Maria: En Bog om Kærlighed - 1

PETER NANSEN
MARIA
EN BOG OM KÆRLIGHED
FEMTE OPLAG



KJØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
1902


I.

Min Elskede er den atraaværdigste af Kvinder. Andre Kvinder har
skænket mig deres Kærlighed. De kom og gik, nogle kun en enkelt Gang,
andre ofte. Jeg er dem alle taknemmelig, men jeg glemte dem i samme
Nu, de var udenfor min Dør. Der var kun Én, som jeg altid huskede,
ogsaa naar de andre var hos mig, thi hun var det straalende Mønster,
mod hvilket de alle maaltes og blegnede; der var kun Én, som jeg
altid ønskede vilde træde ind ad min Dør, thi hun kom altid ny og
ung. Der er kun Én, jeg ønsker at leve med, thi sammen med hende
faar Livet gyldent Maal og solklar Mening; der er kun Én, jeg gærne
vil dø med, thi sammen med hende kender jeg ikke Frygt.
Min Elskedes Navn er Maria. Hun er dejligere end alle andre Kvinder.


II.

Jeg giver intet for den Ros, en Digter skænker den Kvinde, der er
hans eneste Elskerinde. Han dømmer som en uvidende Bonde, og der er
alle Sandsynligheder for, at hun ikke fortjener de smukke Ord, han
til hendes Fordel bestjæler sit Sprog for. Hvis en Mand kun kendte
én Farve og han sagde: Denne Farve, den blaa eller den røde eller
den gule, er den ypperste af alle Farver, vilde han ganske vist ikke
dømme som den blinde, men derimod som den meget lidet seende. Og
havde jeg en Elskerinde, der slog sig til Taals, naar jeg sagde: Du
er min første og eneste, Du er den bedste i Verden -- da vilde jeg
med Foragt støde hende bort. Var hun sikker paa sit Værd, satte hun
Pris paa min Tilbedelse, vilde hun sige: Tag Dig ti, tag Dig tyve
andre Elskerinder, vælg blandt dem, hvem Mænd mest efterstræber,
og hvis Du, efter at have ejet dem, endnu kalder mig den bedste i
Verden, da vil jeg være stolt og lykkelig.
Naar jeg siger til Maria: Du er dejligere end alle andre -- tør
hendes Hjærte banke i stolt Lykke. Thi jeg blev hende ikke tro, før
jeg vidste, jeg talte sandt.


III.

Jeg vidste ikke, jeg talte sandt, før jeg troede hende tabt for
stedse.
Det er den Prøve, jeg ønsker alle Mænd for deres Kærlighed. En Prøve,
som volder megen Sorg, men en Ildprøve.
Sorgen lutrer og Sorgen gøder.
Den Kærlighed, som Letsind saaede, opstaar gennem Sorgen frodig og
ren.
Velsignede Sorg, der benaadede min Kærlighed til Maria.


IV.

Hun kom til mig som et uvidende Barn. Jeg ser hende endnu, som hun
den Gang var. Saa overlegen og selvsikker som kun de Uskyldige
kan være. Hun gav sig en Mine af at være en Dame med den modneste
Erfaring. Hun talte om Livet, som om hun kendte det til Bunds, havde
prøvet og vraget, var skuffet og forlængst træt. Hun forsikrede med
nysgærrige Baby-Øjne, at hun for Alvor tænkte paa at gaa i Kloster.
Hvad havde hun at haabe af Livet? Hun vidste, at kun i stille
Resignation fandtes den taalelige Lod, der var hende beskaaren for
Resten af hendes Levetid.
Thi -- som hun sagde med Overbevisning -- alene i Kærlighed er der
Lykke. Og med Kærligheden er jeg færdig. Jeg _har_ en Gang elsket.
Den Student, jeg var forlovet med, foragter jeg nu. Hans Kærtegn var
mig modbydelige. Hans forelskede Talemaader vamlede mig. Jeg egner
mig ikke til Kærlighed.
Det sagde hun med træt Stemme, med blussende Kinder og skinnende
Øjne. En til Kydskhed indviet Kvinde, der kun egnede sig til ét:
Kærlighed.
Det var, da hun stod foran mig, den høje, spinkle Pige, og talte om
sine triste Erfaringer, at jeg blev forelsket i hende.
Hvor nydelig hun var i sin troskyldige Bedrøvelse, hvor sød hun saá
ud i sin fine Kjole!


V.

Marias fine Kjole fra vor første Bekendtskabs-Tid. Aldrig glemmer jeg
den Kjole.
Der kom en Tid, hvor Maria havde mange smukke og dyre Kjoler. Men
i ingen af dem saá hun saa yndig ud som i den, der i hine Dage var
hendes eneste fine. En Kjole med et lyst blomstret Bluseliv, der
lignede Silke, men ikke var det, rynket over Brystet og stramt lukket
om Halsen med en lille forgyldt Barne-Sølje.
En rigtig lille Søndagspige i den beskedne Stads, røbende hendes egne
dameagtige Ærgærrighed og en moderlig Økonomi. Det blomstrede Liv,
saa fornuftigt og pynteligt, og saa bange hun var for at spilde paa
det. Og da Ulykken alligevel skete, hvilken Iver hun udfoldede for at
faa de slemme Vinpletter vaskede af og hvor ligegyldig hun samtidig
agerede, som om hun havde fuldt op derhjemme af ganske anderledes
kostbare Klædningsstykker.
Du lille dameagtige Søndagspige, Du søde, gennemskuelige Hyklerske,
der, mens Du gned og gned paa Pletterne, ustandseligt forsikrede, at
det gjorde saamæn sletingen Ting med »den gamle Kjole«.
»Den gamle Kjole«, din eneste fine Kjole -- -- mine Øjne bliver
fugtige, naar jeg tænker paa den. Gennem det tynde blomstrede Liv har
jeg første Gang indaandet Duften af dit Jomfrulegeme, første Gang
følt dit Hjærtes urolige Banken.


VI.

Ogsaa den Gang blev jeg rørt over den lille Pige i det blomstrede Liv
og med den overlegne Dameerfaring. Jeg tror, det blomstrede Liv havde
væsenligst Andel i, at jeg tog saa varsomt paa Maria. Det blomstrede
Liv, som var hendes fineste Pynt og som saa nødigt maatte plettes.
Mænd bærer sig som Regel grumme taabeligt ad overfor Kvinder. De er
altfor forsigtige. Kvinder vil ikke overtales, de vil erobres. De
har -- saa at sige alle -- det nedarvede Instinkt i sig til at ville
føle sig som de svage og voldførte. De vil have Mandsviljen stærk og
bydende over sig. De foragter, uden at gøre sig det klart, de Mænd,
der trygler sig frem til deres Gunst. Hvor ofte har de ikke i deres
stille Sind raabt Idiot efter den Mand, der lod sig skræmme af deres
Dyds-Skanser, dem de kun opstiller, fordi de sætter Pris paa at blive
tagne med væbnet Haand?
Jeg behøvede ikke at gaa saa strængt til Værks overfor Maria. Jeg
vidste, at hun en Dag af sig selv vilde søge til min Favn som til det
Sted, hvor hun naturligt hørte hjemme. Jeg vidste det af den vigende
Maade, hvorpaa hun mødte mit Blik og mit Haandtryk. Jeg vidste det,
da jeg den første Dag stod bagved hende -- uden at hun havde hørt
eller sét mig -- og en sitrende Skælven bevægede hendes Legeme ned
gennem Ryggen og ud i de lange nervøse Fingre.
Den fremfusende Landsknægt-Strategi behøvedes ikke overfor Maria. Og
det blomstrede Liv gjorde mig blød om Hjærtet. Jeg ønskede end ikke,
at hun hastigt blev min. Som en Gartner glæder sig ved Dag for Dag at
se en sjælden Blomst udfolde sig af Knoppen, ikke rører ved den, kun
forsigtigt fjærner en hæmmende Kvist eller et dækkende Blad og giver
den tilpas Lys, Varme og Vand, saadan nød jeg Marias Udvikling til
fuldbaaren Kvindelighed, til bevidst Forelskelse.
Og en skønne Dag aabnede det blomstrede Liv sig naturnødvendigt for
den taalmodigt ventende Gartner.


VII.

