Græsk Mythologi - 1

H. HOLTEN-BECHTOLSHEIM
GRÆSK MYTHOLOGI

ANDEN UDGAVE

SORØ
SVEGÅRDS BOGHANDELS FORLAG
1922


Paa lave Kulturstandpunkter er Mænd og Kvinder fortrinsvis optaget af
at skaffe de daglige Fornødenheder. Men midt i alt deres praktiske
Arbejde melder sig hyppigt visse teoretiske Spørgsmaal, der kræver
Svar: Hvad sker, naar vi dør? Hvad er det, der raader for os og alt
andet i Tilværelsen? Hvorledes er alt blevet til?
Paa saadanne Spørgsmaal gives der Svar i Mytherne, en Form for
Aandsliv, der væsenligt tilhører Kulturens Barndom. Menneskene stoler
paa deres Sanseiagttagelser, tvivler f. Eks. ikke paa, at Jorden er
flad, Himlen en Hvælving, og at Sol og Maane vandrer hen over denne
Hvælving. Naturlove kender de ikke; men Livets styrende Kræfter
fornemmer de snart som noget ubestemt mægtigt, snart som Væsener, der
ligner Mennesker eller Dyr. Hvad man har iagttaget og tænkt,
fortæller man om i Myther, der hos poetisk begavede Folk snart bliver
saa overgroede af fri Fantasi, at man ikke mere evner at udskille
Fortællingens oprindelige Kærne.
Paa de flg. Sider vil der i første Kapitel blive fremhævet nogle Træk
af Menneskenes ældst kendte Aandsliv. De næste Kapitler skildrer,
hvorledes græsk Mythologi svarede paa Spørgsmaalene: Hvorfra? Hvem
styrer vort Liv? Hvorhen efter Døden?


I. Træk af primitivt Aandsliv.

=Naturen.=
Den primitive staar ganske anderledes overfor Naturen end
_Kulturmennesket_. Naar dette sidste møder noget, han ikke har set
før, søger han at sætte det i Forbindelse med tidligere Erfaringer,
og han ordner Tingene i sindrigt udtænkte _Systemer_, indtil han faar
anbragt alle sine Erfaringer paa hver sin Plads.
_Den primitive_ nøjes med den _enkelte Iagttagelse_; men til Gengæld
gaar han ligesom rundt om den, ser den fra alle Sider, og han
fortæller gerne alt, hvad han overhovedet ved om den Ting. Herpaa
beror en endnu hos Homer bevaret Hovedejendommelighed ved hans
Sammenligninger. Troernes Angreb mod Grækernes Mur i Iliaden (12,278)
skildres saaledes: Lige saa tæt som Snefnugene falder en Vinterdag,
naar den raadvise Zeus har taget til at sne, aabenbarende disse sine
Pile for Menneskene, -- Vindene lader han lægge sig, og Sneen lader
han falde uden Ophør, indtil han faar tilhyllet de høje Bjærges
Tinder og knejsende Toppe, Kløversletterne og Mændenes frugtbare
Marker, og selv over Havne og Kyster ved det skummende Hav ligger
Sneen; kun Bølgen, som skyller imod den, holder sig fri for den; men
alt andet ligger gemt under dens Dække, naar Zeus's Snefald lægger
sig tungt derover -- saa tæt fløj deres Stenkast i begge Retninger.
-- De tætte Stenkast sammenlignes med de tætte Snefnug; alt det andet
er overflødigt, men løber med, fordi den primitive ikke evner at
skille det, hvorpaa Sammenligningen beror, ud fra det øvrige Billede.
Det samme gentager sig i Kunsten. Sagnet fortalte, at Pegasos sprang
ud af Medusas Blod, _efterat_ Perseus havde hugget Hovedet af hende.
Men paa det gamle Relief fra Selinunt ses allerede Pegasos springe om
paa Jorden, _før_ Medusas Hoved er hugget af, mens hun endnu er i
Flugt. Den primitive Kunstner vil have det hele med.
Den primitive kender intet til fysiske og kemiske _Naturlove_; hvad
der sker i Verden, opfatter han som frembragt af _uberegnelige,
hemmelighedsfulde Kræfter_ eller af _individuelle_, men usynlige
_Væsener_ i Dyre- eller Menneskeskikkelse. Naar Homer skal klare sig,
hvorledes man kan høre en andens Tale, gør han det ved at antage, at
der fra den talendes Mund flyver smaa usynlige Væsener, en Slags
Fugle, hen til den hørendes Ører. Derfor taler Homer om "de bevingede
Ord."
Naturlig _Udvikling_ gennem fortsatte smaa Omdannelser forstod man
ikke. Det ny, der kom frem, opfattedes som _Fødsel_, det gamle, der
forsvandt, som _Død_. Det var den Form for Fornyelse og Undergang,
man kendte fra Menneskeverdenen. Naar Blade og Blomster foldede sig
ud om Foraaret, var det Adonis, der fødtes; naar Sommeren var forbi,
var det Adonis, der vendte tilbage til Dødsriget.
Alle _Afstande_, maaltes med _menneskelige Maal_, "Fod", "Skridt",
"Haandsbredde", "et Stenkast", "saa langt en Stemme kan lyde".
Ligesaa _Tidsangivelser_, "den Tid paa Dagen, da Torvet er fuldt"
(10-12 Formiddag), "ved Lampetændingstid", "en Menneskealder"
o. s. v.
Mennesker og Dyr er for den primitive det Midtpunkt, hvorfra han
fortrinsvis ser Tingene.
=Mennesket.=
For os Kulturfolk bestaar Mennesket kun af to Dele: _Sjæl_ og
_Legeme_. For primitive bestaar Mennesket af mange Dele foruden
Legemet: Skygge, Drømmeskikkelse, Navn; selv Ejendom, Klæder,
Fodspor, et givet Løfte hører med til Personen.
For Homer er Mennesket en Trehed, bestaaende af _Legeme_, _Psyche_ og
_det egenlige Sjæleliv_. Psyche er et luftagtigt andet Jeg, der
betinger Livet. Ved Besvimelse eller Søvn gaar Psychen bort for
kortere Tid, sædvanligt ud gennem Munden, ved Døden gaar den for
bestandigt til Hades ude ved Verdens fjærneste Grænse, hvor Solen
aldrig kommer. Homer anser snart Psychen, snart Legemet for den
vigtigste Del af Mennesket.
Er Mennesket vaagent, sover Psyche; men til Gengæld virker da
forskellige tænkende, følende og villende Livskræfter. Disse tænkes
snart som legemlige Processer i Mellemgulv (frenes)[1] eller Hjærte,
snart som aandelige, der ikke er knyttede til bestemte Legemsdele og
benævnes paa forskellig Maade (thymos, (det brusende), noos, menos
o. s. v.). Homer har ikke klaret sig, om det, der foregaar i vort
Sjæleliv, har legemlig eller sjælelig Oprindelse.
[1] Der er god Mening i at henlægge Sjælelivet til Mellemgulvet;
ved stærk Sindsbevægelse kan enhver faa Fornemmelse af, at »det
stemmer for Brystet.«
Idealet for en Mand er den _imponerende ydre Fremtræden_ og de stærke
legemlige Kræfter, saaledes som Homer skildrer Agamemnon:
Lyneren Zeus han lignede grant paa Hoved og Øjne,
Ares paa Midje og Hofter, paa Bryst den stærke Poseidon.
Han skal have vældige Næver og rappe Fødder. Han maa eje Mod og elske
Faren. Hele hans legemlige Organisme er indrettet paa at styrte sig i
Kamp paa Liv og Død med kortest muligt Varsel, og han kan ikke holde
ud at sidde hjemme i Ro. Kan han ikke komme i virkelig Kamp, hengiver
han sig til stærke Idrætter og Væddekampe. Homer kalder Hektor:
kampumættelig.
Den primitive Mand er _godskær_, og hans Velstand er, som lige nævnt,
som en Del af hans Person. At give en Ven en Gave er som at blande
Blod med ham, det binder ikke alene Giver og Modtager sammen, men
ogsaa deres Efterkommere. Derfor vil Glaukos og Diomedes i Iliaden VI
ikke slaas med hinanden, fordi deres Bedstefædre i sin Tid har
sluttet Fostbroderskab ved at give hinanden Gaver. For Homers Helte
bestaar Æren for en stor Del i at eje meget Gods; derimod forringer
det dem ikke at græde.
For en primitiv Fantasi er _der ingen uoverstigelige Grænser_ mellem
Mennesket og dets Omgivelser. Mennesker kan forvandles til Dyr,
Planter, Stene, og af disse Ting kan atter opstaa Mennesker.
Grækernes Fantasi tumlede frit med forskellige Blandingsvæsener som
f. Eks. Kentaurer, der havde Hesteunderkrop, men Menneskeoverkrop. De
saakaldte Søkøer og Søheste var Køer og Heste, hvis Underkrop endte i
Slangehaler. Ogsaa mellem Menneske og Gud er Grænsen ganske flydende,
kun er Guden evig ung og lever et Liv i Sorgløshed, mens lige den
modsatte Skæbne er Menneskets Lod.
=Aandsliv.=
_Aandslivet_ var væsenligt indskrænket til Æventyr, Sagn og
Mythedigtning.
_Æventyrets_ egenlige Indhold er mærkelige, opdigtede Fortællinger,
som følger rask efter hinanden og fylder Tilhørernes Fantasi med
Forbavselse. Heltens Navn spiller ingen Rolle; heller ikke Tid eller
Sted. Et rigtigt Æventyr begynder med den velkendte Indledning: "Der
var engang." Helten drager ud i "den vide Verden." Herakles vandrer
til Jordens yderste Grænser, ned i Underverdenen og optages til sidst
i Himlen. Odysseus sejler i sin Æventyrverden fra Oplevelse til
Oplevelse.
I _Sagnene_ er der, modsat Æventyrene, et historisk Element, som
viser sig i Interessen for Heltenes Navne og Stamtavler. Lokaliteter
og den hele Kulturtilstand, der skildres i et Sagn, vil som Regel til
en vis Grad være historisk rigtige. Saaledes har Udgravningen af
Troja vist os en By, der i mange Henseender stemmer med Iliadens
Skildringer; ogsaa paa mange andre Steder, som i Mykenai og paa
Kreta, har man gjort Opdagelser, der stemmer med Sagnene.
Men der er alligevel en lang Afstand fra Sagnet, der først og
fremmest vil underholde og fængsle, til Historien, der tilsigter at
belære. Det uhistoriske kommer hos Homer stærkt frem ved den stadige
Indblanding af Guder i de menneskelige Handlinger, hvad der dels
skyldes Ønsket om at gøre Fortællingen mere spændende, dels Følelsen
af, at selv de drabeligste Helte trænger til guddommelige Hjælpere;
endelig var det bekvemt for den naive Fortæller, naar han ikke vidste
at forklare en Handling eller Stemning hos sine Helte, da at lade en
Gud træde op som Aarsag. Hertil kan komme en Tilbøjelighed til at
skubbe den menneskelige Helt til Side og sætte en Gud paa hans Plads,
saaledes som en Stat i vore Dage kan fejre sine Hærføreres Sejre ved
en Kirkefest, hvor Gud takkes som den, der alene har skænket Sejren.
Det kan da ofte være umuligt at afgøre, om man i Sagnene har en Gud
for sig, der er forringet til Menneske -- hvad der er Tilfældet med
Agamemnon, Achilles og Helena -- eller en Helt, der er hævet til Gud.
En saadan uklar Mellemstilling indtages netop af den mest udprægede
græske Sagnhelt Herakles.
_Myther_ er Fortællinger om Guder.
Der er forskellige Slags Myther. En Del hører til de saakaldte
_Naturmyther_. Naar det primitive Menneske f. Eks. saa Solens Skive
bevæge sig hen over Himlen, opfattede han enten Fænomenet, som om
et stort Hjul (uden Eger) trillede op over Hvælvingen, eller som om
en Baad sejlede hen over de himmelske Vande. Den oprindelige
Forestilling om Solhjulet omdigtedes til en Mythe om Solguden Helios,
der kører sin Vogn, forspændt med Heste op over Himlen, til han om
Aftenen daler ned i Vest ved Okeanos's Strandbred.
De to Forestillinger om Solkøretøjet og Solbaaden forbandt Grækerne
til en Mythe om Solguden, der om Dagen kører sit Spand over Himlen og
om Aftenen gaar om Bord paa sit Fartøj (en Baad eller et Bæger) for
atter at sejle over Havet til det fjerne Øst.
Andre Myther er aabenbart skabt af Fantasien for at forklare
en rituel Handling, en tilsyneladende Modsigelse mellem to
Gudeforstillinger eller lign. (_ætiologiske Myther_, Ophavsmyther).
Ild- og Smedeguden Hephaistos f. Eks. hører oprindeligt hjemme paa
visse Øer i Ægæerhavet; men senere optages han i den store
Gudefamilie og færdes paa Olympen. Den ældre og den yngre
Forestilling om ham staar i Modsætning til hinanden, og for at bygge
Bro over Modsætningen digtedes da en Mythe om hans Fald fra Himlen
ned paa Jorden.
Atter andre Myther synes ganske vilkaarlige, men er maaske opstaaede
ved, at man tænkte sig Guderne leve under samme Forhold og med samme
Interesser som Menneskene, og saa fortalte man verdslige Historier om
dem, som Mennesker fortæller nyt om hinanden (_Legendemyther_).
Saaledes er vel Fortællingerne om det daarlige Samliv mellem Zeus og
Hera paa Olympen blot en Afspejling af det Liv, de thessalske
Borgherrer førte med Hustru og Friller.
En _allegorisk Mythe_ foreligger i Fortællingen om Hephaistos's
Ægteskab med Aphrodite. Trods al Forskel mellem den røgsværtede
Smedegud og Skønhedens Gudinde passer de ganske godt til hinanden.
Hephaistos skaber Smykker, skønne Vaaben, Statuer og forskønner
derved Livet ligesom Aphrodite.
Skarpe Grænser lader sig ikke trække mellem Æventyr, Sagn og Myther.
Iliadens Indhold er væsenligt Heltesagn. Odysseen indeholder en
Mængde gamle Æventyr, der for en Del genfindes hos andre Folk.
Polyphemæventyret kendes saaledes i over 200 Varianter.


II. Skabelsesmyther.

=Verdens og Gudernes Skabelse.=
I græsk Mythologi er der ingen Guder, der er til fra Evighed af; ikke
alene Verden, men ogsaa Guderne selv er blevet skabte. Først, hedder
det, blev Chaos til. Herfra udskiltes Jorden (Gaia) "med det brede
Bryst", og Tartaros, hvis taagede Afgrund ligger lige saa langt under
Jorden, som Jorden ligger under Himlen; endvidere udskiltes Natten og
Eros. Eros er selve Livskraftens Gud. Ordet betyder Tiltrækning,
Begær; al Udvikling opfattedes jo som beroende paa en personlig
Tiltrækning og Frastødning mellem Elementerne. Natten skaber Dagen,
Jorden (Gaia) skaber Himlen (Uranos), Bjergene og Havet. Derefter
ægter Gaia Uranos. De er det første egenlige Gudepar.
Men Uranos er ond, og han blev derfor overfaldet og lemlæstet af sin
egen Søn Kronos, der overtog sin Faders Magt og ægtede sin Søster
Rheia. Kronos og Rheia er det andet Gudepar.
Da der var spaaet Kronos, at en Søn af ham skulde tage Magten fra
ham, slugte han sine egne Børn, efterhaanden som Rheia fødte dem. Da
Zeus kom til Verden, gav Rheia Kronos en Sten, indhyllet i et
Barnesvøb. Derved reddes den lille Zeus, der nu blev opfostret paa
Kreta, og da han var vokset til, tvang han Kronos til at gylpe de
andre Børn op igen, tog selv Magten og ægtede sin Søster Hera. De er
det tredje og sidste Gudepar. De tager Bolig i Himlen og overlader
Underverdenen og Havet som specielle Magtomraader til deres Brødre
Hades og Poseidon. Jorden er fælles for dem alle.[2]
[2] Kampene mellem de forskellige Gudedynastier er vel blot et som
Mythe bevaret historisk Minde om Religionskampe mellem de
forskellige Lokalguder eller mellem Urbefolkningens og de
indvandrede Grækeres Guder.
=Prometheus og Menneskenes Skabelse.=
Prometheus dannede Menneskene af Jord og Vand og stjal Ilden til dem
fra Zeus, idet han gemte den i en Narthex, d. v. s. en Plantestængel,
hvis Marv kunde holdes glødende under Transporten. Derved fik
Menneskene et meget vigtigt Middel til at forbedre deres Livsvilkaar;
Forbrændingen er jo den første kemiske Proces, Menneskene har taget i
deres Tjeneste. Men Zeus blev vred paa Prometheus og lod ham smede
til en Klippe i Kaukasus, hvor en Ørn hver Dag hakkede i hans Lever,
som imidlertid voksede ud om Natten; først efter mangfoldige Aars
Forløb kom Herakles, skød Ørnen og løste Prometheus.
=Pandora.=
En anden Mythe fortalte, at oprindeligt bestod Menneskeslægten af
Mænd alene, og at Kvinderne først kom til senere. Den første hed
Pandora. Hephaistos dannede hende af Ler, og efter at andre Guder
havde smykket hende hver med sine Gaver, sendtes hun til Mændene,
hvor hun blev modtaget af Prometheus's ukloge Broder Epimetheus
(Bagklog). Hun blev den første Aarsag til en Mængde Ulykker i Verden,
thi fra hende stammer alle kælne Kvinder, som intet gider bestille
selv, men lader sig underholde ved andres Arbejde.
=Verdensaldrene.=
At vor Kultur i det hele og store gaar fremad, har man været længe om
at forstaa. Der har været Folk, der troede, Livets Gang var et
Kredsløb; andre har ment, at det gode laa bag os, og at Fremtiden
blev værre og værre. Hertil hører Mythen om Verdensaldrene, der hos
den græske Digter Hesiodos fortælles omtr. paa følgende Maade:
De første Mennesker paa Jorden levede i nært Samfund med Guderne i
disses Have, hvor der var et evigt Foraar. Det var ikke nødvendigt at
arbejde haardt; der var ingen Alderdom, og Døden kom som en Søvn.
Denne Tid kaldtes Guldalderen, og dengang herskede Kronos over
Verden.
Derefter fulgte Sølvalderen, hvor Zeus tog Styret. Det evige Foraar
blev nu afløst af de 4 Aarstider. Menneskenes Barndom var lykkelig og
varede 100 Aar; men naar den var til Ende, hengav de sig til
Daarskaber, forsømte at ofre til Guderne og døde efter kort Tids
Forløb.
Den tredje Slægt var Malmalderen; Menneskene var dengang alle
ustyrlige Krigere.
Derefter fulgte Heroernes Slægt. Det var dem, der kæmpede ved Troja.
Efter deres Død kom de til at bo paa de saliges Øer, fjærnt mod Vest
i Okeanos; Kronos herskede over dem, og deres Liv var lige saa
lykkeligt som Menneskenes i den gamle Guldalder.
Den femte Slægt er den nulevende. Det er en Jærnslægt, hvor der er
mere ondt end godt. Engang vil derfor Zeus tabe Taalmodigheden og
ødelægge den i Bund og Grund.
Heroernes Slægt afbryder jo paa meningsløs Maade den stadige
Forringelse af de metalnævnte Slægter og synes at være en senere
Tildigtning. Den pessimistiske Tanke, at Sønnerne som Regel er
ringere end deres Fædre, kender allerede Homers Odysse. Og naar denne
Tanke i Mythen udtrykkes gennem de stadigt ringere Metaller, ligger
der maaske en historisk Erindring bagved om den tidligere ægæiske
Kulturs Guldpragt og Malmredskaber; paa dette Udgangspunkt kan
Fantasien da have udarbejdet det hele System af Verdensaldre.
=Den store Vandflod.=
Da Zeus havde besluttet at ødelægge Menneskene ved en stor Vandflod
paa Grund af deres Ugudelighed, tømrede Deukalion (Prometheus's Søn)
en Kasse, lagde Levnedsmidler deri og gik om Bord sammen med sin
Hustru Pyrrha (Pandoras Datter). Regnen begyndte at strømme ned, og
hele Hellas blev oversvømmet. I 9 Dage og Nætter omtumledes Deukalion
og Pyrrha i Kassen, derefter landede de paa Parnas, Vandet faldt, de
gik ud og ofrede til Zeus, der til Gengæld gav dem Evne til at skabe
nye Mennesker ved at kaste Sten bagud over deres Hoveder[3]. Af de
Sten, Deukalion kastede, opstod Mænd, af Pyrrhas Kvinder.
[3] Man vender Ryggen til Dæmonerne. Naar Stenene kastes bagud,
kastes de inden for Dæmonernes Magtomraade, og der sker da
Forvandlingen.
Vandflodshistorier er udbredt over store Dele af Jorden. At der i
disse Fortællinger skulde indeholdes noget Sagnminde om en fjærn
Fortid, hvor hele Landstrækninger ved en enkelt geologisk Forandring
begravedes i Bølgerne, er utænkeligt; saa langt rækker Menneskenes
Erindringer ikke tilbage. Heller ikke synes det rimeligt, at disse
vidt udbredte Fortællinger skulde indeholde Minder om pludselige
lokale Oversvømmelser af Floder eller Have i forskellige Egne.
Fortællingen er da maaske at opfatte som Mythe, hvortil Forklaringen
kan søges i en for uvidende Naturfolk nærliggende Opfattelse af
Himlen som et stort Hav af samme Art som Havet paa Jorden. Himlen og
Havet har begge samme blaa Farve, og fra Himlen falder Regnen, der
ser ganske ud som Vandet paa Jorden. De Mennesker, der vil til
Guderne, maa sejle over disse himmelske Vande.
Naar nu Guderne i deres Vrede lod Vandet ovenfra strømme ned, saa at
Himmel og Hav stod i et, maatte alle drukne undtagen de enkelte
fromme, der søgte at redde sig ved at sejle til Guderne. I en
babylonsk Vandflodsberetning siges rent ud, at de, der under det
almindelige Højvande reddede sig i et Fartøj, sejlede til Guderne.
Denne Opfattelse er afbleget i den jødiske Fortælling, hvor Noah
strandede paa det høje Bjerg Ararat, og i den græske, hvor Deukalion
og Pyrrha strandede paa Parnas. Paa en Sarkofag fra det gamle Kreta
ser man de efterlevende ofre en Baad til den døde for derved at sikre
ham hans Rejse til den anden Verden. Ogsaa i Norden kendes den Tro,
at de døde sejler til den anden Verden. -- Naar Guder kommer til
Menneskeverdenen, sker det ofte paa et Skib (Kong Skjold,
Dionysos).[4]
[4] De mange Floder, der tænktes at gennemstrømme Hades' Skyggerige
skal tilligemed Søen Acheron hindre Sjælene i at vende tilbage til
Menneskenes Verden. -- I nyere Folketro kastes undertiden en Spand
Vand efter et Ligtog for at hindre, den døde gaar igen.


III. De olympiske Guder.

Der er to Hovedstrømninger i græsk Religion. Den ene er en ældgammel,
_folkelig_, raa Retning, med Sten-, Træ- og Dyrefetisjisme, Magi,
Menneskeofre og Tro paa Aander og Dæmoner. Saa længe den egentlige
hellenske Kultur blomstrede, blev denne Retning holdt nede; men
efterhaanden som det græske Aandsliv døde ud ved Oldtidens Slutning,
rejste det ældgamle religiøse Barbari sit Hoved paany.
I Modsætning hertil staar _de olympiske_ Guder. De blev væsenligt
baaret frem af den homeriske Tids Overklassekultur. De homeriske
Riddere stolede paa deres Styrke, hævede sig med fritænkerisk
Ligegyldighed over den gamle Overtro og udvalgte et vist Faatal af
Guder, som opfattedes rent menneskeligt, med Skikkelse, Følelser,
Lidenskaber og Svagheder som Mennesker, men smukkere og klogere,
udødelige og i Besiddelse af større Magt[5]. De er ikke Lokalguder,
men fælles for alle Hellenerne. Dog er "homeriske" og "olympiske"
Guder ikke ubetinget to Benævnelser for det samme; saaledes er
Demeter og Dionysos hos Homer endnu ikke Medlemmer af det olympiske
Selskab, mens de senere regnes med dertil.
[5] Undertiden skildres Guderne som virkelige Guder. Od. 4,379
siges, at Guderne ved alt; 10,306, at de kan alt. Naar Ares Il.
5,859 brøler som 10000 Mand og 21,407 falden dækker over »7 Maal
Land«, er det en barok Overdrivelse, der minder om Orienten. Ved
denne Menneskeliggørelse kom man til at se uden Frygt paa Livets
styrende Magter, og Vejen til den videnskabelige Undersøgelse af
Verden laa aaben. Havde Overtroen sejret, var Frigørelsen blevet
vanskeligere.
De olympiske Guder udgør en Slags Borgherrefamilie, hvis Overhoved er
Zeus. Hans Magtstilling beror væsenligt paa, at han er stærkere end
de andre. "Bind et Tov fast ved Himlen", siger Zeus til Guderne paa
Olympen, "og tag alle I Guder og Gudinder fat ved den ene Ende;
aldrig skal I faa mig ned fra Himlen; men jeg kan trække Eder alle og
tilmed Jord og Hav til Vejrs og binde Tovet fast ved Olympens Tind,
saa at hele Verden kommer til at svæve i Luften".
Zeus har Søstrene Hera, der er hans Dronning, Hestia og Demeter; hans
Brødre er Poseidon, Havets Hersker, og Hades, der dog ikke hører med
til den olympiske Gudekreds, men er Konge i Underverdenen. Zeus og
Hera har Børnene Hephaistos, Ares og Hebe; endvidere tænktes Zeus
uden for sit Ægteskab at være Fader til forskellige Guder og
Gudinder, hvad der bl. a. kan skyldes et Ønske om at drage saa mange
Guddomme som muligt ind i den olympiske Kreds. Med Leto har han
Apollon og Artemis, med Maia Hermes, o. s. v. Helt ud i det
æventyragtige er Beretningen om Pallas Athenas Fødsel af hans Hoved,
Dionysos's af hans Hofte.
Det fælles Hjem for de olympiske Guder er Olympos, hvilket Ord snart
betegner det takkede, skydækkede Bjerg i Thessalien, snart Himlen i
al Almindelighed, snart en evigt urokkelig Bolig, der ikke rystes af
Vinden, ikke vædes af Regnen; der falder ingen Sne, men skyløs, klar
Luft er udbredt overalt, og hvid Glans hviler derover; der fører de
salige Guder altid deres Glædesliv (Od. 6,42).
To Synspunkter afløser og konkurrerer ofte med hinanden i den
religiøse Udvikling, et ældre, hvor man ofte upersonligt taler om en
Verdensvilje, "Magten", (paa Græsk: det dæmoniske, Moira, Aisa), der
raader over os, og et yngre, hvor man tror paa personlige Guder, mere
eller mindre menneskelige, som Livets Styrere. Af disse Guder har
Zeus som Hersker over den overalt tilstedeværende Himmel og det
ordnede Samfund hævet sig til at være Livets øverste Styrer. -- Vi
ser derfor hos Homer baade Moira og Zeus som Tilværelsens højeste
Magt, begge lige mægtige, snart nævnede sammen i samme Aandedræt,
snart optrædende hver for sig[6].
[6] Som man spinder Traaden omkring Tenen, tænktes Guderne eller
Moira som personlig Gudinde at spinde en Række af Glæder eller
Sorger omkring et Menneske. Ikke sjældent nævnes 3 Moirer: Klotho
(Spindersken), Lachesis (den, der bestemmer Livsskæbnen og
Livstraadens Længde), Atropos (den ubønhørlige, der klipper Traaden
over).

Lynguden, Zeus, Hera.
=Lynguden.=
Af alle Naturfænomener er der intet, der paa Grund af sin
Pludselighed og Voldsomhed gør saa stærkt Indtryk paa Mennesker som
Lyn og Torden. Naar Lynet slaar ned og spalter Træer, dræber
Mennesker og Dyr, tror primitive Folk, at Lynguden er faret ned og
har frembragt disse Forstyrrelser. Ganske naturligt spørger man,
hvorledes denne Lyngud ser ud.
Nu er Øksen jo et Redskab, der mangedobler Menneskets fysiske
Kræfter; den blev derfor tidligt -- baade i oldgræsk, ægæisk Kunst og
i nordiske Helleristninger -- betragtet som noget overmenneskeligt,
en Fetisj, og naar man saa den _Virkning_, Lynet frembragte, laa det
nær at tænke sig Lynet som en himmelsk Økse (Stenaldersøkse eller
dobbeltægget Bronceøkse, Fig. 1 og 2). Betragtningen af Lynets
_Udseende_ (Zigzaglinie) førte til at fremstille Lynguden som et
Knippe af 3 Flammer eller som buede Linier, forbundne med en Stilk
eller et Haandtag (Fig. 3 og 4).
[Illustration: Figur 1-4.]
=Zeus som Naturgud.=
De store græske Guders Navne er som Regel ganske uforstaaelige,
formodentlig er de slet ikke græske, men overførte til Græsk fra det
Sprog, som taltes af Urindbyggerne, før Grækerne vandrede ind og
erobrede deres Land. En Undtagelse er Navnet Zeus, der er et ægte
græsk Ord, der genkendes i andre indoeuropæiske Sprog.[7]
[7] Fra en indoeuropæisk Grundform _*djeus_ afledes Græsk Zeus,
Latin Ju(piter); Ordet betyder Himmel, Dag, øverste Gud. Af en
anden, men beslægtet Grundform _*deiwo-s_ kommer Latin divus og
deus, og det nordiske Gudenavn Ty-r; Ordet betyder: Gud, i al
Almindelighed, hos vor Folkestamme er det jo Navn for en speciel
Gud.
Af Ty-r har Ugedagen Ti(r)sdag Navn. Ty-r har været Tinggud (som
Zeus er Rets- og Samfundslivets Gud), og derfor har Ugedagen paa
Tysk faaet Navnet: Tingsdag (afslebet og ændret til Dinstag,
Dienstag).
Zeus er først selve den buede Himmelhvælving og det klare Dagslys. Da
dernæst alt Slags Vejrlig kommer ned over Jorden fra Himmelhvælvingen
og Skyerne, siger man paa Græsk: Zeus regner, sner o. s. v., og Zeus
faar Tilnavnet Skysamleren og Skysortneren. Uvejr og Nedbør begynder
gerne i Grækenland med, at Skyerne samler sig om en Bjergtop, og
derfor antages Zeus at bo paa de høje Bjerge, Ida ved Troja, Olympos
i Thessalien o. a.
Efterhaanden løsnes Zeus fra sine Elementer, saa at han bliver en fri
Gud i Menneskeskikkelse, der troner paa sit Bjerg eller i Himlen og
derfra sender Menneskene Lys og alt Vejrlig.
Vi har da to Vejrligsguder, Lynguden og Zeus; men i Tidens Løb blev
Zeus mere populær end Lynguden, der mistede sin selvstændige Stilling
og blev Zeus's underordnede. Billedet af Lynguden som et Knippe af
Flammer blev til den saakaldte Tordenkile, som Zeus holder i sin
Haand -- som Thor sin Hammer --, og som han slynger mod sine Fjender.
Denne Tordenkile ser paa det store Zeusalter i Pergamon saaledes ud
(Fig. 5):
[Illustration: Figur 5.]
Det Sted paa Jorden, hvor Lynet slog ned, antog Grækerne derved var
taget i Besiddelse af Lynguden, og altsaa ham helliget for al
Eftertid. Slog Lynet ned i et Træ, betegnedes derved, at Guden valgte
sig dette Træ som Ejendom. Nu er af en eller anden Grund Egetræer
særligt udsatte for Lynnedslag -- en tysk Forstmand har iagttaget, at
disse Træer rammes 60 Gange saa hyppigt som Bøge, -- og da tilmed
Egen i tidligere Tid var langt mere udbredt end nu, maatte man
hyppigt se Egetræer rammes af Lynet. Deraf forklares Troen paa, at
Egetræer stod i særligt Forhold, først til Lynguden, dernæst til Zeus
som hans hellige Træ.
Af alle Fuglene er Ørnen Zeus kærest; den bærer hans Lyn og er hans
hurtige Sendebud[8].
[8] Nordamerikanske Indianere tilskrev Uvejret en Tordenfugl, der
frembragte Vind med sine Vinger, Lynet var Blink i dens Øjne, og
den førte Vandposer med sig, hvoraf den pressede Regnen ud. -- I
den nordiske Edda tænkes Vinden frembragt af en Jætte i Ørneham,
der basker med Vingerne. -- Undertiden fortælles det ogsaa hos
Grækerne, at Zeus var i Ørneham, da han røvede Ganymedes op til
Olympen. -- Ørnen som Zeus's Attribut skyldes da vel en gammel
Forestilling hos Grækerne om, at Vind- og Vejrguden -- ligesom hos
andre Folk -- har haft Ørneskikkelse.
=Zeus som Rets- og Samfundslivets Gud.=
Alt Samfunds- og Retsliv foregik i gammel Tid saa vidt muligt under
aaben Himmel. Der samles Mænd til Raadslagning og Dom, der aflægges