Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 02

«Gud Fader bevar os! det er da hverken Lysning eller Trolovelse,
fordi jeg siger det. -- Jeg kan nu ikke forstaa, Jomfru, at hun
ikke gjør mere ud ad sin Fætter! Det er det dejligste, lysteligste
Mandfolk, jeg veed. De Fødder han har! -- Og kongeligt Blod er der
i ham; En kan se det paa hans Hænder alene, saa bitte smaa de er!
-- aa, og saa ligesom de var støbte, -- bare hans Negle, de er ikke
større end Halvsyslinger og saa røde og runde. -- Hvad! han kan
mønstre et Par Ben? det er ligesom Staalfjedre, naar han kommer
gaaendes, -- hu hej! og hans Øjne de blistrer og blinker ...»
Hun slog Armene om Marie og kyssede hende paa Halsen saa hæftigt og
sugende stærkt, at Barnet rødmede og vred sig ud af hendes Favntag.
Lucie kastede sig paa Sengen og lo som en Besat.
«Som du gjør dig til idag!» udbrød Marie, «farer Du fort med det, saa
gaar jeg nedenunder.»
«Men hvad i Alverden? En faar da have Lov til lidt Lystighed iblandt.
Der er saamænd Bedrøvelse nok her i Verden. Jeg har da mere, end jeg
kan komme afsted med. Er nu intet min Kjæreste i Krigen og ligger og
døjer baade ondt og værre? Det er den rene Ynk at tænke paa. Om de nu
har skudt ham enten død eller gebræklig! Gud naade mig arme Pige, jeg
blev da aldrig til Menneske mere.»
Hun skjulte sit Ansigt i Sengeklæderne og hulkede: «aa nej, nej, nej,
min egen, egen Lorens, -- jeg skal være dig saa tro, saa tro, bare
Vorherre vil lade mig faa dig hjem hel -- aa, Jomfru, Jomfru! det
_er_ aldrig til at udholde!»
Marie søgte at berolige hende med Ord og med Kjærtegn. Omsider kom
hun saa vidt, at Lucie satte sig op og tørrede sine Øjne.
«Ja, Jomfru,» sagde hun, «Ingen veed, hvad jeg har det slemt med mig
selv. En kan jo umuligen immer være som En skulde. Og det hjælper
intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om alle unge Karle;
kommer de med Lystighed og Komplimenter, om det saa var mit Liv om
at gjøre, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra dem; det klør mig
paa Tungen for at svare dem igjen og saa bliver det jo let til mere
Ganteras, end jeg strængeligen kan forsvare for Lorens. Men naar jeg
saa tænker paa, hvor farligt han er stedt, aa! saa fortryder jeg det
mere end tænkelig er for nogen levende Sjæl. For jeg elsker ham,
Jomfru, og ingen andre end ham, det maa hun tro. Aa! naar jeg er
kommen i Seng og Maanen skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver
jeg et helt andet Menneske; det kommer mig saa sørgelig for og saa
græder jeg og græder og det trykker her oppe i Halsen, som jeg skulde
kvæles -- aa, det er saa pinagtig; jeg ligger og slænger mig i Sengen
og beder til Vorherre og veed knap, hvad det er jeg beder om, og
sommetider er jeg helt fra mig selv og saa sætter jeg mig op i Sengen
og holder paa mit Hoved og bliver saa forskrækkelig bange for at jeg
skal gaa fra min Forstand af at længes. -- Men Herre Gud, Jomfru!
hun græder jo; hun gaar da intet hemmelig og længes efter Nogen, saa
ung hun er?»
Marie rødmede og smilte svagt; der var noget Smigrende for hende i
den Tanke, at hun kunde være forelsket og gaa og længes.
«Nej, nej!» sagde hun, «men det er saa sørgeligt, det du siger, det
er ligesom Alting var ene Kummerlighed og Fortræd.»
