Hærmændene på Helgeland - 1

_SKOLEUTGAVER_
AV NORSKE FORFATTERE
Ved _cand. mag. JOH. HERTZBERG_
_HENRIK IBSEN_
_HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND_
_Med anmerkninger av_
_stud. mag. BIRGER KNUDSEN_
_ANDET OPLAG_
_KRISTIANIA OG KJØBENHAVN_
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
1918

ANMERKNINGER
av stud. mag. _Birger Knudsen_

_Hærmændene på Helgeland_, som oprindelig var paabegyndt paa vers,
forelaa færdig som manuskript og blev indlevert til Kristiania teater
høsten 1857, men blev henlagt. Om den strid som førtes i den anledning,
se Collin: Bjørnson II 431 fg. Stykket blev imidlertid trykt som bilag
til Illustreret Nyhedsblad april 1858 det opførtes første gang november
s.a. Om dramaets historie gir Ibsen endel oplysninger i sidste halvpart
av indledningen til anden utgave av Gildet paa Solhaug. I forordet til
den tyske utgave (1876) uttaler Ibsen, at stoffet til dramaet bare
delvis er hentet fra volsungasagaen; det væsentlige grundlag utgjøres av
ættesagaerne, hvor heltesagnets forhold ofte bare synes ført tilbake til
menneskelige dimensioner. Av volsungasaga kommer kap. 20-31 i
betragtning. Særlig i kap. 28-29 (kfr. III akt) fandt Ibsen et enkelt,
betydelig motiv, som har fengslet ham. Forhistorien har han saa selv
spundet ut fra dette motiv. Av de islandske ættesagaer, som han læste i
N. M. Petersens oversættelser (3 b. 1839-41; her henvises til 3dje utg.,
1901), har han benyttet Laxdoelasaga, særlig kap. 28-49; desuten Egils
saga og Njaals saga.
Av kommentarer bør nævnes Ferd. G. Lynners avhandling i smaaskrifter fra
det litteraturhistoriske seminar, utg. av G. Gran; A. Bonus: Ibsen u.
die Isländergeschichte i Preuss. Jahrbücher b. 126; G. Neckels foredrag
i 88 Jahresbericht der schlesischen Gesellschaft für väterlandische
Kultur (1910); Roman Woerner: Henrik Ibsen I.

_Første handling._
_Kaares strid med Gunnar_, sml. Pet. Egils saga kap. 84 og Njaals
saga kap. 36.
S. 11. _Da rante Gunnar med vold og sned min fosterdatter,
Hjørdis_, se ogsaa s. 18; sml. Pet. Egilss. kap. 57.
Den islandske lov satte følgende betingelser for et gyldig egteskap: 1)
erlæggelse av en bestemt kjøpesum for bruden (mundr), 2) avholdelse av
bryllup, 3) forlovelse.
S. 17. Holmgang, sml. Pet. Egilss. kap. 68. Holmgang var ingen lovfæstet
indretning, men den var heller ikke forbudt i lovene; forbudt i Norge
ca. 1012.
* * * * *
_Anden handling._
S. 28. _jeg har hørt om en dronning_ etc., Vols, kap. 7.
S. 30. _Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg_ etc.
Fridtjofs saga kap. 6, Tegnérs Frithiofs saga 10. romance og Fayes
Norske Folkesagn s. 55-56.
S. 31. _draugen_. Fayes Folkesagn s. 72-73.
S. 31. _de døde mænds hjemfærd_. Fayes Folkesagn s. 62-66.
S. 36. _gyvr_. Fayes Folkesagn s. 6. Munch: Nordens gamle gude og
heltesagn s. 6.
S. 36. _Smalserhorn_. Snorre: Olaf Trygvesøns saga kap. 85.
S. 37. _nidstang skal han reise_ etc., sml. Pet. Egilss. kap. 60.
S. 40. _Kobberportene skal ikke slå i på eders hæle_, Vols. kap. 31.
* * * * *
_Tredje handling._
S. 43. _Der avles stordåd med hver time nuomstunder_, sml. Pet. Laxdoelas.
kap. 49.
S. 44. _På en drøm, jeg nylig havde_ etc., sml. Pet. Laxdoelas. kap. 49.
S. 51. _Lad brænde, lad brænde_ etc., sml. Pet. Njaalss. kap. 78.
* * * * *
_Fjerde handling._
_Ørnulf_, sml. Pet. Egilss. kap. 80-81.
S. 60. _Brage_. Gylfaginning, Finnur Jonssons oversættelse kap. 25.
S. 62. _Suttungs mjød_. Munch: Nordens gamle gude- og heltesagn s. 97-99.
S. 64. _fylgje_. Fayes Folkesagn s. 68-72.

