Græsk Mythologi - 4

Mainaderne paa Bjærgene, glemmende alle huslige Pligter.
Pentheus, Konge i Theben, modsatte sig ligeledes Dionysosdyrkelsen,
hvori baade hans Moder og Mostre deltog ude i Bjærgskovene. For at
udspejde dem gemte han sig mellem Grenene paa et højt Fyrretræ; men
Kvinderne opdagede ham, rykkede med Raseriets Kræfter hele Træet op
og søndersled ham Lem for Lem. Hans egen Moder satte hans afrevne
Hoved paa en Thyrsosstav og viste det triumferende frem, som var det
Hovedet af en Løve, dræbt paa Jagt.
=Sejren.=
Naar Dionysoskulten alligevel trængte sejrrigt frem, var Grunden
først og fremmest den, at her bødes der Grækerne noget virkeligt nyt.
Olympens Guder levede i ophøjet Ro deres eget Liv, og til dem kunde
ingen dødelig komme; naar Livet var forbi, maatte Menneskets Sjæl til
det trøstesløse Hades. Men den dionysiske Religion imødekom en
almenmenneskelig Trang til at lade sig henrive til Begejstring og
svælge i mystiske Tanker og Fantasier, til at føle sig hævet ud over
sine egne snævre Grænser og blive et med Gud.
En praktisk Støtte fandt den nye Religion i Delphoi. Apollon delte
sin Magt med den nye Gud, og ved Vintertid, naar Apollon er borte fra
Delphoi, fejrede man paa Parnassets Tinde orgiastiske Fester for
Dionysos, ligesom Oraklet søgte at udbrede Dionysosdyrkelsen til
Egne, hvor den endnu ikke var kendt.
=Dionysos i Grækenland.=
Dionysos vedblev paa græsk Grund at være den Gud, der vækker Ekstasen
i Mennesker, og han vedblev at være en Frugtbarhedsgud, der ikke
alene gav den begejstrende Vin, men ogsaa beskyttede anden Træavl og
Agerdyrkning. Vedbendbladene vedbliver at holde sig grønne om
Vinteren, naar andre Planter visner; derfor blev denne Plante
naturligt helliget Frugtbarhedsguden Dionysos. Men derimod søgte
Grækerne med deres Sans for Orden og Harmoni at omskabe de tøjlesløse
Nattesværmerier til mere regelbundne Fester.
Ligesom Hermes var Dionysos i Grækenland baade Gud for Frugtbarhed og
for de døde Sjæle. Den under Hermes omtalte Anthesteriefest fejredes
i Slutningen af vor Februar, hvor Foraaret begynder i Grækenland; den
varede 3 Dage og gjaldt baade for Dionysos og de dødes Sjæle. Vinen
fra forrige Aars Høst var nu afgæret, man stak Vinbeholderne an og
bragte et Førsteoffer deraf til Dionysos, inden man selv begyndte at
bruge den. Man smykkede sig med Blomster, maskerede sig, gik i
festlige Processioner, hvor man drillede hinanden med Liv og Lyst,
drak om Kap, afholdt Væddekampe og fejrede saaledes den nye Vaars og
Frugtbarhedsgudens Komme. Samtidigt forsømte man ikke at sætte
rigelig Mad og Drikke frem for Sjælene, som kom paa Besøg i de
levendes Huse.
=Dramaet.=
Ud af Dionysosfesterne voksede de forskellige Arter af det græske
Drama: Tragedie, Komedie og Satyrspil, uden at vi ved noget om,
hvorledes dette er foregaaet i Enkeltheder. Den første egentlige
Tragedie opførtes i Athen 534, men de ældste opbevarede er fra de
store Perserkampes Tid. Hvad Ordet Tragedie betyder, er usikkert.
Udgangspunktet for Komedien (Optogssang) er private Optog, hvor man
fejrede Dionysos, sang kaade Sange og slog om sig med Vittigheder,
der sigtede til Døgnets Begivenheder. Omkring 487 tog Staten
Ordningen af disse Optog i sin Haand, og deraf udviklede sig den
egentlige Komedie. Den tredje Art var Satyrspillet, kaldet saaledes,
fordi Koret bestod af Satyrer.
