Græsk Mythologi - 3

Total number of words is 4498
Total number of unique words is 1658
37.4 of words are in the 2000 most common words
52.3 of words are in the 5000 most common words
60.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
som Artemis er Nymfernes og Silen Satyrernes Fører, og der rejstes
Hermer (firkantede Stenpiller med et Hoved og Hals af Guden) for ham
ved Døren til private og offentlige Bygninger, paa Torvene, ved
Markskel og Landegrænser.[12] Ligesom de døde bevæger Hermes sig
hurtigt omkring; Fantasien udstyrede ham med Vinger paa Fødderne,
hvad der svarer til Syvmilestøvler, Lykkens Galosjer el. lign. i vore
Eventyr. Hans lave Filthat, Petasos, (et almindeligt græsk
Rejseklædningsstykke, der havde en bred Skygge til Værn mod Sol og
Regn) blev ligeledes udstyret med Vinger. Hermes beskytter
omstrejfende Mennesker: Vandringsmænd, Jægere og Købmænd[13]).
[12] Fra Oldtidens Hermer stammer vore Buster.
[13] I uvejsomme Egne i Oldtidens Grækenland sammenkastedes smaa
Bunker af Sten, der tjente til Vejvisning for Vandringsmændene,
saaledes som man i vore Dage endnu gør f. Eks. i Jotunheim og paa
Island. Disse Bunker var helligede Vejguden Hermes; de kendes
allerede af Homer (Od. 16, 471) og kaldes »Hermebunker«. De
forbigaaende kastede gerne en Sten til Bunken, hvad der vel var et
Slags Offer til Vejguden.
Hermed maa ikke blandes Stenbunker af en ganske anden Art. Sten er
et meget primitivt Vaaben, og fra gammel Tid er store Forbrydere som
Landsforrædere blevet dræbt ved Stening. For at sikre sig, at den
dræbtes Sjæl ikke rev sig løs, kunde man ramme en Pæl gennem Liget,
eller det blev en Pligt for hver, der gik forbi, yderligere at kaste
en Sten paa Bunken for bedre at tynge den onde Sjæl ned. Paa
lignende Maade kunde Selvmordernes Grave behandles.
Endnu i 1917 saa man paa en Plads i Athen en Stenbunke, rejst som en
magisk Forbandelse mod Venizelos af hans Fjender. Til Gengæld søgte
hans Tilhængere at dække den med Blomster.
=Hermes som Lykkegud.=
Forholdet til de døde er af dobbelt Art. Paa den ene Side vil man
gerne beholde dem hos sig og venter sig alt godt af dem; dette
gælder afdøde, man har kendt og holdt af. Paa den anden Side føler
man en vis Uhygge ved dem; dette gælder de fjærnere staaende. I
Overensstemmelse hermed staar Hermes baade Arnegudinden Hestia og
Spøgelsegudinden Hekate nær; men han opfattes fortrinsvis som en
lykkebringende Gud.
Hermes giver _legemlig Sundhed_, kvægende Søvn og gode Drømme; til
ham rettes Aftenbønnen, og man hænger Billeder af ham ved Siden af
sin Seng; Sport og Gymnastik staar under hans Omsorg.
Hermes er _Børnenes_ Gud, han sender dem til Forældrene, og naar de
er fødte, er det særligt ham, der tager sig af dem, (f. Eks. den
nyfødte Dionysos).
En pludselig, uventet Gave kaldte Grækerne en _Hermesgave_
(Hermaion). Ogsaa det flittige Arbejde lønner Hermes: han giver rig
_Høst_, men navnlig lader han _Smaakvæget_ formere sig, Faar og
Geder, hvoraf der fandtes og endnu findes mange i det bjærgrige
Grækenland. I Arkadien gjaldt han for at være Fader til Bukkeguden
Pan. I Tanagra i Boiotien troede man, at Hermes een Gang om Aaret løb
3 Gange omkring Byen med en Vædder paa Skuldrene. Dyret skulde, naar
det blev baaret omkring en By og dens Marker, ligesom opsuge i sig
alt det onde, der var inden for den afgrænsede Kreds, og gøre denne
til en ren og hellig Plet; naar man derefter skilte sig ved Dyret,
var man med det samme fri for alt ondt. -- I Kunst fremstilles Hermes
ofte bærende en Vædder eller Kalv paa Skuldrene; det er saadanne
Figurer, der blev Forbilledet for Fremstillingen af Kristus som den
gode Hyrde, der bærer det vildfarende Faar hjem til Hjorden.
=Hermes's Moral.=
Som Mennesker selv er, saaledes tænker de sig deres Guder, og
Hermes's Moral skildres ofte som lige saa grovkornet, som de
halvvilde Hyrders, hvis Gud han er. Naar det kan lykkes disse at rane
andres Dyr og bagefter snakke sig fra det hele, er det Hermes, de kan
takke herfor. Han er jo Veltalenhedens Gud. Han beskytter endvidere
aabenbare Tyveknægte og Folk, der kan klare sig ved en behændig Ed
(næppe egentlig Mened). Om Odysseus' Morfader Autolykos hedder det:
for Snuhed og listige Eder
pristes Autolykos højt; den Kløgt ham en Gud havde givet,
Hermes, thi ham til Behag tykflommede Bove han ofte
risted af Lam eller Kid, og huldt ham Guden beskærmed.
Da Guderne dannede den første Kvinde, Pandora, var det Hermes, der
lærte hende at lyve, tale indsmigrende og være snu.
=Hermes som Sjæleledsager (Psychopompos).=
Naar et Menneske er død, skynder de efterlevende sig at lukke hans
Øjne, for at ikke de brustne Blik skal tage en af de levende med sig.
Ogsaa Hermes kan med sin Stav lukke Øjnene paa de døde og føre dem
til Underverdenen, saaledes som han gør med de Bejlere, Odysseus har
dræbt. En Gang om Aaret, ved Anthesteriefesten, aabner han atter
Øjnene og fører dem tilbage paa et 3 Dages Besøg i deres gamle Hjem
paa Jorden, hvad der altid føles som noget uhyggeligt af de
efterlevende.
I Gudeforsamlingen paa Olympen fik Hermes lignende Opgaver som paa
Jorden. Da de 3 Gudinder, Hera, Athena og Aphrodite skulde til
Skønhedskonkurrence hos Paris, maatte han ledsage dem paa Vejen, og
da Zeus's lille Søn Dionysos skulde i Pleje hos Nymferne, var det
atter Hermes, der maatte tage sig af det lille Barn og bringe ham til
dem. I Haanden bærer han en Heroldstav, den saakaldte Kerykeion[14].
[14] Hermes's Stav Kerykeion tænktes almindeligt omsnoet af 2
Slanger -- Jordens Dyr, der antages at bringe Frugtbarhed og Lykke,
og i hvis Krop døde Menneskers Sjæle kunde tage Bolig; øverst oppe
vendte Dyrene Hovederne mod hinanden. I historisk Tid brugtes en
saadan Stav som et Parlamentærflag i Nutiden. -- Den oprindelige
Mening med Hermesstaven er uklar; formodentlig er flere Ting
blandet sammen. Paa et kendt Vasebillede, hvor Hermes kalder de
døde op af Graven, bærer han Kerykeion i venstre Haand, i højre en
Tryllepind (Rabdos), hvormed han foretager sin magiske Opvækkelse.
[1. En Stav er et primitivt Vaaben, og hos Homer ser vi Konger,
Præster, Dommere, Talere i Folkeforsamlinger bære Stav (Græsk:
Skeptron) som Tegn paa Magt og Ukrænkelighed. (Smlgn. nyere Tids
Kongesceptre, Bispestave, Marsjalstave). 2. Stave kan ogsaa være
Tryllepinde (Græsk: Rabdos); med en saadan forvandler Kirke
Odysseus' Folk til Svin, og Hermes lukker med en Rabdos Øjnene paa
de af Odysseus dræbte Bejlere og fører dem til Hades. -- Moses og
Aron forvandlede med deres Stave Nilens Vand til Blod. 3. Folketroen
kender endvidere Mirakelstave, der varsler kommende Lykke og Storhed
for Ejermanden: Arons Stav frembringer Blomster og modne Mandler og
bekræfter derved hans Valg til Præsteembedet. At Tannhäuser har
faaet Tilgivelse for sine Synder, sluttes af, at Pavens Stav skyder
frisk Grønt; at Josef er Jomfru Marias udvalgte Brudgom ses af, at
hans Stav skød Blomster og Blade. Scenen er kendt fra Raffaels
Billede »lo sposalizio«, Trolovelsen].
=Den homeriske Hymne om Hermes.=
Den homeriske Hymne om Hermes opfatter ham som en Slags Dværg eller
Nisse, der er fuld af Spilopper, og den fortæller med megen Humor om
hans 2 første Levedage.
Han gøres til en Søn af Zeus og Maia (Morlil), der lever i en Hule
paa Kyllenebjærget i det kvægrige Arkadien. Han kom til Verden en
Morgenstund, men havde straks Hovedet fuldt af Skælmsstykker, saa
at han listede sig op af Svøbet og ud af Hulen. Han mødte en
Skjoldpadde, som han bar hjem, dræbte, og af dens Skal dannede han
den første Lyre, spillede og sang en improviseret Vise om sine
Forældres Kærlighed og sin egen Fødsel. Derefter lagde han sig igen
til Ro i sit Svøb.
Atter forlod han Hulen og gik paa Vandring. Ved Solnedgang naaede han
til Pierien, hvor han fandt Gudernes Kvæg og tog 50 Okser, der
tilhørte Apollon. Disse lod han gaa baglæns foran sig, og for at gøre
sine egne Spor ukendelige bandt han Myrtegrene under Fødderne[15]. Da
han henad Morgenstunden naaede til Alpheiosfloden, drev han dem ind i
en Hule, tændte Ild, slagtede 2 af dem, stegte Kødet og spændte
Huderne ud paa Klippen. Derefter vendte han hjem og smuttede som en
Taage ind gennem Dørlaasen.[16] Han lagde sig til Rette i sit Svøb og
trykkede Lyren ind til sig.
[15] Myrten befrier for Træthed. Stak en Vandringsmand en Myrtegren
i Bæltet, kunde han blive ved at gaa.
[16] I Folketro gaar Sjælene ud og ind gennem Dørlaasen. Derfor
siger man i Rhinland, at naar en Nøgle falder ud af en Dørlaas, dør
der et Menneske i Huset.
Apollon faar imidlertid Nys om, hvor Tyven er, og kommer til Kyllenes
Bjærghule. Hermes nægter at vide Besked og tilbyder at bekræfte sine
Ord med Ed; for øvrigt blinkede han med Øjenlaagene, trak Brynene
til Vejrs, saa snart paa en Ting, snart paa en anden og gav sig til
at fløjte for at tilkendegive sin fuldstændige Ligegyldighed
for Apollon. De gaar til Zeus for at lade ham skille Trætten,
Svøbelsebarnet foran. Zeus morer sig og sender dem ud for i
Fællesskab at lede efter det tabte Kvæg; det findes, og der indgaas
et Forlig, hvorved Hermes beholder Kvæget, men overlader Apollon sin
Lyre.

Hestia.
=Det almindelige Grundlag.=
Arnen er Centret i den primitive Menneskebolig. Der tilberedes Maden,
derfra faar man Lys og Varme, om den samles familiens Medlemmer efter
endt Arbejde for at samtale og hvile. Den store Betydning, som
Arneilden har i Familiens daglige Liv, forklarer visse symbolske og
magiske Handlinger, der foretages hos forskellige Folk paa Jorden;
saaledes stødes f. Eks. ved Bryllupper hos Santalerne brændende
Trækul fra Kvindens Hjem i en Morter, og Emmerne slukkes med Vand;
derved slukkes for hende Ilden i hendes eget Barndomshjem, og hun
hører nu kun hjemme i sin Mands Hus. Paa Øen Timor (øst for Java) maa
Ypperstepræsten under Krig blive i Templet og Dag og Nat holde Ilden
brændende. Gaar den ud, køles Kampmodet hos de fraværende Krigere.
=Den græske Hestia.=
Den Guddom, der raadede for Arneilden, tænkte Grækerne sig kvindelig,
enten fordi Ordet Hestia (Arne) er Hunkøn, eller fordi Ildens Pasning
fortrinsvis paahviler de hjemmeblivende Kvinder. Hestia var Jomfru og
en ærværdig Gudinde, som dyrkedes i _private Hjem_, hvor et nyfødt
Barn 5 Dage efter Fødslen blev baaret rundt om Arnen og fik Navn og
Gaver af Slægt og Venner; herved optoges Barnet som Medlem af
Familien og blev givet i Husgudernes Beskyttelse[17]. Staten
opfattedes som en stor Familie, og i _Statens Hus_ (Prytaneion,
Raadhus) brændte den evige Ild, og der beværtede man de Landsmænd,
man vilde hædre, og Udsendinge fra fremmede Folk. Statsarnens Ild
vedligeholdtes af Kvinder, der endnu var unge Piger, eller som var
Enker. Den oprindelige Hensigt med en saadan offentlig evig Ild er
utvivlsomt den rent praktiske, altid at have et Sted, hvorfra man kan
faa ny Ild, naar ens egen gaar ud; da unge Piger og Enker som Regel
har mindre Arbejde at gøre for sig selv end gifte Kvinder, er det
naturligt, at det tilfaldt dem at passe den offentlige Ild. Men til
denne praktiske Grund til Statens evige Ild kom der snart en mere
ideel; den fælles Statsarne mindede alle Borgerne om, at de havde
fælles Fædreland og Gudsdyrkelse; naar man rejste til fremmede Lande
for at bosætte sig der, tog man undertiden Ild med fra det hjemlige
Prytaneion. Den var et Enhedsmærke, som en Rigsfane er det i vor Tid.
[17] Husguderne stod oprindeligt paa eller ved Arnen. De døde, som
i ældgammel Tid begravedes ved Arnen (S. 38), havde jo ogsaa Evne
til at sende godt og ondt over Familiens Medlemmer.
Fremmede og hjælpeløse Mennesker søgte Tilflugt ved mægtige
Menneskers Arne, som allerede Odysseus gør det i Alkinoos's Hus. Der
beskærmedes de af Hestia, der som Beskytter af ydmygt bedende staar
Zeus nær.
Nogen udpræget Personlighed blev Hestia ikke; i Grunden blev hun
aldrig løsnet fra sit Element: Arneilden, og derfor fortælles der
næsten heller ingen Myther om hende. I hendes Helligdomme saas ingen
Statue af hende; den paa Altret altid brændende Ild var hendes ydre
Billede.

Aphrodite.
(Adonis, Eros).
=Aphrodite er oprindeligt en orientalsk Gudinde.=
De fleste semitiske Folk dyrkede en Frugtbarhedsgudinde, der paa de
forskellige Steder havde forskellige Navne, f. Eks. Mylitta, Istar,
Astarte, Asjtoret. Fra Orienten kom denne Gudinde med de søfarende
foinikiske Handelsfolk ud til de græske Øer, navnlig Kypern og
Kythera, eller til vigtige Handelsbyer paa Grækenlands Fastland som
Korinth. Grækerne kaldte hende Aphrodite (vel blot en Fordrejelse af
Asjtoret) og gav hende Tilnavnene: den kypriske eller den
kythereiske[18].
[18] Sprogligt forfejlet er Grækernes eget Forsøg paa at forklare
Aphrodite som »den skumfødte«, af Ordet aphros, Skum.
=Aphrodites Magtomraade.=
Aphrodite er hos Grækerne som i Orienten en Frugtbarhedsgudinde --
ikke nogen egentlig Ægteskabsgudinde, thi det er Hera; men hun vækker
den pludseligt opdukkende Elskovslængsel i Guders og Menneskers
Bryst. Hun har ogsaa Magt over alle Fugle, Land- og Vanddyr; Bjørne
og Pantre følger hende logrende. Dyrkede Træer og Planter staar under
hendes Beskyttelse, navnlig Roser og Myrter; hvor hun sætter sin Fod,
spirer Græsset frem under hendes smidige Gang. Aphrodite selv maa
bøje sig for Kærlighedens Magt; hun elsker saaledes den troiske Prins
Anchises og faar med ham Sønnen Aineias; bekendt er ogsaa hendes
Elskovsforhold til Ares, med hvem hun fik Sønnen Eros.
=Aphrodite paa Olympen.=
Allerede hos Homer er Aphrodite optaget i Gudefamilien paa Olympen;
men hun er en halvvejs uhyggelig Dæmon, der lokker Helena til at
forlade sit Hjem i Sparta. Helena føler det uværdige ved at være hos
Paris i Troja; men hun magter ikke at rive sig løs fra Aphrodites
Magt. En Mythe fortalte, at hun var opstaaet af Havets Skum og af
Vestenvinden først ført til Kythera og dernæst til Kypern, hvor
Horaerne smykkede hende med herlige Klæder, gav hende Gulddiadem paa
Hovedet, fæstede Guldsmykker i hendes Ører og hængte gyldne Ringe om
Hals og Bryst[19]. Derefter førte de hende ind i de udødelige Guders
Forsamling.
[19] I ægæisk Tid var de fornemme Kvinder elegant klædte og
overlæssede med Guldsmykker. Herfra stammer vel Forestillingen om
»den gyldne, sødtsmilende A. med det livlige Blik«.
=Adonis.=
Livets Frugtbarhed er uadskilleligt forenet med Livets Undergang.
Begge Dele kommer frem i den Mythe og den Kultus, som er knyttet til
Adonis, Foraarets og Livsfornyelsens Gud, der baade elskes af
Frugtbarhedsgudinden Aphrodite og af Dødsrigets strenge Dronning
Persephone.
=Mythen.=
Myrrha hed en ung Kvinde, der blev forvandlet til et Træ, kort Tid
før hun skulde være Moder. Det ufødte Barn udvikledes imidlertid
stadigt bag Træets Bark, til denne en Dag brast, og en Dreng kom til
Verden, som fik Navnet Adonis (af det foinikiske Adon, d. v. s.
Herre). Først vandt han Aphrodites Kærlighed; men en Dag blev han
dræbt af et Vildsvin og maatte gaa til Hades, hvor nu Persephone blev
indtaget i ham. Aphrodite vilde dog ikke opgive ham, og ved de andre
Guders Mellemkomst bestemtes det, at han en Del af Aaret skulde være
hos Persephone i Dødsriget, en Del hos Aphrodite paa Jordens
Overflade.
=Adoniskulten.=
Man fejrede Adonisfester paa noget forskellig Maade paa de
forskellige Steder. Naar Festen fejredes om Foraaret, begyndte man
med en Sørgehøjtid (Symbolet paa Adonis's Dvælen i Underverdenen),
hvorefter der fulgte en Glædesfest (Symbolet paa hans Opstandelse).
Fejredes derimod Festen om Sommeren, begyndte man med en Glædeshøjtid
(Symbolet paa Aphrodites Samliv med Adonis); derefter fremstilledes
hans Bortdragen, hvor man kastede et Adonisbillede, eller en Dukke,
der forestillede Adonis, i Havet eller i en Kilde og sang: "Vær os
naadig, kære Adonis, nu og til næste Aar. Venlig kom du, og kom
venlig, naar du vender tilbage." Samtidigt kastede man ogsaa de
saakaldte "Adonishaver" i Vandet; det var Kurve eller Potter, der var
fyldte med Jord, og hvor man i Løbet af 8 Dage havde faaet en Del
Planter til at spire frem i den stærke Solvarme. De smaa Adonishaver
repræsenterer alt det nye, der spirer frem i Planteverdenen om
Foraaret. Adonis, der ved Festerne repræsenteres af Dukken, er Guden
for al denne Livsfornyelse. Mythen fortalte, at Anemonen, Foraarets
Blomst, spirede frem af hans Blod, dengang Vildsvinet dræbte ham.
Nedkastningen i Vandet af Adonisdukken og Adonishaverne har magisk
Hensigt; man vil derved skaffe sig Regn nok til næste Aars Afgrøde.
=Nordisk Parallel.=
I nordisk Mythologi fortælles om Kong Skjold, at han som lille Barn
kom ene paa et fremmed Skib uden Styrmand fra ukendte Egne; han blev
Landets Konge og drog senere atter bort paa samme Maade, som han var
kommet. Skjold er oprindeligt en Frugtbarhedsguddom, der kommer og
forsvinder paa samme Maade som Adonis.
=Eros.=
Aphrodites Søn Eros fremstilles som en drømmende Yngling i den Alder,
hvor Erotiken begynder at vaagne. Han har Vinger, vel for at betegne
ham som den allesteds nærværende dæmoniske Guddom. Han er væbnet med
Bue og Pil, hvormed han saarer Mennesker, eller ogsaa med en Fakkel.
Om hans Forbindelse med Psyche fortæller en sen Forfatter flg.:
Der var engang en Konge og en Dronning, som havde 3 Døtre, af hvilke
den yngste hed Psyche. Hun var saa smuk, at Menneskene af Beundring
for hende glemte selve Aphrodite, der blev vred herover, og for at
ydmyge Psyche befalede hun Eros at vække hendes Kærlighed til det
usleste Menneske. Men Eros blev selv forelsket i Psyche, og en blid
Vestenvind bortførte hende til et Palads, hvor hun nød alle
Herligheder og opvartedes af usynlige Tjenerinder. Naar det blev Nat,
kom Eros til hende; men inden Dagslyset brød frem, var han atter
forsvundet. Af Nysgerrighed efter at lære sin elskede at kende,
tændte Psyche en Nat -- trods Forbud af Eros -- en Lampe og saa da
hans skønne, ungdommelige Skikkelse. Hendes Haand kom til at ryste af
Sindsbevægelse, saa at hun spildte noget af den hede Olie fra Lampen
ned paa den sovende Gud, som vaagnede op og straks forlod Psyche, der
trods al Søgen ikke mere kan finde den forsvundne Gud. Til sidst gaar
hun til Aphrodite, der ikke alene er vred paa hende, men ogsaa paa
Eros for hans Ulydighed. Aphrodite paalægger hende haarde Prøvelser;
men Eros, der imidlertid er blevet helbredet for sit Saar fra den
hede Olie, kommer hende til Hjælp og faar af Zeus Tilladelse til at
indføre hende i de olympiske Guders Kreds.
Dette Eventyr om Eros og Psyche er den ældst kendte Opskrift af en
vidt udbredt Fortælling om en Hustru, der bryder sin overnaturlige
Ægtefælles Paabud og derfor mister ham og først faar ham tilbage
efter mange Prøvelser.[20]
[20] I nyere Opskrifter (f. Eks. den danske: Hvidebjørn Kongens Søn
i Sv. Grundtvigs Gamle danske Minder) er Brudgommen sædvanligt
omskabt til et Dyr.
Billeder af Eros og Psyche træffes ofte baade paa hedenske og kristne
Sarkofager og Gravbilleder.

Demeter og Persephone.
=Demeter.=
Demeter er en Agerdyrkningsgudinde (en chthonisk Gudinde), der snart
opfattes som en Gudinde for selve Jorden, som en "Moder Jord" (Gaia),
men hyppigere som Gudinde for det paa Jorden voksende Korn, "den
tørre Afgrøde", mens "den fugtige Afgrøde" (Vin og Frugt) skænkes
Menneskene af Dionysos.
Demeter er altsaa en Gudinde af lignende Art, som Hera oprindeligt
var; men medens Hera hævedes op til at blive Himmeldronning i den
olympiske Gudekreds, vedblev Demeter fortrinsvis at have sit Hjem paa
og i Jorden, selv om en Mythe gjorde hende til Zeus's Søster og
elskede. Hos Homer spiller hun kun en underordnet Rolle, en naturlig
Følge af, at hun som Agerdyrkningsguddom væsentlig var en Gudinde for
Bønder, som kun stod i fjærnere Forhold til den Overklasse af
Riddere, om hvis Liv og Kampe Iliaden og Odysseen fortæller.
=Magiske Handlinger knyttede til Demeter.=
Flere magiske Handlinger, der gik ud paa at sikre sig rigelig Høst,
sattes i Forbindelse med Demeter; Ved Thesmophoriefesten,[21] en
agrarisk Fest, der fejredes ved Saatid om Efteraaret af Kvinderne til
Ære for Demeter, kastede man Svin, hvilke Dyr paa Grund af deres
Frugtbarhed var helligede Frugtbarhedsgudinden Demeter, ned i
underjordiske Huler, hvorfra man atter tog raadne Kødstykker op
(rimeligvis af de Dyr, der var kastede ned ved det foregaaende Aars
Thesmophoriefest) og blandede disse med Sædekornet for derved at
sikre sig rigelig Afgrøde[22].
[21] Agerdyrkningen muliggør et ordnet Samfund og fastere
Familieliv. Derfor kaldes D. Thesmophoros, den lovgivende, eller
den, der værner om Ægteskabet.
[22] I Kurland har det været Skik ved Bygsaaningen at stikke en
Svinehale ned i Jorden, »for at Aksene kunde blive lige saa lange
som Halen.«
Al Plantevækst er afhængig af Solen, og naar man ikke havde Sol nok,
tændte man store Baal for gennem saadanne kunstige Sole ad magisk Vej
at tvinge den virkelige Sol til at give Lys og Varme nok til Planter,
Dyr og Mennesker. Man kunde ogsaa tænde Fakler og med disse løbe
rundt om Markerne; ved dette Fakkelløb udbredte man Ilden over saa
stor en Strækning Land, som det overhovedet var muligt, og derved
øgedes Jordens Frugtbarhed.
=Demeters Attributer.=
Paa Grund af Faklens Anvendelse til Fremme af Frugtbarheden tænkte
man sig almindeligt, at Demeter selv bar Fakler. Desuden udstyredes
hun med Aks og Valmuestængler med Frøkapsler paa. Valmuekapslen er
paa Grund af sine mange Frø, ligesom Granatæblet ved sin Kærnerigdom,
blevet et naturligt Symbol paa Frugtbarhed. Desuden maa det huskes,
at Valmuefrø i Oldtiden ligesom nutildags var et yndet Krydderi oven
paa Brød. Ofte tænktes Demeter ledsaget af Slanger, Jordens og derved
ogsaa Frugtbarhedens Dyr, og derfor naturlige Ledsagere for
Frugtbarhedsgudinden.
=Demeter, Kore, Persephone.=
Demeter er en moderlig Gudinde og har en Datter Kore, c: Pigen.
Forskellig fra dem er oprindeligt Persephone, der hos Homer er
Underverdenens frygtelige Herskerinde, snart Enehersker, snart
Hades's Dronning; men Persephone trænger sig ind paa Kores Plads og
bliver en Datter af Zeus og Demeter, der udvikles til at blive den
eneste rigtige Moderskikkelse, græsk Mythologi kender. Og der
digtedes en Mythe om, hvorledes Persephone var blevet Dronning i
Dødsriget.
=Persephones Bortførelse.=
Persephone gik en Dag og plukkede Blomster paa en Eng, da Jorden
pludseligt aabnede sig, og Underverdenens Gud, Hades, kom til Syne,
kørende paa sin Vogn. Han røvede den unge Pige og lod Hestene sprænge
af Sted igen ned i Underverdenen. Demeter blev fortvivlet, tog 2
Fakler i Hænderne og søgte hende over hele Jorden uden at unde
sig Hvile eller Mad. Til sidst aabenbarede Solguden Helios hende,
at Persephone beklædte den ærefulde Stilling som Dronning i
Underverdenen; men dette trøstede ikke Demeter. Sorgen gjorde hende
grim, saa at hun kom til at ligne en gammel, udslidt Amme, der tjener
i en Stormands Hus. I sin Forbitrelse hindrer hun al Frugtbarhed.
Jorden bærer ingen Afgrøde, Dyrene faar ingen Unger, Menneskene ingen
Børn, og intet Offer kan bringes de udødelige Guder. Zeus søger nu at
mægle, og Hades maa lade Persephone vende tilbage til Lyset. Men
forinden svinger han Kærnen af et Granatæble over sig selv og giver
hende den saa at spise; hun kan da ikke mere helt frigives fra
Underverdenen, men maa tilbringe en Del af Aaret hos Hades, Resten
hos sin Moder[23]. Hermed lod Demeter sig forsone, og hun gav Jorden
Frugtbarheden tilbage.
[23] Efter primitiv Opfattelse er den, der har nydt en andens Mad,
forbundet med ham, enten for en Tid -- som naar Ørkenaraberens Gæst
er tryg i hans Telt, men dræbes, naar han har forladt dette --
eller for bestandigt, som naar den, der har spist i de dødes Rige,
normalt ikke mere kan forlade dette. Omvendt fortælles i et gammelt
fransk Digt om en Fe, der har taget en Ridder til sig og kun giver
ham Lov til at vende tilbage til Jorden, hvis han lover intet at
spise der. Ellers kan han ikke komme tilbage til hende.
Naar Hades svinger Kærnen om sig selv (vel omkring sit Hoved), er
Meningen utvivlsomt at binde Kærnen og derigennem Persephone fast
til Hades. Naar en estisk Bonde paa en bestemt Dag slap Kvæget ud
paa Marken, svang han for hver Ko, 2 Kopeker 3 Gange om sit Hoved;
disse Penge fik Røgteren, der gik med Dyrene.

Dionysos.
=Almindeligt Grundlag.=
Naturfolk er ofte meget nervøse, dels fordi de lever omgivet af Farer
paa alle Kanter, dels fordi de har færre Kundskaber og derfor er
lettere at forskrække. Ikke alene uforudsete Begivenheder kan faa dem
til at tabe deres Sindsligevægt; men de anvender ofte kunstige Midler
(stærke Drikke, larmende Musik og vilde Danse) for at hensætte sig
selv i en nervøs Ophidselsestilstand, hvor det føles, som om Sjælen
har forladt sit Legeme og hævet sig til Samfund med Gud (Ekstase),
eller som om en Gud er steget ned og har taget Bolig i ens Sjæl
(Enthusiasme).
=Thrakerne.=
Oldtidens Thrakere fejrede saadanne tøjlesløse Fester til Ære for en
Gud, som i Grækenland blev kendt under Navnet Dionysos. Det var en
Frugtbarhedsgud, en Sommergud, der ligger i stadig Krig med Vinteren.
Om Efteraaret sejrer Vinteren og driver Sommerguden bort; men om
Vaaren kommer Sommerguden tilbage og blinder Vinteren eller stikker
Øjnene ud paa ham. Denne Tanke ligger bag en Mythe, Homer fortæller
om Kong Lykurgos (= Vinteren), der drev Dionysos paa Flugt, saa at
han maatte gemme sig i Havet; men til Straf tog Guderne Lykurgos og
blindede ham.
Thrakerne fejrede disse Fester (Orgier) om Natten ude paa Bjærgene
for lettere at hidse Nerverne ved det hemmelighedsfulde Mørke og den
vilde Natur; man bar Fakler i Hænderne, Metalbækkenerne skingrede,
Paukerne dundrede, og Fløjternes Toner skar gennem Spektaklet, mens
Deltagerne, der mest bestod af Kvinder, styrtede af Sted i
Hvirveldanse og ved høje Raab søgte at vække den slumrende Natur til
nyt og frugtbart Liv ved Vaarens Komme. Derfor gjaldt det om ved
Benyttelse af alle Midler at føle Gudens stærke Kræfter strømme
gennem sit eget Legeme. Festdeltagerne svingede Slanger i Hænderne og
lod dem glide inden for Klæderne langs deres Legeme; thi Slanger er
en Aabenbaringsform for Frugtbarhedsguden Dionysos, og den, der
kommer i Berøring med Guden, fyldes af hans Styrke. Dionysos
aabenbarede sig ogsaa i de tilstedeværende Offerdyr; i helligt Raseri
styrtede Festdeltagerne sig over dem, rev dem i Stykker og spiste dem
raa for paa denne Maade at optage Guden i sig; endvidere klædte man
sig i Offerdyrets aftrukne Skind for ogsaa derved at blive et med
Gud. Hele denne ejendommelige Kultus svarede til de religiøse
Forestillinger, man havde om selve Guden Dionysos. Over alt hvor han
drog hen, tænktes han at være ledsaget af en Skare rasende Nymfer, de
saakaldte Mainader, og af de kaade mandlige Satyrer med deres
Høvding, den gamle Silen.
=Dionysos trænger ind i Grækenland.=
Den dionysiske Ekstase var oprindeligt noget ret fremmed for
Hellenerne. Homer kender den dog allerede; men Dionysos er hos ham
endnu ikke Medlem af Gudefamilien paa Olympen. Paa Parthenonfrisen
sidder han derimod i deres Kreds som en af deres egne. I Mellemtiden
har Dionysosdyrkelsen sat sig fast i Grækenland. Det har været en
religiøs Gæringstid, hvor Landet var oversvømmet af de saakaldte
Bakider (Forkyndere) og Sibyller c: Mænd og Kvinder, der i dionysisk
Begejstring profeterede om dunkle Ting, rensede for Synd og
helbredede for Sygdom (Sygdom og Besmittelse er jo for den primitive
Mand en Virkning af onde Aander, der kun er synlige for Seeren, som
derfor alene er i Stand til at bringe Hjælp).
=Modstanden mod Dionysos.=
Denne nye Kultus havde megen Modstand at overvinde, inden den trængte
igennem. Spor af denne Kamp findes i forskellige Sagn.
I Orchomenos i Boiotien vilde Kong Minyas's tre Døtre ikke deltage i
Orgierne, men blev hjemme og passede Hus og Væv. Herved vaktes
Dionysos's Vrede. Han lod Ranker af Vedbend og Vin slynge sig om
Væverstolene, og fra Loftet dryppede Vin og Mælk. Gudens Vælde gjorde
de tre Kvinder ude af sig selv, saa at de sønderrev den enes lille
Søn, som om det var en Hjortekalv, og stormede vedbendsmykkede ud til
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Græsk Mythologi - 4
  • Parts
  • Græsk Mythologi - 1
    Total number of words is 4428
    Total number of unique words is 1629
    36.5 of words are in the 2000 most common words
    51.9 of words are in the 5000 most common words
    60.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Græsk Mythologi - 2
    Total number of words is 4536
    Total number of unique words is 1597
    34.5 of words are in the 2000 most common words
    49.4 of words are in the 5000 most common words
    58.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Græsk Mythologi - 3
    Total number of words is 4498
    Total number of unique words is 1658
    37.4 of words are in the 2000 most common words
    52.3 of words are in the 5000 most common words
    60.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Græsk Mythologi - 4
    Total number of words is 4179
    Total number of unique words is 1672
    31.0 of words are in the 2000 most common words
    44.8 of words are in the 5000 most common words
    52.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Græsk Mythologi - 5
    Total number of words is 217
    Total number of unique words is 168
    33.2 of words are in the 2000 most common words
    44.9 of words are in the 5000 most common words
    50.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.