Næsten for taalmodigt ventede Gartneren.
Der kom et Øjeblik, hvor Maria, højtrødmende, men med et Blink af
Evaspot, rykkede mig i Ærmet og sagde: »Er Du dum?«
... Kvinder bilder sig ind, at Mænd beundrer og skatter de Fagter,
hvormed de til det sidste hævder sig som forførte. Disse Fagter bør
benyttes med Sparsomhed overfor voksne og erfarne Mænd. De kan gøre
den tilsigtede imponerende Virkning paa de Mandjomfruer, der føler
sig som Forbrydere, naar en Kvinde lægger sig i deres Arme. Men for
os andre kommer der et Punkt, hvor Fagterne, altid de samme, frister
os til brutale Ord eller Handlinger. Hvilket betager Begivenheden
meget af dens Skønhed og Højtidelighed og forskærtser vedkommende
Dame Livets yndefuldeste Minde.
Maria, Du finest forstaaende af Kvinder, jeg priser Dig og takker
Dig, fordi Du forskaanede mig for alle Fagter, for raa Snærpethed,
der besmykkes som Blufærdighed, for hysterisk Angst og hyklerisk
Graad.


VIII.

Min Jomfrubrud, min Maria.
Hvor mange er der vel, som forstaar den hellige Skønhed i en Jomfrus
Hengivelse? Med sjofle Tanker og simple Flovser krænker vore
Dages Mennesker Livets højtidsfuldeste Akt. Den gammeldags plumpe
Gemytlighed havde Saft og Vid. Nu befamler liderlige Moralister den
jomfruelige Brudeseng med salvelsesfuld Tvetydighed og videnskabelig
Fripostighed.
* * * * *
Hellige Nat, da Maria blev min.
Stilhed ude og inde. Kun en enlig Kærte lyser.
Jeg træder ind, og se, paa Lejet hviler min Brud, hvid og fin og
smilende. Med Andagt knæler jeg ned og kysser hendes Mund, den
lovende, hendes Haand, den givende, og hendes Bryst, hvor jeg hører
Forventningen banke.
Og jeg er i hendes Arme, dem hun tillidsfuldt aabner mig. Jeg ser kun
hendes Øjne, jeg følger i deres Afspejlinger den angstfulde Bryden ud
af Jomfrupuppen, Forbavselsen, Taknemligheden, Jublen ved at skue ind
i Livets hidtil uanede Dejlighed.
Rummet fyldes af brusende Musik. Der bliver højt over os og vidt om
os, og sammen, tæt omslyngede, Mund mod Mund, svæver vi bort fra al
Jordelivs Tynge og Sorg.
* * * * *
Hellige Nat.


IX.

Maria var min.
Men jeg var ikke hendes, eller troede ikke at være det. Hun troede
det ejheller. Hun troede mig ikke over en Dørtærskel.
Hvad hun troede, véd jeg. Hun sagde mig det tit, og jeg bestred det
ikke, for aldrig var hun sødere. Skinsyg til Fingerspidserne, men saa
klog samtidig, saa fornuftig, saa indrømmende og imødekommende. Hun
troede, jeg havde ti Elskerinder om Dagen.
I allerkæreste Smaapiger, I overdriver ganske urimeligt Eders Tillid
til den mandlige Ævne. Det kommer sig af, at I ikke kan den lille
Tabel. Fantasien løber løbsk med Jer. Maria var i det Stykke ingen
Undtagelse.
Hun kom til mig mindst de seks af Ugens syv Dage, og hun fandt mig
ingensinde sovende paa min Post. Alligevel forsikrede hun med den
mest smigrende Alvor, at jeg -- det vidste ogsaa hele Byen -- havde
Elskerinder i Snesevis.
Javist bedrog jeg Maria.
Dog var jeg hendes langt mere end hun troede, end jeg troede.
For ikke at tale om »hele Byen«.


X.