«Vist ikke saa! der er Andet iblandt,» sagde Lucie og rejste sig, da
de kaldte paa hende dernede, og saa gik hun med et skjælmsk Nik til
Marie.
Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saae ud, ned paa St. Nikolaj
grønne, kjølige Kirkegaard, paa Kirkens rødlige Mure, henimod Slottet
med det irrede Kobbertag, udover Holmen og Reberbanen, rundt til
Østerport med det spidse Spir og til Hallandsaas med dens Haver og
Træskure og med det blaalige Sund udenfor, der gik i Et med den blaa
Himmel, hen under hvilken hvide, blødtformede Skymasser langsomt drev
over mod den skaanske Kyst.
Tre Maaneder havde hun nu været i Kjøbenhavn. Dengang hun rejste
hjemmefra havde hun troet, at det at leve i Residentsstaden var Noget
vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var. Det var aldrig
faldet hende ind, at der kunde være mere ensomt _der_, end paa Tjele
Hovedgaard, hvor hun dog havde havt det ensomt nok.
Sin Fader havde hun intet Selskab af, han var altid saa ganske sig
selv, at han aldrig kunde være Noget for Andre; han blev ikke fjorten
Aar, naar han talte med en Fjortenaarig, og han blev ikke Kvinde,
fordi han talte med en lille Pige; han var altid paa den anden Side
de Halvtreds og han var altid Erik Grubbe.
Faderens Frille, der herskede, som var hun Hjemmets Frue, kunde
Marie ikke se uden at Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk,
straks blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer havde
saaret og pint hende saa ofte, at Marie end ikke kunde høre Lyden af
hendes Trin, uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig haard,
blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den lille Ane, var sygelig og
forkjælet, Omstændigheder, der ingenlunde gjorde hende omgængelig, og
nu kom hertil, at Moderen overfor Erik Grubbe altid søgte at komme
Marie tillivs igjennem hende.
Hvad Selskab hun da havde?
Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum Skov, hver en Ko, der
græssede i Engen, hver en Fugl i Hønsegaarden. Og i Tjenestefolkenes
og Bøndernes venlige Hilsen, naar hun gik forbi dem, blev der sagt:
Jomfruen lider Uskæl og vi seer det, vi ere bedrøvede over det og vi
har det samme Sind til Kvinden deroppe som I.
Men i Kjøbenhavn?
Her havde hun Lucie og hun holdt meget af Lucie, men det var jo dog
et Tyende; hun havde Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den
og taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes Fortrolighed.
Hun kunde ikke give sine Klager Luft overfor hende, hun vilde ikke
have det _sagt_ til sig at det var sørgeligt, saadan som hun var
stillet, og hun kunde ingenlunde taale, at et Tyende talte om hendes
ulykkelige Familieforhold; end ikke om Fasteren vilde hun høre et
Ord. Og dog holdt hun slet ikke af Fasteren, havde heller ingen Grund
til det.
Rigitze Grubbe havde Tidens meget strænge Anskuelser om det Gavnlige
ved en haard og lidet lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at
opdrage Marie derefter. Hun havde ingen Børn, havde heller ingen
havt, hun var derfor en yderst utaalmodig Plejemoder, dertil meget
ubehjælpsom, da Moderkjærligheden aldrig havde lært hende de smaa og
saare nyttige Kunstgreb, der gjør det saa meget lettere for Barn og
Læremester at komme Vejen frem. Og dog -- en saadan barsk Opdragelse
havde maaske været Marie mest tjenlig. Hun, hvis Sind og Tanke, paa
den ene Side, næsten var bleven forvokset af Mangel paa aarvaagent og
fast Tilsyn og paa den anden Side, halvvejs lemlæstet af urimelig og
lunefuld Grusomhed, maatte næsten have følt det som Fred og Lindring
at blive styret støt og haardhændet den Vej, hun skulde, af En, der
fornuftigvis ikke kunde ville hende andet end Godt.
