Maria: En Bog om Kærlighed - 2

Skæbne. Men jeg sagde til mig selv: Du er ikke overtroisk, hvad
bryder Du Dig om det Krimskrams, Skæbnens Pegefinger tegner paa din
Væg?
Og endnu var der langt til den Nat, da Babylon blev ødelagt.


XX.

Jeg staar ved Grænsen.
Jeg skuer tilbage og ser et Foraarsland i milde, bløde, sarte,
lette Farver. I Haverne hvælver Frugttræerne kridhvide og blegrøde
Blomsterkupler mod en lyseblaa Himmel. Spinkle grønne Kornspidser
frempipler af Markernes sorte Muld, Engene glinser med silkeblødt
Græs, hvor gule og hvide Blomster slikker Sol.
Og ved en Havelaage staar en slank ung Pige i et Liv, der skinner som
Silke og hvorover Frugttræerne drysser deres Blomster. Hun nikker til
mig, hun smiler, hun vifter kaldende med Haanden.
Det maa være Søndag; thi Luften er fuld af Kirkeklokkeklang. Eller er
det den vaagnende Natur, der sender sin Morgensalme op mod Himlen?
Jeg holder Hænderne for Øjnene. Jeg taaler ikke at se længe paa det
dejlige Foraarsland, som jeg nu forlader.
Men da jeg atter skuer ud i Landet, har en graa Gus gydt sig hen over
det. Frugttræerne bøjer kuldegysende deres Blomsterkupler mod Jorden,
en sort Skygge stryger Glansen af Engene.
Mit Blik søger den unge Pige i det blomstrede Liv. Hun staar med
Armene hængende slapt ned, hun ænser ikke Regnen, der begynder at
falde, ikke Blæsten, som suser gennem hendes tynde Kjole. Hun ser paa
mig med store Øjne. Hun græder.
-- -- Dog mit Hjærte forhærdede sig. Marias Graad standsede mig ikke.
Jeg var ved Grænsen, og jeg gik.


XXI.

Maria græd.
Jeg har været ude for Kvindegraad før. Den lader mig oftest kold og
ligegyldig, den gør mig undertiden haard. Den kommer altfor let og
dens Kilde er ikke altid hverken dyb eller ren. Der er Kvinder, som
kun græder med Øjnene, kun græder, fordi deres misbrugte Taarekirtler
er betændte. Og der er andre Kvinder, hvis Taarekilder hedder Trods
og Forfængelighed, Arrigskab og Uopdragenhed.
Marias Taarer strømmede fra Hjærtet. Aldrig har jeg set saa skøn en
Graad. Den var uden Vrede og Klagen, uden Kny eller Klynken. Den kom
først sparsomt, den tvang sig frem i tunge Draaber, skønt Maria
tappert, med en Anstrængelse, der rystede hele hendes Legeme, søgte
at trænge den tilbage. Men da hun omsider maatte opgive Kampen, flød
den saa rigt og stærkt som et nyt opspringende Kildevæld.
Maria lærte mig at forstaa Graadens livsalige Helsebod for alle
Vunder. Som en velsignet Regn faldt Marias Graad paa hendes brændende
Smerte og løste den op i mild Sorg.
En Sorg saa mild, at den endog tilgav mig arge Synder, hvis Hjærte
forhærdede sig.
Tilgav mig -- ja mere end det.


XXII.

Jeg ser strænge Læserinder rynke Brynene. Tilgive, lad gaa. Men mere
end det? Umuligt. Saa dybt kunde Maria ikke nedværdige sig.
Maria, Du hulde, træd frem og forkynd disse Vankundige Kærlighedens
Lære. Forkynd dem, at Kærligheden er saa højt over baade Ære og
Værdighed, at den overhovedet ikke kan nedværdige sig. Den spørger
ikke om Dit og Mit, den kender ikke Forskel paa Godt og Ondt, Værdigt
og Uværdigt.
Da Maria laa grædende ved mit Bryst, vidste hun kun, at hun elskede
mig, at hun nu maaske saá mig for sidste Gang og at der intet
Øjeblik var at spilde.
Hedere Kys har Maria ikke skænket mig end disse, der flammede gennem
Taarer, disse, der var Solens Farvel, før den svinder i Natten.


XXIII.

Saa sagde vi hinanden Farvel. Stille, behersket, klogt.
Atter prædikede jeg for Maria, og som hun var vant til, gav hun mig
Ret.
Jeg sagde, at en Gang maatte vi dog skilles, og saa var det bedst at
skilles, inden vi var kede af hinanden. »Inden Du er ked af mig« --
indskød hun. Nej, fortsatte jeg, der vilde ogsaa komme den Dag, hvor
din Forelskelse falmede. Hun smilede vantro, men nikkede og sagde:
»Ja maaske«.
Jeg talte som en Grosserer til sin letsindige Kompagnon. Jeg trak
Journalerne og Hovedbogen frem. Jeg beviste logisk og klart, at vi
var inde paa en farlig Vej, og at al Sandsynlighed talte for Fallit,
hvis vi fortsatte.
Lad os bryde af, inden Legen bliver Alvor. Vi vil jo ikke gøre
hinanden Fortræd. Livet er ikke færdigt for os. Hver ad sin Vej vil
vi fortsætte for at finde den Havn, hvori vi lægger os til Hvile.
Vor Sejlads har været en Lystsejlads, den egner sig kun for nogle
Feriedage. Vi fører med derfra et Forraad af lyse, glade Minder,
Minder, som vi begge ofte vil søge til. Vi skilles ikke. Minderne
binder os til hinanden. Dér mødes vi.
Min Veltalenhed overbeviste mig selv. Da Døren lukkedes efter Maria,
tvivlede jeg ikke om, at alt imellem os var forbi.


XXIV.

Forbi!
Altid har jeg elsket det Ord. Altid har det for mig lydt som en
jublende Fanfare. Noget er afsluttet, noget nyt begynder. Forbi! Der
er ingen Usikkerhed længer, intet Vrøvl. Forbi, og dermed basta.
Orden, Klarhed i Tingene, Mulighed for at tage fat paany. Bort med
de gamle Bekymringer og Besværligheder, Tvivl og Spekulationer, der
hænger som et pakfuldt Tornyster paa Ens Ryg. Ah, hvor det lettede,
hvor velsignet at kunne rette Kroppen, fri for Byrder. Forbi! Hører I
-- forbi! Blæser det lystigt ud for alle Vinde: forbi! forbi!
Fanfaren havde lydt, og det var blevet Aften. Jeg sad i den halvmørke
Stue, alene, og stirrede ind i Kakkelovnens Efteraarsild. Den var paa
Nippet til at slukkes; overflødigt at fyre paa, der var varmt nok.
Jeg sad og fulgte Ildens Hendøen. Under Raslen som af faldende Løv
sank Kokesstykkerne sammen, den sorte Død trængte Sekund for Sekund
længere ind i Ildbunken, skred systematisk fra Stykke til Stykke,
indtil de sidste Gløder begravedes i Bunkens Sammenstyrtning.
Forbi! Ordet lød i mit Øre, ikke muntert og friskt, nej vemodigt og
angstfuldt. Jeg blev siddende, mens Mørket samlede sig helt om mig,
og jeg tænkte:
Ilden i min Stue er slukt, Ilden, som aldrig gjorde mig Smerte, men
kun tjente mig til Hygge og Glæde. Min redebonne Ild, som blussede
hedt, knitrede lystigt, ulmede mildt, alt efter min Trang, min kønne,
min yndige Ild er ikke mere. Den er forbi. Jeg selv har lukket for
den. Men véd jeg, om jeg finder nogen bedre, om der i det hele taget
er anden Ild for mig i Verden? Kald da Ilden frem paany! Aabn' for
den, og kan Du tvivle om, at din trofaste Ild glad vil vaagne under
din Munds kaldende Pust?
-- -- Jeg sprang op. Jeg tændte Lamper og Lys. Og atter klang
Fanfaren i mine Øren: Du er gal at sørge og længes. Hvad der er sket,
_maatte_ ske. Du er fri, fri.
Forbi.


XXV.

Jeg var fri.
Maria fandtes ikke længer i mit Liv. Kun faa Dage svundne og hvor
fjærnt allerede. Hendes Navn en fremmed Klang, hendes Person et vagt
Minde.
Jeg var fri og Verden fuld af smukke Piger. Hvad var det dog for en
Forvildelse, der havde holdt mig besat? Maria, en pæn lille Pige som
tusinde andre. En god og sød og munter Pige, intet videre. Javist,
hun var meget forelsket. Men det er alle unge Piger i den første
Mand, der vækker deres Sanser. Jeg er ikke aflægs endnu. Andre
søde og muntre Piger vil forelske sig i mig, om jeg trænger til
Forelskelse.
Gud være lovet, at jeg gjorde mig fri. Det var paa Tide. Thi Faren
havde svævet over mit Hoved, trods al min Forsigtighed, det saá jeg
nu grant. Vi var begyndt at gøre hinanden sentimentale. Og naar en
lille Pige først faar sin Haand listet ind til et Mandfolks Hjærte,
da vogte han sig. Haanden tager saa blødt og varmt, det føles, som
man bar et lille Barn inden i sig.
Og hvor let det sker. Pokker staa i det, om min Svaghed ikke skrev
sig fra noget saa ligegyldigt og tilfældigt, som at Maria ved vort
første Møde bar et fattigt blomstret Liv, hvorpaa hun spildte nogle
Draaber Vin. Hun saá jo saa yndig ud i sin slet skjulte Bedrøvelse
over Maløren. Hun var vist ikke langt fra at græde, som en lille
Pige, der har slaaet Tallerkenen over Madspanden itu og ikke tør gaa
hjem af Frygt for den strænge Moder. Ja, den Gang var Du rigtignok
hed om Ørene, Maria, Du dejlige Barn i det blomstrede -- --
Nok med Blomster og sentimentalt Vaas. Jeg havde glemt Maria.


XXVI.

Og jeg nød min Frihed.
Galanteri paabyder mig Hensynsfuldhed overfor Damerne, Klogskab
paabyder mig Forsigtighed. Dog der brænder mig paa Tungen et
Spørgsmaal, som maa ud, trods alle de forfærdelige Følger, det kan
drage over mit syndige Hoved.
Hvorledes -- spørger jeg -- forholder det sig egenlig med den berømte
kvindelige Dyd? Jeg véd -- til den Viden er jeg oplært -- at kun
ganske enkelte Damer skejer ud fra Dydens snævre Sti, der alene
fører til Himlen og Ægteskabet. Men jeg véd ogsaa, at Mænd, selv om
de er i Pengetrang, aldrig kender til Elskerindetrang. Der gives
endog, hvad er vitterligt for Gud og Hvermand, her i vor monogame
By Mænd, som kunde indrette sig Haremer, over hvis Righoldighed
selv Stortyrken ikke behøvede at skamme sig. Jeg har prøvet paa at
finde en Forklaring ud af min historiske Viden. Jeg har tænkt paa,
om Damernes lette Kavalleri skulde operere paa samme skalkagtige
Vis som Tordenskjolds Soldater, hvis eneste lille Bataljon ved at
drage fra Post til Post mangfoldiggjorde sig som en hel Armé. Men
jeg har maattet opgive denne af oprigtig Nidkærhed for Damernes Dyd
udsprungne Forklaring. Thi, hvis saa var, maatte dog paa de store
Slagdage, hvor alle Tropper samtidig føres i Ilden, den overvejende
Del af Mændenes Styrke være ganske tilovers. Men om noget saadant har
jeg aldrig hørt Tale. Gaaden staar altsaa uløst hen. Jeg har spurgt.
Men Svaret mangler jeg.
Jeg nød Friheden saa godt, som en Mand kan nyde den i en dydig By. Og
jeg klager ikke.
Jeg behøvede ikke at avertere min Frihed. Saadant rygtes. -- Der
havde i lang Tid været stille paa mine Trapper. Nu blev der en
Knirken og Knitren af gamle Veninder og nye, der kom for kærligt at
spørge til den genvundne Frihedsmands Befindende.
Og der festedes Dage og Nætter -- til Ære for min Frihed.


XXVII.

Jeg fortæller ikke om mine Fester for at prale, men fordi de
nødvendigt hører med i denne Legende om Maria.
En mindre ærlig og samvittighedsfuld Fortæller vilde drage et
dækkende Slør over denne Periodes Begivenheder. Jeg véd de
Kaldsbrødre, der i lignende Tilfælde ikke har taget i Betænkning at
belyve deres Utroskab som fortvivlede, oprivende Forsøg paa at finde
Glemsel i Beruselse.
Jeg vilde ikke glemme. Jeg havde glemt.
Hvor var Maria? Jeg vidste det ikke. Der var gaaet Uger, og jeg havde
ikke set hende, intet hørt til hende. Jeg tilstaar, jeg havde ventet
Brev. Jeg har den Erfaring, at Ens Elskerinder, selv naar de har
sagt det sidste uigenkaldelige Farvel, altid opdager, at der endnu
er et og andet, som ligger dem paa Sinde og som de maa give Luft i
Breve. Om Maria var der Gravens Tavshed. Det vilde ganske vist have
interesseret mig at faa et Postskriptum netop fra hende. Men til
Syvende og sidst var det jo bedst, som det var. Hun havde glemt mig
som jeg hende.
Til at tænke paa hende havde jeg end ikke Tid for mine Fester og mit
Arbejde. Jeg arbejder nemlig ogsaa en Gang imellem. Paa hvad? Paa at
bygge smukke Huse af Hjærnespind og skabe dejlige Kvinder af Drømme,
paa at sætte Ord sammen til Farver og blande Farver til Digte.
Men mest festede jeg. Fordi jeg havde glemt Maria.


XXVIII.

Glemsel, Du gode Fugl med de bløde sorte Vinger, sænk Dig over det
Leje, hvor Maria har hvilet. Hold Vagt over mine Drømme, at de ikke
skal gøgle hende frem i hendes nøgne Dejlighed. Syng din dulmende
Sang for min Længsel, at den ikke skal vaagne.
Maria er ikke mere, hører Du Glemsel, hun _maa_ ikke være mere. Dine
tomme Øjne stirrer spottende paa mig. Tror Du mig ikke? Vil Du flygte
fra mig?
Glemsel, Du troløse Fugl -- Du maa ikke svigte mig, naar Natten
vælder frem med de vildsomme Tanker og koglende Syner, der flagrer
om min søvnløse Hvile. Ved Dag, naar Solen maner alt Blændværk til
Jorden, har jeg dig ikke behov. Men flyv ikke fra mig nu, det er Nat.
Glemsel, jeg slipper Dig ikke. Jeg river mine Hænder til Blods paa
dine skarpe Kløer, mens jeg med Magt drager dine kølende Vinger ned
over mit hede Hoved. Aldrig havde jeg troet det saa svært at glemme.


XXIX.

Jeg sidder ved mit Vindue og ser ud i den hvide Aften. Den første
Frostsne er falden. Der ligger Sne paa de gamle Huses spidse Gavle,
Broen, som fører over Kanalens sorte Vand, er hvid, og Skibene i
Havnen ser fantastiske ud med deres tykke Bomuldsmaster og det
rimkrystalliserede Tovværk, der gnistrer i Millioner Lysprikker.
En højtidelig Stilhed hersker paa Gaden, ikke et Menneske at opdage.
Men i de gamle Huse med de hvide spidse Gavle er alle Vinduer
oplyste. For nogle af Vinduerne dæmpes Lyset blødt af Gardiner, mest
røde, gennem andre ser jeg lige ind i Stuerne, ser hist en Familje
samlet om Aftensbordet, her en ung Dame ved Klaveret.
Jeg sidder med Haand under Kind og lader Tankerne drive paa Maa
og Faa, véd ikke, hvad jeg tænker paa, men føler en Længsel i mit
Hjærte, der hamrer i urolig Takt, hamrer, saa jeg hører Pulsslagene
oppe i Tindingen.
Da begynder en Harmonika at spille. Musiken kommer fra et af Skibene.
Jeg skimter en mørk Skikkelse paa et hvidt Dæk, en Skikkelse, der
siddende bøjer sig forover og bevæger Armene langsomt frem og tilbage.
De første Toner er skærende falske, men efterhaanden gaar det bedre.
En Harmonika lyder kun godt ude fra Vandet, med høj Luft og Himmel
udenom, med dyb Stilhed i Naturen. Intet Instrument tolker da saa
trofast det ensomme Hjærtes enfoldige Suk -- efter det fjærne Hjem,
efter Fader og Moder, efter den elskede Pige. Harmonikaen skal føres
af brave, barkede Hænder. Den rummer ikke kunstfærdigere Poesi end en
Sømands Bryst, som vides ud og ind af de enkleste Smerter og Glæder.
Musiken bæres skælvende gennem den stille Aften. Den klager saa
aabenhjærtigt som et Barn. Enhver maa kunne forstaa, hvad Nød er paa
Færde. Jeg hører Melodien som en Sang med de simpleste Ord:
»Jeg sidder i et fremmed Land, hvor de taler et Sprog, jeg ikke
forstaar. Jeg har været inde i den store By, mellem mange travle
Mennesker, som ikke bryder sig om mig. Jeg kender ikke det Sted,
jeg kunde gaa hen og føle mig hjemme. Saa gik jeg paa Værtshuset
med de andre. Der var fuldt op af Piger, som lo til mig og gærne
vilde have fat i mig, fordi jeg havde Penge paa Lommen og var stor
og stærk. De drak med mig, og En af dem satte sig paa mit Skød og
kaldte mig sin søde Ven. Og jeg blev fuld og gik med hende, og hun
tog mine Penge, men gav mig ingen Glæde. Der er kun Én i Verden,
som gør mig glad, og hun er mange, mange Mile borte. Jeg sveg min
kære Pige, og jeg kommer fattig hjem til hende. Jeg er mellem
fremmede Mennesker, som ikke bryder sig om mig, og jeg græder,
fordi min kære Pige er langt borte og maaske har taget sig en anden
Elsker, mens jeg sveg hende.«
Nej, jeg vil ikke høre paa den dumme Musik. Hvad kommer den Sømand og
hans Begrædelighed mig ved? Lad ham græde paa sin Harmonika, men lad
dog mig være fritaget for at sætte hans Lirumlarum i Ord. Jeg føler
ingen Trang til at sørge ... Jeg har endnu min Pung og mit Hjærte i
Behold, og Kvinderne tager ikke mere af dem, end jeg selv vil give
dem.
Jeg gik ud paa Torvet, hvor Pigerne drejer rundt om en gammel
stivbenet Statue som Karusselheste i elektrisk Lys. Jeg valgte den
smukkeste og tog hende med. Hun var god og skikkelig, ivrig for at
tjene mig og taknemmelig over at være i en pæn lun Stue hos en Herre,
der talte høfligt til hende.
Men hun gav mig ingen Glæde, og mens hun kælent lænede sig op til mig
og bad mig sige, at jeg holdt lidt af hende, græd mit Hjærte, fordi
... fordi jeg havde været barnagtig og lyttet til en Sømand, der
spillede paa Harmonika.


XXX.

Hver Formiddag driver en sær Uro mig ud. Uden Maal flakker jeg om i
Byen, Gade op og Gade ned. Jeg søger med Forkærlighed de Gader, hvor
de unge Damer promenerer og besørger deres Indkøb.
Skønt jeg intet Maal har, skynder jeg mig altid, som om jeg var bange
for at komme for sent. Sagen er, jeg vil ikke tale med Nogen, ikke
standses af en Ven, der slaar Følge. Jeg vil være alene.
Jeg spejder rundt i Mængden, men jeg kender ingen. Ofte griber jeg
mig i at have stirret Damer af mit Bekendtskab ind i Øjnene uden at
hilse. Jeg løber som en Hund, der er kommen bort fra sin Herre.
Snart, naar den tror at have fundet hans Spor, piler den glad afsted;
snart vimser den raadvild ud og ind med sænket Snude.
Naar jeg, langt borte, ser en boaomslynget Nakke af en høj slank
Pige, tager Pokker ved mig. Jeg styrter afsted med Skub til Højre
og Venstre, indtil jeg forpustet har naaet hende og opdaget min
Fejltagelse. En Gang har jeg i Løb fulgt en Droske til den fjærne
Forstad for at se en vissen gammel Jomfru stige ud. Det var et blaat
Regnstykke, der havde narret mig.
Hver Dag, naar jeg træt og skuffet vender hjem, beslutter jeg, at nu
skal det have en Ende.
Men næste Morgen er Uroen atter i Kroppen og jeg haster ud, som om
jeg var bange for at komme for sent.


XXXI.

Hvorfor søger jeg Maria? Hvad vil jeg hende?
Have hende tilbage? Begynde forfra med hende? Nej, visselig ikke. Den
Saga er sluttet, der er ingen Fortsættelse.
Jeg vil intet uden det ene: se hende; vide, om hun lever. Saasnart
jeg blot har vekslet to Ord med hende, er mit Ønske opfyldt. Saa har
min Sjæl Fred. Men denne Gravstilhed, dette Dødsmørke, der har lagt
sig mellem hende og mig, piner mig og ægger mig. Jeg maa vide Besked.
Hvorfor har hun ikke ogsaa skrevet? Den stygge, onde Pige. Har hun
gjort det af Beregning, da ve hende! Hun skal ikke dø i Synden. Jeg
skal hævne mig, jeg skal udfinde den ondeste Pinsel. Hvilken Vellyst
at se hendes spinkle Legeme ryste i Skræk, se hendes bedende Øjne
og ikke kende til Medlidenhed. Ja, pine Dig Maria. Men saa bagefter
dække Dig med Kys, holde Dig skælvende i mine Arme og med ømme Ord
stryge Angsten af din Sjæl.
Eller har hun glemt mig? Umuligt. Saa hastigt glemmer ingen forelsket
ung Pige. Og Maria glemmer aldrig. Har hun ikke stavnsbundet sig til
mig? Har jeg ikke taget hver hendes Sans, hver hendes Tanke i Ed, at
min er hun, min til sin sidste Time, min, naar og hvor jeg vilde?
Saa skriv til hende! Lad hende høre sin Herres Kalden, og hun vil
komme.
Nej og atter nej. Hvad skulde jeg med hende, naar hun kom? Jeg vil
hende jo intet.
Intet, intet.
Men hvortil da disse Grublerier? Bort med dem. Lad dødt være dødt.
Plant en Rose paa Graven. Og glem.


XXXII.

Jeg sidder og glemmer.
Rundt om mig lyder Latter og glade Hvin, simple Ord og fine Ord af
Kvinder, som er til Fest. Jeg ser hvide Legemer, røde Munde, Arme,
som gæstfrit bredes ud, Barme, der bølgende venter.
Der er Fest hos mig som ingensinde før. Jeg sidder og smiler, mens
Larmen stiger. Festen drager forbi mig, en dansende Kæde af Kvinder,
som leende spidser Munden til Kys og klinker med mig og hvisker mig i
Øret, at de elsker mig.
Kæden danser mig forbi, og jeg sidder ene tilbage og glemmer.
Glemmer, at der var Fest, glemmer Ansigterne, som drog mig forbi,
glemmer alt, uden det, at Maria ikke var med. Glemmer ogsaa det, mens
Dagene gaar.


XXXIII.

Der voksede Græs paa Graven.
Saa var det, at jeg en Formiddag kom over Torvet. Det var ret et
Herrens Vejr. Blæsten jog rundt om Statuen, hvor om Aftenen Pigerne
kører Karrusel, og gennem den tykke sorte Luft piskede en drivende
Tøsne.
Jeg gik og glippede mig frem gennem Uvejret, da der pludselig lysnede
et Foraarsglimt foran mig. En lyserød Blomst paa en Hat. Hatten paa
en høj slank Pige. Maria. Ja Maria!
Vi stod overfor hinanden midt paa Torvet, hvor Vejret huserede
værst. Vi stod Ansigt til Ansigt -- blussende og vaade af Regn og
Blæst -- stod og lo.
Hvad ænsede vi Vejret? Var det koldt, stormede det, sneede det endnu?
Jeg tror det, for vi havde det store Torv ganske for os selv. Hvad
jeg sikkert véd, er, at foran mig straalede Solen ud af de dejligste
Øjne, blomstrede Vaaren paa de sødeste Kinder.
Vi lo, saa vi næsten ikke kunde høre op, saa hjærteligt, saa
overgivent, saa meningsløst. Hvad siger jeg: meningsløst? Nej, aldrig
har der været bedre Mening i at le.
Vi lo og vi spurgte i Munden paa hinanden: »Hvor har Du dog været,
Maria? Jeg troede, Du var død.« »Og Du da? Jeg troede, Du var rejst.«
»Men hvorfor skrev Du ikke?« »Fordi Du havde forbudt mig det.« »Det
havde jeg ganske glemt.« Og vi lo igen.
Nu spørger min strænge Censorinde: Og da I havde udlet, I
Grinebidere, gik I vel pænt hver til sit?
Nej, min Naadige, vi fulgtes hjem til mig.


XXXIV.

Maria var atter hos mig. Men ingenlunde som før.
Derom var vi ganske enige: begynde vort Forhold om igen, umuligt.
De Dage, hvor Maria for Alvor var min lille Pige -- for evigt
forbi. Rigtigt bemærkede Maria ogsaa, at, rent bortset fra alle
Fornuftgrunde, vilde det være blodig Synd, om hun, der nu havde
gennemgaaet alle Skilsmissens Kvaler og efter en heroisk Kamp endelig
bragt sit Hjærte til Ræson, paany skulde udsættes for saa store
Sindsbevægelser. Hun anførte mine kønne Ord, at vi jo ikke vilde gøre
hinanden Fortræd.
At vi ikke vilde det, derpaa gav vi hinanden Haanden.
Naar vi nu mødtes, var det uden Forpligtelser paa nogen af Siderne.
Der skulde ingen Aftale være mellem os. Saas vi ikke, var det ingen
Sorg. Saas vi, var det godt, som naar to gamle Venner tilfældigt
træffes og tilbringer en glad Aften sammen. Ansvarløshedens,
Frihedens gyldne Ideal skulde vi virkeliggøre.
Maria bedaarede mig ganske i sin nye Skikkelse. Hun talte som et
Kateder, saa gennemtænkt, saa uomstødeligt. Netop saadan var det,
jeg vilde have hende nu, da jeg egenlig var færdig med hende, men
alligevel satte Pris paa ikke helt at tabe hende af Syne.
Andre Kvinder, Kvinder, for hvem Kærligheden ikke er et medfødt
Talent, Kvinder, hos hvem det erotiske Instinkt er afstumpet og som
har erstattet det med en Hoben Klodsmajor-Teorier, vilde ikke have
handlet saa snildt. De vilde have tænkt: nu er det Tid at stille
sine Krav, nu da han igen bider paa Krogen. De vilde, hyllende
sig i deres Kvindeværdigheds kostbare Kappe, ladet mig købe hver
Indrømmelse med en Haandfæstning. Og jeg vilde bedt dem rejse Pokker
i Vold som de Sælgekoner, de var.
Maria var ikke værdig og ikke fra Amager. Hun rakte mig en Kurv med
saftige Frugter og duftende Blomster, bad mig frit nyde og glædede
sig, naar jeg trængte til at kvæges. Og hendes Kurv var skønnere og
mere fristende end nogensinde.


XXXV.

Maria var bleven mangfoldigere. Jeg forlod hende som jeg modtog
hende: en yndig Blomst fra Naturens Haand. Den er smuk, fordi den
ikke kan være andet, men den kender ikke sin Skønhed. Den folder sig
smilende ud med alle de Blade, den har, naar Solen skinner paa den,
og den putter sig forknyt og gør sig lille, naar et koldt Vindpust
strejfer den. Maria var en elskende Pige uden Anelse om Kærlighedens
Kunst.
Hvilken Naturens Trolddom er det, der forvandler den vilde Rose til
en svulmende _la France_? Jeg genfandt Maria som en kyndig Kvinde,
der sikkert beregner sin Skønhed, opløser sit Væsen i utallige
Nuancer og sammensætter dem til stadigt nye Tillokkelser.
Var det virkeligt min lille beskedne, min uvidende og barnagtige
Pige, som nu traadte ind ad min Dør, straalende og sejrsikker, fornem
som en Prinsesse, i raslende Silkeskrud og spredende om sig en hed
Drivhus-Em?
Maria, dejlig var Du i din Pragt. Men allerdejligst, fordi der altid
gennem de mange Farveskiftninger tonede min vilde Roses simple ene
Farve, gennem den hede Drivhus-Em bølgede din Naturligheds svale
friske Duft.


XXXVI.

Min pragtfulde Maria. Tilgiv, at et Smil trænger sig frem, naar jeg
tænker paa, hvor umaadelig pragtfuld, hvor damesikker Du var, ikke
helt fri for en Smule Imponerethed over din egen Storartethed.
Jeg smiler nu, som jeg ofte tilforn smilede, naar Du kom anstigende
i Sus og Brus, nedlod Dig i min gamle Lænestol, med Næsen i Sky
indledede en aandrig Konversation og, beskyttende, titulerede mig
»min Ven«.
Din Ven nød med andægtig Mine din allerkæreste Vigtighed ... indtil
han pludselig gjorde kort Proces: tog, trods hendes Forskrækkelse
for Anstanden og den pragtfulde Dragt, hele den storartede Dame i
sine Arme, bar hende ind foran Spejlet, plukkede Fjerene af hende
og rastede ikke, før den pragtfulde Maria i ingen Henseende var at
skælne fra den lille Søndagspige i den blomstrede Kjole.


XXXVII.

Marias Pragt? Hvor kom den fra?
Jeg ser dette Spørgsmaal male sig dels med Bekymring, dels med slet
dulgt Ondskabsfuldhed paa de lyttende Læseres Ansigter.
Jeg kunde saa let som ingenting give de nysgærrige Spørgere en
Slidder for en Sladder. Jeg kunde f. Eks. sige, at Maria havde arvet
en rig Onkel fra Australien eller at hun havde vundet i Lotteriet.
Eller jeg kunde fortælle, at hun var kommen paa Finansloven -- hvad
hun sikkert havde fortjent bedre end de fleste af de Damer, som
Staten holder til at digte, skønt de aldrig har indlagt sig halvt
saamegen Fortjeneste af Poesien som Maria.
Jeg foretrækker imidlertid at lade Læserne i Uvidenhed om Marias
Pengeforhold, der er en ganske privat Sag. Saa kan de for min Skyld
tro, om de vil, at hun stjal eller erhvervede sig sine Midler paa
anden kriminel Maade. Eller de kan -- jeg henstiller det til de
Velvillige -- tænke, at Maria muligt, nu da hun var bleven ældre, fik
flere Naalepenge af sine ganske velhavende, men før saa økonomiske
Forældre.


XXXVIII.

Efter god poetisk Skik burde jeg uden Tvivl have afsløret Marias
Forældre med alle deres Fortrin og Mangler. Nu er det lovligt sent,
og hvorfor desuden fortrædige disse Agtværdige, der ikke kommer
Historien ved?
Der er derimod en Anden, jeg nødsages til at præsentere. Det er
Marias Bejler.
En Dag kom Maria og fortalte mig, nonchalant, som var det en
Hverdagsbegivenhed, at hun havde modtaget et Frieri. Hun var dog
aabenbart i høj Grad opfyldt af Sagen. Hun havde bedt om Henstand med
Svaret og æskede nu mit Raad.
Jeg kendte Marias Bejler og kunde altsaa forsaavidt give hans
nøjagtige Signalement. Jeg skal ogsaa straks fortælle et og andet om
ham, men jeg forudskikker den Bemærkning, at det selvfølgelig er Løgn
det meste. Hvor gik det an at nævne Manden ved hans rette Navn og
Profession, fortælle, hvem der er hans Skrædder, og portrætere alle
hans Filipenser? En god Ven af mig, en fin Smagsdommer, en højt agtet
Kritiker hævder imidlertid, at Forfatterne ikke tør snyde Publikum
for Oplysninger om deres Personers borgerlige Stilling m. a. m.
Jeg kundgør da, at Marias Bejler var en velagtet Fabrikant. Jeg
vælger denne Titel, dels fordi den forlener sin Indehaver med
alle Romanlæseres Sympati -- og jeg vil være ridderlig mod denne
Stakkel, som er i min Magt og som jeg uden Risiko kunde gøre til en
Pjalt eller en Djævel -- dels fordi Fabrikant er det mest elastiske
Erhvervsbegreb af alle. Man kan fabrikere Rullemaskiner og Oste,
Margarine og Oliemalerier, Aviser og Skandaler, Kanoner og Ammer.
Marias Bejler var altsaa Fabrikant, ej Olding og ej Yngling, en Mand
i sine næstbedste Aar, med en lovende Fortid, en konsolideret Nutid
og med Mulighed for alt i Fremtiden.
I det hele taget en Mand, hvis Tilbud det vel var værd at overveje.


XXXIX.

Ved fælles Overvejelse kom vi til det Resultat, at Tilbudet ikke
burde afvises, men at Forlovelsen indtil videre skulde være hemmelig
og at der ikke for det første kunde være Tale om Ægteskab.
Denne Aftale beseglede vi med mange Kys, hvorpaa jeg udbragte de
Forlovedes Skaal og holdt følgende Formaningstale til Maria: