Maria: En Bog om Kærlighed - 3

»Naar Du nu bliver gift, Maria -- sagde jeg -- skylder Du altsaa,
næst mig, din hæderlige Mand Lydighed og Troskab. Vær trofast,
saalænge det paa nogen Maade er Dig muligt, selv om din Mand
vitterligt holder Elskerinder i Hobetal; men bliver Troskaben Dig
omsider for byrdefuld, da husk, at Du er Vogterske af Din Mands Ære,
og sørg hensynsfuldt for, at den ikke offenlig beklikkes. Thi det er
den uhyre Forskel paa en Mands og en Hustrus Utroskab, at den utro
Mand ikke forklejner Hustruen, mens Konen ved en almindelig bekendt
Utroskab gør sin Mand fuldkommen latterlig. Maaske er dette dumt og
uretfærdigt, men det er nu en Gang saa. Har været det fra Arilds Tid
og vil være det, saalænge Ægteskabet bestaar. Maaske er det heller
ikke saa dumt endda. Der er ialfald den sunde Mening deri, at Konens
Utroskab høster i Ægteskabet, Mandens udenfor.
Tvi den Kone, der paa en opsigtvækkende Maade gør sin Mand til
Hanrej. Men de er ikke bedre, Maria, de Koner, der, maaske realiter
trofaste, lader sig se i Selskaber og Teatre, paa Gader og Stræder,
med en svansende Skare af Tilbedere om sig, mens Manden sjokker
bagefter som Per Tot. Der er ingen Undskyldning for dem. Selv den
sølleste Mand er for god til at fremvises paa Markedet af den Kvinde,
hvis Børn bærer hans Navn. Alle tilhobe burde de stryges til Kagen.«
Saa strænge Ord sagde jeg Maria til Fordel for hendes tilkommende
Mand.


XL.

Jeg nærede, til at begynde med, kun de velvilligste Følelser for
Marias Bejler. Han forulæmpede mig ikke. Han skulde en Gang have
Maria. Ja. Men foreløbig havde jeg hende; og naar jeg først var
færdig med hende -- saa i Guds Navn! Han skulde faa min Velsignelse
med paa Købet.
Men det skete, at Fabrikantens Sind forvirredes af en Højheds-Dæmon
og at han vilde vise sin Magt over Maria. Han, der burde have
indtaget en beskedent afventende Holdning, begyndte at optræde som
hendes retmæssige Herre. Han vaagede med Nidkærhed over hendes
Færden, han vovede endogsaa at udspionere hende, og han kom med
forblommede Hentydninger og Trudsler, hvilke hun opfattede, som om
han anede hendes Forhold til mig.
Det lykkedes ham virkeligt at forvirre og forskrække Maria. En Dag
erklærede hun mig, at hun ikke længer turde besøge mig. Hun frygtede
for Fabrikanten, der var kendt som en ubændig Natur.
Da var min Langmodighed forbi, og jeg talte til Maria som en bedrøvet
og fortørnet Profet til et frafaldent Folk.
Hvem -- sagde jeg -- er din Herre, han eller jeg? Hvem har gjort Dig
lykkeligere end nogen anden Pige paa Jorden? Hvem har ført Dig ind
i Kærlighedens forjættede Land? Maria, Maria, vender Du Dig troløst
fra mig, glemmende alle mine Velgærninger? Men det forkynder jeg
Dig: ringeagter Du den Ed, Du har svoret mig, jeg din Herre, hvem
Du tilhører og hvis Haand Du ikke kan undløbe, jeg forbander Dig og
jager Dig bort fra mit Hus. Og min Forbandelses Svøbe skal alle Dage
være over Dig. Gaa nu, om Du vil. Vælg mellem Fabrikanten og mig.
Da Maria fornam min retfærdige Harme, græd hun bitterligt, anklagede
sin egen Svaghed og anraabte mig om ikke at forstøde hende.
Og jeg tilgav Maria og førte hende under store Æresbevisninger til
mit Leje. Men mit Hjærte svor skaanselsløs Hævn over den formastelige
Bejler.


XLI.