* * * * *


HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND
SKUESPIL I FIRE HANDLINGER
(1858)

* * * * *


PERSONERNE:
_ØRNULF FRA FJORDENE_, landnamsmand på Island.
_SIGURD HIN STÆRKE_, søkonge.
_GUNNAR HERSE_, rig bonde på Helgeland.
_THOROLF_, Ørnulfs yngste søn.
_DAGNY_, Ørnulfs datter.
_HJØRDIS_, hans fosterdatter.
_KÅRE BONDE_, en helgelænding.
_EGIL_, Gunnars søn, fire år gammel.
_ØRNULFS_ sex ældre sønner.
_ØRNULFS_ og _SIGURDS MÆND_.
_GÆSTER, HUSKARLE, TERNER, FREDLØSE MÆND_, o.s.v.

* * * * *

(Handlingen foregår i _Erik Blodøkses_ tid på og i nærheden af _Gunnars_
gård på Helgeland i det nordlige Norge.)

* * * * *


FØRSTE HANDLING.

_(En høj strand, der i baggrunden løber brat ned til søen. Til venstre
et nøst, til højre fjelde og barskov. Masterne af to hærskibe ses nede i
viken; langt ude til højre skjær og høje holmer; søen er i stærkt oprør,
det er vinter med snetykke og storm.)
(Sigurd kommer op fra skibene; han er klædt i hvid kjortel med
sølvbelte, blå kappe, sokkebrog, lådne sko og stålhue, ved siden bærer
han et kort sakssværd. _Ørnulf_ viser sig straks efter oppe mellem
fjeldene, klædt i mørk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner
samt lådne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskåbe
med hætten trukken over stålhuen så at ansigtet for en del skjules. Han
er høj og kæmpemæssigt bygget, med langt hvidt skæg, gammel og lidt
bøjet; væbnet er han med rundt skjold, sværd og spyd.)_
_SIGURD (træder først ind, ser sig om, får øje på nøstet, går raskt
derhen og prøver at bryde døren op)._
_ØRNULF (kommer tilsyne på fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at
genkende ham, stiger ned og råber):_
Vig marken, hærmand!
_SIGURD (vender sig om, lægger hånden på sværdet og svarer):_
Det var første gang ifald jeg gjorde det!
_ØRNULF._
Du skal og må! Jeg trænger nøstet til nattely for mine stivfrosne mænd.
_SIGURD._
Og jeg for en mødig kvinde.
_ØRNULF._
Mine mænd er mere værd end dine kvinder!
_SIGURD._
Så må skoggangsmænd stå højt i pris på Helgeland!
_ØRNULF (hæver spydet)._
Dyrt skal du bøde for de ord!
_SIGURD (drager sit sværd)._
Nu vil det gaa dig ilde, gubbe!
_(Ørnulf styrter ind på ham, Sigurd forvarer sig.)_
_(Dagny og nogle af Sigurds mænd kommer fra stranden; Ørnulfs sex sønner
fra fjeldene til højre.)_
_DAGNY (der er lidt foran, klædt i rød kjortel, blå kåbe og forværks
hæfte, råber ned til skibene):_
Op alle Sigurds mænd! Min husbond strides med en fremmed!
_ØRNULFS SØNNER._
Til hjælp for gubben! _(de stiger ned.)_
_SIGURD (til sine mænd)._
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!
_ØRNULF (til sønnerne)._
Lad mig slåes i fred! _(farer ind på Sigurd.)_ Jeg vil se dit blod!
_SIGURD._
Se først dit eget! _(sårer ham i armen, så at spydet falder.)_
_ØRNULF._
Godt var det hugget, hærmand!
Snygt du sværdet svinger,
hvast du veed at ramme;
Sigurd selv, hin stærke,
står for dig tilskamme!
_SIGURD (smilende)._
Så er skammen ham til hæder!
_ØRNULFS SØNNER (med et udråb af forundring)._
Sigurd selv! Sigurd hin stærke!
_ØRNULF._
Men hvassere ramte du den nat, du rante Dagny, min datter!
_(kaster hætten tilbage.)_
_SIGURD_ og _HANS MÆND_.
Ørnulf fra fjordene!
_DAGNY (glad, men dog med et udtryk af uro)._
Min fader og mine brødre!
_SIGURD._
Stil dig bag ved mig.
_ØRNULF._
Det gjøres ikke behov, _(nærmer sig til Sigurd.)_ Jeg drog kendsel på
dig så såre du kom mig for øje, derfor yppede jeg strid; prøve vilde jeg
om rygtet sagde sandt, når det nævnte dig som den djærveste idrætsmand i
Norge. Nå, fred og forlig være mellem os!
_SIGURD._
Bedst, ifald det så kunde føje sig.
_ØRNULF._
Der er min hånd. Du er en ypperlig kæmpe; så ramme hug har ingen før
skiftet med gamle Ørnulf.
_SIGURD (ryster hans fremrakte hånd)._
Lad det være de sidste sværdhug, der skiftes mellem os to. Og hermed
byder jeg dig selvdømme i den sag, der er os imellem; er du villig til
at vælge de vilkår?
_ØRNULF._
Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes. _(til de øvrige_.) Så gøres
da vitterligt for alle, hvad sagen gælder. For fem vintre siden lå
Sigurd og Gunnar herse som vikinger på Island og havde fredland der den
vinter tæt under min gård. Da rante Gunnar med vold og sned min
fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og
sejlede bort med hende. For dette ran dømmes du til at bøde tre hundrede
i sølv, og skal med det din ufredsgerning være sonet.
_SIGURD._
Billige kår tykkes mig at være, hvad du der byder; de tre hundrede skal
jeg udrede og lægger til en bræmmet silkekåbe; det er en kongegave fra
Ædhelstan i England og så god, som nogen mand har båret den på Island.
_DAGNY._
Ret så min bolde husbond; og tak, du, min fader; nu først er jeg frejdig
tilsinds!
_(hun trykker faderens og brødrenes hænder og taler sagte med dem.)_
_ØRNULF._
Så stå da forliget ved magt mellem os, og skal Dagny efter denne tid
være fuldt så hæderlig at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine
frænders minde.
_SIGURD._
Og på mig kan du nu lide, som på din egen æt!
_ØRNULF._
Det tænker jeg forvisst jeg kan, og vil på stand friste, hvor god du er
mig.
_SIGURD._
Rede skal du finde mig; sig frem,--hvad kræver du?
_ØRNULF._
Din hjælp i råd og dåd. Jeg har stævnet hid til Helgeland for at søge
Gunnar herse og kræve ransbøder for Hjørdis.
_SIGURD (overrasket)._
Gunnar!
_DAGNY (ligeså)._
Og Hjørdis,--hvor er de at finde?
_ØRNULF._
Hjemme på Gunnars gård, tænker jeg.
_SIGURD._
Og den ligger--?
_ØRNULF._
Ikke mange pileskud borte; har du ikke vidst det?
_SIGURD (med undertrykt bevægelse)._
Tilvisse, nej! Sparsomt har jeg spurt fra Gunnar siden vi sidst sejlede
fra Island sammen. Vidt for jeg i viking og tjente mange konger
udenlands med ens Gunnar sad hjemme. Hid under land kom jeg idag i
lysningen, fordreven af uvejret; at Gunnar havde sin fædrenegård her
nordpå var mig nok vitterligt, men--
_DAGNY (til Ørnulf)._
Og i det ærinde for du hjemmefra?
_ØRNULF._
Så er det. _(til Sigurd.)_ At vi to mødtes har været et værk af de
vældige deroppe; de vilde det så. Havde jeg tænkt på ait søke dig, så
vidste jeg lidet hvor du var at finde.
_SIGURD (tankefuld)._
Vel sandt, vel sandt!--Men nu den sag med Gunnar,--sig mig, Ørnulf,
tænker du at drive den stærkt, af al formue, både med godt og ondt?
_ØRNULF._
Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg
tilthings og der var mange hæderlige mænd tilstede. Da thingdagene var
tilende, sad jeg i boden og drak sammen med mine herredsmænd, og så kom
kvinderanet på tale; hånlige ord måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort
sidde uhævnet på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til
Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn for ranet og aldrig fare hjem
til Island igen før jeg havde vidst at fremme min sag.
_SIGURD._
Ja, ja! står det så, da skjønner jeg nok at sagen må drives stærkt ifald
det trænges om.
_ØRNULF._
Det må den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar er mig nævnt som
en hæderlig mand. Glad er jeg også at jeg for i denne færd; tiden faldt
mig lang på Island tilslut; derude på de blå vande var jeg bleven gammel
og grå, det bares mig for som jeg måtte ud på dem engang til førend
jeg--; nå ja,--Bergthora, min gode hustru, var jo død for længe siden,
mine ældste sønner for hver sommer i viking, og da nu Thorolf vokste
til--
_DAGNY (glad)._
Thorolf er med? Hvor er han?
_ØRNULF._
Ude på skibet. _(peger mod baggrunden til højre.)_ Der skal du se en
gut; stor og stærk og fager er han bleven siden du sad hjemme. Det vil
blive en ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig.
