Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 11

det aldeles. Vilde kuns GUD skille mig vel ved ham, om det blev saa
heller saa, da var der derudi stor Almisse mod mig arme Kvinde, og
som ikke nok var at takke for, og kunde det ligesaavel ske, som vi
det sidste Aar aldeles ikke have været tilsammens, som GUD have Lov
og Tak for, om det maatte vare ved, saa M. A. K. S. kan skjønne,
at ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt, men M. A. K. S.
maa tænke, at hendes Gemal stiller sig nok og kommer til Fornuft
igjen, at han ikke sætter alting paa ublu Skjøger og Skarns-Folk,
og som hans Embed giver ham stor Indtægt, skal hun ikke lade sit
kjære Hjærte foruroes af hans bespottelige Ødselhed eller af hans
Uhuldhed heller. GUD vil det bedre, det tror jeg forvist. Gjør nu
vel, min Høne, og have hun mange tusind gode Nætter fra mig,
hendes tro Søster, mens jeg lever,
_Ane Marie Grubbe_.
af Vang, 6 Februari 1666.
A Madame
Madame Gyldenleu, min gode Ven og Søster, venligen tilskreven.»
«Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens
allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad som
ønskværdigt er i alle Maader til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af
ganske Hjærte.
Hjærtens allerkjæreste Søster, man siger vel af Gammelt, at Ingen
er saa rasendes galen, den jo helmer et Blink mellem St. Hans og
Paulinus[7], men det vil her ingen Skik have, thi min galne Hr.
Gemal er intet kommen til sin Vittighed endnu, ja, han er ti, ja
tusindfold galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev om, det
er kuns for Børneværk at regne mod det, som nu gaar an, som er
over al Maade; at vide, allerkjæreste Søster, han har været til
Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse, havde med sig
hertil en af hans gamle Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han
fluks lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet og som er over
alle Ting og regjerer i alle Maader, mens jeg er sat bag Døren at
staa; men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre mig den Villighed,
at hun forhører sig om vor kjære Fader vilde tage sig min Sag an,
om jeg rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen kan uden stor
Medlidenhed min ulykkelige Stilling anse, og det som byltes mig
paa, er saa ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre Ret, om
jeg kaster det af. Det er intet længer end som nu, dyre vor Frue
Dag[8], jeg var gangen ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom
ind igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt for indvendig
fra, og der jeg spurgte, hvad den Streg skulde læses for, svartes
mig, at den Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen, have,
og var min Seng flyttet op i den vestre Stue, som er saa kold som
en Kirke, naar Blæsten staar paa, og fuld af Trækvinde, og Gulvet
aldeles frønnet og her og der med ganske store Huller. Men skulde
jeg tilfulde beskrive al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det
saa lang som nogen Fasteprædiken, og om det paa den Vis farer fort,
da tror jeg knap, mit Hoved skal holde. Gud være alting befalet og
han sende mig altid gode Bud fra dig,
[7] Mellem St. Hans og Paulinus = fra 24 til 23 Juni.
[8] Frue Dag = 15 August.
din fuldtro Søster altid
_Marie Grubbe_.
af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.
Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti Høeghs, Landsdommere
paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af Tilstanden paa Slottet,
som Marie Grubbe var det.
Han var bedre vant i Retning af Udsvævelser. Det var kun tarvelige
Svirebrødre, disse fattige, simple Officerer der i Norge, og deres
Soldaterskjøger var heller ikke til at holde det ud med ret længe.
Karen Fiol var den eneste, der ikke var idel Raahed og Plumphed, men
selv hende sagde han hellere Farvel idag end imorgen.
Det var i Ærgrelse over Marie Grubbes Afslag, at han havde gjort
disse Folk til sit Selskab; saa havde det en Stund moret ham, men
ikke længe, og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og næsten
ubehageligt, og der ligesom var kommen en svag Fornemmelse af Anger
over ham, saa trængte han til at bilde sig selv ind, at det havde
været nødvendigt, og kom virkelig ogsaa til at tro, at det var det,
og at han havde havt en Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe
Marie Grubbe til at fortryde sin Opførsel og føre hende angrende
tilbage. Men da det nu ikke syntes, at Fortrydelsen vilde komme, saa
tog han haardere fat, i det Haab, at han ved at gjøre hende Livet saa
ubehageligt som muligt, nok skulde overvinde hendes Stædighed; for
at hun ikke elskede ham mere, det troede han ikke paa, han følte sig
overbevist om, at hun i sit Hjærte længtes efter at kaste sig i hans
Arme, men at hun, da hun mærkede, at hans Kjærlighed var kaldt til
Live igjen, saae, at hun kunde faa Hævn over ham for hans Frafald ...
og han undte hende denne Hævn, han kunde godt lide, hun vilde hævne
sig, men hun trak det for længe ud, det blev ham altfor langvarigt
her i dette barbariske Norge.
Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa, om han ikke havde
gjort bedst i at lade Karen Fiol blive i Kjøbenhavn, men paa den
ene Side kunde han ikke holde det ud mere med de Andre, og paa den
anden var Skinsyge en mægtig Allieret, og Marie Grubbe _havde_ været
skinsyg paa Karen, det vidste han.
Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke, og han begyndte at tvivle
paa, at hun nogensinde vilde komme, og hans Kjærlighed voksede med
hans Tvivl.
Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts Spænding over Forholdet.
Det var med ængsteligt Sind, med beregnende Frygt, at han voldte
Marie Grubbe den ene Tort efter den anden og han ventede spændt paa
et Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit Vildt paa den rette
Vej, men der skete intet.
Jo endelig.
Endelig skete der Noget, og han var vis paa, at det var Tegnet, just
det Tegn, han ventede. Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde
tilføjet hende en usædvanlig nærgaaende Fornærmelse, en god, stærk
Lædertømme i sin Haand, gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor
Karen just sov sin Middagssøvn, lukkede Dørene til indenfra og gav
den forfærdede Skjøge et godt Livfuld Hug af den tunge Tømme og
gik saa roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem alle de
maalløse Tjenestefolk, som Karens Skrigen havde kaldt til.
Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete; Karen sendte ham straks
Bud, men han forhastede sig ikke med at komme, først langt ud paa
Eftermiddagen hørte den ventende Karen hans Hest i Gaarden.
Hun løb ned imod ham, men han skød hende lempeligt, men bestemt til
Side, og gik lige op til Marie Grubbe.
Døren stod paa Klem -- saa var hun vel ikke derinde.
Han stak Hovedet ind, vis paa at finde Stuen tom, men hun var der,
hun sad ved Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind, saa
forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles ædru.
I en gul og gylden Strøm stod Lyset fra den synkende Septembersol
ind i Kammeret og hæved de fattige Farver derinde til Glands og
Herlighed; de kalkede Vægge fik Svaners Hvidhed, det brunede Træloft
Malmens Glød, og det falmende Sengeomhæng blev vinrøde Folder og
purpurne Læg. Der var blændende lyst; selv det, der var i Skygge, det
lysned endda, det var som skimted det frem af en Taage af løvgult
Lys. Om Marie Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og kyssed
hendes hvide Pande; men at Øjne og Mund var dybt i Skygge, det voldte
et gulnende Æbletræ, der holdt sine abbildrødmende Grene fristende op
for Ruden.
Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med Hænderne foldede i Skjødet.
Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hen til Marie, og Glorien
svandt, da han stillede sig mellem Vinduet og hende.
Han betragtede hende nøje.
Hun var blegere end før. Hun saae saa god og blid ud som hun sad der,
med Hovedet bøjet tilbage, med letadskilte Læber og med den hvide
Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen banked paa Siden af
Halsen, lige under det brune, lille Modermærke. Han fulgte Skulderens
faste Runding under den stramme Silke og den slanke Arm, til den
hvide, hvilende Haand. -- Og den var hans. -- Han saae, hvordan den
knyttede de trinde Fingre om den brune Tømme, og hvordan Armen i dens
hvide, aareløbne Former blev fast og blank, blev slap med mattet
Glands i Slaget, som den slog paa Karens arme Krop. Han saae, hvordan
hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds, og hvordan hendes vrede
Læber smilte grusomt ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys med
Tømmesvøben. -- Og hun var hans. -- Han havde været ond og stræng og
grusom, han havde ladet disse kjære Hænder vride sig i Kvide og disse
røde Læber aabne sig i Klage.
Hans Øjne fik en fugtig Glands imens han tænkte saa, og han følte sig
gjennemtrængt af hele en drukken Mands letvakte, bløde Medlidenhed,
og han blev ved at staa og stirre i dorsk og drukken Følsomhed, til
Solens rige Lysstrøm var tæret ind til en tynd, lille, blinkende
Traad, højt mellem Loftets mørke Bjælker.
Da vaagnede Marie Grubbe.
«Jer!» næsten skreg hun, idet hun foer op og kasted sig tilbage, saa
Stolen tumlede henad Gulvet.
«Marie!» sagde Ulrik Frederik saa ømt, som han formaaede, og strakte
bønfaldende Hænderne ud imod hende.
«Hvad vil I? -- I vil vel klage for de Hug, Eders Skjøge bekom?»
«Nej, nej, Marie, lad os være Venner, gode Venner!»
«I er drukken,» sagde hun koldt og vendte sig fra ham.
«Ja, Marie, af Kjærlighed til dig er jeg drukken, jeg er svimlendes
drukken af din Dejlighed, min Hjærtens Dukke.»
«Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet Jer fejl, og I har taget
Andre for mig.»
«Marie, Marie, vær nu intet iversyg!»
Hun gjorde en haanlig afvisende Bevægelse.
«Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad dig selv, nu du tog den
Ridetømme, du veed ... men lad nu hele det skidne Slæng være glemt og
dødt og Djævelen i Vare; kom, kom! leg nu intet mere den Uhulde med
mig, som jeg har leget den troløse Gast med dig, med al denne Slemmen
og Bolen paa Skrømt. Vi gjør jo kuns hinanden en Helvedes Kule deraf,
for det kunde være en Himmerigs Sal. -- Du skal faa din Villie i hvad
du vil; vil du svæve i Silke, saa tykt som Camelot, vil du have
Perler i Strænge, saa lange som dit Haar, du skal faa det, og Ringe
og Gyldenstyksstoffer i hele Væve, og Fjer og Stene, hvad du kuns
vil, der er Ingenting for dyr'bart til at slides af dig.»
Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv, men hun greb ham om
Haandleddet og holdt ham ud fra sig.
«Ulrik Frederik,» sagde hun, «skal jeg sige dig en Ting? -- Om du
kunde svøbe din Kjærlighed i Sindal og Maar, om du kunde klæde den i
Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko af den skære Demant, jeg
vilde kaste den fra mig som Skarn og Dræk, for jeg agter den ringer'
end den Jord, som jeg træder med min Fod. Der er intet en Dryp af
mit Blod, der er dig god, intet en Trævl af mit Kjød, den jo støder
dig væk, -- hører du! der er intet en Vraa i min Sjæl, du jo kaldes
med Navne. -- Forstaa mig kuns ret! om jeg kunde løse din Krop af en
Helsots Pine eller din Sjæl af Helvedes Nød ved at blive som Din, jeg
gjorde det intet.»
«Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!»
«Nej og nej og mer' end nej!»
«Saa ud, ud! bort fra mit Øjesyn i Helvedes forbandede Navn.»
Han var hvid som en Væg og rystede paa alle Lemmer. Mælet var hæst og
ukjendeligt og han fægtede med Armene i Luften som en vanvittig Mand.
«Tag din Fod af min Vej! tag din -- tag din -- tag din Fod af min
Vej, eller jeg flækker din Stjærn, der er Dræbningsblod oppe og rødt
for mit Syn. -- Ud, ud af Norges Land og Rige og Helvedes Brand til
Gefährt[9]! Ud ...»
[9] Gefährt = Kjøretøj.
Marie saae en Stund forfærdet paa ham, saa løb hun, hvad hun kunde,
ud af Stuen, bort fra Slottet.
Som hun slog Døren til, greb Ulrik Frederik Stolen, hun havde siddet
i, da han kom, og rendte den ud af Vinduet, flængede det møre Omhæng
af Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens han flakkede frem
og tilbage i Værelset; saa sank han ned paa Gulvet og krøb omkring
paa sine Knæ, hvæsende som et vildt Dyr og hamrende sine Knoer
tilblods. Omsider trættedes han, krøb hen til Sengen og kastede sig i
den med Ansigtet ned i Puderne, og raabte paa Marie med ømme Navne og
græd og hulkede og forbandede hende, og talte saa igjen, som kjælede
han for hende, med blid og sagte Røst.
Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til for gode Ord og stor
Betaling at sejle sig til Danmark.
Næste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol bort af Slottet, og faa Dage
efter rejste han til Kjøbenhavn.


XIII.

En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenløve
kjøre ind paa Tjele.
Han skjønnede straks, at der var noget Galt paafærde, som hun saadan
kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide,
hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen,
han bød hende, for han blev saa vred, at han gik sin Vej, smeldende
Døren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag.
Men da han fik sovet paa det, blev han mere omgængelig, ja han
behandlede endog sin Datter med en næsten respektfuld Kjærlighed, og
der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale.
Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der jo egenlig ingen
Ulykke skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem de unge
Ægtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenløve, og Sagen maatte uden
stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen.
Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og vilde ikke høre et Ord om
Forsoning, men det vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige
i den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare
ømme Vunder og gabende Saar, saa det lagde han ingen Vægt paa; der
vilde Tiden hjælpe, det var han overbevist om.
Der var desuden en Omstændighed af hvilken han lovede sig en ikke
ringe Bistand. Marie var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden
Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde
lært at anse for dagligdags, og selv den jævne Kost paa Tjele, den
ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde faa hende
til at længes efter det, hun havde forladt. Paa den anden Side kunde
Ulrik Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig tænke
paa Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde
skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede
Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var ogsaa haardt at
komme af med, naar man nu endelig en Gang havde faaet det.
Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. Marie befandt sig vel
paa den stille Gaard. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes
Ensformighed og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder var noget
Nyt for hende, og hun nød det med et drømmende, passivt Velbehag.
Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende for som en trættende
Kæmpen og Bryden, en rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et
skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en utaalelig, bedøvende
Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed
og Ro, af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød og venlig
Tavshed; og hun yndede at forhøje sit Tilflugtssteds Fred ved at
tænke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og trængtes de
endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet
en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i
hendes yndigt dunkle Ensomhed.
Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung og Freden død og Skyggen
mørk, og hun begyndte nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra
Livet derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, at Erik Grubbe
foreslog en Forandring. Han vilde nemlig have, at hun skulde tage
hen og bo paa sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede for hende,
at da hendes Gemal havde hele hendes Medgift i Besiddelse og dog
Intet sendte til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun lod sig
underholde af Kalø Gods, og der kunde hun saa leve som Blommen i et
Æg, holde stort Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning,
langt anderledes end her paa Tjele, som var altfor tarveligt til
hende, der var saa meget bedre vant. Desuden var der i Kongens
Morgengavebrev til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde Tønder
Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø fra hende, aabenbarlig tænkt
paa Kalø Gods, som netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedes
Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet. Dersom nu de ikke
skulde blive forligte igjen, saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik
Frederik kom til at afstaa hende det hende som Enkesæde tiltænkte
Gods, og det var derfor tjenligt, baade at hun lærte det at kjende og
at Ulrik Frederik vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse,
desto lettere vilde han maaske afstaa det.
Erik Grubbes Mening med denne Ordning var den, at blive fri for de
Bekostninger, han sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i
Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik og hans Gemalinde
mindre end det var; desuden var det jo altid en Tilnærmelse, og man
vidste aldrig, hvad den kunde føre til.
Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til at leve der som hun havde
tænkt sig det, for Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan
Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde Madame Gyldenløve,
men ikke at lade hende faa Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kalø
var der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere end paa Tjele,
saa Marie var neppe blevet der længe, hvis hun ikke havde faaet en
Gjæst, der snart skulde blive hende mere end en Gjæst.
Hans Navn var Sti Høg.
Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde Marie Grubbe ofte
tænkt paa denne sin Svoger og altid med en Følelse af inderlig
Taknemmelighed, og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus var
bleven krænket eller saaret særlig føleligt, havde det været hende en
Trøst at mindes Stis ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen
var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes
Herligheds Dage; der var den samme smigrende Haabløshed i hans Miner,
den samme ydmyge Beundring i hans Blik.
Mere end to--tre Dage ad Gangen blev han aldrig paa Kalø, saa tog
han en otte Dages Tid paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes
efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi
han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget
fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.
«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er det Eders Agt at vende tilbage
til Hans Exellence, om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?»
«Om han saa kom krybendes hertil paa sine Knæ,» svarede hun, «vilde
jeg støde ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte,
for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een ærlig,
varm Blodsdraabe i hans Legem'; han er en Skjøge, ret en forfulet,
forbandet Skjøge, og intet en Mand; han har en Skjøges tomme, troløse
Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær. Aldrigen har en ærlig,
blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord
raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for jeg føler mig som
besudlet af hans listende Hænder og hans skjøgeagtige Ord.»
«I vil da andrage paa Separation, Madame?»
Marie svarede, hun vilde det, og om det ellers havde været hendes
Fader med, vilde den Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han
forhastede sig ikke, saasom han havde den Tro, at Alt endnu vilde gaa
i Lave, men det vilde det aldrig.
De talte saa om, hvad hun kunde vente at faa til sit Underhold efter
Skilsmissen, og Marie mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig
vilde gjøre Fordring paa Kalø.
Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han havde i sine Tanker viist
hende et andet Liv ud end det at sidde Enke i en afsides Krog af
Jylland og saa maaske tilsidst blive gift med en menig Adelsmand, thi
højere vilde hun ikke naa her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet,
for der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at han ikke skulde
kunne holde hende borte fra det og det fra hende. Nej, han havde nu
den Mening, at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i rede Penge og
saa forrejse Landet og aldrig sætte sine Fødder der mere; thi med
hendes Skjønhed og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes
fager Skjæbne end her i dette usselige Land med dets bondeagtige Adel
og fattige Kontrafej af et Hof.
Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs Ensomhed var saa god en
Baggrund for de bedaarende Billeder, han udkastede af Ludvig den
Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændig fængsledes
deraf og i den nærmest følgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen
for alle sine Drømme.
Sti Høg var endnu lige saa betagen af Kjærlighed til Marie Grubbe
som før, og han talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke
bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab eller i Klage,
tvertimod, fuldstændig haabløst, altid forudsættende Umuligheden af,
at hun kunde gjengjælde den eller komme til at gjengjælde den. I
Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en ængstelig Forbavselse,
men efterhaanden begyndte det at interessere hende at lytte til disse
haabløse Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde hun selv var,
og det var ikke uden en vis berusende Magtfølelse, at hun hørte sig
gjort til Livs og Døds Herre over en saa forunderlig Natur som Sti
Høgs. Alligevel varede det ikke længe, inden det Modløse i Stis Ord
vakte en Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp,
fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, hans tamme Slaaen sig til Ro
ved at for højt var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke
om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller
Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte stærkere end
han følte, thi denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede
Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt stormede frem, den
forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro paa, og hun dannede sig
et Billede af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved ligesom
evindeligen at gaa og overbeføle sig selv, var kommen til at tro
sig rigere og større og meget betydeligere, end han var, og som nu,
da ingen Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og løj sig
ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber, der kun var fødte i
fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste
Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund, hun tog nemlig paa
sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme,
tjente kun til at befæste hende i den Tro, at Billedet var ham i
Alting ligt.
Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Haanden
paa Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: «det er en sort
Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kalødage
er forbi, og jeg vil længes i Kval og i Pine og sørge som En, der
har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab og
Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var
skjællig Aarsag til at tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa,
da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre mig til. Kan hænde
det vækked op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge
deres Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der er tørstig
for Daad og brændendes af Haab, vilde vinde Overhaand og gjøre mit
Navn berømmeligt og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig
unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt Stræng, tage Mælet fra
hvert raabendes Krav og døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes
Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua ...»
Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun tænkte, og hun indsaae, at
det var bedst saaledes, men dog sukkede hun derved.
Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe ønskede denne Venden
tilbage, fordi han var bange for, at Sti Høg skulde faa hende til at
tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden
vilde han prøve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at
gjøre hende villig til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved
Ægteskabet blev staaende ved Magt.
Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst, men ikke desto mindre
vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage
Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han ønskede at
holde det hen i det Uvisse, saalænge det var muligt, thi enhver af
Skilsmissen nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles
ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed
troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandfærdighed var altfor vel
bekjendt.
Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og
der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen.
Ulrik Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes ved længe,
og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin Ridefoged paa Kalø, Johan
Utrecht et Brev, hvori han paabød ham i al Hemmelighed at forvisse
sig om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med ham paa Kalø Slot,
uden at Erik Grubbe fik Noget at vide derom. Dette Brev blev skrevet
i Marts, Niogtreds.
Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede Sammenkomst at erfare
Marie Grubbes sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig,
vilde han straks tage hende med sig til Aggershus, men hvis ikke, da
ventede han ved Løftet om at virke for en øjeblikkelig Separation, at
skaffe sig saa blide Skilsmissekaar som muligt.
Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik Frederik rejste med
uforrettet Sag til Norge.
Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit unyttige Skriveri, men saa
var det, i Februar, Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den
Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var Tid til at handle;
thi Kong Frederik havde altid sat sin Søn Ulrik Frederik saa højt
og havt en saa blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag som denne
vilde fundet al Skyld hos Modparten, men med Kong Christian var det
at vente, at det vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik
Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede Selskabsbrødre, men
det var dog muligt der var en lille Skygge af Misundelse hos Kongen,
thi han var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge af den mere
begavede og langt anseeligere Halvbroder, desuden holdt unge Fyrster
af at vise deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres iltre
Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem, Almenheden kunde tro, de
netop vilde tage under deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor
bestemt, at de, saasnart Foraaret kom, begge to skulde tage til
Kjøbenhavn, og Marie skulde se ad i Mellemtiden at faa tohundrede
Rigsdaler af Johan Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun kunde
vise sig med Anstand for den nye Konge; men Ridefogeden turde ingen
Penge levere fra sig uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at
rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde ingen betale og mente
desuden, at denne Mangel saameget bedre viste hendes Elendighed.
Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da et Møde mellem Fader og
Svigersøn intet Resultat bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at
han ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, med hvad Spot,
Beskæmmelse og Vanære hans Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden
havde udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus og givet hende
til Pris for Vejr og Vind og Kapere, som den Gang heftig grasserede
i Søen, eftersom der da var en brændendes Fejde mellem Holland og
England. Gud havde imidlertid naadig bevaret hende for ovenskrevne
Livsfare, og hun var kommen til hans Hus med Liv og Helbred. Men
det var en uhørt Beskæmmelse, der var overgaaet hende, og han havde
nu mange Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer besøgt sin
høje, højtærede Søn, velbaarne hans Exellence, om, at han dog i den
Sag vilde sig betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa hende,
hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller ogsaa tage hende til sig
igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde
ført i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke desto mindre havde
hun ikke kunnet faa saa meget som to hundrede Daler til at kjøbe