen, saa fandt hans Fod Støtte paa en fremspringende
Knold, han satte fra med Hænder og Fødder og faldt ned paa den smalle
Skraaning nedenunder. Det var et dybt Fald; men saa smidigt og blødt
faldt han, at Faaret nedenunder intet mærkede. Niels trak forsigtigt
Lemmerne op under sig og stirrede ned.
Fire Alen under ham stod et Faar og græssede paa en Afsats, der saa
ud, som om den svævede i Luften. En halv Snes Favne længere nede kom
Fjældvæggen atter til Syne som en stejl Skraaning, der skød sig frem
og tegnede sig med takket graa Profil mod Havet, der laa og blinkede
400 Fod længere nede.
Niels laa og stirrede paa Faaret, og han følte, hvorledes hans Lemmer
spændtes som Staalfjedre. Om han vovede Springet derned og kastede
sig over Faaret, vilde hans venstre Fod kunne finde Støtte mod den
store, fremspringende Sten yderst paa Afsatsen, den saa ud, som den
var sikker nok.
Men hvorfor! hvorfor vilde han gøre det? Hvorfor vilde han kaste sig
over Faaret dernede og støde Kniven i Struben paa det. Det var jo
meningsløst Vanvid. Det var atter at give efter for de vilde Drifter,
der vilde rive ham med sig i Afgrunden. Han, en rig Mands Søn, ligge
her og stjæle Faar. Nej, han vilde ikke, han vilde ikke give efter.
I samme Nu, han havde fattet denne Beslutning, slappedes hans Lemmer,
og han blev grebet af en knugende Kraftløshed. Han følte, at han ikke
var i Stand til at røre en Fod eller rejse sig, hans Hjærne blev
uklar, det var, som skulde han svimle ud over Afgrunden. Han smed sig
over Stenen, hans Hænder knugede om den. Nej, han vilde ikke give
sig.
Med lukkede Øjne laa han og stønnede over Stenen. At han ogsaa altid
blev grebet af dette Vanvid, der lammede og knugede ham, til han gav
efter. Men i Dag vilde han ikke lade sig hundse af meningsløse
Drifter.
Længe laa han over Stenen og stred: Tyv! skældte han sig selv,
Morder! Hund! -- Men det hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og
kravle op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke røre sig, evnede
det ikke. Og skønt hans Øjne var lukkede, traadte Faaret dernede
pludselig ganske klart og skarpt frem for hans Blik. Ja, han syntes
endog, han kunde høre det bevæge sig og slide i Græsset.
Selvfølgelig var det Indbildning, maaske havde det hørt ham og var
flygtet.
I samme Nu laa han bøjet ud over Fjældet og stirrede ned. Hans Legeme
var atter spændt, og hans Hjærne klar. Han maatte lægge voldelig
Haand paa sin Vilje for at hindre Springet.
Atter lukkede han Øjnene og knugede Hænderne om Stenen i stille Kamp.
Atter følte han Kraftløsheden fra før falde over sig, atter blev hans
Hjærne sløv og uklar. Han følte Fjældet svingle og glide under sig, i
næste Nu styrtede han i Afgrunden. -- Da følte han, at det ikke
nyttede at stride imod. Han maatte give efter denne ene Gang endnu;
men det skulde ogsaa blive den sidste.
I samme Nu fløj han gennem Luften ned paa Afsatsen. Hans venstre Fod
traf rigtig Stenen, og med sin fulde Vægt faldt han over Faaret og
væltede det. Et Øjeblik kæmpede det under ham, saa fik han Kniven
frem og jog den i Dyrets Hals.
Blodet rislede ud over Stenene. Der gik et Par Kuldegysninger gennem
Faaret, dets Legeme knugedes sammen under ham, Øjnene brast; det var
dødt.
Længe laa Niels over det døde Faar og stirrede ned i Havet der dybt,
dybt nede. Hans Hjærne og hans Legeme var saa slappet efter Springet
og den korte Kamp med Faaret, at han helt havde glemt det, der var
sket. Først da hans Fod begyndte at smerte, vaagnede han af sin Døs.
Han rejste sig og stirrede ned paa Faaret, der laa dødt for hans
Fødder med brustne Øjne og Kniven gennem Struben.
Aah Herregud! saa var det dog sandt, at han var sprunget herned og
havde dræbt det, sandt, at han havde givet efter igen, havde stjaalet
igen. Hans Øjne blev fugtige, mens han stod og stirrede ned paa det
dræbte Faar. Aah Herregud, hvor var det dog sørgeligt alt, alt
sammen.
Men Død og Pine. Det gjaldt nok om at komme herfra med Faaret i en
Fart og faa det skjult.
Hans Hjærne var atter klar som før, og hans Energi vaagen. Han rev
Kniven ud af Saaret og tørrede den omhyggeligt af i Ulden paa Faarets
Hals. Saa stak han den i Skeden med et Smæld, fik Faaret paa Nakken
og begyndte Opstigningen.
Det var livsfarligt at stige op ad den stejle Fjældvæg med
Faaret; men han kantede sig frem ad Omveje. Da han naaede op paa
Fjældskrænten, fra hvilken han havde gjort Springet ned over Faaret,
saa han op og fik Øje paa en lille, vissen Mandsling med spidst Hoved
og plirende Rotteøjne; han sad bøjet fremover oppe paa Æggen med
Benene dinglende ned over Fjældet og stirrede paa Niels.
Niels stod som groet fast til Klippen og stirrede paa Mandslingen
deroppe. Hans Hjærte var som Is, og hans Hjærne hvirvlede rundt som
et susende Hjul.
Saa var det da sket, det han havde frygtet saa længe; grebet, grebet
paa fersk Gerning. Et Øjeblik tøvede han og saa ned over Fjældet
under sig, saa satte han Foden frem og begyndte at kravle det sidste
lodrette Stykke op.
Mandslingen deroppe blev siddende, til Niels havde faaet Tag i
Stenene paa Æggen, saa rejste han sig og retirerede forsigtigt et
Stykke ind paa Fjældet, medens Niels smed Faaret op over Fjældkanten
og langsomt fulgte efter.
"Naa, saa det er dig, der stjæler mine Faar," sagde Mandslingen. Han
havde begge Hænder dybt i Bukselommerne og skrævede med de korte,
spinkle Ben.
"Ja, jeg har forresten længe tænkt mig det."
Den høje, kraftige Karl stod dukket foran ham med Armene hængende
slapt langs Siden. Han stod og stirrede som bedøvet ned i Græsset
foran sig, evnede ikke at tænke en Tanke. Stadig hvirvlede det rundt
i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget. Aah Herregud, du er opdaget.
"Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig.
Der gik som et Stød gennem Karlen. Aldrig havde han tænkt sig det at
blive kaldt Tyv. Men Manden havde jo Ret. Hans Hjærne begyndte igen
at arbejde, febrilsk, planløst; det var, som om det frygtelige Ord
gav ham Evne til atter at tænke.
"Tyv," gentog Mandslingen, "Tyv."
Han havde set Ordet svide den anden som et Piskeslag.
Karlen traadte et Skridt fremad. Han havde hævet Hovedet en Kende og
stirrede nu mod Jorden lidt foran Mandslingen.
Om han nu kastede sig over Manden der og slyngede ham ud over Æggen
ned i Havet. Aldrig, aldrig vilde noget Menneske faa at vide, at han
var Tyv.
Han vidste, at den Mand vilde sprede det rundt i Bygden. I Morgen
vilde de alle vide det, og saa havde han mistet alt. Og Mandslingen
der, den lille rige, dumstolte Bonde, der ikke gjorde andet end ondt,
hvor han kom, ingen vilde savne ham. Bare et Spring fremad og et
Spark ud over Fjældkanten, og han var frelst.
Langsomt hævede han Hovedet helt op og stirrede paa Rotteansigtet
foran sig med et fortænkt, forpint Blik.
"Godt var det da, jeg gik efter dig i Dag og fik Vished. Din
Tyveknægt."
Niels hørte ikke Ordene, men han saa Mandslingens Læber bevæge sig
ivrigt forarget. Og der trak næsten som et Smil op bag hans fortænkte
Ansigt.
Om han ikke næsten følte Medlidenhed med denne lille, dumme Mand, der
stod der og skrævede og kaldte ham Tyveknægt lige op i hans aabne
Øjne. Denne lille, dumme Mand, der stod som groet fast til Fjældet,
og som ikke anede, han stod paa Gravens Rand, ikke anede, at han var
dødsens i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes i hans
Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt; han var sikker nok paa sit
Liv, han stod jo der som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet
under dem. Det var ham, der havde Ret, det var ham, der ejede Jorden
og det hele, og det var Niels, der var fremmed og havde Uret. Han
ejede intet af det altsammen. Det var ham, der skulde vige.
Og alligevel havde han ikke helt Uret. Det var hans Hjærne, der var
syg, der ikke var som de andres. Han havde Ret paa sin Vis, som de
andre havde Ret paa deres. Men dræbte han Manden der, dræbte han mere
end ham. Han kunde ikke klare det, der holdt ham tilbage; men han
kunde ikke dræbe ham.
Han vilde tale, forklare sig, men kunde ikke.
"Kom ikke med Udflugter," sagde Mandslingen og hævede Haanden i
Vejret. "Sagen er klar nok."
Da følte Karlen, at der skød en stærk Harme op i ham, et Slags Raseri
mod denne lille, dumme Mand, der intet forstod, og som stod der saa
sikker i sin Uvidenhed. Det var nok bedst at skræmme ham, det kunde
dog gaa galt.
Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og standsede saa.
I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget for Forfærdelse. Han
holdt Hænderne afværgende frem for sig og veg baglænds ind over
Fjældet.
"Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa vendte han sig og løb
hurtigt ned mod Bygden.
Niels stod og saa efter ham, mens han løb. Endnu var der Tid. Endnu
kunde han indhente ham. Endnu var ikke alt tabt. Han følte, at Manden
dernede løb med hans Fremtid, hans Lykke, hans Liv. Men han kunde
ikke flytte en Fod for at løbe efter ham; thi hvad saa, selv om han
indhentede ham, vilde han dog lade ham løbe igen.
Der sneg sig en underlig højtidelig Følelse over ham, mens han stod
og saa paa Mandslingen, der løb dernede. Det var hans Terning i
Livets Spil, der trillede af Sted ned over Fjældet. Hvert Skridt han
tog dernede, var som et Chiffer i den Dom, der om lidt skulde fældes.
Saa forsvandt Mandslingen bag Bakken.
Saa, nu var det for sent.
Med en tung Stønnen kastede han sig ned, hvor han stod. Det var ham
umuligt at tænke paa andet end Manden dernede. Nu havde han vel naaet
Bygden, nu passerede han det første Hus og smed det ind ad Døren hans
gode Navn og Rygte. Han laa og fulgte Manden paa hans Vandring, saa
det saa tydeligt for sine Øjne, hvorledes han gik frem midt igennem
Bygden, slæbende hans gode Navn og Rygte efter sig i Støvet. Og
Folkene kom ud af Husene og snakkede, mens Rygtet spredtes. I Dag
vidste hele Bygden det. Og i Morgen vidste hans Far det. -- -- -- --
-- --
Der kom en ung Mand løbende ned over Fjældet. Han løb i stærk Fart.
Huen svingede han i Haanden, det lange, røde Haar bølgede og flakkede
om hans Hoved som Ildsluer, og hans Ansigt var rødt og glinsende af
Filipenser og Varme.
Da han fik Øje paa Niels, løb han henimod ham.
"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede ivrigt med Armene, med
hele Kroppen undtagen netop Benene, der løb.
"Der er Grind i Fjorden, Niels."
Men Niels hørte ham ikke. Han var sprunget op og stod og stirrede ned
over Bakken, der hvor Mandslingen var forsvundet.
I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet ned i ham som et Lyn,
som en Helvedesbrand. Hans Ansigt var blegt, hans Øjne vilde, og hans
Læber blødte.
At han dog ikke havde sparket den Slyngel ud over Fjældet. At han dog
havde ladet ham løbe, skønt han var i hans Magt. Havde han ham nu
foran sig, han vilde styrte sig over ham, slaa ham til Jorden,
mishandle ham og smide ham ned i Havet som den Pjalt, han var. -- Og
nu, nu var det for sent. Og i Morgen vidste hans Far, hans gamle,
prægtige Far, at han var Tyv.
"Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede. Han stod og rystede Niels i
Skulderen og saa helt befippet ud.
Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt, saa sænkede han
Øjnene.
"Er du syg?" spurgte den rødhaarede.
Niels bed Tænderne sammen og nikkede.
"Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev den anden ved. Det var
tydeligt, at Vennens Sygdom kom ham ubelejligt.
Niels bed Tænderne endnu haardere sammen og nikkede igen for at føje
ham.
"Niels, der er Grind i Fjorden," raabte den rødhaarede ivrigt og
betaget som før. "Hører du, der er Grind i Fjorden." Og før Niels
kunde besinde sig, havde han sat ham i Fart ned over Fjældet.
Den fugtige Grund sivede og svuppede under deres Fødder, og
Lufttrykket peb dem om Ørerne. Det var, som om Luften og det hurtige
Løb atter bragte Fart og Friskhed i Niels' Blod.
Nede bag Bakken standsede de. Dalen havde aabnet sig for dem som
Indersiden af en stor Gryde; de kunde se Fjældene hele Fjorden rundt.
"Se, se," raabte den rødhaarede og pegede ud over Fjorden, hvor
Hvalerne og Baadene kom drivende som et Mylder af smaa, sorte
Prikker.
"Det er en stor Grind," raabte han og slugte Billedet derude paa
Fjorden med sine lyse, spillende Øjne.
"Nej, se nu, se nu!"
Men Niels var rystet i Lave, saa snart Farten standsede. Han stod og
stirrede ned over Skraaningen, hvor Bygdens første Huse tittede op.
"Jeg bryder mig ikke om at se," sagde han. Og saa haabløst lød det,
at Vennen studsede midt i sin Glæde og vendte sig imod ham.
Niels følte Vennens Blik hvile forskende paa sit Ansigt. Han kunde
ikke udholde denne Stirren, den sved ham helt ind i Hjærnen.
"Jeg skal sige dig, jeg har stjaalet."
"Stjaalet, hvad siger du. Har du stjaalet," raabte Vennen forfærdet.
Niels nikkede tungt.
"Er det sandt?" spurgte Vennen sagte, som slagen af Rædsel, "nej, det
er umuligt," aandede han op, "du vil bare narre mig."
"Det er sandt. Jeg har stjaalet," gentog Niels tungt og tonløst som
før.
"Ja men, hvorfor i Herrens Navn da," buste Vennen ud. "Hvad har du
stjaalet?"
"Faar," sagde Niels kort og plumpt.
Vennen stirrede et Øjeblik paa ham, som var han en svimlende Afgrund,
der havde aabnet sig for hans Fødder.
"Det er skrækkeligt, det er forfærdeligt," sagde han og tog Vennen i
Skulderen. "Hvordan kom du dog til det?"
Niels rystede modvillig hans Haand af sin Skulder og gav sig til at
drive bort fra Stedet, planløst som et surmulende Barn.
Vennen stod en Stund og saa efter ham, halvt medlidende, halvt bange,
det var jo aabenbart sandt. Saa kom han i Tanker om Grinden, og hans
Ansigt klarede op.
"Kom nu, kom nu," sagde han travlt og begyndte at gaa nedad mod
Bygden. "Vi maa ned og fortælle Nyheden dernede, de har endnu ikke
set Hvalerne. Saa kan vi tale om det andet undervejs."
Niels fulgte viljeløs med.
"Sig mig, hvordan gik det dog til?" spurgte Vennen atter. Stemmen lød
som hos en Mand, der har været ved at drukne og nu atter føler fast
Grund under Fødderne.
Niels svarede ikke. Saa blev der ikke talt flere Ord undervejs, men
stadig gik den rødhaarede og skottede til sin Nabo med den halvt
medlidende, halvt bange Mine fra før.
De nærmede sig hurtig de forreste Huse i Bygden. Saa begyndte Niels
at sagtne Farten.
"Det er skrækkeligt for Far," sagde han pludselig og standsede.
Graaden pressede ham op i Halsen, og han begyndte at græde med
pludselige snappende Hulk som et Barn.
"Saa, saa," sagde Vennen, halvt raadvild, halvt overlegen, "tag dig
nu sammen, du maa se at komme over det."
"Ja du, du kan sagt..." hulkede Niels, "men jeg. Aah, hvor det er
frygteligt for min stakkels, gamle Far."
"Saa, saa, kom nu bare," blev Vennen ved, "det kan ikke gaa, du staar
her og flæber, saadan et stort, voksent Mandfolk."
Lidt efter passerede de gennem den Klynge Huse, der dannede Byens
Fortrop.
"Grind, Grind!" raabte den rødhaarede og svingede med Huen. Men ikke
et Menneske viste sig, ikke en Lyd hørtes fra Husene.
"Det er underligt. Saa maa de alligevel have set Hvalerne," sagde den
rødhaarede, "men vi stod ogsaa saa længe og snakkede."
Straks efter drejede Vejen, saa de kunde se ned over Bygden.
Det myldrede og vrimlede dernede som i en stor Myretue, og der steg
en forvirret Larm og Raaben op til dem. Mænd, Kvinder og Børn for
frem og tilbage mellem Husene og Stranden med Hvalspyd, Olietøj og
lignende, og nede ved Stranden myldrede og summede det om Baadene,
der blev satte i Vandet og bemandede; et Par laa allerede fuldt
lastede med Mænd og flød ude paa Vandet. Og ude paa Fjorden kom
Baadene drivende indover med Hvalerne.
Det var et stolt Syn. Først kom de 300 Hvaler, der holdt sig i en
Klump og pustede og snøftede og ikke vidste, til hvad Side de skulde
vende sig. Og bag dem kom Baadene i en stor Halvkreds, der rakte over
Bugten fra Bred til Bred. Nogle af Baadene var smaa med kun tre eller
fire Mand; det var de Baade, der havde ligget ude paa Fiskeri. Men
de, der efterhaanden var stødte til fra Bygderne op langs Fjorden,
var store og bemandede med 10-12 Mand. De lange Hvalspyd stak op for
og agter i Baadene, saa de lignede Vikingeskibe, og oppe i Masten paa
den forreste Baad hang et Par Oliebukser som Flag; det var den, der
først havde opdaget Grinden.
"Hurra! Hurra!" raabte Mændene derude i Baadene og svingede med
Aarer, Spyd og Huer. "Hurra! Hurra!" raabte Mængden inde paa Land.
Det var, som om Baadene vendte hjem efter en stor Sejr.
Hvorledes de kom ned gennem Bygden og ned til Baadene, vidste Niels
ikke. Men pludselig saa han den rødhaarede springe ned i en Baad, og
i Baaden sad Mandslingen fra før og kiggede op paa ham med sine smaa
nysgerrige Rotteøjne.
Niels behøvede kun at kaste et Blik paa Folkene i Baaden for at se,
at de vidste alt.
"Kom nu," raabte den rødhaarede. Han stod dernede i Baaden og strakte
Hænderne op mod Niels. "Kom nu, for Fanden."
"Ja, jeg ved egentlig ikke," sagde en ung, høj Bonde, der stod
støttet til sit Hvalspyd længere fremme i Baaden, "jeg ved egentlig
ikke," gentog han og saa spørgende rundt paa Mændene, "om vi kan være
flere hernede."
Der blev en Pavse, en lang, dødsstille Pavse; alle stirrede op paa
Niels.
"Lad ham kun komme med," sagde Rotten og slog overbærende ud med
Haanden, "det gør ikke saa nøje med et Faar i Slagtetiden."
Der blev let dernede, en tør, forstaaende Latter. Niels oversaa i et
Nu de haanligt smilende Ansigter og den rødhaaredes brede, dumme
Fjæs. Saa blev han bagfra stødt ned i Baaden, og Mændene satte fra.