=Dionysos's ydre Skikkelse.=
Dionysos havde mange Skikkelser. Navnlig tænkte man sig ham til Stede
ved de orgiastiske Fester i Tyreskikkelse, og Deltagerne kunde derfor
smykke sig med Tyrehorn for at efterligne deres Gud. Han tænktes
ogsaa som et Træ. Af et Træ kunde man hugge de nederste Grene bort,
saa kun Stammen blev tilbage, hænge en Kappe der omkring og sætte en
Maske oven over Kappen, mens man lod Grenene foroven blive siddende,
-- og Billedet af Guden var færdigt. Billedhuggerkunsten fremstillede
ham i Menneskeskikkelse, først som en ældre, skægget Mand, senere som
en Yngling med ret kvindagtig Legemsbygning.
En Mythe fortalte, at Dionysos engang blev fanget af Sørøvere, der
ansaa den smukke, unge Mand for en Fyrstesøn, som de vilde tjene gode
Løsepenge paa. Men Guden lod dem føle sin Vælde. Vinranker og Vedbend
slyngede sig om Master og Tovværk, en Strøm af Vin skyllede hen over
Dækket, og Guden selv blev til en Løve, der styrtede løs paa
Søfolkene, som i Forfærdelse sprang i Havet og blev forvandlede til
Delfiner.
Guden træder i denne Mythe frem som Løve, som Vedbend og Vinranker,
som Vin og som Menneske. Naar han kommer paa et Skib, maa det huskes,
at det er en almindelig mythologisk Forestilling, at der er Vand
mellem Guder og Mennesker, og det ligger da nær at tænke sig, at naar
Dionysos om Foraaret vender tilbage til Mennesker, kommer han om Bord
paa et Skib, der kan være ledsaget af Delfiner, og hvis Master være
omvundne af Ranker (Smlgn. Kong Skjolds Ankomst paa et Skib). I
Smyrna fejrede man i Oldtiden Foraarsfester til Ære for Dionysos,
hvor et Skib i festligt Optog førtes gennem Gaderne. Af Vasebilleder
fremgaar det, at man ogsaa i Attike har foranstaltet dionysiske
Optog, hvor et Skib blev ført af Sted paa en Vogn.
=Dionysos paa Olympen.=
I det olympiske Selskab optoges Dionysos som en Søn af Zeus og
den thebanske Kongedatter Semele; Theben var jo et Sted, hvor
Dionysosdyrkelsen tidligt vandt Indpas. Hera, der blev skinsyg paa
Semele, lokkede hende til at bede Zeus vise sig i al sin Vælde, hvad
den dødelige Kvinde ikke kunde taale; men hun fortæredes af
Himmelkongens Ild. Zeus tog det ufødte Barn ud af hendes Moderskød og
gemte det i sit eget Laar til Fødslen, hvorefter Hermes bragte den
spæde Dionysos til Nysabjærget (en poetisk, ikke en geografisk
Lokalitet), hvor Nymferne opfostrede det.


IV. Lyslande og Afgrunden.

Der fandtes hos Grækerne, som hos mange andre Folk, en vidt udbredt
Tro paa, at Menneskenes Sjæle efter Døden flyttede ned hver i sin
Grav, hvor de da fortsatte deres Tilværelse, væsenligt paa samme
Maade som i levende Live. Men ved Siden deraf fandtes der ogsaa hos
Grækerne forskellige Forestillinger om fælles Dødsriger, der snart
tænktes lyse og lykkelige, snart skumle og mørke.
=I. Lyslande.=
Elysion og de saliges Øer var saadanne herlige Dødsriger, der laa
langt mod Vest, hvor Solen syntes at gaa ned i et stort Hav. Mellem
levende og døde tænkte man sig, der var Vand ligesom mellem Guder og
Mennesker. For almindelige dødelige var der ingen Adgang til disse
Steder; men Guderne kunde gøre en Undtagelse, med hvem de vilde, fri
dem for Dødens Smerte og henflytte dem hertil. Da Menelaos blev
gammel, førte Guderne ham til Elysion, ikke fordi han personlig havde
gjort sig fortjent dertil; men fordi han var gift med Zeus's Datter
Helena.
Et tredje Navn for dette lykkelige Land i Vest var Hesperidernes
Have. Hesperiderne var Døtre af Natten og vogtede i deres Paradishave
et Træ, der bar gyldne Æbler og vogtedes af en Slange. Denne
Kostbarhed var en Bryllupsgave fra Jorden til Hera, dengang hun
ægtede Zeus.
=II. Afgrunden.=
Et, som Regel mørkt og skummelt, Dødsrige tænktes i Jordens Indre.