»Hele Byen«. Jeg væmmes ved det Sladderens Kryb, som gennem
Nøglehuller og Dørsprækker sniger sig ind i vore Hjem og drager efter
sig en Stribe af egne Uhumskheder. Sæt dobbelte Ruder, sæt Skodder
for dit Privatliv. »Hele Byen« har ialfald staaet udenfor og haft
smudsige Tanker. Og Smudset klæber ved dine Vinduer og Døre.
* * * * *
Der sidder paa mit Sovekammer-Vindue hver Dag en gammel fed Spyflue.
Den er graanet af Ælde og synes saa dvask, at den knap gider røre
sig. Men ikke saasnart nærmer jeg mig den, før den, vips, er borte.
Jeg hører den summe mellem Sengeforhænget, jeg hører den klaske
tungt mod Loft og Vægge. Jeg aabner alle Vinduer og jager den med
et Haandklæde. Pludselig forsvinder den. Den gemmer sig i Tæppet
foran Sengen, bag Spejlet eller paa Rammen af et Billede. Dér sidder
den uden at give en Lyd fra sig, til jeg er træt af at søge. Men
hver Morgen er den igen paa min Rude. Den forlader mig aldrig, den
lægger sit sorte Skarn paa mine Lagener, den summer hver Nat sin
skiddenfærdige Sladder over min Seng.
Og en Aften, da Maria klædte sig af foran Spejlet, sad det lede Dyr
paa hendes hvide Ryg.


XI.

Maria er saa hvid og skær som nogen Pige i Verden. Hun dufter sødere
end nogen Blomst. Hendes Aande er ren, hendes hele Person er uden
Lyde. Fra yderst til inderst er hun lutter Velbehag. Hun hører til de
Kvinder, som uden Skam tør træde frem for Naturens Domstol.
Hun tør endogsaa vise sine Fødder.
Digterne har mange Løgne paa deres Samvittighed. Men mest lyver de om
deres Elskedes Fødder. Den gode poetiske Tone fordrer, at Digterne
lovpriser Kvindens Fod. Dog i vore højhælede, kinesiske Dage er en
uforkvaklet Kvindefod ligesaa sjælden som Poesiens blaa Blomst.
Det var med Mistro og Angst, jeg første Gang bivaanede Marias
Afklædning. Jeg kender de smukkeste Kvinder, der aldrig, uden maaske
i Ensomhed, affører sig deres Strømper. De er som Paafuglene og
Havfruerne, der skamfulde skjuler deres nederste Del.
Da Maria ikke havde andet uvedkommende tilbage end sine hvide
Strømper, satte hun sig paa Sengekanten, strakte Fødderne ud og
sagde: Tag saa Strømperne af.
Da vidste jeg, at hun var uden Lyde. Og liggende foran hende kyssede
jeg henrykt en Fod saa skøn, saa buttet og blød, som nogen Digter med
Løgn og Omkostninger har skænket sin Elskede.


XII.

Den Mand, der aldrig har overværet sin Elskedes Toilette, kender
hende ikke. Hendes Skønhed, hendes Tillokkelse er under Afklædningen
mangfoldig. Hun bliver ny for hvert Klædningsstykke, der falder. Det
er den kvindelige Dragts Ynde: den forvandler.
... Maria er ved Toilettet. Dér staar hun slank og høj i sin
tætsluttende mørke Dragt. Hendes Mine er ærbar, hendes Væsen korrekt.
En fin og velopdragen ung Frøken. Saadan ser I Maria, naar hun om
Formiddagen skrider ned ad Gaden mellem de andre korrekte og ærbare
Ungmøer.
Men ... den mørke Kjole forsvinder, den fine lille Frøken med den, og
der aabenbarer sig en skælmsk Soubrette med bare Arme, bar Hals og
i et kort stribet Silkeskørt. Der er kommet Farve i Kinderne, Glød
i Øjnene. Du ligner jo en rigtig Bondepige, Maria, en Bondepige fra
Operetterne.
Da løses Baand og Hægter; Korset og Skørter glider ned. Den sødeste
Buksetrold gemmer sig ind til mit Bryst. Saa lille hun er bleven i
sit Mandfolke-Kostyme, den store voksne Pige.
Og saa endelig staar hun i sin lange brusende Chemise med et
lyseblaat Silkebaand gennem Halslinningens Broderi. En ganske lille
Pige, et Barn, som dovent strækker Armene frem og beder om at blive
lagt til Sengs.


XIII.