Paa min Eng græsser en hvid Hind. Det er den tammeste og yndigste
Hind i Skoven. Den æder af min Haand, og, saasnart den hører min
Røst, kommer den springende.
Der er mange andre Hinde, der kredser om min Eng. Jeg lokker dem ind
og byder dem at græsse. Men de vejrer den hvide Hinds Spor, de føler
sig ikke trygge. Og saasnart jeg i Skovbrynet skimter min hvide Hind
med lyttende Øren og spejdende Øjne, jager jeg dem alle bort.
Min Eng tilhører den hvide Hind, og den tilhører mig. Den er min Lyst
og Glæde. Den æder af min Haand og den følger alle mine Vink.
Min hvide Hind, lad den frit lege i Skov og paa fremmede Enge. Men
kommer der en Jæger og vil fange den ind, kommer der en Jæger, der
vil tage den fra min Eng og sætte den paa sin og lære den at æde af
hans Haand -- da, min hvide Hind, skal jeg vise, at Du er min, og jeg
skal rive Dig af hans Snarer hver Gang, han tror, at nu har han Dig.


XLII.

Maria, min hvide Hind. Tak være Dig, at Du bevarede dit Hjærte
standhaftigt i hine Prøvelsens Dage.
Saa ubekymret om Faren sprang Du mellem din Bejlers Snarer og min
Eng. Han truede og han lokkede, men just som han mente, at nu var Du
i hans Garn, fløj Du i hastige Spring bort for at æde af min vinkende
Haand.
Kendte Du Anger og Skrupler ved det dobbelte Spil? Vistnok, naar Du
var borte fra mig. Dine Breve talte derom. Du bad mig slippe Dig.
Eller Du bad mig befale Dig at slippe den Anden.
Men naar Du velbeholden var naaet ind til mig og dit Hoved hviled i
mit Skød, var al Anger og Angst som blæst bort af din Sjæl. Her var
trygt og godt at være, her var i salig Vished Livets eneste Lykke. Vi
to alene. Ingen og intet vi savnede. Hvad vedkom alt det andet os?
Lad dem jage og kæmpe derude i Verden, lad dem græde og juble, lad
dem slide sig op i Had og Fortvivlelse. Her var en fredlyst Plet, en
Time af Saligheden nedsænket i Jordens Jammerdal.
Men jeg husker ogsaa, Maria, din skælvende Frysen, naar Du i den
mørke Nat gik fra mig, husker det langelige Blik, hvormed Du i stum
Fortvivlelse tog Afsked med mine Stuer.
Hvorfor bad jeg Dig ikke blive?
Jeg vidste jo ikke den dejlige Hemmelighed, som mit Bryst gærrigt
skjulte, den, Du anede, din Sjæl til Styrkelse i hine Prøvelsens
Dage.


XLIII.

Jeg vidste kun, at jeg sad som en Konge med den kosteligste Skat i
min Haand. Skatten var i min Haand, og jeg var Konge. Kunde bruge den
eller skænke den bort, alt efter mit kongelige Lune.
Hovmodig sad jeg med min Skat, holdt den triumferende op for mine
kyndige Øjne og sagde: Denne Skat er i Sandhed sjælden, og ve den,
der vil vove at stjæle den fra mig. Den er min af Guds Naade, jeg
skylder Ingen Regnskab for den. Den behager mig, denne Skat, det
lyster mig at bruge den. Men maaske det imorgen behager mig at
slænge den bort; thi jeg er Konge og mit Skatkammer er fuldt.
Som en hovmodig Konge holdt jeg Maria i min Haand. Tryg i min
Herskerret legede jeg med hende, slap hende overmodigt og nød det
dobbelt at erobre hende tilbage. Vidste, at naar jeg sagde: kom! saa
kom hun, og naar jeg sagde: gaa! saa gik hun. Men vidste ikke, at den
Dag skulde oprinde, da jeg i fattig Angst og Vaande glemte alt Hovmod
og bad: Bliv hos mig, min sjældneste, min eneste Skat.


XLIV.

