Excentriske Noveller - 5

Altsangerinden gik saa i Røgkupé med Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Fru Simonin lagde Kabale paa det stumme Klaver, som Charlot holdt paa
sine Knæ.
Barytonisten fortalte ofte Historier. Han vidste en Skandale om hver
Virtuos i Europa.
Fru Simonin slog sine blanke Øjne op og lo, saa hun tabte Kortene.
Charlot blev rød og saa underlig ved det, naar hun lo saadan.
-Hvad gjorde hun? spurgte Fru Simonin.
-Hun spiste gratis til Aften--hver Aften--i al Uskyldighed.
Den jomfruelige Romancetenor saá op fra sin Avis.
Han sad altid med Aviser, han ikke kunde læse og søgte om sit Navn.
-Kender De ikke Historien om Manden? sagde han.
-Nej--hvilken.
-Hver Gang der kommer en lille ny Lizeski, undersøger han, hvem af deres
Venner den ligner ... Saa gaar han hen og laaner et Tusind Francs--af
den Vedkommende.
Charlot vilde saa gerne, at Fru Simonin skulde lade være at le.
Det var bedst, naar hun sad stille hen med Hænderne i sit Skød. Hun
smilte tit for sig selv, og Øjnene var saa blanke.
Charlot følte sig da lykkelig, mens Blodet gik varmt mod hans Hjerte.
Charlot blev mer og mer kluntet. Han havde stadig saa travlt med at
skjule sine Arme, at han altid faldt over sine Ben. Han led ved sine
Klæder. Sine Babyklæder med Kniplinger--den lange, voksne Dreng.
Rundt i Hotelværelserne borede han sig altid ind i Krogene. Dér sad han
gemt, med Hovedet i Hænderne, ubevægelig, mange Timer.
Han var glad, naar han blot maatte være fri for at tale.
Charlot lagde altid Mærke til Tiden, naar Drengene i Byerne kom fra
Skole. Han stod ved Vinduet og saá efter Flokkene, der drev hjem med
deres Boglæs. Hans Øjne var saa dorske, som var de slukkede.
De andre Verdensberømmelser af Hr. Theodor Franz' Mælkevej gik uroligt
omkring i Hotelstuerne ud og ind hos hinanden. De holdt ikke af at være
ene og kun have tarveligt Selskab af deres seks Repertoirestykker.
Nervøse og gnavne gik de frem og tilbage, og de havde det altid enten
for koldt eller for varmt.
Sygdomme havde de alle og et Arsenal af Medicinflasker.
De holdt mest til hos Fru Simonin, som gik til og fra sit Flygel saa
lang Dagen var, og spillede Skalaer.
Charlot løb ikke omkring. Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i
Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var
ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte.
Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa
Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den
var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.
Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og
tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers
kølige Ord. Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker
og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og
smilede fjottet.
Fru Simonin bar en Formue i Brillanter. Hun støttede saa hensigtsløst
sit Barnehoved til sin Arm, der funklede af Diamanter--et Armbaand der
fungerede paa alle Verdensudstillinger--og hun smilte med fornem Ro.
Charlot glemte alt. Han stod ubevægelig i en Krog og saá kun. Hans Øjne
elskede dette Billede som en Drøm.
Han blev jaget ud og ind til sine Numre. Han vendte tilbage som til
Lyset. For dér var blot hun, straalende og skøn.
Der kom fremmede Damer ind med Blomster. Fru Simonin tog dem og takkede
og kyssede de fremmede Damer paa Kinderne.
Efter Koncerten hjalp Herrerne af Pressen Fru Simonin og Altsangerinden
de lange Skindkaaber paa, og Damerne tog Kritikernes Arm og lod sig
følge til Vognene.
De smilede med Buketterne i Hænderne bag Vognruderne, idet de kørte.
-Idioter, sagde Fru Simonin.
Altsangerinden rakte Tunge, og de lo som to Skoletøse.
Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan.
Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hans
Hænder smertede.
Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev
kastet til Violin-Underet efter "Kakadu der Schneider".
Efter Koncerten var de lystige. De spiste i Negligé, i Fru Simonins
Salon. De talte om Virtuoser. De talte tit om Penge. Altsangerinden var
rig, hun ejede et Par Millioner og et Slot i Normandiet. Fru Simonin
havde Formue. Hun sparede paa en Tiøre og smed de Tusinder ud af
Vinduet.
De talte om hvad de tjente. De havde Part. De kunde tage en
femtenhundrede Francs ind pr. Aften.
De talte med en raa Begærlighed om alt dette Guld.
-Kunsten, sagde Fru Simonin. Er der ti, som forstaar den? Damerne ser,
jeg har gode Fingre, Herrerne gloer paa mine Arme--det er gement.
Kunsten--haa--haa--jeg vil være rig.
De kunde overfaldes af en hidsig Gerrighed, saa de kaldte Kelneren til
og klagede over en Udgift paa et Par Skilling. De vilde ikke lade sig
plyndre. De rejste ikke for deres Fornøjelse. De rejste ikke for at gøre
Hotellerne rige. De rejste for at tjene Penge.
De kunde mange Gange drage afsted uden at afse en Øre i Drikkepenge.
Kelneren havde fløjet for dem halve Nætter.
-Jeg skal maaske taale den Pøbel hele mit Liv? sagde Fru Simonin. Jeg
vil ikke pines--til jeg bliver gammel.
-Jeg rejser for at tjene--
Om Formiddagen havde Fru Simonin kastet ellevehundrede Francs bort til
et Damascenersværd.
-Bilder de Folk sig ind, at det morer mig at se dem gabe, sagde Fru
Simonin.
De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler
med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve.
Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet
for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke
kunde løfte en Haand.
Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og
over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru
Simonin, der sagde saa meget stygt.
En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede.
Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas' to tørre
Laurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.
Turnéen fik Aviserne op om Morgenen efter Koncerterne. De kunde ikke
læse dem, men de saá efter Linjerne, hvor mange der stod om hver, og de
søgte at gætte sig til Ordene. Charlot tog aldrig Bladene, naar de andre
var tilstede. Men om Eftermiddagen, naar Kritikerne allerede var glemt
af de andre, stjal han Aviserne, og inde paa sit Værelse, i Krogen,
bredte han Avis efter Avis ud paa sine Knæ, og han stirrede paa den ene,
fattige Linje, der stod om "Fænomenet" Charlot Dupont.
En Gang efter Aftensbordet bladede Fru Simonin i nogle Noder.
-Det er smukt, sagde hun. Naar vi bare havde en Violinist i
Truppen--men, det er jo sandt, og hun lo,--Charlot spiller jo Violin.
-Charlot--hent Deres Violin.
Charlot fik Violinen fat, og de begyndte at spille sammen.
Da de havde spillet noget, nikkede hun.
-Men det gaar jo--rigtig--det gaar jo helt godt.
-Men--rigtigt. Charlot.
Charlot spillede som i en Drøm. Bare Noderne stod saa tydeligt og saa
hendes Ansigt.
-Godt--Charlot.
Det var, ligesom Fru Simonin førte ham saa sikkert. Han spillede med
Taarer i Øjnene. Han syntes, nu brast han i Graad, hvert Minut.
Det var forbi.
-Men, kære Børn, han har jo Talent, sagde Fru Simonin. Charlot--vi vil
spille sammen.
Charlot havde aldrig troet, saadan noget kunde ske. Fru Simonin spillede
med ham tidlig og sildig. Hun slog sine blanke Øjne op til ham og lo,
naar det gik godt. Hun lempede sig efter ham og lagde sin Kunst saa
villigt til Rede for ham.
-Men det er en Himmelsynd--Drengen har jo Talent ... Vi vil spille
sammen paa en Koncert.
De optraadte sammen. Da Charlot igen hørte, for første Gang i saa lang
Tid, Bifaldet bruse op til sig, sprang Taarerne frem fra hans Øjne. Da
de kom ud, tog Charlot begge Fru Simonins Hænder, og han kyssede dem og
hviskede uforstaaelige Ord, der kvaltes af Graad.
Det Nummer blev Koncertens Begivenhed. Fru Simonin fordrede, at Charlot
skulde have sin gamle Gage.
Charlot var altid inde hos Fru Simonin nu. Han sad ved Flygelet, naar
hun øvede. Hun pludrede som et Barn, mens de springske Fingre fløj om
paa Tangenterne. Hun lo med sin Pige-Latter, som klang, og talte sit
bløde Sprog. Og forvred sit Ansigt til de hundrede Grimasser. Hun var
vilter som en lille Kat, Fru Simonin.
Charlot kendte kun en Lykke--at sidde dér og være hende nær. Og saa
bagefter at være alene og tænke det om, mange Gange, den halve Nat, og
kysse nogle Blomster af hendes, som han havde i en Medaillon om sin
Hals.
--Saa var Turnéen forbi. Hver gik sin Vej. Fru Simonin skulde paa en
amerikansk Turnée.
Charlot tænkte ikke paa, at han ikke havde noget Engagement, ikke paa,
at han nu skulde hjem til Paris paa den femte Sal. Han skulde skilles
fra Fru Simonin, og han syntes, han maatte dø.
Det var den sidste Aften. Den næste Morgen skulde Charlot rejse. Fru
Simonin havde bedt Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot spise hos
sig, de to alene.
Charlot talte ikke og rørte ikke Maden.
-Spis, Charlot, sagde Fru Simonin. Det er Deres Livretter.
Charlot tog mekanisk. Tak, sagde han.
Han sad som stum, med Øjnene fæstet paa hende, stum og hjælpeløs.
Charlot vidste det ene, at nu var hans Lykke ude.
Nu--i Aften var det ude. Og der var ingen Raad, der var slet ingen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas var krænket.
Hr. Theodor Franz havde været grov imod Hr. de las Foresas.
-De forlader min Charlot i et kritisk Øjeblik, havde Hr. de las Foresas
sagt om Formiddagen.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, har De troet, den Humbug vilde vare
evig?
Hr. Emmanuelo de las Foresas havde virkelig længe lidt under Hr. Theodor
Franz' Mangel paa Levemaade. Hr. Theodor Franz var en plump Person. Det
stødte Hr de las Foresas.
-Han siger Ting ...
-Naar man selv hører til Selskabet, sagde Hr. de las Foresas.
De var færdige med at spise. Fru Simonin spillede. Charlot sad paa
Gulvet, med Hovedet lænet mod Flygelet.
-De tager altsaa til Paris, sagde Fru Simonin.
-Ja--vi tager til Paris.
-De har Bolig dér?
-Ja, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas, vi har Bolig der.
-Hvor? ... At man dog kan besøge Dem ...
-Paa Boulevard Haussmann. Hr. Emmanuelo de las Foresas' Tonefald
indstallerede Familien de las Foresas i en Beletage.
Pludselig brast Charlot i Graad.
Da de skulde gaa, sagde Fru Simonin: Og saa glemmer De mig
ikke--Charlot--vel?
Charlot saá paa hende med Øjne underdanige og trofaste som en Hunds. Han
fik ikke et Ord over sin skælvende Mund.
Den næste Morgen, ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas skulde afsted,
stak Kelneren et Brev til Charlot.
-Til Dem selv, sagde han.
Charlot gemte Brevet.
Der laa en Anvisning i Konvolutten. Paa et Visitkort stod: Til Charlots
Lærer i Violinspil fra Sofie Simonin. Ordene var viskede ud, inden
Charlot kom til Paris. Saadan kyssede han Fru Simonins Kort.
* * * * *
Paa den de las Foresas'ske femte Sal saá det graat ud. Koncertagenternes
Holdning ligefrem fornærmede Hr. de las Foresas. Der var ingen, der
havde Brug for hans Violin-Under.
-Min Herre, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas til Hr. Theodor Franz--De
vil altsaa ikke genengagere Violin-Underet?
-Min Herre--har jeg nogensinde ladet det mangle paa
Tydelighed?--Nej--jeg vil ikke engagere Hr. Dupont.
-Vi er altsaa løst fra alle Forpligtelser?
-Fra alle.
-Det var blot det, jeg ønskede at faa slaaet fast. Min Herre--sagde Hr.
Emmanuelo de las Foresas--alle Agenterne vil styrte sig over
Violin-Underet.
Hr. Emmanuelo de las Foresas lod indrykke i "Le Figaro", at
Violin-Underet Charlot Dupont--vor berømte lille Landsmand, skrev
Bladet--efter at have tilendebragt sin triumfrige Verdensturnée
foreløbig har afslaaet alle Engagementer.
Der styrtede sig ingen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede en Uge og to Uger: Ikke saa meget
som en Provinsturnée. Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at gaa
rundt med Vidunderet.
De afsøgte alle Koncertagenturerne. Man beklagede for Øjeblikket ikke at
have Anvendelse for Underet.
Charlot halede bag efter Hr. de las Foresas, bleg og skruttet. Han
syntes, det var altsammen blot en tung Bebrejdelse mod ham.
Fru Simonins Penge var spist op. Fru de las Foresas græd og begyndte at
gaa den vante Vej til Laanekontorene. Hr. de las Foresas talte om Børn,
som lægger deres Forældre i Graven.
Charlot havde taget Timer hos en Konservatorielærer. Professoren kom til
at holde af den lange Dreng i Babytøjet; han sagde, han gjorde
Fremskridt. En smuk Dag skaffede han Charlot Lov til at optræde hos
Pasdeloup.
Charlot var tilmode, som en Sten var taget fra hans Hjerte. Han syntes,
det var første Gang, han var glad i sit Liv. Han styrtede hjem ad
Boulevarden, løb paa Folk i Glæden: Han skulde spille paa Søndag hos Hr.
Pasdeloup.
Det var, som om Familien de las Foresas ved et Slag vaagnede af en tung
Dvale. Fru de las Foresas gav sig til at le--Børnene de las Foresas
havde aldrig hørt deres Moder le--men midt under Latteren slog det over
i Graad. Fru de las Foresas var altfor glad. Børnene gav sig til at
hyle, hver sin Melodi, og sprang op ad hinanden som vilde Dyr i et Bur.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kom hjem og hørte Nyheden.
-Jeg har jo sagt det, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Pasdeloup
er en Mand, som kan vurdere Talenterne.
Charlot laa om Natten paa en Sofa i Spisestuen. Fru de las Foresas kom
ind til ham den Aften. Hun tog Charlots Hoved og lagde det i sit Skød og
kælede for ham som for et lille Barn. Fru de las Foresas var saa
lykkelig.
-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke haabet det--Charlot--jeg
havde ikke.--
-Mo'er ...
-Som de har plaget min Dreng, som de har plaget ham--saa mange Aar.
Fru de las Foresas tog Charlots Hoved mellem sine Hænder og saá paa ham
og kyssede hans Haar.
-Min gode Dreng.
Fru de las Foresas talte om den Tid, da Charlot var lille, da han var
ganske lille og hun lærte ham at spille den første Melodi.
-Om han huskede? Det var "Kakadu der Schneider".
-Aa--jo om han huskede.
-Han havde staaet ved Klaveret og naaede ikke op til Tangenterne en
Gang--saa lille var han ... naar han spillede. Men han lærte saa
rask--han havde et Øre--blot to Gange at høre det--og han spillede uden
en Fejl--uden en Fejl.
-Men saa kom de Aar--de slæbte ham rundt--til alle Lande, hendes Dreng.
-Men nu var det godt igen--kun godt ... Fru de las Foresas var saa
lykkelig.
-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke, min Dreng ... nej--jeg turde
ikke. Jeg troede det var forbi med min Dreng.
-Charlot talte om Fru Simonin, der havde spillet med ham og havde sagt,
han havde Talent.
-Ja--Gud velsigne hende--Gud være med hende for det.
-Ja--Gud velsigne hende. Fru de las Foresas klappede Charlots krøllede
Haar, og lidt efter lidt blev Charlots Aandedrag dybere og han faldt i
Søvn.
Fru de las Foresas tog lempeligt sin Haand bort fra hans Hoved, og hun
rejste sig.
Hun tog Lampen og saá længe paa sin lange Dreng, der laa og smilede i
Søvne. Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Fru de las Foresas havde jo
saa let ved at græde.
De næste Dage skændtes Fru de las Foresas med sin Mand. Det var første
Gang i mange Aar. Ellers indskrænkedes Fru de las Foresas til at blive
skældt ud og tie stille. Men nu tog hun Mod til sig. Fru de las Foresas
vilde lade sy en ny sort Kjole til Charlot til Koncerten.
Hr. Emmanuelo de las Foresas bragte hende til Ro med Krøllejernet. Fru
de las Foresas græd og gav fortabt.
Charlot var i Knæbukser og Trøjen, da han kørte hen til Hr. Pasdeloup.
Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte sin Søn.
Hr. de las Foresas gik først ind i Kunstnerværelset, Charlot fulgte
efter, kejtet, med sin Violinkasse i Haanden.
En Herre kom hen imod dem.
-Er det Hr. Pasdeloup, sagde Hr. de las Foresas. Det er Violin-Underet,
Charlot Dupont.
Hr. Pasdeloup saá helt forbi Hr. Emmanuelo de las Foresas.
-Er det Hr. Dupont, sagde han til Charlot.
-Jo--
-Min Herre, sagde han. Det er vist en Misforstaaelse. De skal ikke paa
Maskerade. Det er en Koncert. Vil De maaske være saa venlig at tage hjem
og klæde Dem om.
Hr. Emmanuelo de las Foresas vilde lige til at se personlig fornærmet
paa Hr. Pasdeloup. Men Hr. Pasdeloup havde allerede vendt sig om.
Hr. Emmanuelo de las Foresas drejede kort om og gik, Charlot fulgte
efter, han hulkede ned ad Trappen. Hele Orkestret havde staaet deroppe.
Fru de las Foresas fik laant en Kjole paa fjerde Sal, og Hr. Charlot
Dupont kørte tilbage til Koncerten.
Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte ikke sin Søn tilbage.
Hr. Emmanuelo de las Foresas var virkelig træt af alle disse Folk uden
Levemaade.
Hr. Charlot Dupont behagede, skrev "Le Figaro".
* * * * *
Charlot Dupont gik paa en Provinsturnée. Han sad fast i det i hveranden
By.
Da han kom hjem til Paris, søgte han Plads i et Orkester.
Charlot gik op og spillede for Dirigenten. Han var ikke utilfreds.
-Ikke ilde--ikke ilde ... Men Tonen er tynd.
-Instrumentet er saa lille, sagde Charlot.
-Maaske.
-Deres Navn, min Herre, sagde Dirigenten.
-Charlot Dupont.
-Charlot--Dupont--tør jeg spørge--det er da ikke Vidunderbarnet.
-Jo, sagde Charlot, det er mig.
-Ja--Hr. Dirigenten blev lidt forvirret--jeg tror ikke--det er ikke
nogen Plads for Virtuoser--vi ... De forstaar, Hr. Dupont ... vi maa
have Folk, som kan arbejde.
Og han forsikrede Hr. Dupont om, at Pladsen var saa godt som besat.
* * * * *
Charlot fik igen en Impresario.
Charlot-Dupont-Turnéen sneg sig gennem de tiende Rangs Byer. Det var
tomme Huse, ubetalte Regninger, beslaglagte Kufferter, lange ængstelige
Dage. Der gik bange Bud til Boghandleren. Om der var solgt noget? Det
var som en Frelse, naar der var solgt til Udgifterne.
Charlot Dupont var mest saa træt.
Han havde paa sit Repertoire en Elegi: La folia, hed den. Den spillede
Hr. Dupont, saa der var de enkelte følsomme, der græd.
Men Kritikken klagede over, at Charlot Dupont havde ingen Energi og en
Tone tynd som en Traad.
Der var undertiden i disse halvsmaa Byer fuldt til den første Koncert.
Til de senere var altid tomt.
Charlot er nu tyve Aar.
* * * * *