Med mange Klæder, med faa Klæder, med ingen Klæder -- altid er Maria
dejlig.
Dog det er ikke det, der for mig gør hende bedre end alle andre
Kvinder, hvoraf nogle sikkert besidder ligesaa stor ydre Skønhed.
Nej, Hemmeligheden er, at Vorherre har skabt Maria specielt for
mig, for min Smag og mit Behag. Det véd Maria ogsaa godt. Læg Mærke
til hende, naar hun er sammen med andre. Der er en evig Uro og
Hvileløshed over hende, hun er usikker og overdreven i sit Væsen,
snart altfor munter, snart ganske tavs og aandsfraværende. Hun er som
en Fugl i et fremmed Bur. Men i samme Nu hun træder indenfor min
Dør, præges hun af et naturligt hjemligt Velbefindende. Hun hverken
basker med Vingerne eller hænger med Næbbet. Hun føler, at her har
hun hjemme. Her bliver hun først sig selv og giver sig hen i tryg
Munterhed eller frimodig Bedrøvelse. Her er intet, der forvirrer
hende. Fra den første Dag forstod hun, at jeg var den, hun tilhørte,
og derom var der aldrig siden et Øjebliks Tvivl i hendes Sjæl.
Denne hendes ubetingede Sikkerhed paa at være min, men navnlig hendes
ærlige Bekendelse heraf, hendes fuldkomne Mangel paa Evne og Lyst
til at ville lade anderledes -- det bandt umærkeligt, med tættere og
tættere Baand, mit Hjærte til Maria.
Der er Kvinder, som tror bedst at vinde Mænd ved en Koketteriets
Tagfatleg, hvor de snart lokker og snart bortstødende flygter, hvor
de har alskens Vimseri for til Højre og Venstre, ladende som om der
rundt om bredes Arme ud, parate til at gribe dem, og som om de selv
ikke er klare over, hvilke Arme de skal foretrække. Til saadant
tarveligt Spilfægteri holdt Maria sig for god. Og hun stod sig
derved. Thi kun pjaltede Mænd gider springe den Narredans.
Maria elskede mig -- intet videre. Hun var min akkurat saameget, jeg
vilde have hende. Der kom den Dag, hvor jeg vilde have hende helt.
Lykkens Dag for os begge.


XIV.

Maria var min saameget, jeg vilde.
Blandt de mange bondefiffigt beregnende Kærligheds-Lærdomme, vore
unge Kvinder fyldes med, er den allergrimmeste den, at Kvinden bør
gøre sig kostbar. Der ligger heri en Antydning af Kærligheden som en
Handel, hvor Kvinden sælger sig saa dyrt som muligt. Lærdommen er
en Nedværdigelse af Kærligheden, men først og fremmest af Kvinden.
_Han_ elsker hende og _hun_ ham. Begge har samme Trang og Lyst
til Hengivelse. Hvor hæsligt da, ifald hun nægter sin Ven hans
selvfølgelige Ret og kun tildeler ham den som en Naade, han ydmygt
maa bede om!
Hvis en Kvinde sagde, hun elskede mig, og dog surmulede, naar jeg
forelsket begærede hende, jeg rejste mig med et grovt Ord og forlod
hende paa Stedet som en uværdig.
I Marias Mund var der aldrig Nej. Hun fulgte min Kalden saa fromt som
Lammet følger Hyrdens kælne Fløjten. Jeg har kaldt paa Maria til alle
Døgnets Timer, jeg har kaldt paa hende, naar hun var træt og naar hun
sov -- altid er hun kommen med et smilende Ansigt, aldrig har hun
følt andet end Glæde over at opfylde sin Elskers Bøn, Stolthed over,
at han saa gærne og ofte bad hende.
Om Højsangens kongelige Digter havde kendt Dig, Maria, han havde
skrevet Dig et Vers:
»Hyrden sidder i Dalen og spiller paa sin Rørfløjte. Han længes efter
den Elskede, der er fulgt med sine Søstre over Bjærgene. Men se, paa
Bjærgets Top staar hun med Vandringsstav i Haanden, spejdende efter
Hyrden, som spiller den kendte Melodi. Og da hun faar Øje paa ham i
Dalen, springer hun som Gazellen ned ad Bjærget, gennem Tidsler og
tjørnede Kaktus, over de spidse Stene. Hun kaster Vandringsstaven
for at komme des hurtigere frem. Tjørnene river hendes Kjole sønder
og hudfletter de hvide Ben, Stenene skærer Sandalerne itu og flænger
hendes Fødder til Blods. Pigens Vej ned ad Bjærget er rød af rindende
Blod. Men hun ænser det ikke, thi hun hører sin Elskedes kaldende
Spil. Og hun kaster sig for Hyrdens Fod, hun kysser hans Kappes Flig,
sigende: Vredes ikke, Herre, at jeg ikke kom før!
Min Elskede, siger Hyrden, er hastig og gavmild som en fremspringende
Kilde. Hun lader mig ikke vansmægte.«


XV.

Maria, min altid gavmilde Kilde, jeg véd, hvad misundelige Mennesker
vil sige om Dig, Mænd, som slider i et glædeløst Ægteskabs
Trædemølle, Kvinder, som med gnaven Resignation føder deres Børn i en
skønhedsforladt Ægteseng.
De vil vende forargede Blikke mod en Himmel, der smiler ad deres
Daarskab, og kalde Dig et letfærdigt Væsen, som kun tænker paa
Elskovs-Tant og -Fjas.
Maria letfærdig! Kald hellere Rosen en Stinkepotte, kald hellere
Nattergalen en Skrigeballon. Maria har aldrig huset en letfærdig
Tanke i sit rene Bryst. Hun er en forelsket Pige, for hvem Kærlighed
er saa naturlig en Sag som Duften for Rosen, som Sangen for
Nattergalen. En forelsket, men tillige saare klog og dygtig Pige.
Hun kan baade sy og strikke og baldyre. Hun er forfaren i flere
fremmede Tungemaal og mange skønne Videnskaber. Hun er endogsaa ferm
i Madlavning.
Saalunde, I gode Mænd og Madammer, kan Maria med Rette kaldes et
Mønster paa en veloplært ung Pige.
Ejheller maa man tro, at vi, naar vi var sammen, kun tænkte paa Kys
og Kærtegn. Vi benyttede Pavserne til at drøfte de dybsindigste og
alvorligste Materier. Bl. a. Grunden til, at de fleste Kvinder er saa
utaalelige.
Herom sagde min kloge Maria:
»Efter min Mening er det, fordi Kvinderne i Reglen tænker altfor
meget paa, at de er Kvinder. De tror -- og heri har I Mandfolk
Skylden ved Jeres underdanige Dyrkelse af Kvinden, blot fordi
hun er Kvinde --, at de er aparte benaadede af Naturen, baade i
Henseende til Skønhed og Finhed, Vid og Elskværdighed. De næsten
sprækker af Vigtighed. Nu f. Eks. min Kusine Amalie. Hun er grim
som en Skruptusse, arrig som en Lemonasie, uvidende som en Galoche.
Alligevel føler hun sig som Repræsentant for »det smukke Køn«
uendelig hævet over selv den pæneste og behageligste Mandsperson.
Hun forlanger paa det smukke Køns Vegne Hyldest og, i Kraft af,
at hendes Køn ogsaa er det svage -- hun fører en af de propreste
Næver i Kongeriget Danmark -- Mændenes ridderlige Beskyttelse og
Opmærksomhed. Hun er nu et Monstrum, men der er mange, som gaar hende
en høj Gang. Thi oftest er Kvinderne baade grimmere og dummere end
Mændene. Det kan Enhver skønne, som vil lukke Øjne og Øren op. Og
Du skulde vide, hvor et rettænkende Fruentimmer generer sig, naar
i et Selskab en Herre staar op og med blomstrende Ord udbringer
Skaalen for en Krans af snørte Flommefruer og udstoppede Ranglemøer,
der uden at rødme gasser sig under den varme Skylle. Men selv
de virkeligt smukke Damer bliver ulidelige, naar de besættes af
Kvindevigtighedens Dæmon. Saasnart en Kvinde, ung eller gammel, pæn
eller grim, anbringer sig i Forundringsstol over den Vidunderlighed,
at hun er Kvinde, er der kun ét hun trænger til -- Prygl.«
Da Maria, rød i Kinderne af Iver, havde endt dette Foredrag, spurgte
jeg: »Skulde Du maaske slet ikke lide af Vigtighed?« »Jo,« svarede
hun og drog mig ned til sig, »jeg er vigtig, fordi Du holder af mig.«
Saa klogt tænkte og talte Maria. Hvem vover herefter at kalde hende
letfærdig?


XVI.

Paa visse Punkter var dog min kloge Maria dum. Da maatte jeg træde
belærende til.
Idet vi altid gik ud fra, at vort Forhold kun vilde blive af ringe
Varighed -- først og fremmest formedelst min iøjnespringende Mangel
paa Ævne til at forelskes virkeligt --, faldt Talen en Dag paa Marias
Indtrædelse i Ægtestanden med en Anden.
Indtrængende og alvorligt formanede jeg Maria til at blive en god og
kærlig Hustru for sin tilkommende Mand og aldrig at være ham utro
med andre end mig. Thi det var noget, der stod fast og ikke kunde
rokkes ved, det var Basis for hele Marias Liv, at mig tilhørte hun
fra Skaberens Haand, jeg havde til enhver Tid Førsteretten til hende,
en Ret, som ikke kunde opsiges eller ugyldiggøres af nogen senere
Fordringshaver.
Dette forstod og billigede Maria. Hun vidste, det var saadan og ikke
kunde blive anderledes. Derimod var hun ikke sikker paa, hvorvidt
hun burde indvie sin Mand i Forholdet til mig. Skyldte hun ham ikke
at oplyse ham om, at hun ikke var den uberørte Pige, som han maaske
bildte sig ind?
Jeg føler mig overbevist om, at Maria opkastede dette Spørgsmaal i
god Tro, vildledt, som saa mange andre svage Sjæle, af de i vore Dage
grasserende Kvaksalver-Moralister. Og jeg indsaa Nødvendigheden af at
tale et Alvorsord til hende.
»Du ganske taabelige Barn« -- sagde jeg -- »forstaar Du dog ikke,
hvor forkert Du taler? Ja, Maria, hvis Du faar en Mand, som er ond og
styg imod Dig og som Du derfor vil hævne Dig paa, da fortæl ham, at
Du har haft en Elsker, en Elsker, der forkælede Dig over al Maade
og lærte Dig Kærlighedens Lykke. Men at sige dette til en flink og
skikkelig Mand, der gør sit Bedste og er lykkelig i Indbildningen
om, at han er den første og eneste i dit Liv -- hvor kunde Du vel
nænne det? Du vilde tilføje ham større Fortræd, end hans bitreste
Fjende kunde udtænke. Jeg forudsætter, at han elsker Dig. Jeg
forudsætter ogsaa, at Du vilde byde ham de interessante Afsløringer
inden Brylluppet. Nuvel. Enten sagde han Dig da Farvel, og hans
Ulykke var sikker, eftersom han elskede Dig. Eller, hvad der er det
sandsynligste, han giftede sig alligevel med Dig, og hans Liv blev
et Helvede, et Helvede af altid nagende Tvivl og Mistanke. Du kunde
være aldrig saa sød og trofast imod ham, Du kunde endog slippe mig --
det vilde altsammen vise sig forgæves. Bestandig vilde fra en Krog
af hans Hjærte din onde Bekendelse grine frem, stivnende hans Lykke
i isnende Spot: »Hun har en Gang haft en Elsker, har hun glemt ham?
længes hun mon ikke stadig efter ham? eller, hvis hun er færdig med
ham, længes hun ikke efter en ny?« -- -- Nej, Maria, Du taler som en
Daare. Men jeg siger Dig: Vogt Dig for de falske Profeter, der raaber
med Sandhed paa Torvene. Sandheden er et tveægget Sværd, som helst
bør blive i Balgen og, ført af ubesindige Hænder, volder mere Fortræd
end alle dundrende Løgnes Kartover. Jeg siger ikke: lyv! men jeg
siger: vær tavs. Og jeg tilføjer: tvinges Du til at tale, da overvej
først bravt og kærligt, om Sandheden eller en lille Omgaaelse af den
vil tjene det Gode bedst.«
Saaledes prædikede jeg den sande Menneskekærligheds-Lære for Maria,
der var en opmærksom Tilhører og først faldt i Søvn længe efter, at
jeg havde endt.


XVII.

Undertiden kom vi ved gensidig Hjælp til Forstaaelse.
En Aften, da jeg havde bistaaet Maria med hendes Strømper, sagde hun:
»Jeg har tænkt meget over, hvordan det egenlig kan være, at jeg
aldrig har skammet mig for Dig.«
»Hvorfor skulde Du skamme Dig? Du holder jo af mig.«
»Ja, naturligvis. Det er den første og væsenligste Grund. Men det er
dog ikke nok. Nej Du -- Du selv har en væsenlig Skyld deri. Du har
hjulpet mig mere end Du vist véd.«
»Hvordan det?«
»Jo, Du har været saa ærbar overfor mig. Du har aldrig set paa mig
med grimme Øjne, Du har aldrig rørt mig med uforskammede Hænder. Jeg
har sletikke faaet Lejlighed til at tænke paa, at Du var et Mandfolk.
Og det er Du dog -- Gudskelov.«
»Hvad Du her siger, Maria, kan være rigtigt nok. Men skal vi til
Bunds forstaa, hvorfor Du ikke skammer Dig sammen med mig, mangler
der endnu noget. Svar mig oprigtig: hvis Du ikke havde følt Dig
sikker paa at være saa nydelig, hvis Du f. Eks. havde haft en eller
anden skjult Skavank, vilde Du da have vist samme Frimodighed? Nej,
naturligvis. Og hvis ikke hele din Person fra Top til Taa, fra yderst
til inderst havde været saa fin og velholdt, saa skinnende og blank,
saa vilde Du ogsaa have skammet Dig. Nu elskede Du mig, nu var jeg
ingen Tølper og nu var Du i alle Maader en dejlig Søndagspige, selv
om Hverdagen -- og derfor skammede Du Dig ikke.
Hvoraf den vemodige Moral er, at Dyden trives bedst med en Pukkel paa
Ryggen.«


XVIII.

Intet hos Maria var grimt, og alt, hvad hun foretog sig, var indenfor
Skønhedslinjen. Hun var en Velbehagelighed for pirrelige Nerver. Hvor
mærkværdig faa Kvinder, der forstaar at holde Skønheden i Agt. En
vogter ikke paa sin Stemme, men lader den skingre som en Trompet; en
anden forsømmer sin Gang og gaar med skæve Hæle i Støvlerne; En bider
Negle, en anden klør sig med Hæklenaalen i Haaret.
Jeg kunde ikke leve en Maaned med en saadan Kvinde uden at gøre hende
Fortræd. En Dame, jeg holdt meget af, dræbte en Dag et Insekt med sin
Kaffeske. Ved Gud, jeg havde al min Selvbeherskelse behov for ikke
at slaa hende i Ansigtet.
Med Maria var jeg tryg. Hun virkede paa mig som en stille
Sommeraften, der samtidig dulmer og vækker. Harmonisk Fred gyder
sig gennem Ens hele Væsen, alt synes lyst og let, Bekymringerne
damper som flygtige Taager ud af Hjærnen, Mod og Forhaabning udvider
Brystet. Naar Maria lagde sin varme Haand paa min Pande, strøg hun
alt Mismod bort, og jeg saá Livet for mig skønheds- og fredfyldt som
en stille Sommeraften.
Aldrig har hun faaet en Nerve i mig til at skrige af Smerte, Vrede
eller Væmmelse. Som himmelsk Manna vederkvægede hun mig, som en Guds
liflige Velsignelse sænkede hun sig over mig.
Ja, Maria, til den Grad var Du mig velbehagelig, at jeg fandt Dig
fuldkommen dejlig, ikke Spor af mindre dejlig end ellers, hine Dage,
da Du var saa ødelagt af Forkølelse, at Du næsten ikke turde vise
Dig for mig.
Du var vist ikke saa pæn. Jeg saá det ikke. Jeg vidste kun, det var
al jordisk Salighed at holde Dig i mine Arme og kysse Dig -- den Gang
som altid.
At jeg ikke den Gang forstod, hvor alvorligt det var fat med mig! Thi
det siger jeg nu med modnere Erfaring: Den Mand, hvis Forelskelse
holder Stand overfor Snue, hans Kærlighed er sikker nok.


XIX.

Jeg vilde intet forstaa. Jeg hører til de beregnende Mænd, som véd
præcist, hvor langt de vil gaa; som ogsaa stopper op, naar de har
naaet Grænsen, men som, efterat saaledes det symbolske Offer til
Klogskaben er bragt, ikke betænker sig paa at gaa tilbage for at
fortsætte -- uden Grænser.
Der skete mig nok af Tegn og Varsler til, at jeg kunde anet min