_DAGNY (smilende)._
Det er nu som før, skjønner jeg; stedse stod Thorolf dit hjerte nærmest.
_ØRNULF._
Han er den yngste og sin moder lig, deraf kommer det.
_SIGURD._
Men sig mig nu,--dit ærinde hos Gunnar herse,--tænker du alt idag--?
_ØRNULF._
Heller idag end imorgen. Med rimelige bøder skal jeg være fornøjet;
vægrer Gunnar sig ved sligt forlig, så får han friste de kår, som følger
på.
_(Kåre bonde kommer ilsomt ind fra højre; han er klædt i grå
vadmelskofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)_
_KÅRE._
Godt møde, hærmænd!
_ØRNULF._
Hærmænds møde skattes sjelden godt.
_KÅRE._
Er I hæderlige mænd, så tilsiger I mig fred iblandt jer; Gunnar herses
husfolk står mig efter livet!
_ØRNULF._
Gunnar herse!
_SIGURD._
Så har du øvet ondt imot ham!
_KÅRE._
Min ret har jeg øvet. Vi holdt udgangskvæg sammen på en holme tæt under
land; Gunnars folk tog mine bedste okser bort, og en af mændene skældte
mig for en træl; så bar jeg våben på ham og fældte ham.
_ØRNULF._
Det var lovlig gerning.
_KÅRE._
Men nu imorges kom hans karle mod mig med ufred; lykken var mig god, så
jeg blev varslet itide og slap bont; dog, stakket frist kan jeg vente,
for mine avindsmænd leder om mig.
_SIGURD._
Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums tid kendte jeg Gunnar så godt
som mig selv, og det veed jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig mand.
_KÅRE._
Gunnar har ingen del i al den ufærd, han er sønderpå landet; nej, det er
Hjørdis, hans hustru--
_DAGNY._
Hjørdis!
_ØRNULF (mumlende)._
Ja ja, det kunde ligne hende!
_KÅRE._
Gunnar bød jeg bod for trællen, og den var han villig til at tåge, men
så kom Hjødis til, ægged sin husbond med mange hånlige ord og hindred
forliget; siden drog Gunnar sørpå, og imorges--
_SIGURD (ser ud til venstre_).
Der kommer vejfarende mænd nordefter, er det ikke--?
_KÅRE._
Det er Gunnar herse selv!
_ØRNULF._
Vær nu trøstig, jeg tænker nok, jeg skal få jer forligte.
_(Gunnar herse, med nogle mænd, kommer fra venstre. Han er klædt i
husdragt, brun kjortel, sokkebrog, blå kappe og bred hat; af våben har
han kun en liden håndøkse_.)
_GUNNAR (standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede_).
Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt--!
_ØRNULF._
Der ser du ret nok.
_GUNNAR (træder nærmere_).
Nu da, hil og sæl på min grund, ifald du kommer med fred.
_ØRNULF._
Vil du som jeg, så skal ingen ufred øves.
_SIGURD (nærmer sig_).
Vel mødt, Gunnar!
_GUNNAR (glad)_. Sigurd--fosterbroder! _(ryster hans hånd)_.
Ja, er du med, da ved jeg visst, at Ørnulf kommer med fred. _(til
Ørnulf.)_ Ræk mig hånden, gubbe! Hvad ærend du har her nordpå er ikke
svært at skønne; det gælder Hjørdis, din fosterdatter.
_ØRNULF._
Som du siger, stor tort voldtes mig da du for med hende fra Island uden
at søge mit minde.
_GUNNAR._
Du kommer med ret og skel; har svenden flængt, så får manden flikke.
Længe har jeg ventet dig, Ørnulf, for den sags skyld, og kan bøder gøre
det, så skal vi snart forliges.
_SIGURD._
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.
_GUNNAR (med varme_).
Det må du gubbe; skulde du værdsætte hende som det bør sig, da vilde
ikke alt mit gods forslå!
_ØRNULF._
Jeg skal rette mig efter lov og vedtægt, det kan du lide på. Men nu en
anden sag; _(peger på Kåre)_ ser du den mand der?
_GUNNAR._
Kåre bonde! _(til Ørnulf.)_ Du ved da, der er ufred mellem os?
_ØRNULF._
Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran bør bødes.
_GUNNAR._
For drab ligeså; han har dræbt min træl.
_KÅRE._
Fordi han håned mig.
_GUNNAR._
Jeg har sagt mig rede til forlig.
_KÅRE._
Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges, mens du var bonte,
faldt hun over mig og står mig nu efter livet.
_GUNNAR (opbragt)._
Er det sandt du siger; har hun--?
_KÅRE._
Hvert ord er sandt.
_ØRNULF._
Derfor bad bonden om min bistand, og den skal være ham sikret.
_GUNNAR (efter et øjebliks betænkning)._
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det er derfor billigt at jeg
føjer mig efter din vilje. Hør mig, Kåre bonde, jeg er villig til at
lade trællens drab og al den ulempe, der er voldt dig, gå op mod
hinanden.
_KÅRE (rækker Gunnar hånden)._
Det er gode kår; dem tåger jeg imod.
_ØRNULF._
Og fred skal han have for dig og dine?
_GUNNAR._
Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.
_SIGURD (peger ud til højre)._
Se der!
_GUNNAR (misfornøjet)._
Det er Hjørdis!
_ØRNULF._
Med væbnede karle!
_KÅRE._
Hun søger mig!
_(Hjørdis med en flok huskarle. Hun er sortklædt, i kjortel, kåbe og
hætte; karlene er væbnede med sværd og økser, selv bærer hun et let spyd
i hånden.)_
_HJØRDIS (standser ved indgangen.)_
Mandstærke mødes vi her, som det lader!
_DAGNY (iler hende imøde)._
Hil og sæl, Hjørdis!
_HJØRDIS (koldt)._
Tak. Jeg har alt spurt at du ikke var langt borte.
_(træder nærmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.)_
Gunnar og--Kåre, min avindsmand,--Ørnulf og hans sønner, og--
_(idet hun får øje på Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier
lidt, men fatter sig og siger_:)
Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel på,--men ikke ved jeg,
hvem der er mig bedst sindet.
_ØRNULF._
Vel nok sindet er vi dig alle.
_HJØRDIS._
Hvis så er, da vil du ikke nægite at give Kåre i min husbonds vold.
_ØRNULF._
Det gjøres ikke behov.
_GUNNAR._
Der er nu fred og forlig mellem os.
_HJØRDIS (med undertrykt spot_).
Forlig? Nu ja, jeg ved du er en klog mand, Gunnar! Kåre har truffet
mandstærke venner, og så skønner jeg nok det tyktes dig tryggest--
_GUNNAR._
Det nytter lidet at ægge mig med hånord! _(med vægt.)_ Kåre har fred for
os!
_HJØRDIS (tvinger sig)._
Godt og vel; har du tilsagt ham fred, så må løftet holdes.
_GUNNAR (stærkt, men dog uden hæftighed)._
Det må det og det skal det!
_ØRNULF (til Hjørdis)._
Og der blev så halvvejs sluttet et forlig til, før du kom.
_HJØRDIS (skarpt)._
Mellem dig og Gunnar?
_ØRNULF (nikker)._
Det gjaldt dig.
_HJØRDIS._
Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger jeg dig, min
fosterfader, aldrig skal det spørges, at Gunnar herse lod sig skræmme
fordi du kom med vabenfolk til landet; var du kommen som enlig,
vejfarende mand i vor stue, så kunde tvisten lettere jevnes.
_GUNNAR._
Ørnulf og hans sønner kommer med fred.
_HJØRDIS._
Kan så være, men på andet sæt vil det lyde i folkemunde, og du selv,
Gunnar, stoled nok ikke så stærkt på freden igår, da du skikked Egil,
vor søn, sørpå såsnart det spurgtes at Ørnulf lå i fjorden med hærskib.
_SIGURD (til Gunnar)._
Du har skikket din søn sørpå?
_HJØRDIS._
Ja, for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf faldt over os!
_ØRNULF._
Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad Gunnar har gjort turde være
klog mands gerning, såfremt du hindrer forliget.
_HJØRDIS._
Lykken råder for livet. Lad times hvad der vil; men heller vil jeg
falde, end frelse livet ved fejgt forlig.
_DAGNY._
Sigurd giver bod og vil ikke kaldes ringere mand for det.
_HJØRDIS._
Sigurd må selv vide bedst, hvad hans hæder kan tåle.
_SIGURD._
Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.
_HJØRDIS._
Sigurd er en navnkundig drapsmand, men djærvere dåd øved Gunnar, da han
dræbte hvidbjørnen udenfor mit bur.
_GUNNAR (med et forlegent blik på Sigurd)._
Ja ja, lad det så være!
_ØRNULF._
Vel sandt, det er den djærveste dåd, nogen mand har øved på Island, og
derfor--
_SIGURD._
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes ræd.
_HJØRDIS._
Skal bod gives, så skal og bod kræves. Gunnar, du drages til minde, hvad
du engang har lovet!
_GUNNAR._
Ilde betænkt var det løfte; kræver du at det skal holdes?
_HJØRDIS._
Holdes skal det, ifald vi to skal leve under tag sammen efter denne dag.
Så vid da, Ørnulf, skal bod gives for din fosterdatters ran, så skal du
også bøde fordi du dræbte Jøkul, min fader, og tog alt hans gods og eje!
_ØRNULF._
Jøkul faldt i ærlig holmgang; værre tort gjorde dine frænder mig, da de
skikked dig ukjendt til Island og fik mig til at knæsætte dig.
_HJØRDIS._
Hæder og ingen tort hadde du af at fostre Jøkuls datter.
_ØRNULF._
Idel ufred har jeg havt deraf, det ved jeg.
_HJØRDIS._
Værre ufred tør times dig nu, ifald--
_ØRNULF._
Ikke kom jeg hid for at kives med kvinder!--Gunnar, hør nu mit sidste
ord; er du villig til at bøde for kvinderanet?
_HJØRDIS (til Gunnar)._
Kom det ihu, som du har lovet!
_GUNNAR (til Ørnulf)._
Du hører, jeg har gjort et løfte og det må jeg--
_ØRNULF (forbittret)._
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig på art jeg gav bod for ærligt drab!
_HJØRDIS (med kraft)._
Så trodser vi dig og dine!
_ØRNULF (med stigende vrede)._
Og hvem har ret til at kræve bod for Jøkul? Hvor findes hans frænder?
Ingen af dem er ilive! Hvo er hans lovlige eftermålsmand?
_HJØRDIS._
Det er Gunnar på mine vegne!
_ØRNULF._
Gunnar! Ja, var du fæatet til ham med din fosterfaders samtykke, eller
havde han bødet for ranet, så var han lovlig eftermålsmand, men--
_DAGNY (angst og bønligt_).
Fader, fader!
_SIGURD (hurtig)._
Tal ikke ud!
_ØRNULF (med hævet stemme)._
Jo, højt skal det siges! Hærtagen kvinde har ingen lovlig husbond!
_GUNNAR (med hæftighet)._
Ørnulf!
_HJØRDIS (i vildt udbrud)._
Forhånet! beskæmmetr! _(med dirrende stemme.)_ Det--det skal du komme
til at angre!
_ØRNULF (vedblivende)._
Hærtagen kvinde er kun at agte som frilleviv efter loven! Vil du vinde
hæderligere kår, så må du--
_HJØRDIS (tvinger sig)._
Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun ait agte
for Gunnars frille,--godt og vel, så må han hædre sig med dåd,--hædre
sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig! Og vogt dig nu,
Ørnulf; her skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære på dig og
dine så tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på liv og
lemmer, og det skal hver og en som--_(med et hvast blik til Kåre_.) Kåre
bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig av din sag, og der er fred mellem os, men
ikke vil jeg råde dig til at komme hjem med det første; den dræpte har
mange hævnere, og let kunde det hænde sig at--ja, nu har jeg varet dig
for faren, bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os må vi nu. En
berømmelig dåd har du øvet på Island, men større dåd må her øves, ifald
ikke din--din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!
_GUNNAR._
Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te sig så!
_DAGNY (bedende)._
Bliv, fostersøster,--bliv; jeg vil tale min fader tilrette!
_HJØRDIS (uden at høre på hende)._
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spået, at jeg skulde friste livet
som en ussel frilleviv; men skal jeg bære dette liv og denne skændsel,
bære det en eneste dag længere, så må min husbond øve noget--noget, som
gjør ham navnkundigere end alle andre mænd! _(går ud til højre)_.
_GUNNAR (dæmpet)._
Sigurd, et må du love; vi tales ved før du farer fra landet, _(går med
sine mænd til højre)_.
_(Uveiret er under det foregående ophørt; middagssolen ses som en rød
skive dypt nede ved havranden.)_
_ØRNULF (truende.)_
Dyr skal den færd blive dig, fosterdatter!
_DAGNY._
Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!
_ØRNULF._
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end bøder til mellem mig og
Gunnar!
_SIGURD._
Hvad agter du at gjøre?
_ØRNULF._
Det ved jeg ikke; men langvejs skal det spørges at Ørnulf fra Fjordene
har gæstet Gunnar herse!
_SIGURD (med rolig fasthed)._
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære våben på ham skal du
aldrig, sålænge jeg er ilive!
_ØRNULF._
Ikke det! Om jeg nu så vil det!
_SIGURD._
Ej skal det ske,--end ikke om du så vil det.
_ØRNULF (hæftigt)._
Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at gå
mod jer alle!
_SIGURD._
Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen;
hæderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig kærere end våben og
guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste frænde.
_ØRNULF._
Det ventet jeg af dig, djærve Sigurd!
_SIGURD._
Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden.
Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er
mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er;--nu
godt, mig kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men
her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til
vilje i denne sag!
_ØRNULF._
Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kjæmper, ifald jeg
for tomhændet til Island!
_SIGURD._
Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med
alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige
kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det
ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad
som findes ombord,--lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med
fred.
_ØRNULF._
Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!
_SIGURD._
For en fuldtro ven kan ingen mand gøre formeget.
_ØRNULF._
Give dit halve gods og eje!
_SIGURD (indstændigt)._
Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med
dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan
jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig
glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?
_ØRNULF (betænker sig)._
To gode langskibe, våben og løsøre,--af gods får ingen mand formeget,
men,--_(hæftigt)_ nej, nej,--Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke!
Uhæderligt var det, om jeg tog din eiendom!
_SIGURD._
Men hør dog først--
_ØRNULF._
Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.
_KÅRE (træder nærmere)._
Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter
bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe
Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig.
_ØRNULF._
Hævn? Hvad råder du da til?
_SIGURD._
Til ondt, det ser jeg nok!
_DAGNY (til Ørnulf)._
Hør ikke på ham!
_KÅRE._
Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet;
lover du at værge mig siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og
brænde folkene inde. Er det efter dit sind?
_SIGURD._
Niding!
_ØRNULF (roligt.)_
Efter mit sind? Ved du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind?
_(tordnende)_ At hugge næse og øren av dig, du usle træl! Lidet kender
du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig
skændselsgerning!
_KÅRE (der er vegen tilbage_).
Falder du ikke over Gunnar, så falder han over dig!
_ØRNULF._
Det har jeg næver og våben itil at hindre.
_SIGURD (til Kåre)._
Og nu bort fra os! Hæderlige mænd har skam af dit samkvem!
_KÅRE (ved udgangen)._
Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg kan; men det siger jeg:
angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjørdis,--og skal vel
vide at ramme hende! _(går ned til søen.)_
_DAGNY._
Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres!
_ØRNULF (fortrædeligt)._
Å, lad ham gøre hvad han lyster; hun er ikke bedre værd!
_DAGNY._
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.
_ØRNULF._
Usalig var den time jeg tog hende under mit tag; det begynder at gå som
Jøkul sagde.
_SIGURD._
Jøkul?
_ØRNULF._
Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham banehugget, faldt han flad ned på
græsvolden, så på mig og kvad:
Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje;