Hærmændene på Helgeland - 3
Total number of words is 4678
Total number of unique words is 1192
43.8 of words are in the 2000 most common words
60.0 of words are in the 5000 most common words
66.5 of words are in the 8000 most common words
_GUNNAR (som ude af sig selv)._
Et sværd,--en økse! Det er det sidste bud han bringer! _(griber en økse
fra en af de omstående og iler ud.)_
_SIGURD (vil følge efter_).
Gunnar, styr dig!
_HJØRDIS (holder ham tilbage)._
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender Gunnar! _(Et udråb høres
fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)_
_SIGURD OG DAGNY._
Hvad er det?
_EN STEMME BLANDT MÆNGDEN._
Thorolf faldt!
_SIGURD._
Thorolf! Ha, slip!
_DAGNY._
Min broder! O, min broder!
_(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind, og
kaster øksen fra sig ved døren.)_
_GUNNAR._
Nu er det gjort. Egil er hævnet!
_SIGURD._
Vel dig, ifald du ikke har været for rap på hånden.
_GUNNAR._
Kan hænde, kan hænde; men Egil, Egil, min fagre gut!
_HJØRDIS._
Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore venner; thi Thorolf har mange
eftermålsmænd.
_GUNNAR (mørkt)._
Selv vil han blive sin værste hævner; han vil stå mig
for sindet nat og dag.
_HJØRDIS._
Thorolf fik sin løn. For frænders færd må frænder lide.
_GUNNAR._
Vel sandt; men det ved jeg, at jeg var gladere i hu før drabet.
_HJØRDIS._
Blodnatten er altid den værste;--når den er over, så går det nok. Ved
skændig list har Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå
mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder så over vort
værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf
var ond og underfundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod ham og
al hans falske æt.
_GUNNAR (ophidset)._
Det havde du! Ringe er min hævn at regne mod Ørnulfs udåd. Han misted
Thorolf, men har dog sex sønner igen, og jeg ingen--ingen!
_EN HUSKARL (ilsomt fra baggrunden)._
Ørnulf fra Fjordene kommer!
_GUNNAR._
Ørnulf!
_HJØRDIS OG FLERE MÆND._
Til våben! Til våben!
_DAGNY (på samme tid)._
Min fader!
_SIGURD (som greben af en anelse)._
Ørnulf--! Ha, Gunnar, Gunnar!
_GUNNAR (drager sværdet)._
Op alle mænd! Hævn over Egils bane!
_(Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)_
_GUNNAR (med et skrig)._
Egil!
_ØRNULF._
Her har I liden Egil igen!
_ALLE (mellem hverandre)._
Egil! Egil lever!
_GUNNAR (lader sværdet falde)._
Ve mig; hvad har jeg gjort!
_DAGNY._
O, Thorolf, min broder!
_SIGURD._
Jeg tænkte det nok;
_ØRNULF (sætter Egil ned)._
_Der_, Gunnar, har du din vakkre gut!
_EGIL._
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde da jeg
rejste!
_ØRNULF (til Hjørdis)._
Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges.
_HJØRDIS (med undertrykt bevægelse)._
Kan hænde!
_GUNNAR (ligesom opvågnende_).
Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du--du bringer Egil hjem!
_ØRNULF._
Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær.
_GUNNAR._
Det ved jeg.
_ØRNULF_
Og glædes ikke mere over at han kommer?
_GUNNAR._
Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig
mig alt,--hvad der er hændt!
_ØRNULF._
Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre
ugerningsmænd for han sørpå efter Egil.
_GUNNAR._
Kåre! _(sagte)_. Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord!
_ØRNULF._
Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves. Bod for Jøkul
vilde jeg ikike give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang,
ifald så skulde være,--men din æt måtte jeg dog frede om; med mine
sønner for jeg da efter Kåre.
_SIGURD (sagte)._
En usalig dåd er her øvet!
_ØRNULF._
Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne, din søn var alt i dine
uvenners magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen
da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted
op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække.
_GUNNAR (i stærk spænding_).
Men du--du Ørnulf--?
_ØRNULF (mørk)._
Sex sønner fulgte mig i striden.
_GUNNAR (åndeløs)._
Men hjemad?
_ØRNULF._
Ingen.
_GUNNAR (forfærdet)._
Ingen! _(sagte)_. Og Thorolf, Thorolf!
_(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre
kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Sigurd står smerteligt
bevæget hos hende.)_
_ØRNULF (efter et kort ophold.)_
Tungt er det at stå som en frodig gran, og så at kvistes af i et eneste
uvejr. Dog, mand skal leve efter mand;--ræk mig et horn; jeg vil drikke
mine sønners minde. _(En af Sigurds mænd bringer et horn.)_ Hil eder der
I nu rider, mine djærve sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders
hæle, thi I kommer itil hallen med mange mænds følge! _(drikker og giver
hornet fra sig.)_ Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det
gamle træ har kun _en_ grøn gren igen, og den må fredes om. Hvor er
Thorolf?
_EGIL (til sin fader.)_
Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skære et skib til mig med
mange, mange hærmænd i stavnen.
_ØRNULF._
Prise må jeg alle gode vætter at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis også
han,--nej, så stærk jeg end er,--det havde faldet mig for tungt at
bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den første til at møde sin
fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag
foruden.
_GUNNAR._
Ørnulf, Ørnulf!
_ØRNULF (med stigende uro.)_
Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu;--hvad fattes,--hvor er
Thorolf?
_DAGNY._
Sigurd, Sigurd,--det blir ham det tungeste!
_GUNNAR (kæmpende med sig selv.)_
Gubbe!--Nej--og dog, det kan jo ikke dølges--
_ØRNULF (hæftigt)._
Min søn! Hvor er han?
_GUNNAR._
Thorolf er dræpt!
_ØRNULF._
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!
_GUNNAR._
Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!
_HJØRDIS (til Ørnulf.)_
Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han
tilkjende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham;--halvt i ufred
skiltes vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i min
æt;--og, foruden det,--som en kådmundet svend sad Thorolf ved gildet;
han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig;--først da var det
at Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg
mene, han havde skellig årsag til den gerning.
_ØRNULF (rolig)._
Det kendes på dig at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil
det? Er Thorolf dræbt, så er hans saga ude.
_EGIL._
Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd.
_ØRNULF._
Nej, Egil,--nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg. _(til
Hjørdis_.) Din fader kvad:
"Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje".
Godt har du nu sørget for, at hans ord kan sandes. _(tier lidtog vender
sig til en af mændene.)_ Hvor fik han banehugget?
_MANDEN._
Tvers over panden.
_ØRNULF (tilfreds)._
Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt
han mod siden, eller ind mod Gunnars fødder?
_MANDEN._
Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.
_ØRNULF._
Det spår kun halv hævn; ja, ja,--vi skal se!
_GUNNAR (nærmer sig.)_
Ørnulf, vel ved jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af
mig hvad du vil--
_ØRNULF (strængt, afbrydende.)_
Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han?
_GUNNAR (peger taus mod baggrunden.)_
_ØRNULF (gør et par skridt, men vender sig og siger tordnende til
Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil følge ham):_
Bliv! Tænker I at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende
kvinde! Bliv, siger jeg!--Vel årker jeg Thorolf alene, _(med rolig
kraft.)_ Sønneløs går jeg; men ingen skal sige at han så mig bøjet!
_(han går langsomt ud.)_
_HJØRDIS (med tvungen latter.)_
Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at være, om
han kommer med ufred igen! Nu, Dagny,--nu tænker jeg det er sidste gang
din fader stævner fra Island i sligt ærind!
_SIGURD (oprørt)._
O, skændigt!
_DAGNY (ligeså)._
Forhåne ham kan du! Forhåne ham--efter det, som her er øvet!
_HJØRDIS._
Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf
imorges;--Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet,--kun ikke at han
skændet mine kår. Frilleviv kaldte han mig; _er_ det så, da har jeg
ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er
ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!
_DAGNY (i stærkt oprør.)_
Der fejler du, Hjørdis,--og ret nu skal alle vide, at du lever under ræd
mands tag!
_SIGURD (hæftigt.)_
Dagny, hvad vil du!
_GUNNAR._
Ræd!
_HJØRDIS (med hånlatter.)_
Vidløst taler du der!
_DAGNY._
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du håned min fader og mine
faldne brødre; jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre
at Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu;--pris aldrig Gunnar for
hin dåd på Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig
og ransmanden, det hænger ved min husbonds side,--og ringen, som du drog
af din arm, den gav du til Sigurd, _(drager den af og holder den højt
ivejret)_ her er den!
_HJØRDIS (vildt)._
Sigurd!
_MÆNGDEN._
Sigurd! Sigurd øved dåden!
_HJØRDIS (skælvende af sindsbevægelse.)_
Han, han!--Gunnar, er det sandt!
_GUNNAR (med ædel ro.)_
Sandt er alt; kun ikke at jeg er ræd;--jeg er hverken ræd eller niding.
_SIGURD (bevæget)._
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! _(til de øvrige)_.
Afsted, mine mænd! Afsted herfra!
_DAGNY (ved udgangen til Hjørdis.)_
Hvem er _nu_ den ypperste mand i laget, _min_ husbond eller
_din_! _(hun går ud med Sigurd og hans følge.)_
_HJØRDIS (for sig selv.)_
Nu har jeg kun en gerning igen;--kun _en_ dåd at pønse på: Sigurd
eller jeg må dø!
* * * * *
TREDJE HANDLING.
_(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)_
_(Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med
at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.)_
_HJØRDIS (idet hun strækker snoren.)_
Den er sejg og stærk; _(med et blik på pilene)_ kolven både skarp og
tung--_(lader hænderne synke ned i skødet)_ men hvor findes den ihånd
som--! _(hæftigt.)_ Forhånet, forhånet af ham,--af Sigurd! Jeg må hade
ham mere end andre, det mærker jeg godt; men mange dage skal ikke gå
med, før jeg har--_(grublende)_ Ja, men armen, som skal øve den dåd--?
_(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden)._
_HJØRDIS (efter et kort ophold.)_
Hvor går det dig, min husbond?
_GUNNAR._
Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det
ligger og tynger mig for hjertekulen.
_HJØRDIS._
Gør som jeg; tag dig til at virke noget.
_GUNNAR._
Det må jeg vel.
_(Pause; Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig
hende.)_
_GUNNAR._
Hvad gør du der?
_HJØRDIS (uden at se op.)_
Binder en buesnor; det ser du nok.
_GUNNAR._
En buesnor--af dit eget hår!
_HJØRDIS (smilende)._
Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og
jeg har bundet denne her siden daggry.
_GUNNAR._
Hjørdis, Hjørdis!
_HJØRDIS (ser op.)_
Hvad er det?
_GUNNAR._
Hvor var du inat?
_HJØRDIS._
Inat?
_GUNNAR._
Du var ikke i sovestuen.
_HJØRDIS._
Det vet du?
_GUNNAR._
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette--dette, som
hændte med Thorolf; det båres mig for, som han kom--nå ja, jeg vågned;
da hørtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op;
glytted på døren;--herinde, her sad du ved stokilden,--den brændte blå
og rød,--du skæftet piler og kvad galder over dem.
_HJØRDIS._
Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag.
_GUNNAR._
Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.
_HJØRDIS._
Hm, kan hænde.
_GUNNAR._
Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du
end ægger mig.
_HJØRDIS (smilende)._
Mener du det?
_GUNNAR._
Det ved jeg!
_HJØRDIS (rækker ham snoren)._
Sig mig, Gunnar,--kan du løse den knude der?
_GUNNAR (forsøger det)._
Nej, den er flettet for fast og kunstigt.
_HJØRDIS (reiser sig)._
Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse!
_GUNNAR._
Krumme er de mægtiges veje;--dem kender hverken du eller jeg.
_HJØRDIS._
_Et_ ved jeg dog visst; at Sigurd vil volde usalige kår for os
begge. _(Pause; Gunnar står fordybet i sig selv_.)
_HJØRDIS (der i stilhed har holdt øje med ham)._
Hvad tænker du på?
_GUNNAR._
På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det
værk, du nu kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var såre
bleg. Da sagde jeg: "Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde"? Men
du lo og svared: "Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der i
Sigurds sted."
_HJØRDIS (med tvungen latter)._
Ilde må du kende mig, når slig uvittig drøm kan være dig hinderlig!
_GUNNAR._
Hm!--Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om stuen her?
_HJØRDIS._
Skal jeg sige sandt, Gunnar,--så tykkes det mig stundom for trangt
herinde.
_GUNNAR._
Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange.
_HJØRDIS._
Kan hænde to.
_GUNNAR (der ikke hørte hendes ytring)._
Men det skal bødes på.
_HJØRDIS (ser spørgende på ham)._
Bødes på? Du er da tilsinds at--?
_GUNNAR._
At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen,
som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting.
_HJØRDIS (tankefuld)._
Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge.
_GUNNAR._
Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå
godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast
ræddes for dig; men, sælsomt,--derved er det mest at jeg har dig så kær;
der står en koglende skræk af dig,--det bæres mig for, at du kunde lokke
mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved.
_(med stille hovedrysten.)_ Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde
blevet din husbond.
_HJØRDIS (udbrydende)._
Sigurd!
_GUNNAR._
Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder dig, ellers vilde du
skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig
livet lysteligit at bære.
_HJØRDIS (i stærk men undertrykt bevægelse.)_
Og _det_--_det_ mener du Sigurd kunde gjort?
_GUNNAR._
Han er stærk af sind, og derhos stolt som du.
_HJØRDIS (hæftigt)._
Hvis så er--_(fatter sig)_ ligegodt, ligegodt! _(vildt udbrydende.)_
Gunnar, tag Sigurds liv!
_GUNNAR._
Aldrig!
_HJØRDIS._
Ved list og svig blev jeg din hustru;--det skal være glemt! Fem
glædeløse år har jeg siddet her;--glemt skal alt være fra den dag, da
Sigurd ikke lever mere!
_GUNNAR._
Af min hånd skal ingen men voldes ham _(viger uvilkårligt tilbage.)_
Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!
_HJØRDIS._
Så må jeg finde mig en anden hævner; længe skal Sigurd ikke tale
forhånelsens ord over mig og dig! _(knytter hænderne i krampagtig
forbitrelse.)_ Hos hende--den enfoldige kvinde--hos hende sidder han kan
hænde nu i enrum, leflende og ler over os; mæler om al den tort, som
overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortæller at han listelig lo,
der han stod i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham!
_GUNNAR._
Det gør han ikke; det gør han ikke!
_HJØRDIS (stærkt)._
Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække vejret før de to er borte!
_(træder tæt hen til ham med funklende øjne og siger vildt, men
hviskende.)_ Kunde du hjælpe mig med _det_, Gunnar,--da skulde jeg
leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så varmt
og så vildt, som du aldrig har drømt det!
_GUNNAR (vaklende)._
Hjørdis! Vilde du--!
_HJØRDIS._
Hånd på værket, Gunnar,--så skal de tunge dage være forbi; ikke skal jeg
da længere gå af stuen når du kommer; ikke tale umilde ord og døve dit
smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel og i kostelige
silkeklæder; farer du i leding, jeg følger dig,--rider du i fredsom
færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit
horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte!
_GUNNAR (næsten overvunden_).
Er det sandt; du vilde--!
_HJØRDIS._
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hævn! Hævn over Sigurd og
Dagny, og så skal jeg--_(standser, da hun ser døren åbnes.)_
Dagny,--kommer du hid!
_DAGNY (fra baggrunden)._
Du skynde dig, Gunnar herse;--lad dine mænd ruste sig!
_GUNNAR._
Ruste sig? Mod hvem?
_DAGNY._
Kåre bonde kommer med mange fredløse folk; han vil dig ilde; Sigurd
hindred ham nylig; men hvo kan vide--
_GUNNAR (bevæget)._
Det har Sigurd gjort for mig!
_DAGNY._
Sigurd er dig forvist en fuldtro ven.
_GUNNAR._
Og vi, Hjørdis,--vi som tænkte på--; ja, det er som jeg siger,--trolddom
ligger over al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du nævner
den.
_DAGNY (forundret)._
Hvad mener du?
_GUNNAR._
Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går jeg at samle mine svende.
_(vender sig mod udgangen, men standser og nærmer sig igen.)_ Sig
mig,--hvor går det Ørnulf?
_DAGNY (sænker hovedet)._
Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han
en haug ved stranden;--der skal hans sønner lægges. _(Gunnar tier
og går ud i baggrunden)_.
_DAGNY._
Før kveldstid er der ingen fare. _(nærmer sig.)_ Hjørdis, jeg har et
ærind til på gården; det er til dig jeg kommer.
_HJØRDIS._
Til mig? Efter det, som gik for sig igår?
_DAGNY._
Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke had til mig; glem de
ord, som sorg og onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al den tort
jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du!
_HJØRDIS._
Usalig--du;--Sigurds hustru?
_DAGNY._
_Mit_ værk er jo alt det, som øvedes,--at der blev yppet strid, at
Thorolf faldt, at al den forhånelse overgik Gunnar og dig. Alt er
_jeg_ skyld i! Ve mig;--så gode var mine kår; men aldrig blir jeg
glad mere efter denne dag.
_HJØRDIS (som greben af en pludselig tanke)._
Men før--i de fem lange år--i al den tid var lykken med dig?
_DAGNY._
Kan du tvivle om det!
_HJØRDIS._
Hm; igår tvivled jeg ikke, men--
_DAGNY._
Hvad mener du?
_HJØRDIS._
Å, ikke stort; lad os tale om andre ting.
_DAGNY._
Nej visst ikke. Hjørdis sig mig--!
_HJØRDIS._
Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil det--_(med et ondskabsfuldt
udtryk.)_ Kan du mindes engang, hist på Island;--vi var på thinget
sammen med Ørnulf, din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden,
som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd ind i boden.
_DAGNY._
Sigurd og Gunnar.
_HJØRDIS._
De hilste os med høviske lader, satte sig hos på bænken, og megen
skemtsom tale blev da ført mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi
de to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for at hente sig
hustruer der på øen. Da sagde Sigurd: "Tungt vil det falde mig at finde
den kvinde, jeg kan fæste min hu til". Ørnulf lo, og mente det skortet
ikke Island på højættede kvinder og heller ikke på dem, der var rige;
men Sigurd svared: "Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil vælge,
må ikke finde sig i at sidde i ringe kår; ingen hæder må tykkes hende så
høj, at hun jo higer efter den; i viking må hun villig følge mig;
hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid og ikke blinke med
øjnene, der sværdene lyner; thi er hun ræd av sind, da times mig liden
hæder". Ej sandt, så talte Sigurd?
_DAGNY (usikker)._
Det gjorde han--men--
_HJØRDIS._
Slig skulde hun være, den kvinde, som kunde gøre ham livet fagert; og
så--_(med et foragteligt smil)_ så kåred han dig!
_DAGNY (smerteligt studsende)._
Ha, du mener at--?
_HJØRDIS._
Se, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet, krævet hæder af alle,
på det at Sigurd kunde hædres ved dig;--ej så?
_DAGNY._
Nej, Hjørdis, men--
_HJØRDIS._
Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham i hærklæder, og fundet det
godt at være, hvor striden brændte som stærkest;--har du ikke?
_DAGNY (dybt bevæget)._
Nej, nej!
_HJØRDIS._
Har du da været ræd av sind, så at Sigurd voldtes skam derved?
_DAGNY (overvældet)._
Hjørdis, Hjørdis!
_HJØRDIS (hånligt smilende)._
Men gode var da dine kår i al den tid;--mener du at Sigurd kan sige det
samme!
_DAGNY._
Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig for klog på mig selv!
_HJØRDIS._
Et skemtsomt ord, så græder du straks! Tænk nu bare ikke på det. Se her,
hvad jeg har gjort idag; _(tåger nogle pile fra bordet)_--hvor spidse og
skarpe du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile?
_DAGNY._
Og på at _bruge_ dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du
nys har sagt mig,--på det tænkte jeg aldrig før. _(hæftigere.)_ Men at
Sigurd--! At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og
uhæderligt;--nej, nej, det kan ikke være sandt!
_HJØRDIS._
Nå nå, trøst dig, Dagny; det _er_ jo heller ikke sandt. Ja, var
Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det så være, dengang
stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet;--nu
nøies han med ringere lykke.
_DAGNY._
Nej Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg ser det vel, jeg er
ikke den rette hustru for ham; han har dulgt det for mig; men således
skal det ikke blive ved.
_HJØRDIS._
Hvad vil du?
_DAGNY._
Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans færd; jeg vil ikke længer
være ham hinderlig.
_HJØRDIS._
Du tænker da på--?
_DAGNY._
Stille, der kommer folk! _(En huskarl fra baggrunden)_.
_KARLEN._
Sigurd viking kommer til gården!
_HJØRDIS._
Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid.
_KARLEN._
Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil--
_HJØRDIS._
Godt, godt, det ved jeg; gå da! _(Karlen går; til Dagny, der ligeledes
vil gå)_. Hvor vil du hen?
_DAGNY._
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at vi må skilles,
det skjønner jeg nok; men _nu_ at stedes til møde med ham,--nej,
nej, det kan jeg ikke. _(går ud til venstre)_.
_HJØRDIS (ser en stund taus efter hende)._
Og hende var det jeg vilde--_(fortseetter tanken ved et blik på
buesnoren)_. Ringe hævn havde det været;--nej, nu hug jeg bedre til! Hm;
det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!
_(Sigurd fra baggrunden.)_
_HJØRDIS._
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han.
_(vil gå.)_
_SIGURD._
Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.
_HJØRDIS._
Mig?
_SIGURD._
Og vel var det jeg traf dig alene.
_HJØRDIS._
Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hiniderligt om
stuen stod fuld både af mænd og kvinder.
_SIGURD._
Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig.
_HJØRDIS (bittert)._
Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for
alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list;
det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du lisfeligt lo
derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok
endda,--og for så fra landet med den kvinde, du havde kjær!
_SIGURD._
Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres
af skæbnen,--så er det gået med os to.
_HJØRDIS._
Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald
de ikke finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er
stærk nok til at stævne i strid mod nornen;--det er _det_ jeg nu
vil gøre.
_SIGURD._
Hvad mener du?
_HJØRDIS._
Jeg vil vove en styrkeprøve med dem--med dem, som er over mig. Men lad
os ikke tale mere om det; jeg har meget at gøre idag. _(hun sætter sig
ved bordet)_
_SIGURD (efter et kort ophold)._
Du virker gode våben for Gunnar.
_HJØRDIS (med et stille smil)._
Ikke for Gunnar, men _mod_ dig.
_SIGURD._
Det må vel komme ud på et.
_HJØRDIS._
Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og
Gunnar sent eller tidligt--_(holder inde, læner sig bagover mod bordet,
ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:)_ Hm; ved
du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig
lystige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu
kommer Sigurd hin stærke til landet;--han vil brænde os inde, mig og min
husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen;--de tænder
taget udenfra;--"Et bueskud", siger Gunnar "et eneste kan frelse
os";--da brister snoren--"Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en
buesnor deraf,--det gælder livet!"--Men jeg ler--"Lad brænde, lad
brænde--livet er mig ikke en håndfuld hår værd!"
_SIGURD._
Der er en sælsom magt i al din tale. _(nærmer sig.)_
_HJØRDIS (ser koldt på ham)._
Du sætter dig hos mig?
_SIGURD._
Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste
gang, vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den
vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre.
_HJØRDIS._
Hvad vil du?
_SIGURD._
Fortælle dig en saga.
_HJØRDIS._
Er den tung?
_SIGURD._
Tung som livet selv.
_HJØRDIS (bittert)._
Ved du, at livet kan være tungt?
_SIGURD._
Døm om det, når min saga er ude.
_HJØRDIS._
Så fortæl; jeg arbejder imens.
_(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)_
_SIGURD._
Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods
og hæder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så
vide de end for om.
_HJØRDIS._
Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar?
_SIGURD._
Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en
gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han
havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var
dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og
hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere
kvinde, så tyktes dem begge.
_HJØRDIS (spændt)._
Begge? Vil du spotte mig?
_SIGURD._
Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men
begge taug, og på hende var ikke at mærke om Gunnar hued hende; men at
hun ej var Sigurd god, det var lettere at skønne.
_HJØRDIS (åndeløs)._
Bliv ved, det beder jeg--!
_SIGURD._
Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som
vidste om. Da hændte det sig en kvæld at der var drikkelag, og svor da
hin stolte kvinde at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et
storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han
kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tok ham i enrum, nævnte
om sin elskov;--Sigurd taug med sin, og gik så til--
_HJØRDIS (udbrydende)._
Sigurd, Sigurd! _(betvinger sig.)_ Og den saga--er den sand?
_SIGURD._
Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis
kunde jeg ikke handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en
anden kvinde.
_HJØRDIS._
Og fik hende kær?
_SIGURD._
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun _en_ kvinde, som Sigurd
har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den første dag de
mødtes. _(rejser sig.)_ Her ender min saga, lad os skilles nu.--Farvel,
Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.
_HJØRDIS (springer op)._
Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort!
_SIGURD (studsende)._
Jeg gjort? Hvad fattes dig?
_HJØRDIS._
Og alt det siger du mig nu! Men nej,--det kan ej være sandhed!
_SIGURD._
Et sværd,--en økse! Det er det sidste bud han bringer! _(griber en økse
fra en af de omstående og iler ud.)_
_SIGURD (vil følge efter_).
Gunnar, styr dig!
_HJØRDIS (holder ham tilbage)._
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender Gunnar! _(Et udråb høres
fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)_
_SIGURD OG DAGNY._
Hvad er det?
_EN STEMME BLANDT MÆNGDEN._
Thorolf faldt!
_SIGURD._
Thorolf! Ha, slip!
_DAGNY._
Min broder! O, min broder!
_(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind, og
kaster øksen fra sig ved døren.)_
_GUNNAR._
Nu er det gjort. Egil er hævnet!
_SIGURD._
Vel dig, ifald du ikke har været for rap på hånden.
_GUNNAR._
Kan hænde, kan hænde; men Egil, Egil, min fagre gut!
_HJØRDIS._
Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore venner; thi Thorolf har mange
eftermålsmænd.
_GUNNAR (mørkt)._
Selv vil han blive sin værste hævner; han vil stå mig
for sindet nat og dag.
_HJØRDIS._
Thorolf fik sin løn. For frænders færd må frænder lide.
_GUNNAR._
Vel sandt; men det ved jeg, at jeg var gladere i hu før drabet.
_HJØRDIS._
Blodnatten er altid den værste;--når den er over, så går det nok. Ved
skændig list har Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå
mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder så over vort
værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf
var ond og underfundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod ham og
al hans falske æt.
_GUNNAR (ophidset)._
Det havde du! Ringe er min hævn at regne mod Ørnulfs udåd. Han misted
Thorolf, men har dog sex sønner igen, og jeg ingen--ingen!
_EN HUSKARL (ilsomt fra baggrunden)._
Ørnulf fra Fjordene kommer!
_GUNNAR._
Ørnulf!
_HJØRDIS OG FLERE MÆND._
Til våben! Til våben!
_DAGNY (på samme tid)._
Min fader!
_SIGURD (som greben af en anelse)._
Ørnulf--! Ha, Gunnar, Gunnar!
_GUNNAR (drager sværdet)._
Op alle mænd! Hævn over Egils bane!
_(Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)_
_GUNNAR (med et skrig)._
Egil!
_ØRNULF._
Her har I liden Egil igen!
_ALLE (mellem hverandre)._
Egil! Egil lever!
_GUNNAR (lader sværdet falde)._
Ve mig; hvad har jeg gjort!
_DAGNY._
O, Thorolf, min broder!
_SIGURD._
Jeg tænkte det nok;
_ØRNULF (sætter Egil ned)._
_Der_, Gunnar, har du din vakkre gut!
_EGIL._
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde da jeg
rejste!
_ØRNULF (til Hjørdis)._
Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges.
_HJØRDIS (med undertrykt bevægelse)._
Kan hænde!
_GUNNAR (ligesom opvågnende_).
Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du--du bringer Egil hjem!
_ØRNULF._
Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær.
_GUNNAR._
Det ved jeg.
_ØRNULF_
Og glædes ikke mere over at han kommer?
_GUNNAR._
Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig
mig alt,--hvad der er hændt!
_ØRNULF._
Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre
ugerningsmænd for han sørpå efter Egil.
_GUNNAR._
Kåre! _(sagte)_. Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord!
_ØRNULF._
Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves. Bod for Jøkul
vilde jeg ikike give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang,
ifald så skulde være,--men din æt måtte jeg dog frede om; med mine
sønner for jeg da efter Kåre.
_SIGURD (sagte)._
En usalig dåd er her øvet!
_ØRNULF._
Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne, din søn var alt i dine
uvenners magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen
da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted
op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække.
_GUNNAR (i stærk spænding_).
Men du--du Ørnulf--?
_ØRNULF (mørk)._
Sex sønner fulgte mig i striden.
_GUNNAR (åndeløs)._
Men hjemad?
_ØRNULF._
Ingen.
_GUNNAR (forfærdet)._
Ingen! _(sagte)_. Og Thorolf, Thorolf!
_(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre
kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Sigurd står smerteligt
bevæget hos hende.)_
_ØRNULF (efter et kort ophold.)_
Tungt er det at stå som en frodig gran, og så at kvistes af i et eneste
uvejr. Dog, mand skal leve efter mand;--ræk mig et horn; jeg vil drikke
mine sønners minde. _(En af Sigurds mænd bringer et horn.)_ Hil eder der
I nu rider, mine djærve sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders
hæle, thi I kommer itil hallen med mange mænds følge! _(drikker og giver
hornet fra sig.)_ Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det
gamle træ har kun _en_ grøn gren igen, og den må fredes om. Hvor er
Thorolf?
_EGIL (til sin fader.)_
Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skære et skib til mig med
mange, mange hærmænd i stavnen.
_ØRNULF._
Prise må jeg alle gode vætter at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis også
han,--nej, så stærk jeg end er,--det havde faldet mig for tungt at
bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den første til at møde sin
fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag
foruden.
_GUNNAR._
Ørnulf, Ørnulf!
_ØRNULF (med stigende uro.)_
Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu;--hvad fattes,--hvor er
Thorolf?
_DAGNY._
Sigurd, Sigurd,--det blir ham det tungeste!
_GUNNAR (kæmpende med sig selv.)_
Gubbe!--Nej--og dog, det kan jo ikke dølges--
_ØRNULF (hæftigt)._
Min søn! Hvor er han?
_GUNNAR._
Thorolf er dræpt!
_ØRNULF._
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!
_GUNNAR._
Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!
_HJØRDIS (til Ørnulf.)_
Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han
tilkjende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham;--halvt i ufred
skiltes vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i min
æt;--og, foruden det,--som en kådmundet svend sad Thorolf ved gildet;
han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig;--først da var det
at Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg
mene, han havde skellig årsag til den gerning.
_ØRNULF (rolig)._
Det kendes på dig at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil
det? Er Thorolf dræbt, så er hans saga ude.
_EGIL._
Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd.
_ØRNULF._
Nej, Egil,--nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg. _(til
Hjørdis_.) Din fader kvad:
"Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje".
Godt har du nu sørget for, at hans ord kan sandes. _(tier lidtog vender
sig til en af mændene.)_ Hvor fik han banehugget?
_MANDEN._
Tvers over panden.
_ØRNULF (tilfreds)._
Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt
han mod siden, eller ind mod Gunnars fødder?
_MANDEN._
Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.
_ØRNULF._
Det spår kun halv hævn; ja, ja,--vi skal se!
_GUNNAR (nærmer sig.)_
Ørnulf, vel ved jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af
mig hvad du vil--
_ØRNULF (strængt, afbrydende.)_
Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han?
_GUNNAR (peger taus mod baggrunden.)_
_ØRNULF (gør et par skridt, men vender sig og siger tordnende til
Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil følge ham):_
Bliv! Tænker I at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende
kvinde! Bliv, siger jeg!--Vel årker jeg Thorolf alene, _(med rolig
kraft.)_ Sønneløs går jeg; men ingen skal sige at han så mig bøjet!
_(han går langsomt ud.)_
_HJØRDIS (med tvungen latter.)_
Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at være, om
han kommer med ufred igen! Nu, Dagny,--nu tænker jeg det er sidste gang
din fader stævner fra Island i sligt ærind!
_SIGURD (oprørt)._
O, skændigt!
_DAGNY (ligeså)._
Forhåne ham kan du! Forhåne ham--efter det, som her er øvet!
_HJØRDIS._
Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf
imorges;--Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet,--kun ikke at han
skændet mine kår. Frilleviv kaldte han mig; _er_ det så, da har jeg
ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er
ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!
_DAGNY (i stærkt oprør.)_
Der fejler du, Hjørdis,--og ret nu skal alle vide, at du lever under ræd
mands tag!
_SIGURD (hæftigt.)_
Dagny, hvad vil du!
_GUNNAR._
Ræd!
_HJØRDIS (med hånlatter.)_
Vidløst taler du der!
_DAGNY._
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du håned min fader og mine
faldne brødre; jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre
at Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu;--pris aldrig Gunnar for
hin dåd på Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig
og ransmanden, det hænger ved min husbonds side,--og ringen, som du drog
af din arm, den gav du til Sigurd, _(drager den af og holder den højt
ivejret)_ her er den!
_HJØRDIS (vildt)._
Sigurd!
_MÆNGDEN._
Sigurd! Sigurd øved dåden!
_HJØRDIS (skælvende af sindsbevægelse.)_
Han, han!--Gunnar, er det sandt!
_GUNNAR (med ædel ro.)_
Sandt er alt; kun ikke at jeg er ræd;--jeg er hverken ræd eller niding.
_SIGURD (bevæget)._
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! _(til de øvrige)_.
Afsted, mine mænd! Afsted herfra!
_DAGNY (ved udgangen til Hjørdis.)_
Hvem er _nu_ den ypperste mand i laget, _min_ husbond eller
_din_! _(hun går ud med Sigurd og hans følge.)_
_HJØRDIS (for sig selv.)_
Nu har jeg kun en gerning igen;--kun _en_ dåd at pønse på: Sigurd
eller jeg må dø!
* * * * *
TREDJE HANDLING.
_(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)_
_(Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med
at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.)_
_HJØRDIS (idet hun strækker snoren.)_
Den er sejg og stærk; _(med et blik på pilene)_ kolven både skarp og
tung--_(lader hænderne synke ned i skødet)_ men hvor findes den ihånd
som--! _(hæftigt.)_ Forhånet, forhånet af ham,--af Sigurd! Jeg må hade
ham mere end andre, det mærker jeg godt; men mange dage skal ikke gå
med, før jeg har--_(grublende)_ Ja, men armen, som skal øve den dåd--?
_(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden)._
_HJØRDIS (efter et kort ophold.)_
Hvor går det dig, min husbond?
_GUNNAR._
Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det
ligger og tynger mig for hjertekulen.
_HJØRDIS._
Gør som jeg; tag dig til at virke noget.
_GUNNAR._
Det må jeg vel.
_(Pause; Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig
hende.)_
_GUNNAR._
Hvad gør du der?
_HJØRDIS (uden at se op.)_
Binder en buesnor; det ser du nok.
_GUNNAR._
En buesnor--af dit eget hår!
_HJØRDIS (smilende)._
Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og
jeg har bundet denne her siden daggry.
_GUNNAR._
Hjørdis, Hjørdis!
_HJØRDIS (ser op.)_
Hvad er det?
_GUNNAR._
Hvor var du inat?
_HJØRDIS._
Inat?
_GUNNAR._
Du var ikke i sovestuen.
_HJØRDIS._
Det vet du?
_GUNNAR._
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette--dette, som
hændte med Thorolf; det båres mig for, som han kom--nå ja, jeg vågned;
da hørtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op;
glytted på døren;--herinde, her sad du ved stokilden,--den brændte blå
og rød,--du skæftet piler og kvad galder over dem.
_HJØRDIS._
Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag.
_GUNNAR._
Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.
_HJØRDIS._
Hm, kan hænde.
_GUNNAR._
Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du
end ægger mig.
_HJØRDIS (smilende)._
Mener du det?
_GUNNAR._
Det ved jeg!
_HJØRDIS (rækker ham snoren)._
Sig mig, Gunnar,--kan du løse den knude der?
_GUNNAR (forsøger det)._
Nej, den er flettet for fast og kunstigt.
_HJØRDIS (reiser sig)._
Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse!
_GUNNAR._
Krumme er de mægtiges veje;--dem kender hverken du eller jeg.
_HJØRDIS._
_Et_ ved jeg dog visst; at Sigurd vil volde usalige kår for os
begge. _(Pause; Gunnar står fordybet i sig selv_.)
_HJØRDIS (der i stilhed har holdt øje med ham)._
Hvad tænker du på?
_GUNNAR._
På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det
værk, du nu kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var såre
bleg. Da sagde jeg: "Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde"? Men
du lo og svared: "Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der i
Sigurds sted."
_HJØRDIS (med tvungen latter)._
Ilde må du kende mig, når slig uvittig drøm kan være dig hinderlig!
_GUNNAR._
Hm!--Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om stuen her?
_HJØRDIS._
Skal jeg sige sandt, Gunnar,--så tykkes det mig stundom for trangt
herinde.
_GUNNAR._
Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange.
_HJØRDIS._
Kan hænde to.
_GUNNAR (der ikke hørte hendes ytring)._
Men det skal bødes på.
_HJØRDIS (ser spørgende på ham)._
Bødes på? Du er da tilsinds at--?
_GUNNAR._
At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen,
som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting.
_HJØRDIS (tankefuld)._
Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge.
_GUNNAR._
Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå
godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast
ræddes for dig; men, sælsomt,--derved er det mest at jeg har dig så kær;
der står en koglende skræk af dig,--det bæres mig for, at du kunde lokke
mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved.
_(med stille hovedrysten.)_ Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde
blevet din husbond.
_HJØRDIS (udbrydende)._
Sigurd!
_GUNNAR._
Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder dig, ellers vilde du
skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig
livet lysteligit at bære.
_HJØRDIS (i stærk men undertrykt bevægelse.)_
Og _det_--_det_ mener du Sigurd kunde gjort?
_GUNNAR._
Han er stærk af sind, og derhos stolt som du.
_HJØRDIS (hæftigt)._
Hvis så er--_(fatter sig)_ ligegodt, ligegodt! _(vildt udbrydende.)_
Gunnar, tag Sigurds liv!
_GUNNAR._
Aldrig!
_HJØRDIS._
Ved list og svig blev jeg din hustru;--det skal være glemt! Fem
glædeløse år har jeg siddet her;--glemt skal alt være fra den dag, da
Sigurd ikke lever mere!
_GUNNAR._
Af min hånd skal ingen men voldes ham _(viger uvilkårligt tilbage.)_
Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!
_HJØRDIS._
Så må jeg finde mig en anden hævner; længe skal Sigurd ikke tale
forhånelsens ord over mig og dig! _(knytter hænderne i krampagtig
forbitrelse.)_ Hos hende--den enfoldige kvinde--hos hende sidder han kan
hænde nu i enrum, leflende og ler over os; mæler om al den tort, som
overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortæller at han listelig lo,
der han stod i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham!
_GUNNAR._
Det gør han ikke; det gør han ikke!
_HJØRDIS (stærkt)._
Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække vejret før de to er borte!
_(træder tæt hen til ham med funklende øjne og siger vildt, men
hviskende.)_ Kunde du hjælpe mig med _det_, Gunnar,--da skulde jeg
leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så varmt
og så vildt, som du aldrig har drømt det!
_GUNNAR (vaklende)._
Hjørdis! Vilde du--!
_HJØRDIS._
Hånd på værket, Gunnar,--så skal de tunge dage være forbi; ikke skal jeg
da længere gå af stuen når du kommer; ikke tale umilde ord og døve dit
smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel og i kostelige
silkeklæder; farer du i leding, jeg følger dig,--rider du i fredsom
færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit
horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte!
_GUNNAR (næsten overvunden_).
Er det sandt; du vilde--!
_HJØRDIS._
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hævn! Hævn over Sigurd og
Dagny, og så skal jeg--_(standser, da hun ser døren åbnes.)_
Dagny,--kommer du hid!
_DAGNY (fra baggrunden)._
Du skynde dig, Gunnar herse;--lad dine mænd ruste sig!
_GUNNAR._
Ruste sig? Mod hvem?
_DAGNY._
Kåre bonde kommer med mange fredløse folk; han vil dig ilde; Sigurd
hindred ham nylig; men hvo kan vide--
_GUNNAR (bevæget)._
Det har Sigurd gjort for mig!
_DAGNY._
Sigurd er dig forvist en fuldtro ven.
_GUNNAR._
Og vi, Hjørdis,--vi som tænkte på--; ja, det er som jeg siger,--trolddom
ligger over al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du nævner
den.
_DAGNY (forundret)._
Hvad mener du?
_GUNNAR._
Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går jeg at samle mine svende.
_(vender sig mod udgangen, men standser og nærmer sig igen.)_ Sig
mig,--hvor går det Ørnulf?
_DAGNY (sænker hovedet)._
Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han
en haug ved stranden;--der skal hans sønner lægges. _(Gunnar tier
og går ud i baggrunden)_.
_DAGNY._
Før kveldstid er der ingen fare. _(nærmer sig.)_ Hjørdis, jeg har et
ærind til på gården; det er til dig jeg kommer.
_HJØRDIS._
Til mig? Efter det, som gik for sig igår?
_DAGNY._
Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke had til mig; glem de
ord, som sorg og onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al den tort
jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du!
_HJØRDIS._
Usalig--du;--Sigurds hustru?
_DAGNY._
_Mit_ værk er jo alt det, som øvedes,--at der blev yppet strid, at
Thorolf faldt, at al den forhånelse overgik Gunnar og dig. Alt er
_jeg_ skyld i! Ve mig;--så gode var mine kår; men aldrig blir jeg
glad mere efter denne dag.
_HJØRDIS (som greben af en pludselig tanke)._
Men før--i de fem lange år--i al den tid var lykken med dig?
_DAGNY._
Kan du tvivle om det!
_HJØRDIS._
Hm; igår tvivled jeg ikke, men--
_DAGNY._
Hvad mener du?
_HJØRDIS._
Å, ikke stort; lad os tale om andre ting.
_DAGNY._
Nej visst ikke. Hjørdis sig mig--!
_HJØRDIS._
Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil det--_(med et ondskabsfuldt
udtryk.)_ Kan du mindes engang, hist på Island;--vi var på thinget
sammen med Ørnulf, din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden,
som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd ind i boden.
_DAGNY._
Sigurd og Gunnar.
_HJØRDIS._
De hilste os med høviske lader, satte sig hos på bænken, og megen
skemtsom tale blev da ført mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi
de to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for at hente sig
hustruer der på øen. Da sagde Sigurd: "Tungt vil det falde mig at finde
den kvinde, jeg kan fæste min hu til". Ørnulf lo, og mente det skortet
ikke Island på højættede kvinder og heller ikke på dem, der var rige;
men Sigurd svared: "Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil vælge,
må ikke finde sig i at sidde i ringe kår; ingen hæder må tykkes hende så
høj, at hun jo higer efter den; i viking må hun villig følge mig;
hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid og ikke blinke med
øjnene, der sværdene lyner; thi er hun ræd av sind, da times mig liden
hæder". Ej sandt, så talte Sigurd?
_DAGNY (usikker)._
Det gjorde han--men--
_HJØRDIS._
Slig skulde hun være, den kvinde, som kunde gøre ham livet fagert; og
så--_(med et foragteligt smil)_ så kåred han dig!
_DAGNY (smerteligt studsende)._
Ha, du mener at--?
_HJØRDIS._
Se, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet, krævet hæder af alle,
på det at Sigurd kunde hædres ved dig;--ej så?
_DAGNY._
Nej, Hjørdis, men--
_HJØRDIS._
Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham i hærklæder, og fundet det
godt at være, hvor striden brændte som stærkest;--har du ikke?
_DAGNY (dybt bevæget)._
Nej, nej!
_HJØRDIS._
Har du da været ræd av sind, så at Sigurd voldtes skam derved?
_DAGNY (overvældet)._
Hjørdis, Hjørdis!
_HJØRDIS (hånligt smilende)._
Men gode var da dine kår i al den tid;--mener du at Sigurd kan sige det
samme!
_DAGNY._
Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig for klog på mig selv!
_HJØRDIS._
Et skemtsomt ord, så græder du straks! Tænk nu bare ikke på det. Se her,
hvad jeg har gjort idag; _(tåger nogle pile fra bordet)_--hvor spidse og
skarpe du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile?
_DAGNY._
Og på at _bruge_ dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du
nys har sagt mig,--på det tænkte jeg aldrig før. _(hæftigere.)_ Men at
Sigurd--! At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og
uhæderligt;--nej, nej, det kan ikke være sandt!
_HJØRDIS._
Nå nå, trøst dig, Dagny; det _er_ jo heller ikke sandt. Ja, var
Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det så være, dengang
stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet;--nu
nøies han med ringere lykke.
_DAGNY._
Nej Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg ser det vel, jeg er
ikke den rette hustru for ham; han har dulgt det for mig; men således
skal det ikke blive ved.
_HJØRDIS._
Hvad vil du?
_DAGNY._
Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans færd; jeg vil ikke længer
være ham hinderlig.
_HJØRDIS._
Du tænker da på--?
_DAGNY._
Stille, der kommer folk! _(En huskarl fra baggrunden)_.
_KARLEN._
Sigurd viking kommer til gården!
_HJØRDIS._
Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid.
_KARLEN._
Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil--
_HJØRDIS._
Godt, godt, det ved jeg; gå da! _(Karlen går; til Dagny, der ligeledes
vil gå)_. Hvor vil du hen?
_DAGNY._
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at vi må skilles,
det skjønner jeg nok; men _nu_ at stedes til møde med ham,--nej,
nej, det kan jeg ikke. _(går ud til venstre)_.
_HJØRDIS (ser en stund taus efter hende)._
Og hende var det jeg vilde--_(fortseetter tanken ved et blik på
buesnoren)_. Ringe hævn havde det været;--nej, nu hug jeg bedre til! Hm;
det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!
_(Sigurd fra baggrunden.)_
_HJØRDIS._
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han.
_(vil gå.)_
_SIGURD._
Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.
_HJØRDIS._
Mig?
_SIGURD._
Og vel var det jeg traf dig alene.
_HJØRDIS._
Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hiniderligt om
stuen stod fuld både af mænd og kvinder.
_SIGURD._
Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig.
_HJØRDIS (bittert)._
Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for
alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list;
det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du lisfeligt lo
derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok
endda,--og for så fra landet med den kvinde, du havde kjær!
_SIGURD._
Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres
af skæbnen,--så er det gået med os to.
_HJØRDIS._
Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald
de ikke finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er
stærk nok til at stævne i strid mod nornen;--det er _det_ jeg nu
vil gøre.
_SIGURD._
Hvad mener du?
_HJØRDIS._
Jeg vil vove en styrkeprøve med dem--med dem, som er over mig. Men lad
os ikke tale mere om det; jeg har meget at gøre idag. _(hun sætter sig
ved bordet)_
_SIGURD (efter et kort ophold)._
Du virker gode våben for Gunnar.
_HJØRDIS (med et stille smil)._
Ikke for Gunnar, men _mod_ dig.
_SIGURD._
Det må vel komme ud på et.
_HJØRDIS._
Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og
Gunnar sent eller tidligt--_(holder inde, læner sig bagover mod bordet,
ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:)_ Hm; ved
du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig
lystige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu
kommer Sigurd hin stærke til landet;--han vil brænde os inde, mig og min
husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen;--de tænder
taget udenfra;--"Et bueskud", siger Gunnar "et eneste kan frelse
os";--da brister snoren--"Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en
buesnor deraf,--det gælder livet!"--Men jeg ler--"Lad brænde, lad
brænde--livet er mig ikke en håndfuld hår værd!"
_SIGURD._
Der er en sælsom magt i al din tale. _(nærmer sig.)_
_HJØRDIS (ser koldt på ham)._
Du sætter dig hos mig?
_SIGURD._
Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste
gang, vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den
vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre.
_HJØRDIS._
Hvad vil du?
_SIGURD._
Fortælle dig en saga.
_HJØRDIS._
Er den tung?
_SIGURD._
Tung som livet selv.
_HJØRDIS (bittert)._
Ved du, at livet kan være tungt?
_SIGURD._
Døm om det, når min saga er ude.
_HJØRDIS._
Så fortæl; jeg arbejder imens.
_(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)_
_SIGURD._
Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods
og hæder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så
vide de end for om.
_HJØRDIS._
Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar?
_SIGURD._
Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en
gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han
havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var
dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og
hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere
kvinde, så tyktes dem begge.
_HJØRDIS (spændt)._
Begge? Vil du spotte mig?
_SIGURD._
Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men
begge taug, og på hende var ikke at mærke om Gunnar hued hende; men at
hun ej var Sigurd god, det var lettere at skønne.
_HJØRDIS (åndeløs)._
Bliv ved, det beder jeg--!
_SIGURD._
Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som
vidste om. Da hændte det sig en kvæld at der var drikkelag, og svor da
hin stolte kvinde at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et
storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han
kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tok ham i enrum, nævnte
om sin elskov;--Sigurd taug med sin, og gik så til--
_HJØRDIS (udbrydende)._
Sigurd, Sigurd! _(betvinger sig.)_ Og den saga--er den sand?
_SIGURD._
Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis
kunde jeg ikke handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en
anden kvinde.
_HJØRDIS._
Og fik hende kær?
_SIGURD._
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun _en_ kvinde, som Sigurd
har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den første dag de
mødtes. _(rejser sig.)_ Her ender min saga, lad os skilles nu.--Farvel,
Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.
_HJØRDIS (springer op)._
Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort!
_SIGURD (studsende)._
Jeg gjort? Hvad fattes dig?
_HJØRDIS._
Og alt det siger du mig nu! Men nej,--det kan ej være sandhed!
_SIGURD._
You have read 1 text from Norwegian literature.
Next - Hærmændene på Helgeland - 4
- Parts
- Hærmændene på Helgeland - 1Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4485Total number of unique words is 131139.2 of words are in the 2000 most common words55.7 of words are in the 5000 most common words63.7 of words are in the 8000 most common words
- Hærmændene på Helgeland - 2Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4677Total number of unique words is 122242.7 of words are in the 2000 most common words59.3 of words are in the 5000 most common words66.2 of words are in the 8000 most common words
- Hærmændene på Helgeland - 3Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4678Total number of unique words is 119243.8 of words are in the 2000 most common words60.0 of words are in the 5000 most common words66.5 of words are in the 8000 most common words
- Hærmændene på Helgeland - 4Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4359Total number of unique words is 117244.0 of words are in the 2000 most common words60.6 of words are in the 5000 most common words67.3 of words are in the 8000 most common words