Men hun blev ikke styret paa denne Maade.
Fru Rigitze havde saa meget at tage Vare i Politik og Intriger,
levede saa meget sammen med Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage
var hjemmefra, eller hjemme var saa beskjæftiget, at Marie kunde
gjøre med sig selv og sin Tid, hvad hun vilde. -- Fik Fru Rigitze
saa endelig et Øjeblik tilovers for Barnet, saa gjorde hendes egen
Forsømmelighed hende dobbelt utaalmodig og dobbelt skrap. Det
hele Forhold maatte derfor for Marie komme til at tage sig ud som
den rene, skære Urimelighed og var nærved at bibringe hende den
Forestilling, at hun var et Skumpelskud, som Alle hadede og Ingen
elskede.
Som hun nu stod der ved Vinduet og saae ud over Byen, kom denne
Følelse af Forladthed og Ensomhed over hende; hun lænede sit Hoved
mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de langsomt glidende
Skyer.
Hun forstod saa godt det Sørgelige, Lucie havde sagt om at længes;
det var ligesom det brændte inden i En, og der var ikke Andet at
gjøre end at lade det brænde som det vilde, -- hun kjendte det saa
godt. -- Hvad skulde det blive til? -- den ene Dag ligesom den anden
-- Ingenting, ingenting, -- aldrig Noget at glæde sig til; kunde det
blive ved? -- Ja! længe endnu; -- ogsaa naar En var bleven seksten
Aar? -- Det blev da ikke saadan ved for alle Mennesker; -- det var da
umuligt hun kunde blive ved at gaa med Barnehue naar hun var seksten
Aar! -- Det havde Søster Ane Marie da ikke gjort; -- hun var nu gift.
-- Hun kunde saa tydelig huske al den Larm og Lystighed, der var ved
Bryllupet, længe efter at hun var bleven sendt i Seng, -- og Musiken.
-- Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift. -- Med hvem skulde det være?
maaske med sin Svogers Broder. -- Han var jo rigtignok forfærdelig
grim; men naar det _skulde_ være .... Det kunde hun umulig glæde sig
til. Hvad var der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var der
Noget? -- ikke det hun kunde se.
Hun gik fra Vinduet, satte sig betænksomt ved Bordet og gav sig til
at skrive:
«Min ganske venlig Hilsen altid forsendt med Vorherre, kjære
Ane Marie, gode Søster og Ven, Gud bevare dig al Tid og have
megen Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive pour vous
congratuler, saasom din Nedkomst haver været lykkelig og du nu er
frisk og ved godt Helsen. Kjære Søster, jeg haver det godt og er
baade frisk og rask. Faster lever jo i megen Storhed, og er her
tidt mange Gjæster, de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden
nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner. Der er mange af
dem, som have kjendt vor sal. Moder og berømme hende for hendes
Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid tilbords med de Fremmede,
men Ingen taler mig noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst
var uden, eftersom han immer er mere for Chicane og Raillerie
end for fornumftig Konversation. Han er kuns meget ung og haver
ikke det bedste Lov paa sig og ganger nok baade paa Herberger og
Ølstuer og disligeste. Nu veed jeg knap andet Nyt end at vi idag
have Forsamling og at han er deri. Hver Gang jeg tal' Franzøsisk
da ler han meget og siger det er hundrede Aar gammel, som jo nok
kan hænde, saasom Hr. Jens var pur ung den Tid han var paa Rejser,
ellers giver han mig godt Lov, formedelst jeg kan saa vel sætte det
sammen, han siger ingen Hofdame kan det bedre, men, det tror jeg er
Komplimenter og bryder mig intet om. Paa nogen Tid haver jeg fra
Tjele Intet fornummet. Faster sværger og lader ilde hver den Gang
hun taler om den Enormität det er vor kjære Fader lever den han
lever med et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion. Jeg sørger tidt
derover, som dog intet baader. Du lade nu intet Stycho se dette
Brev, men hilse ham af Hjærte. September 1657.
Din kjære Søster
Marie Grubbe.
Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Stycho Høeghs til Gjordslev,
min gode Ven og Søster venligen tilskreven.»
* * *
Man havde rejst sig fra Bordet og var gaaet ind i Storstuen,
hvor Lucie bød Gyldenvandet omkring. Marie var tyet hen i en
Vinduesfordybning og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik
Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven ærbødigt for hende og
sagde med et yderst alvorligt Ansigt, at det gjorde ham ondt at han
ved Bordet havde siddet saa langt fra Mademoiselle. Som han saaledes
talte, lagde han sin lille, brune Haand i Vindueskarmen. Marie saae
paa den og blev rød som et dryppende Blod.
«Pardon Mademoiselle! jeg seer I bliver ganske rød af Vrede, at jeg
tillader mig at gjøre Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det
er nu vel og for dristigen at spørge, hvormed jeg har været saa
jammerlig at fortørne Eder?»
«Jeg er saavist hverken vred eller rød.»
«Det gefaller Eder at kalde den Kulør for hvid? Bien! Det skulde kun
forlange mig at vide, hvorlunde I benævner den Kulør, den sogenannte
_røde_ Rose har?»
«Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt Ord?»
«Ja -- lad mig se! -- jo, jeg maa bekjende, at det virkeligen er
hændtes mig -- men ikkuns sjældent --
Doch Chloë, Chloë zürne nicht!
Toll brennet deiner Augen Licht
Mich wie das Hundsgestirn die Hunde
Und Worte schäumen mir vom Munde
Dem Geifer gleich der Wasserscheu ...»
«Ja, det maa I nok sige!»
«Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til Amors Magt! -- Skulde I
tro det? der gives Nætter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til
Silkegaarden, svinger mig over Ramperterne til Christen Skeel sin
Have, og da stander jeg som en Statu mellem duftige Roser og Filitter
og stirrer til Vindvet i Jert Kammers til den smægtige Aurora løber
sine rosige Fingre gjennem mine Lokker.»
«Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af Navnet, der I nævnte Amor;
Evan skulde I visseligen sagt -- og maa hænde En let gaar vilse, naar
En støjer om ved Nattetider, for intet har I staaet i Skeels Have, I
har været hos «Mogens i Cappadocia» mellem Rømere og Bouteiller, og
har I intet kunnet røre Jer og været stille som en Statu, da har det
aldrig været Elskovstanker, der har udvirket, at I intet kunde flytte
Jeres Ben.»
«I gjør mig storligen Uret; falder det sig saa ibland at jeg kommer i
Vinkyperes Huse, da er det intet for Plaser eller Lystighed, det er
aleneste at forgjætte den nagendes Kummer, der kvæler mig.»
«Aa!»
«I lider intet paa mig, I har ingen Tro til min Amours Bestandighed
-- Himmel! seer I det østre Glamhul paa St. Nikolaj? trende Dage
tilende har jeg siddet der og stirret paa Eders yndelige Aasyn, som
I sad ved Jer Syramme.»
«Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig lukke Jer Mund op, En kan
jo gribe Jer i løs Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud til
Nikolaj. -- Kjender I den Ramse:
"Det var svart Nat,
Mand fik i Trold fat,
Mand sa' til Trold:
"Vil du ud af min Vold,
Vil du hjem i Nat,
Saa lær mig brat
Uden List eller Svige
Det Sandeste du veed af at sige."
«Hør!» sagde Trold og mælte ej Ord.
Mand slap og Trold foer,
Ingen paa Jord
Sige Trold paa, han med Løgn foer.""
Ulrik Frederik bukkede ærbødigt for hende og gik uden at sige et Ord.
Hun saae efter ham som han gik hen over Gulvet; den _var_ smuk hans
Gang; hans Silkestrømper var saa skinnende hvide og de sad saa
stramt, der var hverken Læg eller Fold paa dem; det var saa kjønt det
dernede ved Anklen! og den lange, smalle Sko -- det var saa morsomt
at se paa ham -- hun havde aldrig før lagt Mærke til, at han havde et
lille rosenrødt Ar i Panden.
Hun kigede stjaalent ned paa sine Hænder, trak lidt paa Munden, --
hun syntes de var for korte i Fingrene.


III.

Vinteren kom. Det blev haarde Tider for Skovens Dyr og Markens Fugle;
det blev fattig Jul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter.
Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isede Skrog, splintrede
Master, braadne Baade og døde Skibe. Rigdom laa der og rullede i
Havstokken, sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev af
eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med Storm og slemt Hav
og dræbende Kulde, saa der ikke var Tag at faa for Menneskehænder.
Himmel og Jord stod i Et af den fygende Frostsne; den vældede ind
over Armod og Pjalter, gjennem utætte Lemme og sprukne Luger, pinte
sig ind under Tagskjæg og Døre til Velstand og bræmmede Kapper.
Tiggere og vildfarent Folk frøs ihjel i Ly af Grøfter og Diger,
Fattigmand døde af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvæg gik det
lidet bedre.
Saa lagde Stormen sig og det blev stille, skingrende Frost. Det
blev dyre Tider for Riger og Lande, der faldt Vinterbøde for
Sommerdaarskab -- den svenske Hær _gik_ over de danske Vande.
Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst Løv og lyst Vejr, men de
sjællandske Knøse red ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af
Svenskens Soldater allevegne; der var Fred, men der var Krigens
Byrder alligevel, og Freden saae ikke ud til at leve længe.
Den gjorde det ikke heller.
Da Majløvet var blevet mørkt og stivt under Midsommersolens Brand gik
Svensken mod Kjøbenhavns Volde.
* * * * *
Den anden Søndag i Avgust udbredte der sig under
Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte, at Svensken var landet i
Korsør.
Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik roligt og astadigt
omkring, men de talte meget; de talte Allesammen, og Lyden af deres
Stemmer og deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet, summende
Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrig svagere, heller ikke holdt op,
men blev ved -- blev ved med en underlig tung Ensformighed.
Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prædikenen. I hurtig, stakaandet
Hvisken sprang det fra nederste Stolestade til En, der sad i det
andet, til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til dem i
femte og videre, helt op. Folk midt i vendte sig om mod dem bagved
og nikkede betydningsfuldt; øverst oppe var der enkelte, der rejste
sig og saae spejdende mod Udgangen. -- Lidt efter var der ikke et
Ansigt, der saae paa Præsten; Alle sade med bøjet Hoved som for at
samle Tankerne om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden,
holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik spændt paa Præsten,
som for at skjønne hvor langt der var til Enden, -- saa hviskede de
videre. Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa Gaden var tydelig
at høre, blev utaalelig at høre; Kirkefolkene fik hemmelig travlt med
at stikke Psalmebogen i Lommen.
«Amen!»
Alle Ansigter saae op paa Præsten.
Under den almindelige Del af Bønnen tænkte Alle paa om Præsten vidste
Noget. Saa bades der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige
Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestilling eller Embede at
forestaa og da var der mange, der havde Taarer i Øjnene; men da den
næste Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke, og sagte, men dog
hørligt lød det fra hundrede Læber: «Gud mildeligen afvende endnu fra
disse Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse og Braddød,
Hunger og Dyrtid, Storm og Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for
saadan faderlig Naade maa love og prise hans hellige Navn.»
Før Psalmen var tilende var Kirken tom, kun Orglets Toner sang
derinde.
Den næste Dag havde de Folkemasser, der igjen vare paa Benene, faaet
et bestemt Maal at gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten
kastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindre Uro over Folk den Dag,
sagtens fordi det var almindelig bekjendt, at to af Rigens Raader
vare tagne afsted for at underhandle med Fjenden og det hed sig: med
saa vid Fuldmagt at det _maatte_ føre til Fred. Men da Raaderne om
Tirsdagen vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke var til at
faa, skete der et brat og voldsomt Omslag.
Det var ikke længer Flokke af astadige Borgere, der vare blevne
rastløse ved store og farlige Tidender. Det var en hel Malstrøm af
sælsomme Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens Volde og
som slet ikke saae ud som de boede i disse rolige, ædruelige Huse
med deres mange Tegn paa al mulig jævn og dagligdags Gjerning. Denne
Lidenskabelighed i Flasketrøjer og Skjødefrakker! Denne Helvedeslarm
fra disse alvorlige Læber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme
i disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene, Ingen vil være inde,
der staa de midt paa Gaden med deres Angst og Fortvivlelse, med deres
Jamren og deres Taarer.
Se den statelige, gamle Mand med det blottede Hoved og de blodskudte
Øjne; han vender sit askegraa Ansigt mod Muren og hamrer paa den med
de knyttede Næver. Hør den tykke Skinders Forbandelser over Rigens
Raad og denne usalige Krig! Føl hvor Blodet brænder i hine unge
Kinder af Had til den Fjende, der vil føre alle de Rædsler med sig,
han allerede nu har gjennemlidt i sin Fantasi!
Hvor de brøle af Raseri over at de er saa afmægtige som de tror, og
Gud i Himlen, hvilke Bønner, hvilke vanvittige Bønner!
Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk sætte deres Kurve
og Spande fra sig i Bislag og Porte og hist og her komme Enkelte
hastigt ud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde i Ansigtet
af Anstrængelse og de se sig forbavsede omkring, se nedad dem selv,
fare omkring blandt Folk og snakke ivrigt for at lede Opmærksomheden
bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke de paa? og hvorfra komme
alle disse lurvede, drukne Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og
raabe, kjævles og falde, de sidde paa Trappestenene og er syge, de
skoggerle, jage efter Fruentimmerne og vil slaaes med Mændene.
Det var den første Rædsel -- Instinktets Rædsel. Over Middag var
den forbi. Man var bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med
Helligdagskræfter, havde seet Grøfter dybes og Brystværn højnes under
sin Spade; Soldater vare trukne forbi, Haandværkssvende, Studenter og
Adelstjenere holdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanoner var kjørt
op, Kongen var reden over Volden og man vidste han vilde blive --
der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv.
* * * * *
Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen sat Ild paa Forstaden
udenfor Vesterport. Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk
urolige, og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit røde Skjær
over Fruetaarns vejrgraa Mure og spillede i de gyldne Kugler paa
Petri Kirkes Spir, hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke,
gik der som et bange Suk gjennem den ganske By. Gjennem alle Gader,
Gænger og Gyder lød det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!»
Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med skingrende Stemmer,
Folk foer til Dørene og stirrede ængsteligt vesterud, Boderne
lukkedes, Jernkræmmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det var
som ventede de skikkelige Folk at Fjendens vældige Hær straks vilde
skylle hen over Staden.
Langs Volden og i de tilstødende Gader var der sort af Folk, der
stirrede efter Ilden; dog var der ogsaa mange samlede paa Steder,
hvor man ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor Løngangen og
Vandkunsten. Der var mange Ting paa Tale der: først og fremmest naar
Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først imorgen?
Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, mente nu det vilde gaa
an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie
efter?
Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra Farvergade mente det var
saa en vovsom Sag i Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor En
knap vidste hvad der var Landjord og hvad der var Vand.
«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gud vi vidste selv kuns halv
saa god Besked med vore Anstalter som Svensken han veed det! Tal
aldrig om det! Han har sine Spioner, har han, der En mindst skulde
tro det. Jo! -- det veed Borgermester og Raad ogsaa hjærtelig vel,
for fra Morgenstunden af har Rodemestrene været rundt i alle Steder
og Bebyggelser for at finde hans Spionerere frem; men lur ham om I
kan! Svensken er habil, er han, synderlig i den Commerce; det er
en naturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv -- det er vel nu en
halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham det aldrig af det Spøgelse ...
Indigofarve ser I, hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjør
mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen det kommer
an paa. Skolde og rette Løddegryden til, det kan hver en Bursch, det
er kuns Haandelag om at gjøre, men bejtse! -- retteligen -- det er en
Kunstighed. Bejtser En for stærkt, saa brænder En Garnet eller Tøjet
eller hvad det nu er, saa det gaar hen og skjørner i alle Traaderne,
og bejtser En for knapt, saa kan Farven a--ldrigen holde, om En saa
farvede med det allerdyrbarste Blaatræ. Se, derfor er Bejtsningen
ogsaa en lukt Geheimniss, En intet lærer fra sig -- til Ens Søn nok,
men aldrig til Gesellerne. Nej, ....»
«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden, «vel saa, vel saa!»
«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde fortælle, saa havde jeg en
halv Snes Aar forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til
Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var
for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer
af til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet saa bekvem at
gribe an. Hvad hitter mig saa det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu
kuns! Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de
skjærer os baade Uld og Tvist, og desformedelst hænger vi immer det,
der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker.
Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken en af Drengerne til at
klynge ham op i en de der Sækker og -- jeg kommer ind og vejer og
blander og retter til og er halv ved at være til Ende med det, saa
skikker det sig saa kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe
i Sækken og han tager paa at stime og raabe jeg skulde forhjælpe ham
ned ... og om jeg hjalp ham! -- Død og Verden! men det var og en
ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er de
tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et Dørtrin.»
«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,»
talte Erik Lauritzen, «Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er
hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts, saa helmer de aldrig med
Bælgen og Svælgen; de er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for
nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stjæle og
rappe til sig, det kan de værre end Ravnefugle og Rakkerfolk; -- og
saa morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har
nemt til Kniven som svenske Lasse.»
«Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det skal jo aldrigen passere
at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En spørger sig for, hvad det
mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at det er en svenska
Dulle.»
«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og Dyrenes ogsaa.
Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern' er iblandt de
uvittige Bæster; der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i
hans Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som Gud jo har
beskjænket alle Mennesken' med, intet kan raade med hans arge Drifter
og syndige Begjæringer.»
Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden fremsatte og sagde
saa: «Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og
synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer
lugte, naar der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod, om
han er en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har saa en
ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har saa tidt
havt mine egne Betænkninger ved den Ting, men det er som I lægger det
ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske Vædsker, er det.»
«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en gammel Kone, der stod hos,
«om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»
«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,» afbrød Farveren hende,
«tror hun Svensken ikke er Kristenfolk?»
«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men
Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk
efter min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, at det gik
saadan til i højsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken laa
i Jylland, at et helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst
kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene
Varulver og andet Djævelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder
og Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk og Fæmon.»
«Men de søger da Kirke om Søndag, veed jeg, og har Præster og Degner
ligesom vi har.»
«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! det søger Kirke det
Djævelens Pak iligemaade som Hekser de far' til Aftensang naar den
Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er forgjorte
er de og kugelfaste; paa dem bider hverken Lod eller Krud og de har
et ondt Øjesyn de halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern'
har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner har havt deres
forbandede Fødder her i Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver!
Svar mig til paa det, om I kan!»
Farveren skulde just til at svare, da Erik Lauritzen, som i nogen
Tid havde staaet, og seet sig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys,
Gert Pyper, hvad er vel den for en Person, som tal' saa prækendes
histhenne og Folken' staar saa digt omkring?»
De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede Gert Farver, at han
skjønnede det var en vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i