=Sædvanlige Hadesforestillinger.=
De sædvanlige Forestillinger om Hades, saaledes som de navnlig findes
hos Homer, skildrer dette Sted som et mørkt og fugtigt Opholdssted,
saa uhyggeligt, at Achilles foretrækker at trælle for en fattig
Mand paa Jordens Overflade fremfor at være den øverste Herre blandt
de døde Skygger. Floden Styx danner Grænsen mellem Hades og
Oververdenen, og Færgemanden Charon er uafladeligt i Bevægelse for
at sætte de døde over.
Forskellige onde Dæmoner hører hjemme i dette Dødsrige. Mest kendt er
~Kerberos~. Naar en død er lagt i Graven, opløses Kødet hurtigt, og
de nøgne Knokler bliver tilbage. Denne Opløsningsproces forklarede
Grækerne sig ved at antage, at der i Jorden levede et Uhyre,
Kerberos, der flængede de dødes Kød fra Knoklerne. Senere ændredes
Opfattelsen af Kerberos, der nu blev en Porthund, der stod paa Vagt
foran Indgangen til Kongepaladset i Dødsriget.
En lignende Dæmon som Kerberos er ~Eurynomos~ (den-om-sig-ædende),
der paa et Maleri var fremstillet sortblaa som en Spyflue og siddende
paa et Gribbeskind, i Færd med at flænge Kødet af Ligene med sine
Hugtænder.
Ogsaa ~Erinyerne~, oprindeligt myrdede Menneskers Sjæle, der
færdedes paa Jordens Overflade for at straffe Morderne, fik tidligt
Plads i Hades, hvorfra de kunde vende tilbage til Jorden, navnlig
for at straffe visse grove Forbrydelser som Mord og Mened. Som
Tugteredskaber anvendte de Svøber og Fakler.
=Hadesopfattelsen i de eleusinske Mysterier.=
De, der lod sig indvie i de saakaldte eleusinske Mysterier, der
fejredes til Ære for visse underjordiske Guddomme, haabede derved at
gøre sig fortjente til en særlig lykkelig Lod, naar de efter Døden
skulde ned i Dødsriget. De ventede en Tilværelse i Lys og Lykke, hvor
de skulde danse paa blomsterrige Enge.
=Orphikernes Hades.=
Orphikerne var en religiøs Sekt, inden for hvilken der fandtes flere
Retninger.
En orphisk Retning lovede de indviede en evig Rus, liggende til Bords
i Hades med Kranse om Hovedet, mens deres Slægt levede efter dem paa
Jorden. De uindviede derimod skulde kastes i Pølen. -- Rusen er det
naturlige Middel til guddommelig Inspiration, til Sjælens Løftelse.
Meningen med Mudderpølen er den, at det Menneske, der ikke i levende
Live har gennemgaaet de orphiske Renselser med Mudder, i al Evighed
skal døje denne Renselse i Hades uden nogensinde at blive religiøs
"ren".
En anden orphisk Retning lærte Sjælevandring. Naar Sjælene kom til
Hades, dømtes de af Minos, Aiakos og Rhadamanthys; de gode sendtes
til de saliges Øer; de uhelbredeligt onde nedstyrtedes til Tartaros;
de, der kunde forbedres, straffedes dels i Hades, dels sendtes de
tilbage til Jordens Overflade for at leve et eller flere nye Liv, til
de var rensede nok til at slippe ud af "Kredsen" (af bestandigt nye
Inkarnationer).
=Hades bliver til et Helvede.=
Den gammeldags græske Religiøsitet tog Livet, som det var, og
spekulerede ikke over, om det var retfærdigt eller ikke. Da græsk
Religiøsitet var naaet til at tumle med Tanker om Synd og Straf,
mente man, at Synderne skulde straffes _før_ Døden; skete dette ikke,
var man ogsaa tilfreds med, at Syndernes Børn eller Børnebørn blev
straffede; saaledes hos Solon. Først da den gamle Slægtsfølelse var
afløst af Følelsen for Individet som Enkeltperson, der selv skal staa
til Regnskab for sine egne Handlinger, og da man endvidere var naaet
til Troen paa en virkelig og ikke skyggeagtig Tilværelse efter Døden,
var der Mulighed for en Tro paa et Pinested i egentlig Forstand efter
Døden, et Helvede. Af Pinemidler anvendtes -- foruden den før nævnte
Mudderpøl -- navnlig Ild. Ilden havde tidligere været opfattet som et
Renselsesmiddel (smlgn. Achilles's Ilddaab og den katholske
Opfattelse af Skærsilden), men blev nu til et Strafferedskab (smlgn.
Erinyernes Fakler). Man befolkede ligeledes Hades med vilde og
gloende Mænd, der bandt Hænder og Fødder paa de skyldige og slæbte
dem af Sted over Torne og Tidsler. Denne Tro skyldtes navnlig
Orphikerne.
I dette Helvede anbragtes først og fremmest Menedere, Fadermordere og
Tempelrøvere; dernæst ogsaa en Del mythiske Personer, der før havde
lidt deres Straf paa Jordens Overflade. _Ixion_ havde modtaget
særlige Gunstbevisninger af Zeus; men han var utaknemlig og vilde øve
Vold mod Hera; til Straf blev han bundet til et glødende Hjul og for
oprindeligt af Sted gennem Luften, men fik nu Plads i Hades. _Tityos_
havde paa samme Maade villet forgribe sig paa Leto og fik derfor til
Straf sin Lever (Sanselighedens Sæde) hakket ud af 2 Gribbe.
Afstraffelsen foregik oprindeligt paa Jordens Overflade, senere i
Underverdenen. _Sisyphos_ og _Tantalos_ hører oprindeligt hjemme i
Oververdenen, hvor de er Eksempler paa Menneskelivets forgæves Møje
og Anstrengelse. Naar ogsaa de -- formentlig under orphisk
Indflydelse -- flyttes til Hades, bliver de afskrækkende Eksempler
paa, hvilket uroligt Liv de maa føre efter Døden, som i Livet har
forsømt de orphiske Renselser. Sisyphos ruller en Sten op ad en
Bakke; men hver Gang han naar Toppen, triller den ned igen. Tantalos
staar sulten og tørstig i Vand til Knæene og med saftige Frugter over
sit Hoved, uden at kunne naa nogen af Delene; thi Vandet løber bort,
og Grenen svajer til Vejrs, hver Gang han strækker Armen ud efter det
ene eller det andet.


Ordliste.

#Acheron#.
#Achilles#.
#Adonis#.
#Agamemnon#.
#Aiakos#.
#Aigiden#. Aigide betyder Gedeskind. En Dragt af Gedeskind var i
gammel Tid alm. for alle græske Mænd og Kvinder, og langt ned i Tiden
vedblev en saadan at bruges af jævne Bønder. I Kamp og Slagsmaal
kunde et Skøde af en saadan Skindkofte lægges over Armen som Skjold.
Religionen er konservativ, og Rester af den gamle Skinddragt
bevaredes hos visse Guder, navnlig Zeus og Athena som et Skjold, en
Mantille over Bryst og Ryg eller et smalt Skærf tværs over Brystet.
-- Men Aigiden er ogsaa et Trolddomsvaaben, der dels ægger Kampmodet
hos Vennerne, dels slaar Fjenderne med Rædsel. Aigiden kan altsaa
bruges som Medusahovedet (se der), og dette tænkes da ofte siddende
midt i Aigiden.
#Aisa#.
#Aloaderne# kaldtes de to Brødre _Otos_ og _Ephialtes_. De voksede
hvert Aar 1 Alen i Bredden og 1 Favn i Højden. De truede med at
stable Ossa oven paa Olympos og Pelion oven paa Ossa for at komme de
olympiske Guder til Livs; men Apollon dræbte dem.
#Amaltheia#. Den vilde Bjærgged -- af Nutidens Grækere kaldet
Agrimi -- dyrkedes paa Kreta, i Delphoi og paa flere af Øerne. En
saadan Ged, Amaltheia, skulde have diet Zeus som spæd. Til Løn
blev den til en Stjerne (Capella, = Geden), dens Horn blev til
Overflødighedshornet.
#Ambrosia# og #Nektar# er Gudernes Spise og Drik. Dødelige kan faa
evigt Liv ved at nyde A. og N. Undertiden bruges A. baade som Salve,
Sæbe, Parfyme og Middel mod Saar.
#Amphitrite#, se Nereus.
#Anadyomene#, den af Havet opdukkende. Tilnavn til Aphrodite.
#Aphrodite#.
#Apollon#.
#Ares#.
#Artemis#. Den saakaldte ephesiske Artemis var en
Frugtbarhedsgudinde, som Grækerne optog og sidestillede med Artemis.
Hun omtales i Apostlenes Gerninger Kap. 19.
#Asklepios#, Opr. en i Jordens Indre boende Guddom, der tænktes som
Slange, og som gav Oplysninger om Fremtiden og helbredede Sygdomme.
Senere tænktes han i Menneskeskikkelse som Heros og fik Slangen til
Attribut. Han ansaas da for at være Søn af Lægeguden Apollon, for
selv at være Læge og at have en Datter _Hygieia_, Sundhed.
#Asjtoret#.
#Astarte#.
#Athena#.
#Atropos#.
#Bakchos#, Navn for Dionysos.
#Bakide#.
#Boreas#, se Vindene.
#Chaos#.
#Charis#, 1) Ynde. Menneskelige Bestræbelser kan være saa vellykkede,
de være vil, og dog ikke behage andre, hvis de er uden Charis, og den
kan ingen give sig selv. Ingen Festlighed lykkes, hvis ikke Charis
kaster sin Ynde over den. 2) Gudinden for Charis. Sædvanligt omtales
3 Chariter: _Aglaia_ (festlig Glans), _Euphrosyne_ (Munterhed),
_Thaleia_ (blomstrende Festglæde). Undertiden optræder de som
Aphrodites Terner.
#Charon#.
#Cheiron#, en viis Kentaur, der opdrog Asklepios og Achilles.
#Daktyl#.
#Daphne#, en Nymfe, som Apollon elskede og forfulgte; i sidste
Øjeblik blev hun forvandlet til et Laurbærtræ, (paa Græsk: Daphne).
-- Allerede i ældgammel Tid stod der i Delphoi et Laurbærtræ, et
guddomsfyldt Træ som Zeus's Eg i Dodone. Laurbær ansaas for at kunne
holde Dæmoner borte og rense for Smitte. Da Apollon kom til Delphoi,
blev dette Træ draget ind i hans Kultus, idet Pythia bedøvede sig ved
Duften af brændt Laurbærtræ, inden hun steg ned i Hulen. Denne
rituelle Handling har da givet Anledning til den omtalte ætiologiske
Mythe.
#Demeter#.
#Deukalion#.
#Dike#.
#Dione# er hos Homer ved Zeus Moder til Aphrodite.
#Dionysos#.
#Dryader#, se Nymfer.
#Echo#, se Narkissos.
#Eileithyia#, Fødselsgudinde.
#Eirene#, se Horaerne.
#Elysion#.
#Endymion#, se Selene.
#Enyallos#, en Krigsgud, der snart opfattedes som et med Ares, snart
som hans Søn.
#Eos#, 1) Morgenrøden. 2) Morgenrødens Gudinde. Hun bortførte den
troiske Prins _Tithonos_ til sin Bolig og bad Zeus give ham evigt
Liv, men glemte at bede om evig Ungdom, saa han snart blev ganske
alderdomssvækket. Hun forvandlede ham da til en Cikade (et Insekt,
hvis Piben høres overalt i Syden, men som sjældent ses.) Derved
undgik hun at se hans alderdomssvækkede Legeme, men hørte stadigt
hans Stemme. (Meningen med Fortællingen er vel at indprente en ogsaa
andetsteds fra kendt filistrøs Moral: Vær nøjagtig i din Bøn til
Guderne). -- Eos elskede ogsaa Jægeren _Orion_, hvem Artemis dræbte
af Skinsyge.
#Ephialtes#, se Aloaderne.
#Epimetheus#.
#Erechtheus#, c: Kløveren. E. var opr. en Lyngud, der ved Nedslag
havde frembragt en Revne i Klippen under Erechtheions nordlige
Forhal. Han fortrængtes af Poseidon, der ogsaa kunde spalte
Jordskorpen, og sank ned til at være Heros.
#Erichthonios#.
#Erinyerne#.
#Eris#, Uenighedens Gudinde.
#Eros#, 1) kosmogonisk Gud. 2) Aphrodites Søn.
#Euros#, se Vindene.
#Eurynomos#.
#Gaia#.
#Gaiaochos#.
#Galateia#, se Nereus.
#Ganymedes#, en troisk Prins, den smukkeste af alle dødelige, blev
optaget til Olympen for der at fungere som Mundskænk.
#Giganterne#. Da Kronos lemlæstede sin Fader, faldt Bloddraaberne paa
Jorden, og deraf opstod G. De var vilde og raa, havde store Vinger og
Slangefødder. Paa Phlegrasletten kæmpede de med de olympiske Guder,
der først sejrede, efter at Herakles var kommet til Hjælp.
#Hades#, 1) Dødsriget. 2) Dødsrigets Gud.
#Hamadryader#, se Nymfer.
#Hebe#.
#Hekate#, 1) Gudinde for de dødes Sjæle; hun holder til baade ved
Husets Arne og paa Korsvejene, for begge Steder begravede man de
døde. 2) Lysgudinde, specielt Maanegudinde. Som saadan fremstilledes
hun ofte i 3 tæt forbundne Skikkelser, (vel Symboler paa den
tiltagende, fulde og aftagende Maane).
#Hekatoncheirerne#, Uhyrer med 100 Arme, Børn af Uranos og Gaia.
#Helios#.
#Hephaistos#.
#Hera#.
#Herakles#.
#Hermes#.
#Hesperiderne#.
#Hestia#.
#Horaerne#, unge Gudinder, hvis Hverv det er at aabne og lukke
Himmelporten med en Sky. De er Gudinder for Aarstidernes Vekslen og
for Lov og Orden i det menneskelige Samfund. Som Navne paa Horaer kan
anføres: _Eunomia_ (Lovmæssighed), _Dike_ (Retfærdighed) og _Eirene_
(Fred). De gøres til Døtre af _Zeus_ og _Themis_ (Sæd, Skik, Lov).
_Plutos_ (Rigdom) gøres til en Søn af Eirene.
#Hyakinthos#, en førhellensk, under Jorden levende Gud, der dyrkedes
i Nærheden af Sparta, til Apollondyrkelsen fortrængte ham. Der
digtedes da en Legende om, at H. var A.'s Yndling, men at A. ved en
Fejltagelse kom til at dræbe ham med en Diskos.
#Hygieia#, se Asklepios.
#Hymenaios#, Bryllupsgud.
#Hyperboreer#, et lykkeligt Æventyrfolk, som Oldtiden tænkte sig
boende »nord for Nordenvinden«, idet Ordet aflededes af hyper,
ovenover, og Boreas, Nordenvind. Moderne Sprogvidenskab hævder
imidlertid, at Boreas opr. betød »Bjærgvind«, og at Hyperboreer
altsaa betegner »et saligt Folk paa den anden Side Bjærgene«.
Fortællingerne om dette Folk afleder man af Forestillinger og Skikke,
der hørte hjemme i Apollondyrkelsen i Delphoi og paa Delos.
#Hypnos#, Søvnens Gud.
#Ino#, se Leukothea.
#Iris#, 1) Regnbuen. 2) En Terne paa Olympen, der bruges som
Gudernes, særligt Heras Sendebud.
#Istar#.
#Ixion#.
#Kentaur#.
#Kerberos#.
#Kerykelon#.
#Klotho#.
#Kokytos#, Graadens og Klagens Strøm, en Flod i Underverdenen.
#Kore# = Persephone.
#Korybant#, se Kybele.
#Kronide# eller #Kronion# = Kronos's Søn, hyppig Benævnelse for Zeus.
#Kronos#.
#Ktesios#.
#Kybele#, ogsaa kaldet »den store Moder«, »Gudernes Moder«, »den
store Gudinde« eller »Rheia«, var en lilleasiatisk Naturgudinde af
lignende Art som Gaia. Hendes Præster var de saakaldte Korybanter,
der under Udøvelsen af deres hellige Handlinger hensatte sig selv og
Menigheden i en sanseløs Ekstase.
#Kykloper#. Der gaves forskellige K. 1) 3 Kykloper (_Brontes_,
_Steropes_, _Arges_) var Børn af Uranos og Gaia; de gav Zeus hans Lyn
og Torden. 2) Smedesvende i Hephaistos's Værksted. 3) Homers
Kykloper, enøjede Kæmper, der lever som Hyrder og staar i fjendtligt
Forhold til Zeus. 4) Vældige Fortidsmennesker, der mentes at have
opført de ældste Bygninger af store Stenblokke.
#Lachesis#.
#Lethe#, Glemselens Strøm, Flod i Underverdenen.
#Leto#.
#Leukothea#, en Havgudinde, der hjælper søfarende, der er i Nød. Opr.
hed hun _Ino_ og var en Datter af _Kadmos_; men for at undgaa sin
Mand _Athamas's_ Efterstræbelser sprang hun i Havet, hvor hun blev
optaget blandt Nereiderne.
#Lyaios#, (Løseren, Befrieren), Tilnavn til Dionysos.
#Lykurgos#.
#Maia#.
#Mainader#.
#Marsyas#, en lilleasiatisk Silen, der baade optræder som Kildedæmon
og Fløjtespiller. I Athen hed det sig, at Athena havde opfundet
Fløjten. De to Fortællinger kombineredes saaledes, at A. skulde have
opfundet Fløjten, men kastet den bort, fordi hun blev grim af at
spille paa den. M. fandt da Fløjten og beholdt den. -- Engang kom M.
i Væddestrid med Apollon; men denne sejrede med sit Citharspil over
M.'s Fløjtespil, og M. blev flaaet levende -- en i sin Tid i Orienten
alm. Straf. -- Bag Mytherne om den asiatiske M.'s Musikinteresse
ligger det Faktum, at hellensk Musik har udviklet sig under stærk
Indflydelse fra Frygien og Lydien.
#Metis#.
#Minos#. Oprindeligt dømte Minos i de dødes _indbyrdes_ Stridigheder.
Det maa være Orphikerne, der forvandlede ham til en Dommer _over_ de
døde.
#Minyas#.
#Moira#, 1) Verdensvilje. 2) Personlig Gudinde. Ordet betyder
Brøkdel, d. v. s. den hvert Menneske tilkommende Brøkdel af Lykke og
Ulykke.
#Musagetes#.
#Muse#, 1) Evnen til aandeligt Arbejde, og alt, hvad der er frembragt
ved aandeligt Arbejde som Sang og Musik, Videnskab, Dannelse. 2)
Personliggørelsen af disse Evner.
Opr. var der vel 1 Muse; senere udvides Tallet til 9. Deres Navne
betegner dem som Gudinder for Livsglæde og Aandsvirksomhed, og de
beskytter hver sit Omraade af Aandslivet. _Kleio_ (den, der giver
Berømmelse; Historieskrivning). _Euterpe_ (den, der bringer Glæde;
Fløjtespil). _Thaleia_ (den blomstrende; Komedien). _Melpomene_
(Sangerinde; Tragedien). _Terpsichore_ (den, der glæder sig ved
Kordans; Kordans og Lyrik). _Erato_ (den yndige; Lyrik). _Polyhymnia_
(den hymnerige; Hymnedigtning). _Urania_ (den himmelske; Astronomi).
_Kalliope_ (den med den smukke Stemme; episk Poesi).
Muserne er Døtre af Zeus og Mnemosyne (Erindring), en let forstaaelig
Allegori, da alt kunstnerisk og videnskabeligt Arbejde delvis beror
paa Erindring. De opholder sig gerne paa Helikon ved de to Kilder
Hippukrene og Aganippe eller paa Parnassos ved Kilden Kastalia.
Muserne er vel opr. Kildegudinder; det er en alm. Tro, at Vand vækker
inspirerende Evner hos Mennesker.
#Mylitta#.
#Myrrha#.
#Naiader#, se Nymfer.
#Narkissos#, en smuk Yngling, der forsmaaede Nymfen _Echos_
Kærlighed, saa hun hentæredes af Sorg, og kun Stemmen blev tilbage.
Da N. engang saa sig selv i en Kilde, blev han forelsket i sit eget
Spejlbillede; men da dette ikke kunde gengælde hans Kærlighed, døde
han af Længsel.
#Nektar#, se Ambrosia.
#Nereus#, en Havgud. Af hans 50 Døtre er _Amphitrite_ gift med
Poseidon, _Thetis_ med Peleus; _Galateia_ elskedes af Kyklopen
Polyphem; men hun forsmaaede ham.
#Nike#.
#Notos#, se Vindene.
#Nymferne#, kvindelige Naturguddomme. Der kan skelnes mellem 1)
Naiader, Kildenymfer, 2) Oreader, Bjærgnymfer, 3) Dryader, Trænymfer;
disse kaldes ogsaa Hamadryader, fordi de fødes med Træet og dør med
det, naar det hugges om eller visner, (hama = sammen med).
#Okeanos#, 1) En Strøm, der i bestandig Bevægelse flyder uden om den
kredsrunde Jord. 2) Guden for denne Strøm, Søn af Uranos og Gaia og
gift med _Tethys_. Floderne er deres Sønner, Kilderne deres Døtre.
#Omphalos#, en hvid Sten i Delphoi med en Ørn af Guld paa hver Side.
Undertiden er den smykket med Baand (Tænier), undertiden med et
stormasket Net (Agrenon). Da Zeus vilde vide, hvor Jordens Midte var,
sendte han 2 lige hurtige Ørne ud at flyve fra Øst og Vest. De mødtes
i Delphoi, hvor da Jordens Omphalos (= Navle) maatte være. Som
Kendemærke rejstes den omtalte Sten. -- Omphalos er opr. en
Stenfetisj, der overtages af Apollon ved hans Komme til Delphoi.
#Oreader#, se Nymfer.
#Orion#, se Eos.
#Orthia#, (eller Artemis Orthia Lygodesma), en spartansk Gudinde,
foran hvis Alter 2 Partier af Ynglinge slog løs paa hinanden med
Stokke.
Orthia var en Trægudinde, og et Menneske, der blev slaaet med Grene
fra hendes hellige Træ (opr. er det hellige Træ Gudinden selv), fik
derved den hellige Kraft indbanket i sit Legeme. Fra at være en
religiøs Handling blev Piskningen en Eksamen, hvor det gjaldt om,
hvem der kunde døje de fleste Smerter.
#Otos#, se Aloaderne.
#Paian#, 1) Lægegud. 2) Tilnavn til Apollon. 3) Tryllesang. 4) Hymne
til Apollon. 5) Sejrssang.
#Palladion#.
#Pan#, (af Paon, = kvægvogtende), Gud for de arkadiske Gedehyrder;
han havde Menneskekrop og Menneskearme, men Ben som en Buk. Han
ansaas for at have opfundet Hyrdefløjten (Syrinx), vel fordi Hyrderne
brugte Musikinstrumenter til at holde deres Hjorde sammen. Det var
denne Gud, der vakte »panisk« Skræk hos Mennesker og Dyr.
#Pandora#.
#Peitho#, Overtalelsens Gudinde; hører til Aphrodites Følge.
#Pentheus#.
#Persephone#.
#Phaeton#, Søn af Helios, fik en Dag Lov til at køre Solvognen over
Himlen. Men da han ikke kunde holde den i det rette Spor, dræbte Zeus
ham med sit Lyn. Hans Søstre _Heliaderne_ (c: Helios's Døtre) græd
over ham. Deres Taarer blev til Ravperler, de selv til Poppeltræer.
Phaeton styrtede ned ved Eridanos, = Po. Ved denne Flods Munding
endte en Handelsvej, ad hvilken i gammel Tid Rav blev ført mod Syd
fra Østersøens Kyst.
#Phoibos#.
#Pluton#, = Rigdomsgiver. Tilnavn til Hades; thi al Rigdom kommer fra
Jordens Skjul.
#Plutos#, se Horaerne.
#Poseidon#.
#Prometheus#. Dette Navn, der ofte er forklaret som »Forklog«,
betyder maaske opr. »Ildfrembringer«.
#Proteus#, en Havgud, der vogter Amphitrites Hjord af Sæler. Han
havde Evne til at antage mange forskellige Skikkelser.
#Psyche#.
#Psychopompos#.
#Pyriphlegethon#, Ildstrømmen, Flod i Underverdenen.
#Pyrrha#.
#Rhadamanthys#.
#Rheia#, se Kybele.
#Saliges Øer#.
#Satyr#, se Silen.
#Selene#, 1) Maane. 2) Maanegudinde. Om Natten rider eller kører hun
over Himlen. Hun elsker Jægeren _Endymion_, og om Natten stiger hun
ned fra Himlen og kysser ham, mens hans sover paa Latmosbjærget.
#Semele#.
#Sibylle#.
#Silenerne#, er vilde Vegetationsguddomme. Man tænkte sig, de havde
Ører og Hale, undertiden ogsaa Hove og Ben som Heste. Opr. tænktes
alle Silener i samme Alder; men senere skelnede man mellem de gamle
_Silener_ og de yngre _Satyrer_. Efterhaanden tænkte man sig, at der
kun var 1 Silen, der ofte fremstilledes som en gammel Drukkenbolt,
der havde været Dionysos's Fosterfader.
#Sisyphos#.
#Smintheus#, Markmusgud, (af sminthos, Markmus). Primitive Folk viser
undertiden Ærbødighed mod skadelige Dyr for at bevæge dem til ikke at
gøre ondt. Paa Øen Øsel har man været hensynsfuld overfor en
Snudebille, der var farlig for Kornet. Jøderne hædrede de farlige
Slanger ved at rejse en Kobberslange paa en Stang -- altsaa Tribut
til en Røverstat. -- Smintheus smeltede sammen med Apollon. En berømt