Hærmændene på Helgeland - 4

Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed--du skulde lære at
dømme mig mildere, derfor måtte jeg tale nu!
_HJØRDIS (folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille
forbauselse):_
Elsket,--elsket mig--du! _(hæftigt, idet hun træder test hen til ham:)_
Jeg tror dig ikke! _(ser stivt på ham og udbryder i vild smerte)_. Jo,
det er sandt og--usaligt for os begge! _(slår hænderne for ansigtet og
fjerner sig.)_
_SIGURD (forfærdet)._
Hjørdis!
_HJØRDIS (stille, kæmpende mellem gråd og latter)._
Bryd dig ikke om mig! Det var kun _det_ jeg mente, at--_(lægger
hånden på hans arm.)_ Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin
stolte kvinde, som du nævnte,--hun har elsket dig igen!
_SIGURD (farer tilbage)._
Du!
_HJØRDIS (med fatning)._
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus
og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min
elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være
den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens
husbond,--det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod!
_SIGURD (rystet)._
Et usaligt spind har nornen spundet om os to.
_HJØRDIS._
Selv er du skyld deri: stærkt og kækt sømmer det sig manden at handle.
Da jeg satte hint svære vilkår for den der skulde vinde mig, da tænkte
jeg forvist på dig;--og dog kunde du--!
_SIGURD._
Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde læge den;--hvad var vel så
for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu ved, da tør
jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt.
_HJØRDIS (rask)._
Nu vel, Sigurd,--et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er
knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag.
_SIGURD (hovedrystende)._
Det kan ej ske; vi må jo skilles igen.
_HJØRDIS._
Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi
min elskov er ikke leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand,--ved
alle vældige magter, jeg kunde endda elske dig således, som jeg nu gør
det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en stordåd værd; vi er begge fri, når
vi selv vil det, og da er legen vunden.
_SIGURD._
Fri? Hvad mener du?
_HJØRDIS._
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være for dig? Ikke mere end
Gunnar gælder i mine lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle
liv forspildes!
_SIGURD._
Hjørdis, Hjørdis!
_HJØRDIS._
Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til Island med sin fader; jeg
følger dig i stål og plade, hvor du stevner hen. _(Bevægelse hos
Sigurd.)_ Det er ikke som din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt
en anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nej,
Sigurd, ikke som din hustru, men som hine stærke kvinder, som Hildes
søstre vil jeg følge dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at
dit navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg stå dig næst,
færdes blandt dine kæmper i uvejr og vikingstævne; og når dit drapa
kvædes, da skal det bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!
_SIGURD._
Så var engang min fagreste drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny
står mellem os, og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge
elskov for Gunnars skyld;--skal jeg bære kviden derved, så må ikke min
gerning være fåfængt. Og nu Dagny;--troskyldig og fuld af lid for hun
fra hjem og frænder; ingen tid må hun tænke at jeg længtes mod Hjørdis,
så tidt hun tog mig i favn.
_HJØRDIS._
Og for slig sags skyld vil du lægge en tyngsel på dit liv! Hvad fik du
da kraft og styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener
du det nu længer kan være sømmelig lod for mig at sidde på Gunnars gård?
Nej, Sigurd, tro du mig, her er mangt at tage hånd i for en mand som du.
Erik styrer Norges rige, reis dig mod ham; mange gode kæmper vil stille
sig hen som dine håndgangne mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem,
stride og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers kongestol.
_SIGURD._
Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde ungdom; lad det være
glemt;--frist mig ikke!
_HJØRDIS (med højhed.)_
Det er nornens råd at vi to skal holde sammen; det _kan_ ej ændres;
grant ser jeg nu mit hverv i livet: at gøre dig berømmelig over alle
lande. Du har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her; jeg vilde
rive dig ud af mit sind, men mægted det ikke; nu gøres det ej nødigt, nu
da jeg ved du elsker mig.
_SIGURD (med tvungen kulde)._
Hvis så er,--da vid,--jeg har elsket dig; nu er det forbi;--jeg har
glemt de dage.
_HJØRDIS._
Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd, at har du engang elsket mig,
da kan du aldrig glemme det.
_SIGURD (hæftigt)._
Det må jeg; det vil jeg nu!
_HJØRDIS._
Lad så være; men du _kan_ det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes
ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt.
_SIGURD._
Ha, det gør du ikke.
_HJØRDIS._
Det gør jeg!
_SIGURD._
Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være.
_HJØRDIS._
Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig.
Jeg vil, jeg må følge dig,--ud i livet og i striden; det er mig for lavt
under loftet i Gunnar herses stue!
_SIGURD (med eftertryk)._
Men hæder mellem mænd har du dog skattet højt; der er skellig grund til
strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, vilde du
endda røbe alt og følge mig?
_HJØRDIS (studsende)._
Hvi spørger du så?
_SIGURD._
Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald jeg blev din husbonds
banemand?
_HJØRDIS (ser stivt på ham)._
Da måtte jeg tie og aldrig hvile før jeg havde fået dig fældet.
_SIGURD (med et smil)._
Godt, Hjørdis;--det vidste jeg vel.
_HJØRDIS (hastigt)._
Men så kan ej ske!
_SIGURD._
Det _må_ ske; selv har du nu kastet tærning om Gunnars liv og mit!
_(Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden)._
_GUNNAR (mørkt til Hjørdis)._
Se så; nu spirer den sæd du har sået!
_SIGURD (nærmer sig)._
Hvad går dig imod?
_GUNNAR._
Sigurd, er det dig! Hvad der går mig imod? Ikke andet, end jeg vel måtte
vente. Såsnart Dagny, din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog
jeg min hest og red til mine grander for at søge hjælp mod ham.
_HJØRDIS (spændt)._
Nu?
_GUNNAR._
Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd mod Kåre var lidet hæderlig,
blev der sagt;--hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan
nævne;--jeg er jo en forhånet mand; det er mig påsagt at jeg har øvet
nidingsværk; det holdes nu for skændsel at dele sag med mig.
_SIGURD._
Længe skal det ikke holdes for skændsel; før kvælden kommer, skal du
være mandstærk nok mod Kåre.
_GUNNAR._
Sigurd!
_HJØRDIS (sagte, triumferende)._
Ha, det vidste jeg nok!
_SIGURD (med tvungen styrke)._
Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar
herse,--du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg
dig til holmgang imorgen såsnart solen rinder!
_HJØRDIS (gør i hæftig indre bevægelse et skridt hen imod Sigurd, men
fatter sig og bliver ubevægelig stående under det følgende)_.
_GUNNAR (i højeste overraskelse)._
Til holmgang--! Mig!--Du skemter, Sigurd!
_SIGURD._
Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og
død; en af os må falde!
_GUNNAR (bittert)._
Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med Hjørdis da jeg kom; hun
har ægget dig påny!
_SIGURD._
Kan hænde! _(halvt til Hjørdis)_. Højsindet kvinde må jo værge om sin
husbonds hæder. _(til mændene i baggrunden.)_ Og I, karle, gå nu til
Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han sværdhugg med mig;
ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben på Sigurd viking!
_(Karlene går ud i baggrunden.)_
_GUNNAR (går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk
bevægelse)_.
Sigurd, min bolde broder, nu først forstår jeg dig! Du vover livet for
min hæder, som du fordum voved det for min lykke!
_SIGURD._
Tak din hustru; hun har mest del i min færd. Imorgen når solen rinder--
_GUNNAR._
Jeg møder dig. _(blød.)_ Fosterbroder, vil du have et godt sværd af mig;
det er en kostelig gave.
_SIGURD._
Tak; men lad det hænge;--ingen ved, om jeg næste kveld har brug for det.
_GUNNAR (ryster hans hånd)._
Farvel, Sigurd!
_SIGURD._
Farvel igen og lykke til værket!
_(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på
Hjørdis og går ud i baggrunden.)_
_HJØRDIS (efter en pause, sagte og tankefuld)._
Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? _(tier lidt og udbryder derpå, som
greben af en stærk beslutning.)_ Lad falde hvem der vil,--Sigurd og jeg
skal endda blive sammen!

* * * * *

FJERDE HANDLING.


_(Ved strandbredden. Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke,
sønderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet
gravhaug.)_
_(Ørnulf sidder på en sten til højre i forgrunden med blottet
hoved, albuerne hvilende på knæerne og med ansigtet skjult i sine
hænder. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler.
Efter et kort ophold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset,
hvor en stokild brænder.)_
_DAGNY (dæmpet)._
Der sidder han endnu. _(holder Sigurd tilbage.)_ Nej, tal ikke til ham!
_SIGURD._
Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.
_DAGNY (går over mod højre og betragter faderen med stille sorg)._
Så stærk var han igår da han tog Thorolfs lig på ryggen; så stærk var
han, mens de grov på haugen; men da de alle var lagt derinde, og jord og
stene kastet over,--da tog sorgen ham; da var det som han sluknede.
_(tørrer tårerne af.)_ Sig mig, Sigurd, når tænker du at fare hjem til
Island?
_SIGURD._
Såsnart uvejret stilner af og jeg får endt min handel med Gunnar herse.
_DAGNY._
Og så vil du købe land og bygge dig en gård og aldrig fare i leding
mere?
_SIGURD._
Ja ja,--det har jeg lovet dig.
_DAGNY._
Og jeg tør forvist tro at Hjørdis bedrog mig, da hun sagde at lidet var
jeg dig værdig til viv?
_SIGURD._
Ja ja, Dagny, lid på mit ord.
_DAGNY._
Så er jeg glad igen og vil prøve at glemme alt det onde værk, som her er
øvet. I de lange vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis,
og--
_SIGURD._
Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, så nævn aldrig Hjørdis, når vi
sidder hjemme på Island!
_DAGNY (mildt bebrejdende)._
Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd, det ligner dig lidet!
_EN AF MÆNDENE (nærmer sig)._
Se så, nu er haugen istand.
_ØRNULF (ligesom opvågnende)._
Haugen? Er den--nå ja--
_SIGURD._
Tal nu, til ham, Dagny!
_DAGNY (nærmer sig)._
Fader, det er koldt herude; det trækker op til uvejr inat.
_ØRNULF._
Hm; bryd dig ikke om det; haugen er bygget tæt og godt; de ligger lunt
derinde.
_DAGNY._
Ja, men du--
_ØRNULF._
Jeg? Jeg fryser ikke.
_DAGNY._
Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind? Natverdsbordet står rede.
_ØRNULF._
Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten.
_DAGNY._
Men at sidde her så stille; tro mig, det bader dig ikke; du er lidet
vant til det.
_ØRNULF._
Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke
trække vejret.
_(han skjuler igen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig
hos ham.)_
_DAGNY._
Imorgen ruster du vel dit skib og farer med til Island?
_ØRNULF (uden at se op)._
Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine sønner.
_DAGNY (smerteligt)._
Fader!
_ØRNULF (løfter hovedet)._
Gå ind, og lad mig sidde; har uvejret legt om mig en nat eller to, så er
det gjort, tænker jeg.
_SIGURD._
Sligt kan du ikke tænke på!
_ØRNULF._
Undres dig at jeg vil hvile! Mit dagværk er jo endt; jeg har højlagt
mine sønner. _(hæftigt.)_ Gå fra mig!--Gå, gå!
_(han skjuler igen sit ansigt.)_
_SIGURD (sagte til Dagny, som rejser sig.)_
Lad ham sidde lidt endnu.
_DAGNY._
Nej, jeg får friste et råd til;--jeg kender ham. _(til Ørnulf.)_ Dit
dagværk er endt siger du; det er det dog ikke. Højlagt har du dine
sønner;--men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde.
_ØRNULF (hovedrystende)._
Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel.
_DAGNY._
Det må du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde må siges om
dem, og det kan ingen i ætten uden du.
_ØRNULF (ser spørgende på Sigurd)._
Kvæde? Hvad tykkes _dig_, Sigurd?
_SIGURD._
Mig tykkes at så er billigt; du får gøre som hun siger.
_DAGNY._
Ilde vil det tykkes dine grander på Island, når arveøllet skal drikkes
over Ørnulfs ætlinge, og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner
har du tid nok.
_ØRNULF._
Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste
kvadet på kævle!
_(Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe omkring
ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)_
Sind, som svær-mod stinger,
savner Brages glæde;
sorgfuld skald så såre
kvides ved at kvæde.
Skaldeguden skænked
evne mig at sjunge;--
klinge lad min klage
for mit tab, det tunge! _(rejser sig.)_
Harmfuld norne hærged
hårdt mig verdens veje,
listed lykken fra mig,
ødte Ørnulfs eje.
Sønner syv til Ørnulf
blev af guder givet;--
nu går gubben ensom,
sønneløs i livet.
Sønner syv, så fagre,
fostred mellem sværde,
værned vikings hvide
hår, som gævest gærde.
Nu er gærdet jævnet,
mine sønner døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.
Thorolf,--du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg _dig_ beholde!
Vén du var, som våren,
mod din fader kærlig,
arted dig at ældes
til en helt så herlig.
Ulivs-sår, usaligt,
værste ve mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.
Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje,--
dryssed smertens rigdom
over Ørnulfs veje.
Vegt er visst mit værge.
Fik jeg guders evne,
_en_ da blev min idræt;
nornens færd at hævne.
_En_ da blev min gerning:
nornens fald at friste,--
hun, som har mig røvet
alt--og nu det sidste!
Har hun _alt_ mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke, _(med stigende begejstring.)_
Mine sønner tog hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at sjunge.
På min mund hun lagde
sangens fagre gave;--
lydt da lad den klinge,
selv ved sønners grave!
Hil jer, sønner gæve!
Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger
verdens ve og kvider!
_(han trækker et dybt åndedrag, stryger håret fra panden og siger
roligt:)_
Se så, nu er Ørnulf stærk og sund igen. _(til mændene.)_ Kom med til
natverdsbordet, drenge; vi har havt et tungt dagværk!
_(går med karlene ind i bådhuset.)_
_DAGNY._
Priset være de høje i himlen, som skænkte mig så godt et råd! _(til
Sigurd.)_ Vil du ikke gå ind?
_SIGURD._
Nej, jeg har liden lyst. Sig mig, er alle ting rede til imorgen?
_DAGNY._
Det er de; et silkesømmet lin ligger inde på bænken; men jeg ved forvist
at du vil stå dig mod Gunnar, så jeg har ej grædt derved.
_SIGURD._
Det give alle gode magter, at du aldrig må græde for min skyld, _(han
standser og ser ud.)_
_DAGNY._
Hvad lytter du på?
_SIGURD._
Hører du ikke--_der_! _(peger til venstre.)_
_DAGNY._
Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet!
_SIGURD (idet han går lidt op mod baggrunden)._
Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr. _(råber.)_ Hvem kommer?
_KÅRE BONDE (udenfor til venstre)._
Kendte folk, Sigurd viking!
_(Kåre bonde med en flok bevæbnede mænd fra venstre.)_
_SIGURD._
Hvor agter I jer hen?
_KÅRE._
Til Gunnar Herses gård?
_SIGURD._
Med ufred?
_KÅRE._
Ja, det kan du lide på! Du hindred mig før; men nu tænker jeg det er dig
kært nok!
_SIGURD._
Kan vel være.
_KÅRE._
Jeg har hørt om din handel med Gunnar; men går det som jeg vil, så
kommer han med vege våben til mødet.
_SIGURD._
Det er vovsomt værk du pønser på; agt dig, bonde!
_KÅRE (med trodsig latter)._
Lad mig om det; vil du takle dit skib inat, så skal vi lyse op for
dig!--Kom, alle mand, se, her går vejen!
_(de går alle ud til højre i baggrunden)._
_DAGNY._
Sigurd, Sigurd, den ufærd må du hindre!
_SIGURD (går rask hen til døren og råber ind):_ Op fra bordet, Ørnulf;
tag hævn over Kåre bonde!
_ØRNULF (kommer ud med de øvrige)._
Kåre bonde,--hvor er han?
_SIGURD._
Han stævner mod Gunnars gård for at brænde folkene inde!
_ØRNULF._
Ha, ha,--lad ham det, så får jeg hævn over Gunnar og Hjørdis med det
samme; siden vil jeg søge Kåre.
_SIGURD._
Nej, det er gavnløst råd; Kåre må du søge inat, hvis du vil ramme ham;
thi er udåden øvet, så stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til
holmgang; han er dig viss nok, ifald ikke jeg selv--nå ja,
ligegodt,--inat må han skærmes mod sine uvenner; ilde var det om slig
ugerningsmand, som Kåre, tog hævnen fra mig!
_ØRNULF._
Sandt siger du der. Inat vil jeg skærme Thorolfs bane; men i morgen må
han fældes!
_SIGURD._
_Han_ eller _jeg_,--det kan du lide på!
_ØRNULF._
Så kom da til hævn for Ørnulfs æt! _(han går med mændene til højre i
baggrunden.)_
_SIGURD._
Dagny, følg med;--_jeg_ må blive; thi rygtet om tvekampen er alt på
vandring mellem folk, og jeg kan ikke møde Gunnar før tiden kommer; men
du,--styr og råd din fader; hæderligt må han fare frem; i Gunnars gård
er mange kvinder; ingen mén må voldes Hjørdis eller de andre.
_DAGNY._
Ja, ja, jeg vil med. På Hjørdis tænker du dog; tak for det hjertelag!
_SIGURD._
Gå, gå, Dagny!
_DAGNY._
Jeg går; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun har gyldne hærklæder i
buret, og værger sig nok selv.
_SIGURD._
Det tænker jeg med; men gå du endda; styr din faders færd; våg over alle
og--over Gunnars hustru!
_DAGNY._
Lid på mig. Vel mødt igen! _(hun går efter de forrige)_.
_SIGURD._
Det er første gang, fosterbroder, at jeg står våbenløs mens du er stedt
i fare. _(lytter)_. Jeg hører skrig og sværdhug;--de er alt ved gården,
_(vil over til højre, men standser og viger forbauset tilbage.)_
Hjørdis! Hun kommer hid!
_(Hjørdis klædt i kort rød skarlagenskjortel, med gyldne
våbenstykker; hjelm, pandser, arm- og benskinner. Hendes hår er udslået;
på ryggen bærer hun et kogger, og ved beltet et lidet skjold; i hånden
har hun buen med hårsnoren.)_
_HJØRDIS (ilsomt og seende sig tilbage som om hun ængstedes af noget,
der forfulgte hende, går tæt hen til Sigurd, tager ham ved armen og
siger dæmpet):_
Sigurd, Sigurd, kan du se den?
_SIGURD._
Hvem? Hvor?
_HJØRDIS._
Ulven _der_--lige ved; den rører sig ikke; den ser på mig med to
røde øjne!--Det er min fylgje, Sigurd! Tre gange har den vist sig for
mig; det betyder at jeg visselig skal dø inat!
_SIGURD._
Hjørdis, Hjørdis!
_HJØRDIS._
Der sank den i jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig.
_SIGURD._
Du er syg; kom og gå ind!
_HJØRDIS._
Nej, her vil jeg vente; jeg har ikke lang tid igen!
_SIGURD._
Hvad er der hændt med dig?
_HJØRDIS._
Hvad der er hændt? Det ved jeg ikke; men sandt var det, du sagde idag,
at Gunnar og Dagny stod mellem os; bort fra dem og fra livet må vi; da
kan vi blive sammen!
_SIGURD._
Vi? Ha, du mener--!
_HJØRDIS (med højhed)._
Jeg blev hjemløs i verden fra den dag du tog en anden til viv. Ilde
handled du dengang! Alle gode gaver kan manden give til sin fuldtro
ven,--alt, kun ikke den kvinde han har kær; thi gør han det, da bryder
han nornens lønlige spind og to liv forspildes. Der er en usvigelig røst
i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke sind skulde løfte og
bære dig i de tunge tider, og at du fødtes, for at jeg i _en_ mand
kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det ved jeg,
Sigurd,--havde vi to holdt sammen, da var du blev en navnkundigere og
jeg lykkeligere end alle andre!
_SIGURD._
Unyttig er den klage nu. Mener du det er lysteligt, det liv jeg har
ivente? Hver dag at være Dagny nær og gøgle en elskov, som hjertet
klemmes ved. Og dog, det må så være; ændres kan det ikke.
_HJØRDIS (under stigende vildhed)._
Det _skal_ det dog! Ud af livet vil vi begge gå! Ser du denne
buesnor? Med den rammer jeg sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad
over den! _(lægger en pil i buen, der er spændt.)_ Hør! Hør! hvor det
suser højt oppe! Det er de dødes hjemfærd; jeg har hekset dem hid;--i
lag med dem skal vi følges!
_SIGURD (viger tilbage)._
Hjørdis, Hjørdis,--jeg ræddes for dig!
_HJØRDIS (uden at agte på ham)._
Ingen magt kan ændre vor skjæbne nu! O, ja--det er også bedre så, end om
du havde fæstet mig hernede i livet; end om jeg havde siddet på din gård
for at væve lin og uld og føde dig afkom,--fy, fy!
_SIGURD._
Hold op! Din trolddomskunst har været dig overmægtig; den har kastet en
sjælesot på dig! _(forfærdet.)_ Ha, se--se! Gunnars gård,--den brænder!
_HJØRDIS._
Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe er bedre end Gunnars
bjælkestue!
_SIGURD._
Men Egil, din søn--de fælder ham!
_HJØRDIS._
Lad fældes,--så fældes min skændsel med det samme!
_SIGURD._
Og Gunnar,--de tager din husbonds liv!
_HJØRDIS._
Det agter jeg ikke! Bedre husbond skal jeg følge hjem inat! Ja, Sigurd,
så må det være; her i landet gror ikke lykken for mig;--den hvide gud
kommer nordover; ham vil jeg ikke stedes til møde med; de gamle er ikke
stærke, som før;--de sover, de sidder halvt som skygger;--med dem vil vi
strides! Ud af livet, Sigurd; jeg vil sætte dig på himlens kongestol, og
selv vil jeg sidde dig næst! _(Uvejret bryder løs.)_ Hør, hør, der
kommer vort følge! Kan du se de sorte jagende heste; en for mig og en
for dig; _(kaster buen til kinden og skyder.)_ Så far da den sidste
færd!
_SIGURD._
Vel truffet, Hjørdis! _(han falder.)_
_HJØRDIS (jublende, idet hun iler til ham.)_
Sigurd, min broder,--nu hører vi hinanden til!
_SIGURD._
Nu mindre end før. Her skilles vore veje; thi jeg er en kristnet mand.
_HJØRDIS (forfærdet)._
Du--! Ha, nej, nej!
_SIGURD._
Den hvide gud er min; kong Ædhelstan har lært mig ham at kende;--det er
op til _ham_ jeg nu går.
_HJØRDIS (i fortvivlelse)._
Og jeg--! _(slipper buen.)_ Ve, ve!
_SIGURD._
Tungt var mit liv fra den stund jeg tog dig ud af mit hjerte og gav dig
til Gunnar. Tak, Hjørdis;--nu er jeg så let og fri. _(dør.)_
_HJØRDIS (stille)._
Død! Så har jeg visselig forspildt min sjæl! _(Uvejret vokser, hun
udbryder vildt.)_ De kommer! Jeg har galdret dem hid! Men nej, nej;--jeg
følger jer ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det hjælper ej,--de ser
mig; de ler og vinker, de sporer sine heste! _(iler ud på fjeldkanten i
baggrunden.)_ Der er de over mig;--og intet ly, intet skjul! Jo, på
havets bund kan hænde! _(hun styrter sig ud.)_
_(Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds og
Ørnulfs mænd kommer etterhånden ind fra højre.)_
_ØRNULF (vendt mod gravhaugen)._
Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligger I ikke!
_DAGNY (kommer)._
Fader, fader,--skrækken dræber mig;--al den blodige færd--og
uvejret;--hør, hør!
_GUNNAR (med Egil på armen)._
Giv fred og ly for mit barn!
_ØRNULF._
Gunnar herse!
_GUNNAR._
Ja Ørnulf, min gård er jo brændt og mine svende faldne; jeg er i din
vold; gør som dig tykkes!
_ØRNULF._
Det står til Sigurd. Men ind under tag; det er utrygt herude!
_DAGNY._
Ja, ind, ind! _(går henimod bådhuset, får øje på liget og udstøder et
skrig:)_ Sigurd, min husbond;--de har dræbt ham. _(kaster sig ned ved
ham.)_
_ØRNULF (iler til)._
Sigurd!
_GUNNAR (sætter Egil ned)._
Sigurd dræbt!
_DAGNY (ser fortvivlet på mændene, der står om den døde)._
Nej, nej, det er ikke så;--han må være ilive endnu! _(bemærker buen.)_
Ha, hvad er det! _(rejser sig.)_
_ØRNULF._
Datter, det er nok, som du først sagde,--Sigurd er fældet.
_GUNNAR (som greben af en pludselig tanke)._
Og Hjørdis!--Har Hjørdis været her?
_DAGNY (sagte og med fatning)._
Jeg ved ikke; men det ved jeg, at hendes bue har været her.
_GUNNAR._
Ja, jeg tænkte det nok!
_DAGNY._
Ti, ti! _(for sig selv.)_ Så bittert har hun da hadet ham!
_GUNNAR (sagte)._
Fældet ham--natten før holmgangen, så har hun endda elsket mig.
_(Alle farer forfærdede sammen; Åsgårdsrejden suser gennem luften.)_
_EGIL (med skræk)._
Fader! Se, se!
_GUNNAR._
Hvad er det?
_EGIL._
Deroppe--alle de sorte heste--!
_GUNNAR._
Det er skyerne, som--
_ØRNULF._
Nej, det er de dødes hjemfærd.
_EGIL (med et skrig)._
Moder er med dem!
_DAGNY._
Alle gode magter!
_GUNNAR._
Barn, hvad siger du!
_EGIL._
Der--foran--på den sorte hest! Fader, fader!
_(Egil klynger sig forfærdet op til faderen; kort pause; uvejret drager
forbi, skyerne skilles, månen skinner fredeligt ud over landskabet.)_
_GUNNAR (stille og smerteligt)._
Nu er Hjørdis visselig død!
_ØRNULF._
Det er vel så, Gunnar;--og på hende havde jeg mere at hævne end på dig.
Dyrt blev mødet for os begge;--_der_ er min hånd; fred og
forsoning!
_GUNNAR._
Tak, Ørnulf! Og nu tilskibs; jeg farer med til Island!
_ØRNULF._
Ja, til Island, og sent vil vor hærfærd glemmes:
Højt om heltefærd og stærke
kæmpers leg på norske strande
skal til sildigst æt fra Island
sjunges over nordens lande!