Luftseilerens Skat - 01

GRAHAME-WHITE og HARRY HARPER
LUFTSEILERENS SKAT

Oversat Av
HELENE LASSEN

[Trykkerimerke: W N & co 1872]

Kristiania
Forlagt av H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard)
1914


Nationaltrykkeriet


FORTALE

Uagtet flyvekunsten er naadd langt og er i sterk utvikling i vore dage,
vil vel de fleste mene at det aeroplan de her læser om, er et fjernt
fantasi-billede. Men de som stadig studerer flyvekunsten, og ser
vanskeligheterne svinde og sikkerheten vokse, de ser hvorledes
utviklingen vil gaa.
Luften vil bli fremtidens slagne landevei og gi den hurtigste befordring
for passagerer og gods. Inden 25 aar er gaat, vil en luftflaate i
rasende fart flyve fra England til Amerika paa mindre end 20 timer.
Ikke for ingenting har vi efter aarhundreders anstrengelser erobret
luften. Menneskeliv er gaat tapt; seiren er dyrt vundet. Men
menneskeheten vil tilslut høste seirens frugter. Først vil luftveiene
forene Europa. Saa litt efter litt hele verden.
London 1913.
_Claude Grahame-White._
_Harry Harper._


KAPITEL I.
Flyveren Allen Dale.

En lunefuld vind strøk henover Langley-sletten. Av og til løiet den av,
for saa pludselig at sætte ind med vindkast paa optil 13 m. pr. sekund.
Paa flyvepladsen stod nogen mænd og stirret ængstelig op i luften. Like
ved var en række skur, og bak disse laa den store aeroplanfabrik. For
flyvning var veiret nærmest farlig; vindmaaleren viste stadig sterkere
og sterkere byger. Og allikevel fløi et militært biplan bent imot
vinden, 2000 fot over hoderne paa de ængstelige ingeniører og
mekanikere.
Gjennem kikkerterne kunde de se flyverens forvovne kamp. Biplanet duvet
op og ned, og gled betænkelig paa siden. Og dog syntes flyveren i det
avgjørende øieblik at mestre hver bevægelse, mens den vældige motor paa
100 hestekræfter brølte utfordrende.
„Dette er imponerende, forstaas; men det er ikke egentlig behagelig for
nerverne,“ sa en ingeniør i blaa arbeidsdragt. „Om motoren skulde -- i
en slik vind --“ Han gyste.
„Ta det med ro. Han der klarer det nok,“ sa en av mekanikerne og saa op
paa aeroplanet, mens han rullet sig en cigaret. „Jeg har set ham oppe i
værre vind end dette, og med et aeroplan som gaar 16 km. langsommere i
timen. Ta det bare med ro, sier jeg. Han vet paa en prik hvad han kan,
og hvad han ikke kan, den karen. Jeg skal gjerne vedde han netop liker
sig nu.“
Og saa underlig som det kan synes, var det virkelig saa. Flyveren sat
der foroverbøiet og med alle sanser lys vaakne. Øvelsen hadde lært ham
at opfatte hver liten forandring i motorens dur, og han utfordret kjækt
vinden, 2000 fot over jorden, overlegen som han følte sig ved sin egen
dygtighet og ved vissheten om at han kunde stole blindt paa
flyvemaskinen.
Uagtet han var anset for at være Englands første flyver, forbauset han
endog sine kolleger ved sin tilsyneladende uvørrenhet. Og allikevel var
hver eneste flyvning, saa skjødesløs og vaagsom den saa ut,
i virkeligheten omhyggelig uttænkt i hver detalj. Baade de atmosfæriske
og andre betingelser var nøiagtig tat i betragtning. Idet han nu møtte
hvert vindkast med nøiagtig den rigtige bevægelse av alle
styre-apparaterne, forsøkte han sig ikke paa noget dumdristig. Det
aeroplan han styrte, var nyt og skulde leveres til hæren; han vilde bare
prøve hvad det dudde til ogsaa under ugunstige betingelser. Det var
Allen Dales stolthet, at aldrig noget aeroplan fra hans fabrik var blit
levert en kjøper uten at han selv først hadde været oppe med det.
„Aa!“ Et uvilkaarlig utbrud undslap den lille gruppe som stod og iagttok
biplanet.
Truffet av et nyt og sterkere vindstøt end det hvorfra det netop hadde
reddet sig, kantret biplanet over til den ene side og mistet for en
stund balancen. De lange bæreflater dannet en farlig vinkel. Og saa
begyndte den store flyvemaskine at synke raskt, tilsyneladende uten
kontrol, og gled paa siden slik at en kunde bli sjøsyk bare av at se paa
det.
For en begynder vilde dette været døden. For Allen Dale var det bare en
paamindelse om at der trængtes en rask handling -- intet mere.
Ved en forsigtig bevægelse av høiderorene lot han aeroplanet stupe
nedover med en saadan fart at det syntes som om jorden -- dypt under --
styrtet mot ham. Samtidig gav han sideror og manøvrerte med
bæreflaternes balanceror. Den sidste bevægelse var i øieblikket
virkningsløs. Under denne sidegliden negtet biplanet at lystre enhver
manøver.
Men flyveren som sat der trygt fastbundet til sit sæte, var uforknyt.
Han holdt blot rattet for høideroret fremover og lot aeroplanet skjene
med næsen nedover, saa det saa ut som det styrtet like lukt i
ødelæggelsen.
Men som aeroplanet skjenet nedover, syntes et mirakel at ske. Litt efter
litt, men tydelig, syntes pen kritiske vinkel at bli mindre. Aeroplanet
begyndte øiensynlig at rette paa sig. Det var igjen kommet paa ret kjøl,
mens det fremdeles stupte ret ned mot jorden.
Og nu da flyveren hadde faat sidebalancen i aeroplanet, trak han rattet
tilbake og gik litt efter litt over i horisontal flugt.
Alle de som betragtet skuespillet, var sakkyndige, saa de kunde beundre
flyverens koldblodige mod og behændighet. Naar et aeroplan skjener til
siden, visste de der ikke er andet at gjøre end at la det stupe ned,
indtil selve faldhastigheten begynder at overvinde dets gliden over til
siden. Det er forresten et fortvilet middel, som kræver staalnerver og
koldt hode.
Men uagtet Allen Dale neppe selv var sig det bevisst, var han i fare,
en fare som øket for hvert sekund. Vinden tiltok foruroligende, og endnu
var han over 1000 fot oppe i luften.
„Disse vindkastene øker snart til en 20 meter pr. sekund,“ sa en
mekaniker, og saa tydelig forskrækket ut efter at ha betragtet
vindmaaleren.
De andre stod tause. De visste de stod like overfor den fare som altid
truer flyveren, naar en storm opstaar mens han er i luften.
Nu begyndte ogsaa Dale at forstaa faren. Aeroplanets tiltagende duving
op og ned viste ham hvorledes sakerne stod. Forsigtig og med overlegen
dygtighet begyndte han at sætte kursen ned mot jorden.
De som saa paa, stod med ansigtet mot vinden, mens aeroplanet kjæmpet
sig nedover. Naar et rasende vindstøt fór imot den, syntes hele
aeroplanet at vakle og ryste. Snart stanset det og stod ubevægelig, mens
den vældige motor arbeidet forgjæves. Snart kjæmpet aeroplanet sig
fremover, for saa igjen tvunget av sin styrer, midt imot et 20 meters
vindkast, at bli bokstavelig presset bakover igjen.
Men det kjæmpet fremdeles. Og da hver eneste liten del av det, selv
motoren som gav det kraft til at kjæmpe mot vinden, var arbeidet i Dales
egen fabrik, turde han betro sit liv til det.
Nedover, ustanselig kjæmpende sig frem, kom biplanet. Nu var det bare
nogen hundrede fot over hoderne paa tilskuerne nede ved skurene. De
begyndte at føle sig trygge. Men Dale med sine verkende haandled visste
at nu kom det kritiske øieblik. Jo farligere vinden er, desto bedre er
det for flyveren at være høit oppe. Den alvorligste risiko løper han,
naar han efter at ha stanset motoren skal søke at lande. Det er da et
ondskapsfuldt vindkast kan hæve ham det ene øieblik, for saa i det næste
at slynge ham til jorden.
Efter stadig at være kommet længer og længer ned, slog Dale motoren av
for et øieblik og styrte biplanet nedover i glideflugt.
Men idet han gjorde dette, vilde ulykken at et vindstøt, værre end noget
av de foregaaende, pludselig rammet maskinen. Vindbølger er nemlig ikke
synlige som bølgerne i sjøen. De kommer aldeles uforvarende over
flyveren.
Virkningen av dette vindkast var at flyvemaskinen, som allerede i
forveien gled nedover med baugen foran, med et pludselig kast tok en
betydelig steilere kurs. Dale styrtet momentant vertikalt ned mot
flyvepladsen.
Men han hadde før under glideflugt været ute for slike vindstøt. Derfor
tapte han aldeles ikke besindelsen, uagtet han saa at stillingen nu, saa
nær jorden, var overordentlig farlig.
Der var bare én ting at gjøre. Og det gjorde han uten spor av
betænkning. Han kjørte sin motor op til fuld kraft, idet han haabet at
mestre den kritiske nedstyrten ved at øke aeroplanets hastighet, hvorved
opnaaddes en kraftigere virkning av høiderorene. Samtidig drog han
rattet saa langt bakover som mulig, for paa denne maate at sætte
vingerne under størst mulig pres, og saaledes hæve næsen paa aeroplanet.
Et par sekunder sat han forventningsfuld i haab om at se baugen reise
sig. Men nei, der var nok ikke tegn til det. Tvertimot fortsatte
biplanet at styrte hodekulds nedover, mens jorden med rivende fart
syntes at komme styrtende imot ham.
Dales hjerne arbeidet hurtig; han hadde trænet den til det. I næste
sekund var han klar over den uhyggelige situation. Han var paa det rene
med at vinden ikke hadde tat av efter sit første utbrud, som ofte er
tilfældet. Den tvang fremdeles vingerne nedover. Og intet av hvad han
gjorde, kunde stanse denne fortvilede styrten nedover.
Tankerne fór lynsnart gjennem ham idet han sank. At naa jorden med slik
fart kunde bare bety én ting -- den sikre død. Aeroplanet var nu helt og
holdent ustyrbart. Hvad var det saa at vælge mellem?
Dale tænkte. Tankerne krydset hverandre. Det gjaldt at finde ut -- i
næste sekund -- et middel til at redde livet. En anden -- ja de fleste
-- vilde bare ha klamret sig med armene fast til det første og bedste,
for saa aldeles lamslaat at vente det dræpende sammenstøt. Men ikke saa
med Allen Dale. Hvad der gik gjennem ham, var: „Hvis jeg støter mot
jorden, kan ingenting redde mig; ikke med denne fart. Umulig. Der vil
ikke være noget som tar imot støtet. Hvad kan jeg gjøre for at faa noget
til at ta imot det? Hvad kan jeg --“ Saa, i næste sekund kom
inspirationen over ham. Mens de dernede vendte sig bort, eller gjemte
ansigtet i hænderne, ute av stand til at se paa aeroplanets sidste
vanvittige stupen, handlet Dale med hurtige, rolige bevægelser.
Uagtet biplanet ikke længer lystret høideroret, visste han at det vilde
vende en liten smule til høire eller venstre i faldet, hvis roret blev
svinget hurtig over. Her var en chance, en fortvilet liten, men
allikevel en chance.
Dale slog motoren av, uagtet aeroplanets fart nedover var slik at det
ikke skulde synes at gjøre stort om motoren arbeidet eller ei. Men saa
svingte han med al sin kraft rorstangen over til venstre. Huket sig saa
ned i sætet for likesom at staalsætte sig til sammenstøtet. Nu var der
ikke mere at gjøre. Han hadde gjort hvad gjøres kunde.
De dernede som, saa haabløst end det hele saa ut, allikevel ikke hadde
kunnet la være at haabe paa et mirakel i sidste øieblik, de saa nu at
det synkende biplan pludselig gjorde en dreining til venstre. For dem
saa det ut som om denne bevægelse var aldeles hensigtsløs, nærmest en
bevægelse som en maskine uten spor av kontrol kunde finde paa at gjøre.
Men det var nok ikke saa. Biplanet -- --
Men der var ikke tid til at spekulere paa noget. Det glitret i hvite
vinger, mens biplanet snurrende og hvislende i sin rasende fart gjennem
vinden satte baugen nedover. Det fór avsted over hoderne paa tilskuerne,
som stod der aldeles ubevægelige. Men det faldt ikke knust i stykker og
stumper til jorden. Selv i den sidste overhaling ned imot ødelæggelsen,
og i næsten vertikal stilling, lystret biplanet roret. Og undgik det
absolut ødelæggende sammenstøt med jorden.
Hurtigere næsten end øiet kunde følge det, kastedes flyvemaskinen litt
til den ene side og svingte over aeroplan-skurene.
Og saa med et smeld som av en eksplosion, og øieblikkelig skjult i en
støvsky boret baugen sig ned i trætaket paa et av skurene.
Ved den store flyvemaskines vegt og den voldsomme kraft den kom med,
blev taket gjennemboret som om det hadde været av papir. Med sine
sønderbrutte propeller skar biplanet sig med uimotstaaelig kraft gjennem
træverket. Hele baugen som stod frem foran vingerne, gik tvers gjennem
taket og banet sig vei ned i skuret. De lange bjelker i vingerne tok
støtet; de blev bøiet tilbake og brukket som fyrstikker.
Idet ingeniørerne og mekanikerne med forfærdelse og frygt malt i hvert
træk styrtet frem, saa de gjennem støvskyerne at biplanet hadde presset
sig fast ind i skurtaket. Og her hang det med sine brukkede vinger og
lignet en saaret kjæmpefugl.
Men det var ikke aeroplanets stilling som fik de forreste mænd til
uvilkaarlig at stanse med et pludselig skrik.
De hadde alle frygtet det værste for flyveren, et slikt sammenstøt
syntes det umulig at han kunde ha undgaat døden. Derfor kunde de ikke
tro sine egne øine, men styrtet videre mot skuret.
En skikkelse holdt nemlig paa at vikle sig ut av aeroplanet og kom frem
bakenfor de tilbakebøide vinger, smøg sig nedover aeroplanets næsten
lodret staaende side, og kom saa paa benene paa skurtaket, akkurat ved
siden av det gapende hul hvor baugen hadde boret sig ind. Han viftet
beroligende til dem, og da de andpustne mekanikere var kommet frem,
hørte de til sin forbauselse Dales velkjendte stemme:
„All right! Ingenting i veien. Hent bare en stige en av dere. Jeg føler
ikke netop trang til at bli sittende heroppe resten av dagen.“
De dernede hilste ham med et hjertelig hurra. Men det hele forekom dem
som det rene mirakel. Hvorledes kunde nogen paa en naturlig maate være
sluppet fra et slikt sammenstøt? Det var et mirakel, altsaa; det var den
eneste forklaring.
Men Dale, som sat der paa taket og kjendte efter alle steder om han ikke
skulde finde nogen kvæstelser, visste at noget mirakel hadde ikke fundet
sted. Han grep i inderlommen paa sin flyverdragt og fik cigaretetuiet
frem. En cigaret var det netop han trængte nu.
„Skadet? Langtifra, ikke spor,“ svarte han smilende paa
første-mekanikerens ængstelige spørsmaal, idet han kom klatrende op
stigen.
Dale tændte sin cigaret og forklarte rolig:
„Maskinen tapte altsaa styringen. Det var ikke mulig at faa svinget
baugen opover. Og jeg visste at om jeg naadde jorden med den fart, vilde
det være forbi med mig. Aldeles sikkert. Saa fik jeg øie paa skurtakene.
Jeg antok at hvis jeg styrte aeroplanet litt til siden og lot den træffe
et av takene, ret paa, med baugen og motoren først, vilde den bryte
tvers gjennem taket og ned i skuret, og det vilde ta av for støtet en
del. Jeg hadde mit elastiske sikkerhetsbelte paa, forstaar De. Jeg
visste at jeg ikke vilde bli kastet ut av sætet. Og til al lykke har vi
jo i denne nye militær-aeroplantype anbragt styreren godt gjemt bak
vingerne.“
Dale undersøkte kritisk vraket.
„Se her,“ ropte han, „taket har gjort tjeneste som støtpute. Først brøt
næsen paa maskinen gjennem det. Det tok en hel del av for det værste
støt. Saa kom vingerne. De tok ogsaa litt av. Slik som jeg sat beskyttet
bak vingerne og godt fastbundet, følte jeg ikke noget sterkt støt. Men
jeg hadde en fornemmelse av at bli malt sønder og sammen. Hvis jeg hadde
naadd jorden, vilde hele maskinen blit knust. Men ved at støte mot
skuret var det taket som maatte gaa med, ikke maskinen. Dette hadde jeg
altsaa tænkt ut. Men det var saamen heldig at roret lystret i sidste
øieblik, saa jeg fik den litt over til venstre.“
Den lille gruppe blev en stund staaende paa taket uten at si noget. Saa
kastet Dale cigaretstumpen og sa muntert:
„Faa den ned av taket saa snart dere kan. Vi er nødt til at la den gaa
tilbake til verkstedet og bli hygget om igjen. Ved Jupiter!“ -- han saa
paa klokken --„den er over 11, og jeg har en hel haug med breve at
undertegne paa kontoret.“
Han steg raskt ned av stigen, og gik som om ingen ting var hændt, over
flyvepladsen mot fabrikken.
„Den der er ikke daarlig. Ikke noget slinger i valsen der,“ sa
første-mekanikeren. „Men saa var det altsaa reparationsarbeidet. Kom her
gutter, og ta i.“


KAPITEL II.
Dales to venner.

Efterat Allen Dale hadde kastet sin slitte, oljeflekkede flyverdragt
over en stolryg, satte han sig ved skrivebordet i sit privatkontor i den
aeroplanfabrik han hadde anlagt paa Langley-sletten. En hel haug med
breve laa og ventet paa hans underskrift. Han saa ikke egentlig videre
lysten ut paa dem, for i sit inderste hjerte hadet han alt
kontorarbeide. Var det derimot et nyt aeroplan som skulde prøveflyves --
det var noget andet. Dale likte aldeles ikke at sitte rolig i et kontor
og undertegne breve. Men siden han nu engang var blit forretningsmand
ved siden av at han var flyver, saa sa hans sunde sans ham at
forretningsbreve maatte baade skrives, læses og undertegnes. Han gjorde
en liten grimase som skulde bety et smil, og strakte sig for at ta en
pen.
„Ved Jupiter!“ stønnet han; „jeg _er_ jo stiv. Formodentlig kommer jeg
til at faa kjende det en dag eller to at jeg flakset ned paa det taket.“
Han læste og undertegnet et par breve, gjespet og fik frem cigaretetuiet
for at faa sig en røk igjen.
Han var vakker, bredskuldret, ikke 30 aar endnu, og alt verdensberømt.
Det mest karakteristiske ved hans ansigt var den brede, faste og
bestemte mund.
Som han sat der ved skrivebordet denne lørdag morgen i juni, klædt i en
ledig sommerdres, var der noget vaarlig, sterkt og sundt ved ham. Han
sat tilbakelænet i sin gyngestol og fulgte med øinene en røkring fra
cigaretten. Øinene var klare og blaa; de kunde baade straale av
munterhet og gnistre av pludselig vrede.
Saa rettet han sig op igjen, trak forretningsmæssig paa skuldrene, som
om han mente det vel var bedst at se til at komme gjennem dette
forbistrede arbeide paa en skikkelig maate.
Han tok fat igjen, læste og undertegnet, indtil han var færdig med
sidste brev av lørdagsposten, som altid var drøi at komme igjennem. Saa
puffet han med et lettelsens suk papirhaugen tilside, og grep telefonen
som satte ham i forbindelse med de forskjellige avdelinger av fabrikken.
„Vær saa snild at be Kerr og Longley komme over til mig,“ sa han.
Stemmen hadde en behagelig klang, rask og bestemt.
Saa gav han sig til at se igjennem nogen kontrakter om konstruktion og
salg av flyvemaskiner. De hadde i flere dage ligget og ventet paa at bli
gjennemset.
Han sat sterkt fordypet og med rynkede øienbryn og læste gjennem disse
svære dokumenter, da han hørte nogen i gangen utenfor.
Døren gik op, og ind kom to mænd som begge var Dales høire haand i alle
slags flyveforetagender. Den ene var en liten firskaaren fyr med en
tilsølet blaa bukse som varetræk utenpaa den anden. Ansigtet var morsomt
rynket, fordi han hadde den vane altid at knipe øinene sammen. Men det
var især hænderne som viste hvad slags arbeide han hadde. Egte
arbeidsnæver, kraftige, senete, skidne; ingen vask formaadde at fjerne
sporene av deres arbeide.
Det var Kerr, „motormanden“ som han kaldtes, kjendt over hele England,
og ogsaa i utlandet, som en fuldstændig trollmand i kunsten at
konstruere aeroplanmotorer. Just nu var alle sakkyndiges opmerksomhet
henvendt paa ham; han hadde nemlig opfundet og med held prøvet en
forbedring ved flyvemotorerne som i ganske betragtelig grad vilde
formindske deres bensinforbruk, og den prøve han hadde foretat med den,
var faldt meget heldig ut.
Aeroplanbyggere hele verden over hadde anstrengt sig for at faa
motormanden Kerr i sin tjeneste. Men forgjæves, tiltrods for storartede
tilbud. Saken var at Kerr næsten tilbad Allen Dale, som han ansaa for
verdens første flyver. Derfor kunde intet pengetilbud formaa ham til at
forlate sin tjeneste hos Dale.
Personlig var Kerr en ganske pen, rolig mand som sa meget litet, naar
det da ikke gjaldt motorer. Kom de paa tale, blev han veltalende. Han
hadde forresten sans for humor, og det kom imellem meget fornøielig
frem.
Den anden var høi og tynd, saa stor kontrast til Kerr som vel mulig. En
vakker mand, men saa næsten litt blasert og træt ut. Han brukte briller
og røkte eftertænksomt paa en pipe. Han gik tvers over gulvet og dumpet
straks ned i en av kontorstolene, idet han nonchalant la det ene ben
oppaa det andet.
Men hans likeglade utseende løi fuldstændig paa ham. Det var nemlig
Longley, en mand som var likesaa godt kjendt i flyverkredse som hans ven
Kerr. Mens Kerr bygget motorer, gjorde Longley tegninger til de
aeroplaner som Kerrs motorer skulde anbringes i. Og han var overalt
beundret som den skarpsindigste og originaleste tegner av alle slags
aeroplantyper.
Som Longley sat der, makelig henslængt, dampende paa sin pipe, og ventet
paa at Dale skulde begynde, blev Kerr staaende og nervøst knipe øinene
sammen, mens hans store hænder fingret med en papirvegt som stod paa
Dales pult.
Den berømte flyver bød Kerr en cigaret, og passiaren dreiet sig en stund
om Dales fald ned paa skurtaket. Dale vilde ikke høre tale om at gjøre
reklame med historien, og skiftet øieblikkelig samtaleemne.
„Hør her, gutter,“ avbrøt han, „jeg maa i eftermiddag bile over til Sir
Ralph Girdlestone paa Girdlestone Hall. Han kjendte min far meget godt,
og jeg har flere ganger truffet ham ved flyvninger; han er meget
interessert i luftsporten, uagtet han aldrig selv har fløiet. Nu har han
skrevet og bedt mig komme over og spise middag hos sig paa sit gods; det
blir en tur paa en 20 km. Jeg vet ikke om det er noget specielt han vil
mig; men det er ikke utelukket at han tænker paa at kjøpe et aeroplan.
I ethvert tilfælde maa jeg reise.“
„Girdlestone? Det forekommer mig at jeg har hørt det navnet før. Er det
ikke han som er slik jæger og opdagelsesreisende?“
Det var Longley som spurte, rolig, næsten aandsfraværende.
„Netop, han er det,“ svarte Dale, vendte sig saa om til Kerr og sa: „Det
er sandt, det var noget jeg skulde spørre dig om. Naar vi nu faar fra os
denne sidste bestilling fra staten, hvad tid tror du saa vi skulde kunne
gaa ivei med vor nye store maskine?“
Kerrs rynkede ansigt blev endda mere rynket mens han tænkte. Saa kom det
ivrig:
„Jeg synes vi burde kunne gaa igang med det straks, hvis du synes det.
De to sidste militær-aeroplaner er nu i maskinhallen. Jeg har idag
prøvet motorerne paa dem.“
„Se det.“ Dale nikket bifaldende. „Og den nye oljepumpen og
vandavkjølingen?“
Kerrs ansigt lyste op. Nu var han pludselig entusiast. Og uten mere
opmuntring la han ivei med en begeistret beskrivelse av alle de sidst
byggede motorers fuldkommenheter.
Dale avbrøt ham tilsidst med en munter latter:
„Jeg tænker du kunde drive paa at snakke om motorer til du blev aldeles
blaa i ansigtet, hvis bare nogen vilde høre paa dig!“
Kerrs ansigt la sig i endda dypere folder og saa yderst forvirret ut ved
denne spøkende irettesættelse. Men Longley kom ham til hjælp ved at si:
„Du har altsaa alle utkastene til den nye maskinen i din pult, Dale?
Hvis du vil, kan jeg se dem igjennem igjen engang i næste uke. Haster
det forresten?“
„Nei -- ikke egentlig,“ svarte Dale. „Det er bare det at jeg er ræd
nogen anden kunde komme os i forkjøpet. Franskmændene er like i hælene
paa os nu, vet du. I flyveaffærer gjælder det nu enten at være først,
eller ikke at være. Det skulde ikke være ilde om dere kunde komme hit
imorgen aften alt. Saa kunde vi ta os en røk og snakke om det
altsammen.“
Dermed reiste han sig paa sin sedvanlige energiske maate, nikket og
skridtet ut av kontoret og gjennem fabrikken. Tok saa veien mot en liten
vakker villa som laa like ved. Her bodde han, og hadde en gammel
husholderske til at styre huset for sig. Kerr og Longley eiet ogsaa hver
sin villa i nærheten for at kunne være paa stedet bestandig og slippe at
spilde tid ved reiser frem og tilbake til fabrikken.


KAPITEL III.
Hemmeligheten om den skjulte skat.

Efter at ha spist sin lunch, satte Dale sig ned for at røke, mens han
saa over en haug med privatbreve. Men det var ikke Dales sak at sitte
længe stille ad gangen. Han sprang snart op, tok paa sin bilfrak og
sendte bud efter sin automobil paa 25 hestekræfter med 6 cylinders motor
og plads for to. Med denne kunde han komme avsted saa hurtig han ønsket.
Hopkins, Dales chauffeur, var en alvorlig, uforstyrrelig ung mand. Han
var fortrolig med Dale, ogsaa med hans kjørefart, som visselig ikke var
saa let at bli fortrolig med. Dale var anset for at være en av de første
automobilkjørere i England. Hans begreper om tempoet var merkværdige.
Han var ikke tilfreds med almindelig tøf-tøf-kjøring. I almindelighet
ønsket han at kjøre forbi alt som færdedes paa en vei. I regelen gjorde
han det ogsaa. Undertiden blev dette en temmelig enerverende
beskjæftigelse for Hopkins, som maatte sitte ved siden av ham. Men litt
efter litt var Hopkins hærdet til at være med paa hvadsomhelst. Han ikke
saa meget som blunket engang, mens Dale nu jaget avsted i lynende fart
og styrtet forbi alle andre biler paa veien til Girdlestone Hall.
Med denne fart varte det ikke længe før de var ved bestemmelsesstedet,
en graa, imponerende bygning midt inde i en herlig park.
Dale sprang ut og bad Hopkins føre bilen bort til garagen. I det samme
kom ogsaa Sir Ralph, som var klædt i en ledig jagtdres, ut paa trappen
for at ønske sin gjest velkommen. Han var ikke egentlig sterkbygget,
og det solbrændte ansigt var temmelig langt, ualmindelig høi som ogsaa
panden var. Han hadde brunt, spidst skjeg og en graanende moustache.
Ogsaa haaret var graat ved tindingerne.
Øinene maatte man lægge merke til; de var graa, skarpe og
gjennemtrængende; det var tydelig at se han var jæger. Allikevel var der
et venlig glimt i dem.
Sir Ralph kom raskt og livlig ned og hilste hjertelig paa Dale. „Se
det,“ sa han. „Jeg er saa glad fordi De hadde tid til at bile over til
mig. Kom ind.“
Dale nød sin verts gjestfrihet og interessante passiar. Om den egentlige
grund til at han hadde bedt Dale at komme, sa Sir Ralph ikke et ord før
middagen var over, og de hadde placert sig i de svære lænestoler i
hallen, hvor alle vægger var prydet med eierens jagttrofæer.
Sir Ralphs tjener kom ind med kaffe og cigarer. Tjeneren var en meget
alvorlig mand, med et ærbødig væsen; men hans utseende skjæmtes litt av
et iøinefaldende kast med det venstre øie. Efter at han budt om,
forsvandt han øieblikkelig, saa de to blev alene.
„Se det,“ sa Sir Ralph -- det var hans yndlingsuttryk -- og tændte sin
cigar. „Saa var det den ende jeg skulde spinde Dem. Er De en flink
tilhører, Dale?“
„Oprigtig talt, som regel ikke,“ sa Dale leende.
Sir Ralph smilte, men erklærte at denne gang vilde han bli pent nødt til
at være det.
„Jeg tror næsten jeg alt er interessert,“ svarte Dale. „Vær saa artig,
begynd, og fortæl hvad det saa er.“
Sir Ralph nippet til sin kaffe, satte sig endda makeligere tilrette og
drog nogen langsomme drag av cigaren. Begyndte saa med vel overveiede og
omhyggelig valgte ord.
„Mange familier som kan føre sin slegt langt tilbake, har blandt sine
forfædre en eller anden som, for at bruke et mildt uttryk, ikke har
været akkurat som han burde være. Hvad os angaar, saa er „spøkelset i
vor slegt“ en sjømand, en sjøfarende kaptein, som var smartere end de
fleste, selv i de tider, men som uheldigvis ikke kunde gjøre penge saa
fort som han vilde med strengt tat ærlige midler. Og saa blev han hvad
jeg er ræd en hel del modige mænd i hans tid blev, han blev sjørøver --
simpelthen. Han har muligens selv git sig et andet navn, f. eks.
eventyrer; men hvad han la an paa, sættende alt andet tilside, var
utvilsomt sjørøveri. Men naturligvis,“ tilføiet Sir Ralph, idet han
tankefuld tok et drag av cigaren, „den slags ting blev neppe betragtet
som en forbrydelse i de tider, nemlig i midten av det 17de aarhundrede.
Det var da nordøstkysten av Amerika, fra Orinocoelven til Panama-tangen,
var hjemsøkt av sjørøvere. Grunden hertil laa vel i det faktum at denne
strækning var kjendt som det rike spanske hovedland, og at der færdedes
en mængde skibe lastet med kostbare skatter, en herlig fangst for
sjørøvere. Det ser ut som om alle som kunde opdrive et skib og mandskap,
ganske selvfølgelig har sat kursen dit for at røve og plyndre. Og mange