Min Skat var i min Haand.
Jeg kommer en Aften silde forbi en stor Restaurant. Første Sal er
straalende oplyst og fra de aabenstaaende Vinduer lyder Dansemusik.
Pludselig husker jeg, at Maria var buden til Bal den Aften og at
Ballet skulde staa netop her. Altsaa danser hun deroppe, danser med
Fabrikanten, der sagtens kroer sig, for at Enhver kan se, at Maria er
hans.
Men vogt Dig, min gode Bejler, nu kommer Hævnen, fordi Du vover at
bestride min Suverænitet over Maria.
Jeg gaar ind i Kaféen, forlanger Blæk og Papir og skriver: »Jeg vil
ikke have, at Du længer er sammen med _ham_. Bliv syg og kom til mig,
der er syg af Længsel og Lyst. Hvis Du elsker mig, kommer Du.«
En Tjener lover for gode Ord og Betaling sikkert og ubemærket at
bringe Billetten i Marias Haand. Og jeg gaar hjem.
Jeg bereder Stuen festligt. Der er ingen Uro i mig: jeg véd, hun kan
ikke svigte. Og knap har jeg endt mine Forberedelser, før en Vogn
ruller op for Porten og jeg ser -- fra Vinduet -- en hvidklædt Dame
stige ud.
Hun staar i min Stue, med bølgende Barm og Haanden presset mod det
højt bankende Hjærte. Et Drømmesyn saa skønt. En skumklædt Nymfe. Som
Skum, blød, tæt og dog saa flygtig, den hvide Kjole, Lag paa Lag af
det spindelvævtyndeste Hvide, et Stof saa luftigt, saa æterisk, som
kunde det dunste bort ved Berøring. Ja, et Drømmesyn. Og Maria føler
sig selv som i en Drøm, ser sig forundret smilende om og siger, hun
ikke fatter, at hun virkeligt er her; ikke fatter, hvordan hun slap
bort fra Ballet og Bejleren; kun véd, at hun fik mit Brev og at hun
maatte afsted ...
Men da Vognen atter har bortført Maria, aabner jeg Vinduet og
indaander den koldt rislende Natteluft. Alle Stjærner er tændte paa
den høje Himmel. Og i kongeligt Overmod ler jeg op til den himmelske
Balsal: Om Maria dansede blandt Englene, jeg tvang hende til mig paa
mit Bud.


XLV.

Jeg ser atter de eksaminerede Moralister komme anstigende med Briller
paa Næsen og Lærebøgerne i Lommen for, efter alvorlig Overvejelse, at
give Maria Skudsmaal som en daarlig Pige.
Hvor kunde hun handle saa stygt imod den fortræffelige Fabrikant,
der havde de agtværdigste Hensigter med hende? Kunde hun endelig
ikke holde sig i Skindet, var det ialfald hendes soleklare Pligt
(Lærebogens Kapitel VII, Afsnit B, Anmærkning 3) at bryde med ham.
I soleklare Muldvarpe, forbliv i Jeres underjordiske Gange og vedtag
dér, saameget I lyster, jeres Protest-Resolutioner imod Blomsternes
altfor udfordrende Farver og Fuglenes letfærdige Kvidren, der generer
anstændige og fredelskende Muldvarpe. Men berør ikke med jeres lodne
Selvgodhed Marias unge Anfægtelser og Vildfarelser i Livets Irgange.
Maria var som en Sommerfugl, der tumler om i en Have. Blomsterne
lokker og hvisker alle: »Kom til mig, Du smukke Sommerfugl!« Kun den
Blomst, hos hvem den gærne altid blev, siger: »Stol ikke paa mig.
Naar en kort Stund er gaaet, jager jeg Dig bort.«
Hvilket lønligt Haab Maria stadig bevarede i en Krog af sit Hjærte,
det véd jeg nu. Men jeg véd ogsaa, at hun ikke turde gøre sit Bestik
efter dette Haab, næppe nok turde tilstaa for sig selv, at hun nærede
det. Saa syntes da vort Forhold hende en Lykke, som kun skænkedes for
et flygtigt Øjeblik, en Lykke, som tilfaldt hende helt udenfor Livets
regelmæssige Budget og som hun ikke skyldte Regnskab for. Siden
havde hun jo et langt Liv for sig til at være sin hæderlige Mands
hæderlige Kone.
Uden Skyldbevidsthed, tværtimod i stolt Sikkerhed paa sin gode Ret,
gav hun sig hen i harmonisk Skønhed.


XLVI.

Ugudelige Forfattere siger: skøn som Synden.
Jeg er ikke ugudelig og giver dem ikke Ret. Synden er hæslig. Dens
Ansigt er krampagtig fortrukkent, dens Læber hvide, dens Hænder
skælvende, den sniger sig om i Mørket med fejge Blikke. Og der udgaar
fra dens Mund en stinkende Aande, som forpester al Livets Glæde.
Jeg kender denne Synd, jeg har været til Gæstebud med den.
Jammerfulde Gæstebud, hvor Vinen smagte som Malurt, hvor Rædslen
stivnede Smilene, hvor Ens Blod frøs til Is under en klaprende
Dødningmunds raadne Kys.
Syndens Væsen og Kendemærke er Grimhed. Lad Synden blive skøn, som
Maria var skøn, og den er ikke Synd.


XLVII.

Selv sætter jeg nu Moralens Glar for mine Øjne og vender dem mod
Marias Bejler.
Han var en Hædersmand, jeg ser det. Og saá jeg end det modsatte, jeg
sagde det ikke. Thi jeg har gjort mig det til en Pligt at tale godt
om ham.
Han var da en Hædersmand, og jeg priser ham, at hans Hensigter med
Maria var agtværdige. Dog det manglede blot, at de ikke havde været
det.
Jeg giver ham alle Fortrin -- uden ét: han var ingen Mand.
Og mit Bevis?
Han klamrede sig til en Pige, der ikke elskede ham. Men maaske
løj hun for ham? Hvem anden kender de Ord, der er faldne mellem
de to? Jeg ikke. Men jeg véd, at enhver Forelsket skælner løjede
Kærlighedsord fra sande saa let som en Diamanthandler ægte Stene fra
uægte. Kærligheden vejer finere Vægt end nogen Vægtskaal. Den vejer
ikke et Bogstav, ikke en Tøddel forkert.
Marias Bejler vidste, at hun ikke elskede ham, saasandt som han
elskede hende. Alligevel lod han hende ikke gaa. Han vilde nøjes blot
med Smulerne fra hendes Hjærtes Bord.
Men den Mand, der »nøjes«, er ingen Mand. Maria er sikkert den
atraaværdigste Kvinde i Verden, og jeg elsker hende. Men vidste
jeg, at hun kendte eller drømte nogen højere Lykke end at være min,
jeg vilde ikke eje hende. Og hellere bed jeg min Tunge af, end jeg
tiggede hende om Kærlighed. Man samler Brød i Tiggerposer, ikke
Kærlighed. Man betler sig til Embeder, Titler, Gunst og Gave, ikke
til Kærlighed.
Den Mand, som faar en tilbetlet Kone i sin Seng, han sætte sig
ligesaa gærne straks ud paa Taget som Vejrhane. Thi han har ikke
anden Opgave i sit Ægteskab end at vise Vinden for Elskerne.


XLVIII.

Jeg lader hine Dage glide forbi min Erindring, og jeg ser dem som et
uafbrudt Sejrstog.
Jeg sidder i min befæstede Borg, som en Ørn i sin høje Rede. Men
Kampens Spænding og hidsende Tummel lokker mig ud. Jeg drager til
fremmede Kyster, jeg gør Landhugst og hærjer Fjendens Byer. Jeg
vender tilbage med Snækken fyldt af herligt Bytte, og Festens Blus
tændes i min høje Borg.
Eja, saa lystig en Dans. En Kamp uden Frygt for Nederlag, en Fest
uden Tanke for Dagen derpaa.
Man siger, at de gamle Vikinger fandt den blindest tilbedende, den
mest trofaste Hengivelse hos de Kvinder, de røvede fra fremmede
Strande. Jeg synes, det lyder troværdigt. Enhver Kvinde drømmer om en
Røver, der bydende begærer og tager hende i stærke Arme. Og jeg tror
ikke paa Munkelegenderne om unge Jomfruer, der hellere taalte Fængsel
og Tortur, ja hellere Døden for egen Haand, end en forelsket Røvers
Favntag. Det er Sagn for Ammestuer, ikke for Jomfrubure, hvor Fuglene
er flyvefærdige.
Jo dumdristigere jeg bortførte Maria, des hedere blussede hendes
Kærlighed. Saá hun min Snække nærme sig Stranden, flygtede hun paa
Skrømt. Saameget dejligere var det at blive baaren ombord fremfor at
trippe godvilligt over en tilrettelagt Landgangsbro.


XLIX.

Festens Blus er tændte. Jeg venter Maria.
Jeg sidder ved Væggen ud mod Trappegangen. Dér kan jeg høre, saasnart
hendes Fod berører Trappens nederste Trin. Mine Tanker vorder saa
milde, mens jeg venter Maria, hvis Fod om faa Øjeblikke vil knirke
paa min Trappe. Saa ofte nu jeg har siddet ventende og lyttet efter
denne første Bebudelse af Marias Komme. Og end banker mit Hjærte lige
længselsfuldt. Min søde lille Pige, om Du anede, hvor jeg længes.
Du véd det ikke, Du ser mig altid saa rolig. Det falder Dig ikke
ind, at din Elsker i ensomme Stunder kender til den ubestemmelige
Angst, som faar Hjærtet til at sitre. Du kæreste af alle kære, jeg
er en stivsindet, forfængelig Nar, som ikke drager Dig ind til mig,
lægger din Haand paa mit Bryst og siger: »Føler Du Uroen derinde?
Ja Du, sikrere er din sikre Elsker dog ikke paa Dig, end at han har
hjærteondt, hver Gang han venter Dig og hver Gang Du gaar fra ham.«
Maria, min velsignede Skat, om lidt træder Du ind ad min Dør, og mit
forfængelige Hjærte skjuler sin nylige Kval. Jeg siger Dig mange
smukke Ord, jeg giver Dig mange sandfærdige Kys, men mit Hjærtes
Uro kan jeg ikke tilstaa. Gid jeg kunde. Hvor godt en Gang at løse
op for dette Hjærte, som snører sig sammen og gør ondt. Hvor godt
hensynsløst at flænge sit Bryst, lade Længslen og Angsten strømme som
rislende Blod og faa Luft. Jeg kan det ikke, Maria. Jeg er en Spotter
i mit eget Hjærte. Jeg er en forfængelig Nar. Jeg kan det ikke, jeg
tør det ikke.
... Porten slaas i. Jeg farer lyttende op. Nej, det er tunge,
slæbende Trin, ikke Marias hastige Svæven.
Og jeg sidder atter ventende. Men jeg finder ikke Traaden i mine
Tanker fra før. Jeg tænker kun det ene: Hvorfor kommer hun ikke?
I Piger, som har en Elsker, om I holder af ham, da lad ham vente
én Gang forgæves og aldrig siden. Gaar han uskadt ud af den første
Prøve, da stol paa, at han er oprigtig forelsket. Men byder I ham
anden Gang den forgæves Ventens Helvede, da véd han, at I ikke er
hans Kærlighed værd.
Jeg venter, mens Minutterne jager som Sekunder over Urskiven. Om jeg
kunde nagle Tiden fast!
Men aldrig har Tiden haft Il som nu, da hvert flygtende Minut tager
et Haab med sig. Mit Hjærte kæmper for ikke at give tabt. Det
fremtryller i utrættelig Iver nye Forklaringer, nye Undskyldninger.
Slaa Dig til Taals, hun kommer sikkert. Hun er bleven forsinket, hun
har husket Aftalen galt, hun opholdes paa Vejen.
Mit Hjærtes Møje er spildt. Mens Timerne rinder, forbløder mit Haab.
Og Tvivlen og Spotten hoverer.
Jeg forbander Maria, jeg kalder hende den usleste og falskeste Pige.
Der er ikke den Mistanke saa hæslig, at jeg ikke griber den, ikke den
Pinsel saa grusom, at min hævnsyge Tanke ikke spænder Maria paa den.
Tilsidst finder jeg mig selv i sløv Haabløshed siddende paa Kanten
af min Seng, stirrende gennem den aabne Dør ind i Spisestuen, hvor
Festbordet staar dækket med fine Retter og Vine og mange Lys.
Jeg rejser mig, gaar hen til Vinduet og aabner det. En blød og tæt
Foraarsregn siver gennem den milde taagede Luft. Jeg staar med Panden
mod den vaade Vinduespost. Den bitre Smerte er forsvunden, jeg er kun
saa træt, saa træt og saa tør om Hjærtet. Hvor den bløde, fugtige
Luft lindrer. Den tørre Træthed løser sig op i mildt Vemod, i en
stille sagtmodig Længsel. Kom Du i dette Øjeblik, Maria, jeg gjorde
Dig saavist ingen Fortræd! Jeg lagde min Kind til din, og i den linde
Foraarsaften, som løser alt Haardt og Frossent, tilstod jeg Dig mit
Hjærtes dejlige Hemmelighed, som nu dæmrer i min Sjæl.
-- -- Jeg vender mig og ser, med et Smil, Lysene stadig brænde paa
Festbordet. Jeg slukker dem langsomt, et efter et. Og jeg sidder
endnu længe i Mørket, uden at tænke, uden at lide, uden Begær og uden
Savn, kun opfyldt af sagtmodig Længsel og en øm Trang til at være god
imod Maria.


L.

Morgenen, Forklaringen og Maria kom. Og alle Nattens forvirrende
Taager bortvejredes.
Forklaringen var saa simpel som muligt, kun ved et Uheld havde den
ikke naaet mig om Aftenen.
Hvilken Taabe jeg havde været. Frygte for, at Maria skulde svigte
mig. Nej, mere end nogensinde var hun min.
Jublen svulmede i mig. Bort al Svaghed. End rider jeg usaaret gennem
Striden, end følger Sejren min Fane.
Maria, om Du havde set mig den foregaaende Aften! Nu saá Du mig tryg
og smilende som altid, venlig og overbærende, tagende det hele som
det, det var: en kedelig Fejltagelse.
Spillede jeg min Rolle godt? Eller anede Du, at der var noget bagved,
noget, som skulde fordølges Dig? Følte Du, da jeg trykkede Dig i mine
Arme, at min Lykke var større end jeg vilde tilstaa?
Laa der maaske en alt gennemskuende Underfundighed i dit Blik, da
Du opdagede de nedbrændte Lys paa det endnu dækkede Bord og, med et
bebrejdende Smil, sagde: »Nu er Du igen gaaet sent i Seng« ...?
Og da jeg svarede: »Ja, jeg havde et paatrængende Arbejde at
besørge«, var det da helt oprigtigt, helt uden Ondskab, Du
henkastede: »Ja hvad andet skulde vel holde Dig oppe saalænge?«


LI.

Som Læserne vil have bemærket, er der nu endelig kommet lidt Fart i
denne Beretning om min og Marias Kærlighed. Historien haster mod sin
Afslutning, og Paranteser er næppe længer æstetisk tilraadelige.
Jeg tvinges dog til endnu et Holdt paa Vejen. Jeg ser for mig en
Hoben spydigt vrissende og vrængende Ansigter, som jeg maa have
fjærnede.
Det er de sidste Dages Hellige, Poesiens dunhagede Asketer og
spekulative Grønskollinger. De betragter med ubeskrivelig Foragt
denne Kollega, der paa ganske forældet Vis digter om Kvinder og
Kærlighed. Nej, saa forstaar de bedre en nutidsvarende Poesis Krav.
De stiger paa langstrakte Adjektiver op til Stjærnerne, slaar en
Passiar af med Vorherre og serverer deres himmelske Interviews i
al den taagede Dybsindighed, som de kan presse ud af deres uklare
Hoveder.
Det er Poesi, saa Enhver kan forstaa, at Poesi er noget andet end
almindelig menneskelig Tale. Og det er Poeter med virkelig ædel
Stræben, Poeter, som ikke mænger sig med noget saa ordinært som at
fortælle om to, der elsker hinanden.
Disse unge Digtere har gjort den imponerende Opdagelse, at de er af
et for fint Stof til at elske. Elskov fornedrer dem, bortvender deres
Sind fra de høje Kald, tilsmudser deres jomfruelige Sjæle, som de
tror Himlen slikker sig om Munden efter.
Lad dem blive i Stjærnerne, de Skrog, og dunste. Jordens smukke Piger
savner dem ikke. Og kommer de en Dag luskende ned med deres Brynde
-- saaledes kaldes Kærlighed i Stjærnerne --, saa vil selv den
tarveligste Donna fra Smaagaderne lære dem, at der er mere digterisk
Visdom at finde i to Pigeøjne end i samtlige Fiksstjærner.
... Hvorpaa jeg gaar videre med Maria.


LII.

Jeg føler mig bekymret paa Pulsen. Hvad fattes mig? Hvilke fremmede
Vædsker har blandet sig i mit Blod og gjort det sygt? Der brænder Ild
i mine Aarer, i mit Hoved jager Feberen. En evig Angst er over mig.
Om Dagen lammer den al min Ævne, saa jeg timevis sidder ørkesløs og
stirrer tomt frem for mig. Men om Natten, naar jeg sent er falden i
Blund, lurer Angsten i mit Øre for pludselig at skræmme mig op, saa
jeg vaagner med Skrig paa Læben.
Jeg skammer mig ved min Svaghed, og mindst af alt vilde jeg tilstaa
den for Maria.
Maria trænger just til megen Støtte nu. Hun er ikke glad. For om faa
Maaneder skal hun giftes med sin Bejler. Hun græd forleden, hun var
hos mig. Jeg maatte gøre mig stærk og tale opmuntrende Ord til hende.
Det var jo noget, vi vidste forlængst, at hun en skønne Dag skulde
giftes. Min skæmtende, ligegyldige Ro faar ogsaa Marias Taarer til at
standse. Hun giver mig Ret, hun spøger som jeg og siger, hun var et
taabeligt Barn. Men da jeg ser Maria smile, sætter jeg Glasset, jeg
holder i min Haand, saa fast paa Bordet, at det splintres i tusinde
Fliser. Maria betragter mig forundret, men siger intet, og jeg ler
højrøstet. Jeg frygter, hun har opdaget min Galskab, og tvinger mig
til at være lystig som aldrig før. Forundringen viger ikke fra Marias
Blik. Men da hun gaar, siger hun -- jeg tør ikke spørge, om hun gør
Nar --: »Hvor Du har været munter idag!«
Ja, jeg er gal. Jeg fejler legemligt intet. Min Puls, som jeg nøje
prøver, slaar normalt. Jeg spiser og drikker, jeg omgaas mine
Venner, og de mærker intet. Mit Ansigt forraader ingen Smerte, mine
Øjne er klare. Men i mine Aarer brænder Ild og der staar røde Flammer
for mit Blik. Jeg er altid angst, og, naar Angsten stærkest krymper
mit Hjærte, føler jeg Lyst til at dræbe. Véd Du, Maria, hvorfor jeg
sidste Nat pludselig sprang op og tændte alle Lysene? Du havde nævnet
hans Navn, og i Mørket krummede jeg min Haand over din Strube.
Men havde jeg _ham_ under min Haand, mit Hjærte vilde kun fornemme
Vellyst ved at høre hans Rallen og se hans Øjne dreje sig i hvid
Dødskrampe.


LIII.

Jeg er gal af Skinsyge. Dog, hvorfor krybe i Skjul bag disse fejge
Allemandsord? Afsindig var jeg før, da jeg med kold Beregning saá
Maria forberede sig til at blive en Andens. Mine Øjne, der indbildte
sig at være saa skarptskuende og kloge, blindedes af Hovmod. Jeg sad
som en Gud, der ordner Skæbnen efter sin Behagelighed. Som Zeus, der,
efter at have prøvet Alkmenes Dejlighed, med olympisk Uanfægtethed
lægger hende i Amfitryons Arme og smilende velsigner deres Omfavnelse.
Stakkels Zeus, som aldrig kendte Skinsygens Unøjsomhed og hvis
Gudeblod altid pulserede lige jævnt og lige lunkent. Du sidder i
din Himmel, Saligheden har Du forlængst sat til Livs. Nu fordøjer Du
under ironiske Opstød.
Men for os andre er Vejen til Salighed: Beruselse. Og kun ved at
storme den faar vi Adgang til Himlen.
Jeg er for første Gang i mit Liv klog. Jeg ser, at Lykken er ikke
hist og her, ikke Nippedrik af mange Bægre. Lykken er ét Bæger tømt
til sidste Draabe.
Sæt paa Rad hundred Pokaler, fyld dem med de fyrigste Vine. Jeg lader
dem alle staa, mit Bæger hedder Maria. Hendes Kærlighed er min Vin,
som jeg ikke skænker en Draabe bort af.


LIV.

Og hun skulde blive _hans_!
Al den Skønhed, jeg havde opelsket, skulde blomstre for ham. Hendes
Smil lyse over hans Bord og gøre Hverdagen til Fest, hendes Kys
smykke Søvnen for ham med søde Drømme, hendes unge Begejstring styrke
hans Arbejde, al hendes Væsens Sødme og Ynde dufte i hans Hus som en
evig Sommer.
Han skulde høre hende juble og græde, i hans Øren skulde hun hviske
al sin Sorg og Lykke.
Til hvad Nytte lyve for mig selv? Jeg véd det jo, saadan vil det
blive, naar hun først er hans. Hun siger vel nej, hun siger, at
aldrig, aldrig vil det blive mellem dem som mellem os. Hun tror
sikkert selv, hun taler sandt. Men hun er ung og hun hader ham ikke.
Hun vil ikke nægte ham hans Ægtemandsret. Og den Mand, til hvem en
Kvinde hengiver sig, er en daarlig Makker, om han ikke hurtigt faar
Ilden til at blusse. Siden kommer alt det andet af sig selv. Føler
hun sig lykkelig i hans Arme, da udleverer hun ham sit hele Væsen,
sin Taknemmelighed, sin Tillid og Fortrolighed.
De vil sidde sammen i Mørkningstimerne, hun paa hans Skød; han vil
spørge hende om mig og hun vil forraade mig, fordi en Kvinde aldrig
tilstaar den Mand, paa hvis Skød hun forelsket sidder, at hun har
elsket en anden endnu højere. Hun vil fortælle om mig alt det onde
og grimme, han ønsker at høre, hans Kys vil lokke det frem, og
naar han stadig ikke er tilfreds, vil hun paalyve mig alle Verdens
Skændigheder.
Men jeg gaar udenfor paa Gaden og ser Lyset i deres Stuer, følger
dem fra Time til Time, véd, at nu spiser de, nu sidder hun paa hans
Skød i Dagligstuen, nu endelig slukkes Lyset ... nu staar hun foran
Spejlet og lægger sine nøgne Arme om hans Hals.
Og det skulde ske? Hun skulde blive hans? Han, som ikke ejer anden
Ret til hende end den, jeg gav ham. Jeg skulde nu, nu jeg véd, hvor
nødvendig hun er mig, skikkeligt bære hende til hans Hus? Plyndre mit
eget for at gøre hans rigt.
Nej ... Og dog. Tør jeg holde hende tilbage? Idag, ja. Men imorgen?
... hvem kender sit Hjærte imorgen?


LV.

Thi imorgen, hvo véd da, om Trylleslottet staar der endnu? Idag er
denne Kvinde Dig alt, Du synes, Livet uden hende har intet Værd.
Du vil kæmpe og dræbe for at bevare hende. Alt Lys, al Glans, al
Herlighed og Skønhed ser Du samlet i hendes Person. Hun er din Sol.
Slukkes den, i samme Nu lukker Natten sig om Dig.
Men igaar, tænk paa igaar. Hvad var hun Dig da? En munter
Adspredelse. En sød Elskerinde, sødere og kærere maaske end de andre.
Men dog en Spøg kun, et Øjebliks Lyst, en flyvende Sommer.
Om Nogen den Gang havde sagt til Dig: Den Kvinde vil Du ofre dit Liv
-- Du havde let ham op i Ansigtet, Du havde svoret den mandhaftigste
Ed paa, at ingen Tanke var fjærnere fra dit Sind.
Var hun da ikke ligesaa smuk og atraaværdig den Gang, ligesaa god og
ligesaa forelsket?
Jo sikkert. Hun er den samme. Men dit Syn paa hende er forandret.
Guld er Guld og har alle Dage været skønt at skue. Men først da man
gav Guld Stempel som Penge, fik det sin høje Værdi. Og vælger man en
Dag et andet Metal til Penge, synker Guldet tilbage til igen kun at
være Øjenlyst.
Idag har Du stemplet Maria som Livets et og alt. Men tør Du lide paa,
at Du ikke imorgen vurderer hende, som Du vurderede hende igaar: en
munter Adspredelse, et Øjebliks Lyst, en flyvende Sommer?
Hvor er den sikre Prøve?


LVI.

Det er den sidste Nat, vor sidste Nat. Om faa Timer drager Maria til
den fremmede By for at besøge en Tante. Og naar hun vender tilbage,
er det for at holde Bryllup. Jeg ser hende ikke mere -- hun er en
anden Mands Hustru. Havde det været i gamle Dage, i Begyndelsen jeg
kendte Maria, hendes Ægteskab havde saavist ikke skilt os. Det havde
vel langt hellere opflammet min Erobrerlyst. Nu fristede Erobring og
Bytte fra fremmed Strand mig ikke. Jeg vilde Ingens Lykke og Fred
forstyrre. Min Lykketro, min Stolthed var brudt. Havde jeg end Lykken
i min Haand, jeg vovede ej at tro paa den, vovede ej at holde den
fast.
... Natten sænkede sig over os. Saa højtidsfuldt stille der var.