Fra Færø: Fire Fortællinger - 2

Saa kom der en Pavse, og atter var det Sanne, der maatte begynde.
"Hvad er det, du staar og gemmer bag Ryggen, Johannes?"
"Ja, hvad tror du?"
"Jeg ved ikke."
"Gæt engang."
"Det er vel din Snøre, Johannes," gættede Sanne, skønt hun allerede
havde set, hvad det var.
"Nej, nej," triumferede Knøsen.
"Hvad er det da?"
"Det er noget til dig."
"Til mig! Hvad kan det være?"
"Ja. Men sig mig først, om du kan li' mig."
"Om jeg kan li' dig. Det var da underligt. Hvorfor skulde jeg ikke
kunne li' dig, Johannes?"
"Ja, jeg mener, om du holder af mig."
"Holder du da af mig, Johannes?"
"Ja, det gør jeg, Sanne. Det kan du stole paa."
Saa tog Johannes et langt Skridt fremefter og holdt triumferende det
mægtige Stykke hvide Kød op foran Pigens Ansigt. Det var Lippen.
"Værsaagod," sagde han.
"Nej, men, Johannes." Sanne var overvældet. "Holder du virkelig saa
meget af mig?"
* * * * *


BRYLLUP


Bygden havde staaet paa den anden Ende i over fjorten Dage. Ja, mer
end det. Det var jo omtrent et halvt Aar siden, Folk begyndte at tale
om Brylluppet, og for tre Maaneder siden var det en Kendsgerning for
alle de nærliggende Bygder, der kunde vente sig Invitation.
Der var slagtet over al Maade, og der var stegt Lammesteg og lavet
Skinsakjøt[3] i Massevis. Der var købt Bunker af Svedsker, Rosiner,
Gryn, Saft og Kulør til Sødsuppen, Bønner, Cikorie og Sukker til
Kaffen og 120 Potter Brændevin, 60 Potter Rom og 40 Potter Cognac til
Resten.
[3] Skinsakjøt, letsaltet Bedekød, Højtidsspise.
Lagkagen var Dagen i Forvejen hentet fra Købstaden paa den anden Side
Fjorden. Og tidlig om Morgenen var Timannefaren[4] gaaet over
Fjorden; og nu ventede man kun paa, at den skulde komme tilbage med
Præsten.
[4] Stor Baad, der roes af 10 Mænd.
Det var Efteraar; om Efteraaret slagtes der, og man kan selvfølgelig
kun holde Bryllup i Slagtetiden. Luften var klar og frisk. Det var
blikstille, og der var ikke en Sky paa Himlen.
De sidste Dages Søndenvind varmede endnu op i Kroppen paa Ænderne,
der laa i Bygdens mange Møddinger, og gjorde dem endnu mere
snadrevorne, end de var i Forvejen. Hønsene trippede rundt og nippede
til Møddingaffaldet saa sippede og snærpede, som var de alle
Gammeljomfruer, der aldrig havde kendt til Verden og dens Daarligdom.
Og øverst paa Møddingen stod Hanen og saa saa dybsindig og højtidelig
ud, som om det var den, der skulde have Bryllup.
Der var Feststemning over de smaa, tjærede Træhuse med de mange,
store Møddinger. Der var Feststemning over Vejen, der drejede og vred
sig mellem Husene, knækkede sammen langs Gavlene og gjorde sig
ængstelig tynd for at naa frem mellem de mange Møddinger.
Der var Feststemning over Fjældet, der hævede sig som et mægtigt
Taarn paa den anden Side af Bugten, hvor Bygden havde sin
Landingsplads. Men Himlen var ogsaa saa lys og let og hang saa højt,
højt oppe, som om den aldrig mere vilde nedlade sig til at hænge og
drive paa en Fjældtop.
Der var Feststemning over Himlen, Fjældet, Havet, Husene,
Møddingerne, Ænderne, Hønsene og over de tre Flag, der hang og dasede
over tre af Bygdens smaa Træhuse. Alt saa saa glad og fornøjet ud,
undtagen to Hunde. De var husvilde i Anledning af Festen og slentrede
nu rundt og snuste misfornøjet til alt.
Underligt var det, at man kun saa Høns, Ænder og Hunde og ikke et
eneste Menneske. Bygden laa saa rolig og stille, som var den uddød.
Men lagde man Øret til de tynde Bræddevægge, kunde man høre det
snorke derinde, for der havde været Dans hele Natten. Og inde i det
midterste af de flagsmykkede Huse tumlede det med Stole, Knive,
Gafler og Snapseglas. Der sad de af Gæsterne og Bygdens Folk, der
havde overvundet Nattens Kalas, og spiste og drak i al Stilfærdighed
omkring de lange, hvidskurede Træborde, der bugnede af Skærpekød og
kold Lammesteg. Og Skafferne gik omkring og nødte Folk og skænkede
Brændevin af Trepægleflasker, paa hvilke der stod Hvidtøl og
Gammelvin.
Endelig kom Præsten.
Folk vaagnede, kom ud af Sengen, ud af Husene, gabede og strakte sig,
harkede og spyttede og sjaskede ned til Landingsstedet. Der stod de
saa med Hænderne i Bukselommerne og smaasnakkede og gloede ud over
Fjorden, hvor Præstebaadens hvide Sejl dansede op og ned.
Præstebaaden strøg ind til Landingsstedet, og Præsten gik i Land. Han
trykkede hver Mand i Haanden og talte lidt med dem om Vejret. Søen
var urolig; det gjaldt om at komme tilbage saa hurtig som muligt. Saa
gik han op til Skolelæreren for at gøre sig færdig til Vielsen. Og
Folkene forsvandt i Husene for at pynte sig. --
Og pyntede var de, da de en Timestid senere kom ud af Husene, med
skæve, rynkede Bukseben, korte, krøllede Jakker, trangbrystede
Frakker og posede Diplomater; var det virkelig de samme Mænd, der før
saa saa kraftige og smukke ud i deres Knæbukser, strikkede Trøjer og
brune Kofter. Og hvor de store, vildtvoksende Fuldskæg passede
daarligt til de skæve Kravebryster og rundpullede Filthatte.
Og Kvinderne. Er det virkelig Thomas' kønne og statelige Kone, der
gaar der i sine stivede Skørter og Gud ved hvad og ligner en
Sukkertop. Og Thomas selv. Krumbøjet og trykket vandrer han afsted
ved Siden af Konen, klemt og pint af Stadsen, stiv og højtidelig som
en Degn foran Alteret. De alt for vide Bukser sladsker om Benene paa
ham, saa han det ene Øjeblik er hjulbenet, det næste kalveknæet og
undertiden begge Dele paa en Gang og paa samme Ben.
Hudeskoene har han ombyttet med et Par velbørstede, men udtraadte
Fjedersko, og paa Hovedet har han en stiv, rundpullet Filthat, der er
grønlig som af Skimmel. Diplomatfrakken hænger og dasker ned ad
Ryggen paa ham. Og den Mand er Øens dygtigste Fisker og dristigste
Fuglefanger. Det er baade til at le og græde over.
Den lille Kirke var stuvende fuld. Vielsen foregik, som en Vielse
plejer at foregaa med Ja og Amen. Salmerne blev ikke sunget kønt,
men med gode Lunger, og Talen var kort og fornuftig, og alt gik meget
godt. Men til Slut løftede Præsten Stemmen og talte om de 120 Potter
Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Han nævnede dem
ikke direkte, men han talte om Drukkenskaben og advarede mod denne
hæslige Last. Saa var Højtideligheden forbi, og Folk myldrede ud af
Kirken.
Der var kun en Mening om den Præken, en svag Indignation. Præsten var
en flink Mand og en personlig meget elskværdig Mand, en Præst, man
ellers i alle Maader kunde være tilfreds med. Men han havde aabenbart
intet Kendskab til Brændevin, og det var taktløst af ham at stille
sin Uvidenhed blot ved slig en Lejlighed.
Men hvad saa Præsten sagde eller ikke sagde, saa var de 120 Potter
Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac endnu i god
Behold, medens Præsten derimod allerede var midtvejs ude paa Fjorden.
Og derfor begav Folk sig op til Gildehuset efter Brudeparret,
der roligt og værdigt gik i Spidsen og ikke et Øjeblik tabte
Aandsnærværelsen, skønt Byens gamle Forladere knaldede dem om Hælene,
hver Gang de passerede et Hjørne. Sligt hjælper at holde Troldpakket
borte fra Brudeparrets Vej og fra dets Fremtid.


SKAFFEREN

Der var travlt henne i Gildehuset. Huset selv var ikke stort, og
Værelserne var smaa. Men ved at fjærne to Vægge havde man faaet tre
Stuer gjort til en, og det var Gildestuen. Denne improviserede Stue
optog hele Huset med Undtagelse af Køkkenet og en lille Forstue.
Der var kommen Dug paa de lange Borde, og et Utal af Kvindfolk for
frem og tilbage mellem Køkkenet og Stuen med Knive, Gafler,
Tallerkener og Glas og dækkede Bord.
Der lød en ustandselig Syden og Kogen og Snakken ind fra Køkkenet, og
Emen fra de mægtige Sødsuppekedler stod ind gennem Døren som en
Taage, der lagde sig varm og mild over Borde og Bænke og til sidst
fyldte hele Stuen fra Gulv til Loft med sin søde Vellugt. Og midt i
Taagen sad den ældste af de mandlige Skaffere ved et Hjørne af
Bordet.
Han sad og indsnuste den behagelige Em og nød Hvilen. I højre Haand
holdt han en Trepægleflaske med Brændevin, og der stod flere oppe paa
Kakkelovnen; i venstre Haand holdt han et Glas. Han var parat til at
tage fat og gaa rundt og skænke, saa snart Gæsterne kom. Hovedet hang
halvvejs ned paa Brystet af ham, og med et saligt Smil stirrede han
fremefter ind i Taagen, hvor unge Piger og gamle Koner for frem og
tilbage, undertiden tørnende sammen, saa Tallerkenerne klirrede hen
ad Gulvet. De lyse, tynde Bomuldsliv var gennemblødte af Sved og Em,
og Ansigterne blussede, som om det var dem, der skiftedes til at staa
og brase ude i Køkkenet.
Den gamle Mand sad og frydede sig over det store, lune Rum og den
varme, søde Em, frydede sig over de lange Borde, de hvide Duge og
Lysene, der stod hen over Dugene i deres Flaskehalse og lyste saa
festligt. Og han frydede sig over Kvinderne, der for frem og tilbage
gennem Emen, ikke fordi det var Kvinder, for man er som Regel færdig
med Kvinder, naar man er 80 Aar, men fordi de havde saa travlt. Det
var alligevel rart at være en gammel Mand og sidde og se de andre
løbe frem og tilbage, tørne sammen og tabe, hvad de havde i Hænderne.
Han skænkede sig en Snaps, drak den og følte, at han blev varm om sit
gamle Hjærte af Medlidenhed med Ungdommen. Herregud, Herregud, at de
dog skulde tosse saadan rundt. At Folk dog ikke straks blev gamle og
fornuftige og satte sig stille hen i en Krog. At det var saa svært at
lære at blive gammel, og at Folk skulde være saa længe om at lære
det. Ungdommen har saa travlt, saa travlt, ak ja, saa voldsom travlt;
og hvorfor, hvad var saa Resultatet af det hele, bare det, at de fik
sat nogle Børn i Verden og sig selv i en Kakkelovnskrog. Og det kunde
de saamænd, naar de bar sig lidt fornuftigere ad, slippe meget
lettere fra.
Den gamle Mand tænkte paa sin Barndom, den lykkelige Tid, da Livet
kun er som at sidde og se Billeder i en stor, tyk Bog. Og fra
Barndommen var han gledet ind i Ungdommen som alle andre og havde set
Billederne blive levende og træde sig i Møde. Da havde han set, at
Fjældet var grønt, Himlen blaa og Havet mørkt og alvorligt. Og han
havde set paa Fjældet, Himlen og Havet, der laa pyntede som til Fest,
havde set paa hele Verden, der laa som en Brud og smilede og ventede,
ventede paa ham, Brudgommen. Og han havde bredt Armene ud for at
favne sit Kongerige, for at favne hele Verden, og se, da laa der en
Kvinde i hans Arme; intet Kongerige, ingen Verden, men en Kvinde. Men
han havde været taknemlig og havde elsket Kvinden og troet, at saadan
skulde det være.
Han havde været ung, selvfølgelig. Blodet havde kogt i ham, som
Sødsuppen nu stod og kogte derude i Køkkenet og trommede mod Laaget
for at slippe ud. Og Glæden havde staaet om ham som en Em, der
blindede ham og andre. Men hver Gang, han havde bredt Armene ud for
at favne Verden, den lyse, glade Verden, der var hans, hans alene,
havde Skæbnen kastet en Kvinde i hans Favn. Og for hver Gang havde
han set mere og mere spørgende paa Kvinden, og til sidst havde han
holdt hende ud fra sig og smilet og sagt: Herregud, er det hele
Verden? Ser hele Verden saadan ud? Og saa havde han krystet hende ind
til sig og leet. Men der er kort fra Latter til Graad.
Den gamle Mand huskede kun dunkelt alt dette. Men han huskede, at
hele den lyse, straalende Verden en Dag havde ligget falmet foran
ham, nedtraadt og skiden som en Græsmark om Efteraaret. Den Dag
skimtede han Hjulene i Verden omkring sig og i sig selv. Da var han
ikke længer ung.
Han huskede det endnu. Det kom saa pludselig paa ham, at det næsten
havde taget Vejret fra ham, for han havde været glad som faa og hørt
til en varmblodig og hedhovedet Slægt. Han huskede endnu, hvorledes
han havde overvejet, om han ikke hellere burde dø, og han smilte nu,
det randt ham i Hu. Men han havde valgt at leve. Og saa kom
Manddommen.
Hans Mund blev smal, hans Øjne blev kloge og klare, og hans Tanke
kold, mens han stræbte mod sit Maal, Krogen. Det var drøje Aar, fulde
af Slid og Slæb. Det var triste Aar, fulde af Sorg og Græmmelse. For
det er haardt at leve, naar man ikke længer er ung, og Verden er
falmet, og man har Maalet givet, og Maalet er en Krog.
Men han havde stridt sig igennem og havde naaet Maalet. Og nu sad han
i Krogen og smilte ad de andre, der løb rundt i Emen og tørnede
sammen og tabte, hvad de havde i Hænderne.
Klask, faldt en Tallerken i Gulvet. Ratsch, for Stumperne rundt i
Stuen. Saadan er Ungdommen. Em, Travlhed, Klask, Ratsch, Væk, og saa
maatte man endda samle Stumperne op.
Den gamle Mand skænkede sig endnu en Snaps og drak den. Og han
stirrede ind i Emen, der nu var tættere, og hvor de røde Ansigter
strøg frem og tilbage. Og han saa hen over Dugen, hvor Lysene nu
skinnede med store Ringe i Emen.
Hvordan var det nu, hvordan var det nu? Jo, det var Ungdommen. Den
stakkels, stakkels Ungdom. Den blev snydt, trukket rundt ved Næsen.
Den stakkels, stakkels Ungdom. Glimmer. Gøgl. Nej, Alderdommen. Den
nøjedes med lidt. Den kendte Livet. Vidste, hvad det var for noget
Skidt. Og den nøjedes med lidt. Med ganske lidt.
Ganske forsigtig skænkede han sig et Glas endnu og drak ogsaa det.
Herregud. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom. Hvor havde han dog
ondt af den Ungdom.
Han blev vaad paa begge Sider af Næsen og snøftede af Medfølelse,
mens han sad og stirrede ind i Taagen, hvor Ungdommen hvirvlede rundt
og rundt som store, røde Klatter, der kom og forsvandt og atter kom.
Og han saa til Siden ud over mægtig store Snemarker, hvorover
Stjernerne lyste mat.
Forunderligt. Forunderligt med de Stjerner. De var som ordnede i
Rækker, i lange, lige Rækker over Snemarkerne. Og saa syntes han, han
skulde kende dem igen.
Var det nu ogsaa Stjerner? -- Nej, det var vist alligevel ikke
Stjerner. -- Men hvad var det da?
Et Øjeblik syntes han, han var ved at hitte ud af, hvad det var. Saa
gled det atter bort fra ham, langt bort over de store, hvide
Snemarker.
Saa kom han i Tanker om de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og
de 40 Potter Cognac. Der var det. Nu havde han det. Der var en eller
anden Forbindelse mellem Stjernerne der og Brændevinen. Vist saa,
vist saa. Stjernerne var Brændevinen, kun Brændevin, ikke Spor af
andet end Brændevin. Det var derfor, det hed Brændevin, for
Stjernerne lyste. -- Kun derfor hed det Brændevin.
"120 Potter Brændevin, -- 60 Potter Rom -- og -- --." Saa sank hans
Hoved ned paa Brystet. Og da Bryllupsgæsterne kom, sad han i sit
Hjørne og sov med Flasken i den ene Haand og Glasset i den anden. Og
hvor meget de andre end ruskede i ham, var det ikke muligt at faa ham
vaagen. Han mumlede kun 120, og saa spidsede han Munden og sagde Po.
Men længere kom han ikke. Naar de ruskede i ham igen, begyndte han
atter paa de 120 og endte med at spidse Munden og sige Po. Og da de
ikke paa nogen Maade kunde faa ham vækket, hvor meget de end ruskede
i ham, opgav de det og lod ham sidde. Saa meget mere som de
allesammen godt nok vidste, hvad det var, han mente.


DEN UNGE MAND

Jeg husker Fjældet, Taagen, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene,
Hundene. Jeg husker ogsaa de tre Flag og Thomas og hans Kone. Jeg
husker ligeledes Kirken, Præsten, Brudgommen og Bruden og de ti
Brudesvende og de ti Brudepiger. Og jeg husker Højtideligheden, jeg
sad nemlig oppe paa Balkonen, hvor Orgelet stod. Jeg husker egentlig
meget godt foreløbig.
Jeg husker ogsaa Præstens Tale og særlig Slutningen med de 120 Potter
Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Jeg sad ved
Siden af min gamle, gode Ven Elias, og jeg husker tydeligt hans
Ansigtsudtryk, da Præsten kom til at berøre dette Punkt, samt at
flere Fuldskæg i Nærheden bevægede sig, som om Ejermændene var i Færd
med at synke noget, de ikke havde faaet rigtig gennemtygget.
Jeg husker ogsaa, at Præsten rejste straks efter Vielsen, og at vi
gik op i Brudehuset. Jeg husker Stuen, Dugen, Lysene, Tallerkenerne
og Emen. Og jeg husker den gamle Mand, der sad i et Hjørne af Stuen
og sov med en Flaske i den ene Haand og et Glas i den anden. Og jeg
ved, hvad han mente.
Brudeparret blev anbragt i Højsædet, og Brudesvendene og Brudepigerne
blev anbragt nærmest ved dem, og vi andre længere borte. Jeg kom til
at sidde paa Bænken op mod Væggen, og det er jeg glad ved.
Jeg husker tydeligt, at vi skulde have Sødsuppe, Lammesteg og
Lagkage. I det hele taget er min Hukommelse meget skarp lige til
Lammestegen; men fra den Tid af er det, som om den har faaet et Knæk.
Jeg kan godt huske selve Lammestegen; den var udmærket. Og jeg kan
huske, at der blev holdt et Par Taler; men hvorom der blev talt, kan
jeg ikke huske.
Jeg husker ogsaa, at Elias dunkede Panden i Bordet; hvorfor han
gjorde det, var der ingen, der fattede, og selv har han aldrig senere
kunnet give nogen Forklaring. Og jeg husker, at Thomas, der sad lige
overfor mig ved den anden Side af Bordet, hældte Brændevin over sin
Lammesteg og troede, det var Sause. Jeg kan ogsaa huske, at hans Nabo
vilde gøre ham opmærksom paa Fejltagelsen, men opgav det efter at
have væltet 2 Glas og en Platdemenage, hvorpaa han nøjedes med at se
til, medens Thomas med øjensynligt Velbehag fortærede Stegen.
Det er forunderligt, men Lagkagen kan jeg slet ikke huske. Men maaske
kommer det deraf, at den blev serveret paa et Tidspunkt, da Bordet
var i en forunderlig hoppende og drejende Bevægelse, der forhindrede
Festdeltagerne i at gøre sig fuldtud bekendt med de Genstande, der
befandt sig paa det, samtidig med, at de, hvad jeg glimtvis lagde
Mærke til, og da for Resten ogsaa erfarede for mit eget Vedkommende,
ligefrem maatte sidde og lure og gribe til, naar Brændevinsflasken
kom forbi. At denne mærkværdige Cirkelbevægelse ikke kunde være sund
for Festens Deltagere, især da disse, saavidt jeg saa, undertiden
selv deltog i den, ansaa jeg for saa rimeligt og naturligt, at det
ingenlunde forbavsede mig, at den ene efter den anden af dem
ombyttede deres Pladser paa Bænkene, der under slige Forhold langt
fra kunde anses for betryggende, med Sidde- og Liggepladser paa
Gulvet.
Jeg husker, at vi rejste os fra Bordet, og at Thomas fik mig gjort
begribelig, at vi skulde danse.
Jeg husker, at vi kom ud i Mørket, og at der blev peget mod et Lys og
angivet, at det var det Maal, vi skulde styre efter.
Vejen var meget ujævn, og af og til gik den ligefrem gennem Luften.
Jeg husker ikke, om der var nogen rimelig Grund til en saadan
Forsigtighed, men jeg husker, at vi spredte os, saavidt Terrainet
tillod, og rykkede frem i Skyttekæde, samt at vor Fremrykning
hindredes en Del af et Par Huse og flere Møddinger. Da Husene var
vanskeligere at forcere end Møddingerne, valgte vi fortrinsvis de
sidste.
Efterhaanden naaede vi alle Dansestuen uden større Lemlæstelser; kun
var det mig paafaldende, at jeg undervejs havde faaet min Hue
ombyttet med en gammel, graa Filthat; men det var mig umuligt at
huske, i hvilken Mødding Ombytningen havde fundet Sted.
Vi dansede, vi dansede til "Isaksvisen" og til Visen om Dronning
Dagmar og Junker Strange; saa var den alvorligere Del af Festen
forbi, og Dansen tog rigtig Fart. Vi dansede til "Den Gang jeg drog
afsted" og til Grindevisen og til Ormen hin lange og Erik hin unge og
Brókatáttur[5] og til den lyse Morgen.
[5] Buksevisen; yndet Skæmtevise om en uheldig Fisker.
Jeg husker Dansen. Jeg husker den lille, lave Stue, i hvilken den
foregik, og i hvilken vi stod og skraalte og trippede, sammenstuvede
som Sild i en Tønde. Jeg husker Gulvet, der skjalv og bevægede sig
som et Skibsdæk i Storm. Jeg husker Ruderne, der klirrede, Væggene,
der bøjede sig og nejede for hinanden, og Bilæggerovnen, der stod og
hoppede i sin Krog og gerne vilde danse med, men ikke kunde komme ind
i Kæden. Og Thomas, der stod ved Ovnen og skænkede Brændevin til de
dansende i et stort Ølglas, ham husker jeg ganske tydeligt.
Jeg husker det alt, alt sammen som en herlig, herlig Drøm.
Jeg husker Braget, der lød ud i Natten som Øens feberhede Pulsslag,
jeg husker Hylet, der hang og skjalv over Bygden som Røgen over en
Fabriksby. Jeg husker Bølgerne, der laa og smaasnakkede fornuftigt
nede ved Stranden, og Fjældet, der stod saa ret og lige op i Luften
og undredes over, at noget kunde gaa saa skævt. Og jeg husker, at jeg
var ude at spadsere med min Dame.
Vi sad oppe paa Fjældsiden og lyttede til Larmen, der steg op imod os
gennem Natten som Bobler fra en mægtig Hexegryde, der sydede og
sydede og kogte over.
Saa vidt jeg husker, var det den Nat, Bygdens Idiot kom ind i
Dansestuen, kyssede en Pige og blev smidt ud. Hvorpaa min Ven Thomas
og jeg forlod Dansen og gik ud i Mørket.
Det var mørkt, saa mørkt som paa Bunden af et Blækhus, og vi
forvildede os i en Mødding. Her skiltes vi og kunde ikke finde
hinanden igen, skønt vi begge raabte og ofte var hinanden meget nær.
Jeg husker, at vi langt om længe fandt hinanden i en Grøft, og at vi
der fornyede vort gamle, prøvede Venskab. Derpaa kom vi ind i en
Stald, hvor der stod en Tællepraas, nogle glade, glade Mænd og en Del
større og mindre Tønder.
-- Det var de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter
Cognac.


IDIOTEN

Der er vist faa Ord, der lyder saa grimt og haanligt som netop Ordet
Idiot.
Han havde da ogsaa længe følt, at det var et stygt Ord, og havde lært
at dukke Hovedet for det, længe før han vidste, hvad det betød.
Han lærte egentlig aldrig, hvad det betød, det Ord, for han var jo
Idiot. Men han lærte hurtig, at det var et Ord, der hørte ham til, og
han bøjede Hovedet for det, som man bøjer sit Hoved for sin Skæbne.
Straks da han blev født, var der noget galt ved ham. Jordemoderen
kaldte ham et Haneæg, fordi han var saa urimelig lang og spids af et
nyfødt Barn at være. Og Forældrene og hele Slægten sagde, at han var
forbyttet af Troldpakket.
Men selv anede han intet. Han løb og legede den lyse Barndom igennem
som de andre Børn, frydede sig over Solen om Sommeren og over Sneen
om Vinteren. Men han var urimelig bange. Han var bange for det
stejle Fjæld, hvor de andre Børn kravlede rundt og legede Fuglemænd
og gjorde beundringsværdige Forsøg paa at falde ned og knække
Halsen. Og naar selv den allermindste Knægt i Bygden stillede sig i
Positur foran ham med fremskudt Mave, skrævende Ben og Hænderne i
Bukselommerne, blev han imponeret. Og naar Purken tilmed spyttede og
kaldte ham Idiot eller lovede ham Prygl, krummede han Ryggen endnu
mere og luskede bort som en vaad Hund.
Han var bange for Stormen, der buldrede løs oppe i Fjældene, saa det
lød, som om Øen var hul. Og naar den larmede ind gennem Bygden, saa
det hvinede om Hjørnerne og skrattede mod Ruderne, medens Husene
stønnede og vaklede, da rystede han og græd af Skræk. Og han blev
først rolig igen, naar Husene rettede sig, og Stormens Triumfhyl lød
langt ude over Fjorden.
Han frygtede for Brændingen, der kunde ligge i ugevis og rive og
slide i Fjældet med sine store, kladskende Næver. Han var bange for
Hanen, der stod og kroede sig paa Møddingen, og han var bange for
Gasen.
Men han vænnede sig efterhaanden til Frygten, lærte at dukke Hovedet
og gaa af Vejen.
Saa kom han i Skole sammen med de andre Drenge. De andre gik frem i
Kundskab, lærte at skrive og regne og mange andre Ting. Læreren
roste nogle, og dem, han ikke roste, roste Forældrene, og de, som
hverken Læreren eller Forældrene roste, blev rost af andre. Alle de
andre blev rost, men der var aldrig nogen, der roste ham. Men der var
heller ingen Grund til det, for han lærte ikke engang at stave.
Læreren baxede lidt med ham, men det hele Udbytte, han havde af sit
Slid, var, at de andre Børn lo af Idiotens tossede Svar. Saa opgav
han det og lod ham skøtte sig selv.
Han mødte i Skolen hver Dag og fulgte med, saa godt han kunde, men
han var akkurat lige saa dum, naar han gik hjem fra Skolen, som naar
han kom, og saadan gik det Aar efter Aar.
Men Idioten mærkede det ikke, skønt han blev længere og længere og
mere ranglet for hver Dag, der gik. Han sad i Skolen i sit bestemte
Hjørne og tog Del i Undervisningen paa sin Maade. Han lyttede nemlig
spændt til, skønt han ikke forstod et Ord af det hele. Han holdt af
Skolen, thi der var han ikke bange. Og han mente som saa mange andre,
at man blot behøvede at gaa i Skolen for at lære noget.
Men saa kom den Tid, da de skulde konfirmeres.
Det blev en drøj Tid for Idioten; thi der blev rejst det Spørgsmaal,
om han nu ogsaa skulde konfirmeres ligesom de andre.
I Grunden var det jo ingen Nytte til, mente de fleste.
Idioten gik i flere Dage i stor Spænding.
Paa den anden Side var Konfirmationen noget, der hørte sig til. Og da
Præsten ikke havde noget imod at konfirmere ham sammen med alle de
andre, gennemgik han denne Handling med samme Selvfølgelighed, som
han i sin Tid var bleven født, døbt og engang med Tiden vilde dø og
blive begravet.
Men den Strid var ikke gaaet saa sporløst hen over Idiotens Hoved som
saa meget andet. Han havde som saa ofte før følt, at der var noget i
Vejen med ham. Men denne Gang havde han følt, at det var noget
alvorligt.
Han kunde ikke lære noget i Skolen, og han kunde hverken læse eller
skrive, havde de sagt, naar Sagen blev drøftet. Men det vidste han,
var der flere i Bygden, der heller ikke kunde.
Han havde egentlig været bange for, at det var hans Frygtsomhed, det
var galt med. Der følte han Brodden, og den pinte ham. Den var der
imidlertid ingen, der havde talt om. Det var Skolen. Der var noget
ved Skolen, der var galt.
I flere Dage gik han rundt og spekulerede, saa han blev endnu mere
sær, end han var i Forvejen.
Han havde ikke lært noget, sagde de, og han havde dog gaaet i Skolen
som de andre, og naar han kom hjem, havde han siddet bøjet over sine
Bøger ligesom alle de andre. Hvorfor havde han da ikke lært noget?
Og en Aften, han som sædvanlig sad over Bogen og vendte Bladene og
mumlede for sig selv, thi i den sidste Tid havde han hængt meget
over Bøgerne for at indhente det forsømte, saa han kunde blive
konfirmeret, gik det pludselig op for ham, at han ikke lærte noget af
den Bog. Han saa nogle underlige smaa Figurer paa de hvide Blade, men
han lærte intet af dem. Bogen var ikke skrevet for ham.
Da tog han sig sammen for første Gang i sit Liv. Han vilde opdage,
hvori det laa, dette, der ikke var skjult for andre, men som var
skjult for ham alene.
Han stirrede og stirrede paa de kolde, hvide Blade med deres stive
Bogstavrækker, til Bogstaverne til sidst løb sammen til store, sorte
Klatter oppe i Hjærnen paa ham. Men han blev ikke klogere.
"Jesus!" raabte Mo'ren. Hun saa, at der faldt et Par store, tunge
Taarer ned i Bogen. "Det hverken stormer eller blæser. Hvad flæber
han da for?"
Men hun standsede og blev forskrækket, for Knøsen saa op paa hende,
og saadan havde hun aldrig set ham før. Det var ikke hans sædvanlige
bundløse Øjne, det var, som om man kunde skimte noget, der var ved at
dukke frem derinde. Og hun stirrede forbavset paa Knøsen. Det var
næsten, som om han vilde sige noget, noget fornuftigt.
Men Knøsen sagde ingen Ting. Han følte sig saa uendelig hjælpeløs
overfor disse stive, urokkelige Bogstavsrækker og overfor Menneskene
og sig selv.
Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke.
Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han græd, græd, til han ikke
kunde mere. Og da han endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han
havde grædt.
Men fra den Dag var han ogsaa bange for Bøger.
Konfirmeret blev han, men ogsaa det var en Skuffelse for ham.
Alle de andre var glade. De blev trykket i Haanden og gjort Stads af.
Men ham var der ingen, der tænkte paa.
Og efter den Tid blev det værre og værre for ham, efterhaanden som
hans Kammerater voxede op og blev Mænd. Han syntes, de voxede fra
ham.
De gik paa Fiskeri med Baadene og kom hjem med dejlige Torsk, og de
gik til Fjælds efter Fugle og Faar med de andre Mænd; men han gik
hjemme i sin egen Tummerum og hentede Vand